Den Pomadiserede og andre historier fra Rom

Den Pomadiserede, hvem er det? Det er selvfølgelig Jesus, hvis efternavn Kristus (eller Christus) kommer af det græske christòs, som betyder den salvede. Og hvem er den salvede? Det er jødernes Messias.På hebræisk  mashiah : den olie-indsmurte.

Disse små brikker almenviden er jeg stødt på i Emmanuel Carrères bog "Gudsriget" , og kort  tid efter fået dem bekræftet på Roms Santa Maria in Trastevere. En kirke - en af byens og kristenhedens  ældste -, der blev bygget lige nøjagtigt på det sted, hvor  der 38 år før Kristi fødsel udsprang - gæt engang! - en oliekilde.

Hændelsen blev tolket som en profeti  om Kristi komme, fortæller mange Romførere. Desværre  nævner de intet om  forbindelsen mellem Messias-Kristus og olien, selv om den altså hviler på  filologiske fakta.

Ordet mashiah er nemlig kort tillægsform (eller præteritum participium) af det hebræiske verbum mashah, som betyder at salve med olie.

På aramæisk, som var det sprog, jøderne talte på Jesus´ tid, hedder (salvnings)olien slet og ret  masheh, oplyser Ezra 6,9 og 7, 22.

Endelig - for nu at lukke denne sproglige parentes - betyder det arabiske  masaha at salve. Bemærk endvidere de arabiske ord masîh (Messias, Kristus), masîhî (kristen) og masîhîa (kristendom og messianisme).

Men hvad har alt dette at gøre med Rom? Faktisk en hel del.

Rom er på Jesus´ tid den religiøs-filosofiske smeltedigel, hvori det hebræiske mashiah bliver først til græsk Christós og derefter til de latinske Christus og christianus.

Med andre ord: Kong Christian, som stod ved højen mast, bør takke såvel jøderne som grækerne og romerne for sit navn.

Trastevere og G.G. Belli

I Trastevere skulle de oprindelige romere holde til, eller i hvert fald deres efterkommere. Men passer det? Det må guderne vide. Til gengæld er det netop her at  Tiberen bugter sig yndefuldt mod øst  og de berømte syv høje.

Kvarteret fik sin store skjald  i skikkelsen af Giuseppe Gioacchino Belli (1791-1863). En plads og et monument minder om ham lige før  Ponte Garibaldi, hvor  udsigten  slår  Champs-Elysées  med en vue  op til Peterskirken  i den ene retning  og til Tiberøen og synagogen i den anden.

Siden de færreste i Danmark har hørt om G.G.Belli, skal det lige oplyses, at  han skrev  over totusind sonetter i den  romerske folkemål romanesco. To af  af dem (begge tilgængelige på nettet) handler om Santaccia fra Piazza Montanara, "velkendt og  møgbeskidt skøge, som praktiserede ved nævnte piazza, hvor arbejderne fra Romagna og Marche falbød deres tjenester", oplyser digteren i en fodnote.

Det var netop disse bondeknolde - på romersk: burini eller burrini -, den multitaskende Santaccia servicerede til den favorable pris af en "bajocco" pr "næse".
Det gjorde hun i stående positur med 4 liebhavere ad gangen -  den ene  fortil, den anden bagtil samt yderligere to ad manuel vej.

En dag hvor Santaccia var i færd med at udøve sin kunst ("mentre lei stava assercitanno l´arte"), fik hun øje på en burinello, som nød hende på afstand ("s´era messo a godessela in disparte").

"Kommer du ikke med?"

"Jeg har ingen bajocco".
 
E cqui Santaccia: "Aló, vviéccelo a mette:
Sscéjjete er búscio, e te lo do in zoffraggio
De quell´anime sante e bbenedette".

(Hvorpå Santaccia: Stik den bare ind;
vælg dig et hul, det får du til gavn
for de hellige og velsignede sjæle!")

Bemærk, kære læser, at min oversættelse  kun er en bleg gengivelse af Bellis sproglige opfindsomhed.
"Fortil" og "bagtil" hedder  således hos Belli "coll´arma e ccor zanto", hvor arma og zanto svarer til dansk plat og krone. Endvidere: Santaccias håndarbejde  bliver udført "a ccornu pístola e a ccorno vangelo". Hvilket vil sige, at Santaccia  ligner en katolsk pater, der under gudstjenesten læser epistlerne på højre side af alteret og evangeliet på venstre. Endelig yder hun sin noble samaritanske indsats "in zoffraggio" af de hellige og velsignede sjæle. Zoffraggio svarer til italiensk suffragio, som i denne sammenhæng betyder penge til  en sjælemesse. Frelsen  kommer ikke af troen alene, mener Santaccia.  Der skal også gode gerninger til.

Belli og Gogol´

Et eller andet sted havde jeg  læst, at G.G. Belli skulle have kendt den store russiske/ukrainske forfatter Nikolaj Gogol´ (1809-1852). Passer det? Ja.
Bemærk endvidere, at de begge tilhørte den europæiske guldalder, også kendt som "revolutionens tidsalder": en periode, hvor der var " en exceptionel opblomstring af alle kunstarter", skriver Eric Hobsbawm. (1)

Det  sidste kan illustreres med, at Belli og Gogol´  var samtidige  med danskerne Thorvaldsen (født  1770) og Søren Kierkegaard ( 1813), med tyskerne Beethoven (1770) og Casper David Friedrich (1799), med franskmanden Victor Hugo (1802) og englænderen Charles Dickens (1812) og mange andre.

Ofte kendte de udmærket hinanden - enten direkte eller indirekte. Giuseppe Verdis opera Rigoletto er eksempelvis  skrevet efter et forlæg af Victor Hugo og er i Rom  blevet censureret af  den pavelige censor G.G. Belli.
Den opblomstring, som Hobsbawm skriver om,  var imidlertid ikke altid omkostningsfri. Revolutionens tidsalder (1789,1830,1848) var jo også i allerhøjeste grad reaktionens. Af og til med det paradoksale resultat, at revolution og reaktion  kunne mødes i samme person.

Det var netop dét paradoks G.G. Belli måtte leve med, idet han tjente til livets ophold som pavelig bureaukrat, men hans " romerske digte kunne have bragt ham på skafottet, hvis de var blevet opdaget" (2).

Men opdaget blev de ikke. Eller også ville man ikke opdage dem.

Mødet mellem Belli og Gogol´ fandt sted  hos den russiske fyrstinde Zinaida  Volkonskaja, hvor den russiske forfatter hørte Belli recitere nogle af sine sonetter.  Året var 1835, Gogol´ var da stærkt på vej til at blive en af russisk litteraturs mest fremtrædende navne, Belli havde allerede skrevet størstedelen af sine sonetter på romanesco.
Fyrstinde Volkonskaja og Belli var naboer. De boede nemlig begge på Palazzo Poli - den palazzo, som Trevi-fontænen er bygget op ad.

Fra Aqua Virgo til Martin Luther

Står man ved Trevi-fontænen, er det lige før man ikke kan se noget for lutter turister. Og det er  synd, stedet er jo et koncentrat af europæisk kulturhistorie og hermed en lykkelig syntese af det sublime og det kitschede.

Fontænens historie har været meget omtumlet. Allerede i romertiden kunne man her poste vandet fra Aqua Virgo (Jomfruvandet) takket være den over 20 km lang akvædukt, som skulle forsyne Agrippas termer med vand. Disse termer lå i nærheden af Pantheon, hvis frontparti  i øvrigt er prydet af navnet på selvsamme Agrippa.

Hvor er vi henne i Roms historie?

Jamen, lige på tærskelen  til den romerske guldalder. Den tyve år lange borgerkrig, som  har efterfulgt mordet på Julius Cæsar    (44 f.v.t) ,  er nu lykkeligt afsluttet ved at hans adoptivsøn Octavian ( Augustus)  sætter en højst tiltrængt fredsproces i værk.  Rom  blomstrer - ikke bare arkitektonisk, men også  litterært. I et par  århundreder har de romerske digtere  halset efter de græske modeller, men nu kan de hævde sig i egen ret. Når det er tale om Jomfruvandet, er det især digteren Ovid, der bør nævnes. Hans værk Forvandlinger er nemlig en storslået og ironisk hyldest til Roms mytologisk-religiøse forestillingsverden. En verden, som  Aqua Virgo netop var en udløber af. Romerne mente jo, at der var guder allevegne. Hele naturen var besjælet - ergo kunne en kilde udmærket være en formummet jomfru. 3)

Men: Allerede  på Augustus ´ tid var disse animistiske forestillinger truet fra mange sider. Især fra de gudløse epikuræere og de lige så gudløse stoikere. Især sidstnævnte vil senere  bane vejen for kristendommen.
Der rinder meget vand ud af Roms fontæner, inden den såkaldte gotiske krig (omkring 550 i vor tidsregning )gør  kål på Roms samtlige akvædukter.

Først 900 år senere bliver Roms infrastruktur langsomt genopbygget. Denne romerske renæssance sker  næsten samtidigt med, at Konstantinopel midt  i 1400-tallet bliver erobret af de tyrkiske osmanner.

Det er under  pave Nikolaj 5. (1447-1455) at der atter kan postes vand ved Piazza di Trevi. Men det er først næsten 3 århundreder senere, at fontænen får sit nuværende udseende. Arbejdet står på i over tyve år, og er vel  udtryk for den optimisme, der præger  1700-tallets Europa. Nogle navne: Amalienborg med tilliggende palæer, rytterstatuen ved franskmanden Saly midt på pladsen, Mozart, den unge Goethe, Struensee.

Vi er altså midt i Oplysningstiden. Men Trevi-fontænen er romantisk.
I det hele taget er Rom Europas mest romantiske hovedstad. Selve ordet romantisk kommer jo i sidste instans af Rom.

Men Roms romantik er af den specielle slags, vi finder hos Gogol´, Belli og deres læremester  E. T. A. Hoffmann (1776-1822).

                                     *

Luthersk mellemspil

Luther  har et problem: Da han fødes (1483), har epokegørende omvæltninger stået i kø i årtier. Der er gået 30 år siden osmannernes erobring af Konstantinopel, næsten lige så mange efter Gutenbergs udgivelse af den første trykte Bibel, desuden  er han stadig en snothvalp, da  Kolumbus (1492) går i land i den Nye Verden.Alt i alt: Verdenshistorisk set  er han et mindre krater i et enormt vildt spruttende og dunstende vulkansk landskab.
 
I løbet af 1511 kommer han til Rom som medlem af en to mand stor delegation, udsendt af Augustiner-klosteret i Erfurt. På det tidspunkt er Rom   ved at forvandles fra ruinby til Europas renæssance-hovedstad.
Der bliver bygget på livet løs. Peterskirken  genrejses fra bunden. Michelangelo er i færd med at male det Sixtinske Kapel, ganske få skridt derfra har hans unge konkurrent Rafael  lige færdiggjort den celebre freske Skolen i Athen.
Hele denne hektiske aktivitet går hen over hovedet på  broder Martin. Hans hjerte banker for Kristus - og for den hellige Anna.

6 år tidligere var Martin jurastuderende ved universitetet i Erfurt. En dag i juli blev han overrasket af et voldsomt uvejr ud for landsbyen Stotternheim. Det tordnede og lynede så forfærdeligt, at Martin henvendte sig netop til den hellige Anna og lovede hende, at han ville blive munk, hvis han slap med livet i behold.(4)
Som sagt så gjort. Få dage senere forlader han Erfurt universitet og bliver munk ved Augustinerklosteret i samme by. 12 år senere er han blevet professor i teologi i Wittenberg, hvor han  offentliggør sine 95 teser mod afladshandelen.

Luther er en kompleks figur, arkaisk og moderne på en og samme tid.

Som ung augustiner-munk er han besat af angst for den straffende Gud. Først når han vinder den indsigt, at Gud er forløsende nåde, føler han sig fri og genfødt. Han hed oprindeligt Martin LUDER, det gamle efternavn ændrer han nu til et humanistisk klingende LUTHER, som er kalkeret over det græske ord for fri: eLeUTHERios. (5)

Var Luther humanist? vil mange lutheranere spørge.
Ja, det var han - og næsten i lige så høj grad som hans højre hånd Philipp Melanchthon, som havde fået sit oprindelige efternavn Schwarzterdt (sort jord) ændret til en melan-chthon, som betyder lige netop sort-jord. På oldgræsk, vel at mærke.(6)

"Reformationen hører til det moderne Europas identitetsskabende myter" skriver historikeren Steffen Heiberg (7). Formår man hinsides myterne at se nøgternt på virkeligheden, går det op for en, at  reformationen udspringer af  en gennemgribende  revitalisering af humanismen.

Humanismen  er ikke nogen  antifolkelig  modedille, men en udefinerbar  skabning, som er lige så gammel (og diffus) som Europa.

Europas ABC

Hvor gammelt er Europa egentlig? Et slag på tasken: tretusind år.

Hvor begynder Europa? Skal vi tro gamle Herodot (480-420 f.v.t.), er Europa en libanesisk prinsesse, der en skønne dag bliver bortført af  den pigeglade tyr Zeus. Tror Herodot selv på det? Nej, men via myten om Europa omskriver  han det faktum, at grækerne hentede/røvede deres alfabet et eller andet sted i Mellemøsten. Bemærk, at alfa-bet er  et semitisk ord. På dansk burde det hedde: tyre-hus. Jævnfør mange hebræiske navne, hvori der indgår et beth/hus: Beth-lehem, Beth-ezda, Beth-el m.fl.(8)

Hvor er vi henne i historien? Lige nøjagtigt ved Europas  (og humanismens) fosterstadie.

I sin pragtfulde bog "Europe - A History" daterer Norman Davies Europas fødsel til perioden mellem 330 og 800 af vor tidsregning. (9) Altså: Europa er ca 500 år om at fødes.Men NB! Forud for denne fødsel er der gået et mere end tusind år langt fosterstadie.

Humanismens store navne - fra grækerne Sokrates, Platon og Aristoteles til romerne Cicero og Seneca - hører alle  til Europas fosterstadie.

Kaffepause

Det er tørt stof. Hvad med en lille kaffepause?  Rom vrimler  med fortovscafeer, det er dejligt lige nu at slappe af med en cappuccino på Trastevere eller ved Piazza di Spagna.
Men du foretrækker måske en øl, kære læser? For min skyld ingen alarm.

Mens vi venter på tjeneren, kan vi vist blive enige om, at Europa har det svært for tiden. "Europæisk mørke midt på dagen" lyder  overskriften på en artiklen af Jesper Vind fra den årlige bogmesse i Leipzig (Weekendavisen 28.3.18).
Det er for det meste nedslående læsning. Den slovenske digter Ales Steger siger for eksempel: " Der er en stemning af, at det overordnede europæiske er ved at dø, og at vi ser slutningen på euroen, Merkel, demokratiet. Døden er blevet en fæstning, Europa måske ikke kommer ud af".
 En anden slovener, den allersteds-nærværende Slavoj Zizek siger : " I mit idealland vil jeg absolut forbyde Facebook og Twitter". Zizek har en pointe: facebook er navlebeskuende, twitter fremmer intellektuel dovenskab. Skal vi europæere ud af det mentale morads, vi er havnet i, burde  vi begynde med at prioritere vores tidsforbrug, begynde at læse, studere, genopfinde kritikken. Kort sagt: sætte Sokrates og Kant højere end Trump og  Orbán.
A propos Orbán. En af talerne på bogmessen er den prisbelønnede tysk-marokkanske journalist Mohammed Amjahid, som rapporterer fra Østeuropa for avisen Die Zeit.

 Han anbefaler alle at gå ind på nettet og se et nyhedsprogram på ungarsk tv:
"Det første indslag handler typisk om, at udlændinge kommer væltende ind i Europa, og ofte med den vinkel, at det hele organiseres af Merkel  og EU og finansieres af den ungarsk-amerikanske milliardær Georg Soros. Derpå er der noget om, at Viktor Orbán vil stoppe det. Til sidst vises der folkedans".
Men Amjahid mener samtidig, at de fælleseuropæiske værdier ikke just styrkes ved, at østeuropæerne på mange måder ringeagtes af vesteuropæerne. Som for eksempel i produktionen af populære dagligvarer. Amjahid:"Fødevareproducenten Iglo har mindre indhold af fisk i de fiskefingre, som de sælger i Østeuropa. Og Nutella har mindre chokolade i deres produkter."

Et andet interessant navn fra bogmessen i Leipzig er Navid Kermani, der fortæller om sin reportagebog Entlang den Gräben (Langs gravene).
Kermani (født 1967 i Tyskland af iranske forældre) skriver om, "hvordan Østeuropa og dets periferi i stigende grad er sociale og mentale konfliktzoner". På denne baggrund er det uhyre vigtigt, mener han, at holde fast på Europas forskelligheder. Men samtidigt bør man gøre sig klart, at det europæiske faktisk er noget, man må bekende sig til. "Europa er en idé, og en idé er per definition grænseløs".

Alt i alt er det fortrøstningsfuldt, at gamle Europa lytter til disse stemmer fra sin periferi: I Jesper Vinds artikel citeres flere slovenere, en rumæner, en tysk-marokkaner, en tysk-iraner, en polak... og en nordmand: Åsne Seierstad.

Man kan her spørge, hvad kristendommen ville have været uden sine perifere stemmer. Jesus var fra Galilæa, Paulus  stammede fra det nuværende Tyrkiet, Augustin fra Algeriet , Thomas Aquinas var stærkt inspireret af spansk-marokkaneren Ibn Rushd (Averroës) - og sidst men ikke mindst: den første pomadiserede Messias - tempelbyggeren Kyros - var fra Iran (se Esajas 45,1).

Lucas Cranach på Galleria Borghese

Der hænger mange smukke billeder på Galleria Borghese i Rom. Det billede, der gør størst indtryk på mig, er imidlertid ikke specielt smukt. Til gengæld fortæller det en - især i disse tider - særdeles opmuntrende historie: historien om, hvordan Europa trods den megen splittelse, der har plaget det i århundreder, altid har fremstået som en kulturel enhed.

Billedet, jeg sigter til, er "Venus og Cupido som honningtyv", hvor den tyske mester Lucas Cranach (1472-1553) portrætterer Venus som en blond åleslank skønhed, der iført bakkesangerinde-hat smiler henrykt over, at lille Cupido er kommet i karambolage med en arrig bikube. (9a)

Det opmuntrende ved billedet ligger i, at det synes at bringe  Luther og paven sammen: i Venus´ tegn.

Husk på: Lucas Cranach var  den lutherske maler par excellence - så sandt som hans værksted lå i Wittenberg, ganske få skridt fra Luthers hjem -, medens Galleria Borghese tilhørte slægten Borghese, hvis navn - stavet Burghesius - står hugget i sten tværs over Peterskirkens facade.

Husk også, at den tyske reformator og paven i Rom  er to forskellige toppe af samme isbjerg. Og isbjerget er Europas kultur, en kultur, der er langt mere rig og kompleks end alverdens "teologiske" disputter både nu og dengang lader formode.

Et fremtrædende eksempel på den rigdom og den kompleksitet,der prægede 1500-tallets Europa, er den tyske (saksiske) kurfyrste Frederik den Vise.
Skulle man aldrig have hørt om ham, skal det lige nævnes, at det var ham, der havde grundlagt universitetet i Wittenberg og kort derefter ansat Martin Luther og Philip Melanchthon samme sted. Det var  endvidere selvsamme "fede murmeldyr", der holdt hånden over Luther under postyret omkring hans afladskritiske teser. Lidt senere var det atter ham, der var  hans skytsånd på rigsdagen i Worms og senere under dække af en fingeret bortførelse gav ham husly på slottet i Wartburg.(10)

Bürgerlich, borgerlig, borghese

Selv om Reformationen i udpræget grad var vand til mange tyske adeliges mølle, vil et blik under vandspejlet afsløre, at den også var en borgerlig revolution.
For vel var Frederik den Vise  en af Tysklands mest fremtrædende fyrster - men hans allierede Luther, Melanchthon og Lucas Cranach tilhørte alle det opadstigende borgerskab.(11) Sidstnævnte Cranach var i øvrigt ikke kun maler, men også bogtrykker og apoteker. Han var med andre ord en typisk eksponent for  protestantismens iværksætterånd. Typisk i henhold til letbenede  historikere.

Sagen er, at iværksætterånden  i adskillige århundreder havde kendetegnet den katolske verden, hvor de entreprenante medlemmer af det florissante borgerskab stormede frem - i Lübeck, Gent,  Antwerpen, London,  Brügge, Venezia, Firenze og Siena.

Slægten Borghese var  stenrige silkehandlere fra Siena. På et bestemt tidspunkt var de kommet til Rom, hvor de takket været deres rigdom var avanceret til byens adel - og senere til pavestolen.

Lad os  kigge nærmere på  indskriften  hen over Peterskirkens facade:

IN HONOREM PRINCIPIS APOST. PAULUS V BURGHESIUS ROMANUS PONTIFEX MAX AN MDCXII PONT VII


Oversættelsen lyder: Til ære for apostlenes første mand (læs: Skt Peter ) Paulus d.5. Borghese romersk pave i år 1612 - det syvende i hans regeringsembede.


Hvor det romerske ligger især i, at indskriften  er inspireret af Pantheons.
Til gengæld er pavens lovprisning af Sankt Peter  et påskud for at reklamere for sig selv, sin slægt og  firmaet Borghese. Hvilket må siges at være typisk borgerligt. På italiensk: tipicamente borghese.

Lucas Cranach og intelligensens  Internationale

Jeg ved ikke, ad hvilke veje Cranachs  Venus-billede er havnet på Galleria Borghese.
Men én ting er sikker: lutherske Cranach repræsenterer en europæisk intelligens, der ser yderst pragmatisk på nationale og/eller  konfessionelle dogmer.
Fænomenet tæller også et fornemt dansk eksempel: Tycho/Tyge Brahe, der efter sit brud med Christian d. 4. flytter til Prag og går i den katolske kejser Rudolfs tjeneste.
Når intelligensen blev internationaliseret - eller i hvert fald: europæiseret -, skyldes det, at der i Europa var et blomstrende marked for kunst, kultur og videnskab.
Det vrimlede med både små og store mæcener. Til de sidste hørte både den danske konge Christian Firtal og paven i Rom.
Religionskrigene - inklusive den forfærdende Trediveårs krig fra 1618 til 1648 - kunne ikke forhindre den videnskabelige og filosofiske dialog tværs over grænserne.
Den franske katolik René Descartes (1596-1650)  udgiver således  sine revolutionerende bøger i  protestantiske Amsterdam, for at ende sine dage i Stockholm hos sin royale velynder Kristina af Sverige.
Cranachs, Brahes og Descartes´ tid er værd at dvæle lidt ved,  den er så at sige  den frodige grobund, som Oplysningstiden udspringer af.
Undskyld lidt name dropping:
Franskmanden Michel de Montaigne (1533-92) bliver læst af engelske Shakespeare (1564-1616), der er jævnaldrende med italieneren Michelangelo Merisi da Caravaggio (1571-1610), uforbederlig  slagsbror og sublim maler.

Montaigne i Rom

"Den 23.december fik han en heftig kolik, som han gik i seng med  ved middagstid; han blev liggende indtil aften, da  han afgav en mængde nyregrus og dernæst en stor fast sten, hård og lang, som var fem eller seks timer om at passere penis".(12)
Han er den franske adelsmand Michel de Montaigne, lige ankommet til Rom som led i en kombineret kur,-pilgrims- og dannelsesrejse, der fra Bordeaux-egnen over Tyskland og Schweiz har ført ham til blandt andet Venedig og valfartsbyen Loreto.
Året er 1580, Montaigne  47 år gammel. Kort før afrejsen har han udgivet to tynde bind Essays, som er den tøvende optakt til noget, der med tiden vil blive til  et af europæisk litteraturs største værker. (13)
Et par dage senere overværer Montaigne Pavens messe i Peterskirken. Sekretæren noterer i rejsedagbogen: "Det forekom ham (læs: Montaigne) nyt, både under denne og andre messer, at Paven og kardinalerne og andre prælater sidder ned under hele messen med tildækkede hoveder og snakker og diskuterer. Disse ceremonier forekommer mere storslåede end andægtige".
  Næppe mere andægtigt er besøget hos paven, hvor Montaigne får mulighed for at kysse Pavens fødder. Det er den franske ambassadør ved pavehoffet, der har formidlet audiensen. Sekretæren skriver i rejsedagbogen: " Nu gik ambassadøren...ned på ét knæ og trak Pavens kåbe tilbage fra hans højre fod, som han har en rød tøffel på med et hvidt kors. Knælende på begge knæ kryber  Montaigne og hans ledsagere til hans fod og bøjer sig ned og kysser den..."(14)
Gør man sig den umage at læse videre i rejsedagbogen, vil man kunne goutere sceneriets grinagtighed i al dets vælde. Dog bør man huske, at den nyresten-lidende Montaigne er både forhenværende skuespiller og inkarneret filur.
Han er troende katolik, men samtidig skeptiker: Han ved, at han lever i en vanvittig tidsalder, hvor det gælder om at optræde med ironisk distance. Han er en dreven diplomat, vant til at mægle mellem protestanter og katolikker.







 
  
 



__________
NOTER

1) Eric Hobsbawm, The Age of Revolution, 1789-1848, 1962, s. 307
2) Jørgen Moestrup, Den Store Danske Encyklopædi
3) Bemærk, at man allerede i oldtiden fortalte, at Aqua Virgo skyldte sit navn den unge pige (velsagtens en jomfru), der udpegede kilden for Agrippas arbejdssjak.
Tja, i så fald burde det hedde Aqua virginis, altså: Jomfruens vand. Den italiensk-kyndige kan med fordel google artiklen:La madre di tutte le fontane.
4) Heinz Schilling, Martin Luther - Rebel i en opbrudstid, 2014, s. 71 flg.
5) Heinz Schilling, op. cit., s. 77
6) op.cit., s.129
7) Steffen Heiberg, Nye horisonter, 2016, s. 302
8) Mere herom i Norman Davies´ kulturhistoriske overflødighedshorn Europe - A History, 2014, XVI + 116
9) op.cit., s.213 flg
9a) En variation over dette motiv fra Cranachs hånd kan ses på Statens Museum for Kunst. Prøv at google: " Venus og Cupido som honningtyv statens museum for kunst"
10) Frederik den Vise nævnes hverken  i Peter Lodbergs " Danskernes tro gennem 1000 år", 2016 eller i Lars Hovbakke Sørensens "En europæisk Danmarkshistorie "2014.   Anderledes fyldestgørende læsning er Søren Mørchs bog "Store forandringer", 2009 samt  den tysksprogede Wikipedias artikel om "Friedrich der Weise." Se også Heiberg, op. cit., s. 315:"Uden kurfyrstens støtte var Luther blevet udleveret til sine fjender og sandsynligvis brændt som kætter".
11) Luthers salme "Vor Gud han er så fast en borg" blev af digteren Heinrich Heine betegnet som "reformationens marseillaise". Heine så rigtigt (se hans "Zur Geschichte der Religion und Philosophie in Deutschland"), Heinz Schilling (op.cit., 121) er uenig.
12) Michel de Montaigne, Journal de Voyage; da. oversættelse: Italiensrejse, ved Bjørn Bredal, 2005, s. 141
13) Michel de Montaigne, Essais, 3 bind, 1588; da. overs.: Essays ved Else Henneberg Pedersen, 1992
14) Italiensrejse, cit.,s.144


fortsættes 17.7. 2018