Den Pomadiserede og andre historier fra Rom

Den Pomadiserede, hvem er det? Det er selvfølgelig Jesus, hvis efternavn Kristus (eller Christus) kommer af det græske christòs, som betyder den salvede. Og hvem er den salvede? Det er jødernes Messias.På hebræisk  mashiah : den olie-indsmurte.

Disse små brikker almenviden har jeg fundet i Emmanuel Carrères bog "Gudsriget" , og kort  tid efter fået dem bekræftet på Roms Santa Maria in Trastevere. En kirke - en af byens og kristenhedens  ældste -, der blev bygget lige nøjagtigt på det sted, hvor  der 38 år før Kristi fødsel udsprang - gæt engang! - en oliekilde.

Hændelsen blev tolket som en profeti  om Kristi komme, fortæller mange Romførere. Desværre  nævner de intet om  forbindelsen mellem Messias-Kristus og olien, selv om den altså hviler på  filologiske fakta.

Ordet mashiah er nemlig kort tillægsform (eller præteritum participium) af det hebræiske verbum mashah, som betyder at salve med olie.

På aramæisk, som var det sprog, jøderne talte på Jesus´ tid, hedder (salvnings)olien slet og ret  masheh, oplyser Ezra 6,9 og 7, 22.

Endelig - for nu at lukke denne sproglige parentes - betyder det arabiske  masaha at salve. Bemærk endvidere de arabiske ord masîh (Messias, Kristus), masîhî (kristen) og masîhîa (kristendom og messianisme).

Men hvad har alt dette at gøre med Rom? Faktisk en hel del.

Rom er på Jesus´ tid den religiøs-filosofiske smeltedigel, hvori det hebræiske mashiah bliver først til græsk Christós og derefter til de latinske Christus og christianus.

Med andre ord: Kong Christian, som stod ved højen mast, bør takke såvel jøderne som grækerne og romerne for sit navn.

Trastevere og G.G. Belli

I Trastevere skulle de oprindelige romere holde til, eller i hvert fald deres efterkommere. Men passer det? Det må guderne vide. Til gengæld er det netop her at  Tiberen bugter sig yndefuldt mod øst  og de berømte syv høje.

Kvarteret fik sin store skjald  i skikkelsen af Giuseppe Gioacchino Belli (1791-1863). En plads og et monument minder om ham lige før  Ponte Garibaldi, hvor  der - med forlov at nævne -  åbner  sig en udsigt, der slår  Champs-Elysées  med en vue  op til Peterskirken  i den ene retning  og til Tiberøen og synagogen i den anden.

Siden de færreste i Danmark har hørt om G.G.Belli, skal det lige oplyses, at  han skrev  over totusind sonetter i den  romerske folkemål romanesco. To af  af dem (begge tilgængelige på nettet) handler om Santaccia fra Piazza Montanara, "velkendt og  møgbeskidt skøge, som praktiserede ved nævnte piazza, hvor arbejderne fra Romagna og Marche falbød deres tjenester", oplyser digteren i en fodnote.

Det var netop disse bondeknolde - på romersk: burini eller burrini -, den multitaskende Santaccia servicerede til den favorable pris af en "bajocco" pr "næse".
Det gjorde hun i stående positur med 4 liebhavere ad gangen -  den ene  fortil, den anden bagtil samt yderligere to ad manuel vej.

En dag hvor Santaccia var i færd med at udøve sin kunst ("mentre lei stava assercitanno l´arte"), fik hun øje på en burinello, som nød hende på afstand ("s´era messo a godessela in disparte").

"Kommer du ikke med?"

"Jeg har ingen bajocco".
 
E cqui Santaccia: "Aló, vviéccelo a mette:
Sscéjjete er búscio, e te lo do in zoffraggio
De quell´anime sante e bbenedette".

(Hvorpå Santaccia: Stik den bare ind;
vælg dig et hul, det får du til gavn
for de hellige og velsignede sjæle!")

Bemærk, kære læser, at min oversættelse  kun er en bleg gengivelse af Bellis sproglige opfindsomhed.
"Fortil" og "bagtil" hedder  således hos Belli "coll´arma e ccor zanto", hvor arma og zanto svarer til dansk plat og krone. Endvidere: Santaccias håndarbejde  bliver udført "a ccornu pístola e a ccorno vangelo". Hvilket vil sige, at Santaccia  ligner en katolsk pater, der under gudstjenesten læser epistlerne på højre side af alteret og evangeliet på venstre. Endelig udfører hun sin gode samaritanske gerning "in zoffraggio" af de hellige og velsignede sjæle. Zoffraggio svarer til italiensk suffragio, som i denne sammenhæng betyder penge til  en sjælemesse. Frelsen  kommer ikke af troen alene, mener Santaccia.  Der skal også gode gerninger til.

Belli og Gogol´

Et eller andet sted havde jeg  læst, at G.G. Belli skulle have kendt den store russiske/ukrainske forfatter Nikolaj Gogol´ (1809-1852). Passer det? Ja.
NB. Begge tilhørte den europæiske guldalder, som den danske guldalder selvfølgelig også er en del af.
De var altså samtidige  med Thorvaldsen ( født  1770), Blicher  (1782) Grundtvig og Eckersberg (begge 1783) Ingemann (1789) H.C. Andersen (1805) og Søren Kierkegaard ( 1813).
Mødet mellem Belli og Gogol´ fandt sted  hos den russiske fyrstinde Zinajda Wolkonskij. Året var 1835, Gogol´ var da stærkt på vej til at blive en af russisk litteraturs mest fremtrædende navne, Belli havde allerede skrevet størstedelen af sine sonetter på romanesco.
Fyrstinde Wolkonskij og Belli var naboer. De boede nemlig begge på Palazzo Poli - den palazzo, som Trevi-fontænen er bygget op ad.


fortsættes 20.1.2018