Tidehverv er totalt til grin I sit sidste "Intermetzo " (Information d. 18.september) og under overskriften "Den flashede godhed" har Georg Metz et par gnubbede ord om DF´s Marie Krarup, der i en udsendelse for nylig kritiserede Lisbeth Zornig Andersen for at flashe sin godhed. Hvad havde Zornig gjort? Jo, hun havde fragtet flygtninge fra Rødby til København i egen bil. Og ikke nok med det. Hun havde fortalt om det i et eller andet medie. Godt gået/kørt, Zornig ! Hvad Marie Krarup angår, er der kun at sige, at hun atter engang lufter sit fædrene ophav, Søren Krarups temmelig fantasifulde udlægning af Jesu kærlighedsevangelium. Interessant nok anser de to Krarup´er sig for lutheranere. Det må få stakkels Luther til at turbo-rotere i sin grav i Wittenberg. Der er i tidens løb godt nok blevet sagt meget ævl i hans navn - men det krarupske hører til det mest opportunistiske af slagsen. Eller - for at sige det med Georg Metz ´ ord: Tidehvervs ideologi tjener som " bekvemmelighedsafbigt for den nærige, nationalchauvinistiske ubarmhjertighed, der er landets største borgerlige partis varemærke". Så ubarmhjertig var Martin Luther ikke. Og tak til lutheraneren Angela Merkel, der også er præstedatter, for at minde os om det. 19. september 2015 |