UMM LARS - alle Muhammedkrisers moder

Bag Muhammedkrisens lange og tragikomiske forløb spøger en vigtig aktør. Bat Ye´or hedder hun: Nilens datter. På hebraisk.
På arabisk kunne hun derimod passende hedde Umm Lars (=Lars´mor). Til ære for hendes mest fremtrædende discipel på dansk grund, Lars Hedegaard - manden bag "I krigens hus", PEN-sagen,Trykkefrihedsselskabet og alskens konspirationsteorier, spændende fra Nørrebro-fatwaen til Mekka-erklæringen.
Muhammedsagen startede længe før Muhammedtegningerne. Optakten til den blev leveret af pamfletten "I krigens hus". Denne var stærkt inspireret af Ibn Warraqs "Derfor er jeg ikke muslim", som Hedegaard har oversat til dansk.
Både Ibn Warraqs bog og "I krigens hus" står i gæld til Bat Ye´ors metode: den tendentiøse kampskrift i pseudovidenskabeligt antræk.
Bat Ye´or var i øvrigt hovedtaler under den konference om ytringsfrihedens grænser, som Trykkefrihedsselskabet afholdt den 25.november 2005.
Når Jesper Langballe i dag fremstiller nogle danske universitetsfolk som uegnede til at drive islamismeforskning, fremstiller han indirekte Bat Ye´or som eksempel til efterfølgelse?
Den erklærede zionist Bat Ye´or? Hvad be´har?
 I øvrigt: Hvad skal man mene om, at  Voltaire-drengen Lars Hedegaard  i Trykkefrihedsselskabets ly er blevet pot og pande med Voltaire-haderne Jesper Langballe og Søren Krarup?
Såvidt jeg kan se, er det et déja vu fra Dreyfus-affæren, der bragte rabiate jakobinere sammen med   reaktionære katolske gejstlige. Dengang under jødehadets fælles banner.

18/2/07