El, Elohim, Allah Lene Kattrup skriver i et debatindlæg den 8. november i Kristeligt Dagblad, at Allah ikke er hendes Gud. Det tager hun imidlertid grundigt fejl i. Som kristen tror hun nemlig på Allah af den simple grund, at Allah er den arabiske betegnelse på den ene Gud, som jøder, kristne og muslimer henvender sig til i deres bønner. Ordet er i øvrigt etymologisk beslægtet med det hebraiske El (Gud), som i flertal hedder Elohim. I første vers af den hebraisk-sprogede bibels Første Mosebog står der: I begyndelsen skabte Elohim himlen og jorden. I den arabiske version af samme sted er Elohim oversat med Allah. Ved at ignorere disse fakta kommer vi kristne som oftest grueligt galt af sted, når vi invaderer muslimske lande. Bragt i Kristeligt Dagblad d. 10.11.2016 * Tro eller oplysnings-resistens? Som svar på ovenstående indlæg skriver Lene Kattrup den 14.11. i Kristeligt Dagblad :"Jeg tror på en Gud, hvis søn hedder Jesus. Allah har ingen søn". Tja. Allah kan faktisk ikke løbe fra sit fadderskab til Jesus, al den stund han er den kristne Gud på arabisk og hermed Jesus´ far. Lene Kattrup hævder endvidere:"Min tro som protestantisk kristen er primært begrundet på Det Nye Testamente. Jeg er ikke gammeltestamentligt troende". Se, det var noget af en nyhed: En protestant, der ikke tror på Det Gamle Testamente. Hvad skal man mene om det? At Lene Kattrup i sin oplysnings-resistens undlader at forholde sig til det principielle. Det principielle Og det principielle er følgende: De abrahamitiske religioner - jødedommen, kristendommen og islam - er alle tre kriger-religioner, der hver for sig pukker på eneretten til sandheden. Naturligvis mener vi kristne, at det er os, der både taler sandt og kender sandheden. Blot en skam, at vi samtidig er indbyrdes uenige om, hvilken af de kristne underafdelinger, der farer med en halv vind. Martin Luther mente således, at paven sked løgne. (*) Dog én ting burde der herske enighed om : på trods af den militante karakter, de opviser - både i forhold til deres konkurrenter og til sandheden - rummer de tre religioner en kerne af visdom, kærlighed, barmhjertighed og skønhed, som burde inspirere alverdens jøder, kristne og muslimer til gensidig forståelse og respekt. Det er netop den vej, som den tysk-iranske teolog Navid Kermani har valgt i sin bog "Ungläubiges Staunen"(Vantro undren) - en muslims indfølende hyldest til kristen kunst. _____________ (*) Felipe Fernández-Armesto, Årtusindet - De seneste tusind års historie, 1997,s.276. "Et af Luthers skarpeste våben var det tabloidsprog han selv skabte, livagtigt og i meget grove billeder, f.eks. om skøgen i Rom, der kopulerede med Antikrist, eller om paven der sked løgne" 22.11.2016 Lene Kattrups synspunkt er blevet undsagt af Leif Munksgaard (Kristeligt Dagblad 14/11), Henrik Ertner Rasmussen (KD 16/11) og Merete Bandak (19/11) Beslægtet link: Arius, gaflen og treenigheden |