FORSVAR FOR DANSKHEDEN eller : Ikke et eneste ord om Grundtvig En båltale I løbet af de snart 42 år, jeg har boet i Danmark, er jeg ofte blevet spurgt: Hvad kan få en italiener til at foretrække det lunefulde danske vejr fremfor det solbeskinnede Italien? Men allerførst: Hvad er danskhed i en italiensk nydanskers øjne? Jeg tror, at de fleste europæere, der gæster Danmark for en kort bemærkning, vil være tilbøjelige til at afskrive danskheden som "ren og skær europæisk kultur omplantet på dansk grund". Denne anskuelse anser jeg for ret overfladisk. Dette forhold kan illustreres med udgangspunkt i Holger Drachmanns berømte midsommervise "Vi elsker vort land". Men netop i 1885 kan en berømt dansker - Georg Brandes - berette om mindre heldige ting, som har bliver opmærksom på under et ophold i Tyskland. Brandes konstaterer med ubehag, at Tyskland er befængt med en sær syge: jødehad - eller med en glose, som dengang var ny: antisemitisme. Det, jeg vil frem til, er, at Danmark i 1885 var frit for racisme. Danmark er stadig frit for racisme. At Danmark var og stadig er frit for racisme, fanatisme, dogmatisme og andre europæiske skønhedspletter, beror efter min mening på det, som forekommer mig at være danskhedens essens : den danske fornemmelse for sammenhæng. Jeg taler om danskernes bevidsthed om de livsvigtige sammenhænge mellem individets frihed og samfundets tarv, mellem tradition og fornyelse, mellem privat erhvervsliv og samfundets offentlige dimension. Det er denne fornemmelse for sammenhæng, der har sat danskerne i stand til at udvælge det bedste ved europæisk kultur - og kun det. Skal jeg give et nærmere signalement af den danske fornemmelse for sammenhæng, vil jeg mene, at den består af samspillet mellem en række komponenter. Disse er: 1 - en stærk vilje til oplysning
Når man fremhæver danskernes vilje til oplysning og deres evne til at vende modgang til fremgang, mindes mange danskere naturligvis den berømte linie fra tiden efter 1864: "hvad udad tabtes skal indad vindes". Men den indstilling, nævnte udsagn gengiver,er allerede stærk i 1814, skæbneåret, hvor den danske stat går bankerot. Så langt om den danske fornemmelse for sammenhæng. Dette vigtige særpræg ved dansk kultur trues i dag af mindst to farer. Den første vedrører selve den udvikling, som har ramt oplysningen som følge af globaliseringen. Oplysningen - skriver den tyske filosof Rüdiger Safranski - er blevet til en uigennemtrængelig skov, der omgiver os til alle sider. Det er den oplysningernes skov, der bliver skabt af den uophørlige nyhedsstrøm, der skyldes radioens og fjernsynets mangfoldige nyhedskanaler - både danske og udenlandske - de mange aviser (ikke mindst de gratis af slagsen) og endelig internettet. Det siger sig selv, at omtanke fremmes af den frie forskning - en af de ædleste universitetstraditioner, som Danmark har importeret fra Europa. Men netop den frie forskning er i dagens Europa blevet en saga blot. I dag hylder man nemlig parolen "Fra forskning til faktura". Det er en farlig udvikling, der lader hånt om samfundslivets komplekse sammenhænge. Hvem ka´? Bilka! Det er ganske vist. Mens bålet tændes, vil jeg gerne udtrykke håbet om, at den danske fornemmelse for sammenhæng, det vil sige dansk kulturs stærkeste og mest lysende tradition, vil formå at holde både oplysningernes vildnis og kræmmermentalitetens snæversyn fra livet. Tak for ordet! Skibsted, 23-6-2007 |