FORSVAR FOR DANSKHEDEN eller : Ikke et eneste ord om Grundtvig

En båltale

I løbet af de snart 42 år, jeg har boet i Danmark, er jeg ofte blevet spurgt:  Hvad kan få en italiener til at  foretrække det lunefulde danske vejr fremfor  det solbeskinnede Italien?
Mit svar er ganske ligetil: Danmark har danskheden. Og den er jeg helt vild med.
Desværre trues danskheden i dag  af nogle farer.

 Men allerførst: Hvad er danskhed  i en italiensk nydanskers øjne?

   Jeg tror, at de fleste europæere, der gæster Danmark for en kort bemærkning, vil være tilbøjelige til at afskrive danskheden som "ren og skær europæisk kultur omplantet på dansk grund".

Denne anskuelse anser jeg for ret overfladisk.
Danskhed er nemlig   det bedste ved europæisk kultur. Og Gud ske tak og lov for det. Europæisk kultur er som bekendt ikke lutter lagkage.

Dette forhold  kan illustreres med udgangspunkt i Holger Drachmanns berømte midsommervise "Vi elsker vort land".
Visen er fra 1885. En livsbekræftende vise, der afspejler den  vækst og den livsglæde, der prægede  Europa på det tidspunkt.  Lad os ikke glemme, at det er wienervalsenes tid. Wein, Weib und Gesang. Frit oversat til dansk: Øl, hornmusik og det der hører med.

Men netop i 1885 kan en  berømt dansker - Georg Brandes - berette om mindre heldige ting, som har bliver opmærksom på under et ophold i Tyskland. Brandes konstaterer med  ubehag, at Tyskland er befængt med en sær syge: jødehad - eller med en  glose, som dengang var ny: antisemitisme.
Som sagt: Brandes gør sine iagttagelser i 1885 ! 4 år før Adolf Hitler kom til verden.

Det, jeg vil frem til, er, at Danmark i 1885 var frit for racisme.

Danmark er stadig frit for racisme.

At Danmark var og stadig er frit for racisme, fanatisme, dogmatisme og andre europæiske skønhedspletter, beror efter min mening på det, som forekommer mig at være danskhedens essens : den danske fornemmelse for sammenhæng. Jeg taler om danskernes bevidsthed om de livsvigtige sammenhænge mellem individets frihed og samfundets tarv, mellem tradition og fornyelse, mellem  privat erhvervsliv   og samfundets  offentlige dimension.

Det er denne fornemmelse for sammenhæng, der har sat danskerne i stand til at udvælge det bedste ved europæisk kultur - og kun det. Skal jeg give et nærmere signalement af den danske fornemmelse for sammenhæng, vil jeg mene, at den består af samspillet mellem en række komponenter. Disse er:

1 - en stærk vilje til oplysning
2 - evnen til at vende modgang til fremgang
3 - en udpræget sans for det praktiske
4 - en stærk kærlighed til frihed
5 - en  stærk vilje/evne til samarbejde
6 - en lang tradition for levende debat

Når man fremhæver danskernes vilje til oplysning og deres evne til at vende modgang til fremgang, mindes mange danskere naturligvis den berømte linie fra tiden efter 1864:

                                  "hvad udad tabtes skal indad vindes".

Men den indstilling, nævnte udsagn gengiver,er  allerede stærk i 1814, skæbneåret, hvor  den danske stat går bankerot.
Samme år sker det nemlig, at den danske konge udsteder  loven om almindelig undervisningspligt. Ifølge denne lov skal alle danske børn  fra nu af  gå i skole.
Det er en revolutionerende lov samt forudsætningen nummer 1 for at Danmark indtil for nylig har været  et foregangsland - både hvad uddannelsessystem og forskning angår.

Så langt om den danske fornemmelse for sammenhæng.

Dette vigtige særpræg ved dansk kultur  trues i dag af mindst to farer.

Den første vedrører selve den udvikling, som har ramt oplysningen som følge af globaliseringen.

Oplysningen - skriver den tyske filosof Rüdiger Safranski - er blevet til en uigennemtrængelig skov, der omgiver os til alle sider. Det er den oplysningernes skov, der bliver skabt af den uophørlige nyhedsstrøm, der skyldes radioens og fjernsynets mangfoldige nyhedskanaler - både danske og udenlandske - de mange aviser (ikke mindst de gratis af slagsen) og endelig internettet.
Oplysningernes enorme mængde hæmmer paradoksalt nok  orienteringsevnen - i stedet for at fremme den. Det gælder om hurtigst muligt at skabe nogle lysninger af omtanke.

Det siger sig selv, at omtanke fremmes af den frie forskning - en af de ædleste universitetstraditioner, som Danmark har importeret fra Europa.

Men netop den frie forskning er i dagens Europa blevet en saga blot. I dag hylder man nemlig parolen  "Fra forskning til faktura".
At man er kommet så vidt, synes at bero på, at  kræmmermentaliteten er blevet Europas fremherskende filosofi. Desværre også i Danmark.

Det er en farlig udvikling, der lader hånt om samfundslivets komplekse sammenhænge.

Hvem ka´? Bilka!  Det er ganske vist.
Bilka kan imidlertid ikke det hele. Af en ganske enkel grund: et supermarked er ikke en by og markedet er ikke samfundet. Samfundslivet kan simpelthen ikke reduceres til varefremstilling, køb og salg.

Mens bålet tændes, vil jeg gerne udtrykke håbet om, at den danske fornemmelse for sammenhæng, det vil sige dansk kulturs  stærkeste og mest lysende tradition, vil formå at holde  både oplysningernes vildnis og kræmmermentalitetens snæversyn fra livet.

Tak for ordet!

Skibsted, 23-6-2007