Litteraturliste  og noter  til "Der er ingen kaviar i religionen"

LITTERATURLISTE

ALMENE INDFØRINGER I ISLAMS HISTORIE OG KULTUR

Johannes Pedersen - Islams kultur, Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag, København 1928
Claude Cahen - Der Islam 1 -Vom Ursprung bis zu den Anfängen des Osmanenreiches, Fischer Weltgeschichte,bind 14, Fischer Taschenbuch Verlag, Frankfurt am Main, 1968
Jes P. Asmussen, Islam, Politikens Forlag, København 1981
Albert Hourani, A History of the Arab Peoples, Faber and Faber, London, 1991 (da. overs.: Araberne, København 1994)
Gibb & Landau, Arabische Literaturgeschichte, Artemis Verlag, Zürich und Stuttgart, 1968

ANDRE  ANVENDTE KILDER

Tariq Ali, Fundamentalismernes sammenstød, Informations Forlag, København, 2004
Hannah Arendt, The Origins of Totalitarianism, Harcourt Brace Jovanovich, New York 1951 (da. overs.: Antisemitismen, 1971; Imperialismen, 1972; Det totalitære herredømme, 1979)
Zygmunt Bauman, Modernity and the Holocaust, Polity Press Cambridge Oxford, 1989 (da.overs.:Modernitet og Holocaust, Hans Reitzel Forlag, København 1994)
Manfred Berg, "...aber er war unser Schurke", die Zeit, nr 46,2002
J.D.Bernal, Vitenskapens historie,1-3, Pax forlag, Oslo 1978
Fernand Braudel, La Méditerranée et le monde méditerranéen à l´époque de Philippe II, 1-3, Armand Colin, Paris, 1949, citeres efter Livre de Poche-udgaven, 9., 1999
Erling Bjøl, Sol og sult. Underudviklingens problem i Italien, Institutet for Historie og Samfundsøkonomi, 1960
Helle Merete Brix, Torben Hansen og Lars Hedegaard, I krigens hus. Islams kolonisering af Vesten, Hovedland 2003
Jan Buruma & Avishai Margalit, Occidentalism. The West in the Eyes of its Enemies. The Penguin Press, New York 2004
Franco Cardini, Europa e islam. Storia di un malinteso. Laterza, Bari, 1999 (eng. overs.: Europe and Islam, Blackwell, Oxford, 2001)
Den Store Danske Encyklopædi, Gyldendal 1994-2001
Felipe Fernández-Armesto, Millennium. A History of our Last Thousand  Years, 1995 (da.ov.: Årtusindet, 1997)
Francis Fukuyama, The End of History and the Last Man, The Free Press, New York 1992
Léon Gauthier, Ibn Rochd (Averroès), Paris 1948
Renzo Guolo, Il fondamentalismo islamico, Laterza, Bari 2002
Birgit Hageneier, Søren Krarup. Mod strømmen? Et portræt, Hovedland, 1988
Lars Hedegaard, Nu Nørrebro jeg tager, Berlingske Tidende 12.8.2002
Mark Hertsgaard,  The Eagle´s Shadow, 2002 (da.overs.: Forklaring på Amerika, Satellit, 2003
David Hirst, The Gun and the Olive Branch, Faber and Faber, London 1977
Dieter Hoffmann, Renan und das Judentum, Würzburg 1988 (doktorafhandling)
Samuel Huntington, The Clash of Civilisations and the Remaking of World Order, Simon and Shuster, 1996
Søren Krarup, Det moderne sammenbrud, Gyldendal 1982
Søren Krarup, Kristendom og danskhed, Hovedland 2002
Søren Krarup. Den kandiserede skinvirkelighed, Politiken d. 15.10.2004
Lévi-Provençal, Histoire de l´Espagne musulmane, Éditions G.-P. Maisonneuve et Cie., 3 bind, Paris 1950
Bernard Lewis, The Political Language of Islam, The University of Chicago Press, Chicago and London, 1988
Bernard Lewis, What Went Wrong? The Clash between Islam and Modernity in the Middle East, Weidenfeld & Nicolson, London, 2002
Svend Lind, Utrota varenda jävel,  Stockholm 1992 (da.overs.: Udryd de sataner, Gyldendal,1993)
Martin Luther, Von den Juden und ihren Lügen, 1543 (da. overs.: Om jøderne og deres løgne, i: Mod tyrken og jøden: tre udvalgte skrifter, Forlag Tidehverv, 1999)
Niccoló Machiavelli, Drøftelser af de første ti bøger hos Titus Livius, 1531:dansk overs.,2004
Mahmood Mamdani, Good Muslim Bad Muslim. America, the Cold War and the Roots of Terror, Pantheon Books New York 2004
Abdelwahab Meddeb, La maladie de l´islam, Seuil, Paris, 2002
Ralf Pittelkow, Efter den 11.september. Vesten og islam, Lindhardt og Ringhof 2002
Tariq  Ramadan, To be an European Muslim, Tawhid Lyon 1999 (da. overs.: At være europæisk muslim, Hovedland 2002)
Ernest Renan, Averroès et l´averroisme, 1852, i: Oeuvres complètes, 3.bind, Calmann-Lévy, Éditeurs, Paris 1949
John M. Roberts, Verdenshistorie,1-10,  Munksgaard Rosinante, København
Olivier Roy, Den globaliserede islam, Forlaget Vandkunsten, København 2004 
Jean-Paul Sartre, Questions de méthode, Gallimard, Paris, 1957(oversat til dansk under den aldeles misvisende titel: Eksistentialisme og marxisme. Metodeproblemet, Gyldendal 1969)
Ulrich Schwarz, "Ich kann nicht anders", Der Spiegel, 51/2003
Arnold J. Toynbee, Civilisation on Trial, Oxford University Press, 1948 (da.overs.: Kulturen for domstolen, Gyldendal 1949)
Jørgen Ullerup, Islamist med to trunger, Jyllands Posten 20/10/2004
Ibn Warraq, Why I am not a Muslim, Prometheus Books, New york, 1995 (da.overs.:Derfor er jeg ikke muslim, Lindhardt og Ringhof,2004)

NOTER

1:Geopolitisk set : Om konflikten USA-Kina udtaler Frank Gafney, leder af USAs indflydelsesrige tænketank Center for Security Policy:" Fjenden? Det er da Kina. Det er mod Kina, vi må opruste". Vincent Jauvert, Pourquoi les marchands d´armes votent Bush, Le Nouvel Observateur  28.10.2004
 
Den såkaldte konflikt : Central om dette emne er Mahmood Mamdanis bog samt Tariq Alis Fundamentalismernes sammenstød.

Islamismen er i allerhøjeste grad : Om dette emne jf. Buruma & Margalit vedrørerende den kulturhistoriske sammenhæng; samt Mamdani vedrørende de geopolitiske aspekter

Islamismen opstår i en verden: jf. Reza Rahimpour, Besæt aldrig en ambassade, Information 4/11/2004

Når Osama bin Ladens al Qaida: jf. Mamdani, ss. 119-177; Tariq Ali, ss.220-233 og 343; Hertsgaaard, s. 96

Det oldgræske sagn:  John M. Roberts, Verdenshistorie, b.1,s.140 flg.

hagarener: jf. Franco Cardini, s. 12

Som bekendt var vulgærmarxismen: for en yderst velartikuleret kritik af vulgærmarxismen jf.  Jean-Paul Sartres bog Questions de méthode, cit.

Om Ernest Renan: Hannah Arendt, Imperialismen, ss. 15, 77,163 samt Dieter Hoffmann, Renan etc (passim)

Nyfundamentalisme: udtrykket finder jeg hos Olivier Roy, s.135 flg. Skal man koge hans diffuse fremstilling ned til essensen, er det ikke helt forkert, at kalde nyfundamentalisme den radikaliserede form for islamisme, der er inspireret af Osama bin Laden. Nyfundamentalisme  er ikke andet end wahhabisme: enfoldig (én umma, én sharia, én jihad) og letforståelig.

4:Den romersk-byzantinske svækkelse: jf. Pedersen, s. 15-19; Cahen, s.22-23; Asmussen, s.17; Hourani, ss.23-24

 Desuden må det bemærkes: jf.Fernández-Armesto, s.47

At den citerede svada: Ibn Warraq oplyser (s.516), at citatet stammer fra Renans Sorbonne-forelæsning "Islamisme et la science" af 29.marts 1883. Mamdani (s.45) skriver, at forelæsningen blev udgivet i Journal des Débats (29.3.1883). Den store islamiske tænker Al Afghani (han får fem linier i "I kirgens hus", s.104) tog til genmæle mod Renans racistiske påstande i Journal des Débats (18.5.1883). Hvorpå " Renan published a rejoinder the very next day after Al Afghani´s response , acknowledging  what a great impression al Afghani had made on him and praising him as a fellow rationalist and infidel" (Mamdani, ibidem). I lyset af denne epilog fremtræder Ibn Warraqs og Brix & co.´s udnyttelse af Renan som både sølle og uvederhæftig.

6: Disse to begivenheder: jeg holder mig til Guolos  (cit., s.3 flg) knappe fremstilling af dette problematiske emne. For yderligere detaljer, jf. Bernard Lewis, The Political Language of Islam, s. 87-108. Selv om Lewis anfører flere eksempler på aktivistiske attituder blandt fortidens ulema, mener han - i lighed med Guolo -, at islams tradition er overvejende kvietistisk.
  Yderst interessant er Abdelwahhab Meddebs udlægning af spørgsmålet i La maladie de l´islam. Ifølge den fransk-tunesiske forfatter  opstår islamismens afskyelige blanding af vold og bigotteri af mødet mellem Sayyid Qutbs tænkning og den stærke amerikanisering af det egyptiske samfund siden begyndelse af 1970erne samt af de egyptiske discount universiteters masseproduktion af semi-lettrés (halv-dannede), der tiltager sig retten til at fortolke sharia. Som en fjerde komponent nævner Meddeb  den store udvandring af egyptisk universitetsuddannet arbejdskraft (og sharia-fuskere) til Saudi Arabien, hvorved qutbismen kommer i berøring med wahhabismen.

7:Islams byzantinisering: Denne arbejdshypotese er ispireret af Toynbee, cit. (jf. især kapitlerne "Ruslands byzantiske arv" og " Islam, vesterlandet og fremtiden")

 Den kulturelle træghed:  J.D.Bernal, som er en seriøs marxistisk forsker, giver en række plausible forklaringer på både islams kulturelle blomstring og på den islamiske kulturs forfald (jf. Bernal, 1, s.270-285). For et særdeles nuanceret syn på den islamiske kulturs forfald vil jeg gerne henvise til Abdelwahhab Meddebs bog, La maladie de l´islam.Bogen er   fremragende - ikke mindst fordi den deler sol og vind lige mellem islam(der kritiseres skånselsløst) og Vesten .Pudsigt, at Brix & co., der ellers inddrager flere fransksprogede kilder, ignorerer den fuldstændigt!

 Dele, fordi Oplysningstiden: Den syditalienske problematik (mafia, underudvikling, æresdrab, kvindeundertrykkelse har været udbredte fænomener til langt inde i 1960erne) torpederer både Søren Krarups ligning kristendom=frihed samt Ralf Pittelkows kongstange om Oplysningstiden som kulturpolitisk universalmiddel. Litteraturen om Syditalien er enorm. Men Bjøl er et godt sted at starte.

8: Hvad enten: Om Saddam Husseins fortid som USA´´s allierede jf. Manfred Bergs yderst informative artikel.

10: Personligt forfulgt: jf. Guolo,s. 68 flg.Bernard Lewis, som ikke kan mistænkes for at være islamapologet, understreger, at Khomeinis teori om "vilâyat-i faqih" intet har med islams tradition at gøre: "There is no precedence for such an office in past Islamic doctrine and practice." (The Political Language of Islam, s. 28). I betragtning af, at Bernard Lewis er en af Brix & co.´´s ankermænd, er det særdeles bemærkselsesværdigt, at de ignorerer nævnte,  veldokumenterede bog.

11: For at komprimere: jf. Mamdani. Pastor Krarups Rambo-fascination er dokumenteret i Birgit Hageneier, cit.,s. 67

14: Hvad denne fatwa: Lars Hedegaard (Berlingske, cit.) forsvarer fatwaens ægthed   ud fra den betragtning, at fatwaen bruger vendinger, der er karakteristiske for muslimske hjemmesider.  Den uforlignelige Hedegaard overser, at muslimske hjemmesider (jf.s.239-340 i "I krigens hus") læses også af den lærenemme danske højrefløj.

16: De har overset, at jâhilîya...: Brix & co. omtaler jâhilîya (som de staver forkert) på side 125, men også her springer de over, hvor gærdet er lavest, idet de identificerer islamismen med taliban. Brix & co.´s åndelige dovenskab kommer atter til udtryk på side 198, hvor de belægger deres ligning islamisme =nazisme med den omstændighed, at Sayyid Qutb har skrevet en antisemitisk pamflet. Men en antisemitisk pamflet gør ikke én til nazist. Martin Luther udgav anno Domini 1543 det antijudaiske skrift "Om jøderne og deres løgne". Selv om det rummer opfordringer til at afbrænde synagogerne og indsamle jøderne i lejre (jf: Ulrich Schwarz, cit.) ville det være for groft, at stemple Martin Luther som prænazist eller at beskylde forlaget Tidehverv, som har genoversat den lutherske klenodie, for nazistiske sympatier.
    Er der noget ved Qutbs teorier, som minder om nazismen, er det netop jâhilîya-begrebet, hvorved Qutb skelner mellem de Gode (de rettroende muslimer) og de Onde ( "afgudsdyrkerne", dvs. alle dem, der ikke er rettroende muslimer). Netop ved sin fanatiske dehumanisering af modstanderne mener Buruma & Margalit (cit.,s 124 flg.) , at Qutb går i nazisternes spor. Det bør dog bemærkes, at Buruma & Margalit indskriver Sayyid Qutb i en større ideologisk sammenhæng, som de kalder Occidentalisme.
  Deres bog når op på et refleksionsniveau, hvorfra Brix & co.´s historieskrivning tager sig ud som en easy reader for (politiske) dummies. Et eksempel: Hvor Brix & co. identificerer rask væk islam og islamisme, mener Buruma & Margalit, at " religion...in the Middle East might offer the only hope of a peaceful way out of our current mess". (s.148)   

 
DER ER INGEN KAVIAR I RELIGIONEN
(Afsluttende uvidenskabelig bemærkning)

Hverken Brix & co. eller deres læremester Ibn Warraq kan arabisk. Sidstnævnte skriver f.eks. (s.507), at fornuft er aql eller akl. Hvilket er latterligt, fordi akl betyder mad. Et andet sted i sin bog skriver Ibn Warraq, at en klippe hedder sakra. Ordet betyder  imidlertid fuldskab. Klippe hedder sachra.


Brix & co. afslører deres uvidenhed udi det arabiske ved deres manglende konsekvens i transkriptionen af de arabiske ord: det arabiske bogstav  djim, som indgår i ordet djihad transkriberer de snart som [dj] og snart som[ j ], hvilket skyldes, at de vakler mellem den danske og den angelsaksiske stavemåde. Men har man valgt, at stave hellig krig som djihad, skal ordet for hellige krigere staves  mudjahedin. Og tilsvarende: har man valgt, at stave udvandring som hidjra, skal udvandrerne staves som muhadjirûn (jf.ordliste s.225-27)

    Petitesser, vil man sige. På side 43 er der imidlertid tale om en ægte kæmpebommert. Her kan man læse, at Koranens formaning om ikke at anvende tvang i trossager hedder :  la ikra fi´l din. På arabisk altså. Men se! Der bør stå lâ ikrâha fî-d-dîn, idet ordet ikra  ikke findes på arabisk. Derimod eksisterer det på russisk, hvor det betyder kaviar.


I henhold til Brix & co.´s nylogik kan vi altså konkludere, at  islam=islamisme. Hvorfor? Jamen, der er ingen kaviar i religionen. Nemlig!