Årsagerne til Første Verdenskrig var mangfoldige.Én af de vigtigste bestod i, at tidens stormagter(England, Frankrig, Tyskland og Rusland) var stærkt uenige om, hvordan de skulle dele resterne af det hensygnende Osmannerrige mellem sig. At skuddene i Sarajevo blev løsnet af en serbisk nationalist illustrerer desuden at stormagternes imperialistiske ambitioner allerede i 1914 var kommet på kollisionskurs med den nationalistiske ideologi - den samme, som nogle år senere ville skænke den europæiske civilisation både fascismen (i det katolske italien) og nazismen (i det overvejende protestantiske Tyskland).

Det skal lige nævnes, at også sovjetkommunismen (der opstod i det græsk-ortodokse Rusland) var et barn af Verdenskrigen.

Hvad den islamiske verden angår, er dens største aktuelle brændpunkter - Irak og Israel - blevet antændt i tidsrummet 1914-18.

Irak, der tidligere indgik i osmannernes multikulturelle og interkonfessionelle imperium, blev i 1918 til et britisk mandatområde, hvor kurdere, sunnier og shi´iter blev tvunget til en sameksistens, hvis kriterier blev bestemt først af briternes olieinteresser, senere af forskellige marionetregeringer i britisk sold samt indtil for nylig af bøllen og muslim-morderen Saddam Hussein.

Hvad Israel angår, har vi at gøre med en knude, som europæerne (især England og Frankrig) bandt sammen under og lige efter Første Verdenskrig. At knuden i tidens løb har antaget et gordisk tilsnit er vel de færreste uvidende om.

Denne hurtige optakt tjener til at fremhæve følgende pointe:langt fra at være de to stridende parter i det såkaldte "civilisationernes sammenstød" er islam og Vesten(især Europa) bundet sammen af den samme historie. Det har de været i mange århundreder, men i dag - takket være globaliseringens indre logik - træder dette fællesskab tydeligere og tydeligere frem.

For at gøre emnet mindre uoverskueligt har jeg valgt at anskue det ud fra nogle udsigtspunkter,

som jeg af mnemotekniske hensyn har kaldt for de 5 F´er:

fortiden, fundamentetet, folkeslagene, fundamentalismen og fremtiden.

Min påstand om, at islams og Europas historie er snævert knyttet sammen, bygger på følgende omstændigheder:

1) islam træder på verdenshistoriens scene ved at udnytte det samme magttomrum, der er drivkraften bag de germanske folkevandringer. Det drejer sig om det magttomrum, der er opstået som følge af det vestromerske Riges sammenbrud. Magttomrummet ledsages af det Østromerske Riges (Byzans) svækkelse, som igen skyldes, at Byzans er travlt optaget med at forsvare sig vestpå mod de indtrængende germanere (der også omfatter mange "olddanskere") og østpå mod det Sasanidiske Rige(Persien).De islamiske erobringer bør altså ses som en del af den makrohistoriske kontekst, hvori det moderne Europa også tager sin afsæt

2) islam ville aldrig have udviklet sig til en betydningsfuld civilisation, hvis ikke den var blevet befrugtet af mødet med to vigtige kulturer: den græske(som i denne sammenhæng rettere bør kaldes "den hellenistiske") og den persiske.

3) Europa og islam har det til fælles, at de begge står i en enorm gæld til græsk kultur.

Via kristendommen bliver den græske arv første latiniseret og derefter omsat i de forskellige nationale kulturer og sprog (jf. dansk "præst", "biskop" og "degn", der er afledt af græsk "presbiteros", "episkopos" og "diakonos"), hvorimod islam viderefører dele af den græske kulturarv via arabisk.

Om historiens nytte

Der er en del andre tråde, der binder islam og Europa sammen. Inden jeg gør rede for dem, vil jeg gerne understrege, at det ikke-konfrontatoriske historiesyn, jeg hermed lægger op til, ikke bare er velfunderet; det kan samtidig også blive et udmærket udgangspunkt for en kulturel dialog, som rent sikkerhedsmæssige hensyn gør mere og mere nødvendig.

Dialogens nødvendighed må ses i lyset af at massemediernes sensationshungrende fokusering på de muslimske indvandrere har skabt en diffus forestilling om, at mange muslimer er kriminelle, potentielle terrorister eller højreekstremister.

Denne forestilling er både falsk og farlig. Ser man mere nøgternt på det skitserede sagsforhold, vil man indse, at de fleste muslimer befinder sig mellem to forholdsvis spinkle mindretal: det ene udgøres af de sekulariserede muslimer - og hermed menes de mennesker, som helt afviser islam eller blot ser på islam som en kulturel islæt (et godt eksempel på denne kategori er Naser Khader); det andet består af en utrolig medieeksponeret gruppe, bestående af reaktionære imamer, Hizb-ut-tahrir og andre manifestationer af det såkaldte politiske islam.

Forestiller vi os, at de to yderpunkter udgør 10 % + 10 %, har vi et flertal, som jeg vil karakterisere som de identitetssøgende muslimer : muslimer, som svinger mellem tradition og fornyelse, traditionbundethed og individualistisk frisættelse.

Det er især disse muslimer, jeg henvender mig til, når jeg bedyrer, at Europa og islam hører samme historie til.

Det er denne erkendelse, som bør blive udgangspunktet for en både frugtbar og nødvendig dialog.

Hvordan opstår religionen islam?

Ifølge den muslimske tradition bygger den på profeten Muhammeds åbenbaring, også kaldt Koranen - efter det arabiske ord AL-QUR´ÂN, som betyder både læsning og recitation.

Omkring 610 får den 40årige mekkaner Muhammed en åbenbaring, hvor ærkeenglen Gabriel befaler ham at læse. "Iqra´!" - som befalingen lyder på arabisk.

Kort efter begynder Mohammed af forkynde den sande, ene Gud til araberne.

Men egentlig (det mener muslimerne i hvert fald) begynder islam med Abraham - arabernes Ibrahim. På det punkt henviser muslimerne til 1. Mosebog, kap.16, hvor vi læser om den barnløse Sarah, som tilskynder sin mand Abraham til at ligge med den egyptiske trælkvinde Hagar og om hvordan denne føder Ismael.

Hvem er Ismael? Han er de arabiske beduiners stamfader (jvf. også 1.Mosebog, 21). Historien om Abraham og Ismael er interessant af to grunde.

For det første er den en omskrivning af det faktum, at jøder og arabere er i familie med hinanden, hvilket bekræftes af den uomtvistelige omstændighed, at hebraisk og arabisk er nært beslægtede sprog.

For det andet kan Muhammed via en mageløs opdagelse afsløre, at Kaaba i Mekka er blevet bygget af Abraham og Ismael i fællesskab.

På den måde sejrer islam på to fronter: på den ene side afløser den det flerguderi, som havde haft Ka´aba som vigtigt kultsted før islam, og på den anden side bliver den en fortsættelse og - ifølge muslimerne - en fuldkommengørelse af den guddommelige åbenbaring, som var begyndt med Adam og Abraham og var fortsat med Moses og Jesus. Alle nævnte skikkelser anså Muhammed for profeter, idet han forbeholdt sig selv rollen som profeternes segl. (2)

Islam (af det arabiske verbum aslama) betyder underkastelse. Men underkastelse under hvad?

For at besvare spørgsmålet bør vi huske, at ordet "islam" bygger på den semitiske rod s-l-m, som vi finder i arabisk salàm samt i hebraisk shalóm. Både salàm og shalóm betyder fred.

Ud fra den monoteistiske kontekst, som Muhammed opererer i, synes det altså berettiget at oversætte ordet islam med "underkastelse under Guds vilje og fred". Med rette eller urette påstår muslimerne ofte, at islam er fredens religion.

En person, der praktiserer islam, kaldes på arabisk "múslim" - med tryk på første stavelse.I ordet kan vi genkende roden "s-l-m". Præfikset "mu" angiver, at ordet er et præsens participium (jf. dansk "talende/skrivende/troende).

Islams fem søjler er : trosbekendelsen (shahâda), bønnen (salât), fasten (sawm), valfarten (hadj) samt

almisssen (zakât).

Den islamiske trosbekendelse lyder: Lâ illâh illa Allâh wa Muhammad rasûl-ullâh - hvilket betyder: der er ingen gud foruden Allah og Muhammed er hans sendebud.(2a)

De kulturhistoriske sammenhænge, som jødedom, kristendom og islam indgår i

Anskuer man problematikken ude fra sidelinien (eksempelvis fra et buddhistisk/hinduistisk eller et ateistisk synspunkt ) fremstår jødedom, kristendom og islam som nært beslægtede religioner. Realiteterne omkring dem er:

at de, trods mange unægtelige forskelle, er tre grene af Abraham-træet

at Abraham-træet stikker sine dybe rødder i flere kulturhistoriske muldlag, hvoraf det dybeste er den store mellemøstlige smeltedigel, den næstdybeste er hellenismen, mens romerriget, middelaldelderen, renæssancen og den moderne tid udgør - i opadstigende rækkefølge - de allerøverste kulturhistoriske lag.

De fælles sammenhænge, som jødedom, kristendom og islam indgår i, er så komplekse og omfattende, at en fyldestgørende fremstilling ville kræve flere tykke bøger.

Her blot nogle stikord med tilhørende litteraturhenvisninger:

Den første forestilling om én gud (monoteisme) dukker allerede op med den egyptiske farao Amenhotep IV (Akhenaton)

Hvilket falder godt i tråd med, at den mosaiske tros grundlægger Moses fødes i Egypten

Grækerne, jøderne, araberne, romerne, etruskerne samt de gamle nordboer får deres alfabeter af de semitiske fønikiere [jf. sagnet om Europa, den libanesiske (sic!) prinsesse, der bliver bortført af Zeus]

Ideen om den salvede frelser (Messias= Christós= Kristus), som jødedom og kristendom deler med shi´ismen, er af persisk oprindelse. I det Gamle Testamente synes den at dukke først op efter at perserkongen Kyros har befriet jøderne fra det babylonske fangenskab (jf. Esajas,45,1) (3)

Ordet "paradis" kommer ligeledes fra Persien

Hellenismen udgør den kulturhistoriske præmis for, at jødedom og kristendom kommer i berøring med/bliver befrugtet af græsk filosofi (4)

Romernes næsegruse beundring for græsk kultur bringer hellenismen til det vestlige Europa

Hellenismen var den uomgængelige forudsætning for, at araberne under den abbasidiske kalif Al Ma´mun begyndte at oversætte store mængder af oldgræsk filosofisk og naturvidenskabelig litteratur til arabisk

Jøderne har spillet en meget vigtig rolle i formidlingen af arabisk kultur til Middelalderens Europa

De impulser, den vestreuropæiske kristenhed har modtaget fra arabisk kultur, er af uvurderlig betydning (4a)

Der er eksempler på jødiske lærde, der skriver deres værker på arabisk, f.eks. den store Maimonides fra Cordoba. Det myldrer i det hele taget med jødiske skrifter, hvor sproget er arabisk iklædt hebraiske bogstaver

Et meget stort antal af de jøder, som efter 1492 bliver fordrevet fra Spanien i forbindelse med den katolske generobring af den iberiske halvø, søger asyl i det Osmanniske Rige

Det Osmanniske Riges trussel på det katolske Europa er en medvirkende faktor til, at de protestantiske fyrstehuse kan modstå presset fra de katolske Habsburgeres side (5)

Den vesteuropæiske imperialismes militære og industrielle overlegenhed åbner den muslimske verden for en voksende vestlig indflydelse - ikke kun i teknologisk, men også i juridisk og organisatorisk henseende

Fra Vesten siver den nationalistiske ideologi ind den islamiske verden , og virker nedbrydende på det Osmanniske Riges sammenhængskraft samtidig med at svækkelsen af det Osmanniske Rige forrykker den europæiske magtbalance

De afghanske mujaheddiners kamp mod den sovjetiske hær er en vigtig medvirkende årsag til Sovjetunionens sammenbrud

Den katolske pave Johannes Poul 2.´s støtte til den polske fagforening Solidarnosc er en lige så vigtig medvirkende årsag til Murens fald

Af hele denne tilsyneladende lange, men i virkeligheden yderst knappe opremsning kan man roligt slutte, at de tre religioner indgår i en utrolig kompleks kulturhistorisk sammenhæng. Desuden bør det understreges, at de alle tre lader sig svært kompromittere/udnytte af politiske ideologier.

Hvor jødedommen ikke har kunnet dæmme op for den særprægede form for nationalisme, man kalder zionisme, kunne hverken katolicismen eller protestantismen forhindre de tre frygtelige -ismer (nationalisme, imperialisme og racisme), der forpester 1800- og 1900-tallets Europa.

Værre endnu:hverken den katolske eller den protestantiske gejstlighed kunne forhindre fascismens og nazismens opkomst. (6)

Hvad islam angår, er den fundamentalistiske bølge, vi oplever i dag, en skøn pærevælling af alle de -ismer, den vestlige verden er blevet konfronteret med fra begyndelsen af 1800-tallet til vore dage.

Inden vi taler om fundamentalismen, bør vi opholde os lidt ved islams fundament.

FUNDAMENTET (Loven og magten)

Fundamentet er selvfølgelig den islamiske lov, der går under navnet sharia (af arabisk sharî´a= drikkested, lov).

Om emnet cirkulerer der en enorm mængde vrangforestillinger, affødt af lige dele fanatisme og uvidenhed.

Sharia består af to kilder: Koranen (Allahs ord) og hadither. Sidstnævnte er udsagn, traditionen (sunna)tillægger Muhammed.

Det er meget vigtigt, når man taler om sharia, at præcisere, om man taler om Koranen eller haditherne (hadith er afledt af arabisk hâdatha = at tale) .

Alle troende muslimer anser nemlig Koranen for det grangivelige Guds ord, hvorimod hadithernes ægthed meget ofte står til diskussion - også blandt troende muslimer.

Hadithernes ofte udefinerbare natur er ikke den eneste hage ved begrebet sharia.

Hvad skal man mene om alle de lovbestemmelser, som islams retslærde (der går under de maleriske betegnelser ´ulamâ/ulema og fuqahâ´) i århundredernes løb har skabt ved at fortolke Koranen og haditherne ?

Skal nævnte bestemmelser opfattes som en del af sharia, må nutidens muslimske retslærde også kunne fortolke sig frem til en gyldig up-to-date sharia. Men hvilke er kriterierne for den rette fortolkning? Og i øvrigt: Skal retten til at fortolke Koranen være forbeholdt de retslærde? (7)

Bag de bombastiske krav om den totale sharialovgivning, som fremsættes af visse fundamentalister, skjuler der sig mange kildne problemstillinger,som lige nu ligger i inkubationsfasen.

Endelig bør man lægge mærke til, at sharia - blandt mange uhyrligheder såsom stening, piskning osv. - indeholder grundsætningen om, at det islamiske samfund skal styres efter demokratiske lighedsprincipper. At det forholder sig sådan virker særdeles overraskende i lyset af de mange diktaturer, den islamiske verden i dag er befængt med. Fundamentalisterne kan imidlertid med en vis ret hævde, at disse diktaturer netop er gennemført u-islamiske ved deres mangel på demokrati og social retfærdighed. (8)

Lige så speget som lovens problem er lovgivningsmagtens ditto.

Forudsat, at et islamisk land skal regeres i henhold til Allahs lov, hvem skal være lovgiver og regent efter profetens død?

Svaret er oplagt: det skal naturligvis være hans khalîfa (jf. dansk kalif), det arabiske ord for efterfølger og stedfortræder.

Dette er imidlertid lettere sagt end gjort: for hvem har de rette kvalifikationer til kalifværdigheden?

Skal kaliffen udpeges af forgængeren? Vælges af muslimerne? Skal han være et medlem af profetens familie? Eller snarere et medlem af hans stamme? Skal hans embede tilhøre den verdslige hersker (emiren eller sultanen) eller skal han være en retslærd? (9)

Alle disse spørgsmål kan forekomme ret teoretiske. Islams historie viser, at de blev til( og på mange måder stadig er) blodig alvor. Blandt andet førte de til splittelsen mellem sunniter og shi´iter - en splittelse, som i dag finder sine mest groteske udtryk i Hizb-ut-tahrirs fantasterier om kalifatets genoprettelse samt i Khomeinis besynderlige princip om "den retslærdes styre" ( vilayat-i faqih).(10)

For at forstå de etniske komponenter af denne komplekse problemkreds bliver vi nødt til at bevæge os frem til næste udsigtspunkt.

FOLKESLAGENE

1. Araberne

Ved islams opståen (ca. 610) er araberne et stammesamfund, der praktiserer vendetta og flerguderi. Den arabiske halvøs vigtigste centrum er på det tidspunkt byen Mekka, hvor Ka´aba-templet er målet for den årlige pilgrimfærd til ære for en af guddommene i det arabiske panteon.

Gennem deres karavanhandel med det kristne Byzans og det zoroastriske Persien samt via deres kontakter til jøder og kristne, der er bosat iblandt dem, har araberne imidlertid længe haft kendskab til monoteistiske forestillinger.

Arabernes civilisatoriske stade på Mohammeds tid ligner således i mange henseender Danmarks beboeres på samme tidspunkt: jævnfør stammekulturen, flerguderiet samt danernes naboskab med Mellem-og Sydeuropas monoteister (germanske arianere, byzantinske græsk-ortodokse og allehånde pavelige katolikker).

Araberne er semiter. I en gammeltestamentlig optik er de jødeslægtens fattige og halvbarbariske gren (jf. 1.Mosebog,kap.21, hvor der om Ismael står , at han bosatte sig i ørkenen og blev bueskytte).

Vedrørende arabernes bidrag til den islamiske civilisations opståen og udvikling, melder følgende spørgsmål sig:

Hvordan kunne en befolkning, som på Mohammeds tid endnu befandt sig på et forholdsvis primitivt stade, blive igangsætterne af en af verdenshistoriens største civilisationer?

For at kunne besvare spørgsmålet, bør man skelne mellem to helt forskellige ting:1) de militære erobringer 2) det enorme kompleks af de mest forskelligartede aktivitetsfelter (religion, jura, økonomi, kultur,etc) som går under betegnelsen civilisation.

Der kan ikke være nogen diskussion om, at det hovedsageligt var araberne -, der var primus motor bag de omfattende erobringer, muslimerne foretog under de fire retledede kaliffer (Abu Bakr, Umar,Uthman og Ali) samt under deres efterfølgere umayyaderne.

Til gengæld kan man ikke give araberne æren for at have skabt den islamiske civilisation.

Islam ville nok være endt som en ubetydelig religiøs sekt - og arabernes erobringer ville blot have været en krusning på verdenshistoriens hav -, hvis ikke Abbassidedynastiet med udgangspunkt i den nye hovedstad Bagdad omkring år 800 havde iværksat en storslået kulturel syntese, hvori araberne indgik i et yderst frugtbart samarbejde med deres højt civiliserede byzantinske og persiske undersåtter. Denne syntese " fremkom ved mødet mellem de arabiske erobreres islamiske arv og tradition og den antikke hellenistiske tradition, som var levende i Egypten og Syrien. De to kulturer smeltede sammen med den sasanidiske tradition, der var dominerende i det irakiske og iranske område" (11)

Denne civilisation kan kaldes arabisk kun for så vidt den blev formidlet via arabisk, som nogle årtier forinden var blevet knæsat som kalifatets officielle sprog.

Det var også under Abbassiderne, at der opstod en retsvidenskab, der baserede sig på den græsk-inspirerede fortolkning af Koranen og haditherne. Det er i øvrigt kendetegnende, at det netop var i denne periode, at den enorme mængde cirkulerende hadither blev kodificeret i autoriserede samlinger.

Det er vigtigt at understrege, at Abbassidernes revolution, som blandt andet indebar en lang række oversættelser af oldgræsk videnskabelig og filosofisk litteratur til arabisk, havde været umuligt uden støtten fra de mange jøder og kristne, der var bosat i de erobrede områder.

Moderne islamologer (f.eks. Jacqueline Chabbi, Le seigneur des tribus. L´islam de Mahomet, omtalt af Pernille Bramming i artiklen "Forud for sin tid", Weekendavisen, d.22.december 2005) mener ligefrem, at jødernes og de kristnes indsats under den abbasidiske revolution var udslagsgivende for den endegyldige udformning af den islamiske dogmatik.

Et uhyre vigtigt bidrag til islams multikulturelle og multietniske civilisation kom fra perserne, der var det mest talrige folkeslag inden for de erobrede områder.

2. Perserne (iranerne)

Perserne eller iranerne er et indo-europæisk folk. Iran betyder ariernes land.

Deres bidrag til den islamiske civilisation er især betydeligt på digtningens område, som det bevidnes af fremragende digtere såsom Omar Khayyâm, Rûmi, Hâfiz og andre.(11a)

Iranerne kommer til at spille en meget stor rolle i religiøs henseende, idet shi´ismen, der udfoldes på iransk grund, allerede i 1600-tallet bliver Irans statsreligion.

Shi´ismen (af det arabiske ord: shî´a=parti) opstår blandt tilhængerne af Alis parti (shî´at Ali) og bygger på forestillingen om, at kalifatværdigheden tilkommer medlemmerne af profetens familie.

Ali, som shi´a-dissidentbevægelsen var opkaldt efter, var Mohammeds fætter og desuden gift med profetens datter Fatima.

Central i shi´ismen er martyr- og frelsertanken. Ligesom Antikkens kristne fremstillede sig selv som de forfulgte og den korsfæstede Jesus som både martyr og frelser, er ideerne om frelse og martyriet snævert forbundet i shi´ismen, hvor Ali og hans sønner Hassan og Hussein forestilles som de første frelsebringende imamer, der bliver myrdet af de onde sunniter.

På mange måder er shi´ismen islams svar på katolicismen.

I vore dage har shi´ismen fået en renæssance takket være ayatollah Khomeini og hans eksalterede efterfølgere (se under fundamentalismen).(12)

3. Tyrkerne

Det tredje folkeslag, som kommer til at sætte et dybt præg på islam, er tyrkerne.

Tyrkerne er et asiatisk nomadefolk, hvis sprog intet har med arabisk endsige iransk at gøre.(Men på samme måde som dansk myldrer med ord af både latinsk og græsk oprindelse, er tyrkisk spækket med såvel arabiske som iranske fremmedord).

Tyrkernes betydning i islams historie kan sammenlignes med den rolle,de germanske folk har spillet

inden for romerriget/kristendommen. Tyrkerne dukker op i Mellemøstens og islams historie i rollen som krigeriske stammer, der optræder snart som islams fjender snart som kalifatets lejesoldater.

De to vigtigste tyrkiske folkegrupper er seldjukkerne og osmannerne. Det var osmannerne, som i 1453 erobrede Konstantinopel og bragte hermed det Byzantinske Rige til ophør.

Osmannerne grundlagde det Osmanniske(eller Ottomanske) Rige, som i mange århundreder kom til at spille en afgørende rolle i både Europa og i Mellemøsten.

Fra at være en alvorlig fare for det kristne Europa begyndte det Osmanniske Rige mellem 1650 og 1700 at vise tydelige tegn på svækkelse. Årsagerne hertil synes at ligge i, at Riget - bag den autokratiske facade - var lammet af konflikterne mellem forskellige magtgrupper: det gamle krigeraristokrati, den nye milits (yeni ceri, jf. dansk "janitsharer"), Storvisiren, haremmet, samt de mange etniske og konfessionelle grupperinger.

Svækkelsen gav sig udslag i en katastrofal uddannelsesmæssig forsinkelse: hvor mange europæiske lande(jf. den danske skolelov af 1814) iværksatte banebrydende skolereformer, drev den tyrkiske sultan det ikke videre end til beskedne moderniseringstiltag, der gik ud på at forbedre den militære know how. Disse tiltag gennemførtes ved hjælp af vesterlandske eksperter.

Militært blev Osmannernes magt udhulet af det ekspanderende Rusland samt af den gryende nationalisme. I 1830 lykkedes det således grækerne at vinde deres uafhængighed.

Samtidig blev Osmanneriget - Europas syge mand - til en vigtig joker i den europæiske magtbalance.

Blandt andet frygtede England og Frankrig, at russerne skulle sikre sig adgangen til Middelhavet.

Det var netop denne frygt, der var årsagen til, at England og Frankrig ilede tyrkerne til hjælp under Krimkrigen 1853-56.

Parallelt med truslen fra det moderne Europa måtte Osmannerriget modstå presset fra stærkt traditionalistiske kredse. (13)

Det er vigtigt i denne forbindelse at sige et par ord om wahhabismen.

Wahhabismen er opkaldt efter en vis Muhammed Ibn Abd el Wahhab (1703-92), en muslimsk lærd, som omkring 1750 i sin fødeegn Nadjd - midt i den arabiske halvø - satte sig i spidsen for en reformatorisk bevægelse, der ønskede at bringe islam tilbage til den oprindelige renhed.

Den strengt puritanske fundamentalisme, som wahhabisme er, ville være gået fuldstændig i glemmebogen, hvis ikke al Wahhabs lære var blevet antaget som ideologisk program af en krigerisk høvding fra stammen Sa´ûd.

Til at begynde med lykkedes det Ottomanske rige at nedkæmpe Saudiernes løsrivelseskamp, men i det lange løb gik saudierne og wahhabismen af med sejren - ikke mindst takket være alliancen mellem saudierne og britiske(og senere amerikanske) olieinteresser.

Inden vi går i gang med det fjerde " F " - fundamentalismen -, vil det betale sig med et hurtigt tilbageblik på islams og Europas historie.

Tilbageblikket kan samles i 4 tidsafsnit:

1) I perioden 700-1600 er den islamiske verden en dominerende magtfaktor samt en mere eller mindre direkte medaktør i de store kulturelle, religiøse og politiske omvæltninger, Europa gennemgår i samme periode.

a)Den første ansats til den vesteuropæiske sekularisme modtager de første europæiske universiteter således fra den spansk-arabiske filosof Ibn Rushd (Averroës). Omplantet på europæisk jord frembringer hans filosofi den revolutionerende teori om den dobbelte sandhed.

b)Som allerede nævnt bliver den osmanniske fare et af protestanternes bedste kort mod den katolske fjende.

2) I perioden 1600-1945 bliver store dele af den islamiske verden koloniseret af Europa

Der er to vigtige undtagelser:

a) Den ene er Tyrkiet, der bliver sekulariseret af Atatürk. I 1924 beslutter Atatürk at afskaffe kalif-titlen, som siden 1600-tallet havde tilhørt den osmanniske sultan

b) Den anden er Palæstina, som efter 1918 gradvis opsluges af Israel.(14)

3) Perioden 1945-1981 er karakteriseret af en langsom islamisk genrejsning.

Perioden falder i to dele. Den første (1945-70) er præget af uafhængighedskrige, der bliver anført af nationalistiske vestliggjorte eliter. Den anden præges af opgøret med de "vantro vestliggjorte eliter ".

Nogle vigtige årstal:

1979 - Khomeinistisk revolution i Iran

- Krigen mellem Sovjethæren og de afghanske mujahedin påbegyndes

1981 - Islamister myrder den egyptiske president Anwar Sadat

- Irak, der støttes af USA, angriber Iran

4) Perioden 1981-2006

Iran og det vestligt støttede Saudi Arabien kæmper om det åndelige lederskab inden for den muslimske verden. Det er i denne periode flere og flere muslimske kvinder ifører sig tørklædet. Den Iran-støttede Hizbollah-bevægelse modsvares af den saudi-arabiske finansiering af de afghanske mujahedins kamp i Afghanistan. Det er i denne periode, at der opstår en uhellig alliance mellem Saudi Arabien, CIA og den militante fundamentalisme. Sidstnævnte er i første omgang rettet mod Sovjet. Efter Murens fald vender den sig imidlertid mod Vesten

1987 - Sammenstød mellem iranske pilgrimme og det saudiarabiske politi i Mekka. 400 døde.

1989 - De USA-støttede afghanske mujaheddiner sejrer over Sovjethæren

- Murens fald

- Rushdie-sagen

1991 - Golfkrigen

2001 - Angrebet på the Twin Towers og på Pentagon

FUNDAMENTALISMEN

Den islamiske fundamentalisme (eller islamisme) kan defineres som " den vækkelse af islam som politisk ideologi, der har fundet sted overalt i Mellemøsten og i andre islamiske lande siden 1970´erne. Tilhængere af islamismen hævder, at ´islam er løsningen´ på alle de forskelligartede problemer af social, politisk eller økonomisk karakter, der præger de islamiske lande. Islamisterne arbejder bl.a. for genindførelsen af sharia". (15)

Det ville være for tidskrævende at gøre rede for alle de varianter, som fundamentalismen giver sig udtryk i rent ideologisk . Her skal det blot nævnes, at fundamentalismens hovednavne er inderen Mawdudi, egypterne Hassan al Banna og Sayyid Qutb samt den iranske ayatollah Khomeini. (16)

Fundamentalismen kommer til syne allerede i 20´erne med stiftelsen af Det Muslimske Broderskab og som reaktion på, at Atatürk har afskaffet både sultanatet og kalifatet, de to embeder, som inden for den islamiske verden repræsenterede den øverste verdslige henholdsvis åndelige magt.

Det var imidlertid først i 70´erne, at fundamentalismen rigtigt fik vind i sejlene. Grundene til fundamentalismens succes må søges i en udbredt skuffelse over de vestlige ideologiers fallit.

For at forstå denne sammenhæng, må man erindre, at de islamiske landes opgør med kolonialismen var blevet anført af sekulariserede eliter, der lod sig påvirke enten af vestlige modeller eller af det sovjetiske eksempel.

I løbet af 70´erne kommer disse eliter (de samme, der sidder ved magten den dag i dag) imidlertid i miskredit. Årsagerne hertil er mangfoldige, men de vigtigste må vel søges i, at eliterne fejler på to vigtige fronter: den sociale og den religiøse.

Socialt fejler de fordi det ikke lykkes dem at gennemføre en acceptabel demokratiserings- og fordelingspolitik - forstået på den måde at både den politiske magt og landets rigdomme er monopoliseret af en vestliggjort minoritet.

Hvad det religiøse angår, består eliternes fejl i, at de udfordrer de religiøse kredse ved at alliere sig med det, man kunne definere som en vestliggjort kulturradikalisme. Med andre ord: de sekulariserede eliter praktiserer en kulturel verdslighed, som er frigjort i ånden, men autoritær i den sociale praksis. Denne kombination af verbal frigjorthed og social undertrykkelse tjener desværre til at nære de antivestlige stemninger.

Et par eksempler: i 1959 - i Nassers Egypten - bringer dagbladet Al Ahram den berømte forfatter og senere Nobelpristager Naguib Mahfouz´s roman "Gebelawis børn" som feuilleton. Romanen vækker voldsom opstand, fordi den (30 år før "De sataniske vers" !) kan læses som en parodi på de tre abrahamitiske religioner : i den optræder der personer, som er tydelige parodier af Adam, Moses, Jesus og - Muhammed.(17)

Et andet eksempel er den egyptiske forfatter Taha Husayn(1889-1973), som i årene 1952-54 virker som Egyptens undervisningsminister, selv om han i flere bøger har givet udtryk for synspunkter, der er faldet det konservativt religiøse establishment for brystet. I sin bog Om førislamisk poesi havde han således skrevet, at det forhold, at Abraham og Ismael optræder i Koranen ikke var tilstrækkeligt til at fastslå deres historiske eksistens. (18)

Da islamismen kan defineres som religion, der bliver afsporet i politisk øjemed, er der god grund til at advare mod den udbredte vrangforestilling, at fundamentalismens åndelige ledere skulle være identiske med islams højeste gejstlighed.(19)

I den islamiske tradition har de retslærde (ulamâ/ulema eller fuqahâ) været statens tro tjenere: for vel har de haft eneretten til at fortolke sharia, men i reglen har de gjort det i harmoni med statens interesser.

Det er netop ulemas evne til at balancere mellem islams grundprincipper og hensynet til statsraisonen, som forklarer, hvordan Mehmet Erobreren - også kaldt Kanûnî, dvs. Lovgiveren -, midt i 1500-tallet kan udsende et betydeligt lovkompleks i harmoni med shariaens principper.

Overfører vi denne tradition til vor tid, er det let at slutte, at nutidens ulema sagtens kan bringe sharia i samklang med demokratiet, såfremt magthaverne altså ønsker det.

Magthaverne har imidlertid til dato ikke ønsket det - med det resultat, at fundamentalismen bliver til et opgør med både magthaverne og ulema.

Mens de første kan beskyldes for at være asociale (og hermed uislamiske), kan gejstligheden anklages for passivitet.

Især efter den khomeinistiske revolution (1979) er den sunnitiske gejstlighed en lus mellem to negle: på den ene side tvinges den af den kvietistiske tradition til at være loyal mod magthaveren - på den anden side kan de uformuende lag beskylde den for ikke - i modsætning til Khomeini - at omsætte Koranens retfærdigheds - og lighedsprincipper i politiske krav.

Denne situation kompliceres af to faktorer:

- den sovjetisk-afghanske krig

- den tiltagende rolle, Saudi Arabien spiller i spredningen af den wahhabitiske credo.

Den sovjetisk-afghanske krig(1979-89) tiltrækker et stort antal hellige krigere fra hele den islamiske verden. Særlig betydningsfuld er den saudi-arabiske gruppe, som blandt sine medlemmer tæller en ung prins, der hedder Osama bin Laden.

Saudi-arabien spiller en stor rolle i denne sammenhæng dels ved at yde økonomisk støtte til de hellige krigere, der bekender sig til sunni-islam (i Afghanistan-krigen deltager nemlig også shia-muslimske grupper, der bliver Iran-støttede); dels ved at åbne en lang række Koranskoler i Pakistan. I dag ved vi, at disse Koranskoler fungerede både som udklækningsanstalter af wahhabitiske studerende (ordet talebân betyder studerende) og også som rekrutteringskontorer til den afghanske guerrilla. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at alle disse aktiviteter blev overvåget og koordineret af den pakistanske efterretningstjeneste ISI, der virkede i tæt samarbejde med CIA.(19a)

Et andet interessant og i øjeblikket uhyre aktuelt aspekt af Saudi Arabiens bidrag til fundamentalismens styrkelse er oliekongedømmets spredning af den wahhabitiske lære - dvs. den mest formørkede islam - til andre sunnitiske lande og til mange vestlige lande, hvor der er muslimske minoriteter.

FREMTIDEN

Situationen er forvirrende og forvirringen bliver bestemt ikke afhjulpet af, at den europæiske højrefløj og de mest rabiate fundamentalister mestrer dæmoniseringens og misinformationens kunst.

Hvad fremtiden vil bringe, afhænger i høj grad af, om oplysningen vil sejre over den fordummende alliance mellem dæmonisering og misinformation.

I et land som Danmark, hvor oplysningstraditionen er den nationale kulturarvs smukkeste juvel, er der grund til at se optimistisk på fremtiden.

Såfremt oplysnings-kampen  - vel at mærke - vil foregå på et højere niveau end den kulturkamp, kulturminister Brian Mikkelsen og hans åndelige guru Søren Krarup har stået for.

Sagt på en anden måde: Oplysningskampen bør være kritisk og historiebevidst.

Hvilket ikke ligefrem er tilfældet i Ralf Pittelkows skamroste bog "Efter 11.september. Vesten og islam" (2002). Her skriver Danmarks mest prestigefyldte politiske kommentator, at islams problemer skyldes islams mangel på en oplysningstid. Så sandt så sandt.

Men ved at glemme følgende megafakta afslører Ralf Pittelkow en overfladisk tilgang til både historie og kritik:

Den europæiske oplysningstid var et eliteprojekt, der blev folkeligt i takt med at guillotinens terror kappede et anseligt antal aristokrat-og borgerhoveder af

Den franske revolution udløste en lang kæde voldelige reaktioner både i ind- og udlandet (20)

Oplysningen er i sig selv ikke noget bolværk mod vold og diktatur. Det blev bevist under den Franske revolution og under Pariserkommunen(1870). Fascisme og nazisme sejrede i øvrigt i to særdeles oplyste lande - Italien og Tyskland - henholdsvis Cesare Beccarias og Gottlob Ephraim Lessings fædreland.

Når dette er sagt, lad os nu forestille os, at den islamiske verden lige nu befinder sig på tærsklen til en epokal omvæltning, der ligner en syntese af en religiøs reformation og af en politisk revolution à la Frankrig anno Domini 1789.(21)

Hvis denne hypotese holder stik, har vi europæere ét problem: hvordan skal vi forholde os til det skitserede perspektiv?

Den Franske Revolution nøjedes ikke med at revolutionere Europa; den var også ensbetydende med den islamiske verdens traumatiske møde med moderniteten.

Globaliseringens centrifuge bringer os denne revolutionsbølge retur - og stiller os europæere over for følgende spørgsmål: Hvordan skal vi tackle de kommende store omvæltninger? Som, vel at mærke, vil konfrontere os med den islamiske pærevælling af modernitet og arkaisme?

Den ene mulighed består i at slå følge med Jyllands-Posten, Ralf Pittelkow, Søren Krarup m.fl. ved at udbasunere vor ytringsfrihed, provokere på livets løs, lukke vore ambassader i hele den muslimske verden samt udsætte os for en lang række terroristiske attentater...Den anden ligger derimod i, at vi forholder os til processen med al den politiske snilde, situationen påkræver. Behøver jeg at sige, at politisk snilde blot er et andet ord for både kritik og historiebevidsthed? Og at Europas interesse ligger i, at den islamiske reformatoriske revolutionsproces lykkes så fredeligt som overhovedet muligt?

Hvad skal Danmark gøre? Først og fremmest burde det leve op til sin tradition som et af Europas mest oplysningsvenlige lande. Det burde med andre ord skrotte sin provinsielle kulturkamp og slå ind på en kosmopolitisk linje, der bygger på den erkendelse, at det må betale sig at kende verdenshistorien: den historie, som Europa og islam stikker deres fælles rødder i.

Én verden, én historie.

Jeg venter et ramaskrig: Hvad med den nationale egenart?

Den må vi for alt i verden ikke glemme.

Den danske jul er en sammenkogning af alverdens ingredienser. Alligevel er den noget af det mest danske, der findes.

Og Grundtvig - ja, hvad ville Grundtvig være uden den europæiske kultur, han har nationaliseret med utrættelig ildhu? Alligevel er Grundtvig pæredansk.

Hurra for det nationale særpræg! Tragedien indfinder sig først den dag, hvor flere og flere ikke kan se verden for lutter nationale særpræg. Især når de fleste af dem er import.

I bedste fald kan denne manglende indsigt gå ud over den nationale eksport. Det har Asger Aamund indset. Amen.

Pietro Cini, d.20.2.2006

NOTER

1) Det er jeg ikke ene om. Jf. Edward Said, Le choc de l´ignorance, Le Monde 27.oktober 2001, citeret i: Abdelwahab Meddeb, La maladie de l´islam, Seuil, Paris, 2002, s. 195, og Tariq Ali, Fundamentalismernes sammenstød, Informations Forlag,2004

2) Om Mohammed kan jeg varmt anbefale Karen Armstrongs "Muhammed. En biografi", Rosinante 2003. Midt i den grasserende vulgaritet, der i disse dage omgiver Muhammeds skikkelse, fremstår Karen Armstrongs bog som et sjældent eksempel på det, Blaise Pascal kaldte "esprit de finesse". Se desuden Hans Küng, Der Islam, Piper 2004,2.udg.2006 (Denne ypperlige bog foreligger også i  engelsk oversættelse)

2a) Interesserede i de rent teologiske forskelle mellem islam og kristendom henvises til Niels Henrik Arendts sobre bog "Gud er stor! Om islam og kristendom, Anis,2005

3) Bernard Lewis, Mellemøstens historie i de seneste 2000 år, Gyldendal 1998, s. 40

4) For kristendommens vedkommende jf. Per Bilde, En religion bliver til, Forlaget Anis, København 2001

4a) Den fremtrædende franske historiker Fernand Braudel mener uden omsvøb, at de latinske oversættelser af den spansk-arabiske filosof Averroës´ Aristoteles-kommentarer udløste " 1200-tallets enorme revolution". (F. Braudel, Grammaire des civilisations,Arthaud-Flammarion, 1987,s.117)

5) Synspunktet fremføres overbevisende af Franco Cardini, Europa e islam. Storia di un malinteso, Laterza, 1999, ss. 197 flg. (Bogen foreligger også i engelsk,tysk, fransk og spansk oversættelse)

6) Om denne prekære problematik jf. hvad Zygmunt Bauman skriver i "Modernitet og Holocaust", Hans Reitzels Forlag,1994, s. 152 samt Ulrich Schwarz "Ich kann nicht anders" i Der Spiegel,51/2003

7) For en uddybende og yderst lærd drøftelse af dette punkt - set fra muslimsk side - jf. Tariq Ramadan, At være europæisk muslim. Islams kilder i europæisk sammenhæng, Hovedland, 2002

8) Jf. herom mit essay "Kritik af ´ I krigens hus´ " under afsnittet "Ulema - et flertydigt begreb".

9) Mere herom i Abdelwahhab Meddebs citerede bog, især siderne 94-108

10) I sit standardværk "The Political Language of Islam", The University of Chicago Press, 1988 skriver Bernard Lewis angånde den khomeinistiske lære om the "Authority of the Faqih":" There is no precedence for such an office in past Islamic docrtine and practice" (s.28)

11) Jørgen Bæk Simonsen, Abbasidernes Irak 750-1258, i:Sultan, shah og stormogul, Nationalmuseet, København, 1996 s. 100

11a) At nogle af disse digtere har udøvet en stor indflydelse på europæisk litteratur, bevidnes  bl.a.  af Goethes digtsamling "West-östlicher Divan" (1819) 

12) Om perserne se også Bernard Lewis,cit. samt Inge Demant Mortensen, Shiismen, i: Sultan etc, cit.,s. 69

13) Osmannerrigets historie har længe været et underbelyst emne. Men se nu Eugene Rogans autoritative bog Osmannerrigets fald, 2016

14) Om dette emne jf. David Hirst, The Gun and the Olive Branch. The Roots of Violence in the Middle East, Faber, 1977

15) Gyldendals Lexikon, 2002

16) Jf. Renzo Guolo, Il fondamentalismo islamico, Laterza, 2002; Abdelwahhab Meddeb, op.cit.; Jan Buruma og Avishai Margalit, Aftenlandet - Vesten set med fjendeøjne, Lindhardt og Ringhof 2004 samt Jørgen Bæk Simonsens nye bog "Hvad er islam", Akademisk Forlag,

17) Philip Stewart i indledningen til: Naguib Mahfouz, Children of Gebelawi, Heinemann, London, 1981

18) Daniel Pipes, The Rushdie Affair: The Novel, the Ayatollah and the West. New York 1990,s. 75. Her citeret efter Ibn Warraq, Derfor er jeg ikke muslim, Lindhardt og Ringhof,2004

19) Det er netop denne vrangforestilling, der danner ledemotivet i Helle Merete Brix, Torben Hansen og Lars Hedegaards gennemført uhæderlige bog "I krigens hus", 2003. For en kritisk gennemgang af nævnte bog jf. mit essay "Kritik af ´I krigens hus´ " på min hjemmeside.

19a) Se herom Mahmood Mamdani, Good Muslim, Bad Muslim.America, the Cold War and the Roots of Terror. Pantheon Books, New York 2004, ss.119-177

20) En af de voldsomste reaktioner fandt sted i Napoli. I sommeren 1799 lykkedes det en katolsk bondehær under ledelsen af kardinal Ruffo at generobre byen fra de franskvenlige, "oplyste" borgere, der overgav sig efter at man havde lovet dem, at man ville skåne deres liv. Men den britiske admiral Horatio Nelson, der anførte den tyrkisk(sic!)-engelsk-russiske koalition overtrådte overgivelsesaftalen: " tusindvis af borgere blev fængslet, hundredevis af dem blev dømt til døden..." (Luigi Salvatorelli, Sommario della Storia d´Italia, Einaudi, Torino, 1974, s.394)

21) Jf. Martin Krasnik, De retfærdige, Gyldendal,2006, hvor Jørgen Nielsen, professor i islamiske studier på universitetet i Birmingham, citeres for den opfattelse, at "den muslimske verden er på vej gennem en forandring, der minder om Reformationen"(s.321). Jørgen Nielsen ser rigtigt. Lige så rigtigt som politologen Fred Haliday fra London Universitet, der i samme bog udtaler:"Islamisterne har en politisk dagsorden. Det er den samme anti-kolonialistiske dagsorden, som forenede de sekulære arabere i 1950´erne og 60´erne. Se dog på deres holdninger! Det har intet med islam at gøre" (ibidem, s. 312) Hvem har ret? Det har de begge : den fase, den islamiske verden gennemgår lige nu, er både religiøs reformation og politisk revolution.

Efterskrift pr. 21-4-2016.

Danmark er i krig igen-igen. Er det klogt? Har vi glemt Iraks og Afghanistans fiaskoer? "Det er ikke vores krig" hedder en artikel af universitetslektor Jesper Sørensen, Århus Universitet (Information d.12.marts 2016). Det er god læsning, der anbefales til alle, der ikke lader sig imponere af de mange udøvere af den noble kunstart: Kunsten at krige i kor. 

Beslægtet link: Eli, Elohim, Allah