|
FRA BALFOUR-DEKLARATIONEN TIL MORDET PÅ FOLKE BERNADOTTE (2. del af "Israel/Palæstina-konflikten") De tredive år, der går fra Balfour-deklarationen (2.11.1917) til udråbelsen af staten Israel (14.maj 1947) hører til de mest tilslørede kapitler i Vestens historie. Jeg skriver Vesten, selv om begivenhedernes valplads er Palæstina. Aktørerne er nemlig mestendels europæere - fra briterne lord Balfour og Baron de Rothschild til polakkerne David Ben-Gurion (tidligere: David Grün) og Menachem Begin(tidliglere:Mieczyslaw Biegun) og den russisk-fødte brite Chaim Weizmann. Europæere er desuden de 6 millioner jøder, der bliver myrdet under den gruelige Holocaust, der er foranstaltet af europæeren Adolf Hitler i samarbejde med talrige europæere fra Tyskland, Frankrig, Østrig, Italien og især Polen, Ukraine, Litauen. En vigtig med-aktør - siden Balfour-deklarationens dage (se SH, 68) - er desuden USA. Holocaust kommer til at spille en afgørende rolle. For vist opstod Israel på grundlag af en række FN-resolutioner, men " without the Shoah [ Holocaust] United Nations resolutions that brought about the establishment of Israel would not have been passed. Neither would the immediate international recognition of the new state have been granted..." (Avraham Burg, ifølge Constance Hilliard, CH 26. Om den israelske intellektuelle og politiker Avraham Burg se også PL, 75). Et hurtigt tilbageblik Etableringen af de første jødiske landbrugskolonier i Palæstina begynder allerede i løbet af 1880´erne. Dette sker som resultat af en indvandringsbølge, som udgår fra Rusland. Man taler om den første aliyah (aliyah er hebraisk for opstigning), som fører til oprettelsen af landbrugskollektiverne Rishon Le Zion (=Først til Zion), Petach Tikva (En stråle af håb) og andre. Det er karakteristisk for disse første kollektiver, at man inddrog arabisk arbejdskraft i landbrugsarbejdet(SH, 57). Denne første jødiske kolonisation er socialistisk, men ikke nationalistisk. Det kunne være interessant at undersøge, hvorvidt den var inspireret af Lev Tolstojs ideer. Anderledes forholder det sig med den anden aliyah, som finder sted i perioden 1905-10. Også denne indvandringsbølge udgår fra Polen/Rusland. Blandt deltagerne finder vi den unge David Grün - som i Palæstina antager det jødiske navn ben-Gurion. Denne anden aliyah er både socialistisk og nationalistisk, og satser udelukkende på jødisk arbejdskraft. Et træk, der bliver typisk for de senere kibbutzer. På det tidspunkt er Palæstina stadig en del af Osmannerriget, "den syge mand", der af de europæiske stormagter får en række tilbud af den slags, man ikke siger nej til. Officielt er Frankrig, Storbritannien, det Tyske Kejserrige og det russiske Imperium naturligvis drevet af omsorg for alle de hellige steder, som det Hellige Land i sagens natur vrimler med. I virkeligheden er der også mere kontante interesser, der gør sig gældende: adgangen til Middelhavet for Tysklands og Ruslands vedkommende, mens det er den gryende olieindustri, der appellerer til Frankrig og Storbritannien. Første Verdenskrig medfører en radikal forandring af dette scenarie. Osmannerriget bryder sammen og afløses af den Atatürk-ledede Tyrkiske Republik, Tyskland lider et dybt traumatiserende nederlag, i Rusland må czar-dømmet efter 1917 vige pladsen for Sovjetrepublikken. Hvad Frankrig og Storbritannien angår, kan de som sejrherrer dele Mellemøsten i de interesse-sfærer, de havde aftalt i Sykes-Picot-aftalen. Balfour-deklarationens planer om at etablere et jødisk nationalhjem i Palæstina bliver nu ført ud i livet. Hvem der opfører sig mest skurkagtigt under dette forløb, er lidt vanskeligt at afgøre. Få syn for sagn ved at sammenligne Jens Nauntoftes og Steffen Jensens fremstillinger : den første er palæstinenser-venlig, den anden klart pro-zionistisk. Jvf. http://www.leksikon.org/art.php?n=4873 Så meget synes dog at være uomstridt: Som følge af Versailles-traktaten(1919) fik Storbritannien af det ny-oprettede Folkeforbund betroet mandatmagten over Palæstina. Balfour-deklarationen blev en del af mandatets bestemmelser. Vel at mærke: Uden at palæstinenserne blev hørt om deres indstilling til en massiv jødisk indvandring og/eller til oprettelsen af en jødisk stat. I et memorandum til den britiske regering fra august 1919 skrev Lord Balfour bl.a.: " I Palæstina foreslår vi end ikke som en formsag at konsultere landets nuværende indbyggere om deres ønsker...De fire stormagter har bundet sig til zionismen. Hvadenten det nu er rigtigt eller forkert, godt eller dårligt, så er zionismen rodfæstet i århundredgamle traditioner, i nuværende behov, i håb for fremtiden, der altsammen er af langt større vigtighed end ønsker og fordomme hos 700.000 arabere, der nu bebor det gamle land" (SH,70) Med andre ord: Folkeforbundet - forløberen for FN -, blåstemplede, at "én nation lovede en anden nation en tredje nations land"(Arthur Koestler, AJ 65). At den tredje nation forholdt sig temmelig vranten til processen, kan næppe overraske nogen. Derimod kan man i bagklogskabets lys undre sig over, at palæstinensernes modstand ikke blev voldsommere end den faktisk blev. Omkring 1914 var der i Palæstina 85.000 bosatte jøder. I 1938 var deres antal vokset til 450.000!! De indvandrede jøder fordeltes over flere grupperinger: de ortodokse, som mente, at den kommende jødiske stat skulle være af teokratisk karakter (SH,83), zionisterne, der stilede efter en sekulær stat, samt ultra-nationalisterne, der drømte at genskabe "Davidsriget ud over alle grænser" (SH,sammesteds). Militært organiserer de jødiske indvandrere sig dels under Haganah (=værnet) dels i terroristiske grupperinger, hvoraf de vigtigste er Irgun Zvai Leumi (National militærorganisation) og Stern-brigaden. Fremtrædende terrorist-ledere er to kommende statsministre: Menachem Begin og Itzhak Shamir. Zionister versus palæstinensere. Et civilisationernes sammenstød i miniformat Ved Første Verdenskrigs udbrud er Palæstinas politiske liv stadig præget af det Osmanniske Riges kultur. Zionisterne er derimod i alle henseender europæere. Politisk set er de altså børn af den store opvågningsproces, som var begyndt med den Franske Revolution og via Napoleonskrigene havde bredt sig over det ganske Europa: fra Paris over Berlin til Warszawa og Moskva. Denne opvågning var godt nok blevet afbrudt af en tredive år lang kunstig koma. Sådan kan man roligt betegne den periode, der - med en kort afbrydelse omkring 1830 - går fra Wienerkongressen(1815) til 1848. I 1848 ændres det hele ved at en række folkelige (borgerlige) opstande fejer hen over det meste af Europa. Disse opstande, der fører til vedtagelsen af mange liberale grundlove (inklusive den danske, der bliver udstedt i 1849), bliver ofte med et poetisk udtryk omtalt som "folkenes forår". Udtrykt mere prosaisk: i 1848 opdager/opfinder europæerne den nationale egenart. Folk deles nu efter" byrd og blod, modersmål og løvemod"(Grundtvig, Folkelighed,1848). Sagen kompliceres dog en smule ved, at mange europæere begynder at sværge til internationalismen. Det bevises bl.a. af Karl Marx og Friedrich Engels, som i det selvsamme år 1848 udgiver "Det kommunistiske partis manifest". Nogle årtier senere dukker to andre -ismer op: racisme og antisemitisme. Det diskuteres, hvorvidt racismen i almindelighed og antisemitismen i særdeleshed er biprodukter af nationalismen eller - som Hannah Arendt mener -af imperialismen. Så meget står til gengæld klart: Racismens hovedværker skyldes en franskmand (Arthur de Gobineau) og en britisk-født tysker: Houston Stewart Chamberlain. Hvad antisemtismens praktiske udfoldelser angår, er det utvivlsomt Rusland, som fører an. Jævnfør de allerede omtalte pogromer. Det korte af det lange er, at de europæiske jøder bliver påvirket af en særdeles levende politisk kultur. Der gives konservative, liberale, nationalistiske og revolutionære jøder. To berømte eksempler: Benjamin Disraeli, assimileret jøde af italiensk afstamning, er britisk statsminister i 1868 og 1874-80. Den russiske jøde Lev Trotskij (oprindeligt: Bronsjtejn) er 1918-20 øverstkommanderende for den Røde Hær. Vender man nu blikket på Palæstinas situation omkring 1900, er der især to forhold, der springer i øjnene: for det første mangelen på en stærk politisk ledelse. Alt for ofte nøjes Palæstinas politiske elite med at klage til de øverste myndigheder i Istanbul. Se DH,150-1; for det andet et stort uddannelsesmæssigt underskud: "Det skønnes, at så sent som i 1936 var endnu henved 50% af den indfødte befolkning analfabeter"SH,86. Dette står i grel modsætning til de indvandrende zionister,"hvoraf de fleste kom til landet med den for Europa almindelige videregående uddannelse",SH,sammesteds. Et tredje forhold, der fortjener opmærksomhed, vedrører den militære organisation. Fra zionistisk side var denne allerede i gang så tidligt som i 1907, hvor man opretter Hashomer (=Vagten), små militære enheder til forsvar af de zionistiske bosættelser.DH,149 Jødisk indvandring og arabisk modstand Palæstinensernes frygt for, at implementeringen af Balfour-deklarationen skulle munde ud i oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina, voksede i takt med at jøder i titusindvis ankom i løbet af trediverne. Omkring 1920 var der i Palæstina 85.000 bosatte jøder. I 1938 var deres antal vokset til 450.000! JN, s.6: Indvandrede jøder. I 1930: 4.000. I 1932: 9.500. I 1933: 30.000. I 1934: 42.000. I 1935: 62.000. Den væbnede arabiske modstand udeblev ikke og kulminerede med en stor revolte i 1936. Den britiske repression var skånselsløs. Til gengæld indså briterne, at de måtte give palæstinenserne nogle indrømmelser. Disse resulterede i den så kaldte HVIDBOG fra 1939, som indskrænkede den jødiske indvandring til 75.000 personer fordelt over fem år. Også mulighederne for jordopkøb blev indskrænket. Se JN,s.10. Hvidbogen blev forkastet af den palæstinensiske ledelse og vakte en enorm vrede i den zionistiske lejr. Der skete en tilnærmelse mellem Ben-Gurion-zionismen og den mere rabiate revisionisme, som Menachem Begin og Itzhak Shamir stod for. Denne indstilling førte til en heftig zionistisk terrorvirksomhed i løbet af 1946-47. I juli 1946 sprængte en terrorgruppe ledet af Menachem Begin en fløj af Hotel King David i Jerusalem i luften.I denne fløj holdt en del af den britiske kommando til. 90 døde. Storbritannien besluttede, at trække sig ud af Palæstina og overlade FN ansvaret for området. Den 29. november 1947 - 30 år efter Balfour-deklarationen og 150 år efter Herzls "Der Judenstaat" - vedtog FNs Generalforsamling en delinsplan. Ifølge den skulle Jerusalem forblive en international by, mens det resterende Palæstina skulle deles i to uafhængige, selvstændige stater efter en to-årig overgangsperiode under FN-kontrol. Skæringsdag skulle være den 15.maj 1948. "I foråret 1948 var Palæstina faktisk kastet ud i en borgerkrig, hvor de to folkegrupper førte total krig mod hinanden..."(SH,124) Undergrundsgrupperne Irgun og Stern arbejdede ved terror og skrækkampagne på at få den arabiske civilbefolkning til at flygte. I landsbyen Deir Jassin lige nord for Jerusalem dræbte folk fra Irgun 250 af dens indbyggere, mænd, kvinder og børn (SH,125) Resultat: allerede før skæringsdagen 15.maj var en kvart million af den arabiske befolkning flygtet bort fra det jødiske område. Staten Israel blev udråbt den 14.maj 1948 - ganske få timer efter at den sidste britiske soldat havde forladt Palæstina. Israels uafhængighedserklæring Så sært det end kan lyde: Israels uafhængighedserklæring (læs: staten Israels højstemte grundlov-erstatning) er næsten umulig at opdrive i dansk oversættelse. Efter megen søgen er jeg imidlertid faldet på dette klenodie fra 1950. Her kommer det: Israels land var fødestedet for det jødiske folk. Her blev dets åndelige, religiøse og nationale særpræg formet. Her opnåede det uafhængighed og dannede en kultur af national og almengyldig betydning. Her nedskrev det Bibelen og gav den til verden. Forvist fra Palæstina forblev det jødiske folk trofast over for landet alle de steder, det blev ført til i dets diaspora, idet det aldrig ophørte med at bede for og håbe på dets tilbagevenden og genopbyggelse af dets nationale frihed. Tilskyndet af denne historiske forbindelse bestræbte jøder igennem århundrederne sig på at komme tilbage til deres fædres land og atter danne staten. I de sidste årtier er de vendt tilbage i store skarer. De tæmmede et vildnis, genoplivede deres sprog, byggede byer og landsbyer og oprettede et kraftigt og stadigt voksende samfund med eget økonomisk og kulturelt liv. De søgte freden, men var alligevel altid beredte til at forsvare sig selv. De bragte velsignelsesrige fremskridt til alle landets beboere. I året 1897 proklamerede den første zionistkongres, inspireret af Theodor Herzls vision om en jødisk stat, det jødiske folks ret til en national genfødsel i dets eget land. Denne ret blev anerkendt gennem Balfour-deklarationen af 2. november 1917 og bekræftet ved Folkeforbundets mandat, som indeholder en udtrykkelig international anerkendelse af den historiske forbindelse mellem det jødiske folk og Palæstina og af folkets ret til at genopbygge dets nationale hjemsted. Det nazistiske helvede, som opslugte millioner af jøder i Europa, beviste på ny nødvendigheden af genoprettelsen af den jødiske stat, der ville løse problemet om den jødiske hjemløshed ved at åbne sine porte for alle jøder og hæve det jødiske folk op til en ligeberettiget stilling blandt nationernes familie. Såvel de overlevende fra den europæiske katastrofe som jøder fra andre lande krævede deres ret til at leve et menneskeværdigt frit og arbejdsfyldt liv og fortsøgte uophørligt uden at frygte farer, besværligheder eller hindringer at komme ind i Palæstina. I den anden verdenskrig ydede den jødiske befolkning i Palæstina en helstøbt indsats i de frihedselskende nationers kamp imod den nazistiske ulykke. Dens tab af soldater og dens indsats på hjemmefronten gav den adkomst til at rangere på lige fod med de folk, der grundlagde de Forenede Nationer. Den 29.november vedtog De Forenede Nationers generalforsamling en bestemmelse om oprettelsen af en uafhængig jødisk stat i Palæstina og opfordrede landets indbyggere til at gennemføre de forberedelser, der for deres vedkommende måtte være nødvendige for at føre planen ud i livet. De Forenede Nationers anerkendelse af det jødiske folks ret til at oprette sin selvstændige stat kan ikke tilbagekaldes. Det er desuden det jødiske folks selvfølgelige ret at være en nation som alle andfre nationer i deres egen suveræne stat. I kraft af det jødiske folks naturlige og historiske ret og de Forenede Nationers resolution proklamerer vi, medlemmer af det Nationale Råd, der repræsenterer den jødiske befolkning i Palæstina og den zionistiske verdensbevægelse, og som er mødt her i højtidelig forsamling, herved oprettelsen af den jødiske stat i Palæstina, der skal bære navnet Israel. Vi erklærer herved, at fra og med mandatets ophør ved midnat den 14.maj 1948 og indtil oprettelsen af tilbørligt valgte forsamlinger i overensstemmelse med en forfatning, der skal udarbejdes af et lovgivende nationalråd inden den 1. oktober 1948, skal det nuværende nationalråd virke som provisorisk statsråd og dets udøvende organ, den nationale forvaltningskomité, skal udgøre staten Israels provisoriske regering. Staten Israel vil fremme landets udvikling til gavn for alle sine indbyggere; den vil basere sin eksistens på læren om frihed, retfærdighed og fred; således som de hebraiske profeter har belært os; den vil skabe fuldtændig social og politisk ligeberettigelse for alle sine borgere uden hensyn til race tro og køn; den vil garantere den fulde frihed for tænkning og tro, opdragelse og kultur; den vil beskytte de ophøjede og ukrænkelige helligdomme og alle religioners hellige steder, og den vil slutte sig til principperne i de Forenede Nationers frihedsbrev. Staten Israel vil være parat til at samarbejde med organer og repræsentanter for De Forenede Nationer på grundlag af resolutionen af 29. november 1947, og den vil søge at oprette en økonomisk union for hele Palæstina. Vi appellerer til De Forenede Nationer om at bistå det jødiske folk i opbyggelsen af dets stat og om at optage Israel i nationernes familie. Vi opfordrer , stående over for umotiverede angreb, staten Israels arabiske indbyggere til at vende tilbage til fredens vej og gøre en indsats til fordel for statens udvikling som fuldt ligeberettigede borgere og med passende repræsentation i alle statens forsamlinger og institutioner, det være sig provisoriske eller permanente. Vi tilbyder fred og venskab til alle nabostater og deres folk, og vi indbyder dem til at samarbejde med den uafhængige jødiske stat til fordel for det fælles bedst. Staten Israel er beredt til at yde sin fulde andel i det fredelige arbejde for fremgang og opbygning i det nære Østen. Vor kalden går til hele det jødiske folk i alle verdensdele, for at det skal samle sig i arbejdet for indvandring og udvikling, og for at det skal stå os bi i den store kamp for opfyldelsen af generationers drøm - Israels genfødelse. I tillid til den almægtige Gud, undertegner vi denne deklaration ved dette møde i det provisoriske statsråd i byen Tel Aviv på denne fredag den 5.ljar 5708, den 14.maj 1948. Trykt i (tidsskriftet) ISRAEL, årgang 3, 12.maj 1950 (For en mere moderne oversættelse se: Johan Bender, Palæstinaproblemet: krig, krise, fredsproces, 1999,s.158)
Uafhængighedskrigen/Al-Nakba Der udbrød derefter en krig mellem Israel og de arabiske nabostater, - en krig, som fra officiel israelsk side er omgærdet af myten om arabernes overmagt. Man kunne således i et DR2s dokumentarprogram for nylig - høre om, at "50 millioner arabere erklærede den ny-oprettede jødiske stat hellig krig". Realiteterne, som er blevet afdækket af de "nye historikere"(se f.eks. Ilan Pappes bog - anført i litteraturlisten), siger noget helt andet. De israelske tropper var i langt bedre kamptræning end deres modstandere samt i overtal. Mordet på greve Folke Bernadotte Mange detaljer om mordet på FN-udsendingen greve Folke Bernadotte kan læses i Per Gahrtons bog (PG,481-83), hvor der redegøres for, at Ben Gurion efter mordet stod på venskabelig fod med både morderen Yehoshua Cohen og med en af mordets ordregivere, Israels senere statsminister Izhak Shamir.
For litteraturhenvisningerne jvf. Omkring Israel 15.1.2012 |