Kære Birthe Rønn Hornbech, 

skønt mit ideologiske tilhørsforhold ligger milevidt fra Deres (jeg plejer at stemme på Enhedslisten), har jeg længe set op til Dem som en af Danmarks bedste politikere. Dette på grund af Deres mod til at indtage  standpunkter, som var båret af en kompromisløs vilje til frihed, retfærdighed og hensyn til landets religiøse mindretal.

I dag må min respekt for Dem vige for den erkendelse, at De er begyndt at give køb på mange af de smukke principper, som De blandt andet forfægter i bogen "Ret og rimeligt"(2004).

Deres behandling af de irakiske asylansøgere er der i hvert fald meget lidt rimelighed i , især hvis den lige netop anskues ud fra den kristne synsvinkel, som De gerne og ofte ynder at indtage.

Urimeligheden springer dernæst ligefrem i øjnene, når man betænker, at mange af de omtalte asylansøgere har opholdt sig i Danmark i mere end 10 år.

   Helt umiddelbart skulle man synes, at Deres attitude er "oprørende, klam og usmagelig" - for nu at citere de tre tillægsord, som De ifølge pressen har brugt om oppositionen, da denne den 26.maj indkaldte Dem i samråd om den verserende sag.

Men jeg vil hellere anvende et andet af Deres yndlingsudtryk. Det, De gør mod de irakiske flygtninge, er "historieløst". Hvorfor? Fordi den mere eller mindre skjulte præmis for Deres argumentation synes at ligge i den lutherske skelnen mellem tro og lov. Er det tilfældet,   har De vel glemt nogle  berømte eksempler fra den europæiske kulturarv. Eksempler, der viser, hvordan netop omtalte skelnen kan føre til konsekvenser, der er etisk uacceptable.

Her tænker jeg på to tyske præster: Martin Niemöller og Dietrich Bonhoeffer. Begge var de jo protestanter, alligevel valgte de at sige nej til den nazistiske lov. Til forskel fra Reichsbischof Ludwig Müller, den evangeliske biskop, der sammen med tusindvis af såkaldte "Deutsche Christen" satte et tykt luthersk lighedstegn mellen Adolf Hitler og den guddommeligt salvede øvrighed.

Hertil vil De sikkert indvende, at den katolske kirke ikke opførte sig synderlig bedre end den protestantiske. Og denne indvending må jeg give Dem ret i.

Desuden vil De kunne indvende, at der er en himmel til forskel mellem den nazistiske lov og den danske. Men hvis jeg bad Dem redegøre for, hvor præcist forskellen ligger i, ville De have vanskeligt ved opgaven. En lov er en lov.Punktum. Om loven bør adlydes eller ej, hviler i sidste instans på borgerens samvittighed. I øvrigt en ældgammel problemstilling, som allerede er blevet skildret af den græske digter Sofokles. Jævnfør tragedien "Antigone" - også en del af den europæiske kulturarv, som altfor mange - som De retteligt anfører  -røber en beklagelig uvidenhed om.

Endelig bør det bemærkes, at beslutningen om at tilbagesende de afviste asylsøgere til Irak ikke holder vand rent juridisk. Beslutningen bygger jo på en opfattelse af den irakiske situation, der lader til at være i strid med virkeligheden. Sagt med andre ord: de afviste flygtninge sendes tilbage til det virkelige Irak, hvorimod Flygtningenævnets bureaukrater kan slå sig til tåls med det fantasibillede, der er affødt af deres ønsketænkning.

Så vidt jeg kan se, står De i dag over for valget mellem en urimelig lov og Deres samvittighed. Lytter De til den sidste - hvad jeg inderligt håber - vil De miste Deres ministertaburet. Men De vil til gengæld vinde en ærefuld plads i dansk politiks nyere historie.

Med venlig hilsen

Pietro Cini, Elmesvinget 13a, 9574 Bælum

2.juni 2009

Se også: OM BORGERLIG ANSTÆNDIGHED