PALÆSTINAS FRIHEDSKAMP - 3. del af Israel/Palæstina-konflikten

Sumúd

"Palestinas frihetskamp" lyder titlen på Per Gahrtons i alle henseender store Palæstina-bog.

Men er det egentlig "frihed" palæstinenserne kæmper for?

Ordet "tahrir" (befrielse) indgår ganske vist i  al-Fatah, som - stavet bagfra - er sammensat af begyndelsesbogstaverne i  Harakat Tahrir Filistin : Palæstinas Befrielsesbevægelse.

Alligevel er det en anden følelse - noget helt forskelligt  fra frihedslængslen - og måske dybere end den -, der synes at besjæle palæstinensernes lange og udmarvende kamp.

Denne følelse hedder med et arabisk ord sumúd (udholdenhed).

Den israelske forfatter David Grossman beretter om et af sine besøg  i Deheisha, - en palæstinensisk flygtningelejr, der ligger mellem Betlehem og den jødiske bosættelse Gush Etzion. Her er "tolvtusind palæstinensere stuvet sammen i et af de tættest befolkede områder i hele verden...Hvert hus har en lille gårdsplads, oftest meget lille men altid indhegnet af bølgebliksplader, og altid velholdt".

Der er også en lille købmandsbutik..."Købmanden bliver overrasket da jeg træder ind, og han rejser sig bekymret...Købmandens ven, Abu Hana,kontrollerer først, at jeg ikke kommer fra mukhabarat , fra efterretningstjenesten, og bagefter siger han, at han er villig til at tale om hvad som helst, bare ikke bollitik, for bollitik er en videnskab, hvor det er vanskeligt at finde frem til noget nyt, ikke?

    Jo, det er det vist.

    Det er bedst at forholde sig tavs, siger han. Så går det op for ham, at han alligevel ikke kan tie stille, og han hvisker hastigt : "Napoleon, Bismarck, Hitler. Ingen af dem holdt. De var for stærke. Det er bedst at sidde ganske stille og vente" (David Grossman, Den gule vind, 1988, s. 19)

Det skulle israelerne, de overbevæbnede Goliath´er, skrive sig bag øret. 

De er stærke. Alt for stærke.

Ligesom Napoleon, Bismarck, Hitler. 

Netop derfor står de for fald.

Fra Aleksander den Store til Obama

Konflikten Israel/Palæstina kommer os europæere ved af mindst to årsager.

For det første politisk, fordi konflikten er et af de ømmeste punkter i forholdet mellem Vesten og den muslimske verden.

For det andet historisk, fordi Vestens og Palæstinas historie i mere end to tusind år har været flettet ind i hinanden. Der går så at sige en lige linie fra Aleksander den Store til Obama. Og for den sags skyld: fra Masadas sikariere (der begik kollektivt selvmord i Herrens år 74) til Ben Gurion og Netanyahu.

Palæstinensernes modstand mod den israelske besættelsesmagt i dag og mod den zionistiske indtrængen i går må læses inden for samme makro-historiske kontekst.

Zionisterne/israelerne var/er børn af Vestens politiske kultur - en kultur, der siden den Franske Revolution har været ekstremt produktiv: på godt og ondt.

I løbet af det halvandet århundrede, der går fra den Franske Revolution til udbruddet af Anden Verdenskrig har Vesten jo oplevet udstedelsen af de første liberale forfatninger, grundlæggelsen af  de første moderne partier (kommunistpartiet daterer sig fra 1848), revolutionerne i 1830 og 1848, Pariserkommunen i 1870, fremkomsten af en yderst velartikuleret presse, men vel også racismen, antisemitismen, Første Verdenskrigs rædsler, en imperialistisk fremtrængen i alle verdensdele - den bolsjevikiske revolution i 1917, den fascistiske i 1922 og Krystalnatten i 1938.

Det er af denne særdeles  frodige politiske kultur, zionismen opstår.For nu at rekapitulere ganske hurtigt: Theodor Herzl er en østrigsk journalist af ungarsk herkomst, der udtænker sin Der Judenstaat på baggrund af både de polsk-russiske pogromer, Wiener-borgmesteren Karl Luegers giftige anti-semitisme og den franske Dreyfus-affære.

Ben-Gurion er stærkt inspireret af den russiske narodnik-bevægelse, Menachem Begin og Zeev Zabotinsky er derimod vaskeægte fascister.

Lad os desuden ikke glemme, at europæisk politik fra 1848 i stigende grad er blevet et massefænomen.

Vender vi nu blikket mod Palæstina omkring 1900, møder vi et område, som politisk set stadig er præget af Osmannerrigets søvnige feudal-herredømme.

Bevares: selv Osmannerriget fornemmer efterdønningerne af  Europas politiske og ideologiske rumlerier, men hvor disse kan høres i Istanbul, Damaskus og Beirut, er de knap nok mærkbare i Jerusalem, Haifa og Jaffa.

Det er kendetegnende for Palæstinas politiske liv omkring 1900, at det palæstinensiske folk forholder sig tavst til etableringen af de allerførste zionistiske kolonier. Der opstår af og til spontane vredesudbrud på gadeniveau, men det er de fornemme, der fører ordet.

Den første dokumenterede verbale reaktion på zionismen fra palæstinensisk side kommer  således  fra Jerusalem-borgmesteren Yusuf Zia al-Khalidi.

Det drejer sig om et brev, som han i marts 1899 sendte Frankrigs overrabbiner  Zadoc Khan: " I Guds navn, lad Palæstina i fred", skrev al-Khalidi. Selv om zionisternes idealer var fuldstændig naturlige, gode og retfærdige, var Palæstina allerede beboet."if the Zionists persisted in their ambitions - advarede han -, they would face a popular uprising which even the Turks, however well disposed toward them, would not be able to put down. They should therefore look for a homeland elsewhere" (DH,137)

Disse opstande udeblev ikke. Tværtimod udviklede de sig til palæstinensernes mest frygtindgydende svar på zionisternes og senere israelernes overgreb: i 1920, i 1936 og  på det seneste med intifadaerne i 1987 og i 2000.

19. januar 2012 fortsættes