|
Den filologiske klumme 1. Kvæg, kvik, kvaj, bios, vivus Det skulle man umiddelbart ikke tro, men det er altså et faktum, at det danske ord "kvæg" er i familie med græsk "bios"(liv) og latin "vivus"(levende). Bemærk endvidere, at kvæg oprindeligt er samme ord som kvik - og betyder levende. Endnu mere overraskende er, at det slang-prægede kvaj er beslægtet med kvik. Men det er igen en kendsgerning, hvis rigtighed bekræftes af Politikens Nudansk ordbog, en fremragende publikation, der i 1994 allerede var nået til femtende udgave. Bogens force består i mine øjne i, at de præcise etymologiske oplysninger sættes i system takket være en sproghistorisk oversigt ved prof. Allan Karker. Her står der (se par.44) bl. a., at indoeuropæisk gw bliver til græsk b latin v og dansk k. Jævnfør bios, vivus og kvik/kvæg.
2. Fæ, pecus, pekuniær Et offentligt pissoir kan på italiensk også gå under betegnelsen "vespasiano" - til minde om kejser Vespasian, der oprettede de første af slagsen. Disse skulle bruges mod betaling. Da man kritiserede kejseren for sidstnævnte disposition, skal han have sagt: Pecunia non olet = Penge lugter ikke. Men hvor kommer ordet "pecunia" fra? Det kommer såmænd af pecus (=kvæg), et latinsk ord, der ifølge Nudansk ordbog er beslægtet med dansk fæ og tysk Vieh. Af samme pecus kommer italiensk pécora(=får), som har givet navnet til den italienske pecorino-ost, der lige i øjeblikket er en af de vigtige ingredienser i brødrene Prices gastronomiske roadmovie fra Italien. At ordet pecunia kom til at betyde penge, bør ses i lyset af, at kvæg i primitive samfund brugtes og stadig bruges som betalingsmiddel. Jævnfør i øvrigt engelsk fee, som er beslægtet med dansk fæ, men betyder gebyr. Interessant er ordet danefæ, der bruges om oldtidsfund, der tilfalder staten. Bemærk, at første del af ordet ("dane") betyder "død". Danefæ er altså dødt fæ, hvilket næppe giver mening. Nudansk ordbog oplyser imidlertid, at fæ i denne forbindelse skal forstås som "gods, hvortil der ikke findes levende arvinger". Det lader med andre ord til, at ordet fæ oprindeligt brugtes om kvæg, men med tiden kom til at betegne værdigenstande i al almindelighed. På oldnordisk hedder kvæg i øvrigt "kvikfe", altså levende værdigenstand - modsat danefæ=død værdigenstand. 3. Histor, historie og myte Ordet historie, som de fleste europæiske sprog har importeret fra det antikke Grækenland, betegnede oprindeligt den aktivitet, som blev udført af en histor. Sidstnævnte ord optræder allerede så tidligt som i Iliaden (XVIII, 501; XXIII, 486 ), hvor det betyder noget i retning af voldgiftsmand/dommer. Historie er derimod af nyere dato, og optræder første gang hos Herodot (ca. 480-ca.420 f.Kr. ), der indleder sit værk "Historier" på denne måde: "Herodot fra Halikarnassos meddeler i det følgende resultaterne fra sin forskning..", hvor forskning gengiver netop "historíe".1) Ordet myte kommer af græsk mythos, som betyder (ud)sagn, fortælling, fabel og (nedsættende) skrøne, løgn. 4. Ugedagene Navnene på de danske ugedage er tydeligvis lånt fra latin. Mandag (= månens dag) gengiver latinsk dies lunae (fr. lundi) Tirsdag ( = Tyrs dag) svarer til lat. dies Martis (fr. mardi) Onsdag (=Odins dag) er et ekko af lat. dies Mercurii (fr.mercredi) Torsdag (= Thors dag) oversætter dies Jovis (fr. jeudi) Fredag (=Frejas dag) hedder på latin dies Veneris (fr. vendredi) Der er en enkelt afvigelse for lørdagens vedkommende: Lørdag kommer af en oprindelig oldnordisk laugardagr (= vaskedag). På latin hed dagen dies Saturni, som er gået over i det engelske Saturday. Søndag ( Solens dag) afspejler lat. dies Solis. Ser man på de romanske sprog, er der hele to dage, som afviger fra det latinske system: lørdag hedder sábado/sabato på spansk/italiensk samt samedi på fransk. Udgangspunktet i alle tre tilfælde er hebraisk sjabbath (=at hvile). Hvorimod søndag i de tre nævnte sprog bliver til henholdsvis domingo/domenica og dimanche, altså Herrens dag efter latin:dominus=Herre. Interessant er, at russisk og andre slaviske sprog bruger et helt andet system, som må formodes at være et lån fra græsk sprogbrug,som følge af, at kristningen af de slaviske folk udgik fra Konstantinopel. Således hedder tirsdag/torsdag vtornik/tjetverg på russisk og triti/pempti på nygræsk. Vtornik betyder egentlig ugens anden dag, mens tjetverg er ugens fjerde dag. Triti og pempti svarer derimod til ugens tredje henholdsvis femte dag. Men hvordan kan det være at tirsdag er anden dag i Rusland, mens det er tredje dag i Grækenland? Det skyldes såmænd, at både russisk og græsk opfatter søndag som ugens første dag. Bemærk, at søndag på russisk/nygræsk hedder voskresen´e/kiriakí. Voskresen´e(=genopostandelsens dag), kiriakí(=Herrens dag). Meget tyder på, at søndagens russiske navn oprindeligt må have været nedelja (= dagen, hvor man ikke arbejder). Det må man slutte af, at mandag på russisk hedder ponedel´nik =dagen efter nedelja. På nygræsk hedder mandag devtera= anden dag. Bemærk desuden, at onsdag på russisk hedder sredá (=dagen midt på ugen, svarende til tysk Mittwoch). På nygræsk hedder onsdag tetarti=fjerde dag. Og endelig: på russisk hedder fredag pjátnica (= den femte dag), mens den på græsk hedder paraskevi (egtl. forberedelse). At de arabiske ugedage synes at være græsk-inspireret, fremgår af, at ugens første dag er søndag, der hedder jawm al ahad = dag 1. Tirsdag= Dag 2 = jawm al ithnain og så fremdeles. Men der er to afvigelser: Fredag er jawm al djam´a = dagen, hvor man samles (i moskeen) Lørdag er jawm al sabt = hviledagen, sabbaten (uanset, at den muslimske hviledag altså er fredagen). 5. "Wer bin ich? Bilmiyorum" Under overskriften "Isch Thomas Mann" bringer DIE ZEIT, nr 27 en artikel af B. Strassmann over et sprogligt fænomen, der ved første øjekast synes at give Thilo Sarrazin ret i, at "Deutschland schafft sich ab". Det drejer sig om en mærkelig blanding af tysk og tyrkisk, som - skal vi tro sprogforskeren Diana Marossek - også bliver taget i brug af etnisk tyske gymnasieelever. Fænomenet kaldes "Switchen" og finder sågar udtryk i digtningen. Artiklen citerer et digt af Murat Güver, der begynder med linierne: "Fühle mich Berbat/Bir eksiklik hissediyorum,/unzufriedenim". Oversat til tysk: " Fühle mich miserabel/ ich vermisse etwas,/Bin unzufrieden". Digtet slutter med linien: "Wer bin ich? Bilmiyorum" = Wer bin ich? Ich weiss nicht". Dårlig integration? Nej! Blot endnu et bevis på, at livet følger sine egne love. Og at disse til tider kan virke overraskende. Kort sagt: Thilo Sarrazin kan godt ta´ hjem og vugge! 6. Nazim Hikmets sidste digt Det bedste, jeg tog med hjem fra min Istanbul-rejse? Det er nok dette digt: Gelsene dedi bana Kalsana dedi bana Gülsene dedi bana Ölsene dedi bana. Geldim Kaldim Güldüm Öldüm. Det er Nazim Hikmets sidste digt, kan jeg læse i en bog 2), jeg har købt i en tysk-tyrkisk boghandel på Istiklâl Caddesi, ganske få skridt fra Galata-tårnet. Det lille digt virker som en balsam for sjælen ovenpå de frustrationer, jeg har udsat mig for under mit forsøg på at åbne en breche i det tyrkiske sprogs mur. Ud over at være smuk, er Hikmets tekst nemlig totalt fri som for de agglutinerende orddannelser, som er så typiske for tyrkisk. Gelsene er i øvrigt imperativ af gelmek, som betyder at komme. Ligeledes imperativer er kalsana, gülsene og ölsene - afledt af henholdsvis kalmak/blive, gülmek/le, ölmek/dø. Geldim, kaldim, güldüm, öldüm er også afledt af de samme verber. De betyder: jeg kom, jeg blev, jeg lo, jeg døde. 7. Atatürk I samme boghandel (Türk. alman. Kitabevi) får jeg øje på en stak Atatürk-biografier fra den smukke rororo-serie. Jeg køber et eksemplar. Atatürk betyder tyrkernes far. Hans oprindelige navn lød Mustafa Kemal. Han var fra Thessaloniki, en by, som siden 1912 (atter) er græsk. Atatürks liv og gerninger er det skinbarlige bevis på, at historiens løb påvirkes (også) af andre kræfter end økonomien. Atatürk har været lige så afgørende for Tyrkiets historie som Peter den Store for Ruslands. Ud over at være en usædvanlig dygtig hærfører satte han sig for at europæisere Tyrkiet - ved at gennemtvinge reformen af alfabetet og afskaffe kalifatet. I dag melder det store spørgsmål sig, hvorvidt Atatürks bestræbelser kronedes med held. Svaret må være et uforbeholdent ja, om end Atatürk lige nu kunne se ud til at blive indhentet af både kalifatet og økonomien. 8. En lille parentes om nostalgikere A propos kalifatet: Alle dem, der græmmes over IS, ISIL eller Daesh (det sidste må være den amerikaniserede forkortelse af det arabiske: Davla Islamiya= islamisk stat) burde lige betænke, at fænomenet er den islamiske pendant til zionismen. Var zionismen ikke drømmen om at genetablere det hedengangne Israel, der omkring år 0 var blevet erobret af romerne? Og blev drømmen ikke til en realitet takket være Rotschilds penge og en masse frivillige krigere fra blandt andet Danmark ? 3) Drømmerne bag Islamisk Stat vil jo genoplive Kalifatet, som Atatürk gjorde kort proces med engang i 1920´erne. Dog kommer pengene denne gang fra mere eller mindre kendte donorer med base i Golf-staterne. Og hvad de frivillige angår, kommer de alle mulige steder fra - inklusive Danmark. 9. Atatürk, Allah og halvnøgne damer Men tilbage på sporet. En af de sidste aftener under vores ophold spiser Ingeborg og jeg i en lille restaurant tæt ved Hagia Sophia, eller Aya Sofia, som det hedder på tyrkisk. Maden er ikke noget at råbe hurra for - men stedet er interessant på grund af en sjælden opstilling, der signalerer et af de talrige paradokser, der er typiske for Istanbul. Der er for det første et bemærkelsesværdigt Atatürk-billede. Medens Atatürk i reglen bliver fremstillet i en martialsk attitude, bliver han her vist i profil og med et himmelvendt blik. Eller rettere: Hans blik er rettet mod opstillingens andet komponent: et aflangt billede, hvor ordene Allah og Mohammed er stavet på arabisk, i forgyldte bogstaver og på en sort baggrund. Men det allerbedste er en film, der kører på et tv-apparat lige under de to billeder. Den viser halvnøgne damer, som afløser hinanden i en endeløs kavalkade af reklamespot. Med andre ord: Atatürk siger god for Allah og Mohammed, der alle i skøn forening siger god for den fagre globaliserede verden, som Istanbul er en del af: på trods af - eller (måske) takket være - de mange damer i sort niqâb, der udgør et stærkt iøjnefaldende indslag i Istanbuls gader. 10. Istanbuls nye aristokrati I Istanbul vrimler det med vestlige turister. Men det er netop damerne i sort niqäb og deres pengestærke mager, der udgør det nye aristokrati. Hvordan det kunne gå til, fremgår af en interessant artikel ved Lasse Ellegaard. Den kan læses her:
Noter 1) Herodots Historie, Bog 1, Oversat af Thure Hastrup og Leo Hjortsø,1979,s. 21 2) Nazim Hikmet, das schönste meer ist das noch nicht befahrene, 2014 3) Søren Espersen, Israels selvstændighedskrig - og de danske frivillige, 2007
26.oktober 2014
|