|
Kristne lande Regeringens erklæring om, at Danmark er et kristent land, er lige så intetsigende som en eventuel påstand om, at Europa er et kristent kontinent. Skal ligningerne "DK=kristent land" / "Europa=kristent kontinent" blive nogenlunde meningsfyldte, er det nødvendigt at få afklaret, hvad ordet kristen betyder. Betyder det, at man tror på reinkarnation? på Jesus´ opstandelse? på, at han er Guds søn? Eller skal parolen "Danmark er et kristent land" snarere opfattes som en freudiansk fortalelse, der udsiger lige præcist det modsatte af ordenes pålydende? Altså: Danmark er ikke et kristent land. Lidt (med omvendt fortegn) i slægt med de ord, Nixon udtalte under Watergate-affæren : "I am not a crook". Men hvad er kristendommen i det hele taget for en størrelse? Er den frihedens religion? nationens? imperiets? Er Marine Le Pen kristen? Er Søren Krarup? Inger Støjberg? Viktor Orbàn? Vladimir Putin? Donald Trump? Over for de mange spørgsmål, der uvægerligt melder sig, når det er kristendommens væsen og uvæsen, der er på tapetet, vælger jeg at gå historisk til værks, idet jeg indledningsvis definerer kristendommen som en dynamisk syntese af tre komponenter: en mellemøstlig opfindelse (monoteismen), græsk kultur og romersk statstænkning. En syntese, der afspejler sig i det latinske Christus/Kristus, der er afledt af græsk Christós, den salvede, og hvem er den salvede? Den jødiske Messias. Jødisk og jødisk. Ved en hurtig surfing hen over det gamle Testamente viser det sig, at Bibelens mest prominente Messias-skikkelse (se Esajas 45,1) er den persiske feltherre Kyros, der indlægger sig to mindeværdige fortjenester ved a) at befri hebræerne /jøderne fra det babylonske fangenskab (586-538 f.v.t.) og b) at bibringe dem sin monoteistiske verdensanskuelse. (Bernard Lewis,40) Han er nemlig zoroastrianer. Men var hebræerne/jøderne ikke monoteister i forvejen? Næh, ikke så meget at det gør noget, fremgår allerede af 1 Mos 1, som på hebraisk lyder "Bereshit bara elohim et ha-shamayim ve´et ha-´arets= I begyndelsen skabte guderne (elohim) himlen og jorden". Elohim er nemlig flertal af El, den kana´anæiske gud, der er på spil flere steder i det gamle Testamente uden at man altid kan blive klog på, om han er OK eller ej. (Piergiorgio Odifreddi, 12) Før Messias Her er det måske på sin plads at erindre om, at menneskets allertidligste religiøse forestillinger var en blanding af undren og rædsel over den lunefulde natur. Langsomt gryede imidlertid tanken om, at der var guder til. Guder, som man skulle stå på god fod med. Eventuelt via menneskeofringer. Et vidnesbyrd om disse guders gøren og laden er kommet til os takket være opdagelsen af det ugaritiske epos om Ba´al. Ugarit (hvis ruiner ligger 10 km nord for den syriske by Latakia) var i tidernes morgen et magtfuldt centrum for handel, kultur og religion, mens Ba´al - oplyser religionshistorikeren Niels Peter Lemche,1988 (141) - var en "ustabil" guddom, der i en vis periode var "død", i en anden "konge". "Når Ba´al var død, vansmægtede landet, og hans søster Anat ledte efter ham for at vække ham til live". Det kunne i øvrigt også ske, at Ba´al og Anat (som de frugtbarhedsguddomme, de nu engang var) på incestuøs vis parrede sig, idet de antog skikkelsen af henholdsvis ungtyren og kvien. Men er det ikke pudsigt, at denne ungtyr også dukker op i et af Old-Grækenlands tidligste sagn, hvor den gør sig lækker (Roberto Calasso,12) over for den levantiske prinsesse Europa ? Som alle ved, er tyren i denne historie imidlertid ikke Ba´al, men Zeus, hvilket rejser det spændende spørgsmål, om den kan være begge dele: En Ba´al-Zeus så at sige eller en Zeus-Ba´al, om man vil, og hermed et levn efter den periode i Europas ur-historie, hvor grænserne mellem den semitiske verden og den minoiske lod til at være temmelig udviskede. (Annette Højen Sørensen,29) Bemærk endelig, at denne tyr også optræder i 2 Mos 32, hvor dens gyldne kontrafej opstilles som konkurrent til snart Elohim snart Jahve - til stor ærgrelse for Moses, der må pile op og ned ad Sinai for at please sine nidkære generaldirektører. Hvor om alting er: disse frugtbarhedsguder, hvad enten de nu hedder Ba´al, El, Elohim, Ashera og Astarte, er allesammen aktive i hebraisk/jødisk sammenhæng. Biblen beretter således. at den vise kong Salomo (1 Kong 11), i sin alderdom flipper helt ud, og for at tækkes sine mange udenlandske koner og friller (der foruden Faraos datter talte moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske kvinder) bygger templer til ære for snart den ene snart den anden af deres fremmede guddomme. Hvorefter den stiktossede Jahve siger til Salomo: " Fordi du bærer dig sådan ad og ikke holder min pagt og mine love, som jeg har pålagt dig, vil jeg rive kongeriget fra dig og give det til en, der er i din tjeneste..." . Og ganske vist. Efter Salomos død bliver hans rige splittet op i to dele, Israel i nord og Juda i syd. Hvilket rejser det nervepirrende spørgsmål, om Salomo var israelit, hebræer eller jøde. Han var vel alle tre ting på én gang, samtidig med, at han - ifølge de nyeste arkæologiske fund - mest var noget helt fjerde, nemlig en skrøne. Det Gamle Testamente som skrønernes holdeplads Javist: en skrøne. Det er den drøje sandhed om Salomo, hans far David, deres forenede kongerige og hele baduljen af deres samlede forfædre med kameldriveren Abraham i spidsen. Abraham har ikke alene det problem, at hans kone Sara bliver med barn, da hun har rundet de 90. Han må også slås med den kendsgerning, at kamelerne (1 Mos 12 16) på hans tid ikke var blevet tæmmet endnu. Nyere forskning peger desuden på, at israelitternes udvandring til det forjættede land hverken bekræftes af arkæologiske fund eller skriftlige kilder - hvis man altså ser bort fra Det Gamle Testamente, der som historisk kilde er lige så vandtæt som en si. (Niels Peter Lemche, 2008, 146-194) Den amerikanske religionshistoriker Thomas L. Thompson skriver: "Når det handler om Palæstinas historie i perioden fra 1250 til 586 f.v.t., skal alle de traditionelle svar angående ´Israels´ fødsel og udvikling anses for uholdbare. Patriarkerne fra Første Mosebog savner ethvert historisk belæg. Det samme gælder påstanden om, at ´Israel´ allerede var et folk før indvandringen til Palæstina (...) Der har aldrig nogensinde eksisteret et forenet kongedømme, som regerede fra Jerusalem (...) Historisk set delte hverken Jerusalem eller Juda nogen fælles identitet med Israel før hasmonæerners styre i den hellenistiske periode" ( The Mythic Past, s. 190). Et par ord om hellenismen Da macedoner-kongen Alexander - senere kaldet den Store - i 334 f.v.t. indledte sit felttog mod Perserriget, igangsatte han en omvæltning af dimensioner, der i eftertidens øjne viste sig at være verdensomspændende. I løbet af 11 år erobrede hans hære et område, der fra Grækenland og Mellemøsten nåede helt op til Afghanistan og det vestlige Indien.Overalt i disse nyerobrede områder blev der etableret skoler og institutioner med det formål at udbrede græsk sprog og kultur. Denne græciserings-proces, der nutildags går under navnet hellenisme, kom til udtryk i grundlæggelsen af en række byer, som den unge feltherre opkaldte efter sig. Afghanske Kandahar er en af disse mange Alexandria´er. Den berømteste af dem opstod imidlertid ved Nildeltaen. Den skulle blive til Antikkens New York. I det hele taget er det ikke helt forkert at betegne hellenismen som modernitetens før-premiere. Romerrigets kultur var på mange måder den latin-sprogede efterligning af hellenistiske modeller. Hverken den sene jødedom eller kristendommen + islam kan forstås løsrevet fra den kulturrevolution, der blev sat i værk af Alexander. Hvad specifikt angår jødedommen, så blev den i den hellenistiske periode dybt påvirket af græsk tænkning. Det er sandt, at der i Juda under hasmonæerne/makkabæerne (ca. 150-70 f.v.t.) opstod den forestilling, at troen på Jahve var jødisk monopol. Det er også sandsynligt, at store dele af Det Gamle Testamente fandt deres endegyldige redaktion netop i Jerusalem under makkabæernes nationalistiske styre. Men det ville være et udslag af "talebansk" snæversyn at glemme, at der også var en jødedom udenfor Jerusalem og Judæa - i blandt andet Babylon, Rom og især Alexandria. ( Thomas L. Thompson, 199) Alle disse byer husede blomstrende jødiske kolonier. Mindst 100 år før Jesus blev de 5 Mosebøger oversat til græsk i Alexandria. Dette oversættelsesarbejde (kendt som "Septuaginta") var en af de vigtige forudsætninger for, at både jødedommen og dens aflægger - kristendommen - forholdsvis let kunne spredes over Romerriget. Husk endelig, at hellenismen var langt mere end en ren og skær græciserings-proces. Den var i langt højere grad en syntese mellem sen-græsk kultur, Mellemøsten og den romerske verden. Hvad der skete i forhold til Mellemøsten, var makro-historisk set blot en ajourføring af kulturudvekslinger, der var sket i tidernes morgen. Sagnet om Ba´al-Zeus, der indynder sig hos prinsesse Europa for senere at bortføre hende til Kreta, var den frivole omskrivning af den kolossale kulturelle eksport-flow, der gik fra Mellemøsten til Grækenland, med sidstnævnte i rollen som forarbejdende videreudvikler af alskens know how. Fra Messias til Christós Men det vigtigste er selvfølgelig, at der ikke ville være nogen kristendom uden Jesus. Ifølge den tyske filosof Karl Jaspers var Jesus - sammen med Sokrates, Konfutzius og Buddha - en af menneskehedens store retningsvisere( Karl Jaspers, 186-228). Jesus (Joshua) blev født i Nazareth i det nordlige Palæstina omkring år 4 f.v.t. (NB! Ikke i Betlehem, som det står både i Matthæus-evangeliet og i Grundtvigs salme ). Hans land, der længere før i tiden havde været egyptisk, assyrisk, babylonsk, persisk, makedonsk-ptolemæisk, makedonsk-seleukidisk, samt teokratisk jødisk under Makkabæernes præste-konger, hørte siden 67 f.v.t. direkte under Roms styre. Omkring Jesus ´ fødsel var Rom de facto blevet et imperium.Efter en udmattende borgerkrig tilhørte magten Julius Cæsars adoptivsøn Octavian (Augustus). Denne begavede pragmatiker og manipulator havde en veludviklet næse for myternes magt. Hans største myteskaber blev Vergil, som i "Æneiden" promoverede det romerske styres meritter ved at fortælle om Roms sagnomspundne grundlægger Æneas, en ætling af selveste kærlighedsgudinden Venus. Derved gjorde Vergil romerne til kærlighedsfolket - (hvilket man selvfølgelig kan grine ad, dog bør man ikke glemme, at Grundtvig 1800 år senere vil gøre ham kunsten efter - med danskerne i romernes rolle ). Vergils lyrisk-episke værk gjorde imidlertid ikke synderligt indtryk i Jerusalem og omegn, hvor en konkurrerende skrøne - troen på Messias - , havde udvirket noget, der grænsede op til massehysteri. Messias-prætendenterne, som i den periode udfordrede de Rom-venlige farisæere, var legio. Blandt dem var der især to, der bliver husket af eftertiden: Johannes Døberen og Jesus (Per Bilde). Agtede Jesus at anstifte et væbnet opstand mod romerne? Evangelierne er tvetydige om dette spørgsmål. Det er derimod temmelig sikkert, at romerne henrettede ham som jødernes selvudråbte konge. Skiltet INRI, der kan læses øverst på mange kristne kors, står for: Jesus Nazarenus Rex Judaeorum(=Jesus fra Nazareth Jødernes konge). Jesus var og er en eksplosiv magt, som kirkerne forgæves forsøger at dæmpe. Han er oprørets mand. Således Karl Jaspers. Kristus er en helt anden person, opfundet af Paulus. Han er systemets mand. Kristendommens alternative treenighed: Paulus, Konstantin, Theodosius Paulus stammede fra byen Tarsos i det sydøstlige Tyrkiet tæt ved grænsen til Syrien. Han hed oprindeligt Saul, var jøde, farisæer, græsk-talende, romersk statsborger og alt i alt et typisk produkt af den hellenistiske kosmopolitisme, der var typisk for Romerriget på hans tid. Han blev sandsynligvis født mellem år 1 og år 5 i v.t. (Badiou, 16) I begyndelsen var han arg modstander af de kristne, men efter en traumatiserende omvendelse på vej til Damaskus, blev han kristendommens ivrigste udbreder, eller - måske - slet og ret - dens grundlægger. Paulus har en stor stjerne hos den franske filosof Alain Badiou, der lovsynger hans universalisme. Paulus´ universalisme er imidlertid et typisk hellenistisk produkt. Paulus står med andre ord i gæld til de græske tragikere, Sokrates, Platon, kyniske og stoiske tænkere samt (hvorfor ikke?) Vergil. En helt anden ting er, at kristendommen sandsynligvis ikke ville have fået et ben til jorden uden den massive militær-teologiske støtte fra to af romerrigets helt tunge drenge: Konstantin og Theodosius. Begge indså kristendommens potentiale som totalitær ideologi med Kristus som "pantokrátor"(= total hersker) og kejseren som hans stedfortræder på jorden. Lige et par spørgsmål:Hvem forestod konciliet i Nikæa, der anno 325 udfærdigede trosbekendelsens første udgave? Det gjorde kejser Konstantin. Hvem forestod konciliet i Konstantinopel, som i 381 stadfæstede trosbekendelsens anden udgave? Det gjorde kejser Theodosius. Sidstnævnte indlagde sig desuden den tvivlsomme fortjeneste at gøre kristendommen til Romerrigets eneste tilladte religion. Konstantin og Theodosius har jeg allerede kort omtalt i "Arius, gaflen og treenigheden". Her vil jeg nøjes med at understrege, at begge på afgørende vis har bidraget til kristendommens sejr. Et forhold, som det er lykkedes den kristne propaganda behændigt at fortrænge. Især hvad angår Theodosius. Hvorfor sejrede kristendommen? Kristendommen er uden skygge af tvivl Europas og Vestens vigtigste funderings-myte. Men hvilken myte! Ateister som Bertrand Russell, Christopher Hitchens, Giorgio Odifreddi, m.fl., der hæfter sig ved den kristne tros mangel på rationalitet, overser, at en myte er irrationel per definition. Men kristendommen er en myte af enorm rigdom, kompleksitet og smidighed. Politisk set er det således bemærkelsesværdigt, at kristendommen er imperiets religion i Konstantinopel, fyrstens og senere nationalstatens religion med Martin Luther, den kapitalistiske republiks med Calvin, slaveejernes i USAs sydstater og i apartheidstidens Sydafrika, men også frigørelsens religion med Martin Luther King. LITTERATURLISTE - Alain Badiou, Saint Paul - The Foundation of Universalism,2003 (oversat fra:A.B.,Saint Paul, La fondation de l´universalisme, 1997 - Per Bilde, En religion bliver til, 2001 -Roberto Calasso, Gudebryllup,1990 - Peter Fibiger Bang, Hvor er Rom i den globale historie?, Weekendavisen, Ideer 14-8-2015 -Karl Jaspers, Die grossen Philosophen, 1957 -Karsten Friis Johansen, Den europæiske filosofis historie,I, 1991 -Niels Peter Lemche, Det gamle Israel, 1988 -Niels Peter Lemche, Det gamle Testamente mellem teologi og historie,2008 (2.oplag, 2011) -Bernard Lewis, Mellemøstens historie i de seneste 2000 år, 1998 - Diarmaid MacCulloch, A History of Christianity, 2009 -Piergiorgio Odifreddi, Perché non possiamo essere cristiani (e meno che mai cattolici), 2007 -John M. Roberts, Verdenshistorie, 1998 -Annette Højen Sørensen, Europas dannelsesrejse - det minoiske Kretas rolle i kulturhistorien, i : Antikkens verden, 2010 -Thomas L. Thompson, The Mythic Past - Biblical Archaelogy and the Myth of Israel, 1999 31.1.2016 |