DER ER INGEN KAVIAR I RELIGIONEN (2004) - 1.del

En kritik af " I krigens hus. Islams kolonisering af Vesten" ved Helle Merete Brix, Torben Hansen og Lars Hedegaard, Hovedland 2003

I efteråret 2003 udgav Helle Merete Brix, Torben Hansen og Lars Hedegaard "I krigens hus.Islams kolonisering af Vesten". Professor Bent Jensen fandt bogen veldokumenteret. Dette må enten skyldes professorens legendariske skyklapper eller en bastant uvidenhed om islam.

For "I krigens hus" er et historieløst makværk, der bygger på den senmoderne genkomst af tre gamle -ismer:
vulgærmarxismen, imperialismen og fundamentalismen.

Indholdsfortegnelse:

1 -Konflikt eller virvar?
2 -Brix & co.´s destruktive forenkling
3 -Brix & co.´s tre ideologier: nyvulgærmarxismen, nyimperialismen, nyfundamentalismen
4 -Nogle eksempler på Brix & co.´´s historieskrivning
5 -Ulema og imamer
6 -Ulema - et flertydigt begreb
7 - Islams byzantinisering
8 - Brix & co.´s teoretiske ballon brister med et brag
9 - Hvad er islamisme?
10-Islamismen som religiøs manifestation
11 - Islamismen som politisk ideologi og som resultat af alliancesystemets sammenbrud
12 -Brix & co.´s mentale ramadan
13 -Sharia, umma, jihad
14 - Brix & co´s nylogik
15 - Islam - en højreekstremistisk bevægelse (?)
16 - Brix & co´s fortielser
- Afskedssalut
- Litteraturliste
- Noter
- Der er ingen kaviar i religionen
 

 1-KONFLIKT ELLER VIRVAR?

Det skorter ikke på seriøse fremstillinger af islams kultur – både på dansk og de europæiske hovedsprog. Læser jeg dem og især Johannes Pedersens Islams kultur (1928), som jeg sætter højest  på grund af dens sjældne blanding af nøgternhed, klarhed og viden, møder jeg en kultur, som bestemt har sine skyggesider, men som også har haft en fantastisk blomstringstid, der er kommet Europa til gode.
  Det var en opgangsperiode, som vore dages islam ganske vist kun frembyder en bleg afglans af. Men den varede længe: fra ca. 800 til ca. 1200. Den dybe påvirkning, den har udøvet på europæisk kultur, kan på mangfoldig vis aflæses i de fleste europæiske sprog. Selv et nordeuropæisk sprog som dansk  rummer en lang række ord, der kommer fra arabisk. Det drejer sig om ord, der berører så forskellige felter så som matematik (algebra, algoritme, ciffer), kemi (alkymi, alkohol, talkum), handel (magasin, tarif, karat, tara),gastronomi (marcipan, sirup, sorbet, sukker, spinat, abrikos), søfart (admiral), teknologi (arsenal) og musik (lut).
På italiensk støder vi desuden på alambicco (destillationsapparat), fondaco (lager), avallo, (vekselgaranti) , zero (nul), zecca (møntanstalt), darsena ( havnebassin), nacchera (kastagnet), limone (citron), arancia (appelsin), melanzana (aubergine), dogana (toldkontor).
   Det ville sprænge  nærværende skrifts spinkle rammer blot nødtørftigt at redegøre for den påvirkning, arabisk kultur har udøvet på den europæiske middelalder. Men én ting skal nævnes: påvirkningen  blev overmåde inspirerende, fordi islams kultur, der i dag af nogle beskrives som dæmonisk, blev i middelalderen oplevet som nært beslægtet med den kristne.

Og med rette, fordi islam hvilede og hviler på de samme grundpiller, som europæisk kultur hvilede og stadig hviler på.

Jeg taler om jødedommen og den græsk-romerske kulturarv.

  I den første hentede islam sin monoteisme, i den anden fandt den en uvurderlig kulturskat fra alskens vidensområder.

  At denne kultur havde en blomstringsperiode, der strakte sig over 4 århundreder, dvs. et tidsrum, der dækker afstanden mellem os og Christian d.4., rejser to store og brandaktuelle  spørgsmål: hvordan kunne det gå til, at en sådan kultur blev mulig inden for rammerne af en religion, som mange ynder at betegne som snæversynet og fanatisk?  Og hvorfor forfaldt den så dramatisk?
   Svaret på begge spørgsmål ligger i, at islam er en yderst kompleks størrelse, som kun (ny)imperialismens demagogi forsøger omsonst at reducere til religiøs fanatisme. Desuden har denne kompleksitet  i århundreder interageret med den anden komplekse størrelse, vi kalder historie.  Den historie – vel at mærke – som Vesten er en del af.
  At forholde sig nogenlunde nøgternt til begge disse komplekse størrelser – islam og den historie, som Vesten og islam er involveret i, er blevet næsten umuligt, efter at Vesten og islam er begyndt at se på hinanden gennem magtpolitikkens briller.
For hundrede/hundrede og halvtreds år siden skyldtes denne optik, at de fleste islamiske lande var endt som  europæiske kolonier : i dag er den koloniale og kolonialistiske optik blevet tilsløret af myten om en konflikt mellem Vesten og islam. Ifølge mange (inklusive forfatterne til ”I krigens hus”) skulle denne konflikt være fremprovokeret af, at den islamiske gejstlighed (ulema og imamer) er (blevet)  besat af politikkens dæmon.

Denne mytologiske fremstilling skjuler følgende realiteter:

1.Geopolitisk set udgør den såkaldte konflikt mellem Vesten og islam den kortvarige intermezzo inden tæppet går op for den reelle konflikt: den mellem USA og Kina

2.Den såkaldte konflikt mellem Vesten og islam består af postkolonialistiske kvababbelser, som er kommet i udbrud efter Murens fald ( det er symptomatisk, at vor tids improviserede islam-eksperter undgår omhyggeligt at gøre  opmærksom på, at islam før den dato var noget, de færreste vesterlændinge interesserede sig for . Den af medierne overoppustede  Rushdie-sag kommer i 1989 – samme år som Murens fald – betegnende samt  belejligt nok - især for våbenindustrien)

3.Vesten og islam er lige dygtige til at misbruge religionen i politisk øjemed. Forskellen er, at islamisterne virker primitive, fordi de påberåber sig Allah, hvorimod Vesten (hvis man altså ser bort fra George W. Bush’s selvopfattelse som Guds udsendte) er mere sofistikeret, idet det omskriver Faderen, Sønnen og Helligånden til den nidkære og yderst aggressive treenighed  Modernitet, Demokrati og Frihed.

At der i løbet af de sidste 20 år har udviklet sig en ideologi, vi kalder islamisme (eller islamisk fundamentalisme), er et uigendriveligt faktum.
Dog burde den tænksomme iagttager overveje følgende punkter.

b)Islamismen opstår i en verden, der er totalt inddraget i Vestens indflydelsessfære. Khomeinis magtovertagelse i 1979 tager sig således mindre underlig ud, når man betænker, at ayatollahen vælter et styre –Shahens – som i 1953 var kommet til magten via et CIA- støttet statskup, der resulterede i at over 100.000 mennesker blev henrettet eller torteret af Shahens hemmelige politi SAVAK

c) Når Saudi Arabien i løbet af de sidste årtier har kunnet eksportere sin utrolig reaktionære udgave af islam – wahhabismen –, samt oprette i hundredvis af ultrapatriarkalske koranskoler i de vestlige lande,   kunne det ske, fordi Saudi Arabien indtager en privilegeret stilling i verdensøkonomien   og fordi samme land  gennem årene har været en af USA´´s trofaste støtter

d).Når Osama bin Ladens al Qaida i årenes løb kan udvikle sig til et yderst forgrenet terrornetværk, skyldes det i høj grad den sovjetisk-afghanske krig, som USA også deltog i – via økonomisk hjælp til og militær rådgivning af de islamiske mujahidin. En af dem hed Osama bin Laden.
Terrorens rødder er ikke kun islamiske : de er også vestlige
e) Og endelig har vi Israel. Når jeg synes, at ordet konflikt ikke er dækkende for forholdet mellem islam og Vesten, er det især fordi jeg med Israel in mente snarere vil betegne dette forhold som et virvar, der netop i Israel antager den højeste tæthedsgrad.  I Israel samles alle trådene i den komplekse sammenhæng, som islam og Vesten er involveret i.

         Nogle af dem er ældgamle.

Israel ligger midt i det område, som bør betegnes som Europas vugge.
Det oldgræske sagn om den libanesiske prinsesse Europa, som Zeus i tyreskikkelse bortfører til Kreta, dækker over en kulturrevolution af epokegørende dimensioner:  fønikiernes opfindelse af det alfabet, som blev stamfaderen til de forskellige alfabeter, som Iliaden, Ciceros taler, det Gamle Testamente, Evangelierne, Koranen og de nordiske runeindskrifter blev skrevet i.

Israel er også  det land, som indvandreren Abraham (han kom fra Ur – i det nuværende Irak ) valgte at bosætte sig i, den Abraham, hvem den ægyptiske trælkvinde Hagar fødte Ismael (1.Mosebog,16), stamfaderen til de arabiske beduiner, som byzantinerne netop derfor kaldte hagarener  (I krigens hus, s. 49). Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at ordet ”el” (Gud på hebræisk ) indgår både i ordet Israel og i ordet Ismael.

    Israel er desuden det sted, hvor Middelhavets og Mellemøstens ældste civilisationer mødes: fra den egyptiske til den assyriske, fra den babylonske til den persiske, fra den hellenistiske til den romerske.

  Israel er det sted, hvor Jesus fødes og dør på korset.
Det forjættede land bliver hermed til det Hellige Land.
     Israel var byzantinsk besiddelse, da araberne erobrede det i 636.
Set med korstogenes forvrængende optik, faldt det Hellige Land – korsfarernes Terra Santa – i de vantros hænder. Muslimerne ser anderledes på det: i deres øjne er Israel det sted, som ahl –ul- Kitâb anser for helligt: ahl ul Kitâb – bogens folk – er jøderne, de kristne og muslimerne. Muslimerne anser Jerusalem for en af islams hellige byer. Så sandt som Jerusalem på arabisk hedder  al Quds: det hellige.
Det er en lang historie. For at gøre den kort: omkring 1200  blev Israel  osmannisk (tyrkisk) område og forblev det indtil 1920, hvor det blev britisk mandat. Hvad der sker i Israel fra 1920 til vor tid er et utrolig speget historisk forløb, hvori (mindet om) holocaust udgør en af de mest problematiske komponenter. Hvad enten man anskuer holocaust som resultatet af den forråelsesproces, hvorved imperialismen udarter til totalitært herredømme (Hannah Arendt) eller som et patologisk udslag  af den udvikling, der går under betegnelsen modernitet (Zygmunt Bauman), er Israel  det sted, som på bedste vis anskueliggør, hvordan Vesten (=Europa+USA+Israel) og islam er to civilisationer, som er ude af stand til at tackle den skizofreni, de begge er blevet ramt af: skizofrenien mellem barbarisk vold og teknologisk ratio: Auschwitz, Hiroshima og 11.september 2001 fødes af den samme form for  vanvittig arrogance, som legitimerer ofringen af medmennesket ved at erklære det for umenneskeligt: Untermensch, brute eller kâfir(=vantro).

På denne baggrund er enhver tale om konflikt et stykke ublufærdig manipulation, som bidrager til  at forgifte en i forvejen bitter blanding af glemsel, had, misforståelser og dårlig samvittighed. I denne forstand er Israel ikke den fuldbyrdede utopi – fuldbyrdelsen af den umulige drøm om folket, der er kommet tilbage til det forjættede land -, men en dystopi: stedet, hvor de helligste minder blandes med det grufulde minde om et folkemord, som man nu søger at sone ved flere menneskeofringer. 

Hvad skal der gøres?

Den tyske sociolog Niklas Luhmann mener, at kompleksitet bør håndteres via en kompleks proces af iagttagelse og selviagttagelse. Kun derved kan kompleksitet reduceres på en konstruktiv måde.
Min hovedindvending mod ” I krigens hus” er, at den anskuer en yderst kompleks virkelighed gennem en optik, der bygger på princippet om den destruktive forenkling.
 

 2-BRIX & co.’s destruktive forenkling

”I krigens hus” baserer sig på to hovedteser:

ulema og imamer (der defineres som islams herskende klasse) har sat sig for at kolonisere Vesten ved hjælp af tre slagord: umma, sharia og jihad.
islam er en højreekstremistisk bevægelse.

Overfor disse påstandes åbenlyst forenklende karakter har nogle (f.eks. PEN-klubben) reageret ved at betegne dem som hadefulde og fremmedfjendske. Denne reaktion er forfejlet.

Derimod må det være rimeligt at påpege Brix & co.´s slående mangel på elementær historisk viden.

Brix & co. er ikke historikere, men ideologer.

De ideologier, som de tolker virkeligheden med, er nyvulgærmarxismen, nyimperialismen og nyfundamentalismen.

Nyvulgærmaxismen.

Som bekendt var vulgærmarxismen kendetegnet af en yderst reduktiv samfundsforståelse, hvor de komplekse sammenhænge, som Karl Marx havde belyst ved hjælp af den hegelske dialektik, skrumpede ind til intetsigende floskler såsom kapitalismen, klassekampen og den borgerlige kultur samt til et luftkastel som proletariatets diktatur.
   Vulgærmarxismen var desværre 70ernes hegemoniske ideologi og kom derved til at skabe det intellektuelle forfald, som muliggør dens senmoderne genkomst.
  Indirekte kom vulgærmarxismens kærlighed til floskelfyldte pseudoanalyser til også  at præge mange  borgerlige ideologer. I den forstand er en af Danmarks største frasemagere – Søren Krarup -  en fremtrædende vulgærmarxist.

    Brix & co. er senmoderne vulgærmarxister, fordi de på bedste vulgærmarxistisk vis pakker islams komplekse virkelighed ned i 4 kæmpe kasser: jihad, umma, sharia og ulema.
   

Nyimperialismen.

Imperialismen byggede hovedsageligt på to doktriner: raceteorien og udviklingslæren. Begge tjente til at støtte forestillingen om, at den hvide race  var den mest udviklede  og hermed  kaldet til at civilisere hele verden.
I ”I krigens hus” dukker begge teorier op dels fordi Ernest Renan, en af de største autoriteter, bogen støtter sig til, havde et prekært forhold til raceteorien, dels fordi udviklingslæren er en af  bogens implicitte præmisser.

   Om Ernest Renan virkelig var racist er  et problem, de lærde strides om.Det er imidlertid et faktum, at racebegrebet spillede en stor rolle i hans forestillingsverden. Det er derfor ikke helt uberettiget, at  Hannah Arendts i   ”The Origins of Totalitarianism”( 1951) nævner ham  side om side med to af racismens førende teoretikere: Herbert Spencer og  Arthur de Gobineau.

   Selv vil jeg ikke tøve med at betegne Renan som  eurocentrisk imperialist. Det gør jeg    bl.a. med udgangspunkt i  hans bog ”Averroès et l’averroisme” (1852), hvor  racebegrebet (samt et temmelig frigjort forhold til historiske fakta) understøtter forestillingen om, at ”det europæiske liv er menneskehedens sande liv” (”Averroès, cit, s.12).

Angående udviklingslæren skal den ikke forveksles med darwinismen.
Charles Darwin udgav ”On the Origin of Species” i 1859. Udviklingslæren optræder allerede i  1850. Det sker i Herbert Spencers “Social Static”, hvor vi støder på dette interessante udsagn:” Uden at bekymre sig om eventuelle lidelser, må de kræfter(=imperialismen,PC) der arbejder på den totale lykkes projekt udrydde de sektorer af menneskeheden der står i vejen for dem…Hvad enten det er et menneskeligt væsen eller et dyr – hindringen må fjernes”.(citeret efter: Sven Lindqvist, Udryd de sataner, 1992, s. 18)
  I  Brix & co.’s bog viger udviklingslæren pladsen for en hyldest til den rationelle modernitet. Vel at mærke: hyldesten  kommer til udtryk  i tesen om, at islam er noget skidt, fordi den er præget af en ”halv modernitet”(s. 101 flg.), hvilket svarer til at fremstille Vestens ”hele” modernitet  som det absolutte  Gode. Det drejer sig imidlertid om et postulat, der ser stort på de overvejelser, Zygmunt Bauman gør sig vedrørende sammenhængen mellem modernitet og Holocaust.  ”Uden den moderne civilisation og dens centrale og grundlæggende frembringelser ville der ikke kunne tænkes noget Holocaust” (Z. Bauman, Modernitet og Holocaust, 1994, s.123)

  Hertil to bemærkninger:

1.Brix & co. adskiller sig fra de muslimske helligkrigere  ved at sidstnævnte kæmper i Allahs navn, hvorimod de tre forfatteres kampråb er moderniteten – den sekulariserede guddom, i hvis navn alt er tilladt

2.Brix & co. ’s modernitetscredo falder perfekt i tråd  med de sidste udsagn fra Søren Krarups side: hvor han i ”Det moderne sammenbrud” (1984) anså moderniteten for noget dæmonisk, omdøber han den  nu til den ”udvikling”, hvorved de europæiske lande overtrumfede den ”dæmoniske” islam i perioden fra 1700 og op til 1.Verdenskrig. (jf. kronikken ”Den kandiserede virkelighed” i Politiken 15.10.04). Da denne periode er lig med imperialismens (og modernitetens)tidsalder, må man endnu engang konstatere, at ”panta rei” – alting bevæger sig og Krarups dæmonier gør det sandelig også.
Endelig bekræftes Brix & co.s nyimperialistiske indfaldsvinkel af deres litteraturliste. Denne har kunnet imponere selveste professor Bent Jensen, der  har karakteriseret ”I krigens hus” som veldokumenteret. (Jyllands-Posten 10.10.2003)
   Professorens legendariske skyklapper forhindrer ham åbenbart i at se noget ganske oplagt: de fleste af de publikationer, Brix & co. refererer til, stammer fra USA og er udgivet efter 1991, det år, hvor  Golfkrigen  skaffede  USA   en ny fjende nummer 1: den islamiske verden. Til stor glæde for våbenfabrikanterne og deres ideologiske underleverandører: de improviserede islameksperter, som bl.a. tæller den mystiske   Ibn Warraq og hans kvindelige pendant Bat Ye’or –  de hyppigst citerede blandt Brix & co’s kilder.

Nyfundamentalismen.

Hvor nyvulgærmarxismen udgør bogens metodologiske værktøj, og nyimperialismen virker som dens bærende ideologi, leverer nyfundamentalismen den version af islam, som er bagstræberisk nok til at kunne fungere som det barbariske modstykke til den rationelle modernitet.
Det må hertil bemærkes, at fundamentalismen ude i det virkelige liv optræder i mange varianter, der spænder fra den khomeinistiske til den qutbistiske, fra Libanons Hizbollah til den palæstinensiske Hamas for ikke at glemme dens mest afskyelige fremtrædelsesform: GIA’s algierske morderbander.(GIA= Groupes islamiques armés)
En af de mest problematiske aspekter ved ”I krigens hus” består i, at alle fundamentalismens varianter bliver nævnt, men kun som tilfældige brøkdele i en sludrende pærevælling, hvor intet er glemt og intet defineres. Det er en særdeles manipulerende fremgangsmåde, der ender som rent plattenslageri, når denne højst diffuse fundamentalisme gøres lig med islam.
  Plattenslageriet hæver sig til virtuositet, når sammensuriet islam+fundamentalisme bliver taget til indtægt for de uhyrligheder, som er blevet begået af de nyfundamentalistiske taliban.
”Kun islams historie tæller” kan man læse øverst på side 125 i bogen. Hermed får læseren påduttet det aldeles ahistoriske indtryk, at al førislamisk historie er et lukket kapitel i islamiske lande: rent bortset fra, at indtrykket bliver modsagt af de velbevarede oldgræske og hittitiske ruiner i Tyrkiet, af de assyriske levninger i Irak  samt af de romerske rester i Tunesien og Marokko –  geråder forfatterne i en kæmpe selvmodsigelse, når de på samme side omtaler den egyptiske forfatters Naguib Mahfuz’tale ved templerne i Luxor.  Påstanden på side 125 begrundes med talibans ødelæggelse af de ældgamle Buddha-statuer, som – hævder forfatterne -  kunne retfærdiggøres  direkte udfra sharia. Her burde den tænksomme læser spørge sig selv, hvordan og hvorfor Buddha- statuerne ikke havde lidt overlast i alle de århundreder, hvor Afghanistan havde været et muslimsk land – før taliban.
  Problemet ved Brix & co. er at de  udskifter den reelle islam med det billede af islam, som har taget bolig i talibans hoveder.
Med andre ord: Brix & co. ser på islam med nyfundamentalistiske øjne.

4- NOGLE  EKSEMPLER  PÅ  BRIX & CO.´´s HISTORIESKRIVNING

Eksempel 1

På side 10 i deres bog kan vi læse:

”I den danske debat synes at herske den forestilling, at den islamiske stat – altså det tidspunkt, hvor den demokratiske samfundsorden bliver erstattet af en islamisk, og hvor landet bliver indlemmet i Dar al-Islam, Islams Hus – må afvente et muslimsk befolkningsflertal i landet. Men sådan har islam aldrig spredt sig. Fra de første kaliffers tid og til vore dage har ekspansionsmønstret været, at man skaffede sig kontrol over territorier og mennesker i Dar al-Harb,Krigens Hus, ved hjælp af få militære styrker og et beskedent antal bosiddende muslimer. Således kunne man med en forholdsvis ringe indsats undertvinge den omkringboende flertalsbefolkning. Muslimerne erobrede Egypten i 641 ved hjælp af 4.000 ryttere, og i mange hundrede år var muslimernes andel af den egyptiske befolkning  næppe større end deres nuværende andel af forskellige europæiske”

Den citerede passage indtager en central placering i bogens argumentation, idet den fremsætter tesen om, at selv et beskedent antal muslimer skulle være i stand til at kolonisere et område, og samtidig belægges  denne tese  ved hjælp af en historisk præcedens.
     Men holder sidstnævnte vand? Svaret er nej!
Jeg ved ikke, hvorfra forfatterne har hentet oplysningen om de 4.000 ryttere, men selv om man antager, at den er rigtig, forbliver forfatternes fremstilling uvederhæftig, eftersom den fortier de helt specielle omstændigheder ved arabernes erobring af både Egypten og andre langstrakte områder, som hørte under det Byzantinske Rige eller det iranske sasanidiske Rige.
   Forfatterne udelader den vigtige oplysning om, at disse stormagter –  på mange måder senantikkens svar på USA og Sovjet – var stærkt svækket af indbyrdes stridigheder samt af den konstante trussel fra de fjendtlige stammer (germanere, slaver, hunner og tyrker), der pressede ved deres nordlige og østlige grænser. Arabernes hurtige fremrykning skyldtes altså ikke ”islams dæmoniske væsen” – for nu at bruge Søren Krarups formulering -, men bl.a. de  germanske folkevandringer, som havde ført  til Vestroms  afvikling  og havde skaffet Østrom mange problemer på halsen.
   Den romersk-byzantinske svækkelse var imidlertid kun én af grundene til, at araberne havde så let ved at erobre Byzans’  mellemøstlige og nordafrikanske besiddelser. En anden vigtig årsag (som heller ikke nævnes af Brix & co.) var af religiøs karakter: befolkningerne i de nævnte områder var kristne af den monofysitiske retning og blev forfulgt af den byzantinske kejser, som hyldede de monothelitiske anskuelser, der var blevet knæsat ved Konciliet i Kalchedon (år 451).
  Lokalbefolkningerne hilste derfor muslimerne som befriere.

 Eksempel 2

Et andet eksempel på den letfærdige måde, hvorpå ”I krigens hus” omgås historiske fakta, møder vi på side 33, hvor der står, at

” middelalderens katolske kirke (i modsætning til islams ulema og imamer,PC) aldrig forlangte at overtage hele magten”.
  
Det gjorde den katolske kirke faktisk flere gange, hvilket blev til et stort problem for især Italien, hvis vej mod enhedsstaten blev besværliggjort af netop pavedømmets krav på verdslig, territorial magt. Herom skrev Machiavelli, at Kirken hverken var stærk nok til at underlægge sig hele Italien eller svag nok til at den afholdt sig fra at tilkalde en fremmed magt til at forsvare sig mod enhver italiensk fyrste, der måtte true den. (Jf. Niccolò Machiavelli, Discorsi sopra la prima deca di Tito Livio, 1517, I,XII,19. Dansk oversættelse: Niccoló Machiavelli, Drøftelser af de første ti bøger hos Titus Livius,2004, s.87).    På denne baggrund er det slet ikke underligt, at det netop var en italiener – Sorbonne-professoren Marsilius fra Padova (1275-1342), - som i sit værk  ”Defensor pacis” (1324, Fredens forsvarer) fremsatte  teorien om folkets suverænitet og om den repræsentative styreform: ”hans hovedanliggende hermed –skriver Steen Ebbesen i den Store Danske Encyklopædi – var at vise, at det ikke var rigtigt, at Kristus havde givet apostlen Peter en ubegrænset magt, som Peters efterfølgere –paverne – havde arvet” (min understregning).

Eksempel 3

”Ligeledes opgav den katolske gejstlighed i Spanien –og senere i det øvrige Vesteuropa – den oprindelige pacifisme i konfrontationen med islam” (s. 51)

På bedste nyvulgærmarxistisk vis forklares kirkens politik via en abstrakt kategori som   ”pacifisme”, mens paverne tænkte især på, hvilken fjende, der var farligst (jf. Machiavellis refleksion)
   At kirken længe ikke beskæftigede sig med islam, skyldtes, at paverne anså byzantinerne for deres største fjende – af den gode grund, at den græsk-ortodokse kirke ikke ville anerkende pavemagten.
   I lyset af dette forhold kan man ikke udelukke, at paverne ligefrem har glædet sig over, at de tunesiske muslimske aghlabiter omkring 900 erobrede Sicilien fra byzantinerne : de samme byzantinere i øvrigt, som  normannerne (der senere blev til pavens tro vasaller)   bekæmpede i Apulien og Kalabrien !
   Det er stadig i lyset af samme forhold, man må i øvrigt se på det mærkelige 4. korstog (1202-1204), der endte med erobringen af flere kristne byer, deriblandt Konstantinopel.  
   Desuden  må det bemærkes, at kirkens oprindelige pacifisme ikke var større end at den billigede kejser Karl den Stores brutale tvangskristning af de stakkels saksere, Danmarks germanske naboer mod syd.
    Passé? Slet ikke. For Karl den Stores  bedrifter i kristendommens tjeneste har været den virkelige grund til, at Harald Blåtand valgte cirka 150 år senere, at gøre danskerne kristne( jf. Den Store Danske Encyklopædi, bind 4,s.561,2.spalte). På det tidspunkt hed den tysk-romerske kejser nemlig Otto den Store: en herre, hvis  evangeliserende ildhu var på højde med hans store forgænger Karl. 

Eksempel 4

”Det har været fremhævet (af Ralf Pittelkow, PC) som en mangel ved den islamiske civilisation, at den ikke har gennemlevet en oplysningstid. Det er strengt taget forkert, Islam har oplevet en slags oplysning, forstået som et forsøg på at anvende rationel tankegang og således relativere den islamiske rettroenhed. Denne oplysningstid ligger meget langt tilbage i tiden – i 800-tallet – mens den europæiske indtraf 900 år senere. Det afgørende er imidlertid, at det islamiske forsøg på oplysning blev kortvarigt og hurtigt nedkæmpet af en doktrinær rettroenhed, der har holdt sig til vore dage. Islams ”åbning mod fornuften” for mere end 1000 år siden har ikke sat sig spor hos de dominerende islamiske retsskoler” (s.37)

Citatet er interessant af flere grunde.
For det første bliver den islamiske oplysningstid henlagt til 800-tallet. Dette må skyldes, at Brix & co., støtter sig til  Ibn Warraq, som sætter lighedstegn mellem de såkaldte mut’aziliter og rationalismen(Derfor er jeg ikke muslim, s. 363 flg.).
   Ibn Warraqs fremstilling  af islams historie er imidlertid lige så rodet og modsigelsesfyldt   som Brix & co.’s  (Se min kritik af hans bog på denne hjemmeside  under artiklen SPLATTER). Han redegør selv (ibidem, s.398) for den enorme betydning, som Averroês ’ Aristoteles-kommentarer udøvede på den europæiske middelalder.
Nuvel: Averroës døde i 1198 og Aristoteles er faktisk Antikkens største rationalist.
  Med andre ord: det oven anførte citat fra ”I krigens hus” s.37 er et stykke historieforfalskning pakket ind i sofisterier.
Historieforfalskningen står endnu engang i ideologiens tjeneste, fordi den bruges til at belægge påstanden om, at islam – i modsætning til den dynamiske vestlige civilisation – hylder idealet om  ”ikke udvikling” (s. 37 nederst). ”Ligesom marxismen med sin ide om det fuldkomne samfund, opererer også islam med et perfekt samfund, men det er karakteristisk, at virkeliggørelsen af det fuldkomne islamiske samfund opfattes som en tilbagevenden til en gammel idealtilstand, som henføres til Arabien i det 7. århundrede”.(s.37-38)
   Læg mærke til verbalformen: ”opfattes”. Opfattes af hvem? Muslimerne eller taliban?
Ved ikke at præcisere det, optræder forfatterne som nyfundamentalister, fordi de identificerer de komplekse realiteter omkring islam – i går og i dag – med nyfundamentalisternes enfoldige ønsketænkning.
I øvrigt: Hvis islams ideal virkelig havde været ikke-udvikling, var islam aldrig blevet til en civilisation, som fra 1200 og et par århundreder  frem kunne inspirere det europæiske. Det er ganske rigtigt, at islam opstår i det 7. århundrede i et relativt tilbagestående beduin-samfund: men allerede tohundrede år senere har den  udviklet en række statsapparater, hvis grad af forfinelse kun var mulig, fordi de få sharia-bestemmelser, der eksisterede ved Muhammeds død, var blevet underkastet et enormt  fortolkningsarbejde, der  skete på grundlag af den rationelle metode, araberne havde lært hos grækerne.
   Når forfatterne hævder, at ’islams åbning mod fornuften’  for mere end 1000 år ikke har sat sig spor hos de dominerende islamiske retsskoler ”-  overser de, at fortolkningsarbejdet (ijtihâd), som de arabiske jurister (fuqahâ) udførte på grundlag af rationelle analogislutninger (qiyâs), holdt sig levende i flere århundreder og først gik i stå, da en traditionalistisk bølge i det 11.århundrede besluttede at lukke ijtihâds døre. At traditionen (taqlîd) sejrede over ijtihâd var islams tragedie – det skal dog understreges, at både den såkaldte reform-islam samt mange islamister går nu stærkt ind for, at ijtihâds døre genåbnes!

Eksempel 5

"Dhimmierne -islams andenrangs mennesker" hedder overskriften på kapitel 5, der er stærkt inspireret af den mystiske Bat Ye´or.
Dhimmierne er betegnelsen på de jøder og de kristne, som levede som "beskyttede minoriteter" under islams regimente.
  Bat Ye´or er et pseudonym, som - ifølge Brix & co. - dækker over en jødisk-egyptisk kvinde, der "kom til Storbritannien i 1957 som statsløs flygtning efter at have fået frataget sit egyptiske statsborgerskab" (I krigens hus, s. 121)
  Bat Ye´ors hovedværk bærer den huntingtonske titel " Islams and Dhimmitude. When Civilisations Collide", New York, 2002., og det sætter sig for at skildre "dhimmiernes særlige civilisation, for hvad enten deres nationalitet var f.eks. armensk, spansk eller egyptisk, havde de en fælles referenceramme som ´´beskyttede minoriteter´´ under muslimsk herredømme"(ibidem).
  Fremstillingen har flere svage sider.
For det første er selve dhimmitude-begrebet inkonsistent: hvordan kan man finde på at slå en kristen dhimmi, der levede i 1100-tallets Andalusien  i hartkorn med en jødisk dhimmi, der levede i 1600-tallets Istanbul?
For det andet lægger Bat Ye´or en historieløs tilgang for dagen, som rejser stærke tvivl om forfatterens jødiske identitet. Var Bat Ye´or virkelig jøde, ville hun umuligt være uvidende om, at mange af det osmanniske Riges dhimmier var efterkommere af de talrige jøder, som anno Domini 1492 blev fordrevet fra det katolske Spanien.
  På denne baggrund er oplysningen om, at dhimmier ikke måtte ride på hest til at flække af grin over.
For det tredje fortier Bat Ye´or et vigtigt forhold: ofte beklædte kristne og jødiske dhimmier vigtige offentlige embeder i det islamiske styres tjeneste. Claude Cahen oplyser, at der i Syrien og Egypten bestod den offentlige forvaltning næsten udelukkende af dhimmier. Desuden nævner han flere eksempler på jødiske  og kristne ministre.
  Selvfølgelig har der været tilfælde af intolerance over for kristne og jøder, skriver Cahen, men alt i alt var de forholdsvis sjældne og "de vejede ikke tungere end spændingerne mellem de muslimske sekter indbyrdes (Claude Cahen, Der Islam, s. 121) 
For det fjerde undlader Bat Ye´or at omtale den fremtrædende rolle, jøder og kristne fik lov at spille i Osmanner-rigets økonomi. Braudel (La Méditerranée, cit., III, s. 103) beretter om de kristne fanger, som i Istanbul eller andre steder bliver butiks- eller fabriksejere og fremstiller kostbare stoffer - samt om de jødiske håndværkere, der omkring 1550 førte an inden for tekstilindustrien i Istanbul og Thessaloniki. ( Denne by havde i løbet af 1500-tallet taget imod over 20.000 sefardiske jøder på flugt fra den spanske Inkvisition. Kilde: Den Store danske Encyklopædi)

Endelig skriver Bat Ye´or:
" Ved oprettelsen af  staten Israel i 1948 og de efterfølgende år blev 6-700.000 jøder smidt ud af de arabiske lande eller presset til at  forlade dem, ligesom jøder blev terroriseret og dæmoniseret." (s. 124)
Igen gør Bat Ye´or sig skyldig i en himmelråbende partiskhed, idet hun fortier, at de sørgelige begivenheder, hun omtaler, også var et resultat af den terroristiske virksomhed, som blev udøvet af yderliggående zionistiske organisationer såsom Stern-og Palmachbrigaderne.
  Den zionistiske terror, der bl.a. førte til mordet på Folke Bernadotte, den 17.september 1948, havde to målsætninger:
at skræmme den arabiske befolkning væk fra Palæstina samt at skræmme jøderne, der var bosat i de arabiske lande, til at bosætte sig i Palæstina/Israel.
   Brix & co. og andre interesserede læsere henvises til siderne 147-171 i David Hirsts veldokumenterede bog " The Gun and the Olive Branch", 1977. De handler både om baggrunden for mordet på Bernadotte og om de bombeattentater, der fandt sted i Baghdad mellem april 1950 og januar 1951.
   Bomberne var rettet mod jødiske miljøer, og blev tilskrevet irakiske ekstremister. De bevirkede en jødisk masseudvandring fra Irak.
Hirst dokumenterer fyldestgørende, at attentatmændene var yderliggående zionister.

 Eksempel 6

Det er symptomatisk for forfatternes arbejdsmetode, at de øverst på side 38 omtaler det ideelle islamiske samfund som en tilbagevenden til det 7.århundredes Arabien for så på side 39 at knytte en række dybsindige refleksioner omkring følgende paradoks: hvordan var islams videnskabelige og kulturelle udvikling mulig inden for rammerne af den  åndelige tilbageståenhed, der ifølge dem er typisk for islam?
  Disse dybsindige refleksioner munder ud i følgende Renan-citat :

” Videnskab og filosofi blomstrede på muslimsk grund gennem middelalderens førstehalvdel; men det var ikke på grund af islam, men trods islam. Ikke én muslimsk filosof eller videnskabsmand slap for forfølgelse. I den nævnte periode er forfølgelsen mindre intens end instinktet for fri forskning, og den rationalistiske tradition holdes i live, men så får intolerancen og fanatismen overtaget. Det er sandt, at også den kristne kirke lagde mange forhindringer i vejen for middelalderens videnskab; men den kvalte den ikke ligefrem, sådan som den muslimske teologi gjorde. At give islam ære for Averroes og så mange andre strålende tænkere, som tilbragte halvdelen af deres liv i fængsel, blev tvunget under jorden, måtte leve i vanære, hvis bøger blev brændt, og hvis skrifter næsten blev tilintetgjort af de teologiske myndigheder, er som at ville give inkvisitionen æren for Galileis opdagelser og for hele den videnskabelige udvikling, som den ikke var i stand til at forhindre” (s.39)

Jeg har allerede påpeget hvilken ideologi. der ligger til grund for  Ernest Renans syn på islam. Derudover skal det indskydes

1.At den citerede svada, som Brix & co. har fundet hos Ibn Warraq (s.403), giver et billede af islams kultur, som ikke findes bekræftet i nogen seriøs fremstilling af emnet. Interesserede læsere kan verificere min påstand hos Johannes Pedersen, Claude Cahen, Albert Hourani, Lévi-Provençal eller Jes Asmussen

2.At ingen, der  beskæftiger sig seriøst med islam, regner i dag  Ernest Renan som en autoritet inden for islamforskningen

3.At det anførte citat er groft postulerende. Hvem er f.eks. de filosoffer, som tilbragte halvdelen af deres liv i fængsel? Og hvordan kan man forklare, at filosofi, litteratur og videnskab blomstrede på trods af  alle de forhold, Renan anfører?
 Endvidere: hvad betyder instinktet for fri forskning? Renans ræsonnement halter – af den gode grund, at han forenkler i ideologiens tjeneste. Hans ideologi er imperialismen. At Brix & co. finder hans citat belejligt, må  skyldes, at de selv er imperialister post litteram.

Eksempel 7

”I al-Andalus håndhævede jurister fra den malikitiske retsskole en særlig streng version af sharia, og i slutningen af det 12.århundrede vakte filosoffen Ibn Rushd (Averroes) skandale i Sevilla – Almohade-kaliffernes residens – ved sine kontroversielle udtalelser om kvinder. Efter hans mening var alle mennesker uanset køn i besiddelse af et intellekt, og derfor burde også kvinder have adgang til uddannelse og i det hele taget en højere grad af frihed. Dette vakte imidlertid udbredt forargelse, og byens bogbrændere og obskurantister ophidsede i 1196 pøbelen mod den gamle mand. For at standse optøjerne og bevare de retslærdes loyalitet i krigen mod de kristne måtte kaliffen derfor sende filosoffen i eksil” (s.62)

At Averroës anså kvinden for mandens ligeværdige er sandt. Det er også rigtigt, at han blev sendt i eksil. Dette skete to år før hans død i 1198. Det er derimod tvivlsomt, om eksilet lige netop skyldtes hans kvindesyn.
Hvor har forfatterne deres oplysning fra?
I den mest autoritative Averroës-biografi (Léon Gauthier, Ibn Rochd, s.9-10)står der, at grunden til Averroës’eksil er ukendt.
  Desuden er  det vigtigt at slå fast, at Averroës tilbragte størstedelen af sit forholdsvis lange liv (han blev 70) som et højt anset medlem af kaliffens inderkreds.

  5- Ulema og imamer

Oven anførte citat kan udmærket tjene som udgangspunkt for at diskutere forfatternes tese om, at ulema og imamer er islams herskende klasse (s.32) og ummaens åndelige ledere (s.191).
   Hvilket hold er der i denne tese?
   Indledningsvis bør det pointeres, at allerede sammenblandingen af kategorierne ”imamer” og ”ulema” viser, hvor overfladisk Brix & co. går til værks: imamer og ulema beklæder jo to helt forskellige funktioner: ulema kan fungere som imamer, men ikke alle imamer er ulema, idet imamen – i den sunnitiske verden – ofte er en ganske jævn person der fungerer som  bønneleder, mens en alim (sådan hedder ulema i entalsformen) er en lærd mand, som på et islamisk universitetscenter (Al Azhar i  Cairo og lignende) har sat sig ind i den islamiske lovs kringelkroge. At imamen har en vis prestige er unægteligt, men derfra og til at sige at han er en eksponent for den herskende klasse er skridtet langt.
Derimod er ulemas magt et faktum.
   Men hvor stor en rækkevidde har deres magt egentlig?