UD AT SE - MED KAI SØRLANDERS KONDICYKEL - Nogle strøtanker om Kai Sørlanders bog "Forsvar for rationaliteten. Religion og politik i filosofisk perspektiv". Informations Forlag 2008.

1.Generelt om Kai Sørlanders metode 2. En nødvendig præcisering 3. Om gode hensigter og knap så gode indsigter 4.Det nødvendige i at forsvare det sekulære demokrati og de religionsuafhængige menneskerettigheder udspringer af en lang og pinefuld historisk proces,som har gjort os kloge af skade 5. Hvorfor vi ikke kan undlade at kalde os kristne 6. Hinsides fortrængningerne: den arabiske hellenisme 7. 1200-tallets nye treenighed: Tro, Viden og Markedet 8. Averroisme - hvad er det?9. "Martin Luthers triumf" og Europas selektive Alzheimer

1. Generelt om Kai Sørlanders metode

K. Sørlanders seneste bog er blevet rost af en næsten enstemmig dansk presse (1). Begejstringen er i og for sig forståelig nok. Sammenligner man nemlig Sørlanders bog med hvad dansk islam-kritik ellers er i stand til at præstere, er bogen om ikke god, så i hvert fald den mindst ringe. Hvilket er i skøn samklang med, at "Forsvar for rationaliteten" er udgivet af selveste Informations Forlag.

Lad mig straks indrømme, at Kai Sørlander udfører to i dansk islam-kritisk sammenhæng enestående kunststykker: for det første er hans sprogdragt omhyggeligt renset for åbenlyse dæmoniseringer - og dét kunne Bat Ye´or, Ibn Warraq samt deres danske discipler Lars Hedegaard, Helle Merete Brix, Søren Krarup, Jesper Langballe m.fl. lære noget af;for det andet tilstræber Sørlander altid en overbevisende argumentation - og dét kunne Ralf Pittelkow bruge som et godt eksempel til efterfølgelse.

Når det er sagt, bør det straks tilføjes, at Sørlanders måde at argumentere på alligevel er rationel(filosofisk) af navn, men ikke af gavn. Det skyldes, at Kai Sørlanders præmisser meget ofte intet har med virkeligheden at gøre. Sagen er, at Sørlander  forveksler  fakta med tro - med det resultat, at hans filosofi i bedste middelalderstil ender som troens stuepige.

For nu at sige det mere præcist: Kai Sørlander er en lutheransk nyskolastiker, hvis verdensbillede domineres af to hjemmestrikkede dogmer. Det ene er islam ifølge Sørlander. Det andet er Europas historie - stadig ifølge Sørlander. 

Ud fra disse to trossætninger, som Sørlander fabrikerer via en lang række udeladelser og løse påstande, drager han sine slutninger.

Billedligt talt: i stedet for at bevæge sig ud i realiteternes uvejsomme terræn, tramper Sørlander i pedalerne inden for studereværelsets fire vægge.

Nietzsche filosoferede med hammeren. Sørlander bruger sin kondicykel.

I det følgende forsøger jeg at påvise, at den hjemlige islam-debat ville være bedre tjent med, at han byttede sin filosofiske kondicykel ud med en ditto mountainbike.

2. En nødvendig præcisering

Inden jeg ser nærmere på de groveste blandt Kai Sørlanders udeladelser og løse påstande, vil jeg gerne pointere, at jeg går stærkt ind for, at islam kritiseres. Der er nemlig sider ved de islamiske teori og praksis. som jeg på det skarpeste må opponere imod. Det gælder således kvindens stilling, det demokratiske og kulturelle underskud, der præger størstedelen af den islamiske verden samt den intolerance over for anderledes troende,som efter alt at dømme er taget til i styrke efter det islamistiske udbrud. 

Men samtidig mener jeg, at islamkritikken bør udøves så sandfærdigt som muligt. Dette af to grunde:

  • for det første, fordi kritisk sandfærdighed i mine øjne  simpelthen er det bedste, som  Europas kristen-humanistiske kulturarv har at byde på;
  • for det andet, fordi islam i løbet af de sidste tyve år i stigende grad er blevet en del af den europæiske virkelighed. Denne del af den europæiske virkelighed gør vi europæere klogt i at behandle så objektivt som muligt. 

Og lige én ting til:  i lyset af den muslimske indvandring kan vi europæere ikke fortsætte med at bruge historien som et nationalistisk/eurocentrisk klenodie. Tværtimod bliver vi nødt til at udvide vor historiebevidsthed til også at omfatte islams fortid og udvikling. Husk på: modsat hvad mange tror, er historie ingen undergørende fetich. Historie er viden. Viden om fortiden, der skal matche nutiden.

3. Om gode hensigter og knap så gode indsigter

 Kai Sørlanders hensigter er skam gode nok.

Eksempelvis er der intet i vejen med hans ønske om at undersøge det problematiske i, at det engang så homogene Danmark nu konfronteres med et vist antal muslimske indvandrere, der praktiserer tvangsægteskaber, æresdrab og klitorisomskæring under mere eller mindre fantasifulde henvisninger til sharia-loven.

Ligeledes vil de fleste kunne tilslutte sig Sørlander, når han holder på, at vi europæere/vesterlændinge bør forsvare  idealerne om det sekulære demokrati og de religionsuafhængige menneskerettigheder.

Endelig vil mange af bogens læsere frydes over forfatterens intention (s.8-10) om at  belyse sine teser via en tværfaglig tilgang, hvor filosofi får hjælp af både historie og religion.

Indvendingerne melder sig derimod - og med rette! -, når der i bogen hævdes, at "grunden til at vore vestlige samfund faktisk og gennem en indre udvikling har kunnet nå så langt i realisering af idealerne (se ovenfor,pc), skyldes vores religion"(s.203)

Hvad gør Sørlander her? Han fremsætter en påstand, der balancerer mellem det grove postulat og "allerhøjst en kvart sandhed" (2).

Når  Sørlander samtidig "underbygger" sin tese ved hjælp af en yderst lemfældig omgang med triaden filosofi-historie-religion, korser man sig over, at  Hans Alstrup Petersen kan finde på at  anbefale Sørlanders bog til brug i gymnasieskolen.(2a)   

4. Det nødvendige i at forsvare det sekulære demokrati og de religionsuafhængige menneskerettigheder udspringer af en  lang og pinefuld historisk proces, der har gjort os kloge af skade

Selvfølgelig skal det sekulære demokrati og menneskerettighederne forsvares- endda med næb og kløer! Dog ikke fordi det er rationelt at gøre det. Men fordi vi europæere må erkende, at det sekulære demokrati og menneskerettighederne er selve det fundament, som  Europa bygger på.

Hvordan er vi europæere nået frem til denne erkendelse? Det er vi gennem en historisk proces, der er kendetegnet af to forhold: for det første er den betydelig længere end de to årtusinder, hvor Europa har kendt til det kristne budskab. For det andet har den gjort os kloge af skade. Og her tænker jeg bl.a. på de mange religionskrige - og forfølgelser, der i Kristi navn er blevet ført både før og efter Reformationen.  

Angående processens varighed: Skulle nogen have glemt det, kan man i den danske Demokratikanon få oplyst, at ordet demokrati  er  oldgræsk. Sammesteds vil man desuden kunne erfare, at de første demokratiske eksperimenter på europæisk grund fandt sted i Grækenland ca. 500 år før Kristi fødsel.

Desværre kan den danske Demokratikanon åbenbart ikke se Europas historie for bare Luther og Grundtvig. Derfor glemmer den, at både Reformationen og Oplysningen ikke havde været mulige uden de første demokratiserings-og sekulariseringskim, der blev lagt i perioden, der strækker sig fra 1100-tallet og frem til Martin Luther.

Disse spæde kim bør tilskrives det driftige borgerskab, der fra og med det 12.århundrede begynder at udnytte konflikten mellem kejser og pave.

To vigtige forhold bør fremhæves i denne forbindelse.

1)Når borgerskabet bliver til en afgørende magtfaktor på Europas politiske scene, skyldes det den økonomiske fremgang, som den vestlige del af kontinentet oplever samtidig med og umiddelbart efter korstogene.

2)Borgerskabet formulerer sine frihedskrav med støtte i den romerret, som netop fra og med 1100-tallet bliver genoplivet og videreudviklet ved de første europæiske universiteteter (Oxford, Sorbonne,Bologna,m.v.).

Hertil bør man desuden bemærke følgende:

  1. At borgerskabet bliver en betydelig politisk aktør, er  en af de vigtigste forskelle mellem den vestlige kristenhed og den islamiske verden. For det er et faktum, at sidstnævnte kun i ringe grad har oplevet noget tilsvarende. Hvilket kunne være en væsentlig forklaring på det, som en fremtrædende islamkritiker har kaldt "islams syge". (3) 
  2. Demokratikanonens (og Kai Sørlanders) forglemmelse er så meget desto mere besynderlig som alle de skitserede forhold - borgerskabets frihedskamp, genoplivelsen af romerretten samt universiteternes rolle heri - allesammen er dokumenteret af et overvældende kildemateriale. For nu at nøjes med ét eksempel: i 1324 (!)udsender Sorbonne-rektor Marsilius af Padova (1275-1343) afhandlingen Defensor Pacis (Fredens forsvarer), der  små 200 år før Luthers lære om det dobbelte regimente fremsætter den revolutionerende teori om, at statsmagten bør basere sig på folkets vilje(4).
  3. Marsilius er næsten jævnaldrende med Italiens nationaldigter Dante Alighieri (1265-1321) og med Englands store filosof William fra Ockham (1280-1349). Alle tre er eksponenter for den pave-kritiske humanisme, som i det 16.århundrede vil kulminere med  humanismens største navn, Erasmus af Rotterdam (1469-1536). 

Hvad den danske Demokratikanon og Kai Sørlander end måtte mene:uden humanisternes forarbejde ville Luther - denne "umulige munk"  (Nietzsche) - aldrig  have fået et ben til jorden.(5)

5. Hvorfor vi ikke kan undlade at kalde os kristne

Har kristendommen været drivkraften i Europas/Vestens vej mod demokrati og sekularisering? Det er som sagt ret tvivlsomt. Til gengæld er det  rigtigt, at kristendommen har spillet en betydelig rolle i udformningen af den europæiske identitet.

Dét har den italienske filosof og historiker Benedetto Croce  (1866-1952)skrevet et helt essay om. Det hedder:"Perché non possiamo non dirci cristiani" (Hvorfor vi ikke kan undlade at kalde os kristne).

Men i hvilken forstand - og med hvilke forbehold - kan vi europæere ikke undlade at kalde os kristne?

Skal Croces påstand tillægges et minimum af sandfærdighed, må den efter min mening nuanceres i lyset af den kendsgerning, at kristendommens historie indledes adskillige århundreder før Jesu fødsel.

1) Europas før-kristne historie kan i meget grove træk inddeles i tre faser:

  • den mellemøstlige, der afsluttes med at grækerne omkring år tusind f.v.t. overtager og videreudvikler det fønikiske alfabet;
  • den græske, der strækker sig fra Homer (ca.700 f.v.t.) til Aristoteles (ca.300 f.v.t.);
  • den hellenistiske, der kendetegnes af mødet mellem græsk kultur og Østen(Egypten,Palæstina,Persien) - et møde, der bliver  igangsat af Aleksander den Stores erobringer (336-323 f.v.t.) og yderligere befordret af romerne(6). (Der skal lige indskydes, at den europæiske middelalder også vil opleve en hellenistisk revival i arabisk regi. Se afsnit 6) 

2) I Vestens kristne kultur indgår en lang række vigtige komponenter fra alle tre nævnte faser:  den mellemøstlige leverer selve den monoteistiske grundkoncept plus Frelser-tanken, mens den græske fase forsyner kristendommen med den afgørende inspiration fra især  Platon og Aristoteles; endelig sørger hellenismen for at samle  alle komponenterne  i en storslået syntese.

Hvad denne består i, kan anskues på to måder.

Ud fra Johannes-evangeliets bombastiske retorik bliver Ordet, som i begyndelsen var hos Gud, hokus-pokus til kød (jvf.Joh 1, 1 og 14).

Ud fra en mere nøgtern og kulturhistorisk funderet betragtning sker der såmænd det at et gammeltestamentligt æg (jf. 1.Mos.1,1) bliver  befrugtet af en platonisk sædcelle (jf. Joh 1,1, hvor "Ordet" gengiver græsk "ho logos" - en glose,der emmer af den skinbarlige platonisme).

Befrugtningen finder sted i Romerrigets promiskuøse og multikulturelle skød, hvor den jødisk-persiske Frelser (på hebraisk mashiah=den salvede) forvandles til Kristus (fra græsk christós, udledt af verbet chrio=  jeg salver).

Herfra og formedelst et ca. 4 århundreder langt svangerskab går  så Vestens mytologiske inventarium af jomfrufødsler, Mariae Bebudelser, genopstandelser, himmelfarter,  de på de kejserautoriserede koncilier vedtagne credoer , Augustins platonisme samt adskillige munke-og nonneordener. Senere afløses den græsk-romerske hellenismes blanding af jødisk og græsk tankegods af alliancen mellem det romerske pavedømme og de germanske hære. En alliance, der resulterer i korstogene. Senere endnu og som følge af den hellenistiske revival i arabisk regi får vi Thomas Aquinas´ Averroës-inspirerede aristotelisme samt kætterbålene, paverne, antipaverne, relikvierne og afladshandelen. Det hele kulminerer som bekendt med den tyske fundamentalist Martin Luthers naive forsøg på i et  renovationsraptus at føre altsammen tilbage til "sola scriptura". Naivt, fordi det oprindelige skrifts ubesmittede guddommelighed siden Reimarus´tid har vist sig at være en myte, hvis hovedarkitekt er den helleniserede jøde Paulus (7).

Alt dette munder ud i   en  konklusion og et  spørgsmål.

Konklusionen først: Vist kan vi ikke undlade at kalde os kristne, dog kan vi med lige så stor ret kalde os hellenister.

Og nu spørgsmålet: Hvor mange hellenismer bygger den vestlige (kristne) kultur egentlig på?

Såvidt jeg kan se, er der tale om mindst to: den græsk-romerske og den arabiske.

6. Hinsides fortrængningerne: den arabiske hellenisme.

Allerførst endnu et par ord om den græsk-romerske hellenisme.

Det turde være oplagt, at Kristus-konstruktionen er utænkelig uden for Romerrigets multikulturelle kontekst. Det er nemlig en frygtelig skrøne, at romerne blot var optaget af at forfølge de kristne. At der i Romerriget også var kristenforfølgelser, er et faktum. Men det er  vigtigt at slå fast, at romerne for det meste tolererede de kristne ligesom de tolererede allehånde trosretninger (jødedommen, Mithras-og Isis-kulten, etc) - og endnu  vigtigere: det er Romerriget forstået som enorm religiøs-filosofisk smeltedigel, der muliggjorde, at Paulus og mange andre - anført af Origenes og Augustin - kunne præstere fusionen af jødiske og græske forestillinger.

Og én ting til: Romerriget  leverer det afgørende afsæt, der forvandler en lille jødisk sekt til  verdensreligion.

Kristendommen er altså utænkelig uden Romerriget. Men Europa er ligeså utænkeligt uden den arabiske forbindelse.

Her støder vi imidlertid på en stor vanskelighed: Hvor den græsk-romerske hellenisme i dag udgør et etableret forskningsområde, kan det samme bestemt ikke siges om den hellenistiske renæssance, der fra og med det 9. århundrede blev befordret af de abbasidiske kaliffer. Fortrængningens mørke bliver imidlertid lige for tiden gennemtrængt af de første lysstråler. Sådan et lys i mørket er Steffen Heibergs nye bog om Europas kulturhistorie i middelalderen.

Initiativtageren til det, som Steffen Heiberg kalder "et af alle tiders største dannelsesprojekter", var kaliffen al Ma´mûn (813-33), der som søn af en persisk mor og en arabisk far ( det drejer sig om kaliffen Harûn al Rashîd, kendt fra Tusind og en nat) var selvskreven til at virke som formidler mellem arabisk kultur og de langt overlegne kulturer, der i flere århundreder havde blomstret i Iran og Grækenland.

I Baghdad grundlagde al Ma´mûn et "Bait ul Hikma" (Visdommens hus), "en tværvidenskabelig institution, der forsynedes med et observatorium og et stort bibliotek. Her samledes græske,syriske og persiske manuskripter, der i stort omfang blev oversat til arabisk, således at en væsentlig del af den antikke filosofi og videnskabelig litteratur blev tilgængelig på profetens sprog. Lignende visdomshuse indrettedes i Cairo, Cordoba og andre store byer. Projektets store mål var at integrere græsk filosofi og islam i et universelt system"(8)

Takket være dette tiltag blev islam intet mindre end den kraft, der genforenede den antikke verden - for nu at citere den  franske historiker Fernand Braudel.(9)

Om arabernes relancering af hellenismen bør man præcisere to ting.

Den første vedrører fænomenets enorme omfang - noget, der illustreres  af to fornemme eksempler: Averroës og Avicenna, de to muslimske lærde, som Dante i Den Guddommelige Komedie (Helvede, 4.sang) anbringer side om side med Platon, Aristoteles og andre af Antikkens vise.

Averroës (alias:Ibn Rushd) var fra Cordoba, i Spanien, Avicenna (alias:Ibn Sina) var fra Bukhara i det nuværende Usbekistan.

Den anden præcisering angår fænomenets natur: araberne interesserer sig først og fremmest for naturvidenskab (fysik,kemi,astronomi, medicin, matematik) og filosofi. Derimod er det påfaldende, at de ikke interesserer sig for græsk kunst og poesi. Til gengæld vil de senere berige verdenslitteraturen med fortællingerne fra Tusind og en nat - et værk af klar indisk-persisk herkomst, der har afsat sig utallige  spor -  også i Danmark ! -jævnfør Oehlenschlägers "Aladdin" og  Disney Show.

Her bør det imidlertid tilføjes, at ordene araber og arabisk skal tages med et gran salt. Sandheden om den nyhellenisme, der fra ca.900 til ca.1300 dominerer hele Middelhavsområdet og derfra (mere eller mindre intenst) spredes til hele Europa, er, at det arabiske sprog kun er kittet, der binder de mest forskelligartede kulturer og aktører sammen.

Men omvendt: Uden de arabiske erobringer, og den nyhellenistiske bølge, som de udløste, ville Europas kulturhistorie se ganske anderledes ud.

Helt afgørende er den indflydelse, der udgår fra Averroës´ Aristoteles-kommentarer. Oversat til latin udløser de nemlig "1200-tallets uoverskuelige revolution" (10). Ordene i citationstegn er Fernand Braudels.

Hvad er det for en revolution, Braudel hentyder til?

Det er den revolution, som uden overdrivelse bør betegnes som det moderne Europas fødselsattest. For det er netop i 1200-tallet europæerne indleder den langvarige kamp mod Kirkens formynderi, som flere århundreder senere vil kulminere med Oplysningstiden. En kamp, der i dagens Danmark  er alt andet end afsluttet, som det fremgår af  en lang række navne: Søren Krarup, Jesper Langballe, Ralf Pittelkow, Karen Jespersen, Kai Sørlander, Brian Mikkelsen,forfatterne til den danske Demokratikanon, Lars Hedegaard, Helle Merete Brix og de øvrige værdikamp-missionærer, der alle ideologiske forskelle til trods, har ét til fælles: deres kendskab til Europas historie ligner en karikatur eller rettere: en byzantinsk altertavle.

Bevares: en byzantinsk altertavle har også sin charme.Men giver man sig til at male byzantinske altertavler anno 2000 og hvidkål,  bekæmper man den (mere eller mindre indbildte) islamiske fare ved selv at gå i barndom.

Problemet ved Sørlander & co. er, at deres værdikamp er reaktionær. Den er reaktionær, fordi den klamrer sig til en amputeret rationalitet : en rationalitet uden dybde, uden perspektiv og uden erindring.

7. 1200-tallets nye treenighed: Tro, Viden og Marked

Det, Sørlander & co. glemmer, er, at Europa 300 år før Luther gennemfører et uhørt systemsskifte. Det, der sker, er, at  den gamle treenighed - Faderen, Sønnen og Helligånden - har nu værsgo at vige pladsen for det helt store samspil( sammenstød?) mellem Tro, Viden og Marked. 

Denne proces afspejles i arkitekturen. Der bygges kirker, javel. Men der bygges også universiteter og klædehaller. Disse er ofte en mellemting mellem en fæstning og et tempel. Som for eksempel den fantastiske klædehalle i Brügge (se Steffen Heiberg,cit., s. 439). I Venezia bygges der flere fóndachi (ordet kommer fra arabisk funduq), der er halvvejs magasiner halvvejs herberger for fremmede forretningsfolk. To af disse fondachi - tyskernes og tyrkernes -( "Fondaco dei Tedeschi" og "Fondaco dei Turchi") kan beses den dag i dag.

Gud er stor - synes den tids europæere at sige -,  men Mammon er endnu større. Denne  erkendelse åbner for en sand videnseksplosion, der foregår både inden og uden for universiteterne.

 Kirken mister  sit vidensmonopol. Snart vil dens verdslige magt også blive stækket mange år frem. Det illustreres af den magtfulde pave Bonifacius 8. - Dantes ærkefjende og en af Dario Fos skydeskiver. En dag i 1303 bliver han taget til fange af den franske konge. 

 Det er en tid, der også præges af  kætterier og forfølgelser. Inkvisitionen oprettes netop i begyndelse af 1200-tallet som et led i det frygtelige korstog mod de sydfranske og norditalienske katharer . Der er også enorme tilbageslag. Midt i 1300-tallet rammes hele Europa jo af pesten. Men kort forinden har Dante i sin Guddommelige Komedie  taget et voldsomt opgør med pavemagten. Næsten samtidig med Dante fremsætter Marsilius af Padova i sin Defensor Pacis (Fredens Forsvarer) tesen om, at "Guds lov hører evigheden til; på jorden kan der kun dømmes efter menneskers lov..." (Steffen Heiberg,cit.,s. 473).

En af Marsilius og Dantes jævnaldrende er maleren Giotto, hvis fresker netop er skelsættende ved, at de har den dybde - det perspektiv ! - samt den dynamik, som man forgæves leder efter i de byzantinske altertavler.

De danske værdikamp-missionærer vil kunne se et fremragende eksempel på Giottos revolution i Padovas Cappella degli Scrovegni (kaldes også Cappella dell´Arena), hvor Giotto skildrer dybt religiøse motiver for Scrovegnis penge. Og Scrovegni er en rig købmand, der tjener sine penge i Padova, Marsilus´ fødeby samt averroismens højborg.

7. "Averroisme - hvad er det?" -

vi nogen spørge. Hertil bør der indledningsvis svares med en opfordring om at huske.

Husk på, at der eksisterer en verden hinsides den danske andedam, hvis lilliput-slagsmål Rune Lykkeberg har viet  sin dybsindige "Kampen om sandhederne".

Husk på, at der også var en Europas historie før Luther.

Husk på, at 200 år før Luther oplevede store dele af det europæiske kontinent den  opblussen af frihedsinitiativer, som er den uomgængelige forudsætning  for Oplysningstiden.

Det er inden for rammerne af denne store økonomiske og kulturelle omvæltning, at Europa genopdager Aristoteles´ rationalisme. Om det lige netop er denne genopdagelse, der  udløser den revolution,  Braudel taler om, kan diskuteres. Derimod  er det et faktum, at Europa i sidste halvdel af det 13. århundrede genfinder Aristoteles ved hjælp af Averroës´ Aristoteles-kommentarer. Vigtigere endnu: der opstår en filosofisk retning - averroismen -, der med hjemmel i den spansk-arabiske filosof hylder princippet om de to sandheder : sandheden  ifølge troen og sandheden ifølge fornuften. Og allervigtigst: Det er i ly af dette princip at Europa tager et afgørende skridt mod moderniteten.

Kai Sørlander sætter nærmest lighedstegn mellem Reformation og renæssance. Sandheden er, at renæssancen spirer frem med Dante og Giotto og er allerede en fuldt udfoldet blomst med Brunelleschis kuppel i Santa Maria del Fiore i Firenze (ca. 1420-36 - altså 100 år før Luther!), med Masaccios fresker i samme by, med Piero della Francescas malerier, med  hans traktat over perspektivteknikken ("De prospectiva pingendi"). 

8. "Martin Luthers triumf" og Europas selektive Alzheimer

 Når jeg har betegnet Kai Sørlander som en lutheransk nyskolastiker, er det fordi hans bog minder mig om visse middelalderfremstillinger af Thomas Aquinas, der triumferer over den fuldskæggede og turbanklædte usling Averroës(11).

Forskellen ligger blot i, at Kai Sørlanders "altertavle" hylder Martin Luthers triumf. Og hvad er det, Martin Luther triumferer over? Islam, selvfølgelig. 

Men denne triumf er der noget tragisk selv-lemlæstende over. Kai Sørlander bekæmper nemlig islam ved hjælp af et Europa-billede, der bygger på forenkling og glemsel. 

Desværre er Kai Sørlander eksemplarisk. Europa er opstået ved en lang, til tider gruelig til tider fantastisk historie. Men denne historie kender europæerne ikke.

I 1200-tallets revolution deltog også den danske  filosof Boëthius de Dacia. Ifølge den italienske litteraturhistoriker Maria Corti var han en af Dantes vigtige inspirationskilder.

I dag har Danmark (værdi)kampen om sandhederne. Italien tager til takke med Berlusconi.

 24.juni 2009

 

 

NOTER

1)Forsvar for rationaliteten er blevet anmeldt af:

- Lone Nørgaard i Jyllands-Posten d. 11.03.08

- Mikael Jalving i Berlingske Tidende d. 22.03.08

- Lars Sandbeck i Politiken d. 19.04.08

- Hans Alstrup Pedersen i Gymnasieskolen d. 08.04.08

- Klaus Wivel i Weekendavisen d.14.03.08

- Asger Brandt i Kristeligt Dagblad d.12.04.08

- Bo Nake i Teologinet.dk d. 09.juni 2008

NB! Alle anmeldelser - bortset fra de to sidstnævnte - er yderst positive. 

2) Jens-Martin Eriksen & Frederik Stjernfelt, Jesus og demokratiet, Weekendavisen Bøger, 10.oktober 2008

2a) jf. Hans Alstrup Petersens anmeldelse i Gymnasieskolen (08.04.08)    

3) Abdelwahab Meddeb, La maladie de l´Islam, Paris Seuil,2003 (foreligger også på tysk og engelsk)

4) Ditlev Tamm, Pave,konge, folk, i: Tankens magt, I, ss.314 flg. Red. Hans Siggaard Jensen, Ole Knudsen, Frederik Stjernfelt, Lindhardt & Ringhof, København 2006)

5) Nietzsche, Ecce Homo,:"Luther, ein unmöglicher Mönch, der, aus Gründen seiner ´Unmöglichkeit´ die Kirche angriff und sie -folglich! - wiederherstellte".

6) Angående den mellemøstlige fase se: Uffe Østergaards fine essay Tanker før tanken, i: Tankens magt,cit,I, ss.21-53 ss.For en let introduktion til forholdet jødedom-kristendom-hellenisme, jf. Per Bilde, Athen og Jerusalem, i: Henrik Bolt-Jørgensen(red.), Levende ord,2003, ss.27-32. Samme problematik drøftes meget udførligt af Per Bilde, En religion bliver til, 2001.

(7)For en indgående behandling af Augustin på baggrund af græsk-romersk filosofisk tradition se Karsten Friis Johansen, Den europæiske filosofis historie,Antikken,1991, I, ss.733-780. Litteraturen om Thomas Aquinas er enorm. Et godt sted at begynde er Umberto Ecos essay, Hyldest til Thomas Aquinas i:U.Eco, Hvordan det ender hvordan det begynder, Udvalgte essays 1958-1998, Forum 1998,ss. 72. Herman Samuel Reimarus (1694-1768) er grundlægeren af den moderne Jesu-forskning.Se Den Store Danske Encyklopædi (Reimarus) og Hans Küng, Das Christentum, cit.,s.789

(8) Steffen Heiberg, En ny begyndelse - Europas kulturhistorie i middelalderen, 2008, s.356

(9) Fernand Braudel, La Méditerranée et le monde méditerranéen à l´époque de Philippe II, Paris 1990, Livre de poche, I,s.226:"L´islam c´est donc tout cela: une longue route qui, de l´Océan Atlantique à l´Océan Pacifique perce la masse rigide du Vieux Monde. Rome n´a pas fait davantage quand elle a constitué l´unité de la Méditerranée.   L´ islam  c´est donc cette chance historique qui, à partir du VIe siècle, en a fait l´unificateur du Vieux Monde."

(10) Fernand Braudel, Grammaire des civilisations, 1987 (opr.1963),s.117:" Averroès, le docteur de Cordoue, s´est fait (...)le commentateur et l´éditeur fidèle des oeuvres d´Aristote. Son mérite sera à la fois de citer in extenso la tradution arabe du texte grec et d´y ajouter ses discussions, sous forme de remarques et de digressions. Texte et commentaires seront traduits de l´arabe en latin , à Tolède, et gagneront ainsi l´Europe, y déchaînant l´immense révolution du XIIIe siècle" (min understregning)

(11) For flere detaljer jf. mit essay "Averroes - den store kommentator" på denne hjemmeside: www.pietrocini.dk. En illustration af Thomas Aquinas´ triumf kan også ses i Brian Patrick McGuire, Den levende middelalder,2005,s.188