|
FODNOTER TIL HANNAH ARENDT
1. Stupiditet eller idioti? Selve hovedpræmissen:"Vi skal opgradere uddannelsessystemet, så at vi kan forøge vores konkurrenceevne" er udtryk for stupiditet. Eller skulle man ikke snarere sige, at den er udtryk for idioti? Ordene stupiditet og idioti anses i reglen for synonymer. Det er de imidlertid ikke helt - og det afsløres af etymologien. Stupiditet er afledt af latin stupeo (=jeg er forbløffet). Idioti kommer derimod af græsk idios (=privat). Det modsatte af idios er hos oldgrækerne politikós, som betyder: borger(ens), civil, offentlig. Hvordan det gik til, at privat blev slået i hartkorn med dumt, er vanskeligt at sige. Derimod må man formode, at oldgrækerne - politikkens fædre - anså den private horisont for snævrere end den offentlige/politiske. At vi senmoderne vesterlændinge har det omvendte syn på tingene, fremgår af, at vores samfund sætter økonomi højere end politik. Her er det igen nyttigt at kaste et blik på etymologien. Økonomi kommer af de to græske ord oikos(=hus,hjem) og nomos(lov,regel). Økonomi er altså oprindeligt det samme som husførelse. Økonomiens sejr over politikken - med alle de mentale forkrøblinger, den indebærer - er hovedtemaet i Hannah Arendts bog "Menneskets vilkår" (da.: 2005). På engelsk hedder bogen "The Human Condtion" (1958). NB! Human er det samme ord, der indgår i humanisme. At de færreste humanister har hørt om bogen, bekræfter Arendts tese: den økonomistiske forkrøbling har ikke alene udhulet politikken - men selve det humane - og humanismen med. 2. Markedets uskrevne autoritet Det er dog fantastisk, sikken masse frihed, der er i Danmark! Muhammedkrisen handlede jo ikke om andet: at vise den ganske klode, at Danmark er et frit land. Frihed er i Danmark imidlertid ikke stærkere end at den udfolder sig inden for de snævre rammer, der er udstukket af markedet. Dette forklarer, hvorfor management-tænkning er blevet vor tids svar på de vises sten - og hvorfor videnskabsminister Helge Sander med succes kan håndhæve princippet : " Fra forskning til faktura". Vi tror, vi er frie - i virkeligheden er vi dybt autoritetstro - i den forstand, at alle de vigtige valg, vi træffer, er dikteret af markedets uskrevne, men ret håndfaste autoritet. Autoritetstemaet berøres ikke i "Menneskets vilkår" - til gengæld bliver det taget op i et af de essays, som den tysk-amerikanske politolog Hannah Arendt (1906-1975) skrev samtidig med "The Human Condition". Essayet hedder "What is Authority?" og udkom første gang i 1958. Nu kan det læses i "Between Past and Future. Eight Exercises in Political Thought, 1968 (foreligger som billigbog i Penguin Books). I "What is Authority?" fremsætter Hannah Arendt tesen om, at et samfunds sammenhængskraft hviler på en treenighed bestående af autoritet,religion og tradition. Ifølge hende hænger disse tre elementer så uløseligt sammen, at hver gang et af dem drages i tvivl eller udslettes, er de to andre ikke længere sikre. " Således - konkluderer hun - var det Luthers fejl at tro, at hans udfordring af kirkens verdslige autoritet ville bevare tradition og religion uskadte. Det var desuden Hobbes´ og det 17.århundredes politiske teoretikeres fejl at tro, at autoritet og religion kunne overleve uden tradition; og endelig var det humanisternes fejl at mene, at man kunne forblive inden for den vestlige civilisations ubrudte tradition uden religion og uden autoritet". ("Between Past and Future, Penguin,s.128) Men har Hannah Arendt nu også ret? Både ja og nej. For selvfølgelig er tidligere tiders autoritet i dag en saga blot. Til gengæld stortrives den i en (gen)modificeret version. Vor tids autoritet er som sagt markedet. Og vor tids religion? Markedet, selvfølgelig. Markedet har til gengæld ikke behov for nogen tradition - og dette forklarer, hvorfor den danske tradition er reduceret til de sørgelige feticher, som Brian Mikkelsen kalder "kanoner". Sørgelige, fordi der er en himmel til forskel mellem udstoppede feticher og den tradition, der er i Arendts øjne er lig med erindringens saft og kraft. Den erindring, som er selve sindets fundament - minder Arendt og hendes læremester Augustin os om:"Sedis animi est in memoria" (the seat of the mind is in memory). Skønt de fleste Arendt-kommentatorer ikke har opdaget det, så er tradition - forstået som levende erindring - et centralt begreb hos Arendt. Hun synes at mene, at tabt tradition forvandler sig til et kollektivt erindringstab, der resulterer i et tab af common sense.
3. Lektor Blomme lever - og er videncoach Når jeg ser Peter Tygesens udsendelse om det danske Congo-eventyr (et overraskende supplement til Hannah Arendts imperialisme-bog), kommer jeg til at tænke:"Hvad lavede egentlig de belgiske humanister, mens deres landsmænd - assisteret af danske, norske,etc lejesvende - massakrerede og lemlæstede Congos indfødte befolkning? Og hvad lavede deres franske, italienske, tyske kolleger, mens deres respektive landsmænd, etc.?" Pludselig går det op for mig, at den glidning over i markedstænkning, som humanismen oplever i disse dage, blot er en af de mange metamorfoser, som humanismen har gennemgået i tidens løb. Men er der egentlig tale om en metamorfose? Er det ikke snarere sådan, at humanisten lige fra starten har været splittet mellem to identiteter - altså : mellem kritikeren og hofsnogen eller - om man vil - mellem modstanderen og medløberen? Denne splittethed (som ofte bliver til dobbelthed) er strukturel og hænger vel sammen med, at humanismen fødes i ly af den gryende kapitalisme. Jævnfør Dante - en af de første humanister -, der tordner mod den rige fødeby Firenze, mens han spiser nådsensbrød ved Cangrandes hof i Verona. Med fare for at lyde patetisk: Måske ligger humanismens eneste overlevelseschance i, at flere og flere humanister indser denne dobbelthed og tør vælge kritikken og modstanden.
4. Koncerndirektør Fogh, den udstoppede danskhed og to pauseklovne. Idiotiseringen af det danske samfund foregår via to parallelle processer. På den ene side har vi substansen: den totale markedsgørelse, der fremgår af Helge Sanders mantra"Fra forskning til faktura", en gymnasiereform i Oticons tegn, den galoperende coaching-feber og andre umiskendelige tegn på, at Danmark er ved at blive et megakoncern. På den anden side har vi skinnet: alle disse tomme danskhedsritualer, der er endnu mere groteske end de anti-kommunistiske Madonnaprocessioner i Italien anno 1948. Den sørgelige sandhed er, at den danske tradition er blevet likvideret af det autoriserede marketingsfirma Nyrup & Fogh. For derefter at blive udstoppet af de to kongelige konservatorer Brian Mikkelsen og Søren Krarup. For husk: Hvad markedsgørelsen angår, gør Fogh det samme, som Nyrup før ham. Forskellen er, at Fogh har tildelt Brian Mikkelsen, Søren Krarup m.fl. en dobbeltrolle: som nyttige idioter bag kulisserne og som pauseklovner på (medie)scenen.
5. Europa, Grundtvig og andedammen Arendts nævnte treenighed - autoritet, religion og tradition - kaster lys på det danske særpræg og dets founding father. Først lidt om særpræget: Indtil for nylig hørte Danmark kun geografisk til Europa. I åndelig henseende var det snarere utopisk (utopia= ikke-sted) end europæisk, snarere himmelsk end jordisk. I himlen bor de salige. I Danmark, der svævede mellem himmel og jord, boede verdens saligste folk: de lykkelige danskere. At denne salighed mest skyldtes indbildning, var danskerne selv klar over. I hvert fald de danskere, der i et øjeblik af selvironisk klarsyn omtalte deres land som andedammen. Een mand havde gjort Danmark til verdens lykkeligste andedam:N.F.S. Grundtvig. Det havde han desværre gjort ved at rejse en vældig mental sluse mellem Danmark og Europa. Før Grundtvig var Danmark et europæisk land på godt og ondt. Efter Grundtvig bliver Danmark en mageløs, gudgiven undtagelse, et Nordens Israel, der indleder sin opstigning mod de himmelske regioner. En opstigning, som til at begynde med er langsom og nærmest usynlig. Således kan Danmark længe efter Grundtvig stadig opvise en lang række navne, som i alle henseender hører Europa til: Georg Brandes, Karen Blixen, Harald Høffding, Niels Bohr, K.E.Løgstrup og mange, mange andre. Opstigningen mod den himmelske andedam-status bliver derimod synlig og accelererer eksponentielt efter 1968. 40 år senere, i Herrens år 2008, er situationen imidlertid radikalt forandret. Læg mærke til, at Karen Jespersen og Ralf Pittelkow så sent som i 2005 udgav deres bog "De lykkelige danskere" med undertitlen "En bog om sammenhængskraft". Men lige netop samme år afslørede Muhammed-krisen, at det stod så som så med den danske lykke . Og hvad sammenhængskraften angår, viste den sig ikke at være så kraftig endda, så sandt som, at Anders Fogh Rasmussen i løbet af 2006 delte den danske befolkning i bukke og får. Alligevel mener jeg, at der stadig er god grund til at fundere over, hvordan det gik til, at Grundtvig blev Danmarks profet og founding father.
Andedammen, den mentale sluse mellem Danmark og Europa samt danskhedens himmelske substans placerer Grundtvig side om side med to andre abrahamiske kæmper: Moses og Muhammed. For én ting er sikker: Hvad den danske profet har udrettet for danskhedens sag kan sagtens stå mål med hvad Moses og Muhammed har bedrevet for jødedom henholdsvis islam. Her forventer jeg en indvending: Er der ikke mere ræson i at sidestille Grundtvig med Martin Luther og Jean Calvin? Spørgsmålet er rimeligt, men vidner om manglende refleksion. Oplagt lutherske er ganske vist Grundtvigs svovlende udbrud mod romeråget ligeså vel som slægtskabet med Calvin røbes af hans (andels)mejerigtige opfattelse af kristendommens ånd. På den anden side er det indlysende, at Grundtvig er langt mere end en religiøs reformator. Han er en nation builder af Guds nåde, en røst, der lader det levende ord gjalde hen over rationalismens ørken, en mand, hvis mageløse opdagelser må betegnes som det, de vitterligt er: guddommelige åbenbaringer. Derfor vil de færreste danskere næppe have noget at udsætte på, at han sidestilles med Moses. Skulle sammenligningen med Muhammed derimod få et par naivistiske næsebor til at mærke færten af spot, hån og latterliggørelse, er der kun én ting at sige: Rolig! Rolig! Sammenligningen bygger jo på en lang række iøjnefaldende paralleller. 7. Muhammed og Grundtvig - to parallelle liv (med venlig hilsen til Plutarch) I disse nypuritanske tider må det vel være på sin plads at pointere de to profeters fælles begejstring for det smukke køn. Historien om Muhammeds talrige hustruer er velkendt; om Grundtvig ved vi, at han var gift tre gange - efter hans eget udsagn først søsterligt, derefter moderligt og til sidst datterligt. Derimod ved vi meget lidt om det løsere ligesom Grundtvigs mange levnedsskildrere - fra Kløvedal Reich til Abrahamowitz - intet fortæller om de mere kontante udslag af den unge Grundtvigs heftige forelskelse i Constance Steensen-Leth under hans Egeløkke-ophold 1805-08. Mens vi venter på at Se og Hør, Cepos og Grundtvig-Akademiet i fællesskab udfylder dette hul i Grundtvig-forskningen , kan vi opholde os lidt ved et par andre paralleller mellem Muhammed og Grundtvig. 1) Både Muhammed og Grundtvig må på grund af deres forkyndelse udstå mere eller mindre langvarige modgangsperioder. Således bliver Muhammed på et vist tidspunkt nødt til at udvandre fra Mekka til Medina (den nysgerrige læser kan eventuelt google ordet "Hidjra"), hvorimod Grundtvig - ramt af livsvarig censur efter udgivelsen af Kirkens genmæle - må nøjes med en studierejse til England finansieret af offentlige midler. Alt dette sker samtidig med, at en vis Jacob Jacobsen Dampe er livstidsfange på Christiansø, hvor han bl.a. kan grunde over den dybere mening i Grundtvigs linier "Frihed lad være vort løsen i Nord/Frihed for Loke såvelsom for Thor". Disse står at læse i storværket Nordens Mytologi, udgivet i 1832. (Den livsvarige censur til trods? Grundtvigske gåder!) 2) Både Grundtvig og Muhammed bliver under deres profetgerning konfronteret med den sataniske støjsender. Et vilkår, som lader til at være ret almindeligt i profetbranchen, som det fremgår af Koranens sura 22,52: "Vi sendte aldrig nogen udsending eller profet til dig, uden at Satan kastede noget (falsk) ind i hans læsning, når han forelæste, men Allah tilintetgør Satans indgydelser, og så bekræfter Allah sine tegn(=vers) - visseligen Allah er alvidende og alvis".(Jes P.Asmussens oversættelse) Hvad Grundtvig angår, kan vi i et vers fra 1810 læse følgende: "Når Satan på mig tager fat/med sine slangetænder,/og når han i den mørke nat/mig grueligt omspænder,/ da hjælper ingen kløgt og kunst,/ ikkun dit ord er ej omsonst./ Det ene kan ham binde"(Kilde: Ebbe Kløvedal Reich, Frederik). 3) Det gælder for både Muhammeds og Grundtvigs profet-virksomhed, at store dele af dem er behæftet med en stiltiende udløbsdato. Begge profeter opererer nemlig inden for en konkret socio-kulturel kontekst (600-tallets Arabien henholdsvis 1800-tallets Danmark), som de guddommelige instrukser tydeligvis er målrettet på. Dette indebærer, at åbenbaringerne burde efter udløbsdatoen underkastes det, som de muslimske jurister kalder ijtihad, dvs. den opdaterende fortolkning. Det forlyder, at den muslimske ijtihad gør store fremskridt i disse dage. Forhåbentligt vil en tilsvarende fortolkningsproces også bringe den grundtvigske åbenbaring up to date. 4) En parallel til: både Muhammeds og Grundtvigs sejrrige profet-status skyldes i allerhøjeste grad, at deres respektive budskaber passer som fod i hose til en verden, der er af lave. Sagt mere præcist: Muhammeds verdenshistoriske betydning udspringer af to væsentlige faktorer: a) på Muhammeds tid støder den arabiske halvø op til to stormagter - Østrom og det Sasanidiske Rige -, som er i dyb krise; b) Muhammed efterfølges af en række militære begavelser, som i løbet af kort tid bringer de arabisk-anførte hære fra Spanien i vest til Samarkanda i øst. Grundtvigs profetglans skyldes derimod en tysker: Otto von Bismarck. Grundtvig sejrer ved Dybbøl Mølle. Uden 1864-traumet ville Grundtvig i dag blot være et af guldalderlitteraturens store navne samt Danmarks førende teolog. Med Dybbøl bliver Grundtvig til Danmarks profet. Med katastrofale følger for dansk selvforståelse, for dansk politisk tænkning samt for forholdet mellem Danmark og Europa. De tre katastrofer muliggøres og ledsages af en omfattende historieforfalskning. Inden vi ser nærmere på dette spørgsmål, kan det hjælpe at dvæle lidt ved Hannah Arendts natalitetsbegreb. 8. Arendt om natalitet og grundlæggelse "Initium ergo ut esset, creatus est homo" (For at der skulle være en begyndelse, blev mennesket skabt). Augustin, Om Guds Stad, 12,21. Natalitetstemaet indtager en central plads i Hannah Arendts forfatterskab - også i politisk henseende. Temaet dukker op i "The Origins of Totalitarianism", i "The Human Condition" samt i "Between Past and Future", men det er først i "On Revolution" at temaets politiske dimension spilles for fuld udblæsning. Det sker i femte kapitel, hvor Arendt først citerer oven anførte passage af kirkefaderen Augustin og derefter karakteriserer ham som "den mest romerske blandt alle kristne tænkere". Dette sker som optakt til følgende pointe: Augustins hyldest til menneskefødslens guddommelige natur er både romersk og kristen. Arendt mener ligefrem, at Augustin har overtaget den fra Vergil, den mest kristne blandt alle romerske (hedenske)digtere. Hvad gør Vergil? Han anser barnets fødsel for at være lige så hellig som grundlæggelsen (af en by, en stat). En forestilling, tilføjer Arendt, som var central for romersk selvforståelse. Hvorfor mener romerne, at grundlæggelse er en hellig ( religiøs) handling? Det gør de, forklarer Arendt, fordi grundlæggeren (auctor) foretager sig to vigtige ting: 1) han knytter en forbindelse til traditionen (religion kommer jo af "religare"=forbinde!) 2) han forøger traditionen ved at skabe noget nyt (auctor er netop en, der forøger. Ordet kommer af "augere"= at forøge). Derved bliver auctor forlenet med auctoritas, autoritet. Der eksisterer altså ifølge Arendt en meget kompleks sammenhæng mellem grundlæggelse, tradition, religion og autoritet. For at illustrere dette forhold bruger hun Æneas (Roms trojanske grundlægger - jf. Vergils Æneiden) som eksempel. Det er ikke sådan, skriver hun, at Æneas grundlægger Rom ud af det rene ingenting. Han grundlægger det ved at lade det gamle Troja genopstå. Med andre ord: Han skaber noget nyt, men under henvisning til en gammel autoritet samt ved at forøge en gammel tradition. Samtidig antager Roms grundlæggelse en religiøs dimension, idet den sker til minde om samt til ære for forfædrenes kultfigurer. Grunden til, at Arendt beskæftiger sig med den romerske ligning grundlæggelse=fødsel ligger i, at hun synes at genkende samme tankegang hos de amerikanske founding fathers. Disse havde i øvrigt et indgående kendskab til Roms politiske tradition og lod sig stærkt inspirere af den. Men kunne man ikke også sige, at ligningen grundlæggelse=fødsel spiller en nøglerolle hos founding father Grundtvig?
ET BARN ER FØDT I DYBBØL Der eksisterer, så vidt jeg kan se, en interessant parallel mellem Æneas og Grundtvig. Æneas flygter fra det ødelagte Troja og grundlægger Rom, Grundtvig bruger derimod Dybbøl på to måder:1) som symbol på det gamle Danmark, der bliver fældet af den tyske jætte, og 2) som det sted, hvor det nye Danmark - Grundtvigs Danmark - fødes. Anderledes sagt: i Grundtvigs stærkt symbolladede univers er Dybbøl både det ødelagte Troja og det nyindstiftede Rom. Hvor om alting er: Med Dybbøl bliver Grundtvig det nye Danmarks auctor og højeste autoritet. Men OBS! Det bliver han på en særdeles skæv måde. På den ene side erklærer han nemlig danskheden for hellig, hvilket svarer til, at han forøger sit land i opadgående retning: "Hvad udad tabtes, skal opad vindes" På den anden side ville Hannah Arendt synes, at denne saliggørelses-proces er noget fup, fordi den tradition, som Grundtvig påberåber sig, ikke er identisk med Danmarks tradition. Det er tværtimod et stykke mytologi, som Grundtvig har skabt som led i et stærkt nationalistisk projekt. Sagt på en anden måde: Det som Grundtvig vinder opad i form af hellig danskhed, mistes nedad - i form af den vold, som han og hans støtter øver mod Danmarks historie. 10. Mytologi, fortrængning og dæmonisering Lige så sandt som kært barn har mange navne, appellerer store Grundtvig til utallige sammenligninger. Ebbe Kløvedal Reich og Ejvind Larsen har sammenlignet ham således med henholdsvis Mao og Karl Marx. I dag er det til gengæld nærliggende at sammenligne ham med de to Muhammed´er : den store og den lille. Altså: islams profet og wahhabismens grundlægger, Muhammed Ibn abd el Wahhab. Sammenligner man Grundtvig med Karl Marx, har Dybbøl-revolutionen en påfaldende lighed med det de russiske bolsjevikker foretog sig efter freden ved Brest Litovsk. Og de grundtvigske folkehøjskoler, som efter Dybbøl i snesevis dukker op over det ganske land, minder tilsvarende om udklækningsanstalter for folkeligheds-kommissærer på klapjagt efter folkefjender, hovne akademikere og deslige. Sammenligner man ham med Muhammed abd el Wahhab, ligner de grundtvigske højskoler derimod slående om de pakistanske madrasaer, hvor unge pashtunske mænd bliver forvandlet til talebaner. Lad os ikke glemme, at taleban betyder jo studerende. Indrømmet: der er en himmel til forskel mellem en leninistisk agit-prop og en hyggelig kaffeslabberads-grundtvigianer samt mellem en pakistansk koranskole anno 2008 og så en dansk folkehøjskole årgang 1870. Men alle forskelle til trods er der et iøjnefaldende fællestræk: en nyreligiøs vilje til at dæmonisere modstanderen. For lad os endelig ikke glemme, at de grundtvigske folkehøjskoler også er de steder, hvor den himmelfarne danskhed sort-stempler Grundtvigs Prügelknaben ("latineren" J.N.Madvig, "jætten" Lars Bjørnbak, etc) og masseproducerer hans yndlingsaversioner : den romerske kulturarv, der konsekvent omdøbes til "romeråget", den tyske lærdom, den tyske fornuft, den latinske videnskabelighed - kort sagt: store dele af den europæiske kulturtradition. Hvordan man end vælger at karakterisere de grundtvigske folkehøjskoler - især hvad angår deres virke i de to årtier efter Dybbøl, må det indrømmes, at de udfører et yderst gavnligt oplysningsarbejde. Men samtidig bliver de også utrolig effektive formidlingskanaler for de mytologiske forestillinger, Grundtvig havde arbejdet på siden sin ungdom. Forestillinger, der går hånd i hånd med en fortrængende og dæmoniserende virksomhed af enorme dimensioner. 11. Danskerne - et af Biblens udvalgte folk Som sagt: via sin dæmonisering af store dele af den europæiske tradition skaber Grundtvig en vældig mental sluse mellem Danmark og Europa. Som jeg allerede har understreget, er det i ly af denne mentale sluse den danske andedam opstår. At andedammen til og med opfattes som hellig, skyldes Grundtvigs mest storslåede myte: myten om danskerne som et af Biblens udvalgte folk. Denne myte dukker op i ungdomsværket Europa, Frankrig og Napoleon, som Grundtvig udsender i 1815. Her argumenterer han for, at danskerne - hjerte-og kærlighedsfolket! - skulle nedstamme fra Dodanim, Javans yngste søn, som omtales i 1.Mosebog, kap.10,v.4. Grundtvig kommenterer:"At det var Javans yngste Søn der blev Fader til Kiærligheds Folket er intet Under, thi Kiærligheden, Følelsen for Sandhed er netop det Dybeste og Dunkleste i Hjertet, og jeg tvivler ikke om at Navnet, beslægtet med Davids, netop betyder de Elskende, ligesom Ordene:Dannis og Dannekvinde aabenbart henpege på det samme."(Europa, cit,s.96 - Grundtvigs kursiveringer).
Eet er uomtvisteligt: Grundtvigs Dodanim-myte er via årtiers folke-oplysning i grundtvigsk højskoleregi langsomt sivet ned i det danske kollektive ubevidste. Når Søren Krarup i "Kristendom og danskhed" (2001) stadig ustraffet kan slå plat på danskhedens hellige karakter, lukrerer han på en udbredt folkefordummelse, hvis ophavsmand er gamle Grundtvig. 12. Hurra for danskheden Skulle man tro, at min kritik af Grundtvigs danskhed udspringer af en slags multikulturalistisk forblændelse, bør man tro om. I mine øjne er danskhed noget, der både er vigtigt og nødvendigt. Hvis det vel at mærke er en danskhed der opfylder to betingelser: 1) den er baseret på kendsgerninger og ikke på myter, dæmoniseringer og fortrængninger 2) den er tidssvarende. Grundtvigs danskhed er hverken historisk sandfærdig eller tidssvarende. Den var til nød tidssvarende dengang den opstod - i 1800-tallets nationalromantiske Europa. I dag er den utidssvarende, fordi vi lever i et Europa, der for at kunne hænge mentalt sammen, bliver nødt til at (gen) opfinde sin fortid. Det kan lyde manipulerende, men det er faktisk noget ganske jordnært. Når et menneske orienterer sig i det daglige, foretager hun/han ubevidst en endeløs række udvælgelser i det enorme erindringslager, bevidstheden består af. Vi husker det vi har brug for at huske - og kun det! Husker vi nemlig også det vi ikke har brug for, vil vi slet ikke kunne fungere på grund af forvirrende erindringstrængsel. Og omvendt: kan vi slet ikke huske det, vi har brug for, er vi blevet ramt af Alzheimer. Det samme gælder for kollektive størrelser såsom Danmark og Europa. Deres erindring skal kunne matche nuets krav - ellers går det galt. Grundtvigs danskhed er hverken sindssyge eller Alzheimer - det er eventyr! Et eventyr, hvis høje underholdningsværdi modsvares af en brugsværdi, der ikke engang er lig nul: den kan faktisk måles på en minusskala. Anderledes sagt: Folk, der vil orientere sig i Danmark og Europa anno 2008 ved hjælp af Grundtvigs danskhed, minder om folk, der udforsker kærlighedslivet ved hjælp af lægeromaner. Hvad er det for en danskhed, vi har brug for, hvis ikke vi skal lulle os ind i en farlig drømmeverden? Jeg mener, at det må være en danskhed, der genopretter det erindrings-netværk, der holder Danmark og Europa sammen. Dette erindringsnetværk er allerede til stede - det skal blot aktiveres. For at kunne skabe en up-to-date danskhed, bliver vi nødt til at huske hinsides, ud over og på trods af Grundtvig. Dette indebærer, at vi for eksempel skal huske norsk-fødte Holberg - en dansk kulturpersonlighed, der om nogen var yderst velbevandret i (samt inspireret af) sin tids europæiske kultur. Dernæst bør vi huske den danske enevældes tyske ministre (Reventlow, A.P. Bernstorff, m.fl.),der på grundlag af de tanker, der udgik fra den franske Oplysning tog initiativet til de vigtige landboreformer. Vi bør desuden huske skoleloven af 1814 - en vigtig forudsætning for at højskolerne blev et hit. Og angående højskolerne bør vi endelig huske på, at ikke alle højskoler var Grundtvig-inspirerede. Et mindeværdigt navn er i denne forbindelse den nordjyske skolemand Lars Bjørnbak. Her er der god grund til at understrege et forhold, som ofte bliver glemt: Danmarks forholdsvis høje uddannelsesniveau skyldtes ikke folkehøjskolerne alene; det skyldtes i endnu højere grad, at Danmark samtidig med højskolerne rådede over en lærd skole og et universitet, der rangerende blandt de bedste i Europa. Hvilket bevises af det forholdsvis høje antal nobelpristagere, lille Danmark kan opvise. Der er især ét navn, som fortjener at blive nævnt i denne forbindense: J.N. Madvig.
JOHAN NICOLAI MADVIG Det er en skamplet på Danmark, at de færreste danskere kender Madvigs navn. På den anden side er bemeldte uvidenhed det bedste vidnesbyrd om, at Grundtvigs mission idag endegyldigt er accomplished: jeg hentyder til Grundtvigs projekt med at løsrive Danmark fra den europæiske kulturtradition. Madvig var et lyslevende eksempel på lige det modsatte af hvad Grundtvig stod for: en dansk intellektuel, der livet igennem bestræbte sig på at hævde den danske egenart i harmoni med den europæiske. Johan Nicolai Madvig (1804 - 86) var det demokratiske Danmarks første undervisnings-minister (1848-51). Til dato forbliver han også den bedste af slagsen. Takket være en yderst sjælden kombination af faglig dygtighed, intellektuelt udsyn og, sidst men ikke mindst, politisk realitetssans. Madvig blev født i Svaneke (Bornholm) i en beskeden funktionærfamilie. Som tolvårig mistede han sin far - og det var udelukkende med støtte fra en velgører, at han fik lov til at fortsætte studierne. Dem fuldførte han til gengæld med glans. Allerede i en alder af 25 år blev han udnævnt til professor i klassisk filologi ved København Universitet, hvis rektor han senere blev. Det hører med til dette sparsomme signalement af hans liv og gerninger, at han inden for sit felt (græsk og latin) talte blandt Europas førende kapaciteter. Når han samtidig kunne blive en af det moderne Danmarks mest indsigtsfulde politikere, skyldtes det,- mener jeg -, at han meget tidligt var smertefuldt bevidst om grænserne ved sin viden. I sine livserindringer fortæller han gribende om den eksistentielle krise, der ramte ham i sommeren 1830 som følge af denne erkendelse. Madvig gjorde imidlertid noget ved det. Han gik straks i gang med at studere naturvidenskabelige og økonomiske emner. Samtidig vaktes hans interesse for det politiske. I 1848 blev han valgt ind i den grundlovgivende forsamling.Fra 1848 til 1851 besatte han som sagt den ministertaburet, som Bertel Haarder nu sidder på. Partipolitisk var han nationalliberal af konservativ observans. Dette afholdt ham imidlertid ikke fra at indtage flere særstandpunkter. I 1851 forlod han således sit ministerembede i protest mod regeringens Ejderpolitik. Den fremsynede Madvig var modstander af, at den tysksprogede del af Slesvig skulle indlemmes i helstaten. Mange år senere modsatte han sig desuden Estrups provisorielove. Madvigs navn knyttes i reglen til den reform af den lærde skole, som han forestod i 1850. En skole, som de fleste associerer til fiktionens lektor Blomme. Realiteten er, at det er den skole, der blandt sine elever talte for eksempel Johannes V. Jensen og Niels Bohr. Når der i dag er god grund til at mindes Madvig, er det især fordi den kultur-og uddannelsespolitik, han stod for, udgjorde en vigtig modvægt til den grundtvigske. I mange årtier blev madvigianisme og grundtvigianisme anset for modsætninger. Her bør man tilføje, at det drejede sig om to modsætninger, der kompletterede hinanden. Til stor gavn for Danmark. Sagt på en anden måde: Sålænge madvigianismen (læs: den europæiske tradition) stadig havde saft og kraft nok til at være grundtvigianismens sparring partner, var grundtvigianismen unægteligt en berigelse for landet. Men i takt med at madvigianismen blev svækket, gik grundtvigianismen sin egen implosion i møde. Den grasserende irrationalisme, der præger dansk uddannelsespolitik i øjeblikket, er i mine øjne et resultat af grundtvigianismens implosion på grund af madvigianismens kollaps.
14. Grundtvigianisme vs. madvigianisme Selv om man hist og pist støder på modstillingen grundtvigianisme vs. madvigianisme, leder man forgæves efter en definition af sidstnævnte. Den Store Danske Encyclopædi omtaler ordet slet ikke. Google har kun to entries, der begge henviser til Jesper Eckhart Larsens Madvig-bog. Alligevel mener jeg, at man via forskellige indicier kan indkredse begge fænomener ud fra to forskellige indfaldsvinkler:den uddannelsespolitiske og den politiske overhovedet. Uddannelsespolitisk synes forskellen mellem de to ismer at ligge i, at grundtvigianismen går ind for et folkeligt oplysningsprogram, hvis omdrejningspunkt er Grundtvigs danskhedsbegreb. Hvorimod madvigianismen synes at hylde et borgerligt dannelsesideal, hvor danskheden opfattes som europæisk kultur omplantet på dansk grund. Endvidere er grundtvigianismen anti-romersk a la Luther plus anti-tysk a la Grundtvig og anti-fransk a la Fichte, mens madvigianismen plæderer for en moderne humanisme, der så at sige kombinerer traditionen fra Erasmus af Rotterdam med Newtons naturvidenskabelige verdensbillede og Kants rationalisme. Kort sagt: grundtvigianismen er bragesnakkende, madvigianismen strengt rationalistisk. Politisk set kunne man ved første øjekast mene, at madvigianismen og grundtvigianismen repræsenterer henholdsvis staten og civilsamfundet. At tro det ville imidlertid være en slem vildfarelse, afstedkommet af årelang grundtvigiansk hjernevask. Grundtvigianismen er nemlig ikke lig med civilsamfundet - den er snarere et segment af civilsamfundet, der konstituerer sig som magtfuld lobby for i takt med madvigianismens svækkelse at udvikle sig til en stat i staten.
15. Madvig giver Grundtvig tørt på I 1837 skriver Grundtvig det kendte digt om modersmålet, der himmelsk klinger i allen stund,men dejligst i pigemunde. Eneste problem: Kun løs er al fremmed tale! I en ultrakort version er digtet blevet et af Højskolesangbogens klenodier. Læser man digtet i dets fulde ordlyd, kan man blandt andet tygge på følgende vers: "Modersmål var de Kongers Sprog,/Vi mindes med Fryd og hædre;/Modersmaal var de Kæmpers og,/Vi kalder med Stolthed Fædre." Vi står her over for en påstand, der afslører Grundtvig, mens han udøver sin yndlingsdisciplin: historieforfalskningen. Det kan man forvisse sig om på grundlag af runeindskriften på den store Jellingesten, hvor udsagnet "og han gjorde danerne kristne" gengiver det olddanske:"AUK TANI KARTHI KRISTNA". Harald Blåtand ville med andre ord ikke have en kinamands chance for at forstå det, der kom ud af 1800-tallets danske pige-og drengemunde. Og det vidste Grundtvig i øvrigt godt. Han var nemlig særdeles velbevandret i både oldnordisk og olddansk. Når han alligevel valgte at se stort på sin egen sagskundskab, var det fordi sidstnævnte kolliderede med hans nationalromantiske agenda: at genoplive Nordens kæmpeånd. J.N. Madvig forholdt sig helt anderledes professionelt(læs:hæderligt) til samme spørgsmål. I 1844 udsendte han artiklen "Om Skandinavismens Forhold til den almindelige Cultur", hvor han afviste muligheden for at finde en rent skandinavisk fortid. Ud fra den betragtning, at vi har " dog medbragt så mange Mærker af oprindelig catholsk Christendom, af tydsk Reformation, af sydlig Kunst, af Vestens Industrie og af hele Europas politiske Erfaring og Uddannelse, beholdt så mange Resultater deraf som uundværlige til vor Existens, at Urskandinaverne ikke ville vedkjende sig os og nægte at være vore Fædre"(min kursivering.pc) I 1848 gik profeten og professoren atter i clinch med hinanden - Grundtvig som nyudvalgt medlem af Den grundlovgivende Rigsforsamling, Madvig i sin egenskab af undervisningsminister. Anledningen var Grundtvigs forslag om at oprette en "Realhøjskole" i Sorø, der skulle tage sig af den danske oplysning som forudsætning for en "folkelig Igjenfødelse". At Grundtvig anså sådan en højskole for nødvendig, hang sammen med, at de eksisterende "latinske" institutioner ifølge ham ikke formidlede oplysningen om "Fædrelandet og hvad dansk var". Hertil svarede Madvig, at "de Skoler, som man før har kaldet latinskoler, ere danske og skulle(=skal)være det;Universitetet her i Kjøbenhavn er dansk og skal være det". Med hensyn til Grundtvigs plan om en danskhedsskole på Sorø, syntes Madvig, at det var en dårlig ide:"Der skal ikke være...en særskilt Charakteren af Danskhed monopoliserende Undervisningsanstalt". Skønt Madvig bruger et ret knudret sprog, er det, han siger, både fornuftigt og evigt aktuelt. Når han modsætter sig oprettelsen af en skole, der tiltager sig monopolet på hvad danskhed er for noget, gør han intet mindre end at forsvare det, som i Hannah Arendts øjne er selve grundlaget for sund politisk tænkning: den kollektive erindring. Hvor Grundtvig pukker på danskhedens oldnordiske rødder, understreger Madvig (i nævnte artikel fra 1844) at "vor Nationalitet i 1000 år har været en christelig". Hvad kan vi lære af det? At lærde Madvig kan mere end sit fadervor: pastor Grundtvig, der har forstand på halvkvædede viser, ved nemlig udmærket, at Danmarks tusindårige kristne tradition hviler på en næsten lige så lang græsk-romersk ditto. Historien om moderne dansk selvforståelse kan læses som en boksekamp mellem Madvig og Grundtvig, - en kamp,som de to store danskere fører fra det hinsides og pr. stedfortræder. Når dette er sagt, kan vi slå fast, at Madvig vandt kampens to første runder. Til gengæld oplever vi for tiden, at Grundtvig er endt med at knock oute Madvig, Danmark og sig selv. 16. Madvig bliver groggy og dilettantokratiet indleder sin lange march gennem institutionerne. Ordet dilettantokrati har en interessant historie. Det blev lanceret af K. E. Løgstrup i 1972. Ordet optræder i bogen "Norm og spontaneitet", hvis undertitel lyder: "Etik og politik mellem teknokrati og dilettantokrati". Vi møder det igen på bogens side 304 - sigende nok ganske få linier efter at Løgstrup har omtalt - gæt engang! - Hannah Arendts kritik af det amerikanske studenteroprør. I samme år 1972 sker der noget, der er endnu mere interessant: Ebbe Kløvedal Reich udsender sin Grundtvig-bog "Frederik". I mine øjne er der en klar sammenhæng mellem dilettantokrati og Reichs Mao-psykedeliske-New Age-Grundtvig. Ved en overfladisk betragtning har Reich iscenesat Grundtvigs genopstandelse. I virkeligheden hiver han Grundtvig op af graven, ifører ham bajadskostume for dernæst at ophøje ham til dilettantokratiets stamfader. Året efter bliver Ritt Bjerregaard undervisningsminister og Madvig får gelé i knæene. Han bliver atter groggy i 1986. Denne gang er undervisningsministeriets taburet besat af grundtvigianeren over alle: Bertel Haarder. Hvad gør Haarder? Han beslutter såmænd at gøre kål på det berygtede gymnasiefag "fransk for matematikere" ved at indføre flere valgfag. Grengymnasiet bliver derved forvandlet til et valggymnasium. Hvilket er i skønneste samklang med det grundtvigske princip om "frihed for Loke såvelsom for Thor", men er samtidig eine echte T(h)orheit: at afskaffe et fag ved at indføre flere nye valgfag svarer nemlig til at jage en flue ud og få ti ind. 17. Gymnasiereformen: dilettantokratiets og markedstænkningens triumf Madvig bliver endegyldigt knock outed i 2005. Det sker da valggymnasiets kaotiske koncept bliver afløst af en gymnasiereform, der realiserer den katastrofale synergi mellem dilettantokrati og markedstænkning. Samtidig kan reformen opfattes som tegn på, at den gavnlige dialektik mellem Madvig- og Grundtviglinien er endt med, at den første er blevet likvideret, mens den anden har sejret sig ihjel i alle tiders implosion. At grundtvigianismen er imploderet fremgår af det faktum, at alle partier i dag henviser til Grundtvigs autoritet. Men som sagt: denne autoritet ville Hannah Arendt anse for et falsum. Langt fra at bygge på den kollektive erindring, støtter den sig nemlig til mytologiske forestillinger, hvis sammenhængskraft sikres af Grundtvigs mageløse opdagelser. Afslutningsvis bør det bemærkes, at Madvig-linien bestod af 80% fornuft (ratio) og 20% ånd(spiritus). I modsætning til Grundtvig-linien, der kan prale af 80% ånd og 20% fornuft. Dansk politiks tragedie beror på, at Grundtvig-linien i takt med madvigianismens svækkelse er blevet mere og mere spirituøs og mindre og mindre spirituel. Her står dansk politik i dag. Den plejer sine grundtvigske tømmermænd. Den kan ikke andet. I mellemtiden er Staunings Danmark for folket blevet afløst af Foghs Danmark for markedet. Fortsættelsen følger i: FLERE FODNOTER TIL HANNAH ARENDT
NOTER læremester Augustin:Hannah Arendts magisterafhandling handlede om Augustins kærlighedsbegreb Hannah Arendts imperialismebog:det drejer sig om 2. del af "The Origins of Totalitarianism"(1951) Peter Tygesens udsendelse om det danske Congo-eventyr blev vist på DR2 den 24.03.08. hans (andels)mejerigtige....ånd : det er især Ejvind Larsen, der har understreget det produktionsbegejstrede side af Grundtvigs tænkning. Jf. Ove Korsgaard, Kampen om lyset,1997, s.399 Ebbe Kløvedal Reich og Finn Abrahamowitz: der hentydes til Reichs folkebog "Frederik" (1972) og til Abrahamowitz´ biografi "Grundtvig - Danmark til lykke" (2000) søsterligt: jf. digtet Fru Asta Grundtvig, i: Grundtvigs Udvalgte skrifter ved Holger Begtrup, b.X, s.485 Jacob Jacobsen Dampe: det er fortrøstningsfyldt, at denne frihedens martyr "går igen" i Iselin Hermanns roman "Dampe" Koranens sura 22,52: dette citat spiller en stor rolle i Salman Rushdies "De sataniske vers". Lødig information herom i Hans Küng, Der Islam, s. 140 flg. Mytologi,fortrængning,dæmonisering: om emnet eksisterer der allerede en betydelig litteratur. Lettest at gå til er Henning Silberbrandts bog " Den danske syge" (1992). Klar,lødig og righoldig information findes i Ole Vinds doktorafhandling "Grundtvigs historiefilosofi"( 1999) samt i Ove Korsgaards to bøger: "Kampen om lyset" ( 1997) og "Kampen om folket" (2004).Informativ, men mere fortællende anlagt er Søren Mørch, Den sidste Danmarks historie (1996, revideret udgave 2006) Grundtvig sammenlignet med Mao og Marx: kære læser! Tro det eller ej, så er Grundtvig også blevet sammenlignet med Stalin. Eller også er det Stalin, der er blevet sammenlignet med ham. Bedøm selv! "Hvis man skulle prøve at gøre begribeligt for danskere, hvad Stalin og stalinismen betyder for sovjetmenneskene, så kan det vist bedst gøres ved at sammenligne ham med Grundtvig og hans lære med grundtvigianismen i dens velmagtsdage - men vel at mærke: ikke alene en folkeoplysningens og det folkelige fællesskabs Grundtvig, men en Grundtvig, der tillige havde stået i spidsen for arbejdernes og kvindernes frigørelse - som havde skaffet undertrykte folkeslag selvstændighed og ligestilling - og som havde ledet folket i dets sejrrige kamp på liv og død mod en barbarisk og mægtig fjende. Hvis man forstørrer Grundtvig og hans livsgerning op i det format, så tror jeg, man får et tilnærmelsesvist billede af, hvad Stalin og stalinismen betyder for sovjetfolket i dag - så forstår man, at man møder hans navn overalt, på fabrikker og kolkhoser, på kulturhuse og pionerpladser, ligesom man her til lands har en Grundtvigskirke og en Grundtvigs højskole, et Grundtvigshus og en Grundtvigsvej m.v. - og så behøver man ikke ty til allehånde utroværdige og ondsindede opspind for at forklare folkets hengivenhed og respekt for ham" (Professor Jørgen Jørgensen, Sovjetunionen i dag, september 1951 - citeret i: Henning Fonsmark, Historien om den danske utopi,1990,s.108) Danskerne - det udvalgte folk: jf. Ole Vind,cit., s. 166 flg Gesenius ..dardanerne: sådan i ordbogens ottende udgave(1878). I senere udgaver bliver ordet Dodanim anset for at være en fejllæsning af Rodanim, som også optræder i Første Krønikebog, 1, 7. Her oversættes ordet med rodosboerne. Lars Bjørnbak: se mit indlæg om ham på hjemmesiden www.pietrocini.dk
Johan Nicolai Madvig : jf. Jesper Eckhart Larsen, J.N.Madvigs dannelsestanker. En kritisk humanist i den danske romantik, 2002 samt Ove Korsgaards to citerede bøger. Fin orientering også i: Harry Haues doktorafhandling "Almendannelse som ledestjerne", 2003 i dets fulde ordlyd: jf. for eksempel "1000 danske digte, redigeret af Thomas Bredsdorff og Anne-Marie Mai, 2000,s.509 den store Jellingesten: til læserens information anføres her hele runeindskriftens tekst: Haraltr : kunukR : bath : kaurua / kubl : thausi : aft : kurm fathur sin /auk aft : thaurui : muthur : sina : sa / haraltr ias : saR.uan.tanmaurk //ala. auk nuruiak //. auk . tani (karthi) kristna Oversættelsen lyder: Kong Harald bød gøre disse kumler (mindesmærker) efter Gorm sin fader og efter Tyre sin moder, den Harald som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde Danerne kristne. (Kilde: Danmarkshistoriens Hvornår skete det, 1977, s.49) Om Skandinavismens Forhold: citeret efter: Ove Korsgaard, Kampen om Folket,cit., s.330 atter i clinch med hinanden: jf. Ove Korsgaard, Kampen om folket,cit., s.328 flg. alle partier henviser til Grundtvigs autoritet : det samme skete i trediverne, hvor Grundtvig blev taget til indtægt af både Stauning og Kaj Munk. Sidstnævnte omtalte Hitler som "det levende ords mand". Jeg formoder, at det skete på grundlag af Grundtvigs udsagn om, at "Blod og Byrd er Folkegrunde" i digtet Folkelighed. Bemærk, at udsagnet er fjernet fra den version af digtet Folkelighed, der optræder i Folkehøjskolesangbogen. Om Hitler som "det levende ords mand" se Søren Mørch,op.cit.,s. 236.
|