Kejsere, paver og andet godt folk.

Du, pusling-land, som hygger dig i smug,/mens hele verden brænder om din vugge.  Jeppe Aakjær

...de varme lande er noget lort. Shubidua

 Kan man sige, at Italien er Danmarks vugge?

Tja. En vugge forudsætter jo en eller anden form for elskovsleje. I værste fald et voldtægtsleje. Og det er netop det, Romerriget var, da Jesus blev født. En græsk-romersk tumleplads, hvor der foregik lidt af hvert.

Romersk fra Atlanterhavet til Rhin og Donau - og græsk fra Sicilien til Damaskus.

Græsk (hellenistisk) formedelst Aleksander den Stores felttog omkring år 300 f.v.t.

Romersk takket være de mange op- og nedture, hvorved romerne  ganske langsomt latiniserede en stor del af Vesteuropa.

En af nedturene var kimbrernes  angreb omkring år 100 f.v.t. Nedturen endte imidlertid med at styrke Rom - i hvert fald militært. Kimbrernes  banemand, Marius, blev nemlig den første af en lang række feltherrer, der via deres udvidede magtbeføjelser lagde den romerske republik i graven.

Omkring år nul er det romerske kejserrige en realitet.

300 år senere er det en anden stor hærfører, Konstantin, der sørger for at føre  den europæiske ekspansionsproces videre. Både ved at stifte det byzantinske rige og ved at forvandle Jesu glade budskab til alle tiders erobringsideologi.

Ifølge sagnet faldt Dannebrog  ned fra himlen,i virkeligheden kommer den sydfra - over forskellige mellemstationer, der tæller Konstantin og hans frankiske kollega Karl den Store samt et stort antal paver.

Italien er Danmarks storesøster

Men tilbage til Jeppe Aakjærs vugge-metafor.

Italien er Danmarks storesøster.

Det lyder flot, men er det nu også sandt?

Ja,  - og det bevidnes af utallige arkæologiske fund, som for Danmarks vedkommende undersøges i Jørgen Jensens pragtværk "Danmarks oldtid".

Angående civilisationsprocessen lige et par bemærkninger:

1) Ordet civilisation skal tages med et gran salt. Hvor mange mennesker blev massakreret af Aleksander den Store? af romerne? og under de civiliserende tiltag, der går under betegnelsen "korstog"?

2) Efter 1600-tallet udgår civilisationsprocessen - med tilhørende massakrer -  fra det nordvestlige Europa+ Nordamerika.

 Skabende kaos

Omkring år 300 er Romerrigets vestlige halvdel allerede i dyb krise, men den tids danskere lader til at underholde livlige handelsforbindelser med den stadig (trods alt) magtfulde nabo.

Fra Danmark eksporteres der kvæg, skind, rav og især slaver. Sidstnævnte  kunne Romerriget jo  aftage i massevis.

Men der må også være mange danskere, der tager på valsen sydpå, og  tjener gode penge ved at dygtiggøre sig i et eller andet håndværk: skibsbyggeri, for eksempel. Ligesom der sikkert er mange danskere, der går i romersk krigstjeneste.

Sagen er, at Romerriget har brug for soldater til at forsvare grænserne mod de angribende germanere. Bemærk, at germanere er et såre speget begreb. Det Frie Germanien - som det står i danske historiebøger - er jo et stort folkehav, og danskerne er en del af det.

Og hvad er det for soldater, romerne fortrinsvis indrullerer i deres legioner ? Det er - paradoksalt, men sandt! - germanere.

Der er heller ikke nogen tvivl om - og det bekræftes af en stor mængde arkæologiske fund  -, at den tids danskere overrender de romerske grænsebutikker. De nærmeste af dem ( Colonia Ulpia Noviomagus/Nijmegen og Colonia Agrippina/Köln) ligger jo kun 200-250 km fra Danmark.

Det er især op til vintersolhvervets store festligheder, at der bliver købt stort ind af lidt af hvert - lige fra vin, farserede helstegte pattegrise til alle hånde souvenirs.

Aktører

I Antikken begyndte Europas historie i Mellemøsten.( Jf. sagnet om den bortførte prinsesse Europa i "Arius, gaflen og treenigheden")

Men hvor begyndte det nye (kristne) Europas historie? Det begyndte ligeledes østpå, et sted på de asiatiske stepper, hvor et skrækindjagende rytterfolk - hunnerne - omkring år 300 efter Kristus satte sig i bevægelse.

Ikke alene var disse hunner   fremragende ryttere, de var også  ypperlige bueskytter. Disse to kompetencer gik til at begynde med ud over de germanske vestgoter, der ved hunnernes fremrykning gav sig til at flygte vest over, hvor de romerske legioner holdt til.

Det resulterede til sidst i et drabeligt slag mellem en romersk hær, anført af kejser Valens, og et blandet sammensurium af vestgoter, alaner og deserterede hunner.

Slaget fandt sted i Adrianopel - vore dages Edirne i det nordvestlige Tyrkiet - den 8.august 378.

Romerne blev slået til plukfisk, og omkom i tusindvis sammen med deres kejser.

Valens´ efterfølger hed Theodosius. Efter flere nederlag til vestgoterne nåede han frem til to skelsættende beslutninger:

a) Han gav goterne "lov" til at slå sig ned inden for Romerrigets grænser;

b) Han besluttede at ophøje kristendommen til romersk statsreligion.

Var sidstnævnte beslutning mon dikteret af sikkerhedsmæssige hensyn? Det er yderst sandsynligt.

Uanset hvad: at Europa blev kristnet, bør vi europæere takke adskillige for. Allerførst naturligvis Jesus og Paulus, men dernæst  hunnerne, goterne samt sidst men ikke mindst de pragmatiske romere.

Paven - en romersk mutant?

I 400-tallet får grænsebutikkerne en brat ende. Romernes våbeneksport (også den er arkæologisk veldokumenteret) 1) vender sig nu mod romerne selv. I hvert fald mod rigets vestlige halvdel, der  netop i denne periode står pivåben for folkevandringens tsunamier.

Angler, jyder og saksere i England, vestgoter i Spanien, østgoter og longobarder i Italien, burgunder,  alemanner og franker i Frankrig,  er blot nogle af de mange germanske stammer, der i en stor pærevælling etablerer sig inden for den tidligere romerske limes.

Midt i dette virvar indtræder den vigtige kulturhistoriske mutation, hvorved Roms biskop bliver til pave.

Om paven cirkulerer den dag i dag to modstridende opfattelser. Ifølge den troende katolik er han apostlen Peters efterfølger, hvorimod mange protestanter  affærdiger ham som den naragtige person, der sagde: "Når pengene i kisten klinger, snart sjælen ud af skærsilden springer".

I virkeligheden er paven en kompleks skabning, opstået ved en særpræget blend af jødisk messias-tænkning og græsk-romersk kultur.

Allervigtigst: Pave-embedet yder det afgørende bidrag til, at den græsk-romerske kulturarv overtages af de nye politiske magtstrukturer, der rejser sig ud af Vestroms ruiner.

Både Danmark og Italien tager så at sige deres første skridt i den pavelige kravlegård.

Samtidigt bliver paven til Italiens skæbne. Til stor ærgrelse for en kejser-freak som Dante og for en statsteoretiker som Machiavelli.

En besværlig proces

Hverken Rom eller pavedømmet er blevet bygget på én dag.

Omkring år 400  er  de kristne hierarkier organiseret omkring 5 mega-bispesæder, der kaldes patriarkater. Disse er beliggende i Konstantinopel, Rom, Aleksandria, Antiochia og Jerusalem.

I egen selvforståelse anser Roms patriark sig for den vigtigste.

Han gør imidlertid regning uden den østromerske kejser, der føler sig højt hævet over alverdens patriarker og betragter sig selv som hele kristenhedens overhoved.

Denne konflikt mellem selvforståelser afslører, at kristendommen er behæftet med en alvorlig konstruktionsfejl.

Heri ligger kimen til mange senere kontroverser.

Hvem er den kristne kirkes øverste chef? Er det ypperstepræsten? Er det kejseren? Eller er det sådan, at den kristne kirke - som Martin Luther vil hævde omkring 1530 - skal opfattes som en myriade af selvstyrende enheder, hvis chef er den lokale fyrste/konge/dronning? 

Men der er altså grænser for dilettanteri.

Inden vi fristes til  at springe tusind år historie over 2), lad os lige kigge på, hvordan Vesteuropa overhovedet fik en pave - og hermed et græsk-romersk fundament og ikke - hvad skal vi sige? - et østgotisk-mongolsk.

Sagt i øvrigt med al respekt for både østgoterne og mongolerne.

Problemerne med den byzantinske kejser antog en foruroligende størrelse under den energiske Justinian, hvis hære omkring 550 generobrede Italien fra netop østgoterne.

Omkring 600 falder det meste af Italien imidlertid i longobardernes hænder.

Til forskel fra østgoterne, som har efterladt sig deres betydeligste minde i en af Ravennas kirker, sætter longobarderne  et varigt præg på Italiens historie. Så sandt som Italien i flere årtier  slet og ret hed Longobardia. Eneste betydelige undtagelse herfra var en lille byzantinsk enklave omkring Ravenna, som blev kaldt Románia. Med tiden blev det til vore dages Romagna. Her vidner  Ravennas pragtkirker  den dag i dag om de svundne tider, hvor denne del af Italien stadig var i kontakt med Østrom.

Longobarderne var en germansk stamme, som kort før deres udvandring til Italien, holdt til ved Lüneburger Heide. Til at begynde med havde de været arianske kristne, men kort efter 700 var de konverteret til katolicismen.

En af de longobardiske konger følte sig fristet til at indskrænke den voksende magt, som Roms biskop (alias paven) var ved at tiltage sig.

Over for denne trussel besluttede paven - han hed Stefan d. 2. - at anråbe frankerne om hjælp. 3)I parentes bemærket: disse frankere var nøjagtigt lige så germanske som longobarderne.

Hvad der derefter skete, splittede Italien  mange århundreder frem.

Den frankiske feltherre Pippin den Lille nøjedes ikke med at ile paven til hjælp og slå longobarderne. Han lagde også grunden for pavedømmets territoriale magt  ved at forære paven Romania-området. Dette blev den første etape for det, som i århundredernes løb skulle udvikle sig til Kirkestaten - et bælte, der strakte sig fra Romania  i øst og (udenom Toscana) til Lazio i vest.

Kirkestaten blev derved til en bufferzone mellem Syd- og Norditalien.

En afgørende forskel

Danmark har været et forenet kongerige fra Gorm den Gamle til vore dage.

Italien fik en totalt anderledes historie.

Med oprettelsen af Kirkestaten blev Støvlelandet  splittet op i tre enheder:

1) et stort område bestående af Toscana plus territorierne nord for Kirkestaten;

2) Kirkestaten samt - syd for Montecassino - 

3) Syditalien.

Disse tre enheder bliver i mange århundreder karakteriseret ved   tre væsensforskellige politiske organisationsformer. Med

a) det "republikanske" eller byernes Italien nord for Kirkestaten

b) det "pavelige" Italien i Kirkestaten

c) det " kongelige" Italien syd for Kirkestaten.

Et geopolitisk jordskælv

Hvorfor det skete, skal ses i lyset af, at Europa mellem 600 og 1000 befandt sig midt i et geopolitisk jordskælv. Det var Italiens (u)held at ligge i rystelsernes epicenter. Ud af dette jordskælv opstår to komplementære   nydannelser, som vil præge Europas politiske fysiognomi mange århundreder frem. Det drejer sig om det romerske pavedømme og om det genfødte romerske imperium  først i frankisk og senere i tysk regi. Tilsammen  udgør pavedømmet og imperiet  tidens  store joint venture efter princippet om noget for noget: Kirken legitimerer jo den nyindstiftede kejsermagt, der til gengæld  assisterer Kirken militært.

Hvad med islam? - vil nogen sikkert spørge. Godt spørgsmål. Truslen fra islam har i allerhøjeste grad været med til at udforme Europa. Men det samme bør i hæderlighedens navn siges om vikingerne. Hvor islam truede sydfra, truede vikingerne nemlig nordfra samt magyarerne østfra. Det gjaldt om at stå sammen. I Kristi navn. Dette forklarer, hvorfor tidens mest hårdtslående  (kristne) feltherre konstant var på krigstogt.

Snart ved Pyrenæerne, hvor det gjaldt om at holde de muslimske  maurere stangen, snart i Italien, hvor longobarderne blev tøjlet og  paven styrket, snart lige syd for Dannevirke, hvor sakserne havde svært ved at indse, at Odin var yt og Jesus in.

Men  Karl - sådan hed han - fik dem til at komme på bedre tanker. Han var frankernes konge og ifølge sagnet Holger Danskes arbejdsgiver. I dag ville man stævne ham for en krigsforbryderdomstol. Senere  kom han til at hedde Karl den Store -  efter at paven  julenatten i år 800 i Peterskirken kronede ham til romersk kejser.

Var det godt eller dårligt? Ud fra et europæisk synspunkt var det i hvert fald et af de hårdtslående fakta, som ifølge gamle Hegel  både er fornuftige og virkelige. Fra da af gik der nemlig ikke mange århundreder, før hele Europa blev kristnet.

Hvad der lå i denne kristning, bliver klart for enhver, der går filologisk tilværks. For se, kære læser: Vel var Jesus jøde, men læg mærke til, at samtlige europæiske hovedsprog kun kan mønstre ganske få ord af hebraisk herkomst. Jeg kan i hvert fald kun komme i tanke om følgende: messias, amen, sabbat, halleluja, seraf og kerub.

Derimod er  ordene af græsk eller latinsk oprindelse   tusindtallige.

Forklaringen ligger i, at kristendommen i århundredernes løb har virket som en formidabel  kulturel pipeline mellem Europa og Antikkens kultur.

Det "republikanske" Italien og kejserens (røde) skæg

Nord for Kirkens besiddelser og i Toscana opstår der omkring år 1000 en række politiske enheder, der militært set ikke har meget at skulle have sagt. Anderledes forholder det sig   økonomisk set: Venezia, Genova, Milano og Firenze udvikler sig til blomstrende handelscentre. I kølvandet på handelen stortrives kulturen. Et interessant tilfælde er Venezia, der i en lang periode ligner en byzantinsk forlægning. Besøg Markus-kirken, og fortæl  om dine opdagelser på Facebook!

Omkring 1160 bliver denne tingenes tilstand kompliceret af Italiens navnkundigste Spielverderber, den tysk-romerske kejser Frederik  1. Barbarossa. Hans bedrifter på italiensk grund beskrives med fynd og klem i Umberto Ecos skælmeroman Baudolino. 4)

Frederik Barbarossas gentagne forsøg på at underlægge sig Milano resulterer i første omgang i, at  Lombardiets hovedby bliver erobret og totalt ødelagt. Men i 1176 lykkes det Milano sammen med sine allierede (flere norditalienske byer og paven) at slå den kejserlige hær i Legnano.

Den tysk-romerske kejser Frederik Barbarossa (1122-1190) er en nøglefigur: i Italien, Tyskland og  ikke mindst  Danmark, der over en lang årrække drager fordel af kejserens engagement i de norditalienske anliggender. Mens Barbarossa forsøger  at underlægge sig Milano og dens mange allierede, kan den danske kongemagt befæste sin position. Både ind- og udadtil. Læs mere herom i Lars Hovbakke Sørensens Danmarkshistorie.

31.5.2015

                                           *

Mere end tre år senere

Når jeg mere end tre år senere får lyst til at fortsætte denne passiar om Italiens historie, er det fordi jeg lige er stødt på en inspirerende artikel ved professor Jørgen Møller (Århus Universitet).

I artiklen ("Ecos politiske dyr", Weekendavisen af  27.7.18) beretter JM om, hvordan han med mere end 30 års forsinkelse har læst Umberto Ecos  "Rosens navn" og opdaget, at bogen  er den rene og skære anskuelsesundervisning i, hvor dybt den moderne politiske tænkning står i gæld til Middelalderen.

Det har JM ret i. Men bogen er også en allegori over et Italien, der  ved bogens udgivelsesår 1980 stadig var martret af terrorismen. I 1978 havde de Røde Brigader myrdet den italienske statsminister Aldo Moro. Mange spurgte sig (bl.a. Leonardo Sciascia), hvem der var interesseret i Moros henrettelse.

Eco udvider perspektivet, og synes at se hele affæren som ét udslag af den epokale omvæltning, som verden i 1980erne  befandt sig midt i.

For at sige det lidt mere konkret: Rosens navn skildrer den uro, der præger Middelalderens Europa på tærskelen til Renæssancen, og via et vink med en vognstang viser hen til den prekære omstændighed, at vor tid oplever en tilsvarende omvæltning.

fortsættes 15.8.2018

KRONOLOGISK NOTE

I ovenstående fremstilling er næsten alle årstal  afrundet op eller ned. Det skyldes ikke sjusk, men den betragtning, at præcise årstal er vanskelige at huske, mens få groft afrundede årstal tjener som nyttige kronologiske orienteringspunkter, der sikrer det nødvendige overblik.

Det er nemlig vigtigt , at få øje på skoven på trods af de mange træer.

En minimalistisk kronologisk tabel kan tage sig sådan ud:

- 300: Aleksander den Stores felttog = Hellenistisk periode starter

0 : Jesu fødsel. Romerriget begynder

300 : Konstantinopel grundlægges. In hoc signo vinces

500: Det vestlige romerrige slutter

800 : Karl den Store krones i Rom som romersk kejser

1000: Danmark kristnes

1200 : Dannebrog falder ned fra himlen

1300 : Italiensk renæssance starter

1500: Italiensk renæssance slutter. Opdagelse af Amerika. Luther

1800: Den Franske Revolution. Napoleonskrigene. Dansk guldalder

BIBLIOGRAFISK NOTE

Ganske enkelt fremragende er Jørgen Jensens fire binds værk Danmarks Oldtid, 2004. Her er der fine oversigter over de kulturpåvirkninger, som Danmark årtusinderne igennem modtager sydfra.

Denne bog foreligger også i en ganske god ét bind-udgave: Jørgen Jensen, Danmarks Oldtid - Fra stenalder til vikingetid -, 2013 (1146 sider!). Jeg citerer fra denne udgave.

En fin fremstilling af Danmarkshistorie  i en europæisk sammenhæng er   Lars Hovbakke Sørensen, En europæisk Danmarkshistorie, 2014

En inspirerende oversigt over hele Europas historie er Norman Davies, Europe - A History, 2014. Et skatkammer af viden og kuriosa.

Med hensyn til overgangen fra Antikken til Middelalder er Steffen Heiberg, En ny begyndelse, 2008 en særdeles velskrevet introduktion.

For en indgående og fordomsfri behandling af Kristendommens historie  se Diarmaid MacCulloch, History of Christianity.

Fin læsning er også Brian Patrick Mac Guire,  Den levende middelalder. 

NOTER

1) Se fundene fra Illerup Ådal på det fantastiske Moesgaard Museum i Århus

2) Jf. Knud J. V. Jespersens "Historien om danskerne", 2007, der med ubetalelig nonchalance begynder år 1500. Det kan kun forstås på én måde: før 1500 eksisterede danskerne slet ikke. Spørgsmål: Blev Danmarks romanske kirker  bygget af aliens?

3) Pavens dramatiske færd over Alperne beskrives med stor indlevelse i Norman Davies, cit., s. 284-290.

4) At disse begivenheder spiller en stor rolle i Danmark, er også ved at gå op for danske historikere. Jf. Lars Hovbakke Sørensen, En europæisk Danmarkshistorie, 2014, s. 265

fortsættes 31.5..2015