|
ISRAEL/PALÆSTINA KONFLIKTEN - Historie, problemer, perspektiver. Introduktion 1. Antisemitisme og zionisme 2. Fra Balfour-deklarationen til mordet på Folke Bernadotte 3. Palæstinas frihedskamp 4. Fundamentalister, lobbyister og fredsaktivister Introduktion Historie, problemer og perspektiver - lyder undertitlen på dette foredrag. Der kunne lige så godt stå : Problemer, problemer og problemer. Perspektiver er nemlig det samme som fremtiden, og den er som bekendt vanskeligt at spå om. Men det er lige så problematisk at beskæftige sig med det stykke fælles hukommelse, der hedder historie. Vores kendskab til fortiden må nemlig i de fleste tilfælde basere sig på hvad andre mennesker har at fortælle om det der er sket. Der er naturligvis ting, som er sikre nok. Ordlyden af internationale aftaler, f.eks., eller hvornår og hvor bestemte kamphandlinger har fundet sted. Men mangt og meget forbliver indhyllet i mørke. Det kan skyldes, at vigtige dokumenter den dag i dag er gemt i arkiver og først vil blive frigivet om en rum tid. Det kan også skyldes, at historien skrives af sejrherrerne - og at sandheden først kommer for en dag, når sejrherrerne begynder at miste deres eneret til den rette fremstilling. Endelig må vi være opmærksomme på, at selv vor kendskab til aktuelle begivenheder er langt mere problemfyldt end vi forestiller os. Hvad ved vi egentlig om, hvad der sker i Israel lige nu? Meget lidt. Og det beror vel på, at de færreste interesserer sig for Israel. Dernæst skyldes det, at de informationer, vi får fra Israel, afhænger, af hvem der beretter derfra. Er vedkommende dygtig nok? Uafhængig nok? * Abraham sad i Mamrelund - men hvor blev Ismael af? Når det nu drejer sig om både Israel og Palæstina, må det være oplagt at begynde med den figur, som alle i Israel - uanset om de er kristne, muslimer eller jøder - anser som deres fælles udgangspunkt, nemlig Abraham. Abraham sad i Mamrelund - hedder det i Grundtvigs vise fra 1832. Mamrelund hedder i dag Hebron. Hebron ligger på Vestbredden lige sydvest for Jerusalem. Og selve Jerusalem spiller en stor symbolsk rolle i Abrahams historie. For det er på Morias bjerg, at Abraham en dag på Guds befaling er parat til at ofre sin egen søn Ishak. Og Morias bjerg er lige netop det sted, hvor Salomo ifølge traditionen senere bygger det første tempel - jødedommens allerstørste helligdom(SM,51). Det er også det samme sted, hvor muslimerne - adskillige århundreder senere - rejser Klippemoskeen. Grundtvigs fortælling om Abraham og Sara har en lille krølle. Før Sara fødte Ishak, havde den ægyptiske slavinde Hagar nemlig født Abraham en søn: Ismael.( 1. Mos. 17) Det er påfaldende, at Simon Sebag Montefiore i sin ellers imponerende Jerusalem-bog intet skriver om Ismael. Undladelsen er så graverende, at den gør bogen upålidelig. Var Abraham jøde? Det var han faktisk ikke. I Første Mosebog betegnes Abraham som "hebræer", det vil sige som tilhørende det semitiske folk, der talte hebraisk. Jøderne er derimod de borgere i Kongeriget Juda, som omkring år 580 bliver deporteret til Old-Babylon og cirka 40 år senere bliver frigivet af perserkongen Kyros den Store. Med andre ord: jøderne var hebræere, men ikke alle hebræere var jøder. Israel/Palæstina er en stribe land, der strækker sig mellem Jordan-floden i øst, Middelhavet i vest, Egypten og det Røde Hav i syd samt Libanon og Syrien i nord. Arealet er på 21.946 kvadratkilometer (NB!Jyllands er på 29.776 kvm). Befolkningstætheden er imidlertid høj: indbyggerantallet er på 7.751.000. Vestbredden: areal 5.860 km2 befolkning 2.400.000 Gaza-stribe: areal 360 km2 ;befolkning 1.645.000 Er landet lille, er det til gengæld betydningsfuldt på grund af en lang række faktorer. Især to af dem springer i øjnene. 1)Israel er vuggen for to religioner - jødedom og kristendom - og spiller samtidig en central rolle i islams historie, tradition og forestillingsverden. For jøderne er Israel det Forjættede Land, for os kristne det Hellige Land, for muslimerne er Jerusalem den hellige by (på arabisk: Al Quds). Hebron(på arabisk: Al Khalil) er desuden knyttet til mindet om Abraham, der under navnet Ibrahim anses for muslimernes stamfader. 2) Israel spiller en nøglerolle i storpolitisk sammenhæng. Spørgsmålet er indviklet, foreløbigt kan følgende slås fast: Israel fødes officielt den 14.maj 1948. Derved forløses et tredive år langt svangerskab, som følge af mødet mellem en jødisk ideologi (zionismen) og et europæsk ophav: det Britiske Imperium. Om landet generelt Palæstina/Israel var en del af en større geopolitisk-kulturelt sammenhængende enhed, som man har kaldt den Frugtbare Halvmåne. Et område, der spiller en fundamental rolle i udviklingen af europæisk kultur. Det er jo vor civilisations vugge: alfabetet (alef- bet - gimel, etc) kommer herfra. Afgørende for områdets særpræg er de store floder: Tigris og Eufrates i det nuværende Irak samt Nilen. Palæstina er det højst befærdede transitland mellem de to rige flodkulturer: Mesopotamien og Egypten. Læg mærke til, hvor mange folkeslag, det Gamle Testamente nævner i forbindelse med hebræeernes ankomst til det Forjættede Land. Palæstina var allerede beboet omkring 3000 år f.K. - altså længe før både filistrene og hebræerne dukkede op og begyndte at skændes. Filistrene, som Palæstina er opkaldt efter, er et havfolk, der omkring 1300 f.Kr. slår sig ned på kystområdet. Med hensyn til hebræerne (jvf. 1.Mos.14,13) udledes deres navn af en semitisk rod ´br, som betyder " fra den anden side". Efter al sandsynlighed at dømme er hebræerne et semitisk folk, der kommer fra den anden side af floden (Tigris?Eufrates?Jordan?). Hebræerne talte et semitisk sprog - hebraisk, som er beslægtet med arabisk og aramæisk. Det land, som de ankommer til, havde længe før dem været sæde for højt udviklede bykulturer. Før hebræerne kom, var der allerede en by, som hed Jerushaleim. Allerede dengang hed en del af Jerushaleim Zion (SM,57).
Ordet Israel Ordet Israel kan henvise til én person,ét land og ét folk. I det første tilfælde menes der Jakob, som bliver kaldt Israel efter hans kamp med Guds engel. Jvf. Mos. 1, 32,28: "Dit navn skal ikke mere være Jakob, men Israel : thi du har kæmpet med Gud og mennesker og sejret". Det er ganske vist omstridt, om ordet "Israel" skal tolkes som "kæmper med Gud" eller som " Guds kæmper". Det afgørende er imidlertid, at ordets to sidste bogstaver (el) betyder Gud på flere oldsemitiske sprog. Hvem var israelitternes Gud? Denne Gud, som i det Gamle Testamente optræder under mange forskellige navne (El, Elohim, Baal, Jahve - sidstnævnte omskrevet til Adonai) lover sit folk landet Kanaan til evig eje, såfremt folket vel at mærke går med på at omskære alle sine mænd ( 1.Mos17,1-5). Meget tyder på, at El - der sprogligt set er i familien med muslimernes Allah - er det oldsemitiske pantheons svar på Odin/Wotan. Interessant er, at det Gamle Testamente lige fra første indledningsvers bærer præg efter det oprindelige semitiske flerguderi: Gud, der i begyndelsen skabte både himmelen og jorden (1 Mos.1,1), betegnes her som "Elohim". Men Elohim er El i flertalsform!! Om Palæstina og palæstinenserne Ordet Palæstina optræder flere gange hos den græske historiker Herodot (f.eks. Historier, 1,105) og som oftest som led i betegnelsen "det palæstinensiske Syrien". Med hvad med vore dages palæstinensere - hvad er de for en størrelse? Tilbage i 1969 skulle daværende israelske statsminister Golda Meïr have sagt, at palæstinenserne slet ikke eksisterede( IP,239;den fulde ordlyd bringes i DH,391-2). Interessant nok, går Golda Meïrs Palæstina-benægtelse igen i vore dage. Jævnfør de udtalelser, som den republikanske præsident-kandidat Newt Gingrich er fremkommet med: http://www.information.dk/telegram/287505 Med de to intifadaer - i 1987 og i 2000 - har palæstinenserne gjort Golda Meïrs påstand til grin og til skamme. I overensstemmelse med Albert Camus´ grundsætning i "Oprøreren":"Jeg gør oprør - altså er vi". Een ting bør her præciseres: Den arabisk-talende befolkning, der beboede det nuværende Israel inden Ufhængighedskrigen/ al-Nakba, er et produkt af en enestående folkeblanding: palæstinenserne er jo efterkommere af filistre, kanaanæere, hittiter, hebræere (yes!), arabere, tyrkere - for blot at nævne nogle få blandt de mange indvandrere, der gennem tiderne har slået sig ned i området. Bemærk desuden, at muslimernes stamfader Ismael, der jo fødes af hebræeren Abraham og af den egyptiske slavinde Hagar, teknisk set er af hebræisk afstamning og hermed i teologisk henseende berettiget til at gøre krav på det Forjættede Land (om dette spørgsmål jvf. PG,45-46) Jødernes diaspora Anno 70 e.K. ødelægger romerne Jerusalems tempel. I løbet af det 2.århundrede e.K. spredes jøderne over hele den kendte verden. Denne spredning betegnes med et græsk ord som diáspora. Gennem tiderne og alt efter omgivelserne opstår der forskellige udgaver af jødisk kultur. Nogle få eksempler vil klargøre dette punkt. Moses Maimonides (ca.1135-1204) fødes i Cordoba i det mauriske Spanien, hvor hans jødedom udvikles under stærk indflydelse fra den udgave af Aristoteles-filosofi, som var blevet lanceret af Maimonides´ arabiske og muslimske bysbarn Averroës. Nogle århundreder senere støder vi på en anden stor jødisk filosof, Baruch Spinoza (1632-1677). Spinoza fødes i Amsterdam i en jødisk familie af portugisisk herkomst. Det er familiens ambition, at han skal blive rabbiner, men den jødiske ortodoksi huer ham ikke, især efter at han stiftet kendskab med Descartes´ filosofi. I 1656 lyser den jødiske menighed ham i band som kætter. I dag regnes Spinoza som en af europæisk moderne filosofis største repræsentanter - samt en af hovedskikkelserne i den tidlige Oplysning. Mindre radikal end Spinoza er Moses Mendelssohn (1729-1786) , der finder sig et filosofisk ståsted i skæringspunktet mellem den traditionelle jødedom og den tyske Oplysning. Mendelssohn er en oplyst traditionalist - en vigtig brobygger mellem jødisk og tysk kultur. Et iøjnefaldende aspekt ved jødiskhedens højst sammensatte karakter er det sproglige. Jøderne holder således fast ved hebraisk som kultisk sprog, men deres hverdagssprog bliver en afart af spansk i Spanien (ladino eller judesmo) - og af tysk i det tysk-slaviske område (jiddish). Desuden bestræber jøderne sig som oftest at bruge det sprog, der tales i det land, de bor i. Det resulterer i, at mange jøder kan mestre og bruge flere sprog på samme tid. Eksempel: hebraisk, jiddish og dansk. Når jødisk kultur udvikler sig forskelligt alt efter tid og sted, hænger det i allerhøjeste grad sammen med omgivelsernes mere eller mindre tolerante forhold til den jødiske minoritet. Forholdet svinger fra det meget liberale i England/USA til det groft undertrykkende i det daværende russiske imperium. England/USA samt det russiske imperium er de to "hovedkræfter", der sætter et afgørende præg på jødiskhedens udvikling i almindelighed og på staten Israel i særdeleshed. Angående England/USA går det venlige forhold til jøderne tilbage til den puritanske statsleder Oliver Cromwell (1599-1658), der "troede på tusindårsriget og var overbevist om, at hans puritanere som deres brødre i New England var det nye udvalgte folk" (SM,367). Det var ham, som tillod jøderne at vende tilbage til England, ud fra overbevisningen om, at Kristus ikke kunne komme igen, medmindre jøderne vendte tilbage til Zion og derefter konverterede til kristendom. Mange kristne amerikanere er i dag ivrige støtter af den israelske lobby(se M&W,171-180). De kaldes kristne zionister og er med til at holde de gamle cromwellske tusindårsrige-forestillinger i live. Med hensyn til det russiske imperium var de frygtelige pogromer, der ramte det jødiske mindretal især efter 1880, een af hovedårsagerne til, at hundredetusinder af jøder valgte at udvandre til USA. Ordet pogromer er afledt af det russisk ord "pogróm", som betyder ødelæggelse. I USA bor idag verdens største jødiske mindretal.
1.1. Antisemitisme I sine erindringer fortæller Georg Brandes, om hvordan han som barn opdager at han er jøde: "Når jeg gik og dryssede efter barnepigen, der holdt den yngre broder i hånden, hørte jeg undertiden bag mig et råb, og vendte jeg mig, så jeg en grinende dreng med vrængende mund og truende hænder. Længe havde jeg ikke agtet videre derpå, men efterhånden hørtes råbet oftere, og jeg spurgte pigen, hvad det ville sige. Hun svarede: Å, ingenting. På mine gentagne spørgsmål, sagde hun blot: Det er et stygt ord. Men en dag, da jeg påny havde hørt råbet, ville jeg vide besked, og da jeg kom hjem, spurgte jeg moder: Hvad betyder det?- Jøde! sagde moder. Jøder, det er nogle mennesker. Stygge mennesker? Ja, svarede moder smilende, undertiden ret grimme mennesker, dog ikke altid. - Kan jeg få en jøde at se? - Det kan du godt, sagde Moder, og løftede mig straks op foran det store ovale spejl, der hang over sofaen. Jeg udstødte et skrig, så moder hurtigt satte mig ned på gulvet, og jeg viste mig så forfærdet, at moder fortrød, hun ikke havde forberedt mig. Senere talte hun undertidem derom." (Georg Brandes, Levned, 1905-8) Georg Brandes´ barndomserindring giver et fingerpeg om jødernes situation i Danmark. Antisemitismen var her ikke noget særlig alvorligt fænomen. Dette skyldtes, at jøderne kom relativt sent til Danmark. Desuden har deres antal været beskedent. Ikke desto mindre var der også i Danmark anti-jødiske episoder såsom de såkaldte jødefejder i 1813 og 1818-19 (se nærmere herom i Wikipedia). Anti-jødiske ledemotiver synes desuden at kunne opspores hos Søren Kierkegaard (se Peter Tudvad, Stadier på antisemitismens vej: Søren Kierkegaard og jøderne, 2010). Eksempler på anti-jødisk satire i dansk presse er desuden dokumenteret i TS. Men alt i alt var Danmark en oase. Helt anderledes var situationen i andre europæiske lande. Særlig omtale fortjene Wiens stærkt anti-semitiske borgmester Karl Lueger 1844-1910 - et af Adolf Hitlers vigtige forbilleder. Georg Brandes kan i sin Tyskland-bog (Berlin som tysk rigshovedstad,1885) fremdrage eksempler på antisemitisme i Tyskland. Allerværst går det imidlertid i de tre områder (Polen, Ukraine og Litauen), hvor det jødiske mindretal andrager op til 10 procent af befolkningen. 1.2. Antisemitisme og Dreyfus-affæren Nogle forfattere (f.eks. Hannah Arendt) skelner mellem jødehad og antisemitisme. Jødehad er et gammelt fænomen: I 1543 udgiver således selveste Martin Luther en skrift med titlen "Von den Juden und ihren Lügen"(Om jøderne og deres løgne). Antisemitismen er af nyere dato og dukker op omkring 1850. I den bliver jødehadet koblet sammen med tesen om, at der er højere og lavere racer. Ifølge denne uhyrlige påstand er den semitiske race, hvortil både jøder og arabere henregnes, lavere end den ariske. Denne racistiske ideologi er en trussel mod jøder, der har ladet sig assimilere. Dette forhold illustreres af Dreyfus-affæren, der rammer Frankrig omkring 1900. Alfred Dreyfus (1859-1935), fransk officer, søn af en jødisk fabrikant, ansat ved generalstaben. I 1894 blev han uskyldigt anklaget for spionage, degraderet og dømt til livsvarig deportation til Djævleøen ved Fransk Guyana. Den voksende mistanke om hans uskyld udviklede sig til en national og endda international skandale, da forfatteren Émile Zola rettede en offentlig anklageskrift ("J´accuse") mod generalstaben. Senere viste det sig, at Dreyfus var blevet dømt på grundlag af et falsum. Først i 1906 lykkedes det Dreyfus definitivt at blive rehabiliteret. "L´affaire Dreyfus" udviklede sig til en voldsom polemik mellem dreyfusarder (der holdt på Dreyfus´ uskyld) og anti-dreyfusarder. Det blev til en konfrontation mellem venstre og højre, der også vakte resonans uden for Frankrig - bl.a. i Danmark, hvor Georg Brandes selvfølgelig var på anti-dreyfusardernes parti. Sagen blev også fulgt med interesse af Theodor Herzl (1860-1904), en østrigsk-ungarsk journalist, af jødisk herkomst, der 1891-5 var Frankrig-udsendt af wiener-bladet Freie Neue Presse. Den anti-jødiske hetz, han oplevede i Frankrig, bekræftede ham i tesen om, at ikke engang assimilationen kunne give jøderne sikkerhed. Jøderne måtte derfor oprette deres egen stat - jødestaten - Der Judenstaat - , som den lille bog han udsendte i 1896 kom til at hedde. Både bogen og det efterfølgende lobby-arbejde, som Herzl energisk udfoldede over for blandt andet den osmanniske sultan, gjorde ham til zionismens hovedideolog. Herzl ligger i dag begravet i Jerusalem. I Israel er en by - Herzliya (70.000 indbyggere) opkaldt efter ham. 1.4. Zionismen. Den politiske zionisme Politisk set er zionismen (af Zion, poetisk omskrivning for Jerusalem) jødisk nationalisme med en varierende socialistisk farvning. Zionisme fremtræder som 1) teori 2) organisations- og lobbyarbejde 3) kolonisering og erobring. Herzl spillede en stor rolle som teoretiker, organisator og lobbyist. I 1897 indkaldte han til den 1. zionististkongres, hvor man oprettede WZO (World Zionist Organisation) Den politiske zionisme gennemgik en krise efter Herzls død, men fik atter vind i sejlene i forbindelse med Første Verdenskrigs udbrud. I denne fase var det Chaim Weizmann (1874-1952), der kom til at spille en afgørende rolle. Weizmann, som var russisk-født, er den vigtigste initiativtager til den afgørende alliance mellem den russiske zionisme og den britiske imperialisme. Weizmann var kemiker, underviste fra 1904 på Manchester University. Han hjalp den britiske hær med at udvikle nye eksplosiver under Første Verdenskrig. Han tilvejebragte Balfour deklarationen. 1.5. Den åndelige zionisme Ved siden af den politiske zionisme eksisterer der en åndelig variant, hvori Jerusalem (Zion) blot er et tilbedelsessted samt centrum for en genoplivelse af den judaiske tro. Denne form for zionisme er pacifistisk og arbejder for den fredelige sameksistens med den palæstinensiske befolkning. Vigtige eksponenter for denne retning er Ahad Ha´am ( hebraisk: én af folket), Martin Buber, Judas Magnes (og Hannah Arendt?). Om Ahad Ha´am (pseudonym for ukraineren Asher Ginsberg, 1858-1927 ) skriver Birgitte Rahbek: "...i 1891 havde en af zionismens grundlæggere, Ahad Ha´am, advaret mod de jødiske bosætteres behandling af araberne, som de i stedet burde møde i en ånd af venskab og respekt: ´ men hvad gør vore brødre i Palæstina? Lige det stik modsatte! Trælle var de i diasporaens lande, og pludselig befinder de sig i frihed, og denne forandring har i dem vakt en tilbøjelighed til despotisme. De behandler araberne med fjendtlighed og grusomhed, berøver dem deres rettigheder, fornærmer dem uden grund og praler endog af deres handlinger; og ingen blandt os modsætter sig denne foragtelige og farlige tilbøjelighed" (BR, 16: se også DH, 146, og især GR,ss.125-151) 1.5. Et antisemitisk falsum: Zions vises protokoller Den første udgave af Zions Vises Protokoller blev bragt som føljeton i den russiske avis Znamja i 1903. I august 1921 afslørede avisen The Times protokollerne som et falsum. Falskneriet, der er sandsynligvis blevet fremstillet af Ruslands hemmelige politi OCHRANA, fremsætter teorien om en verdensomspændende jødisk sammensværgelse, der stiler efter verdensherredømmet. Zions Vises Protokoller lader til at være meget udbredte i den muslimske verden. Udførlig dokumentation om Zions Vises Protokoller findes på den engelsksprogede Wikipedia. 2. Fra Balfour-deklarationen til mordet på Folke Bernadotte 2. 1. De geopolitiske forudsætninger for Balfour-deklarationen Baggrunden for denne deklaration må dels søges i det driftige lobby-arbejde, som zionistiske kredse udførte over for den britiske regering dels den vigtige rolle, som Palæstina kom til at spille geopolitisk set ved optakten til Første Verdenskrig. Lord Balfour var britisk udenrigsminister. Den deklaration, der bærer hans navn, har følgende ordlyd: "Foreign Office, November 2nd 1917 Dear Lord Rothschild, I have much pleasure in conveying to you, in behalf of His Majesty´s Government, the following declaration of sympathy with Jewish Zionist aspirations which has been submitted to, and approved by, the Cabinet. "His Mayesty´s Government view with favour the establishment in Palestine of af national home for the Jewish people, and will use their best endeavours to facilitate the achievements of this object, it being clearly understood that nothing shal be done which may prejudice the civil and religious rights of existing non-jewish communities in Palestine, or the rights and political status enjoyed by Jews in any other country". I shoud be grateful if you would bring this declaration to the knowledge of the Zionist Federation. Arthur James Balfour" Oversættelse: "Kære Lord Rotschild, det er mig en glæde på Hans Majestæts regerings vegne at overbringe følgende erklæring til Dem om sympati for de jødisk-zionistiskte ønsker. Den er blevet forelagt for og er blevet godkendt af kabinettet. "Hans Majestæts regering ser med sympati på oprettelsen af et nationalt hjem i Palæstina for det jødiske folk, og den vil gøre sit bedste for at fremme dette mål under den klare forudsætning at der ikke sker noget som kan gribe ind i de medborgerlige og religiøse rettigheder for de i Palæstina eksisterende ikke-jødiske samfundsgrupper, ejheller i jøders rettigheder og politiske status i andre lande." Jeg vil være Dem taknemmelig hvis De vil bringe denne erklæring til Zionistsammenslutningens kendskab. Arthur James Balfour Kilde: SH, s.66 På dét tidspunkt er Osmannerriget, som Palæstina er en del af, i stor krise. Både Frankrig og Storbritannien kalkulerer med at de ved en sejr vil dele de osmanniske besiddelser mellem sig. I geopolitisk henseende indtager Palæstina en nøglestilling i forhold til såvel Suez-kanalen som de store olieforekomster i Irak og i den arabiske halvø. I 1916 underskriver Storbritannien og Frankrig den hemmelige Sykes-Picot-aftale. Ifølge den vil Palæstina tilfalde Storbritannien. Både Balfour-deklarationen og Sykes-Picot overenskomsten har imidlertid den hage at de strider imod en forudgående hemmelig aftale mellem den britiske højkommissær i Egypten sir MacMahon og Mekka-emiren Hussein. I denne aftale, dateret d. 14.oktober 1915 erklærer MacMahon over for Hussein, "at Storbritannien er rede til at anerkende og støtte arabernes uafhængighed i alle områder inden for de landegrænser, som guvernøren af Mekka har krævet. Storbrítannien vil garantere de hellige steder mod al agression udefra og anerkende deres ukrænkelighed. Når situationen tillader det, vil Storbritannien rådgive araberne og hjælpe dem med at oprette den mest passende form fopr regering i disse områder. På den anden side står det fast, at araberne har besluttet kun at søge Storbritannien om råd og vejledning, og at europæiske rådgivere og embedsmænd, som måtte kræves ved etableringen af en sund administration, skal være britiske." Kilde: SH, 64. Var Palæstina inkluderet i de områder, der var blevet lovet Hussein? Det mente den fremtrædende britiske historiker Arnold J.Toynbee, citeret af PL,81. Fortsættelsen følger i: FRA BALFOUR TIL BERNADOTTE
NB! For en liste over litteraturhenvisningerne jvf. Omkring Israel
6.1.2012 |