Min fascistiske barndom

 1. To mystiske fødsler

Da min farmor Maria Regini den 10. maj 1901 nedkom med en dreng, ville hendes mand Luca Cini ikke kendes  ved den nyfødte.

Sagen var- oplyste han spagfærdigt -, at han ikke havde haft kødelig omgang med Maria i årevis.

Don Pietro, der var provst i Fenigli, blev spurgt til råds. Den slags var set før, forklarede han. Så sandt som Vorherre Jesus fra Nazareth  blev avlet af Helligånden. Det samme kunne være sket igen.

- Det er muligt, svarede Luca, der var Pietros bror og forpagtede provstiens  jorder, men så må Helligånden tage sig af at brødføde drengen.

- Sålænge barnet patter sin mors bryst, behøver Helligånden ikke  blande sig, mente præstebroren. Senere vil det guddommelige Forsyn træde hjælpende til.

Den nøjagtige ordlyd af det, de to brødre sagde til hinanden, er der selvfølgelig ingen, der kender. Men én ting ligger fast: den nyfødte -  velsagtens på provstens forslag - blev døbt Nazzareno, det vil sige Nazaræer, manden fra Nazareth.

Hvad der derefter skete, forestiller jeg mig på følgende måde.

En skønne dag - kort efter at Maria var  ophørt med at amme den lille - gjorde don Pietros gig holdt foran Lucas hus i San Savino. Ved siden af kusken  sad det guddommelige Forsyn i skikkelse af præstens søster og husbestyrerinde Carlotta.

Da  lille Nazzareno så hesten, giggen og den søde faster, der under tørklædet smilede til ham over hele femøren,  gav han højlydt udtryk for, at han gerne  ville op at køre.

Det fik han lov til. Det blev til en lang tur først ned til Osteria del Piano og derfra hele den stejle lange vej op til Fenigli. En tur, som for Nazzarenos vedkommende skulle betyde den endegyldige farvel  til hans mor samt begyndelsen på et nyt liv som præsteonklens plejesøn.

Der gik nogle år og Feniglis præstegård samt  zia Carlottas favn åbnede sig for endnu en lille nevø.

Den 14.februar 1905 havde Maria nemlig født en søn til. Under samme mystiske omstændigheder. 

Denne gang mente don Pietro, at den nyfødte skulle opkaldes efter den  italienske konge Umberto 1.

3. Don Pietro Cini - præst og proprietær

Hans Majestæt  Umberto 1. gik under tilnavnet "il re buono" - den gode konge.

Så god var han nu ikke.

I 1898 havde han faktisk beordret - eller i hvert fald bifaldet - nedskydningen af hundredvis af sine undersåtter, som i et fredeligt demonstrationsoptog var på vej mod Milanos Domkirkeplads.

Det præcise antal af de dræbte og sårede er stadig omstridt, derimod er det sikkert, at anarkisten Gaetano Bresci den 29.juli 1900 i den norditalienske by Monza affyrede flere revolverskud til minde om dem.

Det ene af dem ramte Umberto 1. i hjertet.

Men hvorfor valgte don Pietro at opkalde sin nevø efter netop denne håndfaste konge?

Mit gæt er, at  navngivningen  skulle udtrykke hans utvetydige hyldest  til den italienske ordensmagt - med tryk på magt.

Det var nemlig urolige tider, hvor de besiddelsesløse rettede deres syndige begær mod deres næstes hus og kvæg.

Og det var noget, som ikke kunne undlade at indvirke på don Pietros politiske ståsted. Udover at bestyre provstiens jordiske gods havde min bjærgsomme grand-onkel nemlig anskaffet sig to huse: det ene  oppe i Fenigli, det andet  i via Paolo Godio i Pergola.

Det  tror jeg faktisk var baggrunden for at min far kom til at hedde Umberto. 

3. La settimana rossa (den røde uge) 

Men hvorfor blev min far fascist?

Stort spørgsmål. Mig bekendt var han den eneste fascist i hele Cini-slægten. I det hele taget var fascisterne få i Marche.

Heller ikke i min mors familie var der nogen fascist.

Kan modertabet have spillet en rolle? Det tror jeg, men der melder sig en rimelig indvending: Nazzareno var lige så moderløs som han, dog blev han ikke fascist.

Men  sagen er, at børn reagerer  forskelligt på de samme påvirkninger. Alt efter alder, sind og nærmere omstændigheder.

Et eksempel: Dagene fra den 7. til den 14. juni 1914 omtaler italienske historiebøger  som den røde uge. Det var  en aborteret socialistisk og anarkistisk revolution af den slags som den tids Italien bød flere eksempler på; tumulter, som næsten altid udsprang af modstanden mod Italiens halsløse kolonikrige, der blev ført for de fattiges blod og afsavn.

Den røde uge havde imidlertid det særpræg, at den opstod i det ellers fredelige Marche for derfra at  spredes til Romagna og Toscana. Allerværst gik det til i Romagna, hvor det er dokumenteret, at man satte ild til flere kirker. Endnu mange år senere - og det har jeg hørt med mine egne ører - var der i Fenigli nogen der fortalte, at (nogle) præster under den røde uge var blevet tvunget til at gå barfodet på glasskår.

I Feniglis idylliske udørk skete der  naturligvis ingenting.Heller ikke dengang.

Men jeg spørger mig selv, om det, man  sagde, mens hele postyret stod på, efterlod et spor af ængstelse i Umbertos sind. Hans elskede plejefar var jo præst, og ham ville nogle slemme mennesker gøre fortræd.

Så meget forstod  den 9-årige dreng.

Mellem Nazzareno og Umberto var der måske den afgørende forskel, at den første var en udadvendt, sorgløs krabat, der sammen med sine jævnaldrende elskede at tumle op og ned ad Feniglis skrænter; mens Umberto, der nok var præstens kæledægge, elskede at høre onklen fortælle om  paven, kongen og den italienske hær, som  førte krig mod  hedningerne.

A propos hedninger: Den uvilje mod præstestanden, der kom til udtryk under den røde uge, kunne føres  tilbage til, at mange præster og biskopper i 1911 havde givet deres velsignelse til regeringens planer om at erobre Libyen fra tyrkerne.

Men der var soldater, der nægtede at deltage i krigen.

En af dem hed Augusto Masetti.  

4. Augusto Masetti og skrivningens frynsegoder

En dag var min gamle far i det fortrolige hjørne. Jeg var på ferie i Pergola, og pludselig (var det sommeren 1992?) tilsyneladende uden nogen nærmere anledning fortalte han, at hans mødrene slægt stammede fra San Giovanni in Persiceto  i Emilia Romagna.

Stednavnet havde jeg glemt, men for nylig, idet   jeg over nettet forsøger at skaffe mig lidt viden om den røde uge, genkender jeg det under læsningen af historien om Augusto Masetti, en murer fra - San Giovanni in Persiceto. 

Augusto Masetti havde deltaget i Libyen-krigen, men var blevet genindkaldt. En morgen i oktober 1911 står han med andre soldater opmarcheret inde i gården på en af Bolognas kaserner. Oberst Stroppa har taget ordet og opildner de menige til kampen mod libyerne, der hårdnakket nægter at lade sig befrie af det tyrkiske åg. Pludselig lyder der et skud og Stroppa falder om ramt i skulderen. Det er  Masetti, der har affyret sit gevær. Inden man overmander ham,  råber han: "Ned med hæren!Længe leve anarkiet!"

Italiens statsminister var på det tidspunkt den liberale Giovanni Giolitti, en af de mest begavede politikere, Italien har haft. Over for Masettis undergravende handling besluttede han, at lade ham indlægge som psykisk uligevægtig og på den måde undgå at gøre ham til martyr.

Manøvren lykkes imidlertid ikke helt. Flere steder i Nord- og Mellemitalien stifter man pro-Masetti komitteer. Disse agiterer dels for anarkistens frigivelse/udskrivning dels for, at den italienske regering indstiller sine krigshandlinger i Libyen.

Men siden alle offentlige ytringer til fordel for Masetti er underkastet politimæssigt forbud, må komiteerne bruge en god undskyldning til at forfølge deres mål. Den kommer den 7. juni 1914, hvor det er tilladt at samles for at fejre Italiens grundlovsdag.

Pro-Masetti komiteen i Ancona griber chancen for at gå i kortege gennem byen og hylde  Masetti i stedet for grundloven. Politiet griber ind. Der bliver skudt på demonstranterne.

Sådan begyndte den røde uge. Den sluttede som sagt den 14.juni. 14 dage senere blev storhertug Franz Ferdinand skudt i Sarajevo. Resten af historien er velkendt.

5. Don Pietro - en proto-fascist?

Men passer det, at der i hele Cini-slægten ikke var nogen fascist?

Jo mere jeg tænker på hvilke forhold, der førte min far til fascismen, desto mere går  præsteonklens rolle op for mig.

Der er tale om formodninger, naturligvis.

Men lige nu tænker jeg, at var der i Fenigli en person, der kunne drages af fascismen,så var det netop den gamle præst.

Jeg ser i ham en repræsentant for det, jeg vil kalde for proto-fascismen, det vil sige den blanding af  nationalisme, imperialisme og reaktionær borgerlighed, der i skøn forening skabte betingelserne for Mussolinis magtovertagelse og efterfølgende diktatur.

6. På Caglis præsteseminar

For Umberto var seminarieårene 6 lange frygtelige år.

Han kom til Cagli som 12-årig, det vil sige i 1917, det år, hvor Rusland oplevede Oktoberrevolutionen og Italien nederlaget ved Caporetto.

På en måde var Cagli Umbertos personlige Caporetto.

Jeg forestiller mig min tolvårige far mishandlet af de større drenge, muligvis underkastet nogle af de indvielsesritualer, man over for de nye bruger man for eksempel i hæren.

Tænderne bides sammen, man overvældes af en frygt, der er så ubærlig, at man over for den må gøre sig selv usårbar. Det er af denne villede usårbarhed at fortrængningen fødes. Den fortrængning, der senere vil finde sine sjældne udbrud i manddomslivets mareridt.

De nætter, hvor han vågnede badet i sved og med en heftig hjertebanken. 

Da han 18 år gammel i 1923 meldte sig ind i finanspolitiet, havde det moderate borgerlige Italien - takket være kongens og hærens svigt - givet op over for Mussolinis gangstervælde.

Var Umberto allerede fascist på det tidspunkt?

7. Umberto og Maria bliver gift

Jeg har desværre ikke helt tjek på, hvornår far og mor blev gift. Men jeg gætter på slutningen af 1936 eller begyndelsen af 1937. Uanset hvad var det kronede dage for min far.Den 9.maj 1936 havde il Duce nemlig fra sin balkon på Piazza Venezia udløst en bølge af national eufori ved at  proklamere Imperiets genkomst "på Roms fatale højdedrag" .

Næsten samtidig var han blevet udnævnt til brigadiere capo. Det var ganske vist kun et af de nederste trin i finanspolitiets underofficerhierarki. Til gengæld indebar forfremmelsen  et betydeligt lønhop og - endnu vigtigere -: efter 6 års forlovelse kunne han nu gøre Maria til sin lovformelige hustru.

Men hvad  betød giftermålet for Maria selv? Sikkert  en helt uoverskuelig omvæltning.

For selvfølgelig var det dejligt at blive gift, og endda for næsen af den to år ældre søster Franca, til gengæld var det slut med Marias priviligerede liv som Cataldos og Filomenas  øjesten. Slut var det også med den betryggende familíehygge i huset ved  Piazza Porta La Barra.

Nu skulle Maria være hjemmegående husmor i Benevento.

8. Jeg kommer til verden 

Efter formælingen manglede der kun én ting til Umbertos fuldkomne lykke: at Maria blev gravid. Det kneb det til gengæld en smule med. Trods ihærdige forsøg.

En dag i maj 1937 bebudede jeg imidlertid min ankomst gennem et af Marias spektakulære brækanfald.

Det hele skete - forestiller jeg mig - ved middagsbordet, mens Umberto vanen tro lyttede intenst til kl.13-radioavisen. Eller rettere: han lyttede intenst til den fascistiske propaganda, som i de dage såvel via radio og den trykte presse skulle bortforklare en ret pinlig hændelse.

Den spanske borgerkrig havde på det tidspunkt stået på i over et år, hele det frie Europa havde vist sig ude af stand til at støtte Spaniens demokratisk valgte regering, mens Hitler og Mussolini  hjalp Francos falangister med både penge og mandskab.

Desværre for Mussolini var en italiensk troppekontingent blevet forsmædeligt slået af den internationale brigade, der - i parentes bemærket - talte adskillige danske og italienske frivillige.

Denne  forvarsel for fascismens militære uduelighed havde fundet sted i marts 1937 ved byen Guadalajara. Nu - tre måneder senere - havde Mussolinis propagandamaskine imidlertid opfundet en løgnehistorie til brug for regimets trofaste støtter.Det viste sig, - bedyrede radio-speakeren -, at de fascistiske tropper  i Guadalajara havde ydet et afgørende bidrag til  nedkæmpelsen af den bolsjevikiske fare.

Umberto fik julelys i øjnene, som hvergang hans husgud Mussolini åbenbarede sig i al sin vælde.

Over den dampende pasta-tallerken skottede han til Maria, som besvarede hans blik med et  tranceagtigt udtryk, der  fik hende til at ligne Greta Garbo i filmen Kameliadamen.

Hvorefter skete der noget højst uventet og malplaceret. Noget af den slags som den  russiske litteraturkritiker Bachtin kalder for karnevalisering. Uden at mæle et ord og ellers ubevægelig som en statue vendte Maria pludselig det hvide ud af øjnene og ud af hendes mund kom en tyk stråle opkast, der overskyllede hele spisebordet og, til Umbertos ubeskrivelige afsky, også hans tallerken og hans grå-grønne uniform.

Jeg blev født i Andria i den grå hjørnebygning i Piazza Porta La Barra, som den dag i dag huser  den tobaksforretning, som dengang blev bestyret af mormor Filomena.

9. Fosterstadiets lyksaligheder

Men det var under Tafuris pergola, jeg endnu i fosterstadiet oplevede livets lyksaligheder i form af figner, friske mandler, de svimlende velduftende muskateldruer og de enorme, kødfulde ferskener samt de andre lækkerier, som min mor godtede sig og mig med.

10. Min første epifani

Den grå-gullige tågebanke, som jeg siden min fødsel havde svævet i,fyldtes en dag med stemmer. Det er muntre pigestemmer, som   fortættes i en frydefuld crescendo, og pludselig åbner tågen sig.

Midt i åbningen kommer en   hundehvalp til syne. Det er en arrig hundehvalp, der knurrer og river i et stykke stof, min sutteklud - formoder jeg i dag. 

Det hele varer et splitsekund og tågen lukker sig igen.

Jeg er sikker på, at dette minde - mit allertidligste - stammer fra min første sommer i Tafuri. Hundehvalpen er min jævnaldrende Pippaú, og scenen er henlagt til et sted under pergolaen, hvor jeg nok ligger og slumrer fredeligt på en sedia a sdraio.

Stemmerne tilhører min mor og hendes søstre Antonietta, Franca og Lina, men jeg  gætter på, at også Isa er til stede - Sabinos spøgefulde og lattermilde kæreste.

Samme  sommer (1938) fotograferes jeg siddende på den store bunke sten, der lå ved siden af morfars hus. Jeg sidder og gnaver i en kæmpefersken, der er næsten lige så stor som mit hoved.

11. Frydefulde erkendelser

To ting gik pludselig op for mig: Moster Franca har pels og Rom er en motorcykel.

Begge fyldte mig med fryd.

Den mirakuløse fryd, som i barnets sind holder drøm, eventyr og virkelighed sammen.

I 1942-43 boede vi i Pola. Jeg var 4-5 år gammel, og meget fra dengang har jeg naturligvis glemt.

For eksempel har jeg kun en vag fornemmelse af, hvor børnehaven lå.

Jeg  gætter på et sted i nærheden af den  romerske arena - midtvejs mellem vores hjem oppe på bakketoppen og fars kaserne.

Hvor denne lå, vidste jeg til gengæld ganske nøjagtigt.

Jeg kan i hvert fald tydeligt huske den dag, hvor jeg storkede foran onkel Nazzareno, som dengang var godt 40 år gammel, men  allerede gik med stok og havde svært med at holde trit med mig, og spurgte et par gange, om ikke vi var faret vild.

Vi gik - husker jeg - hen ad en sandet sti der var kantet med buske - og pludselig var vi fremme. Kasernen lå et sted ved havet, min far kom til syne, hvorpå Nazzareno på bedste marchigiano-vis ønskede ham en blodprop ("Che te venga un colpo!" ) og jeg var stolt som en pave.

12. Rom er en motorcykel

Pola. En dag står far og mor inde i køkkenet.Jeg sidder på gulvet, leger med min legetøjsbil. "Brum!brum" siger jeg. Far og mor snakker højt om noget, som går hen over hovedet på mig.Flere gange siger de et mystisk ord: "Roma", der fylder mig med en stille jubel.

Nu ved jeg det : Roma kan   kun være  navnet på den store røde tingest, som siger "romrom!" og som  far engang imellem kører på.

Men hvornår var det nu det var at Umberto og Maria snakkede om Roma? Det kan umuligt have været i 1943, det må derfor have været i 1942 og siden min legetøjsbil    stadig er  intakt (jeg har det nemlig med at ødelægge mit legeteøj kort efter at jeg har fået det), må jeg   lige have fået den forærende - enten til min fødselsdag den 10.januar eller få dage før i anledning af La Befana.

Nu og her må jeg undres over, hvor selektiv barnets hukommelse er. Grunden til, at mine forældre snakkede om Roma, var, at de agtede sig dertil. Og sagen er, at jeg også kom med til Rom, men denne rejse husker jeg til gengæld intet om.

13. Der sker ting og sager

I 1942 skete der altså ting og sager. Nazzareno og Franca kom til Pola, min lillebror Amedeo blev efterladt i Andria, og endelig kom far,mor og jeg til Rom. Forklaringen på  denne hektiske rejseaktivitet var  mors struma, der i begyndelsen af 1942 havde  antaget en ret anselig størrelse.

Det måtte der naturligvis gøres noget ved. Efter megen palaver mellem Umberto og papà Cataldo, der sikkert ville dække en del af omkostningerne, blev det besluttet, at mor skulle i behandling hos en af tidens mest berømte endokrinologer, en stor kanon, der hed Nicóla(Nikolaj) Pende og var professor ved Rom Universitet.

At mor skulle til Rom, var imidlertid lettere sagt end gjort. Umberto skulle selvfølgelig med, men hvem skulle passe parrets tre børn i mellemtiden?

I sommeren 1942 var hele vores lille familie  på sommerferie i Andria og her blev også problemet med børnepasningen løst. En eller anden må været kommet på den idé, at Amedeo skulle blive  boende i Andria hos mors storesøster Antonietta.

Forslaget blev vedtaget. Amedeo  genså vi først tre år senere.

14. "Com´è bello fatto!"  

Den 12. marts 1940 - nøjagtigt to år, to måneder og to dage efter mig - havde Umberto og Maria fået deres søn nummer 2.

Han var en utrolig smuk dreng og allerede ved hans fødsel himlede mors søstre over, hvor "bello fatto" (=velskabt) han var. Selv mormor Filomena, der var nøgternheden selv, slog det fast: han var virkelig bello fatto.

Desuden var han blond som en englebasse og allerede som ganske spæd kunne han præstere at vugge sig selv i søvn.

Jeg kogte af jalousi.

Da jeg godt to år tidligere skulle navngives, var der ingen,der tvivlede på, at jeg skulle hedde Pietro Cataldo til ære for præsteonklen(død 1928) og morfar.

Pietro Cataldo kan man naturligvis ikke hedde - i hvert fald ikke til dagligt.  Min far fik imidlertid et af sine lyse indfald, og foreslog, at jeg skulle lyde navnet Pieraldo. Det hedder jeg i øvrigt den dag i dag både i Andria og i Pergola.

Så sandt som kært barn har mange navne, havde jeg det som blommen i et æg. Især i Andria, hvor jeg nød godt af mostrenes endeløse kysserier.

Hvad morfar angik, revnede han af stolthed over sin første nipotino. Iført jakkesæt og hat  gik han lange ture med mig op og ned ad Andrias gader. Ture, som han  ofte kom sveddryppende fra, fordi han måtte bære mig hjem, efter at jeg havde fået mig en ridetur på de to stenløver ved Sant´Agostino-kirken.

Om disse ture med nonno har jeg kun et eneste minde.

En aften er jeg med ham et sted, hvor det er buldrende mørkt, men  længere fremme er der et stort hvidt lærred, der flimrer med skiftende billeder.

Det er sikkert ikke første gang,morfar og jeg er inde i en biograf.

Pludselig skal jeg tisse. Det hvisker jeg til nonno. "Gør det her!" - siger han. Filmen må være for spændende til at han orker bevæge sig hen til toilettet.

Og jeg gør som han siger. Med lidt hjælp fra ham lader jeg vandet op ad stolen foran os.

Ved nærmere eftertanke må episoden have fundet sted en varm sommeraften i en friluftsbiograf - det kan i så fald undskylde morfars nonchalante adfærd. Men  hvilket år er vi? Jeg gætter på 1941, hvor hele familien er i Andria og højgravide Maria venter sit tredje barn.

Den 9.september 1941 fødes Elena. Hun er lille og mørk. Denne gang himler mostrene ikke.

15. Lidt geografi -  med et kig på moster Francas anatomi

Pola ligger på spidsen af en halvø og er på en måde Adriaterhavets svar på Skagen,  med den afgørende  forskel, at spidsen (grenen) i Polas tilfælde vender nedad.

Vores hus  lå på en bakke  ved et T-kryds mellem to gader, der begge førte ned til kysten. Den ene  var forhodsvis kort, og for enden af den fik man et glimt af det glitrende  hav.  

Den anden var  lang og bred, og førte til sygehuset. Dét stykke vej skulle jeg blive meget fortrolig med i den tid, hvor mor var indlagt efter operationen.

Tog man den modsatte retning, var  man straks fremme ved standpromenaden og den romerske arena.

Begge  gader var badet i sollys. Sådan husker jeg dem i hvert fald. I det hele taget fremstår Pola i min erindring som en solbeskinnet by, kærtegnet af det gyldne skær, man ser i  billederne af de venetianske mestre. 

Det var ad den lange og brede vej, far på sin cykel tog mig med til børnehaven.   Først susede vi ned ad bakken  og ind ad en snæver og skyggefuld butiksgade, der dog  hurtigt afløstes af det åbne landskab med arenaen og strandpromenaden. 

Bag om arenaen var der et nonnekloster,hvor nogle af nonnerne gav sig af med børnepasning. Her afleverede far mig, inden han fortsatte mod kasernen.

Huset, vi boede i, bestod af to etager, hvoraf kun den øverste var synlig fra krydset, mens den nederste var tilgængelig ad en indre trappe og havde egen indgang i en sænket baggård.

Åbnede man hoveddøren, kom en lang korridor til syne med et stort vindue for enden. Til højre var der først trappen ned til  kælderetagen. Stadig på højre side  var der det store lyse køkken, der også fungerede som opholds- og spisestue

På den anden side af gangen lå soveværelserne og - lige over for køkkenet -toilettet.

Her sad moster Franca en dag - og jeg tog  hendes pels i øjesyn. Bogstaveligt talt.

Denne mindeværdige udvidelse af min erfaringshorisont fandt sted gennem nøglehullet, der var tilpas stort og børnevenligt og sikrede et flot udsyn til min mosters  behårede trekant. 

Min opdagelse var så mageløs, at jeg måtte forkynde den for mine forældre.

Det skete samme dag ved middagsbordet og  i moster Francas nærvær:

- Zia Franca ha la pelliccia! (= Moster Franca har pels!)

- Ih!Ih! - gnækkede far.

                                       *

Franca  var født i 1910. I 1942 var hun 32 år gammel og - åh jammer! - stadig ugift og efter al sandsynlighed stadig jomfru.

Familiens annaler beretter, at da min far en dag i 1930 bankede på ved huset i Porta La Barra, og anholdt om Marias hånd, skulle papà Cataldo have svaret:

- Men jeg har allerede en giftefærdig datter...- og hentydede til Franca.

Umberto insisterede dog på, at det var Maria han ville have. Forståeligt nok, thi Maria var en skønhed.

Det var Franca ikke i udpræget grad, omend hun havde mange meritter og sikkert ville have været Umberto en utrolig dygtig og kærlig kone.

Francas ulykke var, at hun var blevet født efter Antonietta, der var storesøsteren og hermed Filomenas myndige stedfortræder, samt før Maria, der i den grad var bella fatta og derved selvskreven til at blive forkælet i klasse A. Det korte af det lange er, at Franca - eller Francesca, som hun vist hed ifølge dåbsattesten - måtte affinde sig med rollen som husets askepot.

Det var hende, der i Andria det meste af tiden var henvist til køkkenet, der var mørkt som en katakombe. For enden af køkkenet var der stalden, hvor mulæslet holdt til, når det ikke var i Tafuri. Franca forestod  hjemmets madlavning. Muligvis var det også hende, der tog sig af muslæslet.

Men hvorfor var hun kommet til Pola? Af to grunde, formoder jeg. Dels for at gå til hånde, mens mor var indlagt. Dels for at finde sig en mand.

Jeg mener også, at denne sidste bestræbelse lykkedes, skønt kun delvis. På et bestemt tidspunkt korresponderede hun med en vis Oreste, men om det var allerede i 1942 eller først efter krigen, kan jeg ikke huske. Een ting er jeg derimod sikker på: Oreste viste sig at være en fupmager, og i en periode  blev han skydeskive for mange ukvemsord fra samtlige søstrene Di Tommaso.

I 1945 var Franca stadig ugift.

Senere fandt hun sig dog en meget kærlig mand, de bosatte sig i Altamura og fik to dejlige børn. Desværre ville skæbnen, at Francas mand døde i en forholdsvis ung alder.

Er der en himmel til, sidder moster  Franca på en gylden trone med scepter, krone og det hele og  hendes søstre er hendes selskabsdamer.

16. In the twilight zone between history og memory

Den store nylig afdøde britiske historiker Eric Hobsbawn skriver et sted:

"For all of us there is a twilight zone between history and memory; between the past as a generalized record...and the past as a remembered part of, or background to, one´s own life" .

Når jeg forsøger at sammenstykke disse erindringer, føler jeg netop, at jeg bevæger mig i en underlig tusmørkezone, hvor erindringerne oven i købet ligger spredt, som de afgnavne brikker i et puslespil, som umuligt kan gå op.

At zia Franca var i Pola, véd jeg med sikkerhed takket været den erindring, jeg lige har genopfrisket. Til gengæld er mindet om Jolandas Pola-ophold helt væk. Men Jolanda var i Pola, det ved jeg, fordi der foreligger et billede af hende, hvor hun står foran arenaen med Elena i sine arme.

Jolanda (årgang 1928) var fars søsterdatter og var kommet til Pola sammen med onkel Nazzareno. 

Men hvornår kom Franca? Var det alligevel så sent som i sommeren 1943? I så fald havde hun spillet højt spil, fordi den 10.juli 1943 gik de allierede i land på Sicilien. Knap to uger senere blev Mussolini afsat og arresteret. I september var  Italien kløvet i to: det befriede Italien   syd for Montecassinos bjergkloster og det tysk-besatte nord for det.

Forbindelsen til  Andria og Amedeo var afbrudt.

17. Mor opereres

Den berømte professor Nicola Pende kunne ikke hjælpe mor af med strumaen. Rejsen til Rom samt indsprøjtningerne i hendes hævede hals havde vist sig nytteløse.

Der var kun én udvej: operere.

Operationen blev udført på Polas sygehus af en kirurg, som mor ofte omtalte med en  stemme, der dirrede af henført ømhed. Han hed Caravetta.

Mens hun er indlagt, besøger jeg hende. Jeg kan ikke forestille mig andet end at jeg de første par gange er  sammen med en voksen (Jolanda?zia Franca?far?), men en dag sker det utrolige: jeg får  lov til at gå alene. Jeg går ad den lange brede vej - på fortovet, selvfølgelig -, solen skinner, jeg er  lykkelig.

Hver gang jeg kommer, har hun en lækkerbisken, som hun har gemt til mig: en portion kartoffelmos, som jeg indtager med velbehag.

Mor har enestue. Den vender ud mod en park, som hun kan promenere i.Hun har en grøn, blomstret slåbrok på, og jeg kan mærke, at hun svært tilfreds.

De herskabelige omgivelser passer hende udmærket. Operationen er  gået godt, og den dag bandagen bliver fjernet, er det eneste spor efter strumaen en  sytråd-tynd rødlig stribe. Han har været dygtig, Caravetta.

Mindet om  mor, som i sin "stue  med udsigt" giver den som fin dame, kaster et forklarende lys på kronologien.

Operationen må have fundet sted kort efter den 8.september 1943 - den dag, hvor mange af de italienere, der lever nord for Montecassino bliver nødt til at vælge side. Med eller mod tyskerne.

For min far er der ikke skygge af tvivl. Han er fortsat på Mussolinis side.

Da han derfor bliver tilsagt hos Polas tyske kommandant, og han  stilles over for valget : "Zusammenarbeit oder KZ", behøver han ikke at hykle sin begejstring. Selvfølgelig vil han tjene "la Wehrmacht". Det er både en pligt og en ære.

Hans synlige ildhu bliver belønnet. Mor bliver opereret af Polas bedste kirurg og hun får enestue. Da vi et par måneder senere må forlade Pola, er det en gruppe tyske soldater, der kommer og læsser vore møbler.

18. En mindeværdig aften med nonnerne

En aften kommer far ikke. Jeg er i børnehaven, alle de andre børn er blevet hentet, jeg er alene med nonnerne. Pludselig begynder nonnerne på noget underligt. De tager mig med ind et sted, hvor jeg aldrig har været før. Der er et alter, hvor de tændte lys genspejler sig i  kandelabrerne, alteret er dækket med en rød dug, nonnerne knæler foran det og mumler uendelige remser på et mystisk kaudervælsk.

Den ene af nonnerne tager mig i hånden, vi går alle ind et andet ukendt sted, her er der også et alter, igen   knæler nonnerne og fremsiger deres remse. 

Endelig dukker far op.

Denne mærkværdige hændelse må have  fundet sted den ulyksalige 8.september 1943.

I dag spørger jeg mig selv,hvad der skete med far den lange eftermiddag, hvor jeg var alene med nonnerne.

Måske var hans kaserne blevet omringet af sværtbevæbnede tyskere. Måske var nogle af hans underordnede blevet taget til fange eller endda skudt. Hvad der skete, fortalte han aldrig.

Det kræver en lille forklaring. Da tyskerne den 8.september 1943 erfarede, at Italiens konge havde indgået våbenstilstand med de allierede, og samtidig  var flygtet til Brindisi, reagerede de prompte ved at omringe alle italienske kaserner nord for Montecassino.

Mange italienske soldater nåede  at flygte. Nogle få gjorde modstand. Mange tusinder blev taget til fange og sendt til  fange- og arbejdslejrene i Tyskland.

Far  stod som sagt at finde  blandt dem, der enten af opportunisme eller af overbevisning valgte at samarbejde.

 19. En makaber kortege

En dag hører jeg stemmer ude på fortovet. Jeg går hen til vinduet og  ser en mand, som hen ad den lange og brede vej kommer trækkende på en vogn, der er læsset med nøgne menneskekroppe. Manden og vognen stiler i retning mod sygehuset.

Lige nedenfor vinduet  står nogle mennesker og ser på det makabre skue. Blandt dem er far, iført - husker jeg - finanspolitiets grå-grønne uniform.

Far er tydeligt oprørt - men hvad han er oprørt over, er jeg ude af stand til at forstå. 

Også denne episode må stamme fra tiden lige efter den 8.september.

Mor er formodentligt stadig indlagt.

Pola hedder i dag Pula - og er en kroatisk by.

Muligvis havde enten tyskerne eller det italienske politi åbnet ild mod kroatiske demonstranter, der forlangte  fred eller frihed.

Pludselig så far mig og beordrede mig væk fra vinduet. 

 20. Pola bombarderes

Der er nætter, hvor stilheden flænges af luftalarmens sirener.

Når det sker, bliver jeg vækket af mine forældre. Jeg husker en nat, hvor jeg griber  straks efter min Beretta-legetøjspistol, som jeg for alle tilfældes skyld har liggende ved siden af sengen. Aftenen før har jeg behørigt ladt den med en knaldhætte.

Jeg affyrer et skud.

Mor irettesætter mig, mens hun gør sig og os børn klar til at forlade huset.

Når luftalarmen lyder, cykler far omgående til kasernen, mens vi andre løber hen til beskyttelsesrummet. "Løber" er måske for meget sagt. Mor går så hurtigt som muligt, mens hun bærer  på Elena og en taske med proviant. Jeg tripper ved siden af hende.

Som regel sker der ikke noget, bortset fra en nat, hvor vi løber over en mark, og himlen  sønderrives af antiluftsskytsets brag.

Men heller ikke dén nat bliver Pola bombarderet.

Ikke alle løber hen til beskyttelsesrummene. "Pola bombarderer de ikke" - er der nogen, der siger.

Jeg kan huske én dag, hvor vi tre - mor, lillesøster og jeg - er på vej til beskyttelsesrummet. Ved et vindue står nogle mennesker og trækker på smilebåndet. Vi ligner vel en karikatur af Maria, Josef og Jesu-barnet på flugt til Egypten.

Denne gang går der  lang tid, inden alarmen bliver afblæst. Langt nede i beskyttelsesrummet, har de voksne lyttet efter bombebragene. De har sikkert bedt til madonnaen.

Da vi endelig kommer ud igen, er Pola forandret. Især én detalje slår mig:  tøj, der hænger langt oppe i træernes nøgne trækroner. En dukke ligger på jorden. Jeg skal til at samle den op, men mor siger, at jeg skal lade være.

Vores hus er ikke blevet ramt. Men en bombe er faldet på skolen, som vi er genboer til. En enkelt bombe, der har åbnet en breche oppe på  første sal. Vi kan se ind i et klasseværelse.

21. Farvel til Pola

En dag står 4-5 tyske soldater inde i køkkenet. De har travlt med at bære vore møbler ud til en lastbil, der holder ude på gaden. Det er unge knøse i blå uniformer. Mor giver mig en pakke cigaretter og hvisker til mig, at jeg skal give den til dem.

Jeg kan allerede et ord på tysk. Jeg ved, at ingenting hedder nix.

- Nix sigarette! -, siger jeg højt med pakken skjult bag ryggen.

En af soldaterne vender sig om - storsmilende. Jeg rækker ham pakken. Han siger noget til mig, som jeg ikke forstår.

Jeg er ude af mig selv af lykke og stolthed.

Det er mit sidste minde fra Pola.

Nogle timer senere sidder vi i tog. Det er nat. Jeg vågner ved at toget holder stille. I kupeen er kvinderne gået i gang med at fremsige en remse. Det skyldes vel den flyvemaskine, der længe bliver ved med at summe over os. 

Til sidst sætter toget sig i bevægelse.

 29.10. 2012

Her slutter første del af: Min fascistiske barndom

Fortsættelsen følger i: Stille dage i Morsano

I 1898 havde han faktisk beordret...: Salvatorelli, Sommario della storia  d´Italia,1969, s.483 nøjes med at skrive, at "l´autorità militare procedette con energia esuberante"; Denis Mack Smith, Storia d´Italia 1861-1958, opgiver de dræbtes antal til "almeno 80 persone"(s.300); Giuliano Procacci, Storia degli italiani,1968 skriver om "50 morti" (s.447);Thomas Harder, Italien,1997: "150 blev dræbt og op 1000 såret" (s.61). Historikernes usikkerhed kan skyldes, at den italienske ordensmagt for en god ordens skyld lod et upræciseret antal dræbte "forsvinde". Denne mulighed mere end antydes i Sebastiano Vassallis roman "Cuore di pietra"(1996).Se kapitlet 13, "Il re della lue". 

givet deres velsignelse: Mack Smith, cit., s.431; Harder, cit., 65

Den røde uge: Jævnf. følgende link. Klik på Cenni storici og derefter på La settimana rossa

 http://alfonsinemonamour.racine.ra.it/alfonsine/Alfonsine/settimana_rossa_villanova...

 Augusto Masetti: jvf. cit. link

der bliver skudt på demonstranterne: en mindeplade over de tre dræbte ("assassinati da piombo regio"=myrdet af kongelige kugler) kan ses i via Torrioni i Ancona.Jvf:

http://it.wikipedia.org/wiki/Settimana_rossa

Nicola Pende: http://it.wikipedia.org/wiki/Nicola_Pende