Arius, gaflen, treenigheden og andre europæiske snurrepiberier

Hvad snurrepiberier  angår, er Europa et sandt overflødighedshorn.

Her er den allerstørste af dem: Hvor kommer vi europæere fra?

Ser vi på de mange sprog, der tales og skrives i Europa, tilhører de allerfleste af dem den indo-europæiske familie. Med baskisk, ungarsk og finsk som de oplagte undtagelser.

Men læg mærke til det lille ord indo-, der antyder en asiatisk forbindelse.

Bemærk endvidere, at  forbindelsen også gør sig gældende i religiøs sammenhæng: kristendommen er kommet til os fra Mellemøsten, og jødedommen, som er dens matrix, ligedan.

Og hvad med alfabeten? Som alle ved, har vi fået alfa, beta etc. fra oldgrækerne. Hvad derimod ikke alle ved, er, at alfa, beta m.m. er semitisk import, så sandt som den hebraiske alfabet indledes med  alef, bet, gimel - der oprindeligt betegnede tyren (alp), huset (bet) og kamelen (gimel).

Tyren og huset. Hvor har vi hørt om dem før?

Jamen, i den europæiske ur-myte par excellence, myten om  den billedskønne libanesiske prinsesse Europa, som Zeus blev så betaget af, at han en skønne dag i tyreskikkelse bortførte hende over havet. Destination:øen Kreta.(1)

Af Zeus´ og Europas forening fødtes Minos, der blev konge over øen og mange år senere bad den atheniensiske arkitekt Daidalos bygge det meget specielle hus, der går under navnet labyrint.

Huset havde en lige så  speciel logerende: den skræmmende Minotaurus, halvt tyr og og halvt menneske, født af Pasifaë, der ganske vist var gift med Minos, men havde valgt at give husbonden horn i panden ved at parre sig med en flot, hvid tyr.

Senere blev den menneskeædende Minotaurus dræbt af den atheniensiske helt Theseus under kyndig assistance fra Ariadne, der var Minotaurus´ stedsøster, så sandt som hun var datter af Minos og nævnte Pasifaë.

Det er vanskeligt at se hvad dette drabelige sagn dækker over, bortset fra at Theseus og Ariadne lader til at være sydlige pendanter til Sigurd Fafnerbane og Gudrun.(Se Pibekraven og andre europæiske snurrepiberier)

Det er til gengæld et faktum, at tyren indgik i Oldkretas religiøse ritualer. Det bevidnes bl.a. af en storslået fresko fra Knossospladset, der skildrer et rituelt tyrespring. (2)

2. Arius

Hvor om alting er:  de oldgræske sagn, der i allerhøjeste grad havde sat deres præg på romersk digtning og kunst, var under folkevandringerne  gået i glemmebogen.

Europas nye herrer - alemannerne, sueberne, markomannerne m.fl. i Tyskland, burgunderne og frankerne i Frankrig, vestgoterne i Spanien, ostrogoterne, longobarderne og frankerne i Italien -  bekendte de sig allesammen til en blanding af kristendom og oldgermansk gudetro.

Det bør i denne forbindelse lige nævnes, at deres kristendom  var   en easy reader-udgave, der efter dens ophavsmand blev kaldt arianisme.

Arius(ca.250-336), presbyter (=ældste) fra Aleksandria,  havde gjort sig til talsmand for den opfattelse, at Jesus ikke var af samme guddommelig natur som Gud. Arius ræsonnerede på følgende måde:

Da Jesus var Guds søn, var han skabt - og hermed i sagens natur ikke evig som Faren.

3. En ny begyndelse

Samtidigt bliver Europas nye herrer vigtige aktører i den altomfattende omkalfatring, som historikeren Steffen Heiberg træffende har karakteriseret som "en ny begyndelse".

Under denne proces, der  var langsom og kompleks, blev Oldtid  til Middelalder.

Billedligt talt: Hvis Middelalderen er Europas barndom, er den lange udefinerbare intermezzo op til den intet mindre end Europas fosterstadie.

Var Middelalderen mørk? Aldeles ikke, svarer nyere historieforskning. Den var sikkert modsigelses-, gåde- og fantasifuld, men at kalde den mørk, som Renaissancens humanister gjorde, er et stykke manipulerende propaganda.

Det samme gælder for Europas fostertilstand. Den var ikke mørk, men uudsigeligt magisk, som alt liv.

4. Historien er dialektisk og fraktal

Derimod er det os, der lever i en mørk tid, fanget som vi er mellem  to sløvende afstumpetheder: nationalisme og ny-liberalisme.

Tillad mig her at fremsætte en syntetisk a priori dom (tak, Kant!):

Historien er dialektisk og fraktal. 

- Dialektisk i den forstand, at historien er det levende og konstant bevægelige netværk, der holder nutid, fortid og fremtid sammen.

 - Fraktal, fordi vi  selv er historie.

5. En århundredlang begyndelse

Vil man forsøge at få en smule indblik i, hvor langsom og besværlig Europas begyndelse var, bør man ty til både erindring og fantasi.

Og siden vores rejse tilbage i tiden begyndte i Danmark, lad os bruge et dansk fikspunkt, nemlig Danevirke.

Hvornår blev dette fæstningsværk bygget?

Omkring 738, afslører dendrologiske undersøgelser. Historikerne kan desuden godtgøre, at der til formålet blev brugt over 30.000 egetræer . (4)

Men hvorfor blev Danevirke bygget?

Det vides ikke, men den jyske/danske konge, der lod det bygge, har nok med rette ment, at det var klogt at være forudseende.

Truslerne ved Jyllands rod var jo mange: udover de slaviske abodritter og vendere,  var der sakserne, for ikke at tale om frankerne,der udgjorde den største trussel.

Det var nemlig frankerne, der syntes at have  den rette tro.

For at forstå denne side af sagen, bør man huske på, at der i året 496 - altså mere end 250 år før Danevirke -  var  indtruffet  noget, der skulle sætte et varigt præg på Europas historie, i og med at frankerkongen Chlodoveg (=Ludvig)   sammen med sine 3.000 krigere via en bunke-dåb var gået over til katolicismen(4a).

Og - utroligt, men sandt! -  den katolske tro  sikrede ham et par afgørende sejre over hele to arianske hære.

Samme bevågenhed på højeste sted tilsmilede Chlodovegs efterfølgere, inklusive Karl Martel, den katolske frankerkonge, som i 732 - altså 5 år før Danevirke ! - slog araberne i Poitiers. Kan det tænkes, at det netop var denne begivenhed, der inspirerede den ukendte bygmester bag Danevirke.

Danevirke-kongen kunne selvfølgelig også være gået over til katolicismen, men tiderne var ligesom ikke rigtig modne til det endnu, det blev de først mere end tohundrede år senere, da kongen hed Harald Blåtand.

Desuden:  antagelsen af den katolske tro i 700-tallet ville for vikingerne medføre afkaldet på den vigtige indtægts- og morskabskilde, der lå i plyndringen af de rige katolske klostre og det  "hyggelige samvær" med nonnerne. Begge dele blev  i øvrigt  vikingernes  speciale fra Lindisfarne (793) og fremefter.(4b)

Man kunne imidlertid også fristes  til at se på det skildrede forløb gennem en splint af troldens spejl. Og  i Chlodovegs omvendelse iagttage spiren til den succesfulde ide om den hellige krig.

Bemærk venligst, at Chlodoveg lod sig døbe ca.70 år før Muhammeds fødsel.

Men var han Europas første korsfarer?

6.Europas første korsfarer

Nej, bliver  vi mindet om  i San Francesco-kirke i toskanske  Arezzo, hvor  Piero della Francesca omkring 1460 malede den lysåbenbaring af en freske, der  hedder "Il sogno di Costantino" (=Konstantins drøm).

Bemærk for det første, at Piero et slægtled før Leonardo og Michelangelo skaber et sceneri, hvor lyset er lige så mesterligt gengivet som perspektivet (6).

Husk for det andet på, at perspektivet har Piero lært hos sine landsmænd Masaccio, Leon Battista Alberti og Brunelleschi, mens hans lysbehandling er en teknik han har  lært af  de flamske og nederlandske mestre, som han har set på arbejde under sine ophold  i Urbino og Rom. 

Hvad endelig billedets motiv angår, er det inspireret af en af tidens mest traumatiserende hændelser: i 1453 - altså kun 7 år, før Piero maler sin freske - har osmannerne erobret Konstantinopel. 

Pieros billede består af mange betydningslag. Først og fremmest er det selvfølgelig  en hyldest til  den romerske kejser, som byen er opkaldt efter.

Det er natten, før slaget ved den Milviske bro. Konstantin sover trygt i et telt under to vagters årvågne blik, hans sekretær sidder på en lav forhøjning ved sengekanten, og kaster et undersøgende blik på tilskueren.

I drømmen (fortæller legenden) viser et kors sig for Konstantin. Sammen med korset kommer nogle ord til syne : IN HOC SIGNO VINCES (= i dette tegn skal du sejre).

Det er en vigtig pointe i Pieros freske, at drømmen er en bebudelse, hvor bebuderen jo er englen, som stormende   mod teltåbningen flænger natten med sit lys.

Samtidigt er "Konstantins drøm" et stykke subtil politisk propaganda, som efter al sandsynlighed er inspireret af pave Pius d.2. (1405-64).

Denne utrolig ambitiøse og velbegavede humanist har afsat sig en række seværdige spor både i Sienas domkirke og i sin fødeby Pienza. I Siena takket være Pinturicchios fresker over hans bedrifter.

I Pienza via en imponerende domkirke, der står i en skærende kontrast til landsbyens ellers beskedne fremtoning.

Pius d.2.´s store drøm var at foranstalte et korstog med Konstantinopels generobring for øje. En drøm, der brast på grund af pavens pludselige død.

7. Hvem var Konstantin?

Konstantin - også kendt som kejser Konstantin den Store - har for Europas historie haft en betydning, som kan måle sig  med Aleksander den Stores.

Men lige så lidt som Aleksander var græker, var Konstantin hverken romer eller italiener.

Hans fødeby var Nisj, i vore dages Serbien.(6a)

Blandt hans mange meritter lå den vigtigste i, at denne   brutale og skånselsløse kriger samtidig var en dreven politiker med en veludviklet flair for den altid slagkraftige forbindelse mellem politik og religion.

Til forskel fra mange af hans forgængere indså han således, at kristendommen havde fremtiden for sig. Og selv om han - som den fromme hedning han var -  fortsatte med at bede  til Solguden Sol invictus, holdt han op med at forfølge de kristne.

Derved blev han til en stor formidler mellem hedenskab og evangelium. Samtidigt byggede han bro mellem vest og øst, idet han forvandlede den store provinsby Byzantium  til Østens nye Rom - Konstantinopolis (alias: Konstantinby, Konstantinopel, Istanbul).

Forresten: Når den kristne ugentlige helligdag hedder søndag på dansk men sunday/Sonntag på henholdsvis engelsk og tysk, er det  et minde om Konstantins evne til at dele sol og vind lige.

8. "Jauchzet, frohlocket, auf, preiset die Tage!..."(Rejoice,exult!up, glorify the days...)

Historiens dialektisk-fraktale karakter  leder mig lige nu hen til Weimars  Herderkirche, hvor Sir John Eliot Gardiner i december 1999 med Monteverdi Choir og English Baroque Soloists indspillede  Johann Sebastian Bachs Juleoratorium på dvd.

Der er flere ting at glæde sig over. 

Allerførst over Bachs musik og den ledsagende tekst, over den moderne teknologis vidundere samt over at europæisk kultur - trods mangt og meget - har kunnet præstere såvel Pieros fresker som Bachs juleoratorium.

Sidstnævnte er et sanseligt værk af Guds nåde, og det var både Bach og hans tekstforfatter  udmærket klar over.

Ligeledes er det en fryd at se og høre et engelsk ensemble spille og synge tysk musik i en tysk kirke.

Et spørgsmål melder sig: Hvilket  samspil af komplekse omstændigheder,  hvilke  uransagelige veje forbinder Konstantins drøm, Chlodovegs dåb og Bachs juleoratorium?

Spørgsmålet er så komplekst og uoverskueligt, at det vil kræve  lange studier af tværfaglig karakter at komme frem til et nogenlunde sandfærdigt svar.

Men at udpege spørgsmålets enorme kompleksitet er allerede en begyndelse.

Desuden er der sider ved dette spørgsmål, der er åbenlyst forunderlige - selv i  en forudsætningsløs lægmands øjne.

Det er for det første helt oplagt, at katolsk (før-reformatorisk) kristendom og dens græsk-ortodokse modpart   allerede er meget forskellige omkring år 1100.

For det andet: Den ofte fremførte tese om, at det var kristendommen, der skabte demokratiet undlader at forklare, hvorfor demokratiet har haft det så vanskeligt med at etablere sig på græsk-ortodokst område - og det på trods af, at det græsk-ortodokse Grækenland - længe før kristendommens indførelse - var demokratiets vugge.

Man kan desuden spørge, hvorfor maleriet fik en blomstrende udvikling i det vestlige Europa, mens den græsk-ortodokse verden i mange århundreder blev hængende i religiøse ikoner.

Et rimeligt svar synes at ligge i, at Vesteuropa i det lange løb og efter en meget problematisk begyndelse drog nytte af sin politiske fragmentering.

Emnet er tung kost. Lad os derfor slappe lidt af med en lille

9.Byzantinsk intermezzo 

 Med Konstantins drøm, - en drøm, der med Helligåndens mellemkonst blev  til alle Dannebrogs moder - fødes den nye politiske enhed, som hedder Byzantium, Bysanz, det byzantinske rige eller Østrom.

Byzantium/Konstantinopel blev til vikingernes  Miklagard(=den store by),hvorimod araberne kaldte Bysantium og vikingerne for henholdsvis Rum  og Rus. (7)

Det var af disse Rus at  Rusland fik sit navn, medens   det oldnordiske ord "gard" udviklede sig til det oldslaviske ord for by: grad. Hvoraf Beograd, Petrograd, Kaliningrad, Stalingrad, etc

Blandt de østromerske eller byzantinske kejsere er der især to, der fortjener en særomtale.

Omkring tohundrede år efter Konstantin bestyres den østromerske butik af en mand, der hedder Justinian, gift med den navnkundige Theodora, som Dorrit Willumsen har skrevet en roman om (8).

Der er flere grunde til, at Justinian er værd at dvæle lidt ved.

Det er ham som sammen med hustruen er foreviget i Ravennas mosaikker. Det var igen ham, der assisteret af sine generaler Belisarius og Narsetes gjorde kål på østgoterne og generobrede samt ødelagde Italien.(9)

Sidst men ikke mindst var det ham, der tog initiativet til den store lovsamling af romerret, der satte et afgørende præg på europæisk udvikling. Codex juris civilis kom den til at hedde.(9a)

Den anden store østromerske kejser, der fortjener omtale, er Basil d.2., med tilnavnet Bulgardræberen (bulgaroktonos). Den britiske historiker Felipe Fernández-Armesto skriver:

"Som sønnesøn af bønder blev han kendt for eftertiden som bulgar-slagteren på grund af sin sejr over bulgarerne ved Kleidon i 1014.

Alle de besejrende overlevende - angiveligt fjorten tusind - blev blindet på hans bud, på nær én mand af hver hundrede, der fik lov at beholde det ene øje, så han  kunne føre resten hjem.

Bulgarnes tsar Samuel, der havde søgt at gribe magten i imperiet, var efter sigende faldet død om ved synet af de hjemvendende tropper, som møjsommeligt famlede sig frem.

Samtidig lænede damerne i Konstantinopel sig ud ad elegante karnapvinduer for at betragte sejrherrernes triumftog."(10)

10. Historien om gaflen

At den europæiske civilisationsproces var temmelig træg på visse områder, fremgår af følgende lille historie:

"En venetiansk doge giftede sig i det 11.århundrede med en græsk prinsesse. I hendes byzantinske miljø var gaflen åbenbart i brug. I hvert fald hører vi, at hun førte maden til munden ved hjælp af " små gafler af guld, der var forsynet  med to tænder".

   Det udløste en mægtig skandale.Denne nyhed blev opfattet som et tegn på så outreret raffinement, at ´dogaressen´ blev kraftigt irettesat af kirkefolkene, som nedkaldte den guddommelige vrede over hende. Kort efter blev hun ramt af en afskyelig sygdom, og den hellige Bonaventura tøvede ikke med at erklære at det var Guds straf.

Det varede endnu 5 århundreder, før de menneskelige relationer ændrede sig i sådan en grad, at behovet for et sådant spiseredskab blev mere udbredt", skriver kultursociologen Norbert Elias.(11)

11. Fra julenisser til gamle hekse

Sir Eliot Gardiner, der dirigerer Bachs Weihnachtsoratorium i Herder-Kirche i Weimar træder egentlig i gamle fodspor. Den hellige Bonifatius, tyskernes apostel,var jo også englænder.

Om denne Bonifatius berettes der, at han var en svoren fjende af hedenske ritualer og meget ihærdig i bekæmpelsen af dem.(12)

Med ringe resultat - skal man hilse og sige - under henvisning til de utallige hedenske spor, som den dag i dag kan aflæses i  helligholdelsen af nogle kristne højdepunkter.

Tag for eksempel fejringen af julen og påsken.

Fejringen af Jesu fødsel falder  i de skandinaviske lande  sammen med vikingernes madorgie og lysfest, julen - et ord, der etymologisk set er i slægt med  græsk kyklos og hentyder til, at året nu indleder  et nyt cyklus.

I Tyskland og på trods af den hellige Bonifatius´ fromme bestræbelser  hedder påsken stadig Ostern, der i lighed med engelsk Easter er et minde om en oprindelig Øst- og Solfest.

En oplagt hedensk lysfest er den svenske skik med Lucia-brudene. Men den hellige Lucia fejres også flere stede i Italien (Bergamo, Trento, Verona), hvor hun imidlertid under ledsagelse af et lille æsel optræder som en kvindelig pendant til julemanden.

I Italien er julemanden i øvrigt en nylig import fra USA. Før 60erne fik de fleste italienske børn "julegaverne" på Helligtrekongersaften den 6. januar. Gaverne blev bragt af La Befana, en gammel heks, hvis navn må være opstået ved en forvrængning af ordet "Epifanía". Ordet, som er af græsk oprindelse og betyder noget i retning af skønheds-åbenbaring, er den kristne betegnelse for de tre vise mænds besøg hos Jesubarnet.

Og sådan kunne man blive ved med at opregne de mange mærkværdigheder, der knytter sig til kristendommen - og som egentlig er skinbarlige vidnesbyrd om en aldrig forsvunden hedenskab: fra påskeægget og - haren til de mange hellige kilder, fra nisserne til bålfesterne, fra passionsspillene til Valborgaften, fra karnevallet til majstangerne og Halloween-græskarrene og sidst men ikke mindst til dragedræberen Skt. Jørgen,som er den kristne omskrivning af Theseus og Sigurd Fafnerbane.

12. Fra logos spermatikós til Helligånden

Der er på latin og de romanske sprog et ord, der giver os et fingerpeg om hvad der skete dengang europæisk kultur fødtes af mødet mellem hedenske skikke og kristen tro.

Hedensk hedder på latin "paganus" (jvf. italiensk/spansk "pagano" og fransk "payen").Ordet er afledt af pagus(= landsby), og  viser  tilbage til en tid, hvor kristendommen er blevet "in" blandt byboerne, mens hedenskaben stadig stortrives ude på landet.

Dette betyder naturligvis ikke, at kristendommen var en elitær trosretning.

Det betyder blot, at kristendommen på et bestemt tidspunkt begynder at vinde anseelse i takt med at den pynter sig med lånte fjer.

Den kristne kirkefader Justinus  og hans samtidige, kejser Marcus Aurelius, er repræsentative for to tidstypiske og modsatte trend, der trives side om side i det andet århundrede af vores tidsregning.

Justinus (100-162), også kendt som Justinus Martyr , bliver født i Nablus (Palæstina), virker i Rom som filosof og lider martyrdøden i 165.  Med udgangspunkt i platonisk metafysik, stoisk etik og hellenistisk mytekritik  brændemærker han på den ene side det hedenske flerguderi som djævleværk, mens han på den anden side  udnævner store græske filosoffer som Heraklit og Sokrates til "kristne før Kristus" (13).

Justinus er med andre ord en hellenistisk tænker på linie med apostlen Paulus og med den ukendte forfatter til Johannes-evangeliet. Sidstnævnte indledes som bekendt med påstanden om, at  "logos (Ordet) i begyndelsen var hos Gud" (Joh,1,1), men med Jesus blev til kød. 

Justinus tager et skridt videre.

Han opfatter den kristne logos som "den guddommelige fornuft", der i sin egenskab af sæd-spredende logos (logos spermatikós) sår sandhedens frø i hvert menneske (14).

Marcus Aurelius (121-180) født i Rom, af romerske forældre, som stammede fra  Cordoba-området i Spanien, blev romersk kejser i 161.

Han er forfatter til en samling meditationer, som foreligger på dansk under titlen "Optegnelser".

Her kommer et eksempel:" Hver morgen, når du vågner, skal du sige til dig selv: idag skal jeg møde entreprenante, utaknemmelige, brutale, svigefulde og selviske mennesker". Men, fortsætter han, deres ondskab skyldes uvidenhed. Jeg har indset, at det gode består i dyd, og derfor kan de ikke skade mig: vi er sat i verden for at arbejde sammen, at modarbejde hinanden er at modarbejde naturen.(15)

Disse viise indsigter afholdt Marcus Aurelius ikke fra at forfølge de kristne. Førnævnte Justinus led martyrdøden under hans regeringstid.

Igen: Den kultur, der danner baggrunden for kristendommens opståen og gradvise udvikling, er kompleks og modsigelsesfyldt. Justinus formidler mødet mellem græsk filosofi og kristendom, hvorimod Marcus Aurelius forfølger de kristne, men på samme tid giver han udtryk for synspunkter, som man ret problemløst kan anskue som kristne.

Justinus´ brobyggervirksomhed bliver fortsat af andre og endda mere betydningsfulde  tænkere såsom Origenes (ca.185-254), for hvem "logos på én gang er den skabende fornuft, Guds søn og den hellige skrift" (16)

Men ved siden af Origenes er der Arius, hvis minimalistiske udgave af kristendommen - som allerede nævnt - vinder udbredelse blandt germanerne, samt en mand som Irenæus (130-202), der bekæmper den så kaldte Gnosis (17).

Alle nævnte teologer skriver på græsk.

Men  hvordan kunne den livlige diskussion pro og kontra kristendommen samt om dens  forskellige afarter  finde sted på trods af de kejserlige kristenforfølgelser?

Hvad det angår, er det tilrådeligt  at spise brød til: den fremtrædende katolske teolog Hans Küng understreger i sin bog om kristendommen, at vist var forfølgelserne en kendsgerning, dog  var de samtidigt af begrænset og sporadisk karakter. Forestillingen om, at de kristne overalt blev nødt til at samles i katakomberne er  en senere"romantisk" overdrivelse, skriver han (18).

13.Konstantin - the big synthetizer

Man kan her spørge sig selv, om kristendommen - kærlighedens religion - overhovedet havde fået et ben til jorden - uden bastant hjælp fra sværdet.

Afgørende var i hvert fald kejser Konstantins indsats: ved kirkemødet i Nikæa (325), der blev afholdt under hans forsæde, blev arianismen erklæret for kættersk. I mødet deltog hele den kristne verdens biskopper. 

En af dem fortjener særlig opmærksomhed: biskoppen af Rom, der på kirkemødet lader sig repræsentere af to presbytere. 

På det tidspunkt er hans prestige allerede bemærkelsesværdig, bl.a. takket være det driftige kirkebyggeri, der finder sted i imperiets gamle hovedstad under  kejser Konstantin.

For Konstantin gælder det om at  sikre rigets enhed efter devisen: én Gud - én kejser - ét rige - én kirke - én tro. (18a)

Nikæa-koncilet stadfæster, at Gud og Kristus udgør (så at sige) en to-enighed, hvor hver af de to personer er væsens-lig (homo-ousios) med den anden.

Derimod er der ikke tale om Helligånden. Endnu. (18b) 

På Konstantins tid er græsk stadig romerrigets vigtigste sprog. Et vidnesbyrd herom  er en række ord, der i forskellige former stadig er udbredt i  forskellige europæiske sprog. Dansk biskop, der modsvares af bishop, Bischof, évêque, obispo, vescovo, etc kommer alle af græsk episkopos, som betyder tilsynsførende. Det samme gælder ordene præst og degn, der kommer af de græske forlæg presbyteros(=ældre) og diakonos (=hjælper).

14.Fra to- til tre-enighed.

Treenigheden bliver først søsat ved det  andet økumeniske koncil, som finder sted i Konstantinopel i 381 under kejser Theodosius den Store.

Med denne spansk-fødte kejser bliver kristendommen romerriget eneste tilladte religion. Alle andre trosretninger bliver forbudt og forfulgt.De første anti-jødiske pogromer af kristen inspiration finder ligeledes  sted under Theodosius(18c) 

15. Biskop Ambrosius fra Trier (og Milano)

For nu at fastholde hovedlinierne i den skildrede udvikling: 1)På trods af forbuddene fortsætter (levn efter) hedenskaben med at trives side om side med kristendommen ; 2)forestillingen om Guds og Kristi natur er gennemsyret af græsk filosofi. 3)I Vesteuropa formår Kirken rent magtpolitisk at overtage en stor del af romerrigets usvækkede prestige.

En central rolle i sidstnævnte sammenhæng bliver spillet af biskopperne.

En vigtig episode illustrerer deres voksende magt.

"Efter en opstand i Thessaloniki i 390  e.v.t. - (altså mere end 50 år efter Konstantins død )- massakrerede kejser Theodosius nådeløst i tusindvis af byens indbyggere. Til samtidens forbavselse gik der ikke længe, før kejseren gik bodsgang for denne handling i kirken i Milano. (Biskop) Ambrosius havde nægtet at lade ham deltage i kommunionen.(...)Det var første gang at det åndelige våben var blevet brugt på en sådan  måde, og det er bemærkelsesværdigt, at det skete i den vestlige del af kirken."(19)

Når ledende kirkefolk overtager en del af den magt, som var knyttet til Roms autoritet, er det fordi det går op for det gamle romerske aristokrati, at Kirken slet og ret er fremtiden. Historien om den romerske aristokrat Sidonius Apollinaris, som ca. 471 bliver biskop i franske Clermont, er i denne forbindelse ganske eksemplarisk. (20)

16. Ach, du lieber Augustin

Aurelius Augustinus (354-430) fødes i Thagaste (i det nuværende Algeriet).

Takket være et forfatterskab af enorm spændvidde er denne afrikanske romer   en skelsættende skikkelse i mindst tre henseender: litterært, filosofisk og teologisk.

Litterært: Med sine "Confessiones" (Bekendelser) grundlægger han  bekendelseslitteraturen:Jean Jacques Rousseau, Karl Ove Knausgård m.fl. dyrker en genre, han har skabt.

Hvad det filosofiske angår, kunne man fristes til at affærdige ham som en af de mange nyplatonikere, som senantikken myldrer med. Men det ville være en fejl. Augustin har sin egen selvstændige filosofiske profil.

Men det er især som teolog, at Augustin vil komme til at spille en stor rolle. På godt og ondt.

Augustin fødes i en periode, hvor kristendommen er sønderrevet af indre splid samt af heftige kampe med konkurrerende livsanskuelser.

En af disse er manikæismen, en lære, der anskuer Skabelsen som valpladsen for kampen mellem det Gode og det Onde.

Konstantins mor, Monica, var kristen, faren hedning. Augustin selv endte i sin ungdom med at bekende sig til netop manikæismen.

I 383 - efter at have afsluttet sine studier i retorik i Karthago - tager han til Italien. Er først i Rom, derefter i Milano.

Netop  opholdet  i Milano - takket være føromtalte biskop Ambrosius -  skulle blive afgørende for hans omvendelse til kristendommen.

17. A propos Milano

Turistmæssigt set står Milano i dag i skyggen af Rom.

I økonomisk, kulturel og politisk henseende er Lombardiets hovedstad imidlertid langt vigtigere end Rom.

Politiske nyskabelser (fra fascismen til Liga Nord over berlusconismen) er således udgået fra Milano.

På Augustins tid hedder byen Mediolanum og er den ene af Romerrigets fire hovedstæder (de andre tre er Trier, Rom og Konstantinopel).

Byen blev i tidernes morgen grundlagt af kelterne - et forhold, der spiller en stor rolle i Liga Nords mytologi.

Realiteterne er at Milano allerede i romertiden udgør den etniske smeltedigel, der formidler mødet mellem  "afrikaneren" Augustin  og "tyskeren" Ambrosius.

Tre århundreder senere bliver byen et af longobardernes hovedcentre. Det er imidlertid fra og med 1100-tallet, at Milano  oplever sin finest hour, som  en af Europas første og rigeste bystater. Et minde om den tid er navnet på en af Londons centrale gader, Lombard Street.(21)

Et andet minde herom er slaget ved Legnano (ca. 20 km nord for Milano), hvor det  den 29. maj 1176 lykkes  den lombardiske liga (anført af milaneserne) at besejre den tysk-romerske kejser Friedrich Barbarossa.

Af 1800-tallets italienske skribenter er slaget  blevet anset for en milepæl i Italiens vej mod den politiske enhed og/eller demokratiet.

Intet kunne være mere forkert. For det første var mange lombardiske byer (f.eks. Como  og Pavia ) allieret med kejser Friedrich. For det andet var den lombardiske liga støttet af paven (som altid har modsat sig Italiens enhed) .For det tredje var byerne i den Lombardiske Liga drevet af snævre lokalpatriotiske hensyn.

Slaget ved Legnano var derfor snarere en vigtig etape mod den politiske fragmentering, som den dag i dag er et af de mest fremtrædende italienske særpræg.

18. Omkring Augustin

Augustin er svær at sætte på én formel.

Forsøgsvis kan man dog betegne ham som  en Janus-figur -  med det ene ansigt vendt mod Antikken og det andet mod os.

Desuden er han triadernes mand, og  indgår selv i en triade - eller en trekant -, hvor den ene spids hedder Athen/Rom, den anden Jerusalem og den tredje Hippo Regius, den nordafrikanske by (vore dages Annaba),  hvor Augustin var biskop i over 30 år.

"Trods afstand i tid er han et bærende led i vor kulturtradition"(22), og det bekræftes blandt andet ved, at  Hannah Arendt indledte sit forfatterskab med at skrive doktordisputats over ham. (23)

Hovedtemaerne i Augustins forfatterskab er arvesynden, friheden, nåden, kirkens autoritet og kætterne, de to regimenter, tro,håb og kærlighed (dog størst kærligheden). Ud fra dem kan man roligt sige, at den hårde sokkel, som den vestlige kristendom (katolicisme, lutheranisme, calvinisme, anglicanisme og hele underskoven af protestantiske sekter) hviler på, er blevet støbt af Augustin med inspiration fra Jesus og Paulus.

Sagt på en anden måde: I Augustin findes kimen til mangt og meget af det, som vi vesterlændinge kan anse for typisk for vores måde at tænke på: lige fra frelsthed til inkvisitorisk dogmatisme og over tankefrihed til inderlighed.

Karsten Friis Johansen:"Den vestlige teologi fornys (...)til stadighed op gennem middelalderen. Den er debatterende, søgende og argumenterende. Den har sit udspring hos Augustin." (cit., s. 732)

Det er i pagt med denne Augustin-baserede tradition - kan man tilføje - , at Vesteuropa i slutningen af 1100-tallet opretter sine første universiteter.

19. Augustin og treenigheden

I flere århundreder var østkirkens teologer lidenskabeligt optaget af diskussionen om, hvorvidt treenighedens tre substanser/personer/ hypostaser (Far,Søn, Helligånd) skulle anses for ligestillede eller ej.

At de var det - ligestillede, altså -, var blevet vedtaget på koncilet i Konstantinopel i år 381.

Men lige meget  hjalp det.

Augustin, der skrev et stort værk om treenigheden (De Trinitate),  er totalt ligeglad med substansernes rangordning.

Det er et helt andet spørgsmål, som optager ham: Hvordan funker treenigheden egentlig?

Augustin besvarer spørgsmålet med en veritabel genistreg.

Vi véd jo fra 1.Mosebog, at mennesket er skabt i Guds billede. Og siden mennesket - åndeligt set -  udmærker sig ved en tredimensionel ånd (mens), der består af memoria (hukommelse), intelligentia (forstand) og vilje (voluntas), må tilsvarende relationer eksistere inden for  treenigheden. Og ganske vist: Farens fadderskab (paternitas) indebærer Sønnens sønneforhold (filiatio) og begge kan ikke klare sig uden Helligåndens åndshandling (spiratio).

Helt umiddelbart kan sidste led i Augustins ræsonnement tage sig lidt grinagtigt ud. I hvert fald i vore af-fortryllede øjne.

Man bør imidlertid hæfte sig ved to væsentlige forhold:

For det første er Augustins Gud skabt i menneskets billede. Kend dig selv og du vil kende Gud, synes han at sige.

Et sted i sine Bekendelser insisterer han således på, at treenighedens substanser er lige så forskellige som de tre ting, mennesket består af. Alligevel udgør de én enhed.

"De tre ting er: at være (esse), at vide(nosse) og at ville(velle). Jeg er til som et væsen med viden og vilje; jeg ved, at jeg er til, og at jeg vil; og jeg ønsker, at være til og at vide. Hvor uopløseligt livet er i disse tre henseender, ét liv, ét sind og ét væsen, og hvor uopløselig forskellen er, og dog en forskel..."(XIII,11, Torben Damsholts oversættelse).

For det andet er Augustins teologi gennemført erotisk. I mine øjne går der en lige linje fra Augustins varmhjertede religiøsitet til Gian Lorenzo Berninis Skt. Teresas ekstase og til den pragtfulde arie "Schlafe, mein Liebster" i J.S. Bachs Juleoratorium.

Kristendommen kan opvise legioner af teologiske dødbidere. Augustin var ikke en af dem.

20. Augustins betydning

Den katolske teolog Hans Küng mener, at  kristendommen udvikler sig igennem flere paradigmeskifter.

Ifølge denne interessante teori tegner  Augustin overgangen fra den oldkirkelige-hellenistiske paradigme til det  middelalderlige ditto (23b).

At teorien imidlertid bør tages med et gran salt, bevises blandt andet af, at Augustin så sent som i 1930´erne inspirerer både  Hannah Arendt og Albert Camus. Sidstnævntes universitetsspeciale  handler jo om ny-platonikeren Plotin og netop Augustin. (24)

Det bør desuden lige nævnes, at Luther var  augustinermunk samt arg modstander af  al den  aristotelisme, som i den grad var blevet fremmet af Thomas Aquinas.

Arven efter Augustin kom til udtryk via to modsatrettede åndstrømninger.

På den ene side var der folk, som påberåbte sig den afrikanske kirkefader i deres forsvar for teokratiet.

På den anden side var augustinismen stærk blandt de pave-kritiske franciskanere.

Det er ikke nogen tilfældighed, at William af Baskerville (modelleret efter William af Ockham - og Sherlock Holmes), som vi møder i Umberto Ecos "Rosens navn", er franciskaner.

Det ville være interessant at undersøge, hvorvidt Augustin har inspireret den syd-amerikanske befrielsesteologi.

Augustin - denne passionerede sjæl.

 

 4.februar 2014

NOTER

1) Dette sagn har afsat sig mangfoldige spor i både digtning (Ovids Forvandlinger), malerkunst samt den nylig udstedte   5-euro-seddel. 

2) John M. Roberts, Verdens Historie 1998,I,s. 143

3) Steffen Heiberg, En ny begyndelse, 2008

4) Lotte Hedeager, cit., s.  305; Steffen Heiberg, cit., s.127

4a)François Reynaert, Nos ancêtres les gaulois et autres fadaises, 2010, s.49

4b) Erling Bjøl, Fra Holger Danske til Sarkozy, 2010, s.89:I 860´erne gav en fransk munk følgende skrækslagne beskrivelse af vikingernes hærgen:"Antallet af skibe vokser. Den endeløse strøm af vikinger hører aldrig op. Alle vegne er de kristne ofre for massakrer, brande og plyndringer. Vikingerne erobrer alt på deres vej. Ingen kan modstå dem. De indtager Bordeaux, Périgueux. Limoges, Angoulème (...)"

5) Se http://it.wikipedia.org/wiki/Piero_della_Francesca

6) E.H. Gombrich, Kunstens historie, 1997, s. 260

6a) Lotte Hedeager, op.cit., har en interessant liste over "romerske"forfattere og kejsere, der hverken er romere eller italienere. Se s. 60

7) Om  disse kuriosa se nærmere i Steffen Heiberg, op.cit.,s.127

8) Klædt i purpur, 1990

9) Se Heiberg, cit., s.21

9a)  Til stor fortrydelse for Adolf Hitler og andre før ham."Vi kræver i stedet for romerretten, der tjener den materialistiske verdensordning, tysk ret". Punkt 19 i  N.S.D.A.P.s program. (NSDAP= Nationalsozialistische deutsche Arbeiterpartei). Kilde: Hartvig Frisch, Pest over Europa, 1933. Genoptrykt 1993, s.123

10) F. Fernández-Armesto, Årtusindet, de seneste tusind års historie, 1997, s.56

11) Norbert Elias, Ueber den Prozess der Zivilisation, 1968, s. 87

12) Heiberg, cit., s. 81 flg.

13) Hans Küng, Das Christentum, 2007, s.170-171; Karsten Friis Johansen, Den europæiske filosofis historie, Antikken, 1991, s.721

14) Hans Küng, cit., s.171

15) Friis Johansen, cit., s.637

16) Friis Johansen, cit. s.724; ifølge Hans Küng( cit., s.203) op-hæver  Origenes på hegelsk vis græsk kultur  i kristendommen.

17) Hans Küng, cit., s.179

18) Cit., s. 169. For  en kildekritisk analyse af dette spørgsmål se Per Bilde, En religion bliver til,. 2007, s. 343 flg.

18a) Cit., s.222

18b) Cit., s. 223

18c)Roberts, cit,,3, s.137

(19) Roberts, cit., bind 3, s. 139-40

(20) Heiberg, cit. 43-47

(21) Heiberg, cit., s.232 flg.

(22) For en god kortfattet indføring se Den Danske Encyklopædi under Augustin samt Arne Næss, Filosofiens historie,1991,I, s.316 flg. For en mere indgående introduktion se Karsten Friis Johansen, cit., s. 733-80 samt Bent Dalsgaard Larsens indledning til Augustins mammutværk  Om Guds Stad, s.7-116

(23) H. Arendt, Der Liebesbegriff bei Augustin, Berlin 1929;for en introduktion til Arendts afhandling jvf. Elisabeth Young-Bruehl, Hannah Arendt - Leben Werk und Zeit, 1986, s. 650-663.

(23b) Küng, cit., s.342

(24) Albert Camus, Métaphysique chrétienne et néoplatonisme, 1936