MILANO-MINDER

For all of us there is a twilight zone between history and memory  (Eric Hobsbawm, The Age of Empire)

1. En mindeværdig dag

Den 15. januar 1958  stod vi alle seks ved hovedindgangen til en kæmpe  boligblok i Milanos vestlige udkant. Alle seks - i kronologisk rækkefølge: far, mor og deres fire børn Pietro, Amedeo, Elena og Graziano.

Vores samlede habengut lå  inde i en rødbrun godsvogn fra de italienske statsbaner. Den  stod lige der på fortovet, og nu skulle vi hurtigst muligt  få hele indholdet  op i den lejlighed, som far havde lejet til os.

Der var imidlertid ét problem: ville familiens  tre voksne mænd (far, Amedeo og jeg) være i stand til at slæbe Elenas klaver op på sjette sal?

Nej, det ville vi ikke, indså  far straks. Snarrådig som altid fandt han  en løsning på stående fod.

På den anden side af gaden var der en røgfyldt bar, hvor nogle mænd i dunsten af grappa, barbera og kaffe sad og spillede kort. Et par af dem stod ved disken, og pulsende på deres nazionali  drøftede vel, om Milan i øjeblikket klarede sig bedre end Inter.

Min far brød ind i samtalen med en høflig forespørgsel. Kunne de to herrer tænke sig at give en hånd med? Mod betaling selvfølgelig.

Det kunne de.

Hvor utroligt det end kan lyde, lykkedes det fars to hjælpere at få klaveret bakset op ad trappen og ind i lejligheden.

Lidt mindre godt gik det med den store skrummel til mahogni-kommoden i Chippendale-stil ("stile tjippendeil" som min mor sagde), hvis top var forsynet med en grå marmorplade. Ved et af trappens sving hældte de to mænd  kommoden mere end godt var. Det var for meget for marmorpladen, som sprang ud af sin indfældning og efter en fuldendt  dyk knustes med et "plof!" i bunden af trappeskakten.

Det var sandelig en god begyndelsen på vort Milano-liv.

Lejligheden, som far havde fundet til os (sikkert gennem en af hans bekendte i finanspolitiet), lignede en dårlig spøg. Der var kun  to små værelser, hvoraf det ene blev overtaget af vores forældre, det andet af os tre drenge, mens Elena blev henvist til den lillebitte opholdsstue. Her kunne den grønne poltrona Frau ved sovetid laves om til en interimistisk seng.

Allerværst var imidlertid den spartanske kogeniche, hvor mor  to gange om dagen skulle stå i dampen fra pastagryden. Hun havde valget mellem at åbne døren ind til stuen, hvor vi om aftenen sad og lavede lektier, eller lukke op for kogenichens vindue og ind for Milanos  tåge.

Hun holdt ud i et halvt år. I juli - med lummerhedens komme  - begyndte hun at sukke tiere end hun ellers plejede. Henimod efteråret blev hun gjort ukampdygtig  af en svær depression.

 2. Min far  gør regning uden vært

Hvorfor i alverden var min far gået med til at lade sig forflytte til Milano?

Konfronteret med spørgsmålet  svarede han, at han havde ladet skæbnen råde.

Skæbnen var vist en omskrivning af hans egen blanding af fatalisme og fantasteri.  Hvad det sidste angik, var jeg desværre ufrivillig part i sagen.

I 1956 var jeg efter mange betænkeligheder begyndt at læse jura på universitetet i Trieste.

Af flere grunde var det et forkert studievalg. Til gengæld passede det   min far ganske udmærket.

Han var lige fyldt  50, og nu hvor  hans pensionering fra finanspolitiet nærmede sig, var han begyndt at lægge en dristig fremtidsplan. Denne gik ganske enkelt ud på at slå sig op som skatterådgiver.

Og hvilken by var den mest ideelle til realiseringen af denne drøm?

Milano - selvfølgelig. Det industrielle Italiens pulveriserende hovedstad.

Her ville han i kompagniskab med mig starte et skatterådgivningsfirma, hvor jeg formedelst mit jurist-diplom  ville sikre de formelle rammer, mens hans leverede ekspertisen.

Det skulle vise sig, at han gjorde regning uden vært.

3. Den nord-italienske revolution

En af de væsentlige faktorer, min far havde undladt at tage højde for, var Milanos ekstremt høje huslejer.

Milano har altid været en dyr by at bo i. Men i 50´erne og 60´erne havde byens huslejeniveau nået astronomiske højder.

Det skyldtes, at Milano i de år var selveste kraftcentret i den revolution, som i tumultagtigt tempo var ved at forvandle Nord-Italien fra landbrugs- til industri-land.

Tusinder og atter tusinder af især syditalienske bønder slog sig ned i Lombardiets hovedstad eller i dens omegn: Lambrate, Cinisello, Corsico, Baggio, etc.

Det skabte en enorm efterspørgsel efter boliger - og kronede dage for boligspekulanterne, som netop i den periode lagde grunden til en enorm økonomisk og (senere) politisk magt.

At denne revolution ikke foregik uden menneskelige omkostninger, har den italienske instruktør Luchino Visconti givet en temmelig melodramatisk illustration af i sin film "Rocco og hans brødre".

Filmen er henlagt til et af Milanos udkantskvarterer og handler om den syd-italienske familie Parondi, der flytter til Milano.

Filmen ender som blodigt drama.

"Rocco og hans brødre" er fra 1960. På det tidspunkt var vi lige flyttet fra via delle Forze Armate til Viale Etiopia.

Milán l´è un gran Milán (milanesisk talemåde)

4. Via delle Forze Armate 300 og hvidkål

Ved vores boligblok holdt byen bogstavelig talt op og gav plads for de vidstrakte græsarealer, som udgjorde ingenmandslandet mellem Milano og forstaden Baggio.

Vi boede i via delle Forze Armate: De væbnede styrkers gade. Efter al sandsynlighed var den blevet både anlagt og navngivet af  Mussolini tilbage i trediverne, dengang den italienske hær førte sig frem i Libyen, Albanien og Etiopien.

Men tiderne skifter. I april 1945 var Mussolinis lig  blevet hængt op til offentlig bespottelse og bespyttelse  netop her i Milano. Nærmere bestemt på et tagudhæng ved en tankstation i Piazzale Loreto. 

De nye tiders "forze armate" var fabriksarbejderne - og dem hørte vi nu til.

Denne indsigt, såfremt den  tittede op i  min fars hoved, holdt han imidlertid for sig selv, mens han i det stille græmmede sig over, at verden var af lave.

De fleste italienere havde været fascister af ren og skær opportunisme. Hvorimod min fars kærlighed til fascismen havde udviklet sig over flere stadier, som jeg vil tillade mig at betegne som fascination, loyalitet, religiøs hengivelse.

Til at begynde med havde det drejet sig om en decideret  ungdomsforelskelse i Mussolini.

Senere havde han været en af den fascistiske stats trofaste og velaflønnede repræsentanter.

Efter Mussolinis død og i takt med at hans løn blev mere og mere udhulet, steg min fars tro i, at Mussolini var blevet forrådt på det skændigste.

I denne periode, der strakte sig fra 1945 til 1958, læste han to satiriske ugeblade af højre-orienteret observans: Gianninis "L´Uomo Qualunque" og Guareschis "Candido". Derudover  fordybede han sig i nogle tykke, illustrerede skildringer af fascismens bedrifter.

5.  Mors Waterloo

I bund og grund var vores far en bondesoldat - en bevæbnet landsknægt fra det nordlige Marche. Folk som ham  var nogle århundreder tidligere  gået i tjeneste hos Federico di Montefeltro og hvad de forskellige condottieri  ellers hed.

Min mor var derimod en ganske fredsommelig kvinde fra den syditalienske provins, hvor man i århundreder havde annammet den vigtige lære om, at den etablerede magt skal omgærdes med den allerdybeste respekt.

Respekt. Det var nøgleordet i mors værdisystem. Hendes højeste ambition var at blive respekteret. Og beundret. Hun sagde ofte:"Mig har man altid båret på hænder". Det vigtigste mål, vi børn skulle stræbe efter, var derfor at kaste glans over  hende.

Af væsen var mor jævn, udadvendt og lattermild. 

I Morsano, hvor vi boede fra 1943 til 1945, havde hun stået på en venskabelig fod til både husværter og naboer.

En dag i foråret 1945 kom  far til at mærke nytten af hendes sociale kompetencer. Han var på cykel  på vej  fra Latisana, hvor han arbejdede.På et tidspunkt  gjorde han holdt ved et værtshus. Næppe var han trådt ind i lokalet, før han opdagede, at det var tæt pakket med partisaner. Mange af dem kendte til min far  fascistiske anskuelser. Det stod altså i bedste fald  til øretæver. Heldigvis var partisanernes leder vores gode nabo-skomager fra Morsano. Ham og især hans kone var min mor gode venner med. Far  slap med skrækken.

I Tarcento boede vi i tjenestebolig.  Den var kæmpestor, og lå ovenpå kasernen. Det blev til mors guldbur. Her voksede hendes respektabilitetsdille i omvendt forhold til hendes ringe kontaktflade.

Milano blev hendes Waterloo.

I løbet af 1959 søgte hun tilflugt  i ægtesengen, hvor hun lå dag og nat, klemt inde mellem det gigantiske spejlskab og den famøse mahogni-kommode nu uden marmorplade.

Vi kyssede hende og vidste ikke vore levende råd. For at gøre ondt værre, arbejdede far på det tidspunkt i Brescia.Rejsetillæg og ulempegodtgørelser sikrede ham vel en højere løn, og det kunne vi   kun glæde os over. Til gengæld  så vi ham kun i weekenderne.

 6. Om dengang mor solgte køerne, og jeg begyndte at lære tysk

Efter morfars død havde mor  omsat det fædrene arvelod til 4 køer. De blev passet af en bondemand langt ude på landet, men det gik sløjt til. Til sidst blev køerne solgt, og for pengene købte mine forældre en lille byggegrund i Lignano.

I løbet af 1955 blev den indkøbte grund bebygget med 4 lejligheder. Det var en god disposition. Netop i de år fyldtes Lignano af østrigske og tyske feriegæster i tusindtal. Med ét var vi med i turistbranchen, og jeg begyndte at lære tysk.

Først var det kun nogle få brokker til husbehov, senere gik jeg mere systematisk til værks. Jeg købte en lille ordbog, en god grammatik og minsandten også Goethes Faust i den tyske original med parallel-oversættelse til italiensk.

Dette kan i dag forekomme helt vildt nørdet, men jeg må til min undskyldning lige nævne, at jeg i sommeren 1956 var kommet ud for en særdeles motiverende oplevelse.

En dag i juni - det var under læseferien op til studentereksamen - opdagede jeg, at  Lignano havde fået besøg af den genfødte Venus. Hun var fra Karlsruhe, men læste medicin i Heidelberg. Hun har nok været 21-22, jeg var godt 18. Første gang jeg fik øje på hende, sad hun midt i en sværm latin lovers, der underholdt hende med mere eller mindre fantasifulde variationer over temaet "fucking". 

Pludselig fik hun nok af sine grovkornede bejlere og ja, hun smilede til mig.Jeg missede med mine nærsynede øjne for at være sikker på, om det virkelig passede. Det var ikke til at tage fejl af. Hun smilede netop til mig, der sad i strategisk afstand fra den larmende  sværm.

Hun var en utrolig velskabt blond pige, og vi kom i snak.

Jeg følte det som om jeg for første gang i mit liv  var sammen med en kvinde. Og jeg fyldtes af en ubeskrivelig lykke, der måske også skyldtes, at vi snakkede fransk sammen. Det var  eventyrligt at opleve, at mit skolefransk bestod af en samling magiske formler. Hvert ord jeg sagde var et "Sesam,luk dig op!", og det der åbnede sig var hendes smil.

Måske følte  jeg mig også smigret over at kunne brillere med at nævne nogle af de bøger, jeg havde læst. Goethe blev også nævnt, og det foranledigede hende til at sige:"J´aime Goethe".

Samtidig syntes det hele uvirkeligt.

Jeg følte, at der mellem os lå en uoverstigelig afstand. Hun var en smuk kvinde, jeg  blot en betaget  dreng. Hun var efter alt at dømme velhavende, jeg fattig. Når jeg tænker tilbage på de få dejlige timer, hvor vi snakkede sammen, er det to personer fra Mozarts opera "Figaros bryllup", jeg ser for mig: Hun er grevinden, jeg Cherubino.  

Nogle dage senere skulle hun  tilbage til Tyskland. Rystende som espeløv trykkede jeg hendes hånd til afsked.

Efterladt i en tilstand af udsigtsløs forelskelse, sagde jeg til mig selv, at jeg i det mindste kunne gøre to ting:1) lære tysk 2) anskaffe mig et pas.

7. Mit første pas

1950´ernes Italien var alt andet end don Camillo og Peppone.

Når arbejderne strejkede, skød politiet og dræbte.

Italien var på mange måder forblevet en dybt fascistisk politi-stat, og det bar pas-lovgivningen et dybt præg af.

Da jeg henvendte mig på Tarcentos kommunekontor, og ytrede mit ønske om at anskaffe mig et pas, blev jeg mødt af et langt mistroisk blik.

"Jeg skal besøge en bekendt i Østrig" fik jeg fremstammet.

Kommunekontorets ansat forklarede mig, at jeg ud over den skriftlige tilladelse fra min far skulle anskaffe mig en erklæring om god adfærd, søge universitetet i Trieste om en erklæring om, at jeg var tilmeldt jura studierne, samt tilstille erklæringen militærmyndighederne i Udine med henblik på at få bevilget udsættelsen af militærtjenesten. Endelig skulle jeg have domstolens erklæring om, at jeg ikke for øjeblikket var underkastet nogen retssag. Men jeg var født i Andria langt nede i Apulien, derfor skulle jeg fremskaffe  to erklæringer: den ene fra retten i Bari, den anden fra retten i Udine.

Endelig fik jeg samlet alle de fornødne papirer og langt om længe fik jeg mit pas. Det tillod mig at besøge ét eneste land: Østrig. Gyldighedsperiode:6 måneder.

 8. The West and the Rest

Vi er  lige så forskellige som de 4 vindretninger. Jeg er Nord, Amedeo er Vest, Elena er Øst, Graziano Syd.

Amedeo er Vest. Han er familiens amerikaner. Han er den eneste, der har været i USA. Amedeo er elekronik-ingeniør. Omkring 1962 blev han ansat  hos IBM, og det medførte et flere måneder langt studieophold i the States.Hos IBM har han været ansat  i godt og vel 40 år. Amedeo er familiens tekniker, matematiker, manager og Berlusconi-fan.  Han er gift med Ottilia, som er fra Udine. Amedeo indtager en særstilling i søskende-konstellationen: fra 1942-3 til 1945 boede han i Andria hos moster Antonietta og onkel Andrea. Det opfatter Amedeo som om han var blevet bortadopteret.

Ottilia og Amedeo har to sønner: Stéfano og Sergio.

Graziano er Syd, trods det paradoksale i, at han er den eneste af os, der ikke blev født i Andria. Han er født i Codroipo ved Udine, men er mørklødet som en nordafrikaner. Han er gift med milaneseren Mavis. Graziano og Mavis har været medlemmer af PCI - det italienske kommunistparti -. Graziano har endda siddet som kommunistisk byrådsmedlem i Pergola. Han er uddannet bankmand, og har  været direktør for en af Pergolas banker.

De ideologiske uoverensstemmelser hindrer Amedeo og Graziano ikke i at hænge sammen som ærtehalm. Det kommer sig nok af, at de begge blev boende i Italien, mens Elena og jeg udvandrede til henholdsvis Østrig/Tyskland og Danmark.

Mavis og Graziano har en datter: Raffaella. 

Elena udnævner jeg til at være Øst, fordi hun er yoga-dyrker og optaget af urtemedicin. Da hun i 1962 blev myndig, var tiden inde til at forlade Italien og unddrage sig fars patriarkalske styre. Hun udvandrede da til Wien for at bo sammen med sin østrigske kæreste Helmut.

Efter en to-årig periode i Wien blev Helmut og Elena gift. Til at begynde med boede de i en lille bitte lejlighed i Düsseldorf, hvor Helmut studerede til kemi-ingeniør. Senere bosatte de sig i nærheden af Frankfurt/M.

Elena havde haft en problematisk skolegang som følge af sygdom. Men hun kom stærkt tilbage i Milano, hvor hun tog  kurser i maskinskrivning og stenokrafi samt senere i engelsk og tysk.

Det meste af sit tyske liv har Elena undervist i italiensk inden for fritidsundervisningen. Hun har desuden gennemgået en psykoterapeutisk uddannelse inden for et speciale, der hedder Themen-Zentrierte Interaktion.

Siden 2000 er Elena og Helmut bosat i   Pergola.

Helmut og Elena har adopteret to drenge: Roberto og Tyronne. 

Jeg er Nord - søskendeflokkens grubler og klodsmajor.

I 1965 blev jeg gift med århusianske Helene. Samme år bosatte jeg  mig i Danmark. I 1967 fødtes vores søn Jens Claudio (Dino). 

Vi var Leoparderne, Løverne; de, der skal tage vor plads, bliver de små sjakaler, hyænerne...(Tomasi Lampedusa, Leoparden,1958)

8. Jura-studier - med et lille apropos om Silvio Berlusconi

 I løbet af det ene år, hvor jeg læste i Trieste, aflagde jeg kun to eksaminer ud af de normerede 6.

Det skyldtes ene og alene, at hver tur til Trieste lignede en hel ekspedition. Fra mit hjem i Tarcento til universitetet gik der næsten tre timer, fordelt på cykelturen til Tarcentos banegård, halvanden times togkørsel med omstigning i Udine plus en halvtime i trolleybus fra Triestes station til universitetet. 

Det siger sig selv, at  mine studie-rejser blev indskrænket til et minimum, der lå langt under det yderst nødvendige.

I Milano fik jeg derimod universitetet lige om hjørnet. Næsten da. Efter en halv time i den grønne sporvogn fra Baggio, stod jeg af i Piazza Cordusio og på fem minutter rask gang var jeg i Piazza del Duomo og kort derefter i Piazza Fontana.

Milano Statsuniversitet lå et par gader derfra i den forholdsvis ubefærdede Via Festa del Perdono.

" La  Statale" viste sig at være et udmærket studiested, hvor jeg i begyndelsen forsøgte at overvære så mange forelæsninger som muligt.

Især Renato Treves´ kursus i retsfilosofi og Cesare Grassettis timer i civilret fulgte jeg med flid og interesse. Desuden fandt jeg det stærkt tilfredsstillende, at mange lærere udgav deres egne kompendier, der med tiden udviklede sig til velafprøvede lærebøger. Havde det samme været tilfældet i Trieste, havde jeg kunnet klare mig lidt bedre som fjernstuderende.

To lærebøger fyldte mig dengang med begejstring: den ene var Enrico Tullio Liebmans krystalklare kursus i civilprocesret. Den anden var Sergio Steves lærebog i finansvidenskab: jeg husker den som  den allerbedste bog, jeg kom ud for under mine jurastudier. Den eneste jeg får lyst til at genlæse.

Sandt at sige og ved nærmere eftertanke var Milanos Statsuniversitet mere statsligt af navn end at gavn. Hovedbygningens luksuriøse forhal med de olivengrønne linoleumgulve og den store aula i teaktræ talte deres tydelige sprog: institutionen var grundlagt af staten ( i 1924 - under fascismens første år),men det var Milanos ultra-dynamiske erhvervsliv som havde virket som igangsætter og generøs sponsor. 

Ikke desto mindre var studieordningen lige så håbløst gammeldags som på alle juridiske fakulteter over hele Italien: 3(!) ud af de 17 obligatoriske fag - der var 21 i alt - var helliget romerretten.  

Traditionalisme? Romeråg? Jeg vil snarere mene, at den arkaiske studieordning var en kulisse i et stykke  social-politisk teater, der gik ud på at camouflere den tragiske skizofrení, der har præget det italienske samfund i århundreder.

Skizofrenien mellem Norditaliens kontante kapitalisme og Syditaliens traditionsbundne bagstræb.

I naive fremstillinger skildres Syditalien som møllestenen om Norditaliens hals. Virkeligheden er langt mere kompliceret. Nord- og Syditalien er to hinanden supplerende sider af samme virkelighed. Fascismen var for eksempel  et norditaliensk (læs:milanesisk) teaterstykke, hvori de fleste statistroller var besat af syditalienere.

Ligesom milaneseren Berlusconi i årevis har holdt sig ved magten takket været en massiv syditaliensk støtte.

Et lille a propos: Berlusconi blev cand. jur. på Milanos Statsuniversitet i 1961. Samme år var han allerede i gang med at skabe sig en formue som boligspekulant.

Jeg har allerede omtalt Luchino Viscontis fim "Rocco og hans brødre". Filmen er fra 1960.

To år senere udsendte  Visconti " Leoparden", baseret på Tomasi Lampedusas roman fra 1958.

I  romanen og filmen støder man på et profetisk portræt af Berlusconi-typen: det er Angelicas far, don Calogero Sedara.

Berlusconi illustrerer imidlertid den gamle sandhed om, at virkeligheden altid overgår fantasien. Han er en Calogero Sedara, der går igen i  massemediernes tid: en krydsning af en kynisk forretningsmand, en korrupt (og korrumperende) politiker og - allervigtigst - en dygtig selviscenesætter med en veludviklet flair for italiensk folkeligheds to store passioner:  fodbold og popsange.

 9. På ekspeditionsfirmaet

I efteråret 1958 døde pave Pius XII, og blev efterfulgt af en godmodig tyksak, der antog navnet Johannes d.23. Ham grinede man meget ad dengang på det ekspeditionsfirma, hvor jeg lige var blevet ansat som tysk korrespondent.

Firmaet havde sit hovedsæde i via Pontaccio - et kvarters gang fra Piazza Duomo.

Såvidt jeg kan huske, arbejdede jeg  fra kl. 8 til 12 og efter  middagspausen  fra kl. 14 til kl. 17. Dertil kom 4 timer lørdag formiddag. 

Her tjente jeg  de små penge, der udgjorde et kærkomment bidrag til familiens økonomi, men måtte hurtigt erkende, at al den tid, jeg brugte på firmaet, gik fra mine studier. At arbejde der var den sikre optakt til et liv som evighedsstudent.

Det var en bitter erkendelse. Indtil da havde jeg troet, at det at studere blot var et spørgsmål om flid og evner. Pludselig opdagede jeg, at det i langt højere grad var et spørgsmål om penge. Tid til at læse var ikke nogen selvfølge. Det var et dyrebart gode, som de velhavende havde råd til, de fattige ikke.

Det var det vigtigste, jeg lærte på ekspeditionsfirmaet. En lære for livet og en politisk øjenåbner. 

Jeg arbejdede på et større kontor møbleret med  en halv snes mere eller mindre store skriveborde og det dertil hørende mandskab, der domineredes af en gruppe på 3 mænd, der satte dagsordenen. 2 bavianer plus en hykler. Dagsordenen gik i væsentlig grad ud på at forlyste sig over gamle hr. U., om hvem man på et bestemt tidspunkt opdagede, at han ikke kunne udstå fløjtelyde.

Ergo kom der af og til korte fløjtelyde, alle lod som ingenting, bortset fra  gamle U., der sendte arrige blikke bag de tykke brilleglas. Han var - sagde man - en pensioneret officer, der havde deltaget i den Spanske Borgerkrig på Francos og Mussolinis side.

Jeg spørger mig selv, om mobningen af gamle U. var  en forvarsel om det ungdomsoprør, der skulle bryde ud  ti år senere. Eller drejede  det sig blot om yngre fascister, der drev gæk med en gammel "camerata"?

Jeg valgte i hvert fald at dukke nakken. Jeg havde hverken mod eller råd til at gøre andet.

En dag udstødte den ene af de to fløjtende bavianer et højlydt ræb. Da en af maskinskriverskerne - en rumænsk pige - dristede sig til at sige: "Man skulle tro vi var i en svinesti!", kom der prompte fra en af de 3 kumpaner:"Og De er soen!"

Pigen brast i gråd.

Ingen gjorde noget for at trøste hende.

Dagen efter dukkede hun ikke op på kontoret. Jeg så hende ikke mere.

På kontoret arbejdede en anden krigsveteran, en hr. T., der sad over for de to bavianer. Muligvis var han deres chef - og muligvis kom fløjtelydene de gange, hvor han forlod lokalet.

En dag var  hr. T. i den betroende hjørne.  Pludselig stod han ved siden af mig og fremviste et billede fra hans tid i Afrika. Man så en ung T. iført tropehjelm og soldateruniform,  portrætteret foran en bunke nøgne, brune menneskekroppe. Gassede abessiniere, formoder jeg.

 10. Giuseppe (Beppe) Gozzini

En dag på universitetet lød der pludselig: "Du må da være god til tysk!". Jeg vendte mig om, dybt forundret over, at nogen henvendte sig til mig.

Vi var lige blevet færdige med en forelæsning i retsfilosofi, hvor Renato Treves havde gennemgået et kapitel af Hans Kelsens bog om den rene retslære.

Dels for at forbedre mit tyske, dels for at blære mig, havde jeg fulgt timen ved at smugkigge i en tysksproget udgave af bogen, jeg havde lånt på biblioteket.

Det havde min holdkammerat lagt mærke til. Han hed Giuseppe Gozzini, men vennerne kaldte han Beppe,sagde han, idet han på stående fod udnævnte mig til "amicissimo" og indrullerede mig i sin - viste det sig senere - store vennekreds.

Kort efter fortalte han, at han læste russisk på aftenskole ved "il Circolo Filologico" (*)

"Jeg læser også russisk som autodidakt". indskød jeg.

"Passer det? I så fald kalder jeg dig Pjotr".

Vi endte på en bar tæt ved Piazza Scala, hvor han talte i en rivende strøm og sagde blandt andet noget underligt noget, der gjorde et stort indtryk på mig:"Der bliver snart krig!".

Jeg lyttede  lamslået og fascineret. Senere viste han mig, hvor il Circolo Filologico holdt til.

Alt dette skete i efteråret 1958 ganske få dage inden jeg blev ansat på ekspeditionsfirmaet.

Men jeg genså ham netop i Circolo Filologico, hvor han en gang imellem dukkede op til den  temperamentfulde fru Grodzenskajas russisk-timer. 

Efter at jeg i efteråret 1959 havde sagt farvel til ekspeditionsfirmaet, læste vi sammen op  til et par eksaminer. Nu kunne jeg læse på fuld tid, mens Beppe måtte arbejde ved siden af.  

Ad mystiske veje kendte han den stenrige Pirelli-familie og gav repetitionstimer til en af husets poder. Desuden arbejdede han ofte i en katolsk boghandel i Corso Vittorio. Stedet  hed "La Corsia dei Servi".

Beppe var venstreorienteret og fuldblods antifascist. Det kunne jeg dengang ikke få til at rime sammen med, at han samtidig var en engageret katolik. I mit ret forenklede verdensbillede kunne katolicismen jo kun være  ensbetydende med forstokkethed og bagstræb.

Beppe skulle gøre mig lidt klogere. Netop i de år undergik den katolske kirke en gennemgribende gæringsproces, som kort derefter skulle kulminere i Andet Vatikan-Koncilium - vel den største rystelse, som den katolske kirke har været ud for efter Reformationen.

I lyset af Beppes senere udvikling kunne meget tyde på, at "La Corsia dei Servi" var en dissident-rede, hvor italienske fortalere for en kirkereform fandt sammen og holdt sig i forbindelse med ligesindede i for eksempel Frankrig og Belgien.

Beppe var altså meget mere end en stille bogekspedient. Via boghandelen var han i kontakt med bevægelser såsom  de franske arbejderpræster og den gryende befrielsesteologi, som skulle blive særlig aktiv i Latinamerika.

                                                *

Beppe var en i ekstrem grad rig personlighed. 

Han var et  varmhjertet og spøgefuldt menneske, der kunne bringe liv i ethvert selskab. Fysisk set var der ikke meget typisk italiensk over ham: han var høj, lyshåret og havde blå øjne - en ætling af det gotiske hjertefolk, ville Grundtvig have sagt. Beppe selv frabad sig imidlertid den germanske herkomst. Han holdt  på, at han nedstammede i lige linie fra de russere, som under Napoleonskrigene  en overgang havde været udstationeret i Milano.. Han pralede i øvrigt af sin slående lighed med den russiske fim-instruktør Tarkovskij.  

Beppe var født i den milanesiske forstad Cinisello Balsamo. Hans far var fabriksarbejder.

Hvordan det var lykkedes hans forældre at holde ham til bogen, ved jeg ikke med sikkerhed. Men jeg mener, at han gik op til studentereksamen som selvstuderende, hvilket indebar, at han skulle høres i de tre sidste gymnasieklassers samlede pensum.

Han bestod.

Hans store lidenskab var journalistikken, og allerede under sine jura-studier, udgav han et blad. Hvilket slags blad det var, kan jeg ikke huske. Måske et blad, der var udsendt af Cinisello Balsamos sognekirke.

For vel havde Beppe valgt ikke at blive præst, men hans bånd til den katolske kirke forblev stærkt - livet igennem.

Dog var  var han samtidig noget så sjældent som en katolsk revolutionær. I 1962 nægtede han at iføre sig soldateruniformen med den begrundelse, at militærtjenesten stred mod hans katolske overbevisning.

Det blev til en mægtig skandale.

                                       *

Vi afsluttede vores jura-studier næsten samtidig i løbet af 1962.

Beppe skrev speciale i international ret, jeg i civilret.

I efteråret 1962 var jeg ved at aftjene resten af min værnepligt som reserveløjtnant i Torino, da Beppe pludselig lod høre fra sig - via stort opsatte artikler i den italienske presse.

Det der var sket er kort fortalt følgende.

Beppe havde til at begynde med besluttet at undgå værnepligten ved at vælge et lovligt alternativ:  at blive brandmand. Men i løbet af nogle få måneder modnede hans beslutning om at sige et mere radikalt nej til værnepligten.

Han lod sig indkalde, blev tilsagt til en kaserne i Pistoia, og da han fik besked på at tage uniformen på, sagde han nej.

"Men hvorfor?"

"Jeg er katolik!"

Det var uhørt. Samvittighedsnægterne havde indtil da været  talrige Jehovas vidner samt et par forvildede anarkister, men en katolik var  noget helt nyt.

Sagen kompliceredes yderligere, da militærfolkene i Pistoia blev kontaktet af  den italienske radiofoni, der gerne ville vide, hvordan det gik Giuseppe Gozzini. Ganske hurtigt sivede sagen ud til pressen :"CATTOLICO RIFIUTA IL SERVIZIO MILITARE!"

Beppes enorme netværk havde sat sig i bevægelse - hans sag kunne ikke ties ihjel.

Beppe sad 4 måneder i Firenzes militærfængsel Fortezza da Basso. Derefter blev han  stillet for dommerne, der   valgte at underkaste ham  en lægeundersøgelse. Denne  mundede ud i det forventelige resultat, at han af helbredsmæssige grunde var tjeneste-uegnet.

                                   *

Efter denne dramatiske intermezzo indledte Beppe sin professionelle karriere, hvori der  en overgang også indgik en kortvarig ansættelse på forlaget Rizzoli. Men han endte med at arbejde først og fremmest i reklamebranchen, blandt andet som redaktør for Pirellis firma-blad.

Han skulle jo tjene til føden. i 1963 var han blevet gift med Paola, kort derefter var deres første datter Letizia blevet født.

Politisk set indtog  Beppe et meget originalt ståsted mellem katolicisme og marxisme.

Dette kan forekomme selvmodsigende, for er marxisterne ikke per definition ateister?  Denslags så Beppe stort på - Paola var i øvrigt både kommunist og ateist.

For at sige det i Marx´ jargon: den katolske tro var hans basis, marxismen overbygningen. Eller sagt på grundtvigsk:  kristen først, marxist så.

                                      *

I 1965 kom jeg til Danmark og blev gift med min danske kæreste Helene. Vi slog os ned i Spentrup ved Randers. Beppe og Paola blev boende i Milano. De var jo begge milanesere, Paola godt nok af toskansk-neapolitansk herkomst.

I sommeren 1970 besøgte Paola, Beppe og deres døtre Letizia og Graziella os i vores Spentrup-idyl.

For Beppe og Paola var det et yderst tiltrængt pusterum.

De var begge blevet dybt involveret i 68-halløjet - og kommet ud af det med  skrammer på sjælen. Paola og Beppe havde tilsluttet sig  et rødt bofællesskab, hvor de var blevet stemplet som revisionister.

En dag blev en "folkedomstol" stablet på benene, og Beppe og Paola sad på anklagebænken. Paradokset ville, at hovedanklageren var den samme Pirelli-pode, som Beppe havde givet repetitionstimer nogle år tidligere.

Der faldt denne mindeværdige repliksskifte:

Pirelli-poden (henvendt til arbejdersønnen Beppe): - Du forråder folket!

Beppe: - Folket?! Undskyld lige, hvornår har du sidst set det?

                                 * 

Efter min flytning til Danmark så jeg Beppe og Paola sjældnere og sjældnere. Mine årlige Italien-besøg gik jo udenom Milano, idet mine forældre omkring 1970 var flyttet til Marche.

Der var et flygtigt gensyn i Pergola i 1973 - et par uger før jeg begyndte at arbejde ved Viborg Katedralskole.

Derefter begyndte jeg at besøge dem med intervaller på mindst syv år. Mine besøg gik nu til et sted i Chianti-området, hvor Beppe og Paola havde ny-istandsat et gammelt teglværk sammen med nogle af deres venner.

Jeg genså dem i 1980, i 1986 og sidste gang i 1994.

                                *

Giuseppe Gozzini døde den 13.maj 2010.

Det er  et frygteligt tab.

Men han lever videre i manges erindring ved sit eksempels styrke.

I det følgende kan man læse de mindeord, som Beppes mangeårige ven, sinologen Edoarda Masi, udtalte i en udsendelse ved Radio Popolare den 18. maj 2010.  Jeg har forsøgt efter bedste evne at oversætte dem (*) til dansk.

AT MINDES GIUSEPPE GOZZINI ved Edoarda Masi

Beppe Gozzinis navn blev kendt en overgang, da han i begyndelsen af 1960´erne sagde nej til militærtjenesten under henvisning til sin katolske tro.

Da han efterfølgende måtte afsone flere måneder i Firenzes fægsel, blev han varmt støttet af byens oppositionelle kredse - især de katolske.

Beppe blev blandt andet taget offentligt i forsvar af to modige præster: don Ernesto Balducci og don Lorenzo Milani.

Beppe Gozzini var en af det tyvende århundredes eksemplariske personligheder.

Han var i grunden lidet kendt og det til trods for at han var et menneske af usædvanlige kvaliteter, af en sjælden intelligens og finfølelse.

Hans far var fabriksarbejder og hele sit liv var Beppe tro mod proletariatets tradition, selv om han takket være sine store evner og ved præsternes hjælp blev student.

Senere finansierede han sine universitetsstudier ved at arbejde ved siden af. Han virkede som reklamemand - et arbejde, som han ikke elskede, men hvori han høstede stor succes.

Han skulle jo forsørge sin familie, sammen med sin højtelskede hustru Paola.

De var et vidunderligt par - det bedste af det Italien gav i løbet af forrige århundrede.

Han er et menneske, der er rundet af proletariatets socialistiske og katolske tradition. Det var en tradition, som også blev skabt af et oppositionelt borgerskab, der kunne være af en høj standard. Det har intet at gøre med vore dages borgerskab.

Gozzini stod kompromisløst i opposition. Som den dybt troende kristen og katolik, han var, evnede han at skelne mellem de store dogmer og den daglige politiks religiøse argumentationer.

Styrken i sit oppositionelle engagement hentede han ikke alene i den socialistiske tradition, men også og især i et dybt kendskab til den sande kristendom.

Var det nødvendigt, talte han derfor de kirkelige hierarkier midt imod.

Han var en mand, der udtrykte den blanding af katolicisme og anarkistisk socialisme, som var så typisk for den italienske tradition.

En blanding, som det italienske kommunistparti valgte at støtte - om ikke eksplicit så i praksis. Og samtidig en blanding, hvori det tyvende århundredes storhed kom til udtryk også i Italien.

Dette skete ved, at temaer som engang kun var blevet fremført af arbejderavantgarder eller intellektuelle eliter, blev til åndelig kapital for hele folkeslag, ja for millioner af mennesker, i Italien og i verden.

Det var perioden, der indledtes med Første Verdenskrig og fortsatte med Europas revolutioner, befrielseskrigene i de tidligere kolonier og den anden efterkrigstids socialdemokratier.

Alt dette tog form også i mennesker som Gozzini.

Det er de sande, positive væv i et Italien, der i dag synes forsvundet i elendigheden.

Forsvundet, fordi vi ved, at det gældende system er ramt af en verdensomspændende krise.

Det drejer sig ikke om en økonomisk krise af foreløbig karakter, men om en strukturel krise, der i sin terminalfase river de svageste led med sig.

Derfor skal vi huske mennesker som Beppe. Ikke for at vende tilbage til fortiden, men fordi mindet om denne nære fortid kan hjælpe os med endelig at bygge en mulig fremtid.

                                      * 

Når jeg tænker tilbage på den tid,jeg boede i Milano, er det med dyb taknemmelighed for, at jeg her lærte Beppe at kende.

At mindes dette dejlige menneske er at blive trøstet, opmuntret og forpligtet.

 Pietro Cini, Elmesvinget 13a, DK-9574 Baelum 

  fenigli@hotmail.com

23.august 2011

 (*) www.filologico.it

(*) http://www.ospiteingrato.org/interventi_interviste/Gozzini.html

 Om Ernesto Balducci og Lorenzo Milani se: http://en.wikipedia.org/wiki/Ernesto_Balducci

 og http://en.wikipedia.org/wiki/Lorenzo_Milani