DENNE SKRIGENDE URETFÆRDIGHED

"Vi er hverken  i krig eller et vi" lyder overskriften på en artikel af Anna Cornelia Ploug bragt i Information d. 26.marts 2016.
Artiklen kommenterer en lille bog udgivet af den franske filosof Alain Badiou: "Notre mal vient de plus loin"(Vores onde kommer længere væk fra), der forholder sig kritisk til den "undtagelsestilstand", som den franske regering har dekreteret i kølvandet på massedrabene i Paris.

   Alain Badiou mener, at den terror, der har ramt Paris i to omgange (Charlie Hebdo og Bataclan) hidrører af det, som han kalder den moderne fascisme.
Hvad er årsagen til denne fascisme?  Det er den skrigende uretfærdighed, som præger den verden vi lever i, mener Badiou. Vi lever nemlig i et globalt oligarki (=fåmandsvælde), hvor 10 procent af verdens befolkning besidder 86 procent af de disponible ressourcer og 50 procent af verdens befolkning ikke ejer noget.

At denne fascistiske vold bruger en religiøs maske, skal man ikke lade sig narre af, noterer Badiou:  "Religion har altid kunnet være et påskud, et retorisk dække, manipulerbart og manipuleret af fascistiske bander; det gælder katolicismen i 1930´ernes Spanien såvel som islam i dag."

Så langt Badiou og Ploug.
  
Deres tese kan man selvfølgelig afskrive som både fejlagtig og grinagtig. Det er netop det, som Uriaspostens Kim Møller gør i en kommentar, hvor han   undlader at nævne det væsentlige : de uretfærdige forhold, som er kernen i Alain Badious argumentation. Derved kommer  Badiou til at fremstå som den sædvanlige gammel-kommunist, der er blevet til islam-apologet, og dét er i hvert fald  noget, der kan få  Møllers  kommentatorer til pavlovsk at savle i synkron selvbekræftelse.

Ikke desto mindre har Alain Badiou ret, når han udpeger den globale uretfærdighed som terrorens matrix.

Der er imidlertid mange punkter, der trænger til at blive belyst.

Morderne fra Paris og senere Bruxelles tager sig ud som gemene mafia killers - oven i købet dopet  af religiøs sludder.

Men hvem står bag dem? Hvem bager rævekagerne? Hvem forsyner disse kriminelle med våben?

                                    *
Om ældre og nyere rævekager

For at kunne fatte rævekagernes ælde og omfang, er det nødvendigt med et lille skridt tilbage i tiden. Året er 1916. I  to år er hundredtusinder af unge europæere blevet  myrdet  eller lemlæstet på Verdenskrigens slagmarker.

For at forsvare de europæiske værdier? Næh.

Blandt  meget andet for  at krigens bagmænd kan skaffe sig kontrol over Mellemøstens oliefelter.

Fra filmen om (den britiske agent) Lawrence of Arabia kender vi allesammen   til den mere kulørte side af denne sammenhæng. Men netop i 1916  sætter to herrer et langt varigere aftryk på historiens gang end den forfløjne Lawrence: det er  mister Sykes og monsieur  Picot, bedre kendt som underskriverne af den så kaldte Sykes-Picot-aftale.

Hvad nævnte aftale (som også talte Rusland som medunderskriver) gik ud  på, kan læses  i for eksempel Wikipedia. Her skal det blot nævnes, at dens  indhold blev afsløret i 1917 som følge af Oktober-revolutionen.

Derved blev det kendt, at  Frankrig og Storbritannien agtede at dele Mellemøsten mellem sig uden at tage det mindste hensyn til regionens komplekse samspil af etniske, religiøse og kulturelle forskelligheder (tyrkere, arabere, kurdere, shi´iter, sunnier, alawiter, drusere og kristne).

Samme år 1917 kom en anden mega rævekage til verden, idet den britiske udenrigsminister lord Balfour udsendte et dokument (Balfour-deklarationen), hvori  den store finansmand og zionist-leder baron de Rothschild blev lovet oprettelsen af et jødisk "national home" i Palæstina.

Rævekager eller overgreb?

Rævekager ? Det er en underdrivelse. Den rette betegnelse for både Sykes-Picot-aftalerne og Balfour-deklarationen er overgreb.

Overgreb, der trækker lange spor. Balfour-deklarationen nævnes således i selveste Israels uafhængighedserklæring fra 1948.(Se artiklen: Fra Balfour-deklarationen til mordet på Bernadotte på denne hjemmeside).

Og hvad Sykes-Picot-aftalerne angår, er hele det mellemøstlige kaos med dets uigennemskuelige virvar af stedfortræder-krige, den makabre arv efter dem.

Hvad skal det nytte?

Et spørgsmål melder sig: Hvad skal det nytte at henvise til den historiske sammenhæng? Man risikerer i bedste fald at blive stemplet som halal-hippie og det er egentlig ikke så slemt endda, når  kronprinseparret   efter deres  nylige besøg i Saudi Arabien  kan give den som  halal royal  de luxe.

I værste fald risikerer man imidlertid at blive mistænkt for undergravende virksomhed. For hvordan i alverden kan nogen driste sig til at henvise til historien, når man bare kan lukke grænserne af og sætte hæren  ind? 

På den anden side håber jeg, at der stadig er et par stykker, der anser det for en   borgerpligt at gøre opmærksom på problem-stillingernes kompleksitet. Herunder deres historiske baggrund.

Lidt om  nyere rævekager

Med  hensyn til rævekagerne af nyere dato vil jeg gerne omtale to italiensk-sprogede bøger. De hedder "Obiettivo Siria" af Tony Cartalucci og Nile Bowie og "L´ipocrisia dell´Occidente" (Vestens hykleri) af Franco Cardini.

Den første er den italienske oversættelse af "Subverting Siria" og fortæller  (står der på omslaget), hvordan Cia, kriminelle gangs og ngo´er bevæbner terrorismen, begår krigsforbrydelser og manipulerer den offentlige mening ved at forfalske nyhederne. Bogen er udkommet i 2012. Den skriver intet om ISIS, som ved bogens fremkomst endnu var i sin vorden.

Den anden bog er udkommet i april 2015 og er en sviende anklageskrift mod det skandaløse dobbeltspil, som karakteriserer Vestens politiske lederskab i samlet trop.

Franco Cardini er   middelalderhistoriker fra Firenze Universitet samt forfatter til talrige værker om islamisk kultur. Derudover er han via sin blog flittig kommentator af italiensk og international politik. Når han skriver om Vestens hykleri, hvad sigter han til?

Til noget, der såmænd  også sker i Danmark, hvor Gud og hvermand ved, at (folk fra) Saudi Arabien hører til hadprædikanternes vigtigste sponsorer, alligevel er Saudi Arabien  ganske OK. Jævnfør føromtalte glamourøse  besøg fra Danmark.

Desuden undrer Franco Cardini  sig en smule over, hvor omstillingsparate de såkaldte axes of evil efterhånden er blevet. Den franske præsident Hollande var for eksempel til at begynde med  arg modstander af jihadisterne, indtil disse hjalp Vesten med at fjerne Gaddafi.

En anden ting, der undrer Cardini, er, at højre og venstre er begyndt at plædere for korstoget mod den radikale islam. Forstået på den måde, at højre vil gerne forsvare de vestlige værdier, mens venstrefløjen går ind for "et verdsligt og demokratisk korstog".(s.113)

Cardinis ord bliver dags dato (16.4.16) bekræftet af Pia Olsen Dyhr, som fra SF-landsmødet i Vejle udtaler, at radikal islam er vor tids største trussel.

What?!?!?!

Er Pia Olsen Dyhr klar over, at hun taler som Naser Khader ? Altså: som Naser-halalhippie-naziislamisme-forbydburka-Khader,  en af de mest fremtrædende repræsentanter for et parti, der efter alt at dømme ved næste folketingsvalg ikke vil kunne klare spærregrænsen. Notabene! Et borgerligt parti, der efterplaprer Dansk Folkepartis sludder,uagtet at samme sludder serveres med langt større  talent af Søren Espersen.

Radikal islam er farlig - men samtidig blot et symptom på noget, der er langt farligere. Og denne langt større fare er den skrigende uretfærdighed, som Alain Badiou taler om og som Franco Cardini også påpeger.

                                 *

For nogle år siden var der flere borgerlige intellektuelle - fra Søren Krarup til Lars Hedegaard -,  der karakteriserede islam (sic!) som vor tids nazisme.
Senere blev påstanden nuanceret til, at det var den radikale islam, der var nazistisk. Og inden for den radikale islam, hvad var så det mest nazistiske? Det var naturligvis IS eller ISIL eller ISIS eller DAESH.

Der er imidlertid et problem: Hvis IS er vor tids nazisme, hvor er denne nazisme kommet fra?
Eller - for nu at spørge ret kontant: Hvem finansierer IS?

      Det centrale spørgsmål

Franco Cardini, s. 65: Hvem finansierer (kaliffen Abu Bakr) al-Baghdadi? Hvem har tilladt ham at spredes lige så hurtigt som en giftig svamp? Hvem bevæbner ham? Hvem har interesse i at bruge  ham til

a) at omdefinere kontrollen over Nær- og Mellemøstens oliefelter og

b) at overvåge den iranske grænse på tætteste hold? Hvem er det, som køber  den olie, som IS fortsætter med at udvinde? Kan det tænkes, at en "tredje angrebsbølge" er ved at bryde løs?

Svaret på sidste spørgsmål er ja.

Men det bliver ikke et tredje islamisk angreb på Europa efter det første i det 8. århundrede og det andet i de 15. og 16.århundreder. Det bliver derimod  USA´s og NATO´s tredje angreb efter de to fejlslagne interventioner  i Afghanistan i 2001 og i Irak i 2003.

Kommentar: Cardinis bog udkom i april 2015. Nøjagtigt et år senere er den tredje angrebsbølge en realitet. Og Danmark er atter med  i endnu et civiliserende felttog. Bliver det optakten til en tredje fiasko ?

Cardini (s.65):

Vi står over for et nyt kapitel af Mellemøstens tragedie - en tragedie, som for et århundrede siden tog  sit udspring i de forbrydelser, som Første Verdenskrigs sejrherrer begik, da de  fordelte de tidligere osmanniske områder. Hvem trækker i trådene og hvilke interesser ligger der bag?

Kommentar: fiasko eller ej, er våben- drone- og flyindustrien en sikker vinder.

Og denne vinders gevinster skæpper herligt i vore egne pensionskasser samt i den store underskov af europæiske firmaer, der fungerer som underleverandører af alskens teknologisk grej.

Med andre ord: krig er ensbetydende med vækst. Følgelig har alle krigspartier - V, S, K, DF, LA og R - en pointe, såfremt  de skulle finde på at fremstille krigsmodstanderne som asociale.

SUPER HORNET - ET FORSVARLIGT VALG FOR DANMARK

kunne man  læse i går (25.4.) i en helside-annonce i Information. Annoncen er betalt af BOEING og bringer det glade budskab om, at valget af kampflyet SUPER HORNET vil medføre 10.000 danske arbejdspladser.

Kommentar:  Selvfølgelig er krig  en god forretning  for de store multinationale selskaber. Men ikke kun for dem. Når det regner på præsten (in casu: Boeing), drypper det nemlig på degnen (in casu: de mere end 20 danske virksomheder, som nævnes i annoncen).


VI HAR INTET MILITÆRT ÆRINDE I SYRIEN -

hævder fredsforskeren Fil. dr. Jan Øberg, Lund i et læserbrev (Information 25.4).

Han skriver:

""Et flertal i folketinget mener, at Danmark skal i krig for sjette gang på 16 år - denne gang i Syrien. Der skal bombes og indsættes specialtropper på landjorden. Og som om det ikke var dumt nok i sig selv, så fortæller forsvarsminister Peter Christensen (V), at man i kampen mod ISIS nu også må slå civile ihjel. Det gør han samme dag som fredsforhandlingerne i Genève går i gang igen, og den skrøbelige våbenhvile faktisk ser ud til at holde bedre, end de fleste havde turdet håbe på.
  Han udtaler ifølge Information (14.april), "at de danske flyangreb fortsat vil foregå i overensstemmelse med folkeretten, men at civile tab nu skal vejes op mod den militære nødvendighed. Han henviser til folkerettens såkaldte proportionalitetsprincip, der tillader drab på civile, hvis ´den forventede konkrete og direkte militære fordel´ overstiger de civile tab."
   Det holder ikke en meter. Først og fremmest sætter det den såkaldte militære nødvendighed over hensynet   til at beskytte civile. Man kan altså ikke sådan vægte æbler og kameler på samme vægtskål: Hvor mange uskyldige civile går der på én enhed militærnødvendighed eller ét styk ISIS-soldat? Det bliver  derimod et carte blanche, der gør både stats-, udenrigs- og forsvarsminister til krigsforbrydere.
 Det kan de godt leve med juridisk, ligesom de sikkert også kan retfærdiggøre massemord på uskyldige for sig selv rent etisk - de er jo ude i ´ en god sags tjeneste´. Der er imidlertid ingen som helst militær nødvendighed, der gør , at Danmark skulle være militært til stede i Syrien. I folkeretlig forstand er det en aggression, da vi ikke kan påberåbe os, at Syrien har angrebet Danmark, eller at Syriens regering har bedt os om at hjælpe til med at nedkæmpe ISIS.
  Nej, Danmark skal til Syrien af én eneste grund:USA har bedt os om det. Og hér har vi lige så meget de facto selvstændighed som Østtyskland i sin tid havde i forholdet til Moskva - men naturligvis er markedsføringen lidt mere elegant. ""

Så langt Jan Øberg. Hvad er så grunden til  dette nye krigseventyr? At vi er USA´s vasaller

Det gælder Danmark, Italien og det samlede Europa. Hvad Italien angår, drejer det sig om et militært besat land, skriver Cardini (s.16) under henvisning til de amerikanske baser i landet. Denne militære besættelse medfører, at Italien er blottet for suverænitet (og værdighed) i politisk, diplomatisk og militær henseende.

  Islam som bindeled og hængsel

I en verden, hvor et skandaløst rigt oligarki  står over for dybt proletariserede folkemængder, fungerer de islamiske lande som bindeled og hængsel, idet de som oftest udgør de privilegeredes bagtrop og er samtidig "de mest avancerede i sultens og elendighedens univers " (Carlini, 112)

    I denne overgangszone mellem overflod og armod er der mennesker, der er afstumpet af had, fattigdom og uvidenhed, og som føler, at de intet mere har at miste. Blandt dem kan had-prædikanterne let   rekruttere kandidaterne til en hellig krig, der føres i Guds navn.
På sådanne angreb burde den rige, frie og dannede verden reagere ved at bekæmpe de dybe årsager til vantrivslen. I stedet forenes højre og venstre i et fælles forsvar for "vores" værdier: velstanden, tolerancen, rationaliteten, menneskerettighederne.

   Men lige på dét punkt misforstår vi noget  enormt. Vi tror, at de værdier, vi forsvarer, er universelle. Vi glemmer imidlertid, at de baserer sig på ulighed og uretfærdighed. Vi glemmer, at Modernitetens opstigning fra 1500-tallet og frem er sket ved at træde på hovederne, skuldrene og - lad os sige det rent ud - ligene af andre kontinenters befolkninger. 

Selv Marx og Engels hører denne proces til: når de opfordrede "hele verdens arbejdere" om at stå sammen, var det arbejderne og bønderne i den europæiske trekant Paris-Berlin-London, de tænkte på. Glemt var derimod de slaviske, italienske,spanske og græske arbejdere: for ikke at tale om de afghanske hyrder, bønderne fra Nilens delta og slaverne i kaffe- og bomuldsmarkerne.

                  Hvem er vi?

Spørger man for eksempel Bertel Haarder, vil han svare, at vi er danskere, det vil sige bærere af det, der lige nu er ugens tilbud på den ret udefinerbare størrelse, der hedder danskhed. Identitetskøbmænd af Haarder-typen er der masser af lige for tiden, og der blive endnu flere af dem i takt med at senkapitalismen vil gøre det af med de sidste rester af de nationale identiteter. For hvad gode gamle Bertel end måtte finde på at fortælle os om danskhedens mysterier, bliver det afsløret som varm luft af hans kollega Esben Lunde Larsen, der sværger til svineproduktionens realiteter, eller af hans partifælle videnskabsminister Ulla Tørnæs, der er fuldt og fast overbevist om, at forskning er lig med innovation.

Oven nævnte Alain Badiou har en helt anden tilgang til identitetsproblemet.
 
Ifølge ham er de 10 %   af verdens befolkning, der ejer 86 % af jordens rigdomme, lig med vor tids adel. De 50 %, der ingenting har, er tidens proletariat. Vi (forstået som gennemsnits-danskere, tyskere, etc) er hverken adel eller proletariat, men de 40 %, der slås om krummerne, læs:  14 % af jordens rigdomme.

Og hvad er det så, der kendetegner os? En blanding af arrogance og angst.

Arrogance, idet  vi opfatter os som repræsentanter for jordens mest overlegne civilisation - den vestlige.

Angsten skyldes derimod udsigten til at ende blandt de 50 %, der intet har.
 

       Hvem er vores politikere?

De kan grupperes omkring tre hovedfigurer:

a) teknokraten
b) populisten
c) den performende ekspedient

Fælles for alle tre kategorier er en udpræget mangel på  visdom. En sand politiker burde befatte sig jo med de komplicerede problemer, der vedrører fællesskabets  anliggender (res publica), og samtidig inddrage det størst mulig antal borgere i drøftelserne af de samme problemer.
Typisk for tidens  "politikere" er desværre en ulyksalig tendens til at forsimple. Derved havner de alle i det, som salig  Løgstrup betegnede som dilettantokrati.

Bemærk, at Løgstrup brugte ordet dilettantokrati allerede i 1972. I mellemtiden har Murens fald endegyldigt  kastet hele den europæiske venstrefløj i en dyb krise, der finder sit mest groteske udtryk i de mange socialdemokrater - fra Bettino Craxi til Tony Blair, Gerhard Schröder, François Hollande og Bjarne Corydon -, der har smidt det sociale over bord.

Det var venstrefløjen. Højrefløjen er ikke  spor bedre. Tænk på våbenhandleren Anders Fogh Rasmussen.

Den britisk-amerikanske historiker Tony Judt skriver i sin bog "ill fares the land" (2010): "Politically speaking, ours is an age of the pygmies".

Sagt i klartekst: Politiske pygmæer er såvel teknokraten Lars Løkke som populisten Kristian Thulesen Dahl samt hele legionen af performende ekspedienter  fra Inger Støjberg til Ellen Trane Nørby. Sidstnævnte viste den 16.maj i Deadline, at hun ikke aner, hvad gymnasiereformen går ud på, til gengæld kunne hun flere gange  fremsige mantraet om almendannelsen som gymnasiets ledestjerne. Tja, med en undervisningsminister af hendes format er almendannelsen snart et sort hul.
Det, Ellen Trane siger, er i de store linjer bestemt af Lars Løkke. Men det er embedsværket i undervisningsministeriet, der har "madet" hende. Så sandt som vi lever i en konkurrencestat, hvor embedsværket organiserer showet, som ministrene optræder i. Embedsværket i inderlig samklang med lobbyerne.

                "Støt vores politikere"

"Støt vores soldater" anbefaler en gul sløjfe bag på  nogle få biler.
Står det til den forhenværende politiker Gitte Seeberg, skal vi nu også til at støtte vores politikere. Det advokerede hun for i Deadline forleden. Politikerne er alle seriøse, hårdtarbejdende mennesker, der ved en hel masse om deres ressortområde, sagde hun. Derfor var hun rigtig træt af den om-sig-gribende politikerlede. Folk burde selv engagere sig i politik i stedet for at brokke sig over politikerne, mente hun, der imidlertid på et vist tidspunkt valgte at skrotte politikken til fordel for en lederstilling inden for WWF.

Stadig i Deadline var professor  Per Øhrgaard et par aftener før fremkommet med et meget præcist bud på, hvad der er galt med politikken i dag. Hvor flittige politikerne end måtte være, - mente han -, driver de ikke politik, men administration, d.v.s. økonomi.

Selv mener jeg, at den  så kaldte politikerlede bør opfattes som udtryk for en gryende politik-længsel.

En følelse, der afspejles i det mylder af politiske initiativer, som præger Europa lige nu. Fra venligboerne i Danmark til de 200.000, der   protesterer  mod TTIP i Berlin og til gadekampene i Paris.

NB! TTIP  går ud på at styrke de multinationale selskabers allerede enorme magt og udgør hermed en stor fare for samtlige europæiske retsstater. Emnet er yderst sparsomt belyst i de danske medier, men læs følgende indlæg:

"TTIP er ikke frihandel - det er antidemokratisk deregulering" af Lisbeth Bech Poulsen og Jacob Mark (Information d. 24.5.16 )

"Farvel, du gamle neoliberalisme" af Svend Aage Christen (Politiken, den 26.5.16)
   

            Hvad skal der gøres?

Slå indledningsvist  fast, at  konkurrencestaten er en komplet idiotisk forestilling.

Idiotisk i den forstand, at en idiot (af græsk idios=privat) etymologisk set er en person, der ikke kan se længere end sin egen næsetip.

Hvorimod politik anskuer pólis, dvs. vores fælles handlingsrum, som en yderst kompleks sag, der kræver både refleksion og diskussion.

Hvordan er det gået til, at vi er blevet idioter? (Jeg siger "vi" ud fra den betragtning, at idiotiske politikere i et demokrati nødvendigvis må forudsætte idiotiske vælgere.)

En række plausible svar på dette spørgsmål har afdøde Tony Judt (1948-2010) leveret i sit politiske testamente ill fares the land.

Selv om Tony Judt er forfatter til mange  anerkendte værker om europæisk historie, er ikke en linje af ham blevet oversat til dansk  ligesom han ignoreres af både dansk Wikipedia og  Den Store Danske Encyklopædi. Til gengæld kan de engelsk-kyndige glæde sig over, at flere af hans skrifter er tilgængelige via www.bibliotek.dk.

Følgende oplysninger om hans liv stammer fra den engelsk-sprogede Wikipedia.

Tony Judt blev født i London af sekulære jøder, moren var af russisk-rumænsk afstamning, faren  fransk-talende belgier.

Judt studerede historie på universitetet i Cambridge samt på Ecole Normale Supérieure i Paris. Allerede i en ung alder var han  glødende zionist af marxistisk observans.Flere af hans sommerferier  arbejdede han således på israelske kibbutzer, indtil hans oplevelser under og efter seks dages krigen, hvori han deltog som frivillig, førte ham til den erkendelse, at den israelske stat var en anakronisme.

Omkring samme periode kølnedes også Judts  forhold til marxismen, hvilket resulterede i hans kritik af franske venstrefløjs-intellektuelle - med Jean Paul- Sartre i forreste række - som han beskyldte for deres blindhed over for Stalins forbrydelser.

Judt var mangeårig professor ved Eric Maria Remarque Institut for Europæiske Studier på University of New York. Hans hovedværk er Postwar: A History of Europe since 1945 (2005).

         Det står skidt til med landet

ill fares the land
(Det står skidt til med landet) er en lidenskabelig refleksion over grundene til socialdemokratiets krise og et forsøg på at finde  vej ud af den.

Kort genfortalt beretter bogen om to forfaldshistorier.

Den første tager sit afsæt i den katastrofe, der med Første Verdenskrig gjorde en ende på " verden af i går".

Mange lande greb  til autoritære løsninger, så som den sovjetiske  kommunisme, den tyske nazisme, etc.

Men andre steder  valgte man at anslå den socialdemokratiske vej: således i Storbritannien, i de skandinaviske lande og på en måde også under  USA´s New Deal, der godt nok var mere socialdemokratisk af gavn end af navn.

Denne "socialdemokratiske" løsningsmodel inspirerede Marshall-planen og udgjorde drivkraften bag 50´ernes og 60´ernes økonomiske mirakler - fra den tyske Wirtschaftswunder til de franske "Trente gloirieuses" og den italienske miracolo economico.

Den anden forfaldshistorie kan opsummeres i to navne: Margaret Thatcher og Ronald Reagan, det slagkraftige makkerpar, der anførte  80´ernes  neo-liberale modbølge.

Desværre, noterer Judt, blev denne modbølge  hjulpet på vej af, at   den nye venstre (læs:68´erne) gik ind for  frigørelse og individualisme, men var samtidig  blind for  almenvellets sag.

 På den måde var den  forudbestemt  til at blive Margaret Thatchers vejfælle. "Idioten" Margaret Thatcher, som Tony Judt citerer for at sige: "There is no such thing as society, there are only individuals and families" (s.96)

Der er én vigtig dimension til, som Judt gør opmærksom på: mellem den gamle og den nye venstre er der en dyb generationskløft.

I bunden af kløften  ligger den tabte erindring.

"...There is something worse than idealizing the past - or presenting it to ourselves and our children as a chamber of horrors: forgetting it." (s.42)

Forstår jeg Judt rigtigt, er den tabte erindring, der kendetegner vor tids politikere og os vælgere, langt værre end den forkætrede historieløshed. Den er tværtimod en form for perverteret uskyld, en hårrejsende mangel på indlevelsesevne.

Hvor historieløshed er noget, som vi tror kan afhjælpes ved at aflire de sparsomme kundskaber, der er samlet i et ministerielt kompendium, er den tabte erindring identisk  med følelsesmæssig og hermed mental afstumpethed.

Det, som inspirerede den gamle venstre, var erindringen om Første verdenskrigs rædsler og det, der fulgte efter: "In Europe, in the Middle East, in east and southeast Asia, the years between 1931 and 1945 saw occupation, destruction, etnic cleansing, torture, wars of extermination and deliberate genocide on a scale that would have been inimaginable even 30 years earlier ".

Men alt dette var den nye venstre (u)lykkeligt uvidende om.

 

         Før og efter Murens fald

Venstrefløjens (og Socialdemokratiets) krise var allerede i gang 10 år før Murens fald.

Med Murens fald blev  krisen definitiv.

Af en ganske enkel grund ifølge Judt:  kommunismens endeligt markerede afslutningen på et 200-år gammelt løfte om radikalt fremskridt (s. 139).

Det, som sigtes til, er selvfølgelig  de to  århundreder, der går  fra stormen på Bastillen (1789) til Sovjetblokkens sammenbrud.

Indrømmet: Judts påstand kan tage sig grinagtig ud, hvis man udelukkende fokuserer på  stalinismens  forbrydelser. Men i stedet for at grine burde man   læse hvad han skriver, og samtidig reflektere en smule over det.

Man ville   derved opdage, at det virkelig pin- og grinagtige er vores egen  uvidenhed om Europas historie.

For det første var den franske Revolution  langt mere end en blodig opstand - den var den dramatiske og foreløbige kulmination af Oplysningstidens lange, frugtbare og særdeles civiliserede epoke.

For det andet inspirerede Marx´ og Engels "Kommunistiske Manifest" fra 1848
ikke blot Lenin og Stalin, men også de forskellige udgaver af det europæiske socialdemokrati.

For det tredje skabte marxismen forestillingen om, at den europæiske venstrefløj var forudbestemt til at sejre. Den havde nemlig både historien og videnskaben på sin side.  Men denne dobbelte velsignelse - fra historiens og videnskabens side - bevirkede at venstrefløjen endte med at sværge til en nærmest religiøs tro.

Og ikke nok med det: Når kapitalismen var dømt til før eller senere at gå under i en dommedagslignende  "gran finale", behøvede  venstrefløjen  ikke at tage sig af hverdagens mellemregninger, så som - noterer Judt - 30ernes økonomiske krise.

Det var imidlertid  sovjetkommunismen, som faldt med et brag; hvorimod kapitalismen  klarede sig udmærket. Oven i købet  såvel i Pinochets fascistiske Chile som - utroligt, men sandt -  i det kommunistiske Kina.

            Brexit - eller: populismens triumf

Desværre standser Judts bog i 2010, som også var hans dødsår.

Hvad ville han have sagt om Brexit?

På side 172 skriver han profetisk:

"Demagogues tell the crowd what to think: when their phrases are echoed back to them, they boldly announce that they are merely relaying popular sentiment" . (Demagoger fortæller mængden, hvad den skal tænke. Når ekkoet fra deres fraser når tilbage til dem, bebuder de frejdigt, at de blot har gengivet folkets vilje")

Med Brexit er Europa og Vesten - med eller uden Donald Trump som USAs kommende præsident - fremme ved et historisk vendepunkt.

Således at forstå, at hvis Murens fald markerede venstrefløjens deroute og 2008 neoliberalismens fallit, giver Brexit en forvarsel om, hvad der kan komme: populismens triumf og de deraf følgende rædsler.

Judt afslutter sin bog ved at udtrykke håbet om, at socialdemokratiet vil leve op til sit ansvar og tage tidens udfordringer op.

Skal det lykkes, er det nødvendigt at genopfinde et politisk sprog med et meningsfyldt indhold.

Fortsættelsen følger i : For et stærkt socialdemokrati





 





 






 




Problemkatalog: Hvem er vi? Hvem er vores politikere? Hvilken frihed forsvarer vi?

Hvem er vores politikere?

Der er mindst 5 slags:

a) gammel-imperialisterne (Frankrigs Hollande og Storbritanniens Cameron)
b) nationalisterne (Marine Le Pen, Viktor Orban, Dansk Folkeparti, etc)
c) forretningsførerne  a la Lars Løkke
d) de forvirrede, der spørger sig selv, hvilken hest de skal holde på.Mette Frederiksen er en af dem.
e) de overflødige: Pia Olsen Dyhr, Naser Khader


Anbefalet læsning: 1)Erling Jensens kommentarer til Informations artikel "Var det indsatsen og ofrene værd ?" af 30.3.16

2) Eugene Rogan, Osmannerrigets fald - Første Verdenskrig i Mellemøsten, 2016

3)Thomas Hylland Eriksen og Arne Johan Vetlesen, Nyliberalisme er terrorismens rekrutteringsagent, Politiken d. 20.april 2016

4) Alain Badiou, Notre mal vient de plus loin, 2016

5) Franco Cardini, L´ipocrisia dell´Occidente, 2015

6) K.E. Løgstrup, Norm og spontaneitet - Etik og politik mellem teknokrati og dilettantokrati, 1972

7) Tony Judt, ill fares the land, 2010

8) Gorm Harste, Neoliberalismen har suget kraften ud af EU

10) Søren K. Willemoes, En fuldstændig hasarderet beslutning. Interview med Marlene Wind, Weekendavisen 1.juli 2016

fortsættes 6.7.2016