Hvordan klarer Fogh og oppositionen sig lige nu? Ikke så godt.
Fogh har det helt oplagt svært, og hans spindoktorer må formodes at knokle på livet løs for at udtænke næste afledende mediestunt.Et af  Foghs sidste var i øvrigt ikke så ringe endda(for nu at bruge en jysk underdrivelse): midt i ældreplejens skandale  gav han den som ørkengeneralissimo iført stålhjelm ved Basras sandklitter.
   Derved opnåede han  to fordele:
1. For en kort stund  afledte han opmærksomheden fra  følgerne af VK´s dygtigt maskerede nedskæringspolitik;
2. han hjembragte desuden det glade budskab om, at de danske tropper er uundværlige i Irak.
Vel at mærke de selvsamme tropper, som Basras provinsråd for nogle måneder siden erklærede som uønskede som følge af Muhammedkrisen. Læs: den selvsamme krise, som  Fogh har håndteret på meget inkompetent vis, konkluderer nu et regeringsudpeget forskerhold ved Syddansk Universitet.
   Hvad gør venstrefløjens imens? Den er forarget naturligvis. Både over Foghs hovedløse politik og hans mageløse evne til at "sælge" den som genial.  Forargelsen er imidlertid fejlanbragt, eftersom venstrefløjen selv har bidraget til at skabe den fordummelse, som har ført FOGH & SPIN A/S til magten.
   Så vidt jeg kan se, blev kimen til indeværende misère lagt allerede tilbage i 80´erne, da venstreføjen erstattede Marx med management. Med katastrofale følger: for vel havde marxismen sine begrænsninger (overbetoningen af de økonomiske sammenhænge, ligningen menneske=arbejde, m.fl.) og skyggesider (jf. Sovjets autoritære styre), men den var immervæk en ideologi, der udsprang af en stor filosofisk tradition. Man bør i denne forbindelse erindre, at ved siden af vulgærmarxismen og  den  Moskva-autoriserede marxisme-leninisme eksisterede der  også en kritisk og historiebevidst udlægning af Karl Marx´ teorier.
Hvad er management derimod? Det er den totalt historieløse og ukritiske forestilling  om, at livets dybeste mening består i at blive en fleksibel  medarbejder - selv om det er påvist, at fleksibilitetskulten gør mange  til kerneløse og ulykkelige mennesker . Denne problematik  drøftes indgående  i kultursociologen Richard Sennetts   bog "The Corrosion of Character" ( personlighedens tæringsproces).
  Når jeg læser Sennetts bog (som i Danmark er udgivet under titlen "Det fleksible menneske"), græmmes jeg over, at venstrefløjen ikke har evnet  at erstatte marxismen med et mere civiliseret alternativ end  management.
  Det ærgrer mig desuden, at al den ulidelige   snak om værdi- og kulturkamp tilslører en politisk virkelighed, der er ganske nedslående:for uanset skiftende regeringskonstellationer er Danmark de sidste 20-25 år blevet styret af en uhellig/uheldig alliance mellem liberalister og (mere eller mindre forhenværende) marxister. Alliancens fælles parole er netop management - en pseudofilosofi, der opstiller det fleksible menneske som idealbillede i et samfund, hvor der innoveres og effektiviseres i det uendelige. Dette sker ved hjælp af en højere molbo-tænkning, der går ud på at komplicere det enkle og overkomplicere det komplekse. Denne irrationelle trend er særlig iøjnefaldende inden for det offentlige, hvor innovation og effektivisering bliver evalueret af nye bureaukratiske led og processer (læs: utallige møder), hvilket  - i forening med de besparelser, som er den uundgåelige følge af innovation og effektivisering, - fører  til, at færre og færre menige bliver sat til at lave mere og mere under ledelse af flere og flere overbetalte bureaukrat-sergenter.
Det siger sig selv, at facit bliver elendige arbejdsmiljøer, hvor tabt arbejdsglæde forvandles til frustration og stress. Kort sagt: managementtænkningen giver mange tab og tabere.
   Vender vi blikket fra livet på arbejdspladserne til det politiske liv generelt, opdager vi, at Danmarks herskende ideologi er en liberalglobalisme, der lige så godt kunne betegnes som liberalmarxisme.
Det er denne ideologi, som i løbet af de sidste 20-25 år har forvandlet det danske samfund til et megakoncern, hvor uddannelsessystemet er  underkastet den totale markedsgørelse. At det sker med venstrefløjens billigelse og begejstring, har forhenværende forskningsminister Frank Jensen (S) bevist for ganske nylig   i en kronik ( NORDJYSKE  Stiftstidende d. 21.5.), der er en stor ukritisk lovprisning af  Aalborg Universitets tætte forbindelser til erhvervslivet. Jeg finder det betænkeligt, at kronikken lige så godt kunne være skrevet af den forhenværende sportsjournalist og nuværende videnskabsminister Helge Sander (V).
   Der er noget galt i Danmark, som John Mogensen ville have sagt. Både Fogh og oppositionen har det skidt. Forskellen mellem dem er i øvrigt ens. Selv om det må indrømmes, at oppositionen  går ind  for et større mål af skattefinansieret damage control.

Bragt i NORDJYSKE Stiftstidende d. 25.6.2006
                                        ***
BIBLIOGRAFISK NOTE : Skulle en eller anden læser mene, at ovenstående udgydelser savner dokumentation, vil jeg gerne levere et par litteraturhenvisninger.
Om managements mangel på filosofisk substans jf. Matthew Stewart, The Management Myth, i "THE ATLANTIC", juni 2006.
Angående det overordnede spørgsmål om de  "valgslægtskaber", der bringer marxisme og neoliberalisme/management sammen  jf. Hannah Arendts klassiker "The Human Condition", 1958 (da: Menneskets vilkår,2005) samt Rüdiger Safranski, Wieviel Globalisierung verträgt der Mensch, Hanser 2003 (ej dansk). Mens Arendt påpeger det ulyksalige i, at marxismen identificerer politik med økonomi og produktionsliv, hævder Safranski, at managementideologien er "den genopstandne marxisme" (s.22).
Rigtigheden i Safranskis tese kan iagttages i den danske uddannelsessektor, hvor de første tydelige tegn på udviklingen fra marxisme til management-inspireret fleksibilisme viser sig i perioden 1973-78, hvor Ritt Bjerregaard er undervisningsminister. Se herom min artikel " Samfundsakrobaternes kraft- og krumspring" (Gymnasieskolen,1979),  tilgængelig på min hjemmeside.
   Et andet interessant vidnesbyrd om udviklingen fra Marx til management leveres i RUC-professoren Knud Illeris´ artikel "Uddannelse til fleksibilitet" (Berlingske Tidende 9.4.1986) , hvor "røde" Knud gør sine hoser grønne hos den liberale undervisningsminister Bertel Haarder under henvisning til at "RUC har været i stand til at producere en mere salgbar vare på kortere tid og med færre omkostninger". Illeris´ salgbarhedsargument er et symptom på, at skolen for livet allerede for tyve år siden  er ved at blive til skolen for erhvervslivet. Notabene: i Grundtvigs land!
I løbet af 80´erne kan man spore to parallelle forløb : 1)vulgærmarxisme og management finder hinanden takket være den økonomistiske og produktionsfikserede fællesnævner; 2) frihedsbegrebet kommercialiseres i og med at den anti-autoritære grundtvigske frihedsideologi  degenererer i liberalistisk retning.Om denne problematik se mit essay "Ad Grundtvig til" (Weekendavisen d. 29.4.2005) med tilhørende litteraturhenvisninger.
I dag, hvor man uden blusel taler  om "videnproduktion" og om "vidensøkonomi", må Hannah Arendt og Grundtvig rotere i  deres respektive grave.

Skal man tro meningsmålingerne, er DF i disse dage ved at æde Socialdemokratiet op. Fryde sig hvo kan! Jeg kan ikke.
For socialdemokratiets krise er kun toppem af isbjerget. Under den aner jeg konturerne af et langt alvorligere problem, som jeg vil tillade mig at kalde "den borgerlige fornufts dødskamp".
Dette kræver en forklaring.
Siden 1973, hvor jeg blev dansk statsborger, har jeg aldrig stemt til højre for Socialdemokratiet. Dog har jeg inderst inde altid opfattet mig som dybt borgerlig. Denne erkendelse udsprang og udspringer af mit kendskab til Europas historie: Er Europa demokratisk, skyldes det - mener jeg - borgerskabets lange kamp om blandt andet ytringsfriheden.
  En kamp, der har stået på siden middelalderen, hvor Europas driftige, nytænkende borgere indledte deres opgør med Kirkens og adelens undertrykkende privilegier.
Som bekendt kulminerede denne kamp med Oplysningstiden for desværre at udarte til den Franske revolutions excesser. Excesser eller ej, er det et faktum, at alle Europas demokratiske grundlove, inklusive den danske, er udløbere af både Oplysningstiden og den Franske revolution.
Jeg ville endda fristes til at sige, at selve Grundtvig ville have været umulig uden Oplysningstiden og den Franske revolution.
Når jeg nævner Grundtvig, sker det, fordi jeg mener, at det bedste ved den danske borgerlighed repræsenteres af to store navne: Grundtvig og Georg Brandes.
  Når jeg siger, at den danske borgerlighed ligger for døden, kan rigtigheden af min påstand netop bekræftes af den mishandling, Grundtvig er blevet udsat for i løbet af de to sidste årtier.
  Grundtvig, denne storslåede digter, reformator og skolemand, er skrumpet ind til selve indbegrebet af den snæversynede nationalisme, som DF står for. Hvad Brandes angår, er hans navn blevet uretmæssigt slået i hartkorn med Scavenius og fodnotepolitikken - selv om Brandes døde i 1927 - og hans virke inspirerede både højskolebevægelsen og den socialdemokratiske idekamp.
   Disse revisionistiske læsninger. der begge skyldes Søren Krarup, har ført til, at den danske borgerlighed har mistet sin forankring i Europas demokratiske tradition og den er hermed blevet tømt for sin livskraft.
Parallelt med, at det er lykkedes Søren Krarup at degradere Grundtvig til enøjet nationalist og Brandes til landsforræder, er den danske borgerlighed blevet invaderet af to dræbende ideologiske vira: Anders Fogh Rasmussens historieløse managementtænkning og Søren Krarups voodoo-danskhed med alle de rituelle ofringer (fra gruppeeksamen til de muslimske indvandrere), denne hedenske kult gør krav på.
   Det er på høje tid, at Danmarks seriøse borgerlige politikere - fra Per Stig Møller til Connie Hedegaard og fra Naser Khader til Birthe Rønn Hornbech - for blot at nævne nogle blandt mange - indser det betimelige i at tage afstand fra en ideologisk deroute, der er en skamplet på et land, som engang talte blandt Europas mest demokratiske og oplyste.

Bragt i NORDJYSKE STIFTSTIDENDE d.1.3.2006 

Den 10.3.2006 bragte NORDJYSKE et interessant debatindlæg, hvor Georg P. Hansen lufter det i Nordeuropa gængse synspunkt om, at islams problemer skyldes, at "muslimerne mangler en Luther".
Eftersom denne forestilling bygger på det lige så udbredte postulat om, at Martin Luther er det europæiske demokratis grundlægger, tillad mig lige et par bemærkninger.
   Allerførst må det understreges, at islam på en vis måde har haft sin Luther i skikkelse af den arabiske teolog og retslærd Muhammad Ibn Abd al-Wahhab (1703-1792), der i lighed med Luther vendte sig mod alle afvigelser fra Skriftens oprindelige budskab.
Således tordnede han mod den folkekære helgenkult og, hvor Luther talte Roma og paven midt imod, gjorde han oprør mod Istanbul og den osmanniske kalif(læs:den islamiske verdens svar på paven).
    Det skal imidlertid lige nævnes, at al Wahhab ville være gået i glemmebogen, hvis ikke hans lære (wahhabismen) havde dannet det ideologiske grundlag for den formørkede udgave af islam, som blev Saudi Arabiens statsreligion samt en vigtig bestanddel af Osama bin Ladens politiske credo. Det skal desuden nævnes, at al Wahhab i modsætning til Luther var en yderst middelmådig tænker og skribent. Endelig ville mange hævde, at al Wahhab  var teokrat, mens Luther var demokrat. Men demokrat - var Luther nu også det? Det mener seriøse historikere slet ikke.
   For det første havde det europæiske demokrati været undervejs længe før Luther - især takket være den driftige borgerstand, som i de norditalienske kommuner og republikker (Firenze, Venezia, m.v.) samt i de tyske hansestæder modsatte sig både kirkens og adelens privilegier.
 Her bør det rimeligvis indskydes, at borgerstandens frihedskrav blev omsat i levende ord af modige og ofte forfulgte intellektuelle så som franskmanden  Pierre Abélard, englænderen William Ockham og italieneren Marsilius af Padova. Det var i øvrigt netop omtalte Marsilius, som allerede omkring 1340 - altså næsten to århundrede før Luther !- fremsatte den skelsættende lære om det dobbelte regimente, hvorved den religiøse og den politiske magtsfære krævedes strengt adskilt. Det bør desuden nævnes, at Martin Luthers opgør med Romerkirken var blevet forberedt af renæssancens store humanister, hvoraf især én fortjener at blive husket: hollænderen Erasmus af Rotterdam (1469-1536), som til at begynde med var en af Luthers vigtigste støtter. De to mænd endte alligevel med at blive argeste modstandere.
   Dette kan ikke undre i betragtning af, at Erasmus var pacifist, hvorimod Luther ikke gik af vejen for at opfordre de tyske fyrster til at nedslagte Tysklands oprørske bønder. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at Luthers uforsonlige fremfærd endte med at kaste Europa i en endeløs række blodige religionskrige. Sidst men ikke mindst formørkes Luthers eftermæle af hans ubændige jødehad.
(Interesserede i denne fortrængte side af reformatorens virke henvises til hans bog "Mod  tyrken og jøden" som i 1999 blev genudsendt af Søren Krarups Tidehvervs Forlag). Hermed være ikke sagt, at Luthers bidrag til Europas politiske historie var uden betydning. Tværtimod. Hans princip om, at den kristne borger skulle adlyde øvrigheden uden at mukke, blev en af de vigtigste præmisser for Nordeuropas enevælde. Desværre bevirkede samme princip,at mange tyskere nogle århundreder senere underkastede sig Hitler i den sikre forvisning om, at han inkarnerede den gudsbefalede autoritet. For en god ordens skyld skal det her indskydes, at Hitler var katolik - og at han aldrig blev ekskommunikeret af paven.
   Skulle jeg afslutningsvis give mit personlige og yderst kortfattede bud på, hvordan det europæiske demokrati blev til, vil jeg mene, at det skyldtes mange forskellige faktorer, hvoraf især tre forekommer mig udslagsgivende: handelsstandens frihedskrav, de intellektuelles kritik af Kirken og adelen, samt - efter 1850 - arbejderklassens kampe. På denne baggrund kunne man ønske den islamiske verden, at den snarest muligt blev velsignet med et blomstrende forretningsliv. På samme baggrund bør Anders Fogh Rasmussens, Kristians Jensens og Jens Rohdes nylige angreb på det danske erhvervsliv karakteriseres  som både historieløse og ubegavede.

Bragt i Nordjyske Stiftstidende d. 19.3.2006

NOTER:

al Wahhab: jf. den fransk-tunesiske forfatter Abdelwahhab Meddebs vigtige islam-bog "La maladie de l´islam", Seuil, Paris, ss. 67 og følgende; samt Jørgen Bæk Simonsen, Hvad er islam,2006,s.112
det europæiske demokrati...undervejs: Jf. Kim Esmark & Brian Patrick Mc Guire, Europa 1000-1300, Roskilde Universitetsforlag,1999
forberedt af renæssancens store humanister: jf. Ruggiero Romano & Alberto Tenenti, Die Grundlegung der modernen Welt, Fischer Weltgeschichte, bind 12, Fischer Taschenbuch Verlag, Frankfurt am Main,1976
Erasmus af Rotterdam:jf. Stefan Zweigs biografi "Erasmus",1934
underkastede sig...Hitler:  se Ulrich Schwarz´artikel "Ich kann nicht anders" i DER SPIEGEL 51/2003
Luthers eftermæle formørkes..: Jf. Jesper Knallhat (alias:Lene Andersen) "Både-og", 2005,s.320. Her omtales Luthers 7-Punkte-Plan zur Judenverfolgung". I Knallhatts bog, hvor vid og viden indgår i en sublim forening, underkastes Luther et tiltrængt eftersyn. Se også Hans Küng, Das Christentum, Wesen und Geschichte, Piper 1994, ny udgave 2006,s.649
aldrig blev ekskommunikeret..: jf. den store polsk-britiske kultursociolog Zygmunt Baumans bog "Modernitet og Holocaust", Hans Reitzels Forlag, s.152

Hvad er det, Søren Krarup går rundt og siger i tide og utide? At Danmark ved valget i 2001 har gennemgået et systemsskifte, hvor folket har fået skovlen under den hovne elite.
  Er der noget om snakken?
Med hensyn til modstillingen "folket versus eliten" drejer det sig om et gammelkendt demagogisk trick, hvis århundredlange udnyttelse på dansk grund er beskrevet udtømmende i Ove Korsgaards doktorafhandling "Kampen on folket". En glimrende bog, som i Danmark burde være pligtlæsning for alle interesserede i en floskelfattig debat.
Angående påstanden om, at valget i 2001 var lig med et systemsskifte, har DF´s chefideolog derimod ret.
I 2001 skete der et systemsskifte, der var skelsættende i og med at den danske borgerlighed blev taget som gidsel af alliancen mellem liberalisten Anders Fogh Rasmussen og nationalisten Søren Krarup.
  Derved havnede Danmark under et nationalglobalistisk styre - forstået på den måde, at det kom til at befinde sig med det ene ben i globaliseringens tidsalder og det andet i nationalliberalismens guldalder. Hvilket givet et skræv på 150 år.
Det er netop nationalglobalismen - denne underlige politiske krydsning, totalt lammet af sin splidagtighed mellem fremtid og fortid - som er skyld i Muhammed-krisen: den værste siden Dybbøl. Egentlig er der én eneste forskel mellem 1864 og 2006: Dengang mistede Danmark et stort territorium, i dag lider landet under et tilsvarende enormt prestigetab.
   Omfanget af sidstnævnte fremgår af Hans Mouritzens ord:" Danmark er blevet international paria på linie  med Østrig for nogle år siden" (Weekendavisen 17.3.06)
Som dr. scient.pol. og forsker i dansk og europæisk udenrigspolitik ved DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier) må Hans Mouritzen formodes at udtale sig med sagkundskab.
Efter hans mening består Danmarks problem ikke så meget i, at landet er kommet på kollisionskurs med den muslimske verden, men snarere i, at Danmark har blameret sig eftertrykkeligt over for den vestlig-demokratiske "tolerance"-verden, anført af vore vigtigste allierede i Irak-krigen:USA og Storbritannien.
  Sagen er den, at Danmark takket være føromtalte systemsskifte er blevet til en politisk skizofren. der ønsker at handle globalt, men ud fra Dybbøl-fædrenes nationalromantiske værdisæt.
Skizofrenien kommer til udtryk i et sprogbrug, hvor Uffe Ellemann-Jensen og nogle af dansk erhvervslivs topledere brændemærkes som "landsforrædere".
  Men når en af det borgerlige Danmarks frontfigurer og flere af erhvervslivets hædersmænd angribes for at løbe fra nationens faneed, afslører sprogbruget sig som gennemført tvetunget. For under dække af at forsvare ytringsfriheden appellerer Jens Rohde & co. i virkeligheden til lige det modsatte: De opfordrer til, at vi alle må stå sammen i loyal selvcensur og selvkontrol, nu hvor nationen trues af " der Untergang". Her må sommerrevyerne hente noget godt underholdningsstof.
  Historien gentager sig - skrev Karl Marx - men altid som farce. Og det er netop det, Muhammed-krisen er:Dybbøl genopført som farce.
  Men inden det hele slås hen i spøg, burde alle dem, der stemmer på V,K og DF samt dem, der repræsenterer de tre partier i Folketinget, tage og spekulere over det betimelige io, at to agtværdige og funktionsdygtige ideologier som konservatisme og liberalisme lader sig umyndiggøre af en forlængst udtjent nationalisme.

Bragt i Nordjyske Stiftstidende d. 29.3.2006

Allerførst vil jeg gerne takke Niels V. Skipper Petersen, fordi han (30.3.) fremsætter et prisværdigt forsvar af nationalstatens betydning. Jeg er faktisk fuldstændigt enig med ham i, at nationalstaten er en af de vigtigste forudsætninger for ethvert demokratisk retssamfunds fremtid og trivsel. Det er også derfor, at jeg i flere indlæg (på www.gymnasieskolen.dk eller min hjemmeside) har kritiseret gymnasiereformen, idet jeg har påpeget, at dens totale ligegyldighed over for den nationale standard ville både svække elevernes retssikkerhed og udhule uddannelsessystemets fundament. I mit indlæg "Skizofren nationalglobalisme" var det heller ikke nationalstaten, jeg harcelerede over, men ene og alene nationalromantikken, det vil sige den forlængst udtjente form for nationalisme, som DF´s fusentastlinie står for. Det, jeg dermed mente, var, at Danmarks globalister fortjente en bedre sparringspartner/allieret end DF´s chefideolog Søren Krarup - en håbløs anakronistisk nationalromantiker, som sætter en ære i at påberåbe sig de mest reaktionære sider af Grundtvigs arv - i øvrigt de samme, som Ole Vind i sin disputats "Grundtvigs historiefilosofi" karakteriserer som "fundamentalistiske" og "bibelracistiske".
   Efter endnu engang således at have slået fast, at nationalglobalisme udviser en oplagt skizofren karakter, er det nu på tide at stille følgende spørgsmål: hvilke motiver kunne drive en senmoderne liberalist og globalist som Anders Fogh Rasmussen (at han er begge dele fremgår af hans bog "Fra socialstat til minimalstat") til at alliere sig med DF´s museale nationalromantikere?
Svaret er ganske ligetil: ved alliancen med DF kunne V og K iværksætte en tiltrængt stramning af indvandringspolitikken. Men hvis DF kunne være nyttige mn.h.t. indvandringspolitikken, var det lige så klart, at Pia Kjærsgaard & co. ville blive problematiske allierede med hensyn til tre særdeles vigtige områder: EU, globaliseringen og uddannelsessektoren.

For at tilsløre dette enorme konfliktpotentiale satte V og K turbo på Søren Krarups værdi-og kulturkamp og vupti! Scavenius´ spøgelse blev sluppet løs på en blandet flok bestående af fæle kulturradikale, feje fodnotepolitikere, røde lejesvende og andre 68´ere. Værdikampens sindrige spinkoncept tilstræbte et dobbelt sigte: på den ene side fungerede det som alliancens fælles (omend tvivlsomme) ideologiske platform - på den anden side skulle det levere det ideologiske røgslør, der ville give Fogh frie hænder til at handle globalistisk bag kulisserne (lejlighedsvis med både røde kinesere og velaflagte 68´ere), altimens Søren Krarup deklamerede Grundtvigs " Byrd og Blod er Folkegrunde for galleriet.
   Doppeltspillet, hvor DF ganske åbenlyst var tiltænkt rollen som nyttige idioter, virkede upåklageligt, indtil globalisterne gjorde det dummeste, en globalist kan gøre: de kvajede sig over for ehvervslivet.
   Dette skete to gange og i begge tilfælde for at stille DF´s fusentastfløj (anført af Søren Krarup og Jesper Langballe) tilfreds. Den første fejl blev begået ved at afskaffe gruppeeksamen. Derved forbrød globalisterne sig mod videnssamfundets trossætning nummer 1: det Lars Kolindske princip om videnproduktion via team building.
En utilgivelig fejl: Skaber man viden via team building, må det være legitimt at teste den producerede viden ad samme vej.

Fogh glemmer dobbeltspillet og  kvajer sig over for erhvervslivet

Den anden og virkelig katastrofale fejl blev begået, da Fogh nægtede at mødes med de 11 muslimske ambassadører.
Har muslimerne humor? Det må guderne og samtlige deres profeter (fred være med dem!) vide.
Til gengæld er der næppe skygge af tvivl om, at Fogh ved ikke at tale med  ambassadørerne satte værdi-og-kulturkampens-spil-for-galleriet højere end sit eget realpolitiske dobbeltspil.
I stedet for at handle som den globalistiske Sancho Panza, han i bund og grund er (meningen med deltagelsen i Irakkrigen var at skaffe fede ordrer til dansk erhvervsliv!), blev han af dansk politiks don Quijote - Søren Krarup! - forledt til at tro, at de 11 ambassadører var Adolf Hitlers gesandte, som Fogh skulle afvise med luthersk urokkelighed for ikke at ende som vor tids Scavenius.

Fogh: farlig eller bare inkompetent?

Er Fogh en farlig mand? Jeg tror, at han selv mest er bekymret over det problematiske i, at han over for dansk erhvervslivs virkelig tunge (og tavse) drenge fremstår som en inkompetent forretningsfører, der i krisesituationer kan tage fejl af uhyrer og vindmøller.
Trods gode meningsmålinger har Fogh også noget at have sin bekymring i. For samtidig med at værdikampen er afsløret som rent fup, er en langt alvorligere kamp gået i gang inden for DF´s mure.
Jeg taler om det uopsættelige opgør mellem pragmatikere og fusentatster. Det er i mine øjne symptomatisk, at en af pragmatikerliniens frontfigurer - den dygtige Anders Thulesen Dahl - for nylig i DR2´s Deadline har inviteret Helle Thorning Schmidt til en lille snak over en kop kaffe. Der er forår i luften...

Bragt i NORDJYSKE Stiftstidende d. 18.4.2006

DANSK FOLKEPARTIS STORHED OG FALD

Hvorfor går DF´s stjerne nu på hæld?
Vil man forstå det, kan det være nyttigt at kaste et blik på grundene til partiets tidligere storhed.
Jeg kan få øje på mindst to:
Mens andre populistledere (Glistrup. Le Pen, Haider, m.fl.) har blameret sig ved en overdreven brug af racistisk retorik, har Pia Kjærsgaard  med stor succes satset på en kombineret realpolitisk-demagogisk linie.
Til det formål har hun støttet sig til en generalstab bestående af to dygtige pragmatikere (Anders Thulesen-Dahl og Peter Skaarup) plus et hårdt slående PR-hold under ledelse af Søren Krarup ,ophavsmanden til det nye koncept "den indre svinehund med et kristeligt ansigt".
For det andet har Pia Kjærsgaard udvist en fantastisk evne til at udnytte venstrefløjens fejlgreb. Det har hun blandt andet gjort via en flittig genbrug af de maoistiske paroler, som Ritt Bjerregaard og andre venstreorienterede (Ralf Pittelkow, Karen Jespersen, m.fl.) fyrede løs i 70´erne. Det drejer sig om paroler af typen: " Al magt til folket!" og "Ned med de borgerlige akademikere!"
  At folket i DF´s selvforståelse er lig med Byrd- og Blod-danskere, mens akademikerne nu er kulturradikale alle til hobe, er i og for sig underordnet. Det væsentlige er, at de gamle fraser har givet pote hos mange ældre socialdemokrater, der hos Pia Kjærgaard finder tryghed i genkendelsens glæde.
  Det var lidt om baggrunden for DF´s tidligere storhed.
Lad os nu se på årsagerne til DF´s forfald.
Det har længe været velkendt, at Pia Kjærsgaards kraftige indhug i socialdemokratiske stemmer har muliggjort det såkaldte systemsskifte, derimod er det først nu blevet åbenlyst, at hun og hendes nationalromantiske nymaoister har sat Fogh i stand til at udvikle Danmark i liberalglobalistisk retning.
Modsat hvad DF bilder sit bagland ind er regeringens ideologi nemlig ikke dansk nationalromantik, men det erhvervsrettede og - i sagens natur - internationale videnssamfund, det frelsende budskab om kompetenceudvikling fra vugge til krukke, underlæggelsen af samtlige højere uddannelser under erhvervslivet samt udlicitering og fusionering.
Altsammen liberalglobalistiske paroler, som DF har været med til at implementere. Blandt andet takket være statsministerens næse for management-inspireret styring.
Der er onde tunger, der omtaler Anders Fogh som Anders Fjogh. Det er forkert. Fogh er klog (liberalglobalistisk set - i hvert fald!).
For det første har han længe brugt DF som nyttige idioter - en realitet, som Muhammed-krisen og Jens Rohdes ordekvilibrisme har tilsløret for mange naive mennesker.
For det andet har har via velfærdsreformen lagt en dæmper på de mindre heldige sider af Pia Kjærsgaard & co.´s sprogbrug, idet han har fået befolkningen til at indse noget ganske oplagt: landets fortsatte ve og vel forudsætter, at så mange indvandrere som muligt - inklusive de muslimske -sluses ind på arbejdsmarkedet.
   Hvilket indebærer to ting:
  1. Udsagn à la Jesper Langballes "islam=pest over Europa" vil regeringen fra nu af anse for integrationshæmmende=vækstbremsende= landsskadelige. Det siger sig selv, at dette vil medføre en kraftig svækkelse af Pia Kjærsgaards PR-hold (Søren Krarup & fætter, Louise Frevert, Mogens Camre, Morten Messerschmidt, m.fl.)
 2. på grund af omtalte svækkelse må DF forvente en stor nedgang ved næste folketingsvalg.
 I mellemtiden er V-og K-vælgerne henvist til i partitro selvcensur at holde sig for næsen, hver gang de synes, at regeringens alliance med DF støder mod borgerlig anstændighed. Hvad Pia Kjærsgaard angår, er det sikkert gået op for hende, at DF´s eneste håb om atter at få et ben til jorden ligger hos de islamiske ekstremister.Får de held med at lave noget rigtigt skidt i Danmark (det måtte samtlige guder forbyde og PET forhindre!), vil det puste nyt liv i DF´s skrantende krikke.

Bragt i NORDJYSKE Stiftstidende d. 2.5.06