11-Islamismen som politisk ideologi og som resultat af alliancesystemets sammenbrud

 Islamismen leder tanken hen til den franske revolution, fordi den stiller sig op mod de gamle magthavere: de forskellige marionetstater i USA´s og  (indtil 1989) i Sovjetunionens sold. Mod denne parallel kan man indvende, at den franske revolution var sekulær, mens islamisterne  snarere  er i slægt med den kontrarevolutionære, katolske bondehær, som udkæmpede Vendée-krigen  1793-96. Indvendingen  tager imidlertid ikke højde for, at mange islamistledere ikke er  ulema, men intellektuelle (lærere, læger, ingeniører ), som  anklager ulema for deres accept af  den uretfærdige hersker.  

 
Men man kan også forsøge sig med en anden parallel: Skræller man den pseudoreligiøse overflade, fremtræder islamismen faktisk som den muslimske pendant til  de mest forskelligartede ideologier, som prægede Europa omkring 1848. Set i dette perspektiv fremtræder islamismen som et stort ideologisk sammensurium,  der spænder fra nationalisme til panislamisme, fra socialisme til anarkisme samt fra kommunisme til imperialisme. Osama bin Laden & kumpaner er islams anarkister.

Men islamismen skal også i allerhøjeste grad betegnes som et produkt af alliancesystemet samt et resultat af dets sammenbrud.
For at komprimere en meget kompleks sammenhæng på ganske få linier: indtil 1989 blev den islamiske verden holdt  sammen og i skak af konfrontationen USA-Sovjet. Med Murens fald kollapser dette system totalt – og USA reviderer straks et par af sine alliancer: den med de afghanske mujahidin (hvis mod ellers var blevet lovprist i filmen Rambo 3 - til stor glæde for pastor Krarup) og den med Saddam Hussein.
Murens fald, som Francis Fukuyama identificerede med historiens afslutning, lukkede i virkeligheden op for den Pandoras æske , hvor nogle af historiens trolde sov, som ånden i Aladdins lampe.
 Islamismen er den  temmelig intetsigende betegnelse på nogle af disse trolde.
Islamismen er altså et meget komplekst fænomen - og der er utvivlsomt sider ved den, som vi må anse for yderst farlige og som vi må bekæmpe med beslutsomhed.
 Sagt på en anden måde: Såfremt det er rimeligt at se på islamismen som den islamiske verdens svar på 1848, vil islamismen  berede os mange overraskelser, men de behøver ikke at være dårlige alle sammen.
Husk på: når det kommer til stykket, blev noget så tilforladeligt som det danske socialdemokrati også født i 1848 – det år, hvor Marx og Engels skrev det kommunistiske partis manifest. Men inden Socialdemokratiet blev tilforladeligt, skete der ting og sager i Europa. Tænk på Pariserkommunen i 1871. Eller på Italien  i 1898: da  skød den italienske hær   på Milanos sultende folkemængde og Turati, socialisternes leder, endte i fængsel som urostifter. Nogle år før var danskerne Louis Pio og Harald Brix også endt i fængsel for undergravende virksomhed. En interessant detalje:  Pio gjorde brug af meget religiøs retorik, skriver den Store Danske Encyklopædi. Sammenblandingen af religion og politik er ikke noget muslimsk monopol.

  12-Brix & co.’s mentale ramadan

Blandt alle de små og store ånder, der befolker den islamistiske galakse – fra Fatih Alev til Sayyid Qutb og fra Khomeini til den anonyme forfatter af Nørrebro-fatwaen – er der én, som i særpræget grad formår at mobilisere Brix & co.’s stærkeste aggressioner.
   Navnet er Tariq Ramadan.
Jeg har spekuleret på årsagerne til denne udtalte modvilje. Jeg gætter på, at de ligger i, at Ramadan er – alt efter smag og behag – islamismens eller reform-islams klogeste hoved, og samtidig er han en mand, som det er uhyre vanskeligt at blive klog på.
   Problemet med Tariq Ramadan er, at han spiller dobbelt spil (jf. Jørgen Ullerups artikel om Caroline Fourests bog ”Frère Tariq” i Jylland Posten 20.10.04): han taler som fundamentalist over for muslimer – og som liberal muslim over for ikke muslimer.
Jeg har læst Tariq Ramadans bog ”At være europæisk muslim”, og den efterlader hos mig indtrykket om en yderst velbegavet intellektuel, som formår noget sjældent og uhyre tiltrængt: at bygge bro mellem fundamentalismen og reform-islam.
At han derved fremstår som dobbeltspiller, er ganske vist.
Men hverken Caroline Fourest eller Jørgen Ullerup strejfes af tanken om, at mange islamister kan beskylde Tariq  for at være mere europæer end muslim.
Uanset hvor tvetunget han måtte tale, er Tariq Ramadan i gang med et vigtigt arbejde: at skabe et analytisk værktøj – et sprog -, der vil muliggøre fornyelsen af islam på islams egne betingelser. Hvilket jeg anser som et håb for fremtiden. Fordi den fornyelse, Ramadan tilstræber, vil sætte muslimerne i stand til at artikulere sig politisk – og demokratisk – uden at give køb på deres muslimske identitet.
   Men det er netop det, som ikke huer Brix & co.
I deres nyfundamentalistiske tilgang til islams realiteter ser de i Tariq Ramadan en sparringspartner, der ikke er barbarisk nok til at blive stemplet som tilhænger af den perfekte sharia, den altomfattende umma og den tredje jhad.
   Ramadans alt for indviklede ræsonnementer har Brix & co. vanskeligt ved at følge, især fordi de forudsætter det elementære kendskab til islams kultur, som de i påfaldende grad er blottet for. Derfor diskvalificerer de ham som suspekt ved gang på gang at påpege at han  er barnebarn af Hassan al Banna, en af Det Muslimske Broderskabs grundlæggere.
   Brix & co. er ikke klar over, at de ved deres hetz mod Tariq Ramadan er indirekte med til at støtte islamismens sorteste højrefløj.
På side 179 – efter at have redegjort for Ramadans mere eller mindre indbildte forbindelser til fundamentalistiske kredse, skriver de:

” Når Tariq Ramadan opfordrer unge muslimer til at engagere sig i samfundet, er det derfor vanskeligt at opfatte det som andet end en opfordring til at arbejde for en islamisering af samfundet”.

 Jeg vil senere opholde mig lidt ved den særprægede form for logik, Brix & co. benytter sig af. Her er det værd at understrege, hvordan præmissen (”muslimske unge skal uddanne sig”) kobles vilkårligt sammen med konklusionen (”med henblik på at islamisere samfundet”) uden at der i virkelighed er nogen logisk sammenhæng mellem præmis og konklusion, idet uddannelsen meget vel kan føre til, at mennesker begynder at tænke med deres eget hoved – og desuden indebærer uddannelsen i reglen en højere social status – og hvem siger, at velbeslåede muslimer nødvendigvis vil interessere sig for at islamisere samfundet? Nogle vil gøre det, men de fleste vil nok tænke på at nyde forbrugersamfundets goder (jf. Olivier Roy, Den globaliserede islam, s. 114).
   Ved at opfordre  de muslimske kvinder til at gå med slør, gør Tariq Ramadan knæfald for islams bigotter. Men når han opfordrer kvinderne  til at uddanne sig, anviser han den sikre vej mod kvindernes frigørelse. Derved adskiller han sig radikalt fra wahhabisterne, der opfordrer til tørklæde (eller burka) + fordummelse.

  13-Sharia, umma og jihad

Wahhabisterne falder perfekt ind i Brix & co.’s nyfundamentalistiske forståelsesrammer.De kan nemlig problemløst puttes ned i de tre store kasser, der hedder sharia, umma og jihad.
Giver man sig tid til at læse Ramadans ”at være europæisk muslim”, opdager man imidlertid, at sharia er alt andet end en entydig størrelse.
Som jurist og uddannet i romerrettens verdslig-rationalistiske tradition, kan jeg kun afvise shariaens grundlæggende forestilling om den gudgivne lov. Som europæer er jeg også modstander af, at denne lov vinder indpas på europæisk jord.
   Men efter at have sat mig lidt ind i islams historie, må jeg erkende, at tingene stiller sig anderledes for store dele af den muslimske verden: de folkemasser, som i shariaen ser et værn om deres muslimske identitet samt et løfte om den snarlige realisering af de demokratiske lighedsidealer, som det oprindelige muslimske samfund baserede sig på.(jf. qâdiens rolle, s.12)
  Shariaen er også stening, piskning og afhugning af lemmer – vil man indvende.

Men netop her bliver Tariq  Ramadan interessant:

”Koranens ægthed er per definition fastlagt, men hovedparten af de vers, der indeholder juridiske afgørelser må underkastes analyse, kommentarer og fortolkninger, som det også gælder hadither, der for hovedpartens vedkommende kan gøres til genstand for spekulation, både hvad ægthed og betydning angår”. (At være europæisk muslim, s. 107)

Med andre ord: sharian skal omfortolkes – i pagt med den oprindelige ånd, men samtidig i harmoni med det pågældende lands kultur og med nutidens krav.
Forestillingen om den perfekte sharia, som  Brix & co’ ophøjer til et af hovedkendetegnene ved islam, er en saga blot hos Tariq Ramadan.

   Angående umma-begrebet: hvordan i alverden kan man tillægge det nogen værdi, når man betænker, hvor splittet islam altid har været, delt som den er på tryds og tværs af geografiske grænser, sprog og etnier?
   Angående jihad: når det for muslimerne er så attråværdigt at dø i kamp, hvordan kunne de dog finde på, at lade slaver kæmpe for sig – hvad enten de hed mamelukker (af det arabiske ord mamlûk=slave) eller janitsharer (I krigens hus, s. 88)?
 Hermed er vi fremme ved

  14-Brix & co.’s nylogik
 

Udover at være nyvulgærmarxister, nyimperialister og nyfundamentalister, har Brix & co. også opfundet deres egen form for nylogik.
Det ville tage alt for lang tid at gennemgå alle de gakkede ræsonnementer og de mange selvmodsigelser, som ”I krigens hus” myldrer med.
Tillad mig at fremføre nogle få eksempler.
  Ifølge Brix & co. er islamisme det samme som islam. Som bevis på rigtigheden af deres tese anfører de det svar, som ayatollah Muhammed Hussein Fadlallah i 1992 gav på spørgsmålet, om han foretrak at blive kaldt islamist eller fundamentalist. Svaret lød som følgende:

” Efter at have tænkt en del over sagen, forekommer det mig tilstrækkeligt at bruge ordet  ’muslimsk’ , som omfatter alle de aktiviteter, der foregår inden for islams rækkevidde eller i islams egen fold ” (Monday Morning, Beirut, 10.august 1992) (I krigens hus, s.12)

Men hov! Hvad får vi at vide om Brix & co.’s  sandhedsvidne? At han er Hizbollahs åndelige leder. De tre ubetalelige kandestøbere undlader  at fortælle – eller også er de intetanende om det –at Hizbollah betyder Allahs parti.
   Skulle Fadlallah på den baggrund hævde, at islamisme er andet end  islam, er som at forestille sig, at en falskmønter vil udbasunere, at hans pengesedler er falske.

   Et andet eksempel på Brix & co.’s særprægede form for logik oplever vi på side 195 – i det kapitel, der bærer overskriften ”Konklusion og udblik”.
Konklusionen hviler på et i alle henseender fantastisk dokument: Nørrebro-fatwaen.

   Hvad denne fatwa helt nøjagtigt går ud på, kan man  ikke danne sig et klart billede af, da  ” I krigens hus” kun bringer udvalgte udpluk fra den. 
 I et af udplukkene bedyres, at ” danske kvinder lever urent og drikker og knepper med nye mænd hver weekend…Den hellige profet har givet os Koranen og vores tro er stærkere end alle vestens våben. Vi har vores love og regler fra Allah. Men danske politikere er korrupte og vil blive valgt hvert 4. år og laver hele tiden nye love, mens vore love  og regler gælder til evig tid”.
   Denne såkaldte fatwa er blevet beskyldt for at være et falsum. Flere indicier tyder på, at beskyldningen er velbegrundet.
1.Fatwaens afsender angiver sig som ”Tariqah – Hellig Jihad Danmark” – men fatwaen er faktisk anonym, idet ingen (inkl. Brix & co.!) kender til en organisation med dette navn
2.Hvorfor bliver en løbeseddel, som angivelig er gennemsyret af foragt for dansk kultur, skrevet på dansk og ikke på  et af islams hovedsprog (arabisk, tyrkisk, urdu, farsi)?
3.Hellig jihad er en mærkelig sammenstilling – en muslim ville ikke betegne jihad som hellig, men snarere tale om jihad for Guds skyld  eller på Guds vej(fi sabîlillahi). I øvrigt betyder jihad i forvejen hellig krig – så udtrykket er en ubehjælpsom dobbeltkonfekt
Alle disse indicier – i forening med det platte ordvalg – kunne tyde på, at fatwaen er opstået i et pæredansk bodegamiljø med tilknytning til den yderste højrefløj.
Til sidst: 1)hvorfor bruger forfatterne et dokument, som er tvivlsomt alene af den grund, at det er anonymt? 2)  Forfatternes troværdighed ville have vundet ved at de bragte en fotokopi af fatwaen som dokumentationstillæg.   Eftersom de ikke har gjort det kommer deres  ligning islam= højreekstremistisk bevægelse  til at bygge på  et delvist referat af et sandsynligt falsum.
Tiden er nu inde til at knytte et par ord til bogens konklusion, der kan læses øverst på side 197:

  15-Islam – en højreekstremistisk bevægelse.

Vil man hurtigt danne sig et indtryk om Brix & co.’s seriøsitet, kan man nøjes med at nærlæse siderne 197-199 i deres bog, hvor forfatternes nylogik bliver til et festligt fyrværkeri af grove selvmodsigelser og haltende syllogismer.
   Ligningen islam=nazifascisme modificeres nederst på side 197, hvor der står:
”islam som totalitær politisk bevægelse   har  berøringspunkter med det yderste fascistiske og nazistiske højre” (mine understregninger).
   Her står der ikke længere, at islam=nazifascisme, men at islam som totalitær politisk bevægelse har berøringspunkter med nazifascismen.
  Forfatterne gør sig med andre ord skyldige i dårlig argumentationsform, idet de undervejs i deres bevisførelse udskifter leddene i deres ræsonnement.
”Islam” og ”islam som totalitær politisk bevægelse” er langt fra identiske størrelser.
Ligeledes er der en stor forskel mellem at sige, at islam er lig med nazifascismen og at islam har berøringspunkter  med nazifascismen.
  Forfatternes nylogiske artisterier fortsætter på næste side, hvor nazisternes Volksgemeinschaft af racerene germanere sidestilles med den islamiske umma.
   Hertil må det bemærkes, at ligningen islam=nazifascisme er på umærkelig vis blevet erstattet med ligningen islam=nazisme, idet hverken Mussolinis fascister eller Francos falangister sorterer under kategorien racerene germanere.
Yderst interessant er det desuden, at forfatterne sidestiller den nazistiske raceteori med den muslimske umma-forestilling.
  Er sidestillingen  plausibel inden for rammerne af Sayyid Qutbs vanvittige jâhilîya-teori (jf. Buruma & Margalit, s.124 flg),er den totalt forvrølet  i virkelighedens verden, som det fremgår  af Saddam Husseins gasning af de muslimske kurdere i går og af bombeterroren mod de irakiske shiiter i går og i dag.
  På side 199 står der:
      " Forbindelsen mellem det yderste højre blandt islamister og vestlige nazister har holdt sig til vore dage..."
Udsagnet er bemærkelsesværdigt af to grunde.
1) religionen islam er nu blevet erstattet med islamisterne, dvs. de mennesker, der udnytter islam i politisk øjemed
2) formuleringen "det yderste højre blandt islamisterne" implicerer, at der også må eksisterere et islamistisk yderste venstre samt alt det, der ligger mellem de to yderpoler: den islamistiske marais (sumpen), for nu at bruge terminologien fra den franske revolution.
Med andre ord: ligningen islam= nazifascisme, der stråler i al  sin (bondefangende) glans øverst på side 197 er nu skrumpet ind til påstanden om, at der er elementer ved islamismen, der har berøringspunkter med nazismen.
  For at nå frem til denne det-siger-sig-selv-konklusion har Brix & co.brugt 200 sider samt over 400 noter, hvor de har slået islam i hartkorn med islamismen (passim), Fatih Alev   med ayatollah Khomeini (s.185), Sayyid Qutb med ulema (s.25),  taliban med khomeinismen (s.125),  al Mawdudi med Tariq Ramadan (s.12)
                              selvom
- islam er en religion og islamismen er en politisk bevægelse
- Fatih Alev er en moderat sunnit og Khomeini  en yderliggående shiit
- Sayyid Qutb angreb ulema for at være korrupte tilhængere af de herskende magthavere (Guolo, s. 20)
- taliban er patriarkalske wahhabister, hvorimod khomeinismen tillader en islamisk feminisme og ser positivt på  flere og flere uddannede kvinder (Guolo, ss. 72-80)
-  al Mawdudi er en islamistisk leninist, hvorimod Tariq Ramadan forsøger sig som brobygger mellem en fornyet islam og Europas demokratiske tradition.

 16-Brix & co.´s fortielser

Interessant er desuden hvad Brix & co. har fortiet.
- De har ikke omtalt al Ghazali, selv om han inden for islams politiske tradition er langt vigtigere end Ibn Taymiyya (I krigens hus, s. 113; Guolo, s. 4)
- De har ikke omtalt Pakistans åndelige leder Muhammed Iqbal (1877-1938), selv om hans originelle syntese af sharia-tænkning og beundring for vestlig kultur (han havde læst i Cambridge og var blevet dr.phil. i Heidelberg) var et seriøst forsøg på at sammensmelte islamisk tradition og vestlig modernitet (Buruma,ss. 123-24)
- De har overset, at jâhilïya-begrebet er en af hjørnestenene i Sayyid Qutbs " tænkning"
- Sidst men ikke mindst har Brix & co. valgt at glemme det allervigtigste: Amerikas Forenede Stater har stået faddere til den islamiske terrorisme.
Det skete i perioden 1985-1989, hvor USA gennem CIA og den pakistanske efterretningstjeneste ISI, forvandlede udvalgte steder i Afghanistan og Pakistan til den væbnede islamismes hvervekontorer og træningslejre.
  Via udliciterede projekter, forstås.
Som bekendt var denne privatiserede jihad til stor skade for de sovjetiske besættelsestropper. Derimod er det mindre kendt, at den glædede de frivillige i tusindtal, som kom til Afghanistan og Pakistan fra alverdens muslimske lande.
   En af disse frivillige var en ung saudi araber, der hed Osama bin Laden.
Denne opbyggelige historie bliver fortalt med stor detaljerigdom i  Mamdanis bog "Good muslim, bad muslim"(se især siderne 119-177). Mamdani skriver blandt andet:
" Probably the most subversive effect of the privatized jihad was on the madrassahs (koranskoler,PC), many of which were turned into politico-military training schools. The point was to integrate guerrilla training with the teaching of Islam and thus create "Islamic guerrillas" (s.136)
    Læs videre i Mamdanis bog, hvordan disse tusindtallige "Islamic guerrillas" efter 1989 opererede videre rundt omkring i den islamiske verden takket være den terroristiske know-how, de havde erhvervet sig med CIAs kyndige assistannce.

  Afskedssalut

Tro det  eller ej, er jeg tilhænger af den siddende regerings indvandringspolitik.
  Jeg mener endda, at regeringen burde tage to skridt til:
- forbyde Hizb-ut-Tahrir
- indføre tørklædeforbud i skolerne.
Jeg er ingen fjende af islam, men heller ikke nogen tilhænger af uindskrænket tolerance over for alt det, der gøres i islams navn.
   Engang blev Gandhi spurgt:
" What do yo think about Western civilisation?"
" It could be a good idea",  svarede han.
Jeg tror, jeg ved, hvad Gandhi mente. Selv om jeg er bevidst om den europæiske kulturs skyggesider, mener jeg, at den rummer værdier, som det er værd at kæmpe for. En af disse værdier er den tradition for kritisk og hæderlig meningsudveksling, som bl.a. Erasmus af Rotterdam og Spinoza stod for. Kimen til denne tradition blev lagt i middelalderen under universiteternes kamp mod den katolske gejstligheds krav om dogmatisk ensretning. Lad os minde muslimerne og os selv om, at arabisk filosofi spillede ikke nogen uanselig rolle i udviklingen af denne tradition, som voksede sig stærkere og stærkere under Renæssancen for så at triumfere under  Oplysningstiden.
   Idag trues denne tradition  af et  dobbelt barbari.
- Den første trussel kommer fra islamistisk kant, og har  på det seneste  ført til  mordet på Theo van Gogh og til overfaldet på en lektor fra Cartsen Niebuhr Instituttet. Begge handlinger er udtryk for afskyelig fascistisk vold.
- Den anden trussel repræsenteres af den salonfähige kryptofascisme, der kommer til syne, når   velformulerede europæere (f.eks. italieneren Oriana Fallaci) dæmoniserer islam ud fra en selvretfærdig uvidenhed om Vestens historie.
   Sådan en uvidenhed har vi ikke råd til.
Hannah Arendt, hvis bog om det totalitære herredømme burde være pligtlæsning i alle europæiske skoler,  var overbevist om, at der eksisterer en snæver sammenhæng mellem historiebevidshed og politisk kløgt.
   Sidstnævnte kan vi ikke undvære. 

december 2004

For noterne og litteraturhenvisningerne se venligst: LITTERATURLISTE TIL "Kritik af I krigens hus" eller klik på følgende link:

http://www.pietrocini.dk/default.asp?mainId=3&subpageId=8