|
Historie, myte, fordom Croce e delizia, så at sige. Er den det, der er sket (jævnfør tysk Geschichte, afledt af geschehen= ske), er den en fortælling, er den en opremsning af årstal og kongerækker eller er den en undersøgelse af fortiden (en "recherche du temps perdu", som Proust ville sige)? Eller er historien lig med den bevidsthedsstrøm, som James Joyce forsøgte at gengive i sin roman "Ulysses"? Forstået på den måde, at historien er noget, der sker lige nu - i krydsfeltet mellem det oplevede og det erindrede? Historie er alt det og mere til. Men sammenfattende er det ikke helt forkert at konkludere, at historie er et stykke virkelighed, som ikke kan adskilles fra menneskets erkendelsesproces. Uden erkendende mennesker ingen historie. Så enkelt er det. Til gengæld er denne erkendelsesproces nøjagtigt lige så kompleks som alt det, der har med mennesker at gøre. Det siger nemlig sig selv, at ethvert menneske vil erkende historie ud fra sin egen indfaldsvinkel. Til alt held lettes dette forhold ved, at de fleste mennesker lever i kollektiver, der forenes af de samme myter. Der er altså engelske myter, tyske myter, russiske myter, etc.,som alle forholder sig monopolistisk til sandheden, uagtet at ordet myte betyder løgn. Det kan man selvfølgelig grine ad, men det må man helst afholde sig fra. For det første er myterne nationernes livsløgn,(og livsløgnen skal man hverken tage fra et menneske eller fra en nation), for det andet er de historiens barnestadie. I overgangen mellem myte og historie trives fordommene. Disse er der heller ikke noget odiøst ved. Fordommene er jo vore før-domme (tysk: Vor-urteil; fransk: pré-judice). Med andre ord: den erkendelsesproces, som historien er (eller i hvert fald: burde være), har både myten og fordommen som nødvendig forudsætning og udgangspunkt. Når det er sagt, og jeg nu sammenholder Danmark (=Jylland med tilhørende øer) med Italien, ser jeg to lande, som tilhører samme historie, men som adskilles af højst egenartede myter og fordomme. At Danmark og Italien tilhører samme historie, kan omformuleres ved at sige, at de to lande har samme tradition. Denne sidste påstand kan synes grebet ud af luften. Tænk f. eks. på de enorme forskelle mellem danske og italienske jule-traditioner. Alene den kendsgerning, at den danske jul varer indtil påske, mens den italienske jul varer lige nøjagtigt én dag, siger alt. Alligevel giver det god mening at se på de to landes kulturer som udslag/varianter af den samme tradition. Hvor forskellig dansk og italiensk jul end måtte tage sig ud, har de jo begge den samme kristne helligdag som udgangspunkt og påskud. Tænk desuden på, at de to lande bruger det samme ord tradition. Og er det ikke det mest iøjnespringende bevis på, at de har samme tradition? Til forskel fra ordet historie, der kommer fra græsk, kommer tradition af latin "tradere", som betyder at overføre, at overlevere. Typisk for den europæiske tradition er, at traditionen fra tid til anden bliver gennemrystet af et fænomen, som - med skyldig tak til Mao - kan betegnes som kulturrevolutioner. De europæiske kulturrevolutioner Så vidt jeg kan se, skyldes den første kulturrevolution det store mylder af kristne legender om de mange martyrer, der bliver ristet (Skt. Laurentius), stenet (Skt. Stefan), korsfæstet (flere apostler + Jesus selv), blindet (den hellige Lucia) af de sadistiske romere. Og vist var de slemme - de romere ! -, men havde de virkelig været så slemme som de mange kristne legender gør dem til, er det godt nok lidt underligt, at kristendommen i Herrens år 390 ophøjes til romersk statsreligion. Sandheden er, at kristendom og græsk-romersk kultur indgår i et bemærkelsesværdigt parløb, hvor det latinske sprog fungerer som et succesrigt medium. En lang række værker, fra Saxos Gesta Danorum til Erasmus´ Adagia, samt universiteternes spredning og internationale vingefang vidner om et levende kulturfællesskab, der virker bevarende og fremmende på en og samme tid. Den anden kulturrevolution opstår af alliancen mellem renaissance-humanismen og Reformationen, en alliance, der bliver til en Triple Alliance i og med, at den bliver styrket af trykkekunstens turbo-virkning. For nu at tage en ting ad gangen: I løbet af 1400-tallet modtager Vesteuropa en sand strøm af græske lærde på flugt fra den tyrkiske fremmarch. Dette resulterer i en kulturel saltvandsindsprøjtning i og med, at mange vesteuropæiske intellektuelle fra nu af sættes i stand til lære oldgræsk - et sprog, der i det vestlige Europa var gået i glemmebogen. Filosofisk set munder dette fænomen ud i en ubeskrivelig begejstring for den genopdagede Platon, der alt for længe havde stået i skyggen af Aristoteles og hans katolske elev Thomas Aquinas. Så langt så godt. Med Reformationen slår begejstringen for det græske desværre ud i, at latin og romersk kultur slås i hartkorn med Romerkirken/pavedømmet og ses som indbegrebet af bagstræb og undertrykkelse. Der opstår desuden en totalt anakronistisk sidestilling af "de frie grækere" med "de frie germanere", - en mytologisk forestilling, der viser sig at være særdeles sejlivet og fejrer sine største triumfer med romantikken. Navne som Hölderlin i Tyskland og Grundtvig i Danmark er fremtrædende eksempler på dette tendens. Den tredje kulturrevolution er netop romantikken, der især i sin politiske variant - nationalromantikken - vender sig mod Oplysningstiden. Sidstnævnte var en international bevægelse, nationalromantikken smører derimod tykt på den nationale egenart. At den derved lader hånt om mange historiske kendsgerninger illustreres af de mange historiske (af navn, men ikke af gavn) romaner, der ser dagens lys i denne periode - fra Walter Scott til Ingemann. Den fjerde kulturrevolution er den racistiske bølge med sin forestilling om højere og lavere racer. Den sidste kulturrevolution er ungdomsoprøret, der i perioden fra1968 og ti år frem fejer hen over hele Vesteuropa. Bemærk, at ungdomsoprøret var lige så facetteret som humanismen. Selvfølgelig var mange ungdomsoprørere blomsterbørn og pacifister. Det var dog ikke dem, der foretog den lange march gennem institutionerne - inklusive EUs. Danmark og Italien Indgår de to lande i et kulturelt fællesskab? Unægteligt. Og mere end det. De to lande er bundet af et slægtskabsforhold, hvor Italien Danmark er henholdsvis store- og lillesøster. Tyskland, Frankrig, England, Spanien m.fl. hører også til søskendeflokken. For at forstå Italiens rolle i Vesteuropas historie bør man lige huske på, at den italienske guldalder strækker sig fra 1300- til 1500-tallet (Nogle navne: Giotto, Dante, Boccaccio, Petrarca, Ariosto, Donatello, Leonardo, Michelangelo, Raffaello). Modsat det "unge" Danmark, hvis guldalder strækker sig fra 1800-tallet til vore dage (Nogle navne: Grundtvig, Ingemann, Blicher , H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, Eckersberg, Thorvaldsen, Niels Bohr, C.Th. Dreyer) Ruslands mor hedder derimod Konstantinopel. Den danske egenart er grundlæggende latinsk, hvorimod Rusland - sammen med de andre lande af græsk-ortodoks tro - er grundlæggende byzantinsk. At dansk kultur skulle være grundlæggende latinsk, lyder som en provokatorisk påstand. Men en nøgtern analyse af dansk kulturs fundamentale træk, vil kunne godtgøre, at påstanden blot er konstateringen af en række kendsgerninger, der er iøjnefaldende, medmindre man ser på virkeligheden gennem en splint af den nationalromantiske trolds spejl. Det er således symptomatisk, at et af Danmarks fornemste kulturhistoriske klenodier - Saxos "Danernes bedrifter" - forfattes på latin. Men latinen er stadig levende på Holbergs tid. Ludvig Holberg (1684-1754), der er professor ved Københavns Universitet skriver mange af sine værker på latin. Bemærk, at han gør det to århundreder efter at Danmark er blevet protestantisk. Men selv i de værker, han skriver på dansk, er den latinske islæt til tider fremtrædende. Dog bag latinen - og dét må man endelig ikke glemme - gemmer den oldgræske arv sig. "Mor er en sten!" Holbergs komedie "Erasmus Montanus" kan tolkes (og bliver ofte tolket) som en parodi på latineriet. I virkeligheden er Holbergs ærinde en kende mere komplekst. Holberg gør ikke alene grin med Erasmus´ ekshibitionistiske viden. Han gør i lige så høj grad grin med hans kommende svigerfar Hjeronymus, der kun vil give ham sin datter til ægte, såfremt Erasmus er villig til at erkende, at "jorden er flak som en pandekage". Hvilket Erasmus også gør til sidst, hvorved komedien slutter med en besk hyldest til den evige sandhed om, at konformiteten besejrer alt. Men komedien har også en kulturhistorisk dimension. Den er både en frugt af Oplysningstiden og et vidnesbyrd om den årtusindlange græsk-romerske tradition, som Holberg er en særdeles brillant eksponent for. Det danske sprog er spækket med både græsk og latin Når jeg nu påstår, at det danske sprog er spækket med både græsk og latin, lyder det som et postulat. Men det drejer sig om to uafviselige fakta. Af græsk oprindelse er ord som præst, biskop, kirke, degn. Dertil kommer bibel og evangelium. Men det samme gælder hundreder af ord, som indgår i sprællevende nudansk: lige fra skole, historie, klinik, politik, biologi, praksis, teori, pædagog, geometri, astronomi, arkæologi, gymnasium, gymnastik, filosofi, idiot og så fremdeles. Endnu mere imponerende er den latinske islæt, der er kommet til dansk enten direkte fra Rom eller indirekte via fransk, italiensk eller tysk. Af latinsk oprindelse er testamente, direktør, administration, kommune, sekretær, region, hospital, regering (fra tysk Regierung, der er dannet af latinsk regere), minister, elev, professor, universitet, fakultet, korridor, kontor, konto, faktura, kapital, register, nummer, institut, post, giro, aktie, konkurrence, konkurs, post, litteratur, religion, postulat, nation, national, mirakel, sakramente, stupid og så fremdeles.
fortættes 1.juni 2015
|