HYLDEST TIL MADVIG.

 I 1800-tallets Danmark mødes N.F.S. Grundtvig(1783-1872) og den nationalliberale kultusminister J.N.Madvig(1804-1886) i en debat, som på mange måder afspejler den ældgamle konflikt og balance mellem platonisme og aristotelisme. Når det danske uddannelsessystem i dag er i dyb krise, er det fordi harmonien mellem grundtvigsk åndelighed og madvigsk rationalitet langsomt er blevet udhulet.

Denne udhulingsproces anser jeg som en følge af grundtvigianismens sejr. For at sige det ultrakort: grundtvigianismen vinder regeringsmagten ved systemskiftet (1901)for at sejre ad helvede til godt 70 år senere, da undervisningsminister Ritt Bjerregaard knæsætter princippet:" Det, som ikke alle kan lære, må ingen lære". Et aldeles irrationelt princip, som ved en overfladisk betragtning kan opfattes som udtryk for den i 1970´erne hærgende maoisme. Og rigtigt nok: princippet var maoistisk. Men når det i den grad kom  til at stortrives, var det fordi det maoistiske sædekorn faldt i en særdeles frugtbar grundtvigsk muld.

Om Grundtvig cirkulerer der en kolossal mængde floskler. En af de mest udbredte er det rørende og indtil bevidstløshed fortærskede udsagn:"Menneske først, kristen så".

 Rørende, intetsigende og manipulerende. Især manipulerende. Flosklen tilslører nemlig det uafviselige faktum, at Grundtvig var en hellig irrationalist.

At han var det, bevidnes for det første af ham selv i for eksempel hans Udvalgte Skrifter (citeres fra nu af som US).

For det andet blev Grundtvig-lærens mangel på logisk sammenhængskraft  påpeget af mange blandt profetens samtidige. Bedst kendt er naturligvis Søren Kierkegaard, hvis udsøgte morsomheder over skjaldens  genistreger har jeg bragt i    "Flere fodnoter til Hannah Arendt"(se især fodnote 18).

Her har jeg valgt at give ordet til to andre kritikere: Edvard Brandes og Johan Nicolai Madvig. 

I anledning af hundredåret for Grundtvigs fødsel skrev den første artiklen "Den eneste, der dannede skole". Artiklen, der kan læses i slutning af nærværende essay, anskuelliggør en lang række fakta, som Grundtvig-industrien længe, - altfor længe! - har haft held med at  fortie.

Edvard Brandes begynder med at fastslå at Grundtvigs lære ikke var eksakt. Det er en elegant underdrivelse. For hvordan kan man forvente nogen eksakthed, når man står overfor Grundtvigs syntese af nordisk mytologi, de to testamenter (det gamle og det nye), tilsat - blandt meget andet - det levende ord og de mageløse opdagelser?

Desuden omtaler Edvard Brandes påvirkningen fra Steffens. Og hermed løfter han sløret for en kendsgerning, som - mig bekendt - kun Ole Vind har haft mod til at understrege og dokumentere: Grundtvig stod i dyb gæld til den tyske idealisme(Herder, Fichte,Schelling og Hegel).

Endelig omtaler artiklen den ulykkelige og skelsættende forelskelse i fru Leth. Den led den unge Grundtvig  meget under, skriver Brandes. For min egen regning vil jeg gerne tilføje, at Grundtvig sidenhen sublimerede forelskelsen  ved at fylde salmer og viser med noget af det mest erotiske, dansk  litteratur har at byde på. Få syn for sagn ved for eksempel at læse de 20 vers, som "Modersnavn er en himmelsk lyd" oprindeligt bestod af : et underligt mix af nationalisme, religion og erotik. Men hvor dejligt, hvor forførende!

Da E. Brandes fremsatte sin Grundtvig-kritik i et grundtvigiansk blad, kan det vel ikke undre, at han  undlod at kalde Grundtvigs  irrationalisme ved det rette navn.  Anderledes forholder det sig med professor Madvig, som ved flere lejligheder - diplomatisk, med utvetydigt - hæfter sig netop ved salmistens haltende ræsonnementer.

Blandt de mange danskere, som Grundtvig-industrien har dømt først til dæmonisering og dernæst til glemsel, fortjener Johan Nicolai Madvig en særlig omtale.

Født i 1804 på Bornholm, af beskeden herkomst, tæller han allerede som trediveårig blandt Europas mest fremtrædende klassiske filologer. Professor ved København Universitet, rektor i flere omgange sammesteds, bør han især huskes, fordi han både som kultusminister i 1848-51 og som undervisningsinspektør ved de lærde skoler, satte et vedvarende præg på det danske uddannelsessystem.

Over for Grundtvigs forkyndende-irrationalistiske blanding af folkelighed og vækkelse - en blanding, der kan misbruges i alle mulige øjemed (den maoistiske i går,den anarko-liberalistiske i dag, guderne må vide hvad i morgen) - insisterer Madvig konsekvent på, at uddannelsessystemet bør indrettes rationelt og samtidig være rodfæstet i den europæiske kulturtradition, som Danmark ifølge Madvig er en del af.

En forkrøblet  erindring giver en  forkrøblet fornuft. Sådan udlægger jeg ledemotivet i Madvigs refleksioner.

Grundtvig var i bund og grund en af de mange ny-platonikere, der i 1800-tallet reagerede mod Oplysningstidens rationalisme ved at fejre åndens genkomst.Under Schellings påvirkning skrev H.C. Ørsted således  om Ånden i Naturen. Grundtvig lå derimod først og fremmest under Fichtes og Hegels indflydelse. Hans "danske folkeånd" er ikke andet end Fichtes tyske folkeditto på dansk licens. Grundtvigs kulørte syntese er blot  Hegels verdensånd : iført snart  sydsjællandsk folkedragt, snart  fuldt ornat, snart "oldnordisk loddenhed" - dog " altid støjende, altid profetisk"(Søren Kierkegaard).

Over for nyplatonikeren Grundtvig fremstår Madvig som en tør, gammeldags rationalist, der i lighed med Aristoteles i Rafaels freske "Skolen i Athen" synes  at kommentere  profetens himmelvendte pegefinger med ét sindigt: "Klap lige hesten, kære ven!"

 I det følgende bringer jeg nogle få uddrag af Madvigs uddannelsespolitiske indlæg.

Kilde: Per Krarup, Forholdet til skolen, i: Johan Nicolai Madvig, Et mindeskrift, København 1955. For en god indføring i Madvigs liv og tænkning se: Jesper Eckhardt Larsen, J.N. Madvigs dannelsestanker. En kritisk humanist i den danske romantik, København 2002 

2. Madvigs artikel om skandinavisme

Et af Madvigs vægtigste bidrag til tidens skoledebat var hans foredrag "Om skandinavismens forhold til den almindelige kultur" (1844).

Madvig siger her bl.a.:" Skandinaven er et menneske, førend han er skandinav, og den historie, der skal opklare ham livets helhed, der skal skaffe ham bevidsthed i dannelsens og kulturens almindelighed, er den hele menneskelige kulturs og dannelses historie. Er denne kulturs vej nu i det hele og store gået over Norden?Har den haft sin vugge, gjort sine ungdomsforsøg, bestået sine store kampe og udført sin meste og største dåd her? Nej!

Den skandinavisme, der ikke vil være en skandinavisme i den europæiske kultur og dannelse og ved den, men udenfor, bortskærer derfor gerne et godt stykke af vor historie. Til vor fortid skal vi vende os; men hist møder os en stolt adel med spor af Sydens ridderskab; lad os gå den forbi: her træffer vi ærlige borgere, vel med danske stadsretter, men med mange slags tysk og nederlandsk kunst; vi vil videre; og i vejen træder os katolske klerker, syngende latinske messer; vi iler med at flygte, og finder os pludselig lige i bersærkernes favn.

Men de kender os ikke: vi har trods vor gode vilje for en ren skandinavisme, dog medbragt så mange mærker af oprindelig katolsk kristendom, af tysk reformation, af sydlig kunst, af Vestens industri  og af hele Europas politisk erfaring og uddannelse, beholdt så mange resultater deraf som uundværlige til vor eksistens, at urskandinaverne ikke vedkender sig os og nægter at være vore fædre; og med rette i en dobbelt henseende: oldtiden hænger kun sammen med os igennem den senere udviklings led;tages disse bort, er den ikke vor fortid; og selv når hine mellemled beholdes, er hine skandinaver ikke udelukkende vore forfædre."

Kommentar: Baggrunden for Madvigs stilfærdige refleksioner fra 1844 er de oldnordiske (ifølge Søren Kierkegaard: ølnordiske) og bibelfundamentalistiske budskaber, som Grundtvig på det tidspunkt er ved at formidle til et større og større publikum. Via sine mange digte, foredrag og "historiske" værker, som bl.a. tæller "Nordens Mytologi"(1832, US,5) og "Haandbog i Verdenshistorie"(1833, US,6). Grundtvig er med andre ord ved at lægge fundamentet for  ægte dansk folkeoplysning a la Grundtvig.

For en veldokumenteret indføring i denne problematik jf. Ole Vind, Grundtvigs historiefilosofi, 1999, der bør suppleres med Ove Korsgaard, Kampen om folket, 2004.

3. Polemikken omkring højskolen i Sorø

"Det (=spørgsmålet om højskolen i Sorø)må nødvendigvis behandles i sammenhæng med spørgsmålet om hele det højere undervisningsvæsens indretning i Danmark; der må ikke spørges om, hvad der skal gøres i Sorø, men om hvilke opgaver der  i Danmark  er stillede, som det højere undervisningsvæsen skal løse, hvilke kræfter der er til at løse dem, og hvorledes disse opgaver bedst samles i én eller flere stiftelser, endelig hvorledes kræfter og midler hensigtsmæssig kunne fordeles mellem disse stiftelser. Dette spørgsmål bør underkastes en almindelig prøvelse, førend man kan tage nogen beslutning med hensyn til realskolen i Sorø alene... Det er antydet, at den påtænkte real-højskole var en væsentlig dansk og folkelig anstalt, og det synes som om det at sætte en dansk folkelig undervisnings anstalt i bero, allerede i og for sig var noget meget betænkeligt. Det hjælper ikke at give personlige forsikringer om sit danske sind; kunne det hjælpe så har jeg samme ret til at forsikre derom for min person, som nogen i denne sal. Når der er spørgsmål om danske undervisningsanstalter, så må jeg, som den, der i dette øjebluik repræsenterer undervisningsvæsenet i Danmark, bestride, at karakteren af danskhed frakendes de nu bestående undervisningsanstalter. De skoler, som man før har kaldet latinskoler, er danske og skal være det; universitetet her i København er dansk og skal være det; der skal give al den anvisning til at kende modersmålet og danske forhold, som kan gives ved undervisningsanstalter, og gives den ikke, så skal der træffes foranstaltninger til, at de kan opfylde deres pligt. Der skal ikke være, og jeg tænker heller ikke på at foreslå noget sådant, en særskilt, karakteren af danskhed monopoliserende undervisningsanstalt ". (min fremhævelse,pc)

Kommentar: Denne tekst fra  1848  indeholder den centrale del af det svar, som daværende kultusminister Madvig giver rigsdagsmand Grundtvig i anledning af hans forslag om at oprette en real-højskole i Sorø. Yderligere orientering om  teksten og dens baggrund kan den interesserede læser finde i Ove Korsgaard, op.cit., s. 331-3. Her vil jeg blot understrege følgende: grundtvigianismens mytologer - anført af Grundtvig selv - nøjes i reglen med kun at bringe tekstens afsluttende sætning som bevis på at Madvig var en forstokket konservativ, der betjente sig af et ret knudret sprog. Et fremtrædende eksempel på denne praksis leveres af den autoritative Roar Skovmand i doktorafhandlingen "Folkehøjskolen i Danmark 1841-92 "(1944). Ifølge rektor Per Krarup bygger Skovmands negative dom over Madvig imidlertid dels på traditionel grundtvigiansk forudindtagethed  over for Madvig, dels på lemfældig omgang med kildematerialet. Madvig var langtfra nogen modstander af højskoletanken, skriver P.Krarup. Det der optog ham var at "ordne hele undervisningsvæsenet under eet". (Per Krarup, Madvig og Højskolen, i: Gads Danske Magasin, 1944,s.632-33).

Kort sagt: Til forskel fra vore dages dilettantokrater brød Madvig  sig ikke om hovsaløsninger.

Teksten har en interessant krølle. Den leveres af Grundtvig selv  i  artiklen " Den danske højskole, den latinske minister og rigsdagsmanden fra Præstø", som udkommer i Grundtvigs tidsskrift "Danskeren" (nr.40,1848. Kan læses i N.F.S.Grundtvig, Udvalgte værker, ved P.A.Rosenberg, b.7, s.271 flg.). Artiklen indeholder en lang række perfiditeter mod Madvig, der konsekvent omtales  som "latineren", "den grundmurede latiner", "den stive latiner" eller blot "den latinske minister". Hvorimod Grundtvig forbeholder sig selv rollen som  "den gamle, jævne dansker".

Man behøver ikke en akademisk grad i hermeneutik for at finde ud af, at Grundtvig med "latiner" mener" udansk folkefjende".

Grundtvig anses i reglen for  dansk folkeligheds far. Hans artikel berettiger ham snarere til titlen som dansk populismes  ditto.  

9. Madvig om modersmålet

"Modersmål er en himmelsk lyd" - for mig som såvist for nogen; men dette synger i forskelligt lydende ord alle folk, hvis sprog har nået sangens trin; og det har de ret til at synge; jeg elsker ikke mit sprog, fordi det er eller har været herligt og skønt, - og derfor forekommer den hyppige anvendelse af disse navne mig lidet heldig, - jeg elsker det, fordi det er mine fædres og mit folks sprog, og fordi jeg elsker det, glæder det mig, at det tilfredsstiller tankens og følelsens trang, at det bærer spor af at have været brugt mangfoldigt i åndens højere tjeneste, at det livskraftigt og modtageligt for udvikling; jeg gør ikke min kærlighed afhængig af en sammenligning. Ikke engang for ælde priser jeg mit modersmål...men det danske er mit sprog og jeg vil intet andet have".

Kommentar: Som sagt: (jvf. "Fodnoter til Hannah Arendt"): ifølge Grundtvig står der i Skriften sort på hvidt, at danskerne er det af Gud udvalgte hjertefolk. Ergo: 1) det danske sprog  må også være helligt  2) det danske hjertesprog må per definition ligge i milevid afstand fra den afskyelige latin - "den Romerske Røvers sprog" (jf. US,5,404).

Sandheden er, at det danske sprog siden Arilds tid   har optaget en lang række ord af latinsk oprindelse: kejser, købe, købmand, pære, blomme, kirsebær,stræde,pæl,kalk, mur,kammer, plaster,kælder,marked,kål,koge, kælder og mange andre stammer alle fra   latinske forlæg.Danmark har importeret dem via Tyskland.

Af samme vej har den latinske sprogpåvirkning gjort sig gældende i Danmark dels som følge af kristendommens indførelse, dels endnu senere takket være de første europæiske universiteters store arbejde med at skabe  nye ord efter latinsk model (for eksempel: ud-kast efter latinsk pro-iectio, hvorfra  ordet projekt også kommer).

Det er særdeles problematisk for dansk selvforståelse, at Grundtvig i sin tid valgte at plagiere Fichtes antiromerske tirader i stedet for at holde sig til de historiske fakta. Problematisk især i betragtning af, at hans kreative historiesyn i generationer er indgået i de grundtvigske folkehøjskolers mere eller mindre skjulte læreplan.

Ud fra sit solide kendskab til græsk, latin, tysk og dansk har Madvig alle forudsætninger for at klassificere Grundtvigs sprogssyn som det, det er: grangiveligt ævl. I stedet vælger han den forsigtige formulering: "lidet heldigt". 

10. Madvig om vækkelse

Det forekommer mig rent ud sagt, at planen for den påtænkte højskole ikke er bygget på tilstrækkelig agtelse for kundskab, og det er meget slemt. Kundskab alene er ikke dannelse; dertil hører mere, og af dette mere vindes meget ikke i skolen, men i livet (og ved litteraturen som særligt middel); men en skole, man kalde det en højskole eller hvad man vil, der direkte vil danne eller grundlægge dannelse, har kundskab til middel og danner derigennem, idet kundskab betinger klar forestilling og tænkning og åbner blikket...

Når man ved en undervisning fremhæver vækkelsen stærkt i modsætning til positiv kundskabs meddelelse, må man nødvendigvis regne og stole meget på docentens person . Man tager imidlertid ikke sjældent fejl af den sande gave til vækkelse, thi stundom vækker den stille og rolige, men med kærlighed, alvor og klarhed i genstandene indførende lærer langt mere end den, der støjer afsted og bestormer øret, ja for nogen tid blænder sindet, med stærke ord og billeder". (Per Krarup, s.242-43)

Kommentar: Dannelse uden kundskaber er ifølge Madvig  en selvmodsigelse. I dag, hvor dannelse er blevet afløst af kompetencer, virker hans overvejelser godt nok en smule støvede.

Til gengæld burde Madvigs skepsis over for vækkelsespædagogikken stadig mane til eftertanke.I sin tid forholdt Madvig sig kritisk til de vækkelsespædagoger, der  raslede med Grundtvigs kristen-nationalistiske credo. I vore dage  kunne man ønske sig en tilsvarende årvågenhed over for de vækkelsespædagoger, der siden 2005  bestormer Gud og hvermand med management og kompetenceudvikling.

11. Madvig om folkelighed

26.maj 2009 

Til sidst - bedre sent end aldrig - en stor tak til de Kulturelle Foreninger i Aalborg samt til Folkeuniversitetet i Nordjylland, som den 26.3.2009 gav mig lov til at tale om emnet "Grundtvig og Madvig". Ovenstående tekst er en udvidet udgave af mit foredrag.

 NOTER: 

 "nyplatonisk etc...bulter": i Søren Kierkegaards Papirer, b.6, s.101

"det levende ords abrakadabra" i: Søren Kierkegaard, Afsluttende Uvidenskabelig Efterskrift, Kap.1,§ 2. 

 Dybbøl: denne side af Grundtvigs og grundtvigianernes virke bliver i reglen omhyggeligt fortrængt. Tendensens sidste skud er Tom Buk-Swientys bog "Slagtebænk Dybbøl". Anderledes informativ er Torben Krogh, Viggo Hørup, En illustreret levnedsskildring,1984:" Alle de stemninger, der førte til 1864, havde...levet endnu stærkere i grundtvigske kredse end i den nationalliberale lejr. Grundtvigianerne var mere danske end nogen andre danskere. Fra dem udgik troen på, at danskerne var Guds udvalgte folk; ingen stolede så blindt som de på Danmarks militære styrke, ingen hidsede så ubetænksomt som de til krig i tiden før 1864" (s.12) 

det Britiske Imperiums storstilede import: en afgørende, men i reglen glemt forklaring på grundtvigianismens succes. En vigtig undtagelse er Ole Vind, cit.. Om den fremtrædende højskolemand Holger Begtrup står der bl. andet:" At danske bønders velstand og dermed oplysning også hang sammen med internationale markeder og bytteforhold, med Englands koloniudbytning og den hvide mands udvandring til oversøiske områder, faldt uden for den snævre lyskegle, Begtrup rettede mod historien". (s.514) 

DEN ENESTE DER DANNEDE SKOLE - af Edvard Brandes

I GÅR mødtes mænd og kvinder af alle samfundsklasser her i København for at mindes  den eneste danske mand,hvem det er lykkedes at danne et parti (en bevægelse) der overlevede ham, bærer hans navn. Ingen af vore digtere har dannet en skole, der har stået for tidens prøve, ingen af vore politikere har undgået fællesmærket af Højre eller Venstre, ingen religiøs sværmer så lidt som nogen myndig prælat har samlet en menighed om sit navn som fane - der gaves knap fordum heibergianere og findes i hvert fald ikke mere. Hverken Tscherning eller Hall, hverken Kierkegaard eller Martensen er på deres person alene blevet en bevægelses leder. Vi har her i landet kun det ene parti og den ene navnemærkede sekt: grundtvigianerne.

Læren er ikke enkel, og den er ikke eksakt. På det rent religiøse område er den en nem kirkelig begrænsning, men den hænger ikke organisk - om end psykologisk - sammen med Grundtvigs hævdelse af det Nordiske og af ´Nørreledens´ verdenshistoriske mission. Det praktiske resultat: folkehøjskolerne udspringer heller ikke med nødvendighed af et bestemt klarsyn på almueopdragelsen hos Grundtvig. De blev snarere bagefter indordnet under den hele organisatoriske bestræbelse. Og endelig det politisk-demokratiske princip står i visse måder både fjernt fra det kirkelige og det nordiske hos Grundtvig. Man kan hævde, at ´den mageløse opdagelses´ betydning uden at stå fast på den almindelige valgrets grundlov,ja, uden at være stoksikker på, om myte og saga er den bedste åndelige forberedelse for unge bønderkarle og piger. Men læren besidder udvidelseskraft til at samle forskelligt tænkende hoveder under samme idé. Det er en religion, og der spørges ikke så meget om hvad, som om hvorledes. Tro er en form for livsførelse og ikke den vanskeligste, og grundtvigianismen er atter ikke nogen byrdefuld tro. Kierkegaards askese tiltrak en enkelt for hver gang Grundtvigs lykkebudskab samlede tusinde, og dog udspringer både lidelsesparadokset og hvad man vel kunne kalde dåbsparadokset fra den samme åndsstrømning her i Danmark, reaktionen i det nittende århundredes første halvdel mod det attende århundredes frisindede anskuelser. 

Steffens vakte to: Oehlenschläger og Grundtvig. Vort åndsliv beror på vor digtekunsts helt ud fantastiske karakter. Hos Oehlenschläger og hans skole, trods al genialitet, forflygtigedes filosofien. Poesien flød ud i drøm og leg, der ikke tilførte folket nogen livsanskuelse. Krævedes en sådan, da viste poeterne hen til den religiøse verdensanskuelse, og denne bares des stærkere oppe af kirkens mænd som Grundtvig og Kierkegaard, hvor oprørske de end syntes, dog stod i rang og række med den øvrige gejstlighed.

Det  attende århundredes fritænkerske filosofi var her i landet blevet til religiøs nationalisme og indifferentisme over for hvilken en myndig stemme havde let spil. Grundtvigs synskreds havde fra hans barndom været præsteligt begrænset: faderen præst, moderen præstedatter, den hele familie ornatklædte personer. Moderen, der holdt ham til bogen, havde bestemt ham til præst med hver tanke og følelse i sin sjæl. Alligevel var Grundtvig ingenlunde tilbøjelig til præstegerningen som ung student og kandidat og tog sin eksamen med den køligste overbevisning.

Men så kom opholdet på Langeland. Hans kærlighed til fru Leth påbød ham en forsagelse, der næppe lå for hans kæmpenatur. Han skiltes fra hende i dyb sorg med noget brudt i sin sjæl. Teolog var han, som præstesøn følte han, digterisk begavet sværmede han i formløs mysticisme, fattig og ulykkelig gik han om, splittet i sit indre, med trang til lærdom, der handlede om kraftigt liv - da faldt pludselig skællet fra hans øjne, og han så sig selv som en kaldet, som en sikker gudsmærket folkevækker.

Han ville tro, tro alt, hvad der blot kunne tros, skønt det mange gange faldt ham hårdt. Man har i hans skriftlige optegnelser beviser nok for, hvorledes han møjsommeligt udarbejdede sig en tro på Det Nye Testamente, dets ord og mirakler, modsigelser og historiske usandsynligheder, og hvorledes han derfra gik tilbage til Det Gamle Testamente, tog det igennem bog for bog - Mosebøgerne gik nogenlunde let, men det kneb med kongekrønikerne - grov sig, udholdende som en bjergmand, altid dybere ned, tilegnede sig stykke for stykke af de mosgroede,mørke,jødiske sagn. Han optog alt i sig og gjorde de gamle halvt barbariske tanker til levende ord i sin sjæl. De måtte fortolkes til hans ejendom. Således var det også, han bar sig ad over for den nordiske mytologi, som han, betegnende for sin opfattelse, kalder sindbilledsprog. Han symboliserede selv myterne for at kunne bruge dem i sit tankeliv og troede dernæst, at han udfandt en tydning af de gamle symboler.

Men da han først selv havde troen, faldt vækkerarbejdet og missionsgerningen ham let. Her i landet flytter troen alle de bjerge, vi har. Grundtvig havde gravet sig ind i kristentroens bjerg, kirken lå tungt over ham, man da han trådte ud med sin lille bjergmandslygte og samlede folket for at vise dem det troende menneske, han havde fundet i sig selv, da var det kun et tidsspørgsmål, om han kunne komme til bjerget eller bjerget til ham. Selv når han var inde i kirken, var han dog uden for den, selv når han stod uden for som oprørsk præst, higede alle hans tanker mod den. Frimenighedsstifteren, sognebåndsløseren har jo med katolsk autoritetsværdighed hævdet kirkens samlingsevne. Han begyndte kampen i den berømte dimkisprædiken, rettet mod de rationalistiske præster, han fortsatte den som prædikant i København, han talte atter den paradoksale tros sag mod Clausen, over for hvem han følte sig som den myndigste kirkefader, og da han havde nedlagt sit embede, dannede han den første frimenighed ved aftengudstjenesterne i Frederikskirken. Efterhånden havde han samlet hele sin lære til et lille ord, der letnemt kunne bruges som devise og program. Han behøvede slet ikke at blive statspræst og biskop for at have sejren vunden. Han havde bidraget sin store del til at udbedre den skade, kirken havde lidt i revolutionsårene.

Han var en stor taler. Man behøver kun at læse lidt i hans prædikener for at erfare, hvor kraftige ordene lød fra hans læber. Han talte som den som ingen modsigelse tåler, som en prædiker, som ikke kan afbrydes, selvsikker, fanatisk, troshovmodig. Mod hans veltalenhed blev andre præsters marvløs og bleg. Hos ham kom alt indefra, når han prædikede den lykkelige mysticisme, den glade kristendom. Han var digter, men lidet er forholdsvis lykket af det meget, han skrev. Det er vanskeligt at finde guldkornene mellem de dynger af overflødigt strå, der omgiver dem. Men om han så kun havde digtet den berømte indskrift på Oddens mindestøtte, ville hans poetiske geni være uomtvisteligt. Rundt omkring finder man brokker af samme lapidarskrift, som man beundrer. Man udgraver kileindskrifter med skønne hymner mellem lange fabelvers og krønikerim. Han var en boglærd,men ingen videnskabsmand. Han elskede både Saxo og de gamle sagaer, han fordanskede dem underrtiden fortræffeligt, undertiden smagløst, han lærte sig fortrinligt oldengelsk for at omfatte det oldnordiske i alle sine afskygninger. Men han tænkte ikke som videnskabsmand, når han behandlede den med glorværdig flid indvundne kundskab, både digteren og præsten var stærkere i ham.

Han blev politiker som gammel mand, der var kommet godt ud af det med kongen under enevælden og som havde en veninde i dronningen. Han forstod dog fuldt vel demokratiets krav og han havde en lysende frihedstrang, en ubetvingelig og sejrsikker tillid til det frie ord, som måske er hans fuldeste ret til berømmelse. Det er denne, der muliggør en forbindelse mellem hans tilhængere og alle dem, der elsker den frie tanke og den fulde sandhed.

Men hans parti er hans ære. Han har rusket danske kvinder og mænd op til åndsvakthed, som endnu fjerner den livløse søvn. Selv de, der står hans lære fjernt og ikke ville deltage i festlighederne i går, kunne dagen efter anerkende den store mandsgerning, der samler tusinder i Grundtvigs navn.

Edvard Brandes (Morgenbladet, d.9.9.1883)

Beslægtet link: Mullah Grundtvig og danskheden