Europæiske ursupper og andre snurrepiberier

1. Fra Lejre til Alba Longa

Der er steder, som der er noget magisk over. Blot man i sit stille sind formår at genkalde sig historiens stemme.

Sådan et sted er Lejre ved Roskilde.

Vejen snor sig forbi Ledreborgs barok-portal og fører os ind i sagnlandet Lejre.

Landskabet omkring det lille charmerende museum bugter sig i bløde bakker ud i det uendelige. På de danske sagnkongers tid, kan man læse i museets brochure, var vandstanden meget højere end i dag. Roskildefjordens sydlige bred strakte sig hertil. Der var rigeligt med fisk. Jorden kunne dyrkes. Og der var masser af træer til at bygge skibe med.

Mangt og meget tyder på, at Lejre var et af vikingernes vigtigste tilholdssteder, indtil  Roskilde blev deres hovedby.

Hvad landskabet angår,  vækker Lejre mindelser  om etrusker-byen Populonia eller snarere de meget sparsomme levn efter den, som man kan se i en idyllisk bugt lige nord for toskanske Piombino.

Historien om forholdet mellem Lejre og Roskilde får mig derimod til at tænke på, at Italiens oldtid byder på en tilsvarende interessant parallel, nemlig den mellem Alba Longa og Rom.

Roms allertidligste historie er indhyllet i myter. Men én ting synes at ligge fast. Længe før Rom blev bebygget, var det i den lille flække Alba Longa, at latinerne holdt til. I dag er Alba Longa imidlertid forsvundet fra jordens overflade. Opslugt, formoder jeg, af den pavelige sommer-residens Castel Gandolfo.

De omkringliggende høje må være beplantet med Frascati-druer. Engang var der egetræer. Et af dem spillede en særlig rolle. Det var  Jupiters (romernes Zeus eller Thor) hellige eg, der var bevogtet af den såkaldte Rex Nemorensis.

2. Den gyldne gren

Historien om Nemi-søens skovkonge indleder et af europæisk etnologis pionerværker, James Frazers bog "The Golden Bough".

James George Frazer (Glasgow, 1854 - Cambridge 1941) kunne aldermæssigt set have været min oldefar. Men når jeg læser om hans videnskabelige indsats, er det lige før jeg synes, han hører en sagnsomspunden epoke til - en tid, hvor Europa stadig havde en fortid at fordybe sig i og derved blive klogere på sig selv og omverdenen.

Frazers forfatterskab er enormt, men "The Golden Bough" anses for at være  hovedværket. Det består af tolv bind med følgende indhold:

1-2. The Magic Art and the Evolution of Kings

3. Taboos and the Perils of the Soul.

4. The Dying Soul

5-6. Adonis, Attis, Osiris

7-8. The Spirits of the Corn and of the Wild.

9. The Scapegoat

10-11. Balder the Beautiful

12. Bibliografi og indeks.

Allerede denne knappe fortegnelse giver et indtryk af Frazers vidt udstrakte forskningsfelt - der spænder fra de latinske sagn over de oldegyptiske og nordisk mytologis Balder.

3. Fra "Den gyldne gren" til "Mørkets hjerte"

Frazer - viser det sig - var jævnaldrende med den store polsk-britiske forfatter Joseph Conrad (1857- 1924). Om de to nogensinde har mødt hinanden, véd jeg ikke. Dog har de sikkert vidst besked om hinanden. Jeg kan i hvert fald spore en fælles interesse. Et sted i "Mørkets hjerte" leger en af personerne med tanken om, hvad en gammel romer kan have følt dengang skovene ved Themsens bredder stadig var beboet af Englands "vilde" indfødte.

Kan man udelukke - spørges der - at denne gamle romer var blevet fristet af de samme vildfarelser, som Kurtz kom ud for?

fortsættes 29.maj 2014