|
for et stærkt socialdemokrati Med lov skal land bygges Jyske Lov ché la diritta via era smarrita. ...forvildet fra den vej jeg burde følge. Dante, Helvede, Sang I, 3 til husbehov har vi vid og forstand. Grundtvig, Langt højere bjerge (1820) Helt overordnet lever vi i en tid, hvor der twittes for meget og tænkes for lidt. Og pludselig er der værsgo´ et monster lige midt i stuen. - Hvad hedder du? - Jeg hedder konkurrencestaten. - Hvem har skabt dig? - Bjarne Corydon. Hvordan kunne det ske? Det korte svar er, at forstandens søvn føder uhyrer. Små og store. Konkurrencestaten hører til de sidste. Til de små hører den nyligt afholdte indfødsretsprøve, hvor to tredjedele dumpede, fordi de blandt andet ikke vidste, om den første Olsen Banden-film var fra 1968,1971 eller 1970. NB!Prøven indeholdt 40 spørgsmål. For at bestå den krævedes der mindst 32 (to og tredive) rigtige svar. Direkte adspurgt udtaler integrationsminister Inger Støjberg, at prøven var helt OK, heri bifaldet af DFs integrationsordfører Christian Langballe. Midt i hele redeligheden kan man trøste sig med, at Mattias Tesfaye (S) kritiserer prøven. Men hvad siger de filosofiske intellekter fra Liberal Alliance? Og hvad siger de konservative? Ingenting - og leverer hermed et stiltiende bifald til endnu en urimelig afgørelse. * Nøgleordet er "urimelig". Urimelig er ideen om konkurrencestaten. Urimelig er beslutningen om at lukke Irak-kommissionen. Urimeligt er at vægte landbrugets interesser højere end miljøhensynet. Hvorfor? a)Fordi konkurrencestaten er en hån mod retsstaten. b) fordi lukningen af Irak-kommissionen er ensbetydende med, at borgerne ikke har noget at skulle have sagt, når det bliver besluttet om deres land skal drage i krig. c) Sætter man landbrugets interesser højere end hensynet til miljøet, spiller man hasard med borgernes helbred. Eksemplerne på "urimeligheder" kunne fortsætte ud i det uendelige. Her gælder det om at slå fast, at konkurrence-staten, den lukkede Irak-kommission samt de åbne gylle-haner vidner om, at Danmarks vid og forstand (for nu at citere Grundtvig) ikke længere rækker til husbehov. Er det retsstatens krise, vi står overfor? Det er langt værre. Det er evnen til at tænke politikkens ABC, der er gået tabt. Hvad skal der gøres? Indse, at demokrati ikke kan overleve ved inerti og åndelig dovenskab. Indse, at diskussion og modsigelse er demokratiets (folkestyrets ) livsnerve. Diskussion og modsigelse er to uundværlige og hinanden supplerende borgerdyder. Ingen diskussion uden modsigelse, ingen modsigelse uden diskussion. Diskussion forstået som udveksling af meninger, der baserer sig på refleksion. Refleksion over det fælles bedste. Modsigelse er at sige imod og mod - undskyld ordspillet - til at gøre det. Hvor diskussion kræver tænkning (refleksion) over rettens og urettens væsen, er modsigelse kamp mod uretten. I de europæiske socialdemokratiers tilfælde er det endvidere vigtigt, at både diskussion og modsigelse sker med baggrund i og i forlængelse af en århundredlang kamp for et retfærdigt samfund. Socialdemokratiets identitets-krise bunder i erindringstabet Det har længe været et vigtigt europæisk princip, at landet bygger på loven - og at loven samtidig skal være "ærlig og retfærdig, tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger". (Jyske lov, 1241 - citeret efter Demokratikanon, 2008, s.21). Dette princip udgør retsstatens inderste kerne. Denne kerne har konkurrencestaten mistet. Bemærk, at ideen om konkurrencestaten ikke er så ny som den umiddelbart tager sig ud. Den er tværtimod dilettantokratiets sidste misfoster, dets "latest achievement". Hvad er dilettantokrati? Med dette ord, der blev skabt og lanceret af K.E.Løgstrup, kan man betegne det demokratiske underskud, som rammer Europa og det øvrige Vesten i og med, at den politiske scene erobres af "the baby boomers" : de erindringsløse 68´ere og alle deres vejfæller (og afkom) af forskellig politisk observans. Det drejer sig om folk som Nicolas Sarkozy, Bill og Hillary Clinton, Tony Blair, Gordon Brown samt sidst men ikke mindst vores egen Anders Fogh Rasmussen, mener den britiske historiker Tony Judt ( ill fares the land, s.133). Hvad er fælles for disse politikere? At deres tilgang til virkeligheden næres af lige dele glemsel(=historieløshed) og økonomi-forblindelse. Emnet er så komplekst, at man fristes til at forenkle mere end godt er. Men et par ting kan slås fast : 1)Bjarne Corydon (årgang 1973) og den fhv. EU-kommissær José Manuel Barroso (årgang 1956) er begge fremtrædende socialdemokrater, der ender med at gå i McKinseys henholdsvis Goldmann-Sachs´ sold. Begge lider af økonomi-forblindelse 2) En af dansk socialdemokratis ledende figurer - Henrik Sass Larsen (HSL) - påstod for nylig i et interview, at " humanismen er farlig for velfærdssamfundet" 1). Hvad skal man mene om det? At HSL repræsenterer et socialdemokrati, der har mistet sine rødder. Derved er det hørt op med at være såvel socialistisk som demokratisk. I lighed med Dante i begyndelsen af Det Guddommelige Komedie er Henrik Sass Larsen (HSL) en mand, der er" forvildet fra den vej han burde følge". Henrik Sass Larsen - en anti-humanistisk humanist Interviewet med HSL er behæftet med en afslørende selvmodsigelse. På den en side hævder han, at "humanismen er med til at undergrave store dele af velfærdssamfundet", på den anden side hylder han den kulturelle samhørighed mellem danskere, "som vel dybest set bunder i renæssancens budskab om, at man er frigjort fra en gudsbestemt, skæbnebestemt verden". Jamen, herre jemini! Er der ingen, der har fortalt HSL, at renæssancens budskab om det frigjorte menneske er ren og skær humanisme? Har HSL nogensinde hørt om Pico della Mirandolas tale "Om menneskets værdighed"? Åbenbart ikke. Til gengæld har HSLs antihumanistiske udfald skaffet ham og hans parti ros fra ingen mindre end Søren Krarup, der til Jyllands-Posten udtaler: " Jeg har ingen respekt for Lars Løkke og hans regering, der mangler vilje til at forsvare Danmark mod en islamisk indvandring, der truer vores fremtid. På det område har jeg meget mere tillid til f.eks. Henrik Sass Larsen". (2) Jeg frygter, at Henrik Sass Larsen er en slagkraftig tæskehold-anfører, der inden for Socialdemokratiet sørger for samme prøjsiske kæft trit og retning-disciplin, der karakteriserer Dansk Folkeparti. Men Socialdemokratiet har slet ikke godt af at efterligne DF. Dansk Folkeparti har aldrig nogensinde turdet påtage sig et regeringsansvar. Noget helt andet gælder for socialdemokratiet, der i flere årtier har forvaltet en lang tradition for ad demokratisk vej at skabe en velfærdsstat, som samtidig er en retsstat. Ved at læne sig op ad Dansk Folkeparti og lade sig lokke af dets reaktionære sirener risikerer Socialdemokratiet at redde velfærdsstaten på bekostning af en allerede skrantende retsstat - og miste sin sjæl. Flere slags historieløshed Mellem Søren Krarup (årgang 1937) og HSL (årgang 1966) er der én vigtig forskel hvad historieløshed angår: den førstes er funktionel, den andens strukturel. Søren Krarup er erklæret anti-humanist, fordi han anser humanismen for at være en moderne nyskabelse.3) HSL er derimod humanist, han ved det bare ikke selv. Han tror, at humanisme er lig med blødsødenhed eller tossegodhed. Men han tager fejl. Humanismen er den åndshistoriske strømning, der i overgangen mellem middelalderen og renæssancen, bestræber sig på at genoplive Antikkens kultur. Endnu vigtigere: Humanismen er forstadiet til Oplysningstiden, og hermed en uomgængelig forudsætning for at 1600- og 1700-tallets store politiske tænkere (fra Spinoza over Montesquieu til Kant ) undfanger ideen om retsstaten. 4) Humanismen indgår i Socialdemokratiets DNA Langt fra at udgøre en trussel, indgår humanismen i Socialdemokratiets DNA. Vil man forvisse sig om rigtigheden af denne påstand, bør man for en kort stund dvæle ved fortidens store socialdemokrater, som tæller Stauning, H.C.Hansen og Nyrup Rasmussen, javist ! - men heldigvis også Hartvig Frisch, Hal og Bodil Koch, Frode Jakobsen, samt den nu glemte historiker Gustav Bang, Nina Bangs desværre alt for tidligt døde ægtefælle. Disse bundhæderlige mennesker kan hjælpe vores tids socialdemokrater med at finde tilbage til rødderne. Sker det, vil det forhåbentligt lykkes det danske Socialdemokrati at mobilisere al den åndelige styrke, som er nødvendig for at kunne leve op til de enorme udfordringer, som Danmark og det øvrige Europa står over for lige nu. Socialdemokratiet: fra arbejder- til djøfferparti? Dagbladet Information bringer i disse sommeruger en lille rubrik, som hedder: Birgitte siger. Birgitte er den 93-årige Birgitte Bentzon, cand.phil. i historie, har været gift i 72 år og er hjemmegående. Under overskriften "Det er svært at huske dumheder" bliver hun 23/7 blandt andet spurgt, om de politiske partier har ændret sig. Birgittes svar: "Jeg synes for eksempel Socialdemokraterne har ændret sig meget. De er blevet meget mindre et arbejderparti og mere djøffere. Jeg tror, djøffernes hjerner under uddannelsen udvikler sig på en anden måde. De ser rent politisk på tingene. Det betyder, at de menneskelige forhold ikke kommer til at spille den samme rolle. Vores samfund er blevet mindre menneskeligt, og jeg tror, at når djøfferne har fået så meget at skulle have sagt, har det påvirket samfundet i en mere kedelig retning. Og det er jo nok uundgåeligt. Når folk beskæftiger sig med tal hele dagen, påvirker det deres mentalitet". (citat slut) Det er rigtigt sagt, men hvor er det nedslående! Ser man sig rundt i Danmarks politiske landskab, er det vanskeligt at øjne levedygtige alternativer til Socialdemokratiet. Et parti, som står for både social retfærdighed og demokrati. I teori, i hvert fald! Men når dette parti domineres af djøfferne, d.v.s. de tal-besatte teknokrater, der sværger til den parodi af demokratiet, som hedder konkurrencestaten, er der kun det spinkle håb tilbage, at der er et par djøffere, der er i stand til at tænke. Og huske. Husk at huske "Husk at nemme, hvad det gælder/husk at glemme bagateller", siger en berømt gruk. Skal de europæiske socialdemokratier - den danske inklusive - overvinde den ideologiske stakåndethed, der kendetegner dem, er det nødvendigt med en mental generobringsproces, der foregår både i dybde og i bredde. Bredde: Socialdemokratierne bør sammen med den øvrige venstrefløj besinde sig på deres (oprindeligt) internationalistiske ståsted, og handle derefter. Det sidste indebærer en ordentlig portion organisatorisk læring, der går ud på at glemme den bagatel, der hedder New Public Management, og i stedet nemme flere fremmedsprog end engelsk. I det danske socialdemokratis tilfælde er tysk, fransk, spansk, italiensk og polsk oplagte eksempler. Dybde: Ordet socialisme dukker op for første gang i 1840´ernes Frankrig. Men ordet har været undervejs meget længere. Husk Spartacus. Husk graccherne, der inspirerede den franske revolutionær Gracchus (!) Babeuf. Socialdemokratiets styrke bør hvile på erkendelsen af, at både socialisme og demokrati er hæderværdige idealer med en årtusindlang historie. * Foreløbig er denne erkendelse lig en fata morgana. Ikke kun i Danmark, vel at mærke. Samtlige europæiske socialdemokratier er kyset af populisternes fremmarch: med Marine Le Pen i Frankrig, Geert Wilders i Holland, Frihedspartiet i Østrig samt UKIP i England.Sidst men ikke mindst er der Italien, der kan mønstre hele to populist-partier, Beppe Grillos 5-stjernebevægelsen og Salvinis Liga Nord. Hvad skyldes denne tingenes tilstand? Europas hukommelsessvigt. Heri ligger forklaringen på de grasserende populismer, Sass Larsens anti-humanisme samt Enhedslistens nylige omvendelse til skandinavismen. Det sidste må mere end undre: skandinavismen, som Grundtvig (sammen med andre) bekendte sig til i 1830 - 40´erne, floppede allerede dengang. I dag - ovenpå to verdenskrige - er den en grotesk forestilling. Den store danske filolog og politiker J.N. Madvig skrev i 1844 med et hint til Grundtvigs national-skandinavistiske visioner i bl.a. "Modersmål er en himmelsk lyd" : (5) "Skandinaven er et menneske, førend han er skandinav, og den historie, der skal opklare ham livets helhed, der skal skaffe ham bevidsthed i dannelsens og kulturens almindelighed, er den hele menneskelige kulturs og dannelses historie. Er denne kulturs vej nu i det hele og store gået over Norden?Har den haft sin vugge, gjort sine ungdomsforsøg, bestået sine store kampe og udført sin meste og største dåd her?Nej! Den skandinavisme, der ikke vil være en skandinavisme i den europæiske kultur og dannelse og ved den, men udenfor, bortskærer derfor gerne et godt stykke af vor historie. Til vor fortid skal vi vende os; men hist møder os en stolt adel med spor af Sydens ridderskab; lad os gå den forbi; her træffer vi ærlige borgere, vel med danske stadsretter, men med mange slags tysk og nederlandsk kunst; vi vil videre; og i vejen træder os katolske klerke, syngende latinske messer; vi iler med at flygte, og finder os pludselig i bersærkernes favn". (6) En frankisk benediktinermunk i bersærkernes land Med disse ord in mente tager vi lige et smut til den tyske by Slesvig. Her ved Sliens sydlige bred lå der engang en af vikingetidens førende centre: Haitabu - i Danmark bedre kendt som HEDEBY. I dag er byen udslettet. Men gemt i et mindre skovområde er der et flot museum, som man når via et sirligt stisystem med udsigt til et af Nordeuropas klenodier: At tænke sig ! Nordens allerførste kristne kirke, bygget og indviet af Ansgar. Sandt at sige er der ingen kirke. Men stedet, hvor Ansgars kultsted lå, er markeret af en bygning, der minder om et større cykelskur med bliktag. Alligevel er denne plet magisk. Her kan man høre historiens tandhjul knirke. Det er herfra danskheden går. Ansgar var benediktinermunk af frankisk herkomst. Når han ville stifte en kirke i netop Hedeby, skal det ses i lyset af tidens forhold. For det første lignede Hedeby en mini-Konstantinopel, sådan som den lå ved krydset mellem den jyske hærvej og den sejlbare vandåre, der først op ad Slien og derefter (med visse vanskeligheder) via Ejder og Treene - forenede Østersø og Vesterhav. Og Konstantinopel alias Byzans alias Miklagard - var vikingernes trækplaster nummer 1. En enorm markeds- og arbejdsplads, hvor man kunne sælge slaver, rav og pelse, lade sig hverve som skibstømrer og - var man af den rette højde og drøjde - sågar få en plads i den kejserlige varæger-garde. Siden 300-tallet, hvor kejser Konstantin havde gjort byen til Romerrigets hovedstad, var Byzans blevet til et vigtigt politisk, religiøst og kommercielt centrum. For nu at tage det sidste først: oppe fra sine syv høje herskede det nye Rom over sejlruterne mellem Sorte- og Middelhavet og udgjorde hermed Aftenlandets vigtigste knudepunkt for alskens handel. Der kom hør, hvede og bomuld fra Egypten, guld, elfenben og slaver fra Afrika, vin og olivenolie fra Frankrig og Italien, uld fra England, jern, kobber og beg fra Skandinavien, honning, voks, pelsværk, træ, huder og endnu engang slaver fra Rusland, peber og andre krydderier fra Indien og Arabien. Sidst men ikke mindst kom der silke fra Kina. Det var nemlig netop i to af Sortehavets havne - Trapezunt og Tana - at silkevejen mundede ud. (7) Konstantinopels rolle som internationalt handelsplads hang sammen med byens enestående militære og politiske betydning. I byen regerede jo kejseren - et ord, der fra romeren Cajus Julius Cæsar er gledet videre og over i bl.a. tysk, dansk og russisk. Endelig var Konstantinopel den ene af kristenhedens to hovedbyer. Den anden var Rom. Begge havde en stor kulturarv at forvalte og at leve op til. Om korsveje Set i dette bredere perspektiv er det ret ligegyldigt, om danskerne blev kristnet af Ansgar, Poppos jernbyrd eller af nogen/noget helt tredje. Det, som det gælder om at holde fast, er, at det kristnede og kristnende Romerrige ikke alene havde skabt et stort netværk af driftige handelsveje. Det havde også fornyet og udvidet et tæt forgrenet system af kulturhistoriske korsveje. Over en lang periode, der strakte sig fra 800- til 1100-tallet, blev også Danmark omfattet af/inddraget i dette netværk. Med korsets ankomst blev landet så at sige til en korsvej for en ny kultur, der blev formidlet af såvel græske som latinske ord. Jesu budskab hed således "evangelium" : af græsk "eu-angelía=godt budskab"; de glade budbringere blev kaldt præster (af græsk presbyteros, den ældre), og stedet, hvor kulthandlingerne blev forrettet, kom til at hedde "kirke" (af græsk: kyrios=Herren). Af græsk biblios=bog kom desuden ordet bibel, der som bekendt består af det Gamle og det Nye Testamente. Sidstnævnte ord er derimod af latinsk oprindelse. Det samme gælder ordene messe og missionær, der begge kommer af det latinske mittere=at sende. Lærde kuriosa? Måske. Til gengæld er det fakta, at kristningen medførte en gennemgribende forandring af hele den danske kultur. Sprogligt set blev den oldnordiske grundstamme podet med kraftige græske og latinske skud, som gjorde det danske sprog lige så rigt, spændstigt og nuanceret som de øvrige europæiske sprog. Denne sproglige fornyelse dækkede over en fornyet virkelighed - ikke mindst i juridisk henseende. Men også teknologisk, teologisk, filosofisk, politisk og administrativ. Om lys og mørke: i går og i dag Påstanden om, at Danmark blev kristnet af Romerriget, lyder som et postulat. Af mindst to grunde. For det første ved jo alle, at Romerriget var en fjende af kristendommen. Det er i hvert fald det, danske skolebørn får at vide af deres historielærer, som udpensler de bloddryppende historier om, hvordan de kristne martyrer blev ædt af løverne i Colosseum. For det andet er det velkendt, at Romerriget blev tromlet i stumper og stykker af de fremtrængende frihedselskende germanere. Men forestillingen om Romerriget som fjende af kristendommen bliver falsificeret/modbevist af de mange ord af latinsk oprindelse, som det danske sprog består af. Ved en hurtig surfing over Nudansk Ordbogs bogstav K møder vi således kalender,kalkule, kalorie, kammer, kammerat, kampagne, kanal, kandidat, kansler, kanyle, kapacitet, kapel, kapitel, kapsel, kaptajn, karbonade, karburator, karens(dag), karet, karikatur, karriere, kasino, kasse, kaution, kejser, kiste, klar, klasse, klassisk, klient,koalition, kode, kollega, kollegie, kollektiv, koloni, kommando, kommentar, kommission, kommune, kommunikation, kompagni, kompagnon, kompas, kompetence, kompleks, kompromis, konfirmation, kongres, konkret, konkurrence, konservatorium, konspiration, konsulent, kontakt, kontant, kontingent, konto, kontor, kontra, konvolut, kopi, korps, korrekt, kors, kostume, kotelet, kreativ, kredit, kreatur, krematorium, kultur, kulør, kult, kursus, kurs, kuvert, kvadrat, kvalitet, kvantitet, kvarter, kælder, købe, køkken, kåbe og kål. Hermed ikke sagt, at disse ord kom med kristningen. Nogle af dem (f.eks. købe) kom endnu tidligere, mens de fleste kom i årenes løb som følge af, at Danmark i mange århundreder var en del af et stort kulturfællesskab, som brugte latin som medie. Som det fremgår af listen, var latin et medie, der ikke var forbeholdt de kirkelige handlinger. Det var Vesteuropas fælles kommunikationssprog slet og ret - på alle mulige områder. Denne kendsgerning harmonerer meget dårligt med påstanden om, at Romerriget blev tilintetgjort af germanerne (goter, vandaler, longobarder, etc). For det første var det kun den vestlige del af Romerriget, der politisk og militært bukkede under for fremmede hære af forskellig afstamning (hunnerne og senere magyarerne var f.eks. ikke germanere). Den østlige del klarede sig fint flere århundreder frem. For det andet gik latinsk kultur og sprog ikke under. Husk på: Omkrig 1200 skrev Saxo Grammaticus et værk om Danernes bedrifter - på latin. I 1500-tallet blev det kendt over hele Europa. Et århundrede senere inspirerede det Shakespeares drama om Hamlet. Den græske forbindelse Men hvad er forklaringen på, at det danske sprog kan mønstre så mange ord af græsk oprindelse? Også i dette tilfælde handler det om korsveje. Da romerriget omkring halvandet århundrede før Kristi fødsel indlemmede Grækenland, var hellenernes glansperiode for længst forbi. Alligevel var græsk sprog og kultur mere betydningsfulde end nogensinde før. Dette paradoks skyldes det langstrakte område, som makedoneren Aleksander den Store omkring 300 år før v.t. havde ikke bare erobret, men også helleniseret, d.v.s. åbnet for græsk kulturel indflydelse. Det var ved denne helleniseringsproces at romerne og jøderne kom i berøring med græsk tænkning og blev påvirket af den. Med helt uoverskuelige følger for den kulturelle udvikling, som vi europæere stadig er midt i. Europas gæld til græsk kultur er såvel dyrebar som ubetalelig. Kritik, politik, taktik, strategi og tusindvis af andre ord af græsk oprindelse er løse stumper af en videnskapital, som grækerne var århundreder om at udtænke. Anderledes sagt : Oldgrækerne var innovationens mestre. Men, klap lige hesten, kære venner fra CEPOS og CBS ! De var tænksomme innovatorer. Græsk kultur bæres jo frem af en stille, men begejstret undren over tænkningen, der opfattes som det mest kendetegnende ved mennesket overhovedet. Ad denne vej bliver tanken om det menneskelige det vigtigste ledemotiv i græsk filosofi. Her er det vist på sin plads at forsøge sig med en forsigtig sammenligning mellem grækere og romere: Hvor grækerne med udgangspunkt i mennesket udvikler en (så at sige) antropocentrisk holisme, altså en menneskecentreret helhedstænkning, var romerne ypperlige social-politiske håndværkere. Men det ville være en stor fejl at affærdige dem som åndløse praktiske grise. "Ved jorden at blive det tjener os bedst " kunne de have sagt om sig selv. De var soldater og bønder. Det sidste afspejler sig i det latinske ord cultura, som betyder dyrkning. Lidt mere om forskellen mellem grækere og romere: Hvor de første talte om politik (et ord, der er afledt af polis=by), talte romerne om res publica = res populi = folkets sag. Byen kaldte romerne urbs (hvoraf det danske fremmedord urban ) eller civitas, der er afledt af cives=borger, og har givet italiensk città samt engelsk city. Også når vi taler om civilsamfund eller om civilisation, går vi i romernes fodspor. Det gør vi i øvrigt også, når vi taler om populisme (afledt af latinsk populus). En romersk brobygger: Marcus Tullius Cicero (106-43 f.Kr.) En stor brobygger mellem græsk og romersk kultur samt mellem Antikken og Moderniteten var Marcus Tullius Cicero. På to måder: 1)Han ydede en prisværdig pædagogisk indsats ved at latinisere store mængder græsk filosofisk ordforråd. Et eksempel: kvalitet kaldte grækerne poiotés af græsk poios=hvilken. Da "hvilken" på latin hed qualis, blev poiotés hos Cicero til qualitas, hvorfra senere kom italiensk qualità og dansk kvalitet. 2) Han tilpassede græsk filosofi romernes livssyn. Til det formål brugte Cicero ordet humanitas, der er afledt af et humanus, som betyder menneskelig. Men Ciceros humanitas er langt mere end menneskelighed. Det betyder også litterær dannelse, og er i alt fald en forløber for vore dages humanisme. (8) For nu at sætte tingene lidt i perspektiv: Ved at latinisere det græske sprog yder Cicero en indsats, der kan sammenlignes med Martin Luthers fortyskning af de bibelske forlæg ca halvandet årtusind senere. A propos Luther! Før han blev Tysklands og Danmarks store reformator, var han augustinermunk, d.v.s. at han tilhørte en munkeorden, der var blevet grundlagt af kirkefaderen Augustin. Samme Augustin (354-430) har i sine "Bekendelser" berettet om, at netop læsningen af Ciceros "Hortensius" blev skelsættende for hans omvendelse til kristendommen. Cicero fik nemlig den purunge Augustins øjne op for filosofiens guddommelige karakter. (9) Alt dette kan man affærdige som støvet viden. Det burde i stedet vække forundring over de enorme tidsafstande, som vores fælles europæiske kulturarv spænder over. Der går mere end tre århundreder mellem Cicero og Augustin. Og ikke nok med det. Ciceros Hortensius, som i den grad greb den unge Augustin, var en omskrivning af Aristoteles ´ værk "Proreptikon". NB! Aristoteles, som levede og virkede to århundreder før Cicero. Hvad kan vi lære af det? At den kristendom, som med rette udnævnes til en væsentlig bestanddel af dansk identitet, har hentet sin næring i græsk-romersk kultur - og det i en sådan grad, at det er useriøst af fremstille kristendom og humanisme som modsætninger. For at skære det ud i pap: Uden Sokrates og Aristoteles ingen Cicero. Uden Cicero ingen Augustin - og uden Augustin ingen Luther! Smålighedens vind blæser over Europa Migrant- og flygtningekrisen blotter et Europa, hvor selv de store nationalstater er blevet så små, at de ruller sig om sig selv som skræmte pindsvin. Et Europa, hvor Søren Krarup med rette kan bryste sig af, at han fik ret. (11) Det er netop ham, som i årtier har stået for smålighedens teologi. Men smålighed er en ideologisk blindgyde. Ligesom et socialdemokrati, der fornægter humanismen er et blindt socialdemokrati. Det, som engang var den europæiske identitet, kommer i dag til udtryk som nationalistisk snæversyn. Det kan man alt efter smag grine, græde eller grunde over. Det er netop det sidste, et ansvarligt socialdemokrati burde gøre: grunde ordentligt over, hvorfor europæerne har så svært ved at blive enige. Et rimeligt bud herpå er Europas medfødte kompleksitet og splittethed Både kompleksiteten og splittetheden afspejler sig i de godt tre århundreder som det tager de kristne at enes om de fælles trosbekendelser, der bliver formuleret på kirkemøderne i Nikæa og Konstantinopel. En bemærkelsesværdig detalje : i begge tilfælde er det den romerske kejser, der blåstempler kirkemødernes beslutninger. De kejserlige kirkemøder til trods fortsatte kristendommen imidlertid med at være splittet på kryds og tværs, og blev yderligere splittet ved, at der omkring år 400 opstod en sproglig kløft mellem den græske øst og den latinske vest. For at nøjes med ét eksempel: Før den tid havde kirkefædrene været græsk-sprogede eller velbevandret i græsk, men føromtalte Augustin, der er aktiv omkring 400, er kun latin-kyndig. Ét lyspunkt var der dog: både i øst og vest blev forbindelsen til Antikken ikke kappet over. Blandt andet fordi munkene sørgede for at kopiere tusindvis af gamle manuskripter. Var disse munke Europas første humanister? En ting er sikker: Uden deres arbejde ville de kanaler, der forbinder os til Grækenland og Rom, være mudret til. Og det er jo i bund og grund det væsentlige i humanisternes arbejde: at holde forbindelsen til fortiden vedlige, forhindre det kollektive hukommelsestab og undgå, at identitetsspørgsmål af typen "Hvad er danskhed?" ender som selvkredsende ævl og kævl. Et andet vidnesbyrd om den kompleksitet og splittethed, som kendetegner Europa, er den brede vifte af regeringsformer, der kommer til at præge det. Mens den østromerske kejser troner enevældigt i Konstantinopel, oplever det vestlige Europa noget, som ved en overfladisk betragtning tager sig ud som politisk kaos. Under den kaotiske overflade sker der imidlertid mangt og meget, som i tidens løb viser sig at give god mening. Fra omkring år 800 domineres Vesteuropas politiske scene af en joint venture mellem den romerske pave og den ny-romerske kejser. Men de to herrer, der ofte er i strid med hinanden, omgives af en hel galakse af ofte umedgørlige medaktører: konger, fyrster, markiser, greve, baroner og, sidst men ikke mindst, den del af befolkningen, der nogle århundreder senere vil gå under betegnelsen "den tredje stand". Ud af og midt i dette kaos opstår ideen om det lokale selvstyre. Det ser man for eksempel i de italienske sø-republikker Genua, Venedig, Pisa og Amalfi, der i det nordlige Europa modsvares af hansestæderne. Europa og imperiets fantomsmerter Men der er en anden ide, der trives side om side med det spirende demokrati eller som et alternativ til den. Det er imperiets ide, som man i Vesteuropa kunne forestille sig var død og begravet med romerrigets fald. Men denne angiveligt døde og begravede ide går gentagne gange igen som mere eller mindre håndfast spøgelse. Det er helt oplagt, at pavedømmet og det Hellige Romerske Rige er romerrigets gengangere. Men det samme gælder det russiske czarrige, det osmanniske sultanat, Napoleons imperium og så videre frem til Mussolinis operette-imperium i slutningen af 30erne. Om pavedømmet skrev den engelske filosof Thomas Hobbes (1588 - 1679) :"The papacy is no other than the Ghost of the deceased Roman Empire, sitting crowned upon the grave thereof". (12) Ironisk nok genopstår "the deceased Roman Empire" et par århundreder senere netop i England i skikkelsen af the British Empire og lige nu som Brexit, fantomets fantomsmerter. Men det sted, hvor de imperiale fantomsmerter gør mest ondt lige nu, er selvfølgelig USA, der ganske vist hverken er europæisk eller et imperie af navn. Det nøjes med at være det af gavn - især for sig selv. (13) Islam - Europas joker Når Vesteuropa får både en pave og en (hellig romersk) kejser, skyldes det islam. (14) På hvilken måde? Jamen, fordi muslimernes angreb på Konstantinopel , giver Rom en stor bevægelsesfrihed samtidig med, at de samme angreb tvinger både Kirken og Vesteuropas nye verdslige magthavere (frankere, goter, longobarder, etc ) til at tænke nyt. Sagen er, at det spæde kim til det kristne Vesteuropa efter muslimernes erobring af Nordafrika og Spanien befinder sig i en geopolitisk knibe. Det gælder om at forenes både religiøst og militært eller gå under. Det er i denne kontekst, at paven julenatten i år 800 kroner frankeren Karl (senere kaldet den Store) til romersk kejser i Skt. Peterskirken. Det er i samme kontekst man bør se Ansgars tilstedeværelse i Haitabu/Slesvig 50 år senere. De hedenske vikinger var nemlig et sikkerhedsmæssigt problem. Det samme gjorde de lige så hedenske magyarer, indtil de fandt deres overmand i den tyske konge Otto I., der i 955 vandt afgørende over dem i Slaget ved Lechfeld i nærheden af Augsburg i det sydlige Tyskland.(15) Kort efter blev Otto kronet som Hellig Romersk Kejser og Harald Blåtand gjorde danerne kristne. (16) Et århundrede senere kom det første korstog - Vesteuropas ilddåb og optakten til det, som den franske historiker Fernand Braudel kaldte for"1200-tallets uoverskuelige revolution" (l´immense révolution du XIIIème siècle) (17) Skelsættende i dette proces var mødet med den islamiske civilisation, som Michael Pihl & Jesper Rosenløv i en nylig udgivelse forsøger af give et reduktivt billede af. (18) Men forgæves. Nudansk-ordbog anfører rigtig mange ord af arabisk oprindelse: algebra, algoritme, alkohol, almanak, admiral,alkali, alkove, arsenal, atlask, baldakin, ciffer, magasin, sirup og sorbet er blot nogle blandt mange eksempler. Det kan man selvfølgelig trække på smilebåndet af. Men sagen rummer en god portion alvor. Når vi siger, at herboende udlændinge skal integreres i dansk kultur, burde vi betænke, at Danmarks "dybeste rødder", som Dronning Margrethe fortæller om, henter næring fra mange kulturhistoriske muldlag - blandt andet de mellemøstlige og sågar de islamiske. Det kristne Vesteuropa tog midt i 1800-tallet et kvantespring ind i moderniteten ved at dets jødiske "gæster", der indtil da var blevet tolereret, i alle henseender blev til ligeberettigede og respekterede borgere. Nu er det måske på høje tid at noget tilsvarende sker i forhold til det muslimske mindretal. Der er nogle, der mener, at denne proces vil blive lettet ved, at muslimerne bliver udsat for de samme former for hån, spot og latterliggørelse, som for nogle årtier siden ramte jøderne. Andre mener derimod, at muslimernes reelle ligeberettigelse vil ske ad anerkendelsens vej. I mine øjne er det netop denne vej, som er den farbare. Men anerkendelse forudsætter omtanke, refleksion, opmærksomhed. I ét ord: oplysning. Det er dette nødvendige oplysningsarbejde, det danske socialdemokrati burde påtage sig. NOTE: 1) En højreorienteret venstreorienteret, Interview med Henrik Sass Larsen, Politiken d. 22.5.2016 2) DF- koryfæ foretrækker S-ledet regering, Jyllands-Posten d. 12-7.2016 3) Søren Krarup, Det moderne sammenbrud, 1984 4) Bjørn Bredal, Et renæssancemenneske: Michel de Montaigne, 2005 (5) Grundtvigs digt bestod oprindeligt af 20 vers. Folkehøjskolens sangbog medtager kun 5 af dem. Digtets fulde ordlyd kan læses i: 1000 danske digte ved Thomas Bredsdorff og Anne-Marie Mai (6)Om Madvig og Grundtvig jf. også "Fodnoter til Hannah Arendt" samt "Profeten og professoren" 7)Philip Sherrard, Det byzantinske rige, 1966,s.32 (8) Se nærmere i: Karsten Friis Johansen, Den europæiske filosofis historie - Antikken, 1991, s.614 (9) En fyldig passage fra Augustins "Bekendelser" foreligger i Ole Thomsen, Veje til Rom - Romersk litteratur fra Plautus til Juvenal, 2009, s. 106-7; Marita Akhøj Nielsen, Hvorfor taler vi dansk ? Om reformationen og sproget, 2016; Heinz Schilling, Martin Luther - Rebel i en opbrudstid, 2014, s.137-8 (10) Ole Thomsen, cit., s. 60 (11) Kristeligt Dagblad, d.21.september 2016. "Det er mig, der fik ret" (12) Citeret af Josep Fontana, The Distorted Past - A Reinterpretation of Europe, 1995, s.24 (13) Peter Fibiger Bang, Hvor er Rom i den globale historie, Weekendavisen 14/8/2015 (14)Norman Davies, Europe - A History, 1996, s. 257 (15) Lars Hovbakke Sørensen, En europæisk Danmarkshistorie fra oldtiden til i dag, 2014, s. 199 (16) Thomas Larsen, De dybeste rødder - Dronningen fortæller om Danmark og danskerne, 2016, s. 176 (17) Fernand Braudel, Grammaire des civilisations, 1987,s.117 (18) Michael Pihl & Jesper Rosenløv, Korstogene - islams ekspansion og kristen modoffensiv, 2016 14.11.16 |