Pietro Cini

Ja til EU, men...

"Mindre EU, mere Danmark" - siger en tænksom Morten Messerschmidt oppe fra en valgplakat, der ligner en annonce for kalorielet leverpostej med mindre fedt og flere fibre.

Formuleringen er alligevel interessant, fordi der ikke står "Nej til EU" - og det må vel skyldes, at selv DF har indset, at et Danmark uden Eu(ropa) giver lige så lidt mening som leverpostej uden lever.

Selv vil jeg ikke drømme om at sige nej til EU.

Skønt der er mange ting, der kan diskuteres. Kan man f.eks. sige, at EU er det samme som Europa? Nej, ikke helt. Hverken Norge eller Schweiz er med i EU, og heller ikke Ukraine og Hviderusland. Og sidstnævnte hører immervæk geografisk til Europa - i hvert fald i lige så grad som de tre baltiske EU-lande.Og hvad med Rusland? Well, jeg tror russerne gerne ville betakke sig et (meget hypotetisk) tilbud om medlemskab. Og dog er Rusland i allerhøjeste grad en del af den europæiske kulturtradition. Lev Tolstoj og Fjodor Dostojevskij hører da til Europas skønlitterære fyrtårne.

Men trods alverdens forbehold og sofismer kan man ikke løbe fra, at EU kun giver mening, fordi det bygger på et kulturelt fællesskab, der for nogle områders vedkommende allerede var en realitet før kristendommens opdukken. Ud fra den betragtning, burde også Tyrkiet være med i EU. Landet har jo været islamisk siden 1300-/1400-tallet (Konstantinopel først fra 1453!), men det var faktisk kristent i langt længere tid. Og før den tid, havde det i flere århundreder hørt til den hellenistiske(læs:oldgræske) kultursfære.

Omvendt vil mange synes, at EU allerede er blevet for stort.

Man kan desuden spørge,hvorvidt planerne om en europæisk union harmonerer med, at Frankrig og Storbritannien stadig giver den som imperiale primadonnaer.

Endelig kan man hæfte sig ved, at EU er meget bureaukratisk og at lobbyerne spiller en altfor stor rolle.

Men når alt det er sagt, bliver facit alligevel, at EU er en succes.

Især i betragtning af:

1) hvordan Europa så ud for blot 30-40 år siden, hvor Tyskland og Italien var skamredet af terrorismen

2) at Spanien, Portugal og Grækenland var diktaturer til midt i 70erne

3) at flere EU-lande indtil 1989 var Sovjets lydstater.

Alligevel er EU-modstanden støt voksende. Med DF i Danmark, Gert Wilders i Holland, UKIP i Storbritannien, Marine Le Pen i Frankrig - for ikke at tale om skeptikerne på venstrefløjen, som for eksempel Johanne Schmidt Nielsen og Niels Hausgaard, der ømt-nuttet ser på hinanden i en annonce fra Folkebevægelsen mod EU.

At DF og andre på højrefløjen rynker næsen ad EU, undrer mig slet ikke - især i lyset af, at deres tankevirksomhed i bedste fald når de højder, som Morten Messerschmidt fremviste i en Politiken-kronik forleden. 1)

Men at den såkaldte EU-skepsis også har adepter på venstrefløjen, vidner heller ikke om signifikant refleksionsniveau sammesteds.

Jeg har i mange år stemt på Enhedslisten, og jeg synes stadig, at Johanne er en gæv pige. Men kære venner! Har I virkelig funderet over, hvad der vil ske den dag jeres drøm går i opfyldelse og EU braser sammen?

Hvem vil I henvende jer så til? Det såkaldte folk, 2) vel?! Subsidiært Kløvedals alfehær og hobitterne med støtte fra Nordkorea? Eller - you never know - Iran? Eller måske Kina?

EU er en UPO (=Unidentified Political Object), som skal blive til en IPS (=Identified Political Subject).

Selv fremtrædende EU-folk ved ikke , hvad EU er for noget. Den altid læseværdige Uffe Østergaard (se link nedenfor) citerer Jacques Delors for - med et hint til UFO - at kalde EU for en UPO (Unidentified Political Object).

Hvilket vidner om, at Delors (født 1925 og to gange EU-kommissær) hverken mangler vid (på fransk:esprit) eller selverkendelse.

Han giver sig ikke ud for at være troldmand Gandalf, og siger det som det er: EU er et u-identificeret politisk objekt. For min egen regning mener jeg, at det gælder om at forvandle EU til en IPS (=Identified Political Subject).

At EU i hæderlighedens navn lige nu kun kan betegnes som et UPO, udspringer af, at EU - sådan som det er opstået og har udviklet sig -, bærer præg af de mange modstridende interesser, der ligger bag projektet.

Det er interessant i denne forbindelse at konstatere, hvordan EU i modstandernes øjne snart er det genopstandne Sovjet (jf. David Gress´ nyligt udkomne bog med forord af Saxo-banks direktør Lars Seier Christensen) snart det skinbarnlige verbum fra højfinansen og Bilderberg (et synspunkt, som jævnligt dukker op i læserkommentarerne i især Information).

Begge opfattelser er udtryk for det rene og glade vanvid. Det eneste forsonende træk ved dem er, at de ophæver hinanden.

Man siger også ofte, at EU er et fredens projekt. Det er kun rigtigt i den forstand er, at tanken om et frit og forenet Europa er opstået midt i krigens og fascismens rædsler og som svar på dem. Det skete i det såkaldte Ventotene-manifest, der i 1943 blev smuglet ud af den lille italienske ø Ventotene, hvortil dets tre forfattere - antifascisterne Ernesto Rossi, Altiero Spinelli og Eugenio Colorni - var blevet forvist af Mussolini. (Den interesserede læser kan finde righoldige oplysninger om Altiero Spinelli i både den engelske og den tyske Wikipedia.)

EU som IPS - Identified Political Subject

Men vejen til et identitets-bærende og -båret EU bliver lang, besværlig og farefuld.

For at sige det på en anden måde: Det, vi har nu, er Morten Messerschmidts politiske baby-pludren.

Det, vi har brug for, er millioner af myndige og suveræne EU-borgere.

Tillad mig at uddybe dette synspunkt: Mens Morten Messerschmidt og hans lige så anakronistiske mentor Søren Krarup sutter på livet løs på Grundtvigs mumificerede hængepat´ (undskyld den jyske stavemåde), bør man indse, at EU er den eneste tidssvarende løsning, som vi europæere (af navn, om end ikke af gavn) kan ty til for at klare de enorme udfordringer,vi står over for.

Vil man danne sig et billede af disse udfordringers omfang, kan man læse den italienske politolog Paolo Flores d´Arcais´ refleksioner (se link nedenfor). Her blot et lille udpluk: kampen mod den hårrejsende ulighed, kampen mod den organiserede kriminalitet, kampen mod den skandaløse skatte-unddragelse. Alle disse kampe kan kun udkæmpes på europæisk (og helst globalt) niveau: mafiaerne er jo allevegne.

En ekstra bom i Padborg batter ingen steder.

Og nu til det brændende spørgsmål: Hvad er det bedste, der kan ske søndag d. 25.maj?

Det bedste er selvfølgelig, at de europæiske socialdemokrater går frem.

Mit udgangspunkt er det ganske simple, at Berlusconi er med i Angela Merkels parti EPP. Ergo er det dette parti - Bendt Bendtsens parti -, der skal svækkes.

Og det gør man bedst ved at stemme socialdemokratisk.

Europæisk politik ligner lige nu og indtil valget er overstået en boksekamp mellem Angela Merkels og Berlusconis partí på den ene side og Martin Schulz´ parti på den anden.

De andre partier - fra UKIP til de Grønne - hører til det støjende og kulørte huje- og heppekor rundt om ringen.

At forestille sig andet er ikke at kunne se skoven for bare træer.

Læs i øvrigt Emilie Turunens udmærkede indlæg, som der linkes til nederst på denne side.

Godt brølt, Emilie! Gid der var flere unge (og gamle) europæere, der var lige så klart seende og engagerede, som du er!

Ifølge en valgstedsmåling har Hollands Geert Wilders måtte inkassere et nederlag.

Lad os håbe, at denne gode nyhed indvarsler en voksende eftertænksomhed og ansvarlighed blandt de europæiske vælgere.

Hvilken lektie kan man drage af det lige overståede EU-valg?

Ifølge de danske medier er det EU-skeptikerne, som den 25.maj er gået af med sejren. Her i landet i hvert fald, hvor Morten Messerschmidt fik et kanonvalg. (Føromtalte Geert Wilders mistede derimod 1 mandat.)

På den anden side bør påstanden om skeptikernes triumf tages med et gran salt.

Ulejliger man sig nemlig med et hurtigt historisk tilbageblik, viser det sig, at nej´erne ved EU-folkeafstemningen i 1972 udgjorde 36,6 % af de afgivne stemmer mod 63,4 % til ja-siden. Lægger man i dag DFs og Liste Ns stemmer sammen, når man op på 34,7 %. Stemmerne til DF og N kan imidlertid ikke opfattes som et rungende nej til EU.

Husk på: Både DF og N er skeptiker-partier. Hvad betyder det? Ordet "skeptiker" kommer af oldgræsk "skeptomai", som betyder " jeg tænker". Skeptiker-partierne går med andre ord ind for, at de ansvarlige for EU-politikken tænker sig om. En indstilling, som samtlige EU-tilhængere (inklusive de stærkt troende europæister fra det Radikale Venstre) vil erklære sig enige i.

Ganske anderledes er de signaler, der kommer fra Frankrigs Front National og britiske UKIP. Men lad os vente og se. Foreløbig er det interessant at notere sig, at UKIP ikke vil vide af Front National eller omvendt. Hvilket - præmisserne taget i betragtning - ikke er spor underligt. Marine Le Pen fremstiller jo sig selv som vore dages svar på Jeanne d´Arc, jomfruen fra Orléans, der anno 1431 blev brændt på kætterbålet af (gæt engang!) netop englænderne, Frankrigs fjender under Hundredårskrigen (1337-1453).

Italien

Det mest interessante resultat kommer imidlertid fra Italien, der netop ved dette valg synes (syv-ni-tretten) at stå ved et historisk vendepunkt.

I betragtning af den ganske alvorlige økonomiske krise, som Støvlelandet har måttet slås med de sidste mange år, er det aldeles overraskende, at de italienske vælgere har straffet de tre populistiske partier (Berlusconis FI, Beppe Grillos M5S og Liga Nord) og givet Socialdemokraterne fra Matteo Renzis PD hele 40 % af stemmerne.

Igen: lad os vente og se. I mellemtiden er der god grund til at undre sig en smule over, at de danske medier har tiet Renzis overvældende sejr ihjel.NB! De samme medier som i forening med den danske underholdningsbranche har været særdeles ivrige i at kolportere/gøre sig lystige over Berlusconis bunga bunga historier.

Socialdemokratiet som nationens parti?

Den 28. maj bragte Information en kronik, hvor venstrefløjsaktivisten Claus Pedersen lufter sit synspunkt om, at "Venstrefløjen mangler nationalfølelse".

Næste dag (og det må man kalde et pudsigt sammenfald) bringer det italienske dagblad "L´Unità" en artikel af den gamle kommunist Alfredo Reichlin (årgang 1925).

Overskriften lyder "Con Renzi ha vinto il partito della nazione" (= Med Renzi har nationens parti sejret).

Allerførst en lille kommentar til Claus Pedersens kronik, der opholder sig længe ved, at den danske venstrefløj ikke er national-følende nok.

Hvad skal man mene om det?

Jeg mener selv, at den danske venstrefløj lider under en fortrængt nationalisme, der skyldes det aldrig overvundne Dybbøl-traume.

At denne fortrængte nationalisme camouflerer sig som anti-nationalisme på attitude-planen, opfatter jeg for det første som udtryk for kollektiv facade-pleje.

Af samme grund mener jeg ikke, at løsningen på venstrefløjens problemer ligger i at svinge heftigere med Dannebrog.

Attituder og sagens kerne

Det er ikke attituderne og de udvendige ritualer, der skal ændres.

Sagens kerne er nemlig følgende: Den internationalisme, som venstrefløjen bekender sig til, kan kun være levedygtig og troværdig, såfremt den bunder i et stærkt nationalt sindelag, der historiebevidst åbner sig udadtil.

Sagt på en anden måde:et nationalt sindelag, der bygger på historiebevidsthed og ikke på myter, må per definition være internationalt orienteret.

På den anden side kan ægte internationalisme kun trives, hvis den foregår " inter nationes " - altså nationerne imellem - og ikke i den blå luft.

Tillad mig at illustrere denne problematik ved at tage udgangspunkt i dansk nationalismes hovedikon, nemlig Grundtvig, - manden, som Søren Krarup har udnævnt til "årtusindets dansker".

Grundtvig var unægtelig stor, men det er en stor fejl, når Krarup af propaganda-hensyn løsriver salmisten fra den historiske sammenhæng, han hører i.

Sagen er, at Grundtvig kun var mulig, fordi der før ham har været de tyske filosoffer Herder og Hegel. Og før dem den Franske Revolution samt Oplysningen. Og tidligere endnu Luther, som udsprang af den store kulturrevolution, som går under betegnelsen humanisme.

Lyder det lærd eller ligefrem nørdet? Jamen, det er bare OPLYST.

Forholder man sig oplyst til Grundtvig, bør man i samme åndedrag påpege hans storhed og nævne hans internationale forudsætninger, der er tyske (Luther, Herder og Hegel), franske og engelske (Oplysningen) og endda italienske (humanismen).

Hermed er der skabt basis for en international dialog.

Dialog, anerkendelse, historisk bevidsthed

Ønsker venstrefløjen at tænke og handle internationalistisk, bør den skabe forudsætningerne for en dialog nationerne imellem.

Denne dialog forudsætter en høj grad af historisk bevidsthed og bør udmønte sig i anerkendelsen af de andre nationers kultur.

Anerkendelsen af, at der over hegnet er føget langt mere(og bedre) end frø af ugræs.

For nu at parafrasere Paulus: anerkendelse, dialog og historisk bevidsthed.

Men størst er den historiske bevidsthed.

Nationen: fra myte til virkelighed

Det er gængs nationalistisk uskik at sætte lighedstegn mellem nation og folk. Intet kunne være mere forkert.

Nationerne er myter, som eliterne har prakket på folket.

Folket har til gengælg gjort myten til kød - for det meste dødt kød - ved at optræde som kanonføde.

Europas to oprindelige nationale stormagter - England og Frankrig - er mytologiske skabninger: England er et sammensurium af de mest forskelligartede etnier (keltere, "romere", anglere, saksere, danskere, normanner), det samme gælder Frankrig, der er opstået af en mere eller mindre vellykket blend af keltere, latinere og germanere( burgundere, frankere, goter, normanner). Ta´ desuden i betragtning, at basis for Frankrigs ældste nationale enhedstanke var den storslåede massakre, der også er kendt som korstoget mod katarerne/ albigenserne.

Rene og skære mytologiske skabninger, udsprunget af eliternes hjerner, er Tyskland og Italien. Også i disse to tilfælde har folket givet det som kanonføde, når det ikke - klogeligt - har foretrukket udvandringen: de amerikanske instruktører Coppola og Scorsese sammen med forfatteren Mario Puzo er af italiensk afstamning, Eisenhower er et oprindeligt tysk Eisenhauer - og så fremdeles.

Nationen som myte er et enormt tema. Her vil jeg blot henvise eventuelle interesserede til Gearys bog "The Myth of Nations".

Lige nu gælder det om at understrege, at myten om nationerne har vist sig både sejlivet og skæbnesvangert.

I 1840erne består Tyskland stadig af en helt uoverskuelig samling små stater (jævnfør Heinrich Heines "Tyskland. Et vintereventyr,1844 ), hvori Prøjsen imidlertid allerede har indtaget en førerrolle. Allerede på det tidspunkt har mange intellektuelle lanceret begrebet " Deutschheit", der eksporteres til Danmark, hvor det bliver til "danskhed".

Hovskisnovski snerpethed

Foreløbig er denne historiske bevidsthed desværre en ønskedrøm.

I stedet for den er der den hovskisnovski snerpethed, der får danske venstreorienterede til at omtale polákkerne som pó-lakker eller til at opfatte katolikkerne som papister samt tyskerne som støvletrampende pølseædere.