"I BERSÆRKERNES FAVN"  - Om Jeanette Varbergs skandinavisme

En kommentar til Jeanette Varbergs  bog VIKING - RAN, ILD OG SVÆRD, 2019
Arkæolog Jeanette Varbergs nye udgivelse "VIKING Ran, ild og sværd" har høstet megen ros. Jeg har  købt bogen  og straks kunnet sande, at de 400 kr, den koster, var godt givet ud.
Bogen er (åh fryd!) syet, fyldt med gode farveillustrationer, hvoriblandt en række fortræffelige kort.
Med hensyn til indholdet er bogen desværre mindre tilfredsstillende. Vel drejer det sig om glimrende kulturformidling - det er blot en skam, at den  serveres  à la Grundtvig - d.v.s.: levende, men med indbygget folkefordummelse.
Lad mig starte med at udpege det fine ved fremstillingen.
Jeanette Varberg har fuldstændig ret, når hun ser på vikingetogterne som en del  og et udslag af folkevandringerne. Det er også forfriskende, at hun i vikingernes kultur kan spore en påvirkning fra den drabelige Mithras-kult - også det, Varberg skriver om de mulige forbindelser mellem hunnerne og vikingerne, er spændende læsning.

Men Jeanette Varberg tager fejl, når hun sidst i sin bog udråber vikingetiden til at være selve grundlaget for nordisk identitet og kultur. Vikingerne var bestemt vigtige, men at de ikke var så vigtige, som hun hævder, fremgår med uafviselig tydelighed af, at der er meget lidt viking over Danmarks to verdensberømte sønner, H.C. Andersen og Søren Kierkegaard.
Varberg deler sin begejstring for vikingerne med N.F.S. Grundtvig. Da sidstnævnte i løbet af 1840´erne blev til en af koryfæerne inden for den ideologi, der går under betegnelsen "skandinavisme", mente S.Kierkegaard, at Grundtvig var "ølnordisk".
Jeanette Varbergs tilslutter sig samme bedagede ideologi, når hun sidst i sin bog hævder, at "vikingernes eftermæle blev kort fortalt et selvstændigt Skandinavien, som aldrig blev del af et imperium og underlagt kontinentets kejsere. Derfor bevarede området sin særegne identitet, sine sprog og sin nordiske kultur" (s.531)
Om skandinavisme skrev den store danske filolog og politiker J.N. Madvig (1804-86) bl.a. :
"Skandinaven er et menneske, førend han er skandinav, og den historie, der skal opklare ham livets helhed, der skal skaffe ham bevidsthed i dannelsens og kulturens almindelighed, er den hele menneskelige kulturs og dannelsens historie.
Er denne kulturs vej nu i det hele og store gået over Norden?

Har den haft sin vugge, gjort sine ungdomsforsøg, bestået sine store kampe og udført sin meste og største dåd her? Nej!
Den skandinavisme, der ikke vil være en skandinavisme i den europæiske kultur og dannelse og ved den, men udenfor, bortskærer derfor gerne et godt stykke af vor historie.
Til vor fortid skal vi vende os; men hist møder os en stolt adel med spor af Sydens ridderskab; lad os gå den forbi: her træffer vi ærlige borgere, vel med danske stadsretter, men med mange slags tysk og nederlandsk kunst; vi vil videre; og i vejen træder os katolske klerke, syngende latinske messer; vi iler med at flygte, og finder os pludselig lige i bersærkernes favn. 
Men de kender os ikke; vi har trods vor gode vilje for en ren skandinavisme dog medbragt så mange mærker af oprindelig katolsk kristendom, af tysk reformation, af sydlig kunst, af Vestens industri og af hele Europas politiske erfaring og uddannelse, beholdt så mange resultater deraf som uundværlige til vor eksistens, at ur-skandinaverne ikke vedkender sig os og nægter at være vore fædre; og med rette i en dobbelt henseende: oldtiden hænger kun sammen med os igennem den senere udviklings led; tages disse bort, er den ikke vor fortid; og selv når hine mellemled beholdes, er hine skandinaver ikke udelukkende vore forfædre".
(Om skandinavismens forhold til den almindelige kultur, 1844)

 Høje Odin  versus Hvide Krist

 Med ganske få velovervejede ord siger Madvig alt. Prøv nu at sammenligne hans  tekst med hvad Jeanette Varberg skriver på s. 529 i VIKING - ran, ild og sværd.
Efter overskriften  "Arven efter vikingerne" står der:
"Kirken havde sejret over vikingernes vilde sind. Væk var de alvidende kvinder, som havde set mænd kysse øksens tynde læber på vej til gudernes haller. Borte var vølverne, som havde skåret i halsens bløde kød til Odins ære og været vidne til grum kampleg. En ny tid tog form med taktfaste skridt fra kirkens mænd. Den gamle verden forsvandt, og middelalderen tog form."
Hvad skal man mene om det?
At Varbergs wagnerske fanfare tilslører realiteterne.

For det første havde kirken slet ikke sejret over vikingernes vilde sind. Knap et lille århundrede senere blev de som bekendt til vilde korsfarere.
For det andet må man spørge sig, hvem der er de kirkens mænd,hvis taktfaste skridt får en ny verden til at tage form. Er det kirkens egne folk, der giver den som marcherende feltpræster? Eller er det kejser Otto I´s soldater, som gerne vil sikre sig, at danskerne  er blevet gjort kristne af Harald Blåtand?
For det tredje og vigtigste : hvorfor sejrede Hvide Krist over Odin? Jeg tror, det skete, fordi Hvide Krist havde "æ knowhow" - for nu at sige det på nordjysk-angelsaksisk.
Det kan godt være, at mange blandt vølverne og andet godtfolk lod sig imponere at Poppos stunt - og at nogle få blandt tidens kulturradikale faldt pladask for Ansgars hokuspokus med treenigheden.
Men  det der virkelig appellerede til en dreven realpolitiker og beslutningstager som Harald Blåtand (og efterfølgere)var det, der også kom med sammen med Poppo og Ansgar.
Og det, der kom, var noget der virkelig battede, når man havde Danmarks og omegns state building for øjet.
For se, kære læser: Uanset hvordan kirkens folk kom ind i Skandinavien - marcherende eller på listefødder - er én ting  sikker: ved at  indføre tidens internationale sprog - latinen -  inddrog de Skandinavien i tidens videnssamfund og muliggjorde derved intet mindre end en epokegørende kulturrevolution.
Ad samme vej skabtes en win-win situation for både skandinaverne og de andre europæere - med det resultat (for nu at nævne et af de mest oplagte eksempler), at Hamlet prins af Danmark emigrerede fra Saxos "Gesta Danorum" (hvor han hedder Amled) ind i Shakespeares verdensberømte drama.

5.april 2020 fortsættes