|
"I BERSÆRKERNES FAVN" - Om Jeanette Varbergs skandinavisme
En kommentar til Jeanette Varbergs bog VIKING - RAN, ILD OG SVÆRD, 2019
Arkæolog Jeanette Varbergs nye udgivelse "VIKING Ran, ild og sværd" har høstet megen ros. Jeg har købt bogen og straks kunnet sande, at de 400 kr, den koster, var godt givet ud.
Bogen er (åh fryd!) syet, fyldt med gode farveillustrationer, hvoriblandt en række fortræffelige kort.
Med hensyn til indholdet er bogen desværre mindre tilfredsstillende. Vel drejer det sig om glimrende kulturformidling - det er blot en skam, at den serveres à la Grundtvig - d.v.s.: levende, men med indbygget folkefordummelse.
Lad mig starte med at udpege det fine ved fremstillingen.
Jeanette Varberg (JV)har fuldstændig ret, når hun ser på vikingetogterne som en del og et udslag af folkevandringerne. Det er også forfriskende, at hun i vikingernes kultur kan spore en påvirkning fra den drabelige Mithras-kult - også det, Varberg skriver om de mulige forbindelser mellem hunnerne og vikingerne, er spændende læsning.
Men JV tager fejl, når hun sidst i sin bog udråber vikingetiden til at være selve grundlaget for nordisk identitet og kultur. Vikingerne var bestemt vigtige, men at de ikke var så vigtige, som hun hævder, fremgår af, at der er meget lidt viking over Danmarks to verdensberømte sønner, H.C. Andersen og Søren Kierkegaard.
JV deler sin begejstring for vikingerne med N.F.S. Grundtvig. Da sidstnævnte i løbet af 1840´erne blev til en af koryfæerne inden for den ideologi, der går under betegnelsen "skandinavisme", noterede S.Kierkegaard i sin dagbog, at Grundtvig var "ølnordisk".
JV tilslutter sig samme bedagede ideologi som nationalskjaldens, når hun sidst i sin bog hævder, at "vikingernes eftermæle blev kort fortalt et selvstændigt Skandinavien, som aldrig blev del af et imperium og underlagt kontinentets kejsere. Derfor bevarede området sin særegne identitet, sine sprog og sin nordiske kultur" (s.531) J.N.Madvig om skandinavismen
Om skandinavisme skrev den store danske filolog og politiker J.N. Madvig (1804-86) bl.a. :
"Skandinaven er et menneske, førend han er skandinav, og den historie, der skal opklare ham livets helhed, der skal skaffe ham bevidsthed i dannelsens og kulturens almindelighed, er den hele menneskelige kulturs og dannelsens historie.
Er denne kulturs vej nu i det hele og store gået over Norden? Har den haft sin vugge, gjort sine ungdomsforsøg, bestået sine store kampe og udført sin meste og største dåd her? Nej!
Den skandinavisme, der ikke vil være en skandinavisme i den europæiske kultur og dannelse og ved den, men udenfor, bortskærer derfor gerne et godt stykke af vor historie.
Til vor fortid skal vi vende os; men hist møder os en stolt adel med spor af Sydens ridderskab; lad os gå den forbi: her træffer vi ærlige borgere, vel med danske stadsretter, men med mange slags tysk og nederlandsk kunst; vi vil videre; og i vejen træder os katolske klerke, syngende latinske messer; vi iler med at flygte, og finder os pludselig lige i bersærkernes favn.
Men de kender os ikke; vi har trods vor gode vilje for en ren skandinavisme dog medbragt så mange mærker af oprindelig katolsk kristendom, af tysk reformation, af sydlig kunst, af Vestens industri og af hele Europas politiske erfaring og uddannelse, beholdt så mange resultater deraf som uundværlige til vor eksistens, at ur-skandinaverne ikke vedkender sig os og nægter at være vore fædre; og med rette i en dobbelt henseende: oldtiden hænger kun sammen med os igennem den senere udviklings led; tages disse bort, er den ikke vor fortid; og selv når hine mellemled beholdes, er hine skandinaver ikke udelukkende vore forfædre".
(Om skandinavismens forhold til den almindelige kultur, 1844)
Høje Odin versus Hvide Krist
Efter overskriften "Arven efter vikingerne" står der:
"Kirken havde sejret over vikingernes vilde sind. Væk var de alvidende kvinder, som havde set mænd kysse øksens tynde læber på vej til gudernes haller. Borte var vølverne, som havde skåret i halsens bløde kød til Odins ære og været vidne til grum kampleg. En ny tid tog form med taktfaste skridt fra kirkens mænd. Den gamle verden forsvandt, og middelalderen tog form."
Hvad skal man mene om det?
At Varbergs wagnerske fanfare overdøver og tilslører realiteterne.
For det første havde kirken slet ikke sejret over vikingernes vilde sind. To små århundreder efter Jelling-stenen blev de som bekendt til vilde korsfarere.
For det andet undrer man sig over, hvem der er de kirkens mænd,hvis taktfaste skridt får en ny verden til at tage form. Er det kirkens egne folk, der giver den som marcherende feltpræster? Eller er det snarere kejser Otto I´s kampenheder, som gerne vil forvisse sig, om Harald nu virkelig har gjort danerne kristne ?
For det tredje og vigtigste : hvorfor sejrede Hvide Krist over Odin?
Fordi (tror jeg) det var Hvide Krist, som havde "æ knowhow" - for nu at sige det på nordjysk-angelsaksisk. Det kan godt være, at et par vølver lod sig imponere af Poppos stunt - og at nogle få blandt tidens kulturradikale faldt pladask for Ansgars hokuspokus med treenigheden.
Men det der appellerede til drevne realpolitikere som kongerne Godfred, Horik, Harald Blåtand (og efterfølgere)var det, der kom i kølvandet på Ansgar og Poppo.
Og det, der kom, var noget der virkelig talte til folk, hvis hjerte bankede fukuyama´sk fremadrettet for Danmarks state building .
For se, kære læser: Uanset hvordan kirkens folk kom ind, er én ting sikker: ved at indføre tidens internationale sprog - latinen - inddrog de Skandinavien i det gryende videnssamfund og muliggjorde derved en lille, men med tiden særdeles virkningsfuld kulturrevolution. Ad åre og ad samme vej skabtes jo en win-win situation for både skandinaverne og de andre europæere - bl.a. med det resultat , at Hamlet prins af Danmark migrerede fra Saxos "Gesta Danorum" over i Shakespeares verdensberømte drama. Om skurke og skyklapper
Et sted i sin entusiastiske anmeldelse af VIKING skriver Informations journalist Anita Brask Rasmussen om JVs værk:
"Kulørt, overbevisende, selvsikkert og udogmatisk".(1)
I hvert fald kulørt.
JVs "Viking" er nemlig en spændende fortælling om helte og skurke. Heltene er selvfølgelig vikingerne, om hvem jeg troede, at de plyndrede ud fra løsenet "Fra plyndring til faktura". Men nej,- mener Jeanette Varberg :de gjorde det i en ædlere sags tjeneste: ære, berømmelse, Skandinaviens lysende fremtid, etc. Overbevisende? Svaret afhænger vel af, om man har samme skyklapper som JV.
Hvad skurke angår, er der mange af i bogen. En af de helt slemme er kejser Karl den store. Den værste er imidlertid kirken. Skal vi sætte lid til JV´s mange diskrete hentydninger, var pavedømmet en uovervindelig magtfaktor. Virkeligheden var nu engang mere speget. Den interesserede læser opfordres til at læse David Jones´ beretning over pave Stefan II´s færd over Alperne anno Domini 753.Han (paven) ville bønfalde frankeren kong Pippin om hjælp mod langobarderne. Hele redeligheden endte med, at Pippin i spidsen for sine tropper ilede til Italien, satte de obsternasige langobarder på plads og, hvad værre er. skænkede paven et område, der blev kimen til romerkirkens territoriale besiddelser i Italien.(2) Endnu en fremtrædende britisk historiker, John M. Roberts, fremhæver et sted, " i hvor høj grad skabelsen af Europa hænger sammen med kirkens udbredelse". Men han tilføjer, at det var en vanskelig proces, eftersom romerkirken følte sig omgivet af fjender (skandinaver, magyarer, arabere samt den østromerske kejser( 3).
Om skyklapper - generelt Til sidst vil jeg gerne henvise til Steffen Heibergs bog "En ny begyndelse", hvor man blandt mange andre indsigter om Europas fortid kan læse den lumre historie om de to romerske adelsdamer, søstrene Marozia og Theodora, der "fik på skift og i blodig indbyrdes konflikt deres elskere placeret i Skt.Peters stol" (4). Perioden, også kendt som pornokrati (ludervælde), blev bragt til ophør af den tyske feltherre Otto d.1., som paven i 962 kronede til tysk-romersk kejser. Kroningen var imidlertid spil for galleriet, - fortæller Steffen Heiberg -, året efter blev paven nemlig afsat af kejseren. Det er her vigtigt at understrege, at kirken,der i JVs fremstilling tager sig ud som den onde stedmor i eventyrerne, i virkelighedens verden var den svage part i en joint venture, der fungerede efter princippet om "noget for noget". Altså: velsignelser/salvninger mod militær og økonomisk støtte. At indse disse fakta, er imidlertid lettere sagt end gjort. Først skal man jo komme af med de skyklapper, Jeanette Varberg åbenbart deler med sine læsere. Dernæst skal man sætte sig nogenlunde ind i historien. Jeg kalder skyklapper den mentale barriere, der definerer en bestemt national egenart (tyskhed, danskhed, etc )ved at indskrænke udsynet hos den pågældende nations borgere. Det siger sig selv, at der er mange slags skyklapper, og følgelig lige så mange historier. Italienske skyklapper er således romersk-katolske, de danske luther-grundtvigske. De første fokuserer på en Europa-historie, der ender midt i 1500-tallet, da pavedømmet bliver knock-outet af protestantismen. De luther-grundtvigske giver derimod en historie, hvor den før-reformatoriske periode er blændet ud. 4a) De europæiske skyklapper (uanset om de er katolske, protestantiske or whatever) er blevet justeret i to omgange: i 1800-tallet af nationalromantikken og i vor egen tid af thatcherismen. Nationalromantikken har haft gennemgribende virkninger over det ganske Europa.I Italien har den genopdaget og genopfundet de gamle romere (med det resultat, at den romerske feltherre Scipio har fået en plads i den italienske nationalhymne og de italienske fascister har indført den så kaldte romerhilsen), mens Danmark har relanceret vikingerne og skandinavismen.5) Thatcherismen er gået et skridt videre med parolen om "Al magt til markedet". Helge Sanders løsen "Fra forskning til faktura" er ren og skær thatcherisme.
Jeanette Varbergs sublime vikingebog
Et sted i sin bog "VIKING" skriver JV om vikingernes sublime skibe.
I samme ånd vil jeg tillade mig at karakterisere hendes bog som en sublim vikingebog. Eller rettere sagt: en saga.
Problemet er, at sagaernes tid er forbi. Nu vil jeg mene,at vi europæere har brug for bøger, der kaster lys over vores fælles historie.
Jeanette Varberg kaster lys over vikingerne. Men i og med, at hun lader to af vikingernes vigtigste medaktører - romerriget og romerkirken - forblive indhyllet i næsten totalt mørke, bliver hendes "oplysning" både selektiv og misvisende.
a)De næsten mørkelagte romere
"Rom har givet os ideer om borgerret, frihed og imperialistisk udbytning. Stadig den dag i dag lever romerne i vores sprog, når vi bruger ord som kloak, senator og diktator", skriver JV. (VIKING,s.29) Det er rapt skrevet, men hvad siger det egentlig om romerne? At de var imperialistiske udbyttere, som gav os ideer om borgerret og frihed. Hvordan hænger det sammen? Det gør det overhovedet ikke. Med hensyn til romernes aftryk på det danske sprog, afspejles det i hundredvis af ord: kommune og region kommer også fra latin sammen med administrere, regere og manipulere. Danskhedens "dybeste rødder"(6) rækker imidlertid længere tilbage end latinen. Arkæolog, kirke og præst er alle af græsk oprindelse og er kommet til Danmark via Romerriget. Hvordan gik det til? For at forstå det, vil det hjælpe med en lille afstikker til de helt gamle dage.
b) De glemte makedonere Vikingernes bedrifter var bestemt imponerende, men ses de i et bredere perspektiv, er de blot et eksempel på, hvordan et folk pludselig gør sin entré på verdensscenen og ændrer historiens gang. Vikingerne befinder sig her i godt selskab med hunnerne, araberne, magyarerne,tyrkerne, mongolerne, og længere tilbage i tiden: makedonerne, et krigerfolk, der holdt til i området nord for Peloponnes og omkrig år 350 f.K. satte et endegyldigt punktum for græsk selvstændighed. Men de gjorde endnu mere: under ledelse af deres mest navnkundige anfører - Aleksander den Store (356-323 f.K.) - helleniserede de et kæmpeområde syd og øst for Grækenland. Denne "helleniseringsproces" (hellensk=græsk)var ensbetydende med en enorm spredning af græsk sprog og kultur. Efter at have etableret sig som Middelhavets nye stormagt, blev Rom selv hellenistisk og fik såmænd hele to ( !) officielle sprog : græsk og latin. Julius Cæsar og Kleopatra samt Pontius Pilatus og de jødiske ypperstepræster underholdt sig på græsk. Sidst men ikke mindst: græsk blev det sprog, som evangelierne blev skrevet i. c) Problemet kristendom
Kristendommens oprindelse er indhyllet i tyk tåge. Det lader imidlertid til at være ret sikkert, at Jesus blev korsfæstet af romerne, men hvad anklagerne mod ham gik ud på, forbliver en gåde. Grunden til usikkerheden ligger hovedsageligt i, at tre ud af de fire evangelister (Matthæus, Markus og Lukas) nedskrev deres beretning mindst 40 år efter Jesu død, Johannes endnu senere. Det er imidlertid Paulus, der efter alt at dømme er kristendommens reelle grundlægger. Med ham bliver Jesus nemlig opgraderet til Christós (=den salvede hersker og frelser). Og det er faktisk ret vigtigt, for med dette skifte forlader Jesu-læren sin jødiske puppe og bliver universalistisk.(7) Da Paulus bliver henrettet af romerne (ca. år 65), er den så kaldte romerkirke endnu i fosterstadiet. Godt trehundrede år senere ændres de kristnes status radikalt som følge af, at en romersk hær bliver tilintetgjort af goterne. Dette nederlag (ved Adrianopel, år 378) bevirker, at Theodosius (347-393) udnævnes til kejser over den østlige del af Romerriget med Konstantinopel som hovedstad. Theodosius var spanier og han er vigtig. Vi mindes ham uden at vide det, hver gang vi under gudstjenesten fremsiger trosbekendelsen. Det er jo ham, der har stået fadder til den. Det er endvidere ham, der i 380 gør kristendommen til romersk statsreligion. NB, kære læser! På det tidspunkt træder romerkirken (med paven og hele baduljen) stadig sine barnesko. Der skal gå endnu et par århundreder, inden Roms biskop begynder at give den som pave og får noget at skulle have sagt. Hvad kan man lære af det?
At vi europæere dulmer vores skræmmende uvidenhed om vores egen historie med placebo-myter. Hvilket er forståeligt nok! Historien er såmænd en kompliceret sag, myterne hvorimod - især vores egne - er langt nemmere at gå til. Alligevel er der ingen grund til at opgive ævred.
Martin Luther - "dieser Rüpel!" - havde det nemt. Han påstod frejdigt, at paven sked løgne. (8)
Problemet er, at Luther ikke var spor bedre - hvad sandfærdighed angår.
Hele kristendommen sammen med dens ophav jødedommen - og dens konkurrent islam - fremstår i dag for flere og flere som en stor skrøne.
Men hvilken skrøne!
Kristendommen er intet mindre end Europas identitære grundskrøne.
Men den er samtidig et stort kulturhistorisk klenodie, som (kære Helge Sander m.fl.!) det vil betale sig at vide en smule om.
* Kulturhistorisk set er kristendommen en krydsning mellem jødedommen og græsk filosofi. For at forstå dette punkt bør man huske, at Israel på Jesu tid allerede i flere århundreder havde været en del af den hellenistiske smeltedigel. Førende i denne proces var den egyptiske by Aleksandria, hvor man flere årtier før Jesu fødsel oversatte Bibelens 5 første bøger til græsk. Denne oversættelse, der går under navnet Septuaginta, var forudsætning nummer 1 for at den jødiske prædikant Joshua - også kendt som Jesus - senere blev til Christós og endnu senere til Kristus. Et navn blandt mange: Filon/Philon af Aleksandria (ca. 20 f.v.t.-ca. 45 e.v.t.), en jødisk tænker, der " ikke blot skrev sit omfangsrige forfatterskab på græsk, men som ved hjælp af den allegoriske fortolkningsmetode blev i stand til at udlægge det Gamle Testamentes mange historier om mennesker og deres forhold til den jødiske gud Jahve som dybsyndige symbolske platoniske belæringer om den rette måde at leve på som menneske".(9)
Til denne græsk-jødiske komponent føjedes i tidens løb den latinske. Sidstnævnte forhold kom i allerhøjeste grad til at præge den vesteuropæiske kultur - den danske inklusive.
Det latinske islæt kan imidlertid ikke vurderes løsrevet fra det germanske. Den (vest)europæiske identitet - og ikke alene i religiøs henseende - har sit udspring i de enorme energier, der blev udløst ved mødet mellem den latinske kultur og (især) de germanske folkeslag. Et møde - vel at mærke! -, ikke et sammenstød. Et eksempel på styrken ved dette møde var slaget på de Katalauniske Marker, hvor en kæmpe hær, anført af hunnerkongen Attila, år 451 blev slået af et fælles militært forbund mellem romere, gotere og franker. Jeg vil mene, at dette slag (jf.VIKING, s.51), ikke var noget exceptionelt, men tværtimod et forvarsel om den udvikling, der vil præge den europæiske historie især efter det første årtusind. En udvikling, hvor ånden var romersk, men den militære praksis germansk (fransk-normannisk, engelsk, tysk). Hermed ikke sagt, at alt var en dans på roser! I 1001 indtraf en begivenhed, der kan opfattes som et forvarsel om alle de problemer, som den latin-germanske "alliance" skulle komme til at slås med. Det år var den unge tysk-romerske kejser Otto 3. draget til Rom, som han drømte om at gøre til hovedstaden i sit imperium. "Men romerne gjorde oprør og drev ham ud af byen. Inden da - beretter Steffen Heiberg - havde han forsøgt at vende stemningen i en tale, han holdt fra et fæstningstårn på Aventinerhøjen: ´Er I dem, jeg kaldte mine romere, dem for hvis skyld jeg forlod mit fædreland og min slægt? For eders skyld har jeg ofret mine saksere, mine tyskere, mit eget blod...Og I svigter eders fader, I myrder mine mænd, I jager mig bort´. De kejserlige ord gjorde ikke indtryk, og kort tid efter sin fordrivelse døde kejserynglingen af feber, sikkert malaria". (10) Her er der vist plads til en kort opsummering: Den europæiske identitet består af en syntese af mange forskelligartede komponenter.
Som den første af disse komponenter bør man retfærdigvis omtale den mellemøstlige.
Det var jo fra Mellemøsten, vi europæere fik alfabeten og senere de to religioner - jødedom og kristendom -, som i den grad kom til at præge vores kulturhistorie: på godt og ondt.
Til denne mellemøstlige komponent føjedes i tidens løb den græsk-romerske. Endelig kom det germanske bidrag, som vikingerne er en del af.
Lad os ikke glemme, at et af europæisk musikhistories ypperste frembringelser er Richard Wagners "Nibelungens ring". Hovedpersonen i dette Gesamtkunstwerk hedder Wotan. Han er imidlertid identisk med vikingernes Odin.
Hvilket er en tabubelagt kendsgerning - men immervæk en kendsgerning.
I Danmark og Skandinavien - skriver historikeren Kurt Villads Jensen - "blev Middelalderen forsinket, fordi der skulle først være plads til vikingetiden. Det er ganske vist en sen 1700-talskonstruktion, indført for at skelne skandinaver fra alle andre germanere og især fra tyskerne. I vikingetiden blev ´viking´ ikke brugt som betegnelsen for hverken et folk eller en periode, men betød bare en sørøver."(11)
Alligevel var vikingerne vigtige i mindst tre henseender:
1) de grundlagde det russiske rige - og skabte forudsætningen for, at verdenslitteraturen fik Lev Tolstoj, Fjodor Dostojevskij m.fl.
2) efter at de havde slået sig ned i Frankrig og var blevet til normanner, erobrede de England - og revolutionerede det engelske sprog, hvis ordforråd blev udvidet med tusinder af ord af "fransk" afstamning.
3) sidst men ikke mindst, erobrede det normanniske Hauteville-slægten det sydlige Italien, som blev en af det daværende Europas bedst organiserede og multikulturelle stater. Sicilien, som i næsten tohundrede år havde været arabisk besiddelse, blev under normannerne til en vigtig formidler af arabisk kultur. Dette gavnede europæisk civilisation i en grad, som det ville være på høje tid at erkende og an-erkende.
NOTER
1)"Ny bog trækker vikingetiden ud af den lange patriarkalske skygge", Information 4.10.19
2) Norman Davis, Europe - A History, 2014, s. 284 flg. Et virkelig fint værk. 3) Verdens Historie, b.4, s.159 flg 4) Steffen Heiberg, En ny begyndelse, 2008, s.171 flg. 4a) Et "godt"eksempel er kongelig historiograf K.J.V.Jespersens bog Historie om danskerne 1500-2000, 2007
5) Den italienske nationalhymne - i Italien bedre kendt som "Inno di Mameli" - blev skrevet af den genuensiske patriot Goffredo Mameli(1822-1849). Mamelis tekst er fra 1847, H.C.Andersens "I Danmark er jeg født" fra 1849.
Fascisternes romerhilsen blev kopieret af de tyske nazister.
6)Jf. Thomas Larsen, De dybeste rødder - Dronningen fortæller om Danmark og danskerne, 2016
7) Diarmaid MacCulloch, A History of Christianity,2009, s.42
8) Jf. Felipe Fernandez-Armesto, Årtusindet - De seneste tusind års historie, 1997, s.276. "Dieser Rüpel!"=denne bølle. Denne karakteristik af Luther skyldes Frau Lucia, en meget from tysk dame af luthersk tro, og en af min søster Elenas kæreste venner
9) Per Bilde, Athen og Jerusalem, i: Levende ord, red. af Henrik Bolt-Jørgensen et alii, 2003, s. 30 10) Heiberg, cit.s.177-8
11) Historien om Danmark ved Jeanette Varberg og Kurt Villads Jensen, 2017, s. 247
|