MIN MØDRENE SLÆGT

I. Det hele begyndte med et arrangeret ægteskab

Min morfar Cataldo Di Tommaso var fra Corato (Apulien) og  har nok været 25 år gammel, da han i nabobyen Andria blev gift med min mormor Filomena Lomuscio. Eftersom deres førstefødte - Luigi - kom til verden i 1901, forestiller jeg mig, at giftermålet fandt sted i det skelsættende år 1900, hvor Italiens kong Umberto d.1. blev skudt af en anarkist.

Hvordan Filomena og Cataldo lærte hinanden  at kende, anede jeg intet om. Dog var jeg godt klar over, at det vel næppe var sket til et bal. Den  syditalienske seksualmoral var jo dengang yderst streng.Min kusine Enzina løste imidlertid  gåden for mig, da hun fortalte, at der havde været en ægteskabsmæglerske på spil.

Derimod véd jeg stadig ikke, om det var  Cataldos familie, som fandt på at gifte ham bort til et godt parti, så at han kunne komme videre med sin tilværelse.

Cataldo havde nemlig hverken  formue eller  uddannelse. Til gengæld  var han en ganske præsentabel ung mand. Det er desuden tænkeligt, at forældrene, der ejede en fødevarebutik i Corato, har forsynet ham med en lille slant penge. Penge havde Filomena derimod mere end en slant at gøre godt med, idet  hendes familie havde tjent godt ved handlen med olivenolie.

Kort sagt: Cataldo og Filomena blev gift, og på et eller andet tidspunkt fik de   lov til at åbne tobaksforretningen i Porta La Barra.1) Med forretningen fulgte desuden købet af hele ejendommen på hjørnet mellem Piazza Porta la Barra og via Canosa.

Forretningen gik strygende og nogle år senere - sandsynligvis omkring 1925 - blev der råd til at købe en 5 hektar stor grund 8-10 km nordvest for Andria.

Stedet hed Tafuri. Det  blev Cataldos kongerige samt min barndoms bedste legeplads.

2. Lidt om Andria

Min mor blev født  den 15.december 1912, som  den femte ud af en søskendeflok på 7: Luigi, Antonietta, Sabino, Franca, Maria, Sergio og Lina.

Alle blev født i Andria, ligesom Andria havde været Lomuscio-familiens føde-og bosted i generationer. Og da min mor mod slutningen af hvert svangerskab slæbte sin tykke mave hjem til sine forældre, er jeg og mine søskende Amedeo og Elena også født i Andria - i  førnævnte hus på hjørnet mellem Porta la Barra og  Canosa-vej.

Andria  er groet op ad Murges østvendte skråninger, og er omgivet af det, som nok er Syditaliens - hvis ikke Italiens overhovedet - største olivenlund. Her  danner træernes sølvgrønne løvkupler  en tæt skov, hvori de forskellige jordlodder afgrænses af lave stengærder. Af og til afbrydes olivenlunden  imidlertid af   store strækninger, der er beplantet med de  karakteristiske  dværg-vinstokke. Når det sker, åbner  landskabet sig i en velgørende lysning. Med udblik over en ensom gård, en trullo, eller Murges sparsomt bevoksede bakker.

Står Wikipedia til troende, er Andrias mest prestigefyldte bysbarn  en vis kardinal Corrado Ursi, arkebiskop i Napoli.

Med al respekt for kardinalen mener jeg, at  en anden person gør ham rangen stridig, nemlig  Carlo Broschi, alias 1700-tallets mest berømte kastratsanger. Når jeg nu tilføjer, at han over det meste af Europa optrådte under navnet Farinelli, er der sikkert et par (især) ældre danskere, der vil huske en operette med Poul Bundgaard i hovedrollen.

Med hensyn til Andrias oprindelse fortælles der, at byen skulle være grundlagt af oldgrækerne.

Selv om man ikke helt kan udelukke, at grækerne har været på de her kanter (nabobyen Canosas oldgræske oprindelse er dokumenteret af mange arkæologiske fund), bestod det oprindelige Andria nok  af nogle få huler (på latin:antra - hvoraf sandsynligvis Andria), man havde hugget ind  i en tufsten-skrænt.

Men årene gik,hulerne blev omdannet til rigtige huse, og således opstod  Andrias middelalderlige kerne.

Denne kerne forbinder byens to hoveddele. Dem vil jeg tillade mig at betegne som Øvre og Nedre Andria.

Øvre Andria samler sig omkring den store, firkantede Piazza Catuma. Her ligger et par fornemme paladser og - nogle få skridt  derfra - en ganske anselig domkirke. Tårnet - har jeg læst et sted - bygger på en oprindelig longobardisk vagtpost. 

Fra Piazza Catuma og ad en forholdsvis snæver  gade kommer man først til det overdækkede marked, som  lokker den forbipasserende med en berusende  aroma af  frugt, tomater, fisk og provolone-oste. Vi modstår dog fristelsen og haster videre til S.Agostino-kirken med de to galopperende stenløver. Lad os lige dvæle et øjeblik ved dem og notere os, hvordan  deres rygge er blevet slidt blanke af alle de børn, som i århundredernes løb har fået   sig en ridetur. Vi fortsætter derefter  ned ad gaden  for  endelig efter et skarpt sving til venstre at nå  frem til   en skyggefuld fordybning. Her befinder vi os  så at sige i orkestergraven  under Porta La Barras scene. 

Oppe på denne scene banker den dag i dag Nedre Andrias hjerte.

Dog er vore dages Porta La Barra intet at regne mod det, pladsen  var tilbage i min barndom. Dengang var der nemlig   en kommen og gåen   af æsler læsset med mandelsække eller andet godt fra markerne, iblandet gadesælgernes råb (som for eksempel det ekstremt maleriske:"O´ petrosüne bello" =Den smukke persille!), og tilsat et  evigt vekslende mylder af krukkebærende kvinder og pjaskende børn omkring fontænen og for børnenes vedkommende også inde i den. Om aftenen var både  kvinderne og børnene ligesom tryllet væk. Porta la Barra var nu fyldt med diskuterende mænd.

Selve navnet - barra (eller sbarra) betyder jo bom - kunne tyde på, at der her i gamle dage lå en byport, hvor de tilrejsende ved en bom skulle erlægge tolden for eventuelt medbragte varer.

Den dag i dag er Porta La Barra samlingspunktet for hele syv veje. Herfra og uden de store svinkeærinder gelejdes man nemlig til Canosa, Barletta, Trani, Corato, Castel del Monte samt ad pilgrimskirken Santa Maria dei Miracoli til Hannibals slagmark ved Cannæ(Canne).

Vejen til Castel del Monte fortsætter mod Spinazzola og videre derfra til Venosa. Her (godt 50 km. vest for Andria) fødtes den latinske digter Horats, ham med Carpe diem.I et af sine digte klager han over, at hans gode ven Mæcenas har serveret ham en  ufordøjelig spise med masser af hvidløg i. Det har fremkaldt  en skrækkelig halsbrand, der får digteren til at mindes det tørstende Apuliens lumrende hede("vapor siticulosae Apuliae").

Og Apulien har virkelig tørstet - i årtusinder.

På denne baggrund  må det være klart for enhver, at  Porta La Barras store sensation og trækplaster engang netop  var fontænen i pladsens midte.

Takket være denne fontæne og mange tilsvarende over hele regionen stod  Apulien ved et epokegørende vendepunkt. Endelig var dets årtusindlange tørst forbi.Når dette blev muligt, skyldtes det, at den italienske regering i løbet af 1920´erne - både før og efter Mussolini - byggede den Apuliske Akvædukt (Acquedotto Pugliese). Denne er over to tusind kilometer lang og en af det genforenede Italiens sjædne bedrifter.

3. Gensyn med Tafuri

En dag i juli 1945 - helt nøjagtigt dagen efter min mors ubeherskede optræden foran mit fødehjem( se Min fædrene slægt) - kørte min far mig som sagt til Tafuri.

Pludselig slog han cykelbremserne i og for enden af en snorlige markvej, så jeg en statelig, ældre herre  under pergolaen foran det hvidkalkede hus. Han stod og kiggede på os.

Min far hjalp mig ned af cyklen og sagde:"Løb  hen til nonno!"

Det gjorde jeg så. Selv om jeg intet huskede om morfar, var jeg klar over øjeblikkets melodramatiske potentiale og som en anden Farinelli løb jeg, idet jeg råbte:"Nonno!Nonno!"

Min effektfulde entré blev imidlertid spoleret af en hund, der   vildt logrende løb  mig i møde. Jeg blev bange, men jeg tvang mig selv til at løbe  videre, imens hunden  slikkede mig over hele ansigtet.

"Tsa!Tsa!"(=gå væk, hund) sagde morfar og i samme øjeblik løftede han mig op til sig, og jeg mærkede hans tykke, cigarduftende overskæg mod min kind.

Andet kan jeg faktisk ikke huske, men jeg kan næsten regne ud, at jeg blev  oplivet af nonnos og hundens velkomst. Desuden er det tænkeligt, at jeg blev trakteret med en eller anden delikatesse fra Tafuris overflødighedshorn:mandler, hassel- og valnødder, tørre og friske figner (der var de violette, de grønne og de stribede) og måske en af de kæmpestore ferskener, som mor var  vild med.

Hunden var min nogenlunde jævnaldrende Pippaú, som jeg i mit allertidligste barndomsminde i et flygtigt glimt husker  i færd med at bide et eller andet stykke tøj i stykker.

Inden aftenen vendte far tilbage til Andria, efter at han og nonno ved fælles hjælp havde overtalt mig til at blive i Tafuri - sammen med nonno.

Hvem der havde fået den idé at sende mig på aflastning i Tafuri, véd jeg intet om. Men ordningen var udmærket - både for mig og nonno - og ikke mindst for min mor og Amedeo.

For ovenpå chokket over Sabinos død skulle hun nu også til at genetablere sit forhold til Amedeo - hendes andenfødte, som hun havde været adskilt fra i over to år.

Hvordan det var gået til, at Amedeo var kommet væk fra os, er en pinlig historie, som rummer mange spørgsmål.

Men hver ting til sin tid. Nu vil jeg gerne fortælle lidt om min morfar.

4. Tafuri - Cataldos livsværk

Det mindre psykodrama, som min mor opførte på Porta La Barra i juli 1945, var intet at regne mod det, hun præsterede sammesteds små 5 år senere.

Vi boede dengang i Codroipo ved Údine i et lille bitte rødt hus, der ejedes af vores genbo, familien Giavedoni. I  samme  dukkehus var Graziano i øvrigt den 6. december 1948  kommet til verden.

En dag i maj 1950 kom der  telegram fra Andria:"Far alvorlig(=meget syg)kom omgående".

 Næste dag tog far og mor afsted. Hvem der passede os fire børn - på henholdsvis 12,10,9 og 2 år - under deres fravær, har jeg pudsigt nok glemt alt om. Men jeg formoder, at det var vores hjertensgode friuliske husværter.

Da mine forældre ankom til huset på Porta la Barra, og min mor så hoveddøren behængt med sorte draperier, sank hun besvidstløs om.

 I denne tilstand - svævende bogstaveligt talt mellem liv og død - forblev hun i adskillige timer.

Tilbage i Codroipo var hun iført sorte sørgeklæder. I samme antræk - som den perledatter hun var - eller i hvert fald opfattede sig som - optrådte hun de efterfølgende seks måneder. Ligesom hun i samme periode forbød hun sig selv og os andre   at tænde for radioen.

Een ting véd jeg om mor: hun forgudede sin far. Ad den vej skabte hun myten om Cataldo. 

Men hvem var han egentlig?

Jeg husker ham som en utrolig fåmælt og selvhøjtidelig mand, der elskede det stille liv ude i naturen. Eller rettere:ude på Tafuri, der var hans livsværk.

Og siden vi jo skal kendes på vore værker, tager dette korte signalement af personen Cataldo  sit udgangspunkt i netop Tafuri.

Da Filomena og Cataldo engang i 1920´erne købte grunden, var jorden  nok dyrket med hvede. Hist og pist var der desuden  nogle grave fra Apuliens oldtid. Gravene blev sløjfet skånselsløst,  og under Cataldos ledelse blev grunden  beplantet med oliven- og mandeltræer samt en hel del vinstokke.  Men det, der gjorde Tafuri til noget særligt, var  de mange frugttræer. Disse var sandelig en fryd for øjet og i sidste instans for ganen.

 Jeg husker et par valnøddetræer, én hasselbusk, to kirsebærtræer og et ekstremt elegant kvædetræ. Endelig var der mindst en halv snes figentræer(det med de stribede figner lå ikke langt fra den dybe brønd) og et tilsvarende antal ferskentræer.

Tafuris allerstørste raffinement  og  et vidnesbyrd om Cataldos  fornemmelse for skønhed var imidlertid  morbærtræerne.Der var to af dem. Over for huset og for enden af pergolaen dannede de rammen om en enestående udsigt:  efter et bart stykke jord var der  et lille hold muskatdrue-vinstokke, længere væk  stod dets to hyrder (et par oliventræer), og længst væk - på den anden side af naboens olivenlund - så man   Murges vidstrakte bakker  samt - allerøverst og nøjagtigt midt i billedet - Castel del Monte.

I lighed med mange af Andrias huse var Tafuris hus sammenvokset med den underliggende tufstenmasse:her bør læseren forestille sig en enorm stenkæmpe, der lå begravet under huset og  pergolaen. Et par steder ragede noget af kæmpen oven i købet op over jorden. Tufstenbænken lige til højre for husets entredør var for eksempel ikke andet end  kæmpens uformelige pukkel, som man med lidt snilde havde gjort brugervenlig.

5. Hypoteser omkring Cataldo

Kæmpen dukkede også op ved husets modsatte hjørne. Her -  præcis på det sted, hvor den ene af pergolaens stammer forsvandt under jorden - var der en lille  rund tufstenhævelse. Måske havde den engang været spidsen af kæmpens tommeltot, men i  mine øjne var den  et lille bjerg, der kaldte på at blive gennemboret af en jernbanetunnel.

Her legede jeg i sommeren 1945  med et improviseret tog bestående af  to rustne konservesdåser - sandsynligvis et minde om tyskernes tilstedeværelse i Tafuri   et par år forinden.

Mens jeg legede, sad nonno  under pergolaen og læste avis. Ja, Cataldo læste. Det kunne endda hænde, at han læste bøger. Selv om jeg aldrig har set ham med sådan en i hånden. Men blandt hans efterladenskaber  efter hans død var der faktisk to bøger, hvoraf den ene  var Edgar Wallaces kriminalroman "L´arciere verde"(Den grønne bueskytte).

At sammenstykke et nogenlunde troværdigt portræt af min morfar, er et lige så håbløst forehavende  som min bardoms drøm om at bore en jernbanetunnel igennem kæmpens tommeltot. 

Alligevel vil jeg gerne forsøge. Så vidt muligt med samme alvor som dengang. Noget endegyldigt svar vil jeg selvfølgelig ikke finde, men jeg kan da altid opstille nogle hypoteser.

Min første hypotese går ud på, at den tavse  Cataldo forstod at omgive sit image med en god portion maskulin mystik. En strategi, der imidlertid ikke var omkostningsfri.

For eksempel var han nærsynet, alligevel bar han ikke briller. Sandsynligvis fordi han frygtede, at brillerne ville gøre ham til grin. Derfor tog han  dem først på (formoder jeg), når han var alene ude i Tafuri. Især når  han ved skumringen gik på jagt.

At han  var nærsynet, er først for nylig gået op for mig.Jeg  kom til at mindes   min mors ord om, at hun  havde set sin gamle far læse avis uden læsebriller på. Hvad  hun naturligvis opfattede som endnu et bevis på, hvor fantastisk hendes far var. Men er man  nærsynet (og det er jeg), kan man sagtens læse uden briller.

Jeg har arvet det portrætfoto af Cataldo, som min mor havde ladet forstørre og indramme og som ofte var mål for hendes henførte blikke og lovprisninger.

Det viser Cataldo sådan som han må have set ud, dengang  Maria var 4-5 år gammel og hans yndlingsbarn.

Han var en flot mand - med en sort, fyldig moustache, en fin aflang næse, en bred pande under det  sorte let bølgende hår og et par øjne (det opdager jeg først nu), som havde et let østerlandsk  anstrøg over sig.

 I de få måneder, hvor han ikke var i Tafuri, promenerede Cataldo høj og rank som han var i Andrias gader og levede op til  rollen som den velhavende, royalistiske samfundsstøtte, han anså sig for.

At han var en svoren royalist, fremgår af de navne han valgte til mine søskende: Amedeo og Elena er typiske Savoia-navne. Da min far besluttede at kalde sin sidstefødte Graziano - vist til ære for den fascistiske general Graziani -, kom der brev fra Andria. "Sikke et grimt navn, I har givet ham !" skrev Cataldo.

Hvad det religiøse angik, brød Cataldo sig bestemt ikke om præster, men - berettede min mor - "era molto devoto della Madonna"(= han var meget Madonna-from). En karakteristik, som på en og samme tid viser flere facetter af Cataldos personlighed.

Hans uvilje mod præsterne er således et udslag af hans royalistiske indstilling. For sådan var det i det genforenede Italien: enten var man for kongen eller for paven.

Hvad hans  attitude over for Madonnaen angår, ville det være en fejl at opfatte den som udtryk for kristelighed. Cataldo var snarere en skønhedsdyrker, som i Gudmoder hyldede indebegrebet af kvindelig skønhed.

Hvilket er i god samklang med, at Madonna   på gammelt italiensk betyder "min frue/min herskerinde/mea domina". I ordet glider det himmelske  så at sige  over i det erotiske. Hvor om alting er: For Cataldo var Jomfru Maria  lige så hellig som udsigten ud til Castel del Monte.

Og for det andet: skulle Madonna endelig have en religiøs betydning, var hun i Cataldos øjne  snarere Proserpina/Persefone, en af de underjordiske frugtbarhedsgudinder, som Keld Zeruneith udbreder sig om i "Træhesten".

For vel var  Cataldo en patriark, men han   var samtidig også  barn af en kultur, som i årtusinder har været  udpræget moder-dyrkende.  

6. Formodninger om den unge Cataldo

Den unge Cataldo ved jeg som sagt intet om, og det er jeg rigtig ked af. Men ud fra den gådefuldhed, som han omgav sig selv med, kan jeg rimeligvis antage, at hans ungdoms bedrifter ikke var noget at prale af.

Sandsynligvis havde han været en drivert. Eller i bedste fald en dagdrømmer.

Måske har hans forældre villet holde ham til bogen, men noget er gået galt. Med det resultat, at Cataldo efterfølgende er blevet taget ud af skolen og sat til en gang imellem at gå til hånde i forældrenes forretning. Muligvis har han været moderens smadderforkælede øjesten. Det er desuden tænkeligt, at moderen har været en af de typiske italienske mødre med ben i næsen og en fantastisk evne til at opfostre sjælelige kastrater.

For nogle år siden ville jeg skrive en novelle, hvor jeg lod Cataldo aftjene sin værnepligt i Milano.

Året er 1898 og den milanesiske almue sulter. Til sidst bryder  opstanden løs og myndighederne tyr til  et probat middel: gevær -og kanonkugler.

Hæren bliver sat ind og de (overvejende) syditalienske værnepligtige  beordres til at åbne ild mod den ophidsede folkemængde. Ofrenes antal er den dag i dag omstridt og svinger mellem 50 og 400 døde plus et lige så usikkert antal sårede.

General Fiorenzo Bava-Beccaris, der forestår  "aktionen", burde egentlig  degraderes for uduelighed.  Italiens konge  Umberto 1.   tildeler ham i stedet en fornem æresbevisning.

Til denne historie hører en efterskrift. To år senere  sejler anarkisten Gaetano Bresci  fra USA tilbage til Italien  med det præcise formål at hævne ofrene fra 1898. Det lykkes ham  d.29.juli 1900, hvor han i den lombardiske by Monza skyder  Umberto I. 2)

I den novelle, som jeg aldrig fik skrevet, var Cataldo  en af de soldater, som  under Bava-Beccaris´kommando er sat til at skyde den milanesiske opstand i stumper og stykker. Til sin store græmmelse  opfører Cataldo sig imidlertid som et rigtigt skvat: han besvimer ved synet af de første sårede, går i chok og noget i den dur. Mindet om hans  lidet mandige opførsel skulle i novellen  plage ham  resten af livet.

Sandheden om Cataldo er nok den, at han slap for militærtjenesten på grund af dårligt syn eller dårlige nerver. Eller også - supplerende hypotese - var han en klassisk "imboscato", der med forældrenes assistance unddrog sig militærtjenesten ved at spille syg eller  bestikke sessionskommissionen.

Uanset hvad Cataldo måtte have bedrevet i sin ungdom, er der ingen tvivl om, at han under sine mange år som godsejer var en lov-og-orden mand:det vil sige, først 100% royalist, senere  royalistisk fascist ,og endelig  demokrat,læs:kristelig demokrat.

I øvrigt var folk som Cataldo dengang  legio. Over hele Europa. Enten som autoritetstro undersåtter i det kejserlige Tyskland, eller som stokkonservative  anti-dreyfusarder i Frankrig.

Cataldo-typerne trivedes skam også i  Danmark, hvor de før systemsskiftet gav den som frisindede højre-grundtvigianere - med hang  til at støtte Estrup og knæppe tjenestepigen. 3)

7. Maria - "la Gioconda" eller "oliebaronesse"?

"Hun ligner la Gioconda"  sagde Cataldo  om Maria. Det var der  noget om.La Gioconda ( udtales: djokonda) var nemlig dengang den italienske  betegnelse på  Mona Lisa. Og ser man på portrætterne af den unge Maria, var der  faktisk en vis lighed mellem hende og den kvinde, der havde stået model for Leonardo. 

Desuden betyder Gioconda  munter. 4)

Og munter var min mor for det meste også. Men der var en tredje grund, der gjorde Cataldos betegnelse træffende og nærmeste profetisk. Der svæver jo et eller andet mystisk foruroligende over Mona Lisas smil. 

Een ting er sikker: Var Maria i det muntre hjørne - og det oplevede vi(Umberto+børn) især ved de lange seancer omkring middagsbordet - , øste hun af  et righoldigt repertoire af folkelige sentenser på apulisk dialekt.

Dette får mig i dag til at tænke på, at den lyse komponent af hendes personlighed udsprang af hendes barndoms guldalder, den  tid, hvor hun fik lov til at lege ude på gaden og kigge ind hos naboerne.

Denne lykkelige periode udspandt sig i via Férgola, en mystisk gade, som en gang imellem dukkede op i hendes erindringsglimt.

 Det var i via Fergola, min mor må være født. Denne er der i øvrigt - viser det sig nu - intet mystisk ved. Over nettet har  jeg lige fundet ud af, at den lå og stadig ligger ganske få skridt fra Porta La Barra.

Om Marias fødsel berettede mormor Filomena, at hun liggende i sin barselsseng tog imod Cataldos visit med følgende statement:" Vi har fået  en datter, men hun er meget smuk!"

Nu hvor jeg tænker tilbage på disse ord, går det op for mig, at Marias fødsel brød et mønster. Filomena og Cataldo havde indtil da holdt sig til rækkefølgen søn-datter-søn-datter(Luigi/Antonietta/Sabino/Franca). I henhold til deres  private statistik skulle den nyfødte derfor have været en dreng.

Der er en anden ting, som jeg pludselig bliver klar over. Når min mor de første år af sin barndom boede i via Fergola, er det  vel først omkring 1920, at Filomena og Cataldo fik tobaksforretningen.

Hvordan har de klaret dagen og vejen indtil da?

Det må formodes, at de begge var involveret i Lomuscio-familiens oliehandel. Det er desuden sandsynligt, at Lomuscios´ firma mellem 1915 og 1918 fik kronede dage takket være Italiens deltagelse i Første Verdenskrig. Uden mad og drikke duer helten som bekendt ikke, og til at lave italiensk mad skal der olivenolie til. Ud over at blive leverandører til den italienske hær er det tænkeligt, at Lomuscios etablerede et godt forhold til  myndighederne. Muligvis blev disse behørigt smurt - og ikke alene med olivenolje. Og det banede formodentligt vejen for, at Cataldo og Filomena til sidst kunne løbe af med statsmonopol-udsalget i Porta La Barra.

8. Brude-stutteriet

Mens Cataldo solede sig i  successen (oveni alt det andet var han jo blevet en slags olivenolie-baron i slægt med mangen en dansk gullasch-ditto), påbegyndte  Maria sin skolegang. Denne varede helt nøjagtigt tre år. Af hvilken grund skal jeg ikke kunne sige. Muligvis  havde Maria svært ved at koncentrere sig. Eller også lå det i tiden, at kvinder ikke behøvede nogen uddannelse.

I 1929 blev Antonietta gift med optikeren Andrea Fracchiolla.

Året efter var situationen følgende:  Filomena stod og ekspederede i tobaksforretningen, Cataldo var for det meste  i Tafuri, mens hjemmet i Porta La Barra var forvandlet til et hustru-stutteri, hvor tre giftefærdige kvinder - Franca, Maria og Lina - sad og broderede  brudeudstyret.

Hoveddøren ud til via Canosa var åbnet på klem - nok til at de tre søstre kunne se ud på vejen uden selv at blive set. Stak man sig  under syningen,  varslede det godt eller skidt alt efter hvilken finger, det var gået ud over. Rækkefølgen - med start fra tommelfingeren lød: glæde, sorg, brev, bryllup, testamente.

9. Tre brødre

I 1930 var Luigi, Sabino og Sergio henholdsvis 29, 22 og 16 år gamle.

Heller ikke deres skolegang havde været nogen succes. Derfor var de alle tre endt som Cataldos arbejsmænd ude i Tafuri.

I mindst to henseender skillede Luigi sig ud fra de andre søskende. For det første var han mindst 1,90 m høj. Desuden var hans forhold til Cataldo decideret problematisk. Det er mit indtryk, at han var familiens sorte får. Paradoksalt nok   meldte han sig til sidst ind i det italienske politi. Han giftede sig med en romersk pige - og endte sine dage i Rom. Det var ham, der arvede Tafuris hus med tilhørende udsigt.  Indtil det sidste var Luigi  glødende kommunist.

Sergio var ikke alene Filomenas yndling. Han  havde også arvet hendes forretningstalent. Senere kom han til at arve både forretningen og huset i Porta La Barra.

Sabino døde som sagt under krigen.

10. Det våde reb

I min mors desværre sparsomme erindringer  dukkede  følgende episode op.

Scenen er stuen i Porta La Barra. Det er nat. Pludselig er der nogen, der pusler ved hoveddøren. Cataldo står lydløs op. I hånden holder han et reb, der er blevet gjort vådt til lejligheden. Hoveddøren bliver låst op og Luigi træder varsomt ind. Næppe har han låst døren efter sig, før Cataldo farer frem fra mørket og lader det våde reb klaske ned over sønnens ryg og ben.

"Av!av!" hyler Luigi. "Ti stille! Din sjuft!" hvæser Cataldo og slår ufortrødent videre  ekstra vred over, at Luigis stemme kan vække naboerne.  Til sidst gør Maria (i natkjole og udslået hår) sin entré og beder indtrængende: "Lad være, papà! Tilgiv ham!".

Hvorpå den Madonna-fromme patriark lader sig formilde, og den natlige forestilling er forbi. 

Her melder nogle spørgsmål sig.

For det første  undrer det mig, at Cataldo udøver sin revselsret ved hjælp af et vådt reb. Hvorfor bruger han ikke det til formålet gængse livrem?

Jeg prøver at finde  svaret på internettet og under søgeordene "fune bagnata" (vådt reb) dukker  en gammel beretning op, hvor det våde reb omtales som afstraffelsesredskab. Interessant nok er beretningen fra Apulien.

Altså lader det til, at Cataldo har holdt en hjemstavstradition i hævd. Muligvis har han selv i sin ungdom fået det våde reb at smage.

Spørgsmål to: Hvad foretog Luigi sig under sine natlige eskapader? Var der kvinder på spil? Det er meget muligt. Men hvilke kvinder? En fyrig  enke, der boede i en af gyderne bag Piazza Catuma? En prostitueret? Var der mon et bordel i Andria på det tidspunkt?

Et sidste spørgsmål: Jeg har allerede opholdt mig ved grunden til, at ingen af Cataldos døtre fik sig en uddannelse. Men hvorfor gad  hverken Cataldo eller hans sønner  bestille noget i skolen? Da ingen af dem var  tungnem, gætter jeg på, at der i selve miljøet, som de stammede fra, ikke eksisterede nogen  tradition for at studere. Måske var skolen en vej, der i tidens apuliske samfund appellerede til det (forholdsvis lille) kultiverede borgerskab samt til småborgerskabets fattigste lag.  I øvrigt må man ikke glemme, at  Syditalien endnu i 1950´erne mønstrede   et stort antal analfabeter. På den baggrund var Cataldo, Filomena og deres børn ligefrem belæste.

11. Høst i Tafuri

Den tilstand af før-ægteskabelig klausur, som de tre søstre var henvist til, blev kun afbrudt på helligdagene, hvor både deltagelsen i gudstjenesten og aftenens passeggio bød på muligheden  af at se og blive set.

Desuden var der de længere perioder, hvor også søstrene  blev mobiliseret til høstarbejdet.

I Tafuri skulle der høstes tre gange: mandler i juli-august, vindruer i september og oliven i oktober-november.

Mandelhøsten er en temmelig træls affære. At ryste mandlerne ned af træet og samle den op af presenningen, som er blevet bredt ud under træet, er faktisk den mest behagelige del af hele processen. Det mindre behagelige begynder, når man i timevis må sidde ved et bord og skille hver enkelt mandel fra dens grønne hylster. Inde i hylsteret er der nemlig ofte bittesmå grønne lus, der giver en mægtig krible-krable over det hele. Jeg formoder, at lusene nutildags bliver bekæmpet af effektfulde pesticider. Men sådan var det ikke i 30´ernes Tafuri.  

Til gengæld var vinhøsten en herlig tid, dels fordi det ikke længere er så varmt, dels  fordi vindruerne er meget dejlige at røre ved og ikke mindst at smage af.  

Der var imidlertid en bestemt vinhøst, hvor den unge Maria blev konfronteret med livets blodige alvor.

12. Vredens og sorgens druer

En varm septembermorgen i året 1932 sad Maria under Tafuris pergola og skrev til Umberto. Deres forlovelse var nu  godt to år gammel, men efter at Umberto var blevet forflyttet til Benevento, var brevene blevet det eneste forsødende under de lange ventepauser mellem gensynsmøderne.

Mens  hun skrev var hun spændt på, om det ville lykkes hende at blive færdig, inden Sabino skulle til Andria. Brevet skulle jo helst postes samme dag. Der var også en anden grund til Marias uro. Hun frygtede, at Cataldo skulle  tage det ilde op, at hun sådan lidt på skrømt unddrog sig høstarbejdet. Ganske vist havde hun bedt faderen om lov, men havde han nu også  hørt rigtig godt efter?

På samme tidspunkt var Cataldo i  sammen med resten af børneflokken i færd med at høste. Den dag foregik det i den aflange, firkantede vinmark, der grænsede op til et stort, åbent fællesareal.

Her åbnede  landskabet sig i en vidstrakt lysning, hvor  to  slanke romerske pinier   aftegnede sig mod Murges bakker og stod vagt over Tafuris dyrebareste klenodie: kildebrønden.

Det skal her i en lille parentes lige indskydes, at Cataldo egentlig havde  sin egen brønd. Denne lå lige under pergolaen  kun et par skridt fra det  hushjørne, hvor jeg i sommeren 1945 puslede med mine rustne konservesdåser.

Men det var en  sølle regnvandsbrønd, der opsamlede vandet fra husets eneste tagrende. Afstanden fra åbningen til vandoverfladen var på knap 2-3 meter. Desuden lignede selve brønden en stor ægformet hule, en slags kæmpe underjordisk mavesæk. En forhenværende oldtidsgrav måske, hvis bund havde fået en gang cement.  Løftede man  for låget, der dækkede over den runde åbning midt i et knæhøjt stenbord, kunne man spejle sig i vandet og sige:"Ekko!"

Vandet fra denne brønd blev udelukkende brugt til at koge pasta i samt til vask og opvask.

Ganske anderledes forholdt det sig med føromtalte kildebrønd - il pozzo sorgivo. Denne var intet mindre end en  helligdom fra Apuliens animistiske fortid og derved i slægt med de brønde, hvor patriarkerne i  tidernes morgen på begge sider af Middelhavet  hentede vand til sig selv, fåreflokken, børnene og konerne.

Brønden bestod af 1 meter høj tufstenplatform med to store søjler ligeledes af tufsten.

Søjlerne bar på en talje, hvormed man kunne hejse vandet ved hjælp af en spand, der var bundet for enden af et reb. Midt i platformen var den firkantede åbning ned til brønden omgærdet af et metalrækværk.

Det var en meget dyb brønd. Vandet  herfra var dejligt køligt, men krævede en vis tilvænning, der blev indledt med et obligat diarréanfald. Parentes slut og tilbage til Marias sorrigfulde dag.

Pludselig bemærkede Cataldo  Marias fravær. Da han fik at vide, at hun var blevet ved huset for at skrive til Umberto, blev han både gal og jaloux. Men han lod sig ikke mærke med noget.

Da Maria lidt skamfuld dukkede op, nøjedes Cataldo med at spørge:"Hvor har du været henne, Maria?"

Mere behøvede han ikke at sige. Tonefaldet var ikke til at tage fejl af.

Maria prøvede at forklare, at hun havde bedt faderen om lov. Men det kunne hun ikke. Hun begyndte at ryste indvendigt og blev  overvældet af en voldsom trang til at græde. Lammet af skræk og fortvivlelse over at være faldet i husgudens unåde.

Da Umberto et par uger senere genså hende, var Maria en skygge af sig selv.

Da vores gamle mor i Pergola var ved at komme sig  efter en af sine mange depressioner, betroede Umberto, at han engang under forlovelsen var kommet til Andria og havde fundet hende  nedtrykt . Esaurita, sagde han.

Der findes mange billeder af min mor, alle taget af min far, som havde været en passioneret fotograf. Her afbildes Maria som oftest i alt sit storsmilende ynde. Et par gange i en stærkt overdrevet vamp-attitude. Det er allesammen billeder, hvor Maria har overskud til at posere.

Men der er et billede fra 1932, hvor gejsten har forladt hende. Hun  står foran en høj, lukket havelåge. Hendes øjne er forgrædte og blikket som hos en treårig pige, der er meget ked af det.

13. Sabinos død 

Først i 50´erne boede vi i Norditalien. Dog blev sommerferierne for Amedeos og mit vedkommende  ligeligt fordelt mellem Central- og Syditalien. Med andre ord: mellem  Fenigli og Tafuri.

Begge steder gav vi den som uforskammede nasseprinser. Og ikke nok med det.Milevidt som vi var fra vores forældres opsyn (mor og far tilbragte kun kort tid i Fenigli og Tafuri), var der ingen grænser for  den frihed, vi nød i Fenigli, samt ingen ende på de spilopper, vi  plagede vores omgivelser  med i Tafuri. Her var det  først og fremmest mormor Filomena   og moster Antonietta, det gik ud over.

Lad mig illustrere det med en lille og i og for sig uskyldig episode fra perioden 1952-54.

Bag ved det  hvidkalkede hus  stod der et flot figentræ, der gav  prægtige violetfarvede figner. Dem omtalte nonna Filomena imidlertid som sorte (ligesom rødvin i det apuliske mål bliver til sortvin). En dag kom hun hen til os og hviskede hemmelighedsfuldt: "Der hænger mange dejlige, modne figner derovre på træet". Hvorpå hun tilføjede med et glimt i øjet:"La fica nera è buona!". Dét hun mente var, at  sorte figner smager godt. Desværre  vidste hun ikke, at ordet "fica" i Norditalien betegner kvindens kønsorgan.

Mormors melding om, at den sorte k.... er god, fik os to skarnunger til at reagere med alt andet end diplomatisk tavshed.

Hvor gammel var Filomena på det tidspunkt? Hvis man går ud fra, at hun nok var lidt yngre end Cataldo, han hun vel været et sted mellem de 75 og de 80. Da hun døde i 1962, var hun mere eller mindre senildement.

I dag går det op for mig, at Filomena - denne stille eksistens - havde været familiens hjørnesten. Mens Cataldo var i Tafuri, bestyrede hun  tobaksforretningen og hjemmet - sidstnævnte med hjælp fra Antonietta og Franca (efter alt at dømme var Maria også hendes kæledægge - og derfor i reglen fritaget fra huspligterne). Filomena var et menneske af få ord, men når hun talte, afslørede hun en tør humor, der grænsede op til det kyniske. Det fremgår af følgende udsagn, som jeg har fået refereret af min far. "Kvinder - sagde Filomena - ville skam gerne ligge i med  hanæslet. Hvis det altså ikke gik ud over deres lagener".

At hun også var et usædvanligt tappert menneske, beviste hun, da familien i begyndelsen af 1945 blev ramt af en stor tragedie.

Under krigen var Sabino blevet indkalt som soldat og  udstationeret på Rhodos ( dengang en italiensk besiddelse). Derfra var han hjemkommet med blødende mavesår. Lægerne på Barlettas sygehus besluttede at operere ham.

Operationen var tilsyneladende vellykket. Men efter hvad jeg har fået fortalt var Sabino vågnet af narkosen med en frygtelig tørst. En sygeplejerske gav desværre efter for hans bønner om at få noget vand at drikke. Hans sår brød op, og han døde. 

Sabinos død kastede hans unge kone Isa, som ventede sig, ud i en ubeskrivelig fortvivlelse, der gav sig udslag i gråd og uhæmmede raserianfald. "Hvorfor har du forladt mig?" råbte hun ad sin døde mand.

Af uransagelige grunde forbød sundhedsmyndighederne , at Sabinos lig blev kørt til Andria, så at han kunne begraves i sin fødeby. For at omgå forbuddet måtte man midt i tragedien iscenesætte en komedie.

Sabinos lig blev iført jakkesæt og anbragt siddende på bagsædet af en bil. Ved siden af ham sad Filomena. Hun  har vel fortalt de bestukkede eller forbarmede vagter, at  sønnen sov. 

18.5.10

Lidt historie. I en  danmarkshistorie læste jeg for nogle år siden, at det danske mandenavn Niels i middelalderen kom til Danmark fra netop Apulien. Forklaringen ligger i, at Apulien fra omkring 1050 langsomt blev normannisk besiddelse. Da normannerne var forfranskede vikinger af dansk-norsk oprindelse, opstod der tætte forbindelser mellem Apulien og  Norden. Hvad navnet Niels specifikt angår, kommer det som bekendt af den hellige Nikolaos (forløberen for både Sankta Klaus og julemanden). Nikolaos´ jordiske rester lå i Smyrna - i det nuværende Tyrkiet. Derfra blev de omkring 1080 af nogle apuliske søfolk bortført til Bari.  Til ære for helgenen blev der i Bari opført  domkirken San Nicóla di Bari (færdiggjort i det 12. århundrede). Det er til ære for Baris skytshelgen, at mange danske mænd i middelalderen blev navngivet Niels.

Castel del Monte er en af Apuliens største seværdigheder. Det drejer sig om et ottekantet jagtslot, der blev bygget i Frederik 2.´s regeringsperiode. Denne Frederik 2. (1194-1250 -på italiensk: Federico secondo) er et af  europæisk middelalderhistories største navne. På mødrene side var han normanner. Hans mor var nemlig normannertronens sidste arving Konstance af Sicilien. Faderen var derimod tysker.Han hed Henrik d.6. og var søn af Frederik Barbarossa. Takket være de besiddelser, Frederik d.2. arvede i såvel Syditalien som i Tyskland, udgjorde han en stor trussel mod både pavemagten og de gryende italienske bystater. Deraf mange krige og flere pavelige bandlysninger. Om Frederik 2. har Hans Lyngby Jepsen skrevet romanen "Men fuglene flyver"(1991).Mere om Frederik 2. i  f.eks. Den Store Danske Encyklopædi.

Frederik 2. havde og har stadig en stor stjerne i Andria, hvor en byport (Porta S.Andrea) citerer nogle ord, som angiveligt skulle være Frederiks lovprisning af den trofaste Andria (Andria fidelis).En helt anden ting er, at søger man efter Castel del Monte på www.DenStoredanske.dk, bliver man henvist til en senere Federik 2., der var spansk konge over Sicilien. Denne Frederik har intet med sagen at gøre.

NOTER:

1)Fik lov, idet alle tobaksvarer plus tændstikker, salt, frimærker og stempelpapir var statsmonopolvarer.

2) Mere om disse begivenheder i Wikipedia. Se f.eks. "Bava-Beccaris massacre".

3) Det sidste har de vel praktiseret også efter systemsskiftet.Jvf. Pia Fris Laneth, Lillys Danmarkshistorie, 2006

4) I moderne italienske betyder ordet imidlertid "alternativt begavet".