|
LÆGERNE I BÆLUM ved Jørgen Jeppesen *
Gennem de sidste ca. hundrede år har Bælum haft sin egen lægepraksis, hvilket naturligvis har været til stor nytte og glæde for byens og omegnens borgere, men fra 1. februar 2008 er dette et overstået kapitel.
Vor nuværende praktiserende læge Ejvin Lagoni har nemlig, da han den 31.december - altså nytårsaften - rundede 65 år, besluttet at stoppe sit virke som læge og nyde sit otium sammen med hustruen og parrets fem børn.
Desværre har det ikke været muligt at få en ny læge til byen. De yngre læger vægrer sig ved at overtage en sådan solopraksis, og derfor må den lukke. Bælums borgere må nu drage udenbys, når de skal søge læge.
Man spår, at en akut lægemangel i hele landet vil føre til, at der i de kommende år vil komme til at mangle flere hundrede praktiserende læger i Danmark, hvilket er ret katastrofalt. Mange vil til den tid få virkelig langt til lægen.
Siden omkring år 1900 har vi i Bælum haft 8 praktiserende læger, hvoraf jeg selv har kendt de syv.
Den første af dem døde et halvt år før, jeg blev født i 1933. Jeg har således naturligvis ikke kendt ham, men jeg har hørt og læst en hel del om ham.
Bælums første læge
Hans navn var Nicolai Nissen, født i Sverige i 1877. Nøjagtigt hvornår han oprettede praksis i Bælum er jeg ikke helt klar over. I et lokalhistorisk blad har jeg læst barndomsminder, skrevet af den da 86-årige Louise Larsen, som blev født i Bælum i 1895.
Her fortæller hun, at hun i 1909 efter sin konfirmation i Bælum Kirke kom i huset som halvdags-pige hos læge Nissen til en løn af 4 kroner pr. måned.
Om læge Nissen fortæller hun: Han var høj og slank med brune øjne - ugift og udpræget boheme natur. Når han gik på sygebesøg, var han altid iført blanke skaftestøvler, blå slængkappe, sølvknappet stok og altid i følge med to hunde - en sort puddel og en lille brun gravhund, som luntede bagefter ham. Han var en dygtig læge på alle måder - meget afholdt og respekteret af befolkningen, men mit indtryk af ham var, at han var en ensom mand med en meget lille omgangskreds, fortæller hun.
Hans yngre søster var gift ind i den daværende store Goss Tændstikkoncern. Et år i påsken havde han besøg af disse mennesker, hvilket glædede ham meget, husker Louise Larsen.
Hvis en fattig patient lå syg og hjælpeløs i sin stue, blev jeg ofte sendt af sted med mad og andet lækkert til vedkommende at styrke sig på, slutter hun.
Nissen boede og drev sin praksis i den højtliggende villa bag den nuværende købmandsbutik i Bælum - en villa, som jeg mener, han også har bygget. Vi har altid kaldt denne for Dr. Nissens hus.
Nicolai Nissen døde i 1933 og ligger begravet på Bælum kirkegård under den store monumentale granitsten med den sørgende kvinde i bronze.
Efter Nissen kom Niels Børge Kirk, der stammede fra Hadsund, hvor hans far i mange år var praktiserende læge og kendt for sin fantastiske omsorg for de fattige, hvoraf mange var daglejere og husmænd på egnens herregårde.
Hadsund-lægen havde i øvrigt en søn mere. Det var den senere så kendte forfatter Hans Kirk, hvis bøger ofte handlede om netop disse fattige folks usle kår, som han huskede det fra sin barndom i Hadsund.
Denne omsorg havde Dr. Kirk i Bælum også arvet, og hans praksis blev meget stor, idet patienter i et stort område af Østhimmerland strømmede til i en sådan grad, at det irriterede visse af lægerne i nabodistrikterne.
En praktiserende læges arbejdsdag var dengang alle døgnets 24 timer. Vagtordninger fandtes ikke, så lægen måtte ofte drage afsted på natlige sygebesøg, når der blev kaldt, og alligevel være klar næste morgen til konsultation.
Trods denne travlhed gav Dr. Kirk sig tid til på vej til eller fra sygebesøg at standse sin bil og uanmeldt banke på hos folk, som før havde været syge, for at høre, om de havde det godt. Man sagde også om ham, at hvis han mødte en landevejsstryger i forhutlet tilstand, kunne han finde på at stoppe op og forære den sølle mand sin frakke. Selv husker jeg, at jeg som ganske lille dreng fik en slem tandpine. Min mor tog mig med op til Dr. Kirk, der havde praksis over for bageren, og han betroede mig, at han var nødt til at trække tanden ud - men, sagde han, idet han fiskede en tokrone op af lommen: Hvis du lover mig ikke at græde, så må du få denne tokrone.- Jeg klarede det uden at græde, og stolt gik jeg derfra med en daler i lommen. Ligesom sin bror - forfatteren Hans Kirk - var læge N.B.Kirk kommunist, og flere af Danmarks kommunistiske partis ledende medlemmer har haft sin gang i lægeboligen i Bælum. Den kendteste af disse - Aksel Larsen - har flere gange været gæst hos lægen. Dette foregik i ubemærkethed på grund af nazismens fremfærd. Kirk var særdeles afholdt af alle på egnen. Det var derfor med stor sorg, at man først på året i 1941 fik den triste meddelelse, at han pludselig var afgået ved døden. Dette bevirkede, at vi fra den ene dag til den anden og helt uventet var uden læge i Bælum. Nabolægerne i Terndrup, Kongerslev og Skelund fik nu ekstra travlt de næste par måneder, da Kirks mange patienter måtte opsøge dem, indtil hans praksis blev overtaget af en ny læge. Denne nye læge blev Vladimir Bolotin, der som navnet antyder, var russisk. Som barn var han med sin mor flygtet til Danmark fra den russiske revolution. Med sig havde de moderens beholdning af værdifulde smykker, og ved salg af disse fik hun råd til at give sønnen sin uddannelse til læge. Bolotin var et uhyre musikalsk menneske, og han brugte så godt som hele sin sparsomme fritid til at spille musik. Han var en dygtig violinist og fandt snart sammen med andre violinister i Bælum til en ugentlig kammermusik-aften. I etagen oven over konsultationen indrettede han et musikværelse. Her havde han en stor samling af forskellige musikinstrumenter, og han kunne spille på dem alle - bl.a. en russisk balalajka. Bolotin tilbød flere af byens drenge undervisning i violinspil ganske gratis. Blandt dem var min bror Christian. Senere inviterede han også mig til at deltage, og da jeg sagde, at jeg desværre ikke havde en violin, gik han hen og tog en lille 3/4-violin fra et søm på væggen og forærede mig den. Det er snart 70 år siden, men den dag i dag hænger den lille violin på min væg. Desværre måtte Vladimir Bolotin efter kun 2 år i Bælum på grund af stress og private problemer se sig nødsaget til at stoppe som privatpraktiserende læge i 1943. Han solgte derfor sin praksis, og efter en tiltrængt længere rekreation fok han ansættelse som læge på Augustenborg Hospital på Als. * Bælums tre første læger (Nicolai Nissen, Niels Børge Kirk og Vladimir Bolotin) efterfulgtes af læge Knud Normann Petersen, som fortsatte i lægeboligen over for bageren - dog kun i 2-3 år. Kort efter krigen satte den daværende Bælum-Solbjerg kommune Bælum Nørgård, som tidligere havde fungeret som fattiggård, til salg. Normann Petersen købte gården, solgte lægeboligen og flyttede ind i Bælum Nørgårds store, herskabelige stuehus, hvor han i den østlige ende af bygningen indrettede sin lægepraksis. Gården, som i folkemunde stadig blev kaldt fattiggården, fik nu navnet "Doktorgården". Kostalden blev renoveret, og ind flyttede en større kvægbesætning af racen Jersey, som man dengang mente gav den sundeste mælk på grund af stort fedtindhold. Folk fra Bælum strømmede hver dag til gården for at købe mælk ved stalddøren. En bestyrer blev ansat til at stå for driften af landbruget på Doktorgården. Normann Petersens projekt på Bælum Nørgård viste sig dog snart ikke at løbe rundt, og i 1951 måtte han forlade gården på en tvangsauktion, som dog vist nok blev afblæst i sidste øjeblik. Normann Petersen og hans familie forlod Bælum og rejste til et job som læge på den amerikanske base på øen Guam, - langt borte fra Danmark. Lægepraksis blev overtaget af Ejler Bjerregaard, der før havde været læge på Grønland. Han drev i starten sin praksis videre i Bælum Nørgårds hovedbygning - men ikke ret længe. Den tidligere lægebolig over for bageren blev nemlig sat til salg, og Bjerregaard valgte at købe den for at flytte praksis tilbage til bymidten, hvilket patienterne var glade for, da denne beliggenhed var mere central end Bælum Nørgård, hvortil de fleste havde en kilometer eller mere at gå for at opsøge lægen. Efter nogen tid i Bælum ønskede familien Bjerregaard at komme tættere på Aalborg, så da de fik muligheden for at købe praksis i Nr Sundby, valgte de at flytte fra Bælum i 1955 efter kun 4 år. Jeg tror egentlig aldrig, det lykkedes dem at falde til og føle sig tilpas her ude på landet. Ind i lægeboligen flyttede nu læge Jens Chr. Ryge. Han og hans familie faldt ret hurtigt godt til i Bælum. Mens han havde travlt i sin praksis, blev fru Ryge snart et meget aktivt medlem af den lokale hjemmeværn-gruppe. Læge Ryge var vellidt af sine mange patienter, og vi unge mennesker så misundelige til, når han satte sig til rette i sit store flotte dollargrin - en grøn Ford Costumline- og kørte på sygebesøg. Efter 8 år i Bælum købte Ryge i 1963 en lægepraksis i nærheden af Nakskov på Lolland, og atter en gang måtte vi have ny læge efter nu at have haft 5 læger i løbet af 30 år.
Det blev Asger Bjørn Jensen, som skulle vise sig at være den, der holdt længst ud i gerningen som praktiserende læge i Bælum.
Bjørn Jensen førte traditionen videre som familielægen, der stod til rådighed hele døgnet, og utallige gange har han måttet afbryde sin velfortjente nattesøvn, når der pludselig opstod behov for lægehjælp.
På alle hverdagene kunne patienterne i konsultationens åbningstid uden forud at have bestilt tid sætte sig i venteværelset, og selv om køen kunne være lang, blev alle betjent efter tur.
Efterhånden som det blev almindeligt at have egen bil, flyttede rigtig mange fra storbyerne for at komme tættere på naturen og få en mindre stressende tilværelse i landlige omgivelser. Man valgte så at køre i bilen til og fra arbejde i byen.
Mange steder gjorde denne tilstrømning af nye borgere, at en enkelt praktiserende læge ikke længere kunne dække behovet. Derfor gik to eller flere sammen om at opføre et lægehus, hvorfra de kunne drive hver sin praksis og ellers være sammen om de øvrige faciliteter samt sekretær og nogle steder en sygeplejerske.
Dette skete dog ikke i Bælum.
En lægevagt-ordning gjorde, at den praktiserende læge kunne lukke kl.16 og dermed få tid til at tage del i byens forskellige aktiviteter, hvilket Bjørn Jensen og hans kone da også benyttede sig af.
Efter 25 år som praktiserende læge i Bælum valgte Bjørn Jensen i 1988 at stoppe sit virke, og solgte lægeboligen med praksis på Støberivej nr.4 til læge Ejvin Lagoni.
Bjørn Jensen og hans hustru Annelise ønskede dog ikke at forlade Bælum, så de købte et dejligt hus i den vestlige ende af byen, hvor de nyder pensionist-tilværelsen og stadig holder sig aktive med lange trave-og cykelture i vor skønne natur.
Ejvin Lagoni, der kom til Bælum i september 1988, stammer fra Sønderjylland. Han kendte dog lidt til egnen, idet han er gift med Elsebeth Møller, som er datter af den daværende ejer af savværket i Solbjerg, - Poul Møller. Lagoni startede med at føre praksis videre efter samme metoder, som Bjørn Jensen i Støberivej nr.2, men fra midten af januar 1989 ændrede han dog sin praksis således, at konsultationen kun kunne foregå efter aftale. Fra kl. 8-9.30 og fra kl.12-13 var der nu daglig telefontid for medicin- og tidsbestilling - også til aftenkonsultationen onsdag. Kort tid efter fik han mulighed for at erhverve det tidligere kæmnerkontor på Østergade nr.24, som var særdeles velegnet med god plads til såvel bolig som konsultation. Desuden var der i modsætning til Støberivej en ganske god parkeringsplads. At Ejvin Lagoni gennem sine 20 år i Bælum har været vellidt af sine mange patienter -cirka 1300 -, fik han bevis for, da han på sin sidste åbningsdag den 31. januar holdt "åben konsultation". Snesevis af borgere fra Bælum og flere nabobyer mødte op med et væld flasker, blomster, m.m. Alle er enige om, at det er et stort tab ikke mere at have en læge i Bælum. Især vil det være besværligt for de ældre at komme til Terndrup-lægerne med de elendige busforbindelser. Jørgen Jeppesen, Bælum februar 2008 * Jørgen Jeppesen (1933-2018) var uddannet tømrer, men var også aktiv som skolemand, musiker og lokalhistoriker. I denne sidste egenskab var han gennem årene fast bidragyder til Møllevangs Avisen ved Bælum Ældrecenter. Ovenstående skrift blev udgivet heri to gange. Jeg synes, den fortjener en større læserkreds (P.C.) 31.01.21 |