|
Stille dage i Morsano - 2. del af Min fascistiske barndom 1. Morsano Undermålerkongen Vittorio Emanuele 3., hvis højde ikke oversteg 153 cm, havde i 1922 bragt Mussolini til magten. Den 25. juli 1943 besluttede han at lade ham arrestere. Sidstnævnte disposition må ses i lyset af, at de allierede nogle få dage forinden var gået i land på Sicilien og langsomt men sikkert med voldsom ildkraft var nu ved at underlægge sig resten af Syditalien. Den 8. september flygtede kongen og hans nærmeste entourage til den apuliske by Bríndisi og overgav sig til general Eisenhower. Samme dag erfarede tyskerne, at kongen havde sluttet våbenstilstand med de allierede. En uge senere - den 15.september - blev Mussolini befriet af en tysk faldskærmjæger-kommando for samme dag af Adolf Hitler at blive sat i spidsen for den såkaldte Saló-republik. Da vi i oktober 1943 ankom til Morsano, var der i Italien altså krig på to fronter: mellem de allierede og tyskerne i området omkring Napoli samt mellem den italienske modstandsbevægelse og nazifascisterne i store dele af Nord- og Mellemitalien. Her bør det lige indskydes, at der med udtrykket nazifascist sigtes til de tyske besættelsestropper og deres italienske håndlangere i Saló-republikken. Det var formentligt Polas tyske kommandant, der havde overflyttet far til Latisana, hvor han skulle lede den stedlige finanza-kaserne. Om det også var tyskerne, der havde bestemt, at vi skulle bo i Morsano, skal jeg ikke kunne sige. Een ting er sikker: I sammenligning med Pola var Morsano et hul i jorden, der imidlertid var stort nok til at udgøre en kommune, og samtidig havde den fordel, at det takket være sin lidenhed ikke ville blive mål for bombardementer. Morsano, som officielt hed Morsano al Tagliamento, ligger 10 kilometer nord for Latisana og 50 km sydvest for Friulis hovedby Údine. Vi boede i et lille etplanshus ved byens hovedtorv, hvor vi var naboer til kirken og genboer til det minimalistiske rådhus, som nogle måneder senere skulle danne rammen om en af vores Morsano-opholds mindeværdige oplevelser. 2. En mageløs opdagelse Vi var også naboer til en lille café/bar, som lå i forlængelse med vort hus, samt til skolen og børnehaven. Skolen lå lige overfor baren, mens børnehaven lå i samme gade et par hundrede meter længere fremme. Ligesom i Pola var børnehaven bestyret af nonnerne. Dem i Morsano var jeg ret glad for. Midt i alt det fremmede, som Morsano var præget af, var nonnerne nemlig et velkendt indslag. Desuden var de medvirkende til, at jeg kunne notere mig en lille sejr. En dag var der i børnehaven blevet indrettet et lille alter med levende lys, blomster og måske også et krucifiks og/eller et Jomfru Maria-billede. Arrangementet var tiltænkt børnehavens ældste børn, som nu stod forsamlet foran opstillingen. Først var der en bøn, som vi skulle lære at fremsige. Derefter lagde vores instruktør-nonne op til, at vi med front mod alteret skulle lægge ansigtet i de frommeste folder med henblik på at se så hellige ud som muligt. Der indtrådte en dyb stilhed, hvor jeg lukkede øjnene og gav mig hen...indtil jeg nåede en nærmest vægtløs tilstand. Og se! Da nonnen sagde, at nu måtte vi lukke øjnene op igen, var det netop mig hun udpegede som vinder af konkurrencen. Det var manna fra himlen. Især i betragtning af, at jeg lige fra min første børnehavedag var blevet konfronteret med en alvorlig handicap. Under de legepauser, hvor børnene blev overladt til sig selv, havde jeg måttet sande, at de andre børn snakkede et sprog, som jeg ikke forstod et dyt af. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Efter nogen tid blev jeg mere og mere fortrolig med friulisk (sådan hed det mystiske sprog).
3. Skolestart Et af fascismens mange valgsprog lød "Libro e moschetto", dvs. bog og gevær. Med andre ord: en god fascist kan både læse og skyde. Det var sikkert i pagt med dette princip, at jeg en gang i løbet af dette alt i alt katastrofale efterår skulle starte i første klasse. Der var blot det problem, at skoleåret var begyndt et par måneder tidligere, men gjorde det noget? Mor tog sig af at indføre mig i alfabetets grundlære. En dag sad vi i køkkenet, der var svagt belyst af vinduet ud til den lillebitte baghave. Vi sad mor og jeg ved et lille bord og "A -bi-tji-di..."sagde min mor, idet hun pegede på de mærkelige tegn i en bog, som lå åben foran mig. - Gentag! -, sagde hun. Det gjorde jeg. Det mærkeligste var imidlertid mors attitude. Aldrig havde hun set så alvorlig ud. Jeg prøvede mig frem med et lille smil. Det fik hende til at åbne skuffen i det lille bord, hvorfra hun fremdrog en lang grydeske af træ. Hun lagde den på bordet. - A-bi-tji-di...Gentag! Hvad var meningen? De mærkelige tegn, mors alvorlige mine og nu grydeskeen. Det var for mange mærkværdigheder på én gang. At falde i staver hedder på italiensk "incantarsi", dvs. at blive fortryllet. Men - Non incantarti! - sagde mor og hævede fortryllelsen, som jeg var faldet i, ved at give mig et lille rap over fingrene med grydeskeen. - Gentag! A-bi-tji-di.. Jeg gentog. 4. Viva il Duce! Min første skoledag må have fundet sted en dag i begyndelse af november 1943, altså godt og vel to måneder inden jeg fyldte 6 år. Om denne dag husker jeg ingenting. Men sandsynligheden taler for, at den stod i fars regi. Frit rekonstrueret: En mandag morgen, inden far cyklede til Latisana efter weekenden, gik han og jeg op ad skolens trappe og fandt frem til lokalet, hvor første klasse holdt til. Det lå midtvejs af en lang gang, hvor en række høje vinduer vendte ud mod skolegården. Far var iklædt sin grå-grønne finans-uniform med kasket, pistolbælte og knælange, sorte læderstøvler. Han bankede på, og en kvindestemme sagde: Kom ind! Bag katederet sad mit livs første lærer, frøken Lidia Forner, som et år senere skulle blive vores nabo hos Giraldis. Hun hilste hjerteligt på både far og mig, og jeg fik anvist en plads ved siden af en pige. Mens min første skoledag er fuldstændig slettet af min hukommelse,husker jeg tydeligt de morgener, hvor jeg stod foran døren ind til min klasse. Mine kammerater var allerede i gang med dagens dont, jeg bankede på, åbnede døren og ind trådte jeg med højre arm strakt frem i den såkaldte romerhilsen: - Viva il Duce! (=Længe leve Føreren!) - sagde jeg derpå så højt jeg kunne. Disse martialske entreer var selvfølgelig instrueret af far. Idag spørger jeg mig selv, hvorfor i alverden jeg fik lov til at komme for sent i skolen. Men det virkelig interessante var de motiver, der fik mit fædrene ophav til at handle så tåbeligt. For alle måtte jo vide,at det var ham, som fik mig til at give den som lilliput fascist. I november 1943 var der jo allerede adskillige tegn i sol og måne om, at akse-magterne styrede lige ind mod nederlaget. Allerede dét var en god grund til ikke at skilte med sine fascistiske anskuelser. Det allerværste var imidlertid, at far ikke havde den mindste føling med, hvor lidt fascistisk Friuli var. Men snart skulle han komme ud for et par oplevelser, der gjorde ham lidt klogere. 5. Elena Som en lille sol titter hun pludselig op over horisonten, og selv om kun er lige fyldt to år, kan hun sige en hel masse. En gang imellem leger vi sammen. Som for eksempel en eftermiddag, hvor vi egentlig efter god syditaliensk skik bør sove til middag. I stedet for hopper vi vildt på vores forældres dobbeltseng. En dag dratter Elena pludselig ned af sengen, og der er skrig, skrål og blod. Under faldet han hun nemlig ramt natbordets metalhåndtag og fået sig en grim flænge i panden. Når vi gerne opholder os i fars og mors soveværelse, skyldes det, at det er husets eneste rum, hvor der et vindue, der vender ud mod byen. Herfra er der fri udsigt til både kirken og rådhuset. En eftermiddag hører vi en bil bremse kraftigt op.Næsten samtidigt lyder der skud. Det er pistolskud, dem kan jeg genkende, fordi de lyder knap og nap højere end knaldhætterne fra min (hedengangne) Beretta-pistol. Vi kaster os straks ned på gulvet, vi hører kvindeskrig, bildørene smækkes i, bilen drøner afsted. Senere får vi at vide: En gruppe partisaner (sådan kaldte man hjemme hos os mostandsbevægelsen: i partigiani) har forsøgt at likvidere eller måske bare at skræmme kommunaldirektøren. Men han er ikke blevet ramt. Det fortælles også, at kommunaldirektørens datter har gjort sig selv til et levende skjold for sin far. 6. Et uventet besøg Det lille etplanshus på torvet ejes af familien Primón. Vi bor hos dem godt et års tid. Sommeren 1944 har far fået klippet mig skaldet. I et af barens vinduer ser jeg spejlbilledet af mit skaldede hoved og græmmes. Også skyderiet foran rådhuset må stamme fra sommeren 1944. Følgende, skelsættende minde stammer derimod fra efteråret samme år. En aften (med det er stadig lyst) har far, mor, Elena og jeg været ude at gå. En lille aftentur før aftensmaden. Da vi alle 4 står ved entredøren ind til vores hus, og far skal til at låse op, stiller to trench coat-klædte mænd sig pludselig ved siden af ham. De bærer hat og solbriller, kravene på deres trench coats er slået op. Den ene af dem siger: Vi har en ladt pistol i lommen, så forhold Dem rolig. Så snart vi alle er kommet ind i huset, hiver de to mænd deres skydere op af lommen, og retter dem mod far. - Aflevér Deres tjenestepistol! Far efterkommer ordren. Et øjeblik senere har de to mænd lukket døren efter sig, og er forduftet. 7. Hos Giraldis Ejendommen var en stor patriciervilla fra den tid (formoder jeg nu), hvor Friuli hørte under Republikken Venezia.Den var omgivet af en to meter høj mur, som lukkede sig omkring en gårdsplads med stenbrolægning, en stor hvid hovedbygning og to sidebygninger. I bygningen til højre var der værksteder, sidebygningen til venstre husede staldene. Mellem staldene og hovedbygningen førte en stenbrolagt skråning op til en åben plads af stampet jord, der flugtede med hovedbygningens første sal. Her i kæmpevillaens alleryderste bagparti havde vi lejet os ind i en lillebitte lejlighed, som i tidligere tider måtte have været beregnet for husets tyende. Det var dejligt fredelige omgivelser. Den åbne gårdsplads sluttede som en terrasse, der omgærdet af en lav mur og et kraftigt trådnet vendte ud mod et stort område med frugttræer og køkkenhaver. Dér holdt nogle mystiske høns til. Var det perlehøns? Måske. De sagde i hvert fald: "Ta-bak!Ta-bak!" I hjørnet modsat indgangen til vor bolig var der et lille aflukke af flettede pilekviste. Det var vort toilet, bestående af et plankegulv med et hul midt i. Jeg ved ikke, hvordan far havde fundet frem til den nye bolig. Derimod husker jeg tydeligt, at min lærerinde Lidia Forner var vor nabo. Vi delte både indgang og toilet med hende. 8. Skolegang Nu går jeg i anden klasse. En dag siger min lærer, der som sagt også er nabo til os: - Skriv en "pensierino" om jeres mor. En pensierino betyder en lille tanke, men skal opfattes her som:lille udsagn. Det ville naturligvis være helt oplagt at skrive: Mor er smuk. Men også ret forudsigeligt. Efter moden overvejelse beslutter jeg mig for følgende pensierino: La mamma è vecchia (= mor er gammel). Den "lille tanke" har jeg faktisk fra mor. Den 15. december 1943 er hun fyldt 31, og jeg har nok overhørt hendes ord: - Eh, diventiamo vecchi (vi bliver gamle), har hun sagt til Lidia Forner. I parentes bemærket: Hun og mor er jævnaldrende. På terrassen ud til perlehønsene kommenterer de senere højlydt det jeg har skrevet, og ler hovedrystende ad mig. Det er en første lektie i, at de voksnes tale ikke skal tages for pålydende. At gå i skole er i øvrigt en blandet fornøjelse. Flere gange kommer jeg hjem med karakteren 6-, der vel svarer til dansk 6 med pil nedad. Det er mor lettere misfornøjet over. Næste gang jeg får dette uheldssvangre 6 -, beslutter jeg at gøre noget ved det. Med en lodret streg forvandler jeg minusset til et +. Naturligvis bliver jeg gennemskuet. Det må være i denne anledning, at frøken Forner en dag smider mig ud af klassen. Jeg får besked på, at jeg skal sidde på gulvet uden for døren med det åbne skrivehæfte à la kinesisk hat på hovedet. Mens jeg sidder under min æsel-hat og kigger mig omkring, går døren for enden af gangen pludselig op, og to unge mennesker - en kvinde og en mand - træder ind. Der er noget´ungdommeligt muntert og frigjort over dem. Ved synet af mig bryder de ud i en hjertelig latter: - Hvad laver du her? De er vel to af Lidia Forners venner. Smilende lytter de til min forklaring. Sammen med dem får jeg lov til at komme igen ind i klasseværelset. Mere husker jeg ikke fra min skoletid i Morsano. 9. I en kvindelig kokon I virkeligheden er min tid i Morsano en ikke-tid. En angstfyldt dvaletilstand.En tid, hvor jeg morgen, middag og aften er fanget i en slags udvidet børnehave, bestyret af to nonner - mor og Lidia Forner - og lilliput-novicen Elena. Det er vigtigt (véd jeg nu), at drenge leger sammen med andre drenge, løber om kap med dem, slås med dem, kaster med sten, lærer at bruge slynge og flitsbue, klatrer i træer og leger krig med træsværde. Men alle disse udfoldelser er jeg totalt afskåret fra. Jeg blev så at sige spundet ind i en kvindelig kokon. Det der gjorde ondt værre var at far det meste af tiden var væk. Vi så ham kun i weekenderne, hvor han kom cyklende fra Latisana. Ved nærmere eftertanke: Var ideen med, at jeg skulle indlede skoledagen med mit fascistiske stuntnummer, også dikteret af hans ønske om at indgyde mig mod? Det er muligt. Men pludselig var det slut. En dag, hvor jeg med stor tilfredshed lige havde runget min "Viva il Duce!" ud i klassen, sagde Lidia Forner stilfærdigt, at jeg fra nu af bare skulle sige "Buongiorno". * En aften gik far i gang med at læse op af Pinocchio. Det skete i det store rum, der tjente som fælles opholdsstue og storkøkken for os, Lidia Forner og en tredje lejer. Det var et stort gråt vindueløst rum. Langs med den ene af væggene var der en gammel sofa, den sad far og mor i, Elena i fars skød. Jeg var blevet anbragt på en stol over for dem - ligesom den anklagede (tænker jeg i dag) i en standret. Her hørte jeg, hvordan det går den ulydige Pinocchio: når han lyver, begynder hans næse at blive længere og længere; pjækker han fra skolen, får han ører som et æsel...og videre i samme opbyggelige dur. 10. Trygge rammer I århundreder havde Friuli været udsat for tyrkiske røvertogter. Måske var det netop denne overhængende fare, som havde dikteret villaens særprægede omgivelser. Måske bestod skråningen og den store gårdsplads, som den førte til, af den jord, man havde gravet ud dengang man havde støbt bygningens fundamenter. I stedet for at køre jorden væk, havde man besluttet at bruge den som en slags vold mod eventuelle angribere. Vor terrasse ud til perlehønsene var med andre ord et led i en landlig befæstning. Mens vi bor der, bliver befæstningen udbygget, idet man i forlængelse af kostalden bygger et beskyttelsesrum. Her søger vi tilflugt, når der er bombealarm. Men bombeflyene er ikke interesseret i Morsano. 11. Duen I min barndom var der hverken julemand eller julegaver. Der var derimod efter ældgammel italiensk skik en gammel heks, som den 6. januar kom med gaver til alle søde børn. Til dem, der havde været lidt mindre søde havde hun desuden et par stykker trækul med - de lå i bunden af godte- og legetøjsposen. Dog har jeg ikke det fjerneste minde om, at la Befana - sådan hed den gamle heks - kom til Morsano. Af uransagelige grunde holdt hun fri i 1944 og i 1945. Til gengæld kom far en dag med en due. Han havde den vel med i et lille bur, ellers kan jeg ikke begribe, hvordan han bar sig ad med at fragte den uskadt på sin cykel. Far sagde, at den skulle slagtes og steges. Men det tror jeg slet ikke han mente. Duen blev Elenas og mit kæledyr, omend den knyttede sig især til mor. Den fulgte hele tiden trippende efter hende. Da vi i sommeren 1945 forlod Morsano, havde vi den med os. * Lige nu går det op for mig, hvad jeg egentlig har vidst hele tiden. I bund og grund var min far ikke så slem. Her er mit allertidligste minde om ham. Vi bor i Perugia. Jeg er godt og vel 3 og et halvt år gammel, måske 4. Jeg gætter på foråret 1942. Mor er lige vendt tilbage fra Andria, efter at have født Elena. Dén eftermiddag må Amedeo og Elena være hjemme hos barnepigen i vor lejlighed i via Cialdini. Vi går far, mor og jeg hen ad den gade, som under etruskerbuen stiger op til centrum. Jeg går ganske få skridt efter mor og far, og er travlt optaget af en stor is jeg lige har fået. Desværre har man forsynet mig med en lille ske. Men den kommer jeg til at skubbe til isen mere end godt er og - tragedie! - hele isklumpen falder ned på gaden. Jeg sætter i et vildt hyl. Far og mor vender sig om - og pludselig gør far noget, der i mine barneøjne er aldeles ufatteligt. Han tager skeen fra min hånd og begynder omhyggeligt at flytte det øverste af isklumpen over i vaflen. Nu er jeg glad igen. I februar 1945 fyldte far 40. En vanskelig tid, hvor han var som en lus mellem to negle: tyskerne og partisanerne. Hans hår var begyndt at gråne. 12. Adriatisches Küstenland Over nettet kan man nu læse, at Morsano fra 1942 til befrielsen den 25.april 1945 hørte under den tyske Operationszone Adriatisches Küstenland(OAK), der omfattede det nordøstlige Italien samt områder, der i dag er kroatiske eller slovenske. I OAK - erfarer man desuden - var de tyske besættelsestropper støttet af omkring 40.000 kosakker, der mænd, kvinder, børn og 5000 heste skaltede og valtede i det nordøstlige Friuli. Til at bekæmpe dette tysk-kosakiske forbund var der i samme område opstået en overraskende alliance mellem Titos partisaner og de kommunistiske afdelinger af den italienske modtsandsbevægelse. Sidst men ikke mindst: Tyve kilometer fra Morsano lå Gonars´ koncentrationslejr med tusindvis af kroatiske og slovenske indsatte. Vidste far og mor noget herom? Næppe * Lige over for Giraldi-fæstningen boede en lille skomagerfamilie: far, mor og en dreng. Drengen må have været et par ældre end mig. Det var meget søde mennesker, jeg husker et par gange, hvor jeg var inde på skomagerværkstedet, og skomageren hyggede sig med at udvide mit kendskab til friulano, mens han lavede de træsko, mor havde bestilt til mig. En forårsdag gik skomagerens søn og jeg op til en bondegård - et godt stykke uden for Morsano -, og her fik jeg betroet det vigtige hverv at bringe et stort friskbagt franskbrød hjem. Mor og bondemanden havde længe enedes om, at han overtog en del af fars civile garderobe, mens hun fik brød, æg og andre madvarer i bytte. Mor var gode venner med skomagerens kone. Måske vidste hun også, at den hyggelige skoflikker var med i modstandsbevægelsen. Uanset hvad: en dag i foråret 1945, hvor far cyklede hjem fra Latisana, standsede han ved et værtshus. Stedet viste sig at være propfyldt med partisaner. For en notorisk fascist som far var det en slem knibe. Heldigvis var en af partisanerne netop vor gode genbo, og far slap med skrækken. 13. Elena fortæller Jeg har spurgt Elena, hvad hun husker fra sin tid i Morsano.Hun skriver blandt andet: "Jeg mindes weekenderne, hvor far kom hjem, og jeg var lykkelig. Jeg savnede ham. Og en sommernat, hvor far og mor var ude at cykle og vi var sammen med dem. Du muligvis på bagagebæreren på mors cykel,mens jeg sad foran hos far, og følte mig beskyttet af hans stærke arme. Mor må have været lykkelig, jeg kan stadig mærke den lykke, der var i luften den sommernat, og der var sankthansormene, mit livs første sankthansorme. Hver gang jeg genser sankthansormene, bliver dét øjeblik fra min barndom atter nærværende. Det er meget smukt. ... Jeg husker bombardementerne. Jeg kunne lide at se på ´lyskasterne´, inden de begyndte at bombe...Det føltes ikke farligt, de bombede langt væk. Vi kiggede fra vinduet i soveværelset, under vinduet stod min lille seng. Dernæst husker jeg alarmsirenerne, mor, som panikslagen vækkede mig, rev mig ud af sengen,tog mig op og efter at have viklet mig ind i et lyseblåt vattæppe, tog dig i hånden, og løb ned ad den brolagte skråning og ind i en kælder? Dér sad andre angste mennesker. Hen over os fløj bombeflyene, folk kommenterede, hvor vidt der var fare for os.´Nu sker det...´Det var en forfærdelig spænding, jeg har den stadig i kroppen." 14. Epilog En dag i foråret 1945 går mor og jeg hen ad den vej, der fører op til den bondegård, hvor hun bytter tøj mod mad. Om Elena også er med, kan jeg ikke huske. Pludselig holder en ung partisan ved siden af os. Han er på cykel, han har både en pistol og en tysk langskaftet håndgranat i bæltet. Han har også et grønt tørklæde om halsen. - Er det ikke fru Cini? - spørger den unge mand. - Jo, svarer mor. - Alle siger, at Deres mand er fascist. - Jamen, det er han ikke. - Jo, det er han . Det ved alle. I aften kommer jeg og besøger Dem. - Det kan De umuligt gøre. Der er en høj mur rundt om huset. - Den kan jeg sagtens kravle over. Derefter cykler den unge mand videre. * Plejede jeg i fars fravær at sove i mors seng? Det kan jeg ikke huske. Men dén nat ligger vi arm i arm. Mor og jeg. Rystende som espeløv. 5.december 2012
Pinocchio: tag venligst i betragtning at Pinocchio er en ret sadistisk historie, der er aldeles uegnet som godnatlæsning. W.Disneys tegnefilm over det originale forlæg er en sukkerglaseret variant. Se herom: The real Pinocchio is nothing like you remember af Nathaniel Rich (tilgængelig på nettet). tyrkiske røvertogter: et vidnesbyrd herom er den befæstede og seværdige by Palmanova - 20 km. syd for Udine, se http://en.wikipedia.org/wiki/Palmanova Befana : http://en.wikipedia.org/wiki/Befana Adriatisches Küstenland: http://de.wikipedia.org/wiki/Operationszone_Adriatisches_K%C3%BCstenland
Gonars´koncentrationslejr lå ved Palmanova.. Se http://en.wikipedia.org/wiki/Gonars_concentration_camp Om den italienske modstandsbevægelse med særligt henblik på Friuli se følgende link: http://www.iccomeglians.net/Lavori/medie/storia/RESISTENZA.htm
|