Pibekraven og andre europæiske snurrepiberier

(Fra Aleksander den Store til  Angela Merkel)

De danske præsters pibekrave  er af spansk (læs: katolsk) oprindelse, men er nok kommet til Danmark via Holland, hvor møllesten-kraven ("molensteenkrag") var meget udbredt i 1620erne.

Sidstnævnte forhold er dokumenteret i mange billeder af den nederlandske mester Frans Hals (1582/83-1666).

Se http://en.wikipedia.org/wiki/Frans_Hals

Af Frans Hals´ billeder fremgår, at pibekraven i Nederlandene  er på retur allerede i 1630erne.

Men hvordan gik det  til, at en spansk mode blev udbredt i de (delvist) reformerede Nederlande (Holland + den flamsk-talende del af Belgien)?

Svaret ligger i den enorme magt, som fra og med 1520´erne havde samlet sig i Spanien -  takket være  tilførslen af ædle metaller fra   det nyopdagede Amerika.

Desuden havde  det spanske kongehus via en opportunistisk ægteskabspolitik bredt sin indflydelse over store dele af Europa. 

Det korte af det lange er, at det rige og kulturelt toneangivende Spanien samtidigt blev  opfattet som en stor fare af  konkurrenterne på den europæiske scene: den franske konge, den engelske krone, Osmannerriget og de tyske fyrstedømmer.

En yderligere skærpende omstændighed  lå i, at spanierne  blev støttet af   paven, der på det tidspunkt var i gang med Peterskirkens pengekrævende prestigebyggeri.

To skikkelser antager nærmest symbolsk karakter i denne periode: den tyske munk Martin Luther (1483-1546) og det aristokratiske gadekryds Karl 5. (1500-58). 1)

I 1521 mødes han og Luther  ved Rigsdagen i Worms. Den 21.årige Karl 5.  er til stede i sin egenskab af tysk-romersk kejser. Luther er derimod blevet tilsagt for at tilbagekalde de kætterske  teser, han har offentliggjort 4 år tidligere. 

Som mange ved, så skulle Luther i den anledning have udtalt de berømte ord:"Her står jeg, jeg kan ikke andet...".

Det gjorde han bare ikke.

Derimod er det et faktum, at kejseren undlod at fængsle ham.

Dette skyldtes  ikke  Karls ungdommelige uerfarenhed, men snarere   den kendsgerning, at mange tyske fyrster, der var tilstede på Rigsdagen, følte sig trængt på to fronter: politisk af den spanske dominans og økonomisk af den pavelige afladshandel. Af samme grund holdt de hånden over den oprørske teolog.

En fremtrædende skikkelse i denne magtkamp, der snart ville bryde ud i lys lue, var kurfyrsten af Sachsen Friedrich der Weise. Det var ham, der nogle få år tidligere havde grundlagt universitetet i Wittenberg, hvor Luther var ansat, og det var igen ham, der kort efter Rigsdagens afslutning  sørgede for at indkvartere samme Luther på slottet i Wartburg.

Uden hans beskyttelse ville Luther i længden næppe have undgået kætterbålet.

Han (Friedrich altså) er en af de uomgængelige forudsætninger for, at Danmark blev protestantisk og at de danske præster efterfølgende fik deres pibekrave.

2. På sporet efter de mystiske kimbrere

Himmerland afgrænses nord-syd af Limfjorden og Mariager fjord samt øst-vest af Kattegat og Vesterhavet. Her har jeg boet siden 1998, men mit kendskab til området daterer sig fra en dag i 1988, hvor telefonen pludselig ringede, og jeg fik tilbudt et vikar-job som italiensk-underviser i Aars.

Det var manna fra himlen, og jeg skyndte mig at skrive til mine milanesiske venner Beppe og Paola (se Milano-minder), at jeg nu arbejdede blandt kimbrerne.

Få dage senere er Paola i telefonen  og  spørger drillende:"Come va con i Cimbri?"(=Hvordan går det med kimbrerne?)

Her bør det lige indskydes, at kimbrere på italiensk hedder noget så smukt som  cimbri, der udtales "tjimbri". Til forskel fra vikingerne, som praktisk talt aldrig var i nærkontakt med Italien, og derfor  kendes af de færreste italienere, indgår disse cimbri  i italiensk børnelærdom, al den stund de og teutonerne omkring år 100 f.v.t. jog skræk og rædsel i romerne.

 Flere romerske hære lykkedes dem at udslette, inden feltherren Gaius Marius fik bugt med dem.

Senere mødte jeg kimbrerne igen, da jeg læste Tacitus ´ Germania.

Her står der, at kimbrerne (eller cimbrerne) var en af de mange germanske stammer, der beboede  området, som strækker sig fra Skandinavien til Alperne og fra Rhinen til Weichsel/Wisla.

Kom cimbrerne fra Himmerland? Det vides ikke med bestemthed.

Ud fra Ptolomæus´ verdenskort fra ca.150 e.v.t., hvor  Jylland kaldes Chersónesos kimbriké (= den cimbriske halvø), kan man med lige så stor rimelighed påstå, at de kom fra Himmerland som at de kom fra Slesvig.

Steen Steensen Blicher skrev i øvrigt på et tidspunkt  en "Vestlig profil af den cimbriske halvøe fra Hamborg til Skagen", hvor han betegnende nok  opfattede Hamborg som cimbrisk .

Nu hvor jeg er ved det cimbriske, vil jeg lige knytte et par ord til noget påfaldende ved Himmerlands østlige profil: den kan nemlig kun prale af  én  romansk kirke, den i Als. Der er  ganske vist en kirke af nyere dato i Øster Hurup, men ellers er kysten kirkeløs, og det må vel hænge sammen med, at strækningen langs Kattegat, der for 6.000 år siden var dækket af stenalderhavet, i middelalderen stadig var  sumpet og ubeboelig.

Men der er gamle og smukke kirker inde i landet: i Mou, Gudum og - som en krans omkring Lille Vildmose - kirkerne i Kongerslev, Bælum, Solbjerg og - ikke at forglemme - Visborg. Sidstnævnte er virkelig et besøg værd, dejlig som den er  allerede ved sin ydre fremtoning, stolt  knejsende på en bakketop et stykke nord-øst for Hadsund.

Jeg mener at kunne huske, at den et  sted  var  omtalt som Østhimmerlands katedral, men jeg har lige læst et andet sted, at det er kirken i Gunderup, der er "Østhimmerlands Domkirke".

Herom er der kun at sige, at kirken i Gunderup også er anselig. Angående Visborg: Første del af navnet kommer af en ældre form af ordet vase, som betyder sump. Visborg er altså fæstningen ved sumpen.

Jeg lukker denne   parentes ved lige at nævne en kirke, der ligger længere sydpå, på den anden side af Mariager Fjord. Det drejer sig om Råsted kirke lige nord for Randers.

Den rummer nogle fantastiske kalkmalerier, som i den grad minder om mosaikkerne i S. Vitale i Ravenna.(1a)

3. Fyrkat

Inden vi besøger Råsted kirke, kigger vi lige forbi vikingeborgen Fyrkat, der jo ud fra et himmerlandsk synspunkt må svare til  rosinen i pølseenden.

Første gang jeg var her, havde jeg svigerfar Kasper som guide. Det var tilbage i 1965, kort tid før Helene og jeg blev gift.

Dengang så jeg, lyttede  og fattede ingenting.

Anden gang var det to år senere. Helene havde i februar 1967 født vores søn Dino. Omkring Sankt Hans samme år var far, mor og Graziano kommet til Danmark for at overvære dåben.

Nu var det min tur til at agere guide i Fyrkat. Helene og jeg boede i Spentrup. Vikingeborgen var den vigtigste seværdighed i vores nærområde. 

Vikingerne, hvad er det for noget? Det var "Goddag mand økseskaft".

Jeg fortalte - kan jeg huske -, at vikingerne havde erobret England. Far, mor og Graziano trak på skuldrene. Det havde de aldrig hørt, og så var den potte ude.

Mit tredje Fyrkat-besøg fandt sted i 2012 sammen med min bror Amedeo, hans kone Ottilia og deres børnebørn Bianca og Leonardo.

Denne gang fik jeg øjnene op for, at Fyrkat hører til Danmarks mest idylliske pletter -  med Hobro (dér har jeg for resten også været!), der slanger sig fredeligt i det fjerne for enden af Mariagerfjord.

Hvorfor  Harald Blåtand byggede borgen og de tilsvarende tre i Trelleborg, Aggersborg og et tredje sted i Skåne,  vides ikke med sikkerhed - oplyser skiltene ved entreen.

Pludselig siger Amedeo: - Men tænk på romerne...!

Den rørstrømske stemmeføring siger mere end mange udredninger.

Over for Amedeo, der ligesom mig er født i Apulien, skynder jeg mig at nævne, at de vikinger, der slog sig ned i Frankrig, blev til normanner. Og disse kom faktisk til at spille en stor rolle - både i Syditalien (de erobrede blandt andet Sicilien fra muslimerne) og i England. Det er dem i øvrigt det engelske sprog skylder sin markante romanske islæt.

Men lige nu ville jeg nævne en helt anden ting: når vi idag stadig beundrer den oldgræske kultur, må vi takke de barbariske romere for, at de lod sig civilisere af den - og at de  på den måde sikrede dens overlevelse.

Vikingerne og mange andre har spillet en tilsvarende rolle over for Rom. Nogle af dem troede ganske vist, at de ødelagde Rom og alt dets uvæsen. I virkeligheden bragte de  Roms (og hermed Athens) arv videre.

4. Råsted kirke

Kalkmalerierne i Råsted kirke er en af Danmarks store seværdigheder.

Træder man ind i det lille kirkerum, er det første man ser en bue, og øverst på den en tronende Kristus.

Hele buens overflade er dækket med kalkmalerier.

Det samme gælder hele alterrummet på den anden side af buen.

Malerierne skildrer scener fra Kristi liv og død, men der er også plads til et par gammel-testamentlige motiver: Adam, Eva og  slangen, der snor sig omkring kundskabens træ, samt Kain i færd med at svinge sin dræbende kølle over Abel.

Det er meget gamle kalkmalerier, de stammer jo ifølge forskerne fra perioden 1150-75, de er fra Absalons tid.

Sammenligner man dem med kalkmalerier fra samme periode, forbavses man over den blanding af alvor, ro og inderlighed, der præger helhedsindtrykket.(3)

Måske var den ukendte maler ikke nogen stor kunstner, men hvilken digter! Når man opholder sig i det lille, fantastisk bemalede rum, går tanken uvilkårligt til Ingemanns sublime salme "I Østen stiger solen op".

5. Illerup Ådal

At køre fra Danmark til Italien er samtidigt en rejse tilbage i tiden.

Ved Skanderborg ligger for eksempel et af skandinavisk arkæologis mest navnkundige steder: Illerup Ådal,  kendt for de rige våbenfund, der vidner om de drabelige slag, som i ældgamle dage blev udkæmpet på de her kanter.

Man kan spørge sig selv, om det var kimbrernes efterkommere, som fejrede deres sejre ved at kaste fjendernes våben i moserne. Spørgsmålet er man desværre ikke i stand til at besvare.

Til gengæld har vor tids forskere  fundet ud af, at de slagne fjender kom fra Sverige eller Norge, og at de var udstyret med romerske import-artikler.

Jørgen Ilkjær kommenterer: "Befolkningerne i Nordeuropa levede ikke isoleret. Forbindelserne til Romerriget var hyppige og gennemgribende, der var ikke kun tale om samhandel, men om teknologisk og kulturel import" 2)

Det kunne altså tyde på, at forestillingen om et stort germansk folkehav, der pressede truende på Romerrigets grænse (den så kaldte "limes"), er en sandhed med modifikationer.

Nogle af disse vilde germanere var om ikke Roms allierede, så i hvert fald dets handelspartnere.

Et bemærkelsesværdigt kuriosum: i 1980 fandt man i Illerup Ådal et guldbelagt skjoldbeslag af sølv, der var udsmykket med et portræt af Alexander den Store. 4)

4. "Makedúni! Makedúni!"

Aleksander den Store, der pludselig dukker op i Illerup Ådal, tvinger mig til at vende tilbage til Himmerland, nærmere betegnet Nr. Kongerslev.

Her er jeg fra september 2001 til juni 2002 ansat som støttelærer.

De elever, jeg skal hjælpe, er mestendels irakere, men der er også  et par turkmenere og én kurder.

I begyndelse af 2002 bliver også tre afghanske søskende elever på skolen: en pige på 16, og to drenge på henholdsvis 14 og 10.

De er utrolig ivrige efter at fortælle om deres land, de to ældste af dem er gode til engelsk, som de har lært under deres ophold i Pakistan.

Min opgave er at indføre dem i det danske sprog , men hver time begynder med, at de fortæller og fortæller og viser billeder fra nogle tryksager, de har taget med. Billeder af turbanklædte herrer med kæmpe skæg, om hvem jeg hører, at de har erobret Indien.

En dag (jeg husker ikke hvorfor) fortæller den ældste af  drengene om en vis Makedúni.

Jeg forstår ikke. "Makedúni!Makedúni!" insisterer han, lettere forundret over, at jeg er uvidende om noget så vigtigt.

Makedúni, forklarer han, er navnet på en berømt hærfører, der kom fra Europa og erobrede mange lande, bl.a. Afghanistan.

Endelig falder tiøren, det er jo makedoneren   Aleksander den Store!

Blaise Pascal reflekterer i en af sine "Tanker" over, at verdenshistorie havde set anderledes ud, hvis Kleopatra havde haft opstoppernæse.

Det er rigtigt nok. Den ægyptiske farao Kleopatra, der i øvrigt var  efterkommer af en af Aleksanders generaler, kom jo til at ligge med både Julius Cæsar og Marcus Antonius.

Man kan spørge sig selv, hvordan verden havde set ud uden Aleksander. Det var jo ham, der grundlagde Aleksandria - byen med oldtidens største bibliotek og en af jødedommens og kristendommens vigtigste lærdomssæder.  

Allervigtigst: Takket være ham spredtes det (old)græske sprog og påvirkningen fra græsk kultur  over et meget stort område. Fænomenet , som man kalder hellenisme,  er blandt meget andet forklaringen på, at evangelierne blev skrevet på græsk (evangelium af eu=godt + angelion=budskab).

De evangelier, som den fuldskæggede Luther oversatte til tysk, mens han under navnet ridder Jörg opholdt sig på Wartburg.

5.Lüneburger Heide

Ca. hundrede kilometer syd for "kimbriske" Hamborg ligger Lüneburger Heide, det oprindelige hjemsted for longobarderne, der omtales allerede af  både Tacitus og Ptolomæus.

En af områdets mest indtagende byer er  Celle, der i en lang periode var både tysk og engelsk. Her endte Caroline Mathilde, dansk dronning og Struensees elskerinde, i øvrigt sine dage.

Mange kender hende fra filmen " En kongelig affære", men det er Per Olov Enqvists roman "Livslægens besøg", der giver et gribende portræt af hende.

I Celle krydses altså flere tråde: den ene fører  via longobarderne til Italien, mens  andre knytter stedet til England og Danmark.

6. Göttingen

Søndag d.1. september er vi i Göttingen, hvor Ingeborg har bevilget en kort pause, inden vi fortsætter mod syd.

Det er mig, der har insisteret på at se byen, der i århundreder har været berømt for sit universitet - den dag i dag et af Europas bedste. Her har blandt mange andre berømtheder den store matematiker Gauss undervist.

Ham anede jeg intet om, indtil jeg læste Daniel Kehlmanns vidunderlige bog "Opmålingen af verden". I den er netop Gauss den ene af de to hovedpersoner, den anden er Alexander von Humboldt. Romanen er et mesterværk  af underfundighed  og viden, hvor læseren i selskab med de to geniale nørder føres vidt omkring - med Humboldt til Sydamerikas urskove, med Gauss på besøg hos bl.a. den senile Immanuel Kant.

Et af romanens allersidste kapitler er henlagt til Berlins hofkredse, hvor Gauss og Humboldt ved en lejlighed overhører en herre, der docerer højlydt på bredt svabisk. Det er selvfølgelig Hegel.

Ham nævner jeg her, fordi vores rejserute om ganske få timer vil passere de svabiske (eller svebiske) områder.

Herfra kom nemlig "der Staufer" - alias: Antikristen  Friedrich den Anden, en af italiensk middelalders mest fremtrædende skikkelser.

7. De tre Tysklande eller : At rejse er at lære

Ja, det  er fuldstændigt rigtigt, at enhver rejse fra Danmark over Tyskland til Italien er en rejse tilbage i historien. Men for hver gang jeg foretager sådan en rejse, går det op for mig, hvor kompleks en størrelse Tyskland er. Egentlig er der tre slags  Tyskland, som jeg imidlertid har lidt vanskeligt ved at afgrænse. Men jeg skal gøre et forsøg.

Der er for det første den del af Tyskland, der i århundreder var en del af Romerriget: det er - set sydfra - Bayern, Baden-Württemberg, Rheinland-Pfalz og Nordrhein-Westfalen.

For det andet er der det østlige Tyskland, svarende omtrent til det tidliglere DDR. Det gotiske Tyskland ville jeg kalde det.

Midt imellem disse to Tysklande er der den lange korridor, som i århundreder forenede Tyskland og de dele af Italien, der hørte under det Tysk-Romerske Rige.

Et vidnesbyrd om den romerske tilstedeværelse i Tysklands vestlige område er det nærmest uigenkendelige navn en række tyske byer  får på italiensk. Nogle  eksempler:

Mainz bliver til  Magonza. Romerne kaldte den Mogontiacum.

Köln, romernes Colonia  Claudia Ara Agrippinensium hedder Colonia.

Trier hed på latin: Augusta Treverorum. På italiensk hedder den Tréviri.

Aachen hed på latin: Aquae Grani. Italiensk: Aquisgrana

Augsburg. På latin: Augusta Vindelicorum. Italiensk: Augusta

Augsburger Bekendelsen.Latin: Confessio Augustana. Italiensk: Confessione di Augusta

Og endelig: Regensburg var romernes Castra Regina eller Ratisbona. På italiensk hedder den Ratisbona 

8. Limes

Romernes svar på Dannevirke hed Limes. Den bliver man mindet om i den sydtyske by Aalen, hvor der er et Limes-museum.

Limes var et omfattende fæstningsværk, der hvad størrelse angår "kan sammenlignes med Den Kinesiske Mur " - skriver Lotte Hedeager.

I sin bog "Donau" fortæller Claudio Magris, at middelalderens tyske bønder troede  at limes´ mure, der forlængst er smuldret bort, var skabt af djævlen. "Men det var nu ikke djævlen, men derimod de romerske kejsere - Augustus, Vespasian, Hadrian, Marcus Aurelius og Commodus - der havde trukket denne grænse af sten"5)

Marcus Aurelius og Commodus møder vi igen i Ridley Scotts film "Gladiator" fra 2000, hvor Joaquin Phoenix og Russel Crowe spiller rollerne som henholdsvis Commodus og gladiatoren Maximus.

Filmen åbner med en storslået kampscene, der skildrer en episode fra Marcus Aurelius´ krige mod markomannerne.

9. "Guten Tag!" "Grüss Gott!"

Lotte Hedeager, cit., s. 82 skriver om Limes, at "den romerske grænsedragning fra Nordsøen til Sortehavet effektivt kom til at spalte(sic!) Europa. Mod syd eksisterer endnu i dag den katolske kirke og det latinske sprog, mod nord det barbariske(sic!) Europa, hvor katolicismen mere end et halvt årtusind senere måtte give op. Næsten symbolsk er det dér, hvor Sydtyskland for to tusinde år siden blev gennemskåret af den svært befæstede limes mellem Rhinen og Donau, at man i dag hilser hinanden med henholdsvis "Grüss Gott!" og "Guten Tag!"

Men spaltede Rom Europa?

Det er fukldstændig rigtigt, at Limes i Tyskland trækker grænsen mellem katolikker og protestanter, men Polen er katolsk, selv om det altid har ligget på den anden side af Limes.

Det er desuden stærkt polemisk, at tale om et barbarisk Europa.

Immanuel Kant blev jo født og levede i prøjsiske Königsberg, men han var ingenlunde barbar.

Det er desuden yderst interessant, at Frankrig fik et romansk sprog, selv om dets erobrere og navnegivere - frankerne - var en germansk stamme. 

10. To filosoffer og en læge

"Civilisation betyder europæisk civilisation. Der er ikke nogen anden..."

Ordene er Atatürks og refereres (med nogen betænkelighed) af Søren Mørch (6).

I den lille by Messkirch (små hundrede kilometer øst for Freiburg)fødtes et af denne civilisations store navne, nemlig Martin Heidegger, den berømte filosof, der kæresterede både med Hannah Arendt og nazismen.

Ca.180 km derfra i nordøstlig retning er der en anden lille by, der også er knyttet til en  stor tænker. Den hedder  Neuburg an der Donau. Det var her den unge René Descartes den 10. november 1619 drømte sig en drøm, hvori han fandt "le fondement d´une science admirable".

Descartes (1596-1650) var franskmand. Hvad lavede han på de kanter?

Tja, den, som senere kom til at hedde trediveårskrigen, var lige begyndt, og Descartes var udstationeret i Neuburg på katolsk side.

Som tak for den skelsættende drøm tog han i 1623 på valfart til Madonna af Loreto, i Italien.

Senere opholdt han sig i Nederlandene, hvor han blev portrætteret af Frans Hals, som vi har mødt i starten af disse snurrepiberier.

Lige nord for Ulm ligger  Günzburg, som i den habsburgske kejsertid også blev kaldt Klein-Wien. Her - fortæller Claudio Magris - "hyldede byens borgere den 28. april 1770 Marie Antoinette(...)der drog afsted for at tage Ludvig XVI til ægte og for siden hen at stifte bekendtskab med guillotinen".

Men der en anden grund til  at byen er mindeværdig.

Her fødtes Josef Mengele , "bødlen fra Auschwitz, "måske den grusomste af koncentrationslejrenes mordere".

Læs eventuelt mere om ham i Magris´ bog.(7)

11. Ulm

På vej til Italien beslutter vi denne gang at aflægge et besøg på Ulms domkirke.

Om dens imponerende tårn kan karakteriseres som smukt, er virkelig et spørgsmål om smag og behag.

Ifølge Claudio Magris er det verdens højeste kirketårn. Der er noget underligt metallisk over det, som associerer til  Eiffeltårnet.

Ulm er Albert Einsteins fødeby. Det vidste jeg ikke, dengang vi besøgte byen. Men så sandt som at rejse er at lære, kan man efter hjemkomsten læse lidt om det, man har set.

I Claudio Magris ´ Donau-bog står der mange interessante ting om denne by, der ligger ved grænsen mellem Baden-Württenberg og Bayern.

Her tilbragte Sophie og Hans Scholl, de to søskende fra den anti-nazistiske modstandsgruppe "Die Weisse Rose", deres barndoms-og ungdomsår.

De blev begge guillotineret i 1944.

 12. "I byen Passau regerede en biskop"

Vælger man at tage til Italien over Østrig, kommer  man til byen Passau, hvor hele tre floder krydses: Donau, Inn og Ilz.

Donau fortsætter i sydøstlig retning langs med en vej, der er blevet opkaldt efter nibelungerne: Nibelungenstrasse hedder den.

Nibelungerne kender vi jo fra Wagners Ringen - og her i 200-året for  komponistens fødsel må det være på sin plads at dvæle lidt ved dem.

Mangt og meget tyder på, at Das Nibelungenlied  opstod engang i 1200-tallet  i netop dette område. Kvadet handler jo om  den burgundiske prinsesse Kriemhild, hvis onkel Pilgrim var biskop i Passau. Kriemhild - fortæller kvadet - var gift med dragedræberen Siegfried, men han blev snigmyrdet af hendes brødre. Senere  indgik hun ægteskab med hunnerkongen Attila/Etzel " for med hans store hær at tilintetgøre sine egne brødre, burgundernes fyrster og Siegfrieds mordere". (8)

Sagnet er kendt fra Eddaen, der er imidlertid forskelle mellem den tyske og den nordiske version. I Eddaen hedder Kriemhild Gudrun, der også er enke efter den snigmyrdede Sigurd Fafnerbane, men det er Attila/Adils, hun får dræbt, og ikke sine brødre.

Mere end  i forskellene ligger det virkelig interessante i, at både de(n) nordiske og de(n) tyske digter(e) har øset af et fællesgermansk  sagnstof.

Hvad Attila angår, er det et faktum, at han døde pludselig i 453  kort efter at han havde ægtet den germanske fyrstedatter Hildico.

Det er ligeledes et faktum, at burgunderriget (der senere gav navn til det franske landskab Bourgogne) i 437 var blevet løbet over ende af de hunniske ryttere.

Mere herom i Lotte Hedeagers bog.(9)   

13. Fra Titus Livius til Saxo Grammaticus

Saxo Grammaticus´ "Gesta Danorum" (Danernes bedrifter) blev nedskrevet omkring år tolvhundrede. Værket  deler ét iøjnefaldende særpræg med de første eksempler på germansk historieskrivning: det er skrevet på latin.

Listen omfatter Jordanes ´ Goternes historie, Frankernes historie af Gregor af Tours, Bedas "Den engelske kirkes historie", Paulus Diaconus´ "Longobardernes historie" samt Dudo fra St. Quentins Historie om de normanniske hertuger.

Samtlige nævnte krønikeskrivere har desuden et fælles forbillede i romeren Titus Livius, som omkring vor tidsregnings begyndelse skrev Romerfolkets historie.

Bindeleddet mellem dem og Titus Livius  var den romerske senator Cassiodorus, "som i begyndelse af 500-tallet skrev et værk på 12 bind om det gotiske folks historie".

"Han gjorde det på opfordring af østgoternes mægtige konge, Theodorik den Store, til hvis hof i Ravenna, han var knyttet." (10)

14. "Åh Luigi!"

sang Lone Kellermann for nogle år siden i en  Gasolin-tekst, der handlede om Venedig, gondoler og gajoler.

At Venedig i det hele taget opstod, skyldes i allerhøjeste grad føromtalte Theodorik, der omkring 450 i spidsen for sine østgoter - også kaldet ostrogoter - invaderede Italien.

Folk fra den  adriatiske kyst flygtede da for de germanske migranter og slog sig ned på  øerne ud for Grado og Aquileia.

Det blev til Venezia, opkaldt efter Antikkens veneter.

Angående navnet Luigi, drejer det sig om et af de mange italienske navne af germansk oprindelse. Luigi kommer jo af frankisk chlodwig (jævnfør dansk Ludvig).

Navnene Francesco og Franco er derimod et minde om frankerne, som invaderede Italien efter vest/østgoterne og longobarderne.

Andre italienske navne af germansk oprindelse er Enrico, Arrigo, Amerigo, Umberto, Alberto, Federico, Leonardo og mange andre. 

Longobardisk Theodolinda giver forkortelsen Linda. Og så fremdeles, ville Storm P. sige.

15. Fra Alariks goter til Hannah Arendt

Da Alariks vestgoter (eller visigoter) i 410 indtog Rom og i tre dage hærgede byen med plyndringer, vold og brand, var Italien for længst  ophørt med at være Romerrigets centrum.

Alligevel gjorde den hårde medfart, som den Evige Stad blev udsat for,et stort indtryk.

Kirkefaderen Augustin, der på det  tidspunkt var biskop i den nordafrikanske by Hippo Regius (lige syd for Annaba) blev af denne skelsættende begivenhed tilskyndet til at skrive et af sine største værker: De civitate Dei (Om Guds Stad).

Det mindes her, fordi Augustin-kenderen Hannah Arendt netop heri fandt inspiration til sit natalitetsbegreb. Jævnf. Om Guds Stad, 12,21 (11)

16. Civilisation og barbari

Atatürks ord om europæisk civilisation bør læses i lyset af et andet berømt skudsmål, nemlig Gandhis.

Det fortælles, at Indiens Store Sjæl (= Mahatma)  en dag blev spurgt:

- What do you think about European civilisation?

- It could be a good idea, svarede han.

I henhold til  denne anekdote kunne man  lettere salomonisk konkludere, at Europa består af lige dele civilisation og barbari.

Der er således god grund til at spørge, hvor civiliserede de gamle romere var.

Hvad med kejser Nero for eksempel?

Og hvor civiliserede var de gamle germanere og - ikke at forglemme -de lige så gamle hunner, der skiftevis (jævnfør Nibelungkvadet) var deres allierede og modstandere?

Herom var der ingen tvivl: de var barbarer.

Det mente romerne i hvert fald.(12)

Nogle århundrede tidligere mente grækerne det samme om romerne.

Ordet barbar kommer i øvrigt af oldgræsk barbaros, som betyder: den stammende.

Den dag i dag kaldes tyskerne på russisk "nemcy". Ordet betyder de "ikke talende".

Om man er barbar eller ej, er åbenbart et spørgsmål om synsvinkel.

17. Navne

Det er også synsvinklens ensidighed, der er forklaringen på, at folkevandringerne på italiensk  slet og ret hedder: le invasioni barbariche (= barbarernes invasioner).

En helt anden ting er, at de så kaldte barbarer  længe har været en del af italiensk DNA.

Det mest iøjnefaldende bevis herpå  (udover de mange lyshårede skønheder, som italiensk malerkunst myldrer med) er  Lombardiet. Regionens navn er jo et minde om dengang det meste af Italien var besat af longobarderne og hed Longobardia.

Jeg siger: det meste. Hele kysten + øerne + Rom var bysantinsk (=græsk-romersk) besiddelse.

Billedligt talt: Støvlen var bysantinsk, men benet inde i den var longobardisk.

Dette forhold har afsat sig et sprogligt spor i hundredvis af italienske ord, af germansk (gotisk/longobardisk/frankisk) afstamning.

Her kommer en lille liste:

krig= guerra (af et germansk *werra, der er beslægtet med dansk vir-var)

hjelm= elmo

hotel= albergo (jvf. da. herberg)

vagt= guardia

bande = banda

handske = guanto (jvf. da. vante)

stjæle= rubare (jvf. tysk rauben)

hvid = bianco (jvf. da. blank)

brun = bruno

kind = guancia (jvf. tysk Wange)

ryg = schiena (jvf. da. skinne) ( 13  )

Det største centrum for bysantinsk herredømme og indflydelse var området omkring Ravenna. Til minde om det hedder egnen den dag i dag Romagna (af Romania=romernes land).

18. Rom blev ikke ødelagt (på en dag)

Barbarerne er i det hele taget en vigtig ingrediens i det europæiske DNA. Forresten: I lige så høj grad som græsk-romersk kultur og kristendommen.

Vil man danne sig et indtryk af, hvor uadskillelige kristendom og græsk-romersk kultur var og er, kan man nøjes med hurtigt at blade i Augustins føromtalte "Om Guds Stad".

Fodnoterne og citaterne  i den  henviser lige så ofte til Bibelen som til de romerske klassikere (Cicero, etc).

Lige så sandt som Rom ikke blev bygget på en dag, blev Rom kun ødelagt i den  betingede forstand, at dets byggestene blev anvendt til at rejse nye bygninger - både inden og uden for Italien.

Betænk desuden, at det kun var den vestlige del af Romerriget, der blev erobret af germanerne.

Den østlige del holdt længe skansen, og udøvede en uudslettelig indflydelse på den græsk-ortodokse verden - fra Beograd til Vladivostok.

Mens Vestrom officielt faldt i 476 i v.t., oplevede Østrom en renaissance godt halvtreds år senere, da kejser Justinian blandt andet lod den storslåede Hagia Sophia bygge.

Det var først i 1453 at tyrkerne erobrede Konstantinopel og Hagia Sophia blev til  moske. Barbarisk? Tja, ca. 200 år tidligere havde spanierne lavet Cordobas Store Moske om til katolsk kirke.

19. Europæisk identitet: kompleksitet eller splittethed?

Pascal skriver i en af sine "Tanker", at mennesket hverken er dyr eller engel. Og han tilføjer: Det ulyksalige er, at hvergang mennesket vil være engel, bliver han/hun til dyr.

Omsat til Europas kulturhistoriske realiteter: Hvergang vi europæere glemmer, at vores kultur hviler på en utroligt sammensat (læs: til tider speget) arv, sker der det besynderlige, at den europæiske engel bliver til dyr. 

Lad os ikke glemme, at nazismen også havde en "gotisk" komponent.

Hvorimod den italienske fascisme svælgede (og svælger fortsat) i den mest smagsløse Rom-forblindelse.

Lotte Hedeager citerer den franske (og hyperkatolske) forfatter Chateaubriand for det synspunkt, at goterne var "vore forfædre" og at "disse goter tilhørte en overlegen race". 

Hun citerer også Johannes V. Jensen, forfatter til en teknologi-begejstret og lettere racistisk bog om "Den gotiske Renæssance". 

Den kunne fortjene at blive genlæst - med  vore post Holocaust briller på.(14)

20. Europas ulykkelige bevidsthed

Et sted i sin "Åndens fænomenologi" skriver Hegel om den ulykkelige bevidsthed.

At være europæer i dag er at være ulykkeligt bevidst om hvor kompleks og splittet Europas kultur har været og stadig er.

Formår vi europæere at bearbejde denne splittede kompleksitet i al dens gru, men også i dens umådelige skønhed og rigdom, er der stadig håb for Europa.

Foretrækker vi derimod at flygte ud i fortrængningen, havner vi, hvor vi allerede har været.

Næste år for nøjagtigt hundrede år siden udbrød Første Verdenskrig - alle de europæiske rædslers moder.

Det burde mane til en smule eftertanke.

PS.

Det store millionspørgsmål lige nu er, om Angela Merkel opfatter sig mere som gote end som kristelig demokrat og europæer.

 15.11.13

Fortsættelsen følger i: Arius, gaflen og treenigheden

NOTER

1)Karl blev født i Gent (Flandern). Hans mor var Johanna den Vanvittige, datter af  det spanske kongepar Isabella og Ferdinand, også kendt  som Columbus´ sponsorer.

 Hans far var Filip, søn af østrigeren Maximilian  og af den burgundiske prinsesse Maria.

Angående Luther kan det stærkt anbefales at læse afsnittet " Luther - den første Gevaldige " i Søren Mørch, Store forandringer,2009, s. 200 flg. 

1a) For nogle år siden kunne man i dansk presse læse, at der i Italien levede en gruppe mennesker, der påstod at nedstamme fra de gamle kimbrere.Disse selvudråbte "cimbri" bor i den lille flække Giazza, 40-50 km. nord for Verona.Det viser sig nu, at de er efterkommere af en gruppe bayerske tømrere (at tømre hedder på tysk zimmern - hvoraf sammenblandingen), der i 1500-tallet udvandrede til Nord-Italien. Jvf. Morten Beiter, Arven fra Nordens barbarer, Berlingske Tidende, 06052000

2) Knud Ilkjær, Mosens skatkammer. Mellem mennesker og guder i jernalderen, 2003

3) Ulla Haastrup, Die romanischen Wandmalereien in Råsted, 1972;Lise Gotfredsen, Råsted kirke - Spil og billede, 1975; Morten Møbjerg, "Fra døden til livet..."Kalkmalerierne i Råsted liturgisk tolket, 1991

4) Knud Ilkjær, cit., s.50; Lotte Hedeager og Henrik Tvarnø, Romerne og germanerne i: Det europæiske hus ved Søren Mørch, 1991,b.2

5)Claudio Magris, Danubio, 1986 (da.:Donau, 1988): Lotte Hedeager, cit., s. 78

6) Søren Mørch, Det europæiske hus, cit., b.1, s. 25

7) Claudio Magris, cit., s.104

8) Magris, cit., s. 141 

9) Hedeager,& Tvarnø cit., s.127-137

10) Hedeager etc., cit., 141 

11) Augustin, Om Guds Stad, overs. af Bent Dalsgaard Larsen, 2002,s. 538

12)Hedeager, cit. 158 flg.

13) Giacomo Devoto, Il linguaggio d´Italia, 1974, ss. 205 flg

14) ´Unser sind der Goten und Vandalen Triumphe!´ - gjaldede som jubelråb over Det Tredje Riges vældige sejre " Hedeager, cit., 144-47

TIDSTAVLE

323-336 f.v.t. - Aleksander den Stores hær erobrer et område, der strækker sig fra Grækenland og Ægypten til Afghanistan og Indus-floden. Græsk (hellenistisk) kultur dominerer derefter Middelhavet og Vestasien.

100 f.v.t. Kimbrerne og teutonerne angriber Rom

4 f.v.t. - Jesus fødes

354 - Kirkefaderen Augustin fødes i Tagaste (i dag  Souk Ahras  i Algeriet)

410 - Alariks visigoter plyndrer Rom. Det tilskynder Augustin til at skrive storværket "Om Guds stad".

476 - Herulernes kong Odovakar afsætter den sidste vestromerske kejser Romulus Augustulus

489 - Østgoternes Theodorik indleder erobringen af Italien

568 - Anført af Alboin invaderer longobarderne Italien

774 - Den sidste longobardiske konge besejres af frankerkongen Karl den Store