gensyn med Andria

Alme sol (...)possis nihil urbe Roma visere maius!

Oplivende sol (...) måtte du intet se, der er større end staden Rom.

(Horats, Carmen sæculare)

"Novus ordo seclorum" (Vergils 4.ekloge, bagsiden af den amerikanske 1 dollar-seddel, Hannah Arendt,m.v.)

1.Solen står stille i dyb ærbødighed over det nye Rom

En dag i juli 1945 under controra´ens ulidelige hede stod solen  pludselig stille over  Porta La Barra. Selve pladsen og de syv indfaldsveje var mennesketomme, overalt var  skodder og døre hermetisk tillukkede.

I det fjerne kunne man dog høre  en svag motorbrummen, der efterhånden blev højere og højere.

Det var en Dodge-lastbil fra det amerikanske militær, som  ad den totalt ubefærdede via Trani  drønede forbi  Losappios konditori og efter en kraftig opbremsning standsede ved siden af  springvandet.

Oppe på lastbilens lad sad den lille familie Cini, bestående af Umberto(far), Maria (mor) og deres to børn Pietro Cataldo og Elena Filomena.

Vi var ikke de eneste passagerer.

Sammen med os sad andre tilbagevendende hjemløse, der var stået af toget i Barletta, og nu blev sat af ved deres midlertidige bestemmelsessteder.

Mor var totalt groggy. Under turen fra Barletta havde en tankeløs medpassager fortalt hende, at Sabino var død.

Som om det ikke var nok kom nogen midt i nedstigningens halløj    op at toppes med far. "Tak himlen for, at min pistol ligger inde i kufferten, ellers ville jeg  skyde dig på stedet", hørte jeg far råbe.

Nogle minutter efter  at  lastbilen var drønet videre,  var det pludselig  stille omkring os.Vi kunne høre  springvandets  fredsommelige rislen.

Langsomt  gik mor forbi det, Elena og jeg  fulgte tavse   efter hende, allersidst kom  far  med de to kufferter.

Ligesom i trance rundede mor hjørnet af den lukkede tobaksforretning  og slæbte sig langs med  barndomshjemmets  skyggefyldte facade. 

Da hun nåede frem til den lukkede træport, brød hun ud i højlydt gråd.

2. Min mor giver den som drama queen

Nyheden om hendes brors død, trætheden,denne lukkede port efter 3 års fravær  var simpelthen for meget.

Midt i gråden sagde hun til mig: - Gå over til Amedeo!

Om hun virkelig sagde det, er jeg ikke sikker på.Jeg kan i hvert fald huske, at jeg pludselig står på via Canosas modsatte fortov og ser  betuttet på hendes tårestrøm. 

- Gå over til Amedeo! -, må hun have sagt en gang til.

Men hvor boede Amedeo? Til sidst - sandsynligvis hjulpet af fars fagter - forstod jeg det. Eller også dæmrede det i min erindring.

Lige over for mors barndomshjem var der en lille gade. På dens  soloplyste side genkendte jeg de to trappetrin, der førte op til moster Antoniettas og onkel Andreas hus.

Stående  på det øverste trin, kiggede jeg over til far, mor og Elena. Far gjorde tegn til, at jeg skulle banke på.

Det gjorde jeg.

3. Ud-og indsigter

Mens jeg husker mig selv stående på det øverste trappetrin ind til Antoniettas og Andreas hjem, genser jeg samtidig det enestående sceneri, som dengang åbnede sig for mine øjne.

Udsigten er delt i to  skarpt adskilte afsnit.

Til venstre bader Porta La Barra   i solskin, solstrålerne  genspejler sig i springvandet, allerbagest  ser man omridset af Purgatorio-kirken. 

Via Canosa ligger derimod i skyggen.

Far, mor og Elena er indrammet af den store bueformede træport og ligner en krydsning  mellem et højtideligt Pietà-billede og  en neorealistisk film af Rossellini eller De Sica.

Vi ankommer til Andria under la controra. Dette ord vil man forgæves lede efter i en italiensk ordbog. Men ordets betydning er temmelig oplagt: controra (mod-timen) er den skrappe eftermiddagshede i især juli- og augustmånederne. Det er et naturpålagt udgangsforbud, der tvinger alle til at lukke døre og skodder og gå til køjs.

Mor græder for døve øren.

Jeg banker på.

4. Amedeo genfundet

Jeg kan ikke huske, hvem der  lukker mig  ind. Jeg ser mig gå op ad en kort marmorbeklædt trappe, der mærkeligt nok slutter mod en blind væg. Mod  højre er der imidlertid en døråbning, der flugter med det sidste trin. Jeg skræver over til den og  står  på  køkkenets cremefarvede marmorgulv. Ind ad vinduet, der er åbnet på klem, kommer en smule lys.

Rummet fortsætter ud i en lang gang, som ligger  hen i halvmørket.  

Her står Amedeo pludselig  foran mig, splitternøgen og sandsynligvis stadig søvndrukken. Han er  stor af sin alder, smidig og smuk.

Nogen siger: Giv din bror en krammer!

Jeg omfavner ham lettere forlegen over hans nøgenhed. Han lader sig omfavne, mens han vender siden til.

                          *

I et af de sjældne billeder fra Amedeos tid i Pola er vi begge portrætteret sammen med mor. Han smiler midt i billedet, blond og langhåret, buttet som en lille Buddha. Jeg - mørklødet og kortklippet - er tydeligvis sur over, at jeg ikke får lov til at sidde tæt ved  min modergudinde.

Nederst på billedet har far skrevet: la vaccarella e i due vitellini. Den lille ko og de to  små kalve. Billedet er fra 1942. På det tidspunkt er Amedeo og jeg henholdsvis to og fire. Elena får sandsynligvis stadig bryst, og det er nok  forklaringen på, at far omtaler mor som den lille (malke)ko.

Sandt at sige har jeg selv kun ét minde fra Amedeos  tid  i Pola. En dag  rumsterer han  ved siden af mig, et splitsekund senere ligger Amedeo med næseblod og spræller på gulvet.

Det er nok mig, der har givet ham en ordentlig næsestyver, men det har jeg ingen erindring om.

Først nu, mens jeg nedskriver disse erindringer, erkender  jeg  den ubehagelige sandhed:  min lykke i de solfyldte Pola-dage, hvor jeg besøgte mor på sygehuset, skyldtes nok , at min rival Amedeo var væk!

                                 *

Mens mor  tuder videre (vel ikke af sorg og træthed alene),  ved vi to drenge ikke rigtigt, hvordan vi skal finde hinanden efter tre års adskillelse.

Begge er vi overrumplede, forlegne, afventende. Forståeligt nok.

Men hvorfor giver Amedeo mig en kold skulder? For det gør han - ordløst, men utvetydigt.

Jeg føler et stik i hjertet.

Hvor mange gange har vi ikke tænkt på ham i Morsano? Især efter at mor havde hørt en eller anden nabokone fortælle, at russerne bortførte små drenge  for at opfostre dem som russere og kommunister.

En historie (sikkert sat i omløb af den fascistiske propaganda), som havde fyldt os med frygt.

5. Controra´en er forbi

Hvad der ellers skete den julidag er blevet lykkeligt fortrængt.

Især det sikkert melodramatiske møde mellem mor og Amedeo er totalt udvisket af min hukommelse.

Husker Amedeo mon noget om det?

Jeg formoder, at han og jeg fulgtes sammen over til  mor, far og Elena. Den store indgangsport var nu åbnet på klem, inde i det store hvidkalkede huleagtige rum havde mor tudet færdigt i selskab med sine to søstre Franca og Lina og sin svigerinde Isa, enke efter Sabino og nu mor til den nyfødte Sabino (junior).

Mormor Filomena, fåmælt af natur,  levnede ikke megen tid til snak og følelsesladede udgyldelser.

Tobaksforretningen skulle jo lukkes op igen, controraen var forbi, Andria var vågnet op af den lange eftermiddagssøvn, kunderne myldrede ind.

Een ting husker jeg  tydeligt:  Piazza Porta La Barra  var nu sort af mennesker. Eller rettere : af mænd. Der var mænd alle vegne, samlet i større eller mindre talegrupper, sortklædte og de fleste med hat på. De stod midt på Via Canosas kørebane og overalt på piazza´en,  og aftenluften summede af deres snak.

Inde í tobaksforretningen ekspederede mormor hurtigt bag disken, mens nogle af kunderne sludrede løs.

Ved siden af forretningen med front mod springvandet var der et eller andet ubestemmeligt forsamlingssted - og nogle mænd sad her og nød den friske luft.

Dette sted husker jeg af en ganske bestemt grund: der hang  et rødt flag, det eneste farverige indslag i et indhav af sorthed. 

6. W Stalin. Røde flag på Piazza Catuma

Næste dag cykler far og jeg til Tafuri. Vi cykler ad en knastør, støvet vej kantet med stengærder, forbi olivenlunde, der titter frem hen over høje tufstenmure, forbi marker med  lave vinstokke.  Et sted rager nogle små pastelfarvede huse over vinmarkerne. De ligner forvoksede dukkehuse og er alle blevet forsynet med en påskrift.

Jeg kan stave mig frem til at der står " W Stalin".

- Hvem er Stalin? - spørger jeg far.

- En mand, - svarer han.

Det må være tidligt på formiddagen at vi belaver os på at overraske nonno med vores besøg. Undervejs sker det et par gange, at vi cykler forbi en "spaccapietre",  der bevæbnet med en hammer sidder på en bunke sten i vejkanten og knuser større stenstykker til mindre sten. En gang imellem møder vi en hestetrukket vogn eller en bondemand, der kommer gående ved siden af et tungt læsset æsel.

At cykle til børnehaven med far og blive hentet af ham om aftenen, var en af Polas faste rutiner, der var ophørt mens vi boede i Morsano.

Nu cykler vi altså igen, far og jeg..men om lidt vil far sige farvel til mig. Jeg skal være sammen med nonno. Og dét har jeg faktisk helt fint med.

Så vidt jeg husker, ser jeg kun far igen én enkelt gang i løbet af sommeren 1945.

Jeg er i Andria, fordi jeg skal klippes. I den anledning er far og jeg  i en frisørsalon i Piazza Catuma, den store firkantede plads nærved domkirken og hertugpaladset. I de gamle dage, hvor  Andria var regeret af en hertug, har den formodentligt tjent som eksercerplads for hertugens lilliput-hær.

Den dag er der  på pladsens modsatte side  blevet rejst en stor og lang tribune, der bugner  med røde flag i massevis. Det ser overvældende og festligt ud.

Det vil jeg gerne give udtryk for med et ord, hvis betydning jeg ikke rigtigt kender, men som jeg tror vil passe til lejligheden.

- E´ una fantasía!  (Det er en fantasi) - siger jeg højt.

Far smågriner og giver mig ret:

- Ja, det er virkelig en fantasi!

7. Det mystiske hus

 Ved nærmere eftertanke er den store træport, der dengang vendte ud mod via Canosa, en nøgle til de mange gåder, der knytter sig  til morfars og mormors hus.

På indersiden af den var der et metalskilt, hvor der stod:

QUI SI VENDONO VALORI BOLLATI E CHININO DI STATO

(= Her sælges stempelmærker og statskinin).

En dag er den åbnet på klem. Mor og to af  mostrene sidder og syr i det sparsomme lys, der siver ind gennem åbningen. Af og til haster  nogen  forbi på fortovet.

Pludselig får jeg lyst til at vise, hvor dygtig jeg er til at læse, og jeg fremsiger skiltets ordlyd  så højt jeg kan.

Mostrene farer chokeret sammen.

- Ti stille! - hvæser mor. - Er du rigtig klog?

Åbenbart har jeg gjort noget forkert.

Den dag i dag forstår jeg ikke, hvori min brøde egentlig bestod. Til gengæld er det gået op for mig, at træporten engang  havde fungeret som indgangen til en  tobaksforretning, der var betydeligt større end mormors lille butik.

Her bør jeg vist oplyse, at den italienske stat dengang havde eneret på salget af tobaksvarer, stempel- og frimærker, samt - hvor mærkeligt det end kan lyde - også groft og finsalt. Skiltets tekst tydede endvidere på, at staten i en svunden tid også havde haft eneret på salget af kinin (til bekæmpelse af malaria).

Det er tænkeligt, at kininsalget på et bestemt tidspunkt var blevet overdraget apotekerne.

Fortsatte mormor mon med at sælge kininen under disken?

I så fald  kunne det være forklaringen på mostrenes livagtige  optrin.

                                   *

Indgangen fra via Canosa åbnede op for en usædvanligt stor, men aldeles prunkløs opholds- og spisestue. For enden af den var der en  skillevæg, der var hvidkalket som resten af rummet. Bag skillevæggen var der et soveværelse. Muligvis det soveværelse, hvor jeg, Amedeo og Elena - i nævnte rækkefølge -  er kommet til verden.  

Lige til venstre for indgangen  var der en lillebitte  salotto, der kun blev taget i brug ved de sjældne lejligheder, hvor der kom en fornem gæst på besøg og blev trakteret med et  glas rosolio.

På højre side  af opholdsstuen var der stentrappen og køkkenet.

Trappen må have hørt til rummets oprindelige udformning. Vældig og gelænderløs havde den i tidligere tider nok ført op til et loft.

Loftet var blevet bygget om (af hvem og hvornår vides ikke), og tjente nu som morfars og mormors soveværelse. Det var husets flotteste  sted. 

Til forskel fra stueetagen, der  næsten altid lå i halvmørket, rådede dette værelse over hele to vinduer med udsyn over samtlige de 7 gader, som mundede ud i Porta La Barra.

Køkkenet var mørkt som et gravkapel.

Det endte i en gang, der åbnede ind til stalden, hvor mulæslet holdt til, når det ikke var i Tafuri. Stalden fortsatte ud til et aflukke, der fungerede som garage for både den to-hjulede kærre og morfars gig. Her kom der en smule lys fra et lille tagvindue, og  en port åbnede ud til Porta La Barra.

Fra salotto´en kom man ind i tobaksbutikken, der  lige som  mormors og morfars soveværelse lå på hjørnet mellem Porta la Barra og via Canosa. Butikkens  indgang var fra pladsen, men et stort fransk vindue vendte ud mod vejen.

Det var en lille, lys og hyggelig butik.

8. Den forsvundne byport

Porta La Barra var i gamle dage navnet på Andrias nordlige byport. Men hvor lå byporten henne?

Man fristes til at tro,  at den lå lige nøjagtigt der, hvor via Canosa i dag munder ud i piazza´en, det vil sige et sted, der lå i forlængelsen med mine bedsteforældres hus.

Men der foreligger en anden mulighed: at  det kæmpestore hvidkalkede rum, hvor mine bedsteforældre boede, i tidligere tider havde været en del af byporten.

Hvor om alting er: mors barndomshjem, sådan som jeg så  det i 1945, havde allerede dengang undergået en række forandringer. Dem er der kommet flere af sidenhen.

Efter at onkel Sergio, der arvede huset efter morfars død, i løbet af 1960´erne flyttede fra det, blev stedet overtaget af postvæsenet, der åbnede et posthus.

I dag er posthuset forlængst lukket , træporten er væk og  indgangen  muret til.

9. Huset og trullo´en

En dag dukkede Amedeo op i Tafuri, hvor jeg i længere tid havde boet sammen med nonno og havde været henvist til at lege i majestætisk ensomhed.

Set på mange års afstand, var hans besøg i Tafuri noget af et  vendepunkt. For os begge.

Vi var søskende, men samtidig var vi blevet fremmede for hinanden, og jeg tror, at vi gennem legen byggede bro over denne dobbelthed.

Det var nok mig, der havde det sværest ved situationen. Genert som jeg var,  kunne jeg næppe  mæle et ord. Initiativet må være kommet fra Amedeo. "Skal vi lege?" har han sikkert sagt.

Især én leg har sat sig et uudsletteligt spor i min erindring.

                                    *

Huset i Tafuri var hvidkalket med et tag af røde teglsten. Foran huset bredte der sig en  stor pergola, der var lidt højere end husets to indgange  og forvandlede gårdspladsen  til en skyggefuld udestue. Indgangene var døren og porten. Døren førte  ind til det kombinerede sove- og spisested, mens porten åbnede ind til et  højt rum med et gulv af stampet jord. Her holdt  den tohjulede kærre til med de lange stænger opad.  Der var desuden et lillebitte  rudimentært køkken og den knirkende trætrappe  op til loftet. På højre side kom man ind i  resten af   en sikkert ældgammel trullo, der fungerede som stald.  Her var det bælgemørkt  og der lugtede stærkt af halm.

Trullo´en er et typisk apulisk markhus. Den er lavet af chiangarelle  (eller chiancaredde), flade stykker kalksten, der uden mørtel bliver sindrigt lagt ovenpå hinanden. Den færdige konstruktion minder om et stiliseret kvindebryst med den kegleformede spids pegende mod himlen.

Tafuris trullo  havde været af betydelig størrelse. Men nu, hvor den forreste del af den var blevet revet ned, virkede den som en rustik  apsis, der omfavnede huset og lindrede det  for den værste sommerhede.

                            *

Den dag i sommeren 1945 stod Amedeo og jeg   nærved det hushjørne, hvor trullo´en endte og pergolaen begyndte.

Rundt om huset og trullo´en gik der en sti, og lige netop på det sted, hvor vi skulle til at indlede vores fraternisering, voksede der en flot hasselbusk, som skjulte os for de voknes blikke. Troede vi.

Men vi blev sikkert iagttaget  ud af øjenkrogen, især af onkel Sergio, den yngste af vores onkler, som en dag (eller måske samme dag?) pludselig blandede sig i vores leg.

Til at begynde med tog  Amedeo og jeg efter tur  nogle små  hop fra trullo´ens allerlaveste fremspring og landede ned på en bunke halm, der lå på stien.

Men pludselig  klatrede Amedeo langt højere op ad trullo´ens hvælvede ryg. Så højt - syntes jeg -, at mine  ben rystede af skræk.

Fra denne svimlende højde sprang han  ned på halmbunken.

Jeg stod målløs af beundring og misundelse.

10. Zio Sergio blander sig

Det var muligvis samme dag, at Sergio blandede sig i vores leg.

Hvordan og hvorledes han bar sig ad med det, har jeg ingen erindring om. Men jeg husker én detalje, der fik mit hjerte til at banke af  stærk sindsbevægelse: pludselig satte onkel Sergio i løb efter os og fangede først mig og dernæst Amedeo. Derefter bandt han os  med en snor  til en metalpæl - vel en af de pæle, der understøttede  pergolaen.  

Det var uhyggeligt, syntes jeg :Vi var onkel Sergios fanger.

Og det understregede den unge mand  hoverende, mens han forsvandt ud af vores synsfelt:

- Nu er I mine fanger!

Men det  ville Amedeo ikke affinde sig med.

I en håndvending  gjorde han sig fri af sin knude og befriede mig også.

Og nu skete der noget, som oversteg min fatteevne: Amedeo gjorde  højlydt nar af Sergio.

Sergio smilede og gav sig   til at lege med hunden Pippaù.

- Grin, Pippaú!

Amedeo og jeg kom nærmere for at se Pippaú grine.

Sergio havde sat sig på hug, holdt Pippaús hoved i sine hænder og sagde igen: - Grin, Pippaú !

Med et bedrøvet blik krængede Pippaú  sin sorte overlæbe og blottede tænderne.

- Bravo, Pippaú - sagde Sergio og gav hunden et lille klap på panden.

Det glathårede og langhalede gadekryds Pippaú var der intet bemærkelsesværdigt ved, bortset fra panden, der  nøjagtigt på midten var delt i to felter, et hvidt og et sort.

Sergio lagde kanten af sin højre hånd lige på grænsen mellem de to pletter og sagde:

- Jeg kunne få lyst til at sætte et øksehug lige her.

Det var kærligt ment, og Pippaú logrede henrykt.

11. Sergine u´ tabacchine

En tidlig morgen - det var så tidligt, at det stadig var mørkt - blev jeg vækket af  mor.

I samme øjeblik fyldtes  jeg af  den lykkefølelse, som jeg  fra den allertidligste barndom og igennem hele min ungdom har mærket, hver gang jeg skulle ud at rejse.

Mor svøbte mig ind i et lille vattæppe, men jeg kan ikke huske, om det var hende, der bar mig ud på pladsen, hvor onkel Sergio havde gjort mulæslet og kærren klar til afgang.

 Efter at have  løftet mig om bord på kærren, lagde Sergio mig ned på et blødt leje, som han havde indrettet på bunden af vognen.  Nu  skulle jeg puttesove, hviskede han til mig.

Derefter kom vi af sted - mulæslet, Sergio og jeg.  Med  et stort ryk fremad begyndte køretøjet at svaje  til begge sider og de mandshøje hjul gav sig til at skramle   hen ad via Canosas  stenbrolægning.

Larmen til trods faldt jeg  hurtigt i  søvn.

På et tidspunkt vågnede jeg enten fordi Sergio skældte på mulæslet eller fordi vognen var holdt op med at gynge. Vi havde forladt byen, det var underligt stille omkring os. Det var stadig mørkt, kunne jeg se gennem de halvt åbne øjne.

Da jeg åbnede dem helt,  så jeg det stjernebesatte himmelhvælv over mig.

Det var  enormt gyseligt og gådefuldt.

Jeg skyndte mig til at lukke øjnene og faldt hurtigt i søvn igen. 

                                *

Mange år efter sin bortgang - han døde i 1997, ganske få måneder efter Antonietta og mor - dukkede Sergio atter op.

Det skete i efteråret 2011, hvor Ingeborg og jeg var på ferie i Fano.

En dag var der på strandpromenaden nogle boder, der solgte gastronomiske specialiteter fra forskellige italienske egne. Der var også en bod fra Apulien.

Vi spurgte de to sælgere efter "lampascioni" - de vilde, let bitre løg som i syltet stand er et rigtigt lækkeri for feinschmeckere.

Dem havde de. Det viste sig desuden, at den ene af sælgerne var fra Andria.

- Min mor var fra Andria - sagde jeg. -  Hun var Sergios søster, Sergio Di Tommaso, ham med tobaksforretningen i Porta La Barra.

- Ah, Sergine u´ tabacchine (lille Sergio fra tobaksforretningen) - sagde manden.

Til sidst spurgte han  mig, om jeg kunne snakke andriesisk.

Som svar fremsagde jeg en remse, jeg har lært af mor:

"Sciámmoc´ a cocch´ciamm´/che mo facimm´ tre dann´:/fam´ accugghiüm´/luc´ strusciüm´/ e sunn´ perdüm´" (Lad os gå i seng, ellers skader vi os selv  på tre måder: vi bliver sultne, vi bruger lys og vi går glip af søvn).

- Det er måske apulisk, men det har intet med andriesisk at gøre, sagde manden.  

                                         *

Her vil jeg blot bedyre, at onkel Sergio var meget mere end "Sergine u tabacchine".

På sin egen underfundig-legende facon havde han i sommeren 1945 bragt Amedeo og mig sammen.

Han fik  jo forenet  os mod sig, den fælles fjende. Senere satte han kronen på værket ved at  bruge Pippaú som fredsmægler mellem alle stridende parter.

Det mindes her med tak.

12. Amedeos og Elenas erindringer

Jeg har bedt Amedeo og Elena fortælle om dén tid.

a) Amedeo fortæller:

Hvordan jeg kom til Andria den første gang(som treårig?)- det husker jeg intet om. Totalt mørke. Du, som var to år ældre, husker måske noget? 

Jeg havnede der uden at vide hvordan - uden bror, søster og forældre,(onkel) Andrea må  med sin grænseløse kærlighed have udfyldt dette tomrum (tog I afsted igen uden mig, eller var det Andrea, der kom og hentede mig i Pola?)

Andrea var praktisk talt min barnepige, Antonietta og Enzina kom i anden række, det var næsten som om de ikke eksisterede. Andrea kaldte mig "ciu...ciu..." eller "ciuk...ciuk", idet han måske efterlignede lyden af de smækkys, han gav mig, når han så mig.

Jeg kan ikke huske, hvor jeg sov, måske i Enzinas værelse. Andrea tænkte på alt. Han vækkede mig om morgenen, sørgede for morgenmaden bestående af acqua-sale ( gammelt brød blødgjort i vand tilsat olivenolie, appelsin og salt),dernæst var der turene op til Andreas optiker-forretning, jeg var praktisk taget hans skygge. Undervejs købte han et stykke vandmelon eller en kaktusfigen til mig. Jeg kan tydeligt huske, hvor drabeligt jeg kedede mig, når han mødte en af sine venner og de begyndte at snakke. Det føltes som en uendelig tid. 

En stor del af tiden tilbragte jeg i forretningen og så ham lave brillerne. Glassene blev tilpasset brillestellet, først skåret til, derefter justeret med slibestenene og til sidst presset ind i stellet. 

Jeg husker hans måde at omgås kunderne på: brysk, godmodig, fornærmende - det var et stykke teater.

Omkring de 5 år fandt børnene sammen ved springvandet i Porta La Barra - lige foran tobaksbutikken - jeg tror ingen holdt øje med os. Vores lege bestod i at lave små fløjter ud af abrikossten, hvis ene ende blev gnedet mod springvandets stenmur indtil man nåede frem til mandlen (stor tålmodighed). Ved hjælp af et nål blev mandlen taget ud og fløjten var klar.

Vi brugte  lange indtørrede løgstængler til at lave trompeter af. Hvor vi  fandt dem, kan jeg ikke huske. Desuden var der en, der havde en lille vogn af en slags (et bræt med 4 stålhjul under), som blev trukket med en dreng om bord, du kan nemt forestille dig den larm, den lavede hen over pladsens stenfliser.

Jagten

Den smukkeste leg var at gå på jagt med Andrea, han var meget dygtig. Dagen forinden inspicerede vi stederne (Tafuri og omegn), idet vi ledte efter harernes ekskrementer eller rævehulerne, dagen efter tog vi af sted, han, jeg og hunden (jeg kan aldeles ikke huske med hvilket køretøj vi bevægede os fra sted til sted).

Jeg var helt ubeskriveligt spændt. Når han skød, fik jeg hjertet op i halsen, og bagefter kappedes jeg bogstaveligt talt med hunden om hvem der kom først til det nedskudte vildt.

Andrea spurgte mig, hvad jeg bedst kunne lide - hare eller ræv (jeg foretrak ræv, kødet var så dejligt mørt), og han gik efter rævene. Det var en mere kompliceret form for jagt, rævene skulle  jo ryges ud af hulen. Under krigen spiste man jo alt - ikke som nu, hvor de kære børnebørn plager livet af deres mor, fordi de ikke vil have dit eller dat.

Tag i betragtning, at jeg var 4-7 år gammel, disse minder er jeg ikke i stand til at ordne i nogen rækkefølge.

Med hensyn til onklerne og tanterne var de alle meget kølige, undtaget onkel Sabino og tante Isa, som var min gudmor. De var meget kærlige. Onkel Sabino døde i den periode på grund af blindtarmbetændelse (peritonitis?)

Morfar og mormor eksisterede ikke, jeg levede på den anden side af pladsen.

Det skænkede barn

I den periode var det  ret normalt, at man gav et barn i pleje til en nær slægtning, det var det, der skete med mig, den næstældste og hermed den mindst vigtige mellem den  ældste og datteren, som mor ønskede sig. Mor, som den dovne person hun var, fandt vel på, at komme af med et af børnene.

Krigen sluttede, I kom for at hente mig. Også her totalt mørke, jeg husker intet om mødet med mine forældre, dig og Elena.

Du husker, at jeg legede sammen med gadedrengene, men jeg kan ikke huske, at jeg legede med dig, måske holdt du dig for dig selv uden at deltage, og Elena har naturligvis været sammen med kvinderne.

b) Elenas erindringer om Andria

Jeg var tre og et halvt, måske fire.

Der var en godsvogn fra jernbanerne, hvor jeg rejste sammen med mor, men far og Piero(=Pietro) var også med. Vi rejste i dagevis, bestemmelsesstedet var Andria, et for mig ukendt sted. I vognen  var der  mange mennesker, der var ingen sæder, jeg sad på gulvet. Der var en lille pige på min alder med et forfærdeligt brandsår på låret. Hun græd, det var så uhyggeligt  at se dette åbne sår.

Jeg husker, at jeg brugte tiden med at kigge på elmasterne løbe forbi vognens vindue, der åbenbart stod åbent. Dette hjalp mig med at glemme det, der var bag min ryg, disse mennesker i den overfyldte vogn...

Vi ankom til Trani eller Barletta, jeg husker trætheden og varmen, måske var jeg blevet vækket  af en urolig søvn. Jeg sad på en af vores kufferter foran stationen. Vi ventede sammen med andre mennesker på et transportmiddel, som var på vej. I luften var der megen uro og angst.

Jeg iagttog menneskene der færdedes på gaden i denne by, og jeg kan huske en kvinde, der på sit hoved bar på et  bræt - det var måske 2 meter langt - med store landbrød på. Så store landbrød havde jeg aldrig set i Morsano. Og der var der ingen kvinder, der bar den slags på hovedet. Det var fascinerende.

Endelig kom en åben lastbil, der var masser af mennesker og jeg var altid bange for at blive væk i denne vrimmel. Jeg var lille og jeg holdt mig tæt til mor. Men ville mor tænke på mig???

Skal man tro Pieros frygtelige minder og fortællinger skete der på den lastbil en eller flere forfærdelige scener, hvor først far dernæst mor var involveret. Men jeg var rædselsslagen,  jeg har fortrængt alt.

Jeg så intet mere på den lastbil.Flere dages minder er forsvundet af min hukommelse. Der er et sort hul og megen angst.

I Andria hvor var min plads? Hvem tog sig af mig? Jeg ved ikke. Mor var anderledes, lydene, folks måde at tale på, deres mærkelige tonefald, de mange ord, jeg ikke forstod, de nye lugte, alt var forskelligt fra den verden jeg kendte og hvor jeg var i stand til at bevæge mig, hvor jeg havde min plads.

Vi var gæster i morfars og mormors hjem. Det var stort og  mørkt. Man kom ind ad en stor træport og bag denne træport var der nogle glasdøre.

Jeg kan huske, at der i denne store stue, hvor man kom ind og hvor man spiste ved et stort bord, var der en gang imellem et mulæsel og der var en kærre med kun to store hjul og to lange stænger, hvor mulæslet var spændt for. Det var også nyt for mig.

Der hvor vi boede før var vognene anderledes - de havde 4 hjul, tror jeg. Disse to stænger var lange og var rettet mod loftet, når vognen støttede på gulvet, de lignede to arme, der var udstrakt mod himlen. Men mulæslet og kærren var ikke der altid.

De blev brugt for at komme til Tafuri, hvor morfar og Piero var sammen. Jeg blev hos mor. Men mor var totalt opslugt af sine søskende og sine forældre. Sikken masse mennesker. Jeg var ikke af betydning for nogen.

Bag ved det store rum, som var opholdsstuen, var der køkkenet. Det var uden vinduer og fik en smule lys højt ovenfra, måske fra et tagvindue. I køkkenet arbejdede altid moster Franca, som jeg syntes, hun aldrig så på nogen. I hvert fald følte jeg mig usynlig for hende. Hun var altid i køkkenet, havde altid travlt, var altid alene. 

I køkkenet stod der en stor lerkrukke, der var fyldt med grønne oliven i saltlage. Jeg stak hånden ned i det salte vand og tog olivenerne, jeg var vild med dem. 

En dag begyndte Piero og jeg at spise af disse oliven, og at spytte kernerne ud i køkkenets mørke, og vi nød lyden, når kernerne ramte gulvet. Men efter nogen tid blev vi opdaget og skældt ud. Men vi havde været to om det, og det var dejligt for mig.

Jeg kan huske, at der var et hav af fluer, og der var en metode  for at få dem ud. Man lukkede træporten i, idet man kun lod en lille sprække stå åben, og derefter viftede man med et klæde ud i rummet, og fluerne flygtede ud af sprækken. Det var noget, man gjorde regelmæssigt.

Der var nogle rene soveværelser med velredte senge, og på kommoderne stod der store glasklokker. Inde i dem var der statuer af helgener eller Madonnaen - de var forgyldte, farverige og iført stofklæder. Jeg så længe fortryllet på dem, og jeg spurgte mig selv om, hvad de mon betød. Jeg vendte ofte tilbage til dem for at se på dem i min ensomhed.

Det var måske statuer af voks eller papmaché. Men de var mystiske for mig, og jeg følte, at de blev tilbedt. Foran disse glasklokker tændte man et lille lys i en lille underkop med en smule vat i, der var dyppet i olivenolie. Med fingrene havde man lavet en væge og man havde tændt den. Foran dette lille lys var der billedet af onkel Sabino, som var død kort tid før.

Den unge enke var en meget sympatisk kvinde, den mest sympatiske blandt husets kvinder. Hun plejede sin søn, Bino (Sabino), med stor ømhed. Jeg så altid på hende, mens hun skiftede ham og snakkede og lo, og gav ham store smækkys på maven. Hun var så varm og kærlig mod ham. Det var jeg betaget af.

Far var væk, vi blev mange måneder i Andria. Jeg savnede ham meget, jeg savnede vores lille familie. Der var også Amedeo, men han boede hos onkel Andrea, moster Antonietta og Enzina. Han levede sit liv på gaden sammen med en flok råbende drenge - i en verden, der var totalt utilgængelig for mig. Drengene havde nok i deres egne lege. Onkel Andrea havde en stor forkærlighed for Amedeo.

Jeg kan huske, at det var dejligt at spise vandmelon siddende på fortovet sammen med andre børn, der var også Amedeo foran moster Antoniettas hus og vi spyttede de sorte, glatte og skinnende kerner så langt vi kunne, til sidst var der kerner over det hele foran huset. Den dag i dag elsker jeg at spise vandmelon på den måde, ude i det fri. 

Hjemme hos moster Antonietta var alting tiptop rent og ordentligt, det kunne jeg godt lide. Alt var velplejet og velduftende. Gulvet var af skinnende marmor. Det var vanskeligt at komme ind, der var en mærkelig trappe. Hjemme hos dem stod der en nipsting af glas på et møbel. Inde i den var der en lille figur, og når man rystede den, og satte den på plads igen, sneede der inde i den. Jeg fandt den utrolig smuk, og når jeg tog op til moster Antonietta,  blev jeg der længe og legede og så på sneen.

Det var magisk for mig.

Jeg var glad for at være hos Antonietta og Enzina. Alt hos dem var ligesom klarere, der var ikke så mange mennesker og moster Antonietta ignorerede mig ikke fuldstændigt. Også Enzina kunne jeg godt lide, men hun var meget ældre end mig, og hun holdt mest af Amedeo.

Til Andria ankom amerikanerne. En stor lastbilkolonne. Der var også nogle sorte soldater, jeg fandt dem meget mærkelige. Jeg var tilfældigvis ude på gaden, da de kom forbi, de ville give mig nogle karameller eller noget i den retning. Mor stod bag glasdørene, rædselsslagen, og kaldte mig ind med en stemme, der var halvkvalt og truende. Jeg var ked af de karameller, som jeg ikke måtte tage imod, men jeg følte samtidig mors store angst.

Ung og smuk som hun var, havde hun været en lækkerbisken for disse soldater, der var hungrige efter kroppe. Men det forstod jeg ikke dengang, jeg følte imidlertid den trussel, der lå i luften, samt angsten i hendes stemme, og jeg gik ind.

En aften havde morfar taget Bino,onkel Sabinos nyfødte barn, op. Jeg var måske jaloux. Morfar skulle til at sætte sig med Bino i armene, da jeg flyttede  hans stol, fordi jeg skulle bruge den. Han opdagede det i tide, og der skete ingenting. Men mostrene og andre kvinder, der var til stede, så i min handling en ond hensigt, og sladrede  til mor. Morfar kunne jo falde og slå sig.

Det endte med, at mor gav mig en masse tæsk, som hun ledsagede med skrig og frygtelige ukvemsord. Hun gav sig endda til at sparke  mig, og trådte rasende på mig, mens jeg lå på gulvet. Det var første gang mor slog mig. Jeg var et velopdragent barn.

Lige nu, mens jeg skriver disse linier, får jeg hjertebanken. Det var frygteligt. Jeg græd i timevis, for mig var verden brudt sammen, jeg havde mistet mors kærlighed, jeg var fuldstændigt alene. Der var ingen, der trøstede mig, ingen, der forsvarede mig. Jeg gik i seng uden at spise og græd mig selv i søvn.

Mor var begyndt at spille harmonika. Læreren var en smuk ung mand. Jeg syntes godt om ham. Den unge mand og mor var meget glade for at være sammen, harmonikatimen var smuk for mor.

Jeg husker Andrias fester, især skytshelgenens fest. Der var  en fantastisk belysning. Jeg fandt den vidunderlig. Desuden var der boderne med de dejligste lækkerier. Mandelkagen. Mandelkagens duft iblandet lugten fra karbidlamperne, rygende og med deres skarpe flamme. En lugt, jeg stadig kan genkalde mig.

Jeg kan huske at jeg var sammen med moster Antonietta og at hun købte noget slik til mig.

Den aften var vi på besøg hos nogle af Antoniettas bekendte, der boede ud til en stor  plads. Fra deres vinduer kunne man se ud over pladsen, der var sort af mennesker. Midt på  den var der en stor tribune, der var pyntet med masser af elpærer, der dannede fantasifulde arabesker. Der var en bande, der spillede med trompeter og trommer så det var en fryd og folk var helt vilde af begejstring over den dejlige musik. Jeg var meget glad for at se på hele sceneriet oppefra - se på og lytte til spillerne og iagttage det sorte menneskehav omkring dem.

Morfar og mormor. Begge forekom mig utilgængelige. Mormor var kold og streng. Jeg har aldrig mærket nogen skygge af følelse hos hende. Morfar var måske varmere, men ikke over for mig, jeg eksisterede ikke. Vigtige var kun Piero og Aldo (=Cataldo, Luigis søn, opkaldt efter morfar).

Der var desuden Nytårsdagens strenna(=pengegave). Alle børnene stillede sig op i en lang række alt efter alder og morfar gav os strenna´en. Nogle små mønter.

Men forinden havde kvinderne lavet nogle særprægede kager. Det var roser af dej, som de udformede med stor dygtighed. Jeg så betaget til. Tante Isa var den dygtigste til at lave dem.

Der var tobaksforretningen, den stærke tobakslugt og et stort trækar, der var fyldt med groft salt.

Der var dage, hvor tobaksforretningens indgang var lukket, og mormor ekspederede kunderne igennem en lille luge i døren. Foran forretningen trængtes en utålmodig menneskemængde.

Mormor var altid meget uhøflig over for  kunderne. Hun afleverede varerne med en nedladende attitude, som om hun gav dem en almisse og hun ikke fik penge for sit arbejde. Uden respekt.

Det fandt jeg særdeles slemt. Hende  brød jeg mig ikke om.

Moster Lina(=Sergios tvillingesøster) var forskellig, hun kunne smile og hun var også sød, men hun var ikke så smuk som mor.

Det må altid have været et stort problem for dem.

Pergola, april 2013

Her slutter Gensyn med Andria

2. juni 2013

2.6.2013 fortsættes