|
MIN FÆDRENE SLÆGT I. Min fædrene egn Min fædrene egn Marche (udtales MARKÆ - med rullet r) skylder sit navn det samme gotiske ord "mark", som indgår i Dan-mark. "Mark" betyder grænse. Marche er Centralitaliens grænseland. Samtidig rummer det også - som nogen har sagt - et koncentrat af hele Italiens landskabsmæssige mangfoldighed. Og sandt er det, at her findes høje bjerge, som ganske vist er langt mindre imponerende end Abruzzernes Gran Sasso (2912 m.!). Til gengæld er der i Marche også mange af de bløde bakker, som er så typiske for Toscana. Og sådan kunne jeg blive ved, men jeg vil nøjes med en opfordring: Kom selv og se! Indtil det 3. århundrede før Kristi fødsel var området her et ingenmandsland, hvor umbrere, etruskere og gallere kæmpede om herredømmet. Et afgørende vendepunkt indtraf, da de stræbsomme romere i 295 f.v.t. mødte en gallo-italisk hær i Sentinum (Sassoferrato) og slog den med brask og bram. Hvorefter blev tusindvis af slaver aktiveret til at anlægge via Flaminia, som den dag i dag ad Furlo-slugten kiler sig ind i de umbriske Appenniner og fortsætter mod Rom. Ja, det er rigtigt forstået: Asterix og Obelix rumsterede også på de her kanter. Efter Sentinum blev de imidlertid forvist til den nuværende Senigallia (Sena gallica). Hvor de i øvrigt blev naboer til de græske kolonister, der et par hundrede år tidligere havde anlagt en havn ved "albuen"(på græsk:Ankon),som bugter sig neden for Cóneros forbjerg. Grækere, gallere, etruskere, umbrere...en etnisk smeltedigel. Med tiden kompliceredes tingenes tilstand yderligere. 1000 år efter romernes sejr over gallere & co., havde de germanske longobarder erobret næsten hele støvlelandet, som nu slet og ret hed Longobardia. Vel at mærke: næsten! Øst-romerne (også kendt som bysantinere) holdt nemlig stadig stand i Románia, en enklave omkring Rimini og Ravenna. Romania, som senere blev til Romagna, kom på mindst to måder til at sætte et varigt præg på min fædrene egn. For det første sprogligt, fordi man i Urbino, Pésaro og Fano taler en tydelig variant af romagnolo. Når jeg hører den, mindes jeg nogle af personerne i Fellinis Amarcord, der er henlagt til instruktørens fødeby Rímini. For det andet, fordi netop grænseområdet mellem Romagna og Marche i middelalderen opfostrede mange af de free lance hærførere (condottieri), som solgte deres know-how til den højest bydende. Det var især to condottieri-slægter, der kom til at spille en stor rolle i Marche: Montefeltro og Malatesta. Pergola - min fædrene by. Er Marche grænselandet, er min fædrene by Pérgola grænsebyen i grænselandet, placeret som den er i en radius af 30-40 km fra Umbrien, Toscana, Romagna og Adriaterhavet. Det med naboskabet til Toscana ligner godt nok en tilsnigelse. Kigger man på et landkort, viser det sig nemlig, at blot et lille bitte stykke Toscana kiler sig ind i det nordlige Marche. Trækker man en vandret linie øst for Firenze, vil man se, at Toscana ender i noget, der ligner et næb. Næbbet borer sig ind i min fædrene egn. Som vi skal se borer det sig også ind i min fædrene slægt. På et eller andet tidspunkt er mine forfædre indvandret fra Toscana. Fornemme var de slet ikke, til gengæld har de gået i fornemme spor. For det nordlige Marche har længe været lig med hertugdømmet Montefeltro, hvis hovedstad Urbino ville være utænkeligt uden de mange toskanere, der har skabt det: Paolo Uccello, Piero della Francesca og Francesco di Giorgio Martini er blot nogle blandt mange. Pergola er en by i åens og bjergets tegn. Åen - de lokale omtaler den godt nok som floden - hedder Cesano. For Pergola har dens rolle været udslagsgivende. I tidens løb - millioner af år! - har den nemlig gravet sig igennem højsletten og dannet en slugt af ganske betragtelige dimensioner. Det er ud af denne slugt og af Cesanos brusende strøm at Pergola er dukket op - lig Venus af Aegærhavets bølger. (Der var den poetiske version af byens oprindelse. Den mere prosaiske kommer om lidt). Bjerget - Monte Catria (1701 m.) - dominerer Pergolas højslette og vogter samtidig over grænsen mellem Marche og Umbrien. Neden for Catrias østvendte side gemmer Fonte Avellana-klosteret sig. Catria minder om en pukkel, syntes Dante.Under sin omtale af Fonte Avellana-klostret beskriver han bjerget så levende, at man skulle tro, at han ligefrem har været oppe på dets top. I Paradis,XXI,105-111 står der: "Mellem Italiens kyster, ikke langt fra/din hjemstavn, knejser bjergene så høje/at torden høres fjernt og lavt deroppe./En pukkel danner de, der hedder Catria;/og i dens skygge ligger der et kloster, hvorfra der før kun hørtes bøn og lovsang" (Ole Meyers oversættelse). I vestlig retning vender Monte Catria ud mod Umbriens endeløse hav af bakker og skove. Ud i det fjerne anes Gubbio - oldtidens Eugubium - en af Italiens smukkeste middelalderbyer. Lidt om Gubbio - Pergolas moderby Om Gubbios meritter er der skrevet mangt og meget. Her vil jeg nøjes med en lille fortælling, som de fleste turistførere springer over. Der var engang en ulv, der skræmte Gubbios borgere fra vid og sans. Det endte med, at eugubinerne henvendte sig til Frans,den multikompetente helgen fra nabobyen Assisi. Frans, hvis tale til fuglene Giotto har foreviget i netop Assisi, viste sig også at være velbevandret i ulvesproget. Han talte til ulven og fik den konverteret til katolicismen. Når jeg opholder mig ved Gubbio, er det fordi den er Pergolas moderby. Det var faktisk en gruppe borgere herfra, som grundlagde Pergola. Året var 1234 og stedet ideelt af flere grunde. Åen sikrede jo vand til garverne, farverne, møllerne og husholdningerne. Desuden dannede slugten en naturlig voldgrav omkring den kommende by. På klippefremspringet over slugten blev der rejst en kirke. At den blev opkaldt efter den hellige Frans (San Francesco), kan vel næppe overraske nogen - ulvelegenden taget i betragtning. En rocca (fæstning) efter alle kunstens regler blev derefter bygget på den forhøjning, som knejser bag byens rådhus. I dag sover Pergola sin tornerosesøvn, men alt taler for, at byen skylder sin oprindelse 1200-tallets enorme driftighed. Husk på: i 1230´erne var Italien ved at tage det tilløb, som skulle gøre det til renæssancens vugge. II. Min fædrene slægt 1.Velkommen til verden! Min far, Umberto Cini, blev født den 14.februar 1905 i den lille flække San Savino ved Pergola. Min farmor hed Maria Regini. Om hende véd jeg følgende:
Det skal hertil oplyses, at pozzetto´en var køkkenets affaldsskakt ned til svinestien. Min farfar hed Luca Cini. Jeg formoder, at han var en fattig bonde. Det er alt hvad jeg ved om farfar og farmor. Grunden til, at de begge indtager en så beskeden plads i familiens minder, må søges i, at Umberto som to-årig blev sendt i hjemmepleje hos præsteonklen - lo zio Pietro. Denne var provst i en af de mange bjerglandsbyer, der i århundrederne løb er groet for foden af de fæstninger, der er så karakteristiske for området. Landsbyen hedder Fenigli. I dag er kirken nedlagt og præstegården opkøbt af tyske ferierende. Oppe på præstegården fandt Umberto en kærlig reservemor i faster Carlotta - don Pietros søster og husbestyrerinde. Umberto gik de første 5 klasser i Feniglis grundskole. Dernæst blev han sendt til præsteseminariet i Cagli. Han må da have været 11-12 år gammel. Vi er 4 søskende: Pietro (årgang 1938), Amedeo (1940), Elena (1941) og Graziano (1948). I løbet af vort liv har vi boet følgende steder: Andria (ved Bari), Benevento, Campobasso, Perugia, Pula (nu i Kroatien), Morsano al Tagliamento, Goricizza, Codroipo, Tarcento, Cormóns, Milano og Pergola. Dog starter den lange række flytninger, som førte os fra Syd- til Norditalien, på præsteseminariet i Cagli, denne begsorte skole, hvor Umbertos hoved fyldtes med latinske gloser og hjertet med hjem- og udlængsel. Det er i dag en hævdvunden skik, at omtale kristendommen som frihedens religion. Det er imidlertid et faktum, at Umberto langt oppe i årene vågnede badet i sved, de gange han drømte om præsteseminariet. Begge mine forældre er begravet i Pergolas kirkegård. Mors grav vender mod vest - med udsigt til Feniglis 600 m høje bakketop. Min far deler derimod grav med præsteonklen. Deres rester ligger i samme aflukke inde i et sengotisk kapel, der huser en halv snes Cini-grave. Onkel og nevø deles også om mindepladen. Her kan man læse: DON PIETRO CINI (1853-1928) PREVOSTO DI FENIGLI I NIPOTI DOLENTI POSERO (Don Pietro Cini, provst i Fenigli - De sørgende nevøer opsatte[mindepladen]) Nedenunder står der: UMBERTO CINI (1905 - 1994) Nevøer havde don Pietro mindst en snes af, men ved hans død var "de sørgende" kun to: Umberto og hans storebror Nazzareno(årgang 1901). Begge var de blevet opfostret på Feniglis præstegård. Var don Pietro mon deres biologiske far? Umberto har selv et par gange luftet tanken. Svaret blæser i vinden. Men der er en gåde, der i mine øjne er endnu større: Hvordan i alverden kunne min grandonkel Pietro finde på at vælge præstevejen? Spørgsmålet er så meget desto rimeligere, som hans valg blev truffet i en periode, hvor Kirken var en upopulær taber. Pietro er jo født i 1853, det vil sige, at han var otte år, da Cavour og Garibaldi satte en ende på pavedømmets besiddelser, som blandt andet omfattede Marche. Man kunne tænke, at Pietro enten var opflammet af et uimodståeligt kald eller også kom han fra en meget from familie. Der eksisterer imidlertid ikke noget belæg for at antage nogen af delene. Det er nok nærliggende at tænke, at Pietro var bogligt anlagt, og at forældrene ikke havde penge nok til at sende ham i gymnasiet. Valget af præsteseminariet skyldtes med andre ord ene og alene, at præsteskolen var den tids eneste gratis ungdomsuddannelse. En hård realitet, som også hans nevø kom til at sande. Heldigvis var Umberto af en helt anden støbning end onklen. Eller også var tiderne anderledes. I sommeren 1923, da han havde nået et uddannelsestrin, der svarede til et studentereksamen, sagde Umberto farvel til både seminariet og cølibatet og meldte sig ind i told-og grænsepolitiet (Guardia di Finanza). I 1923 befandt Italien sig på tærsklen til fascismens lange styre. Året før havde Mussolini gennemført den såkaldte march mod Rom. Året efter blev det socialistiske parlamentsmedlem Giacomo Matteotti myrdet - antageligt efter Mussolinis ordre. Jeg har i mange år funderet over min fars liv - og længe følt mig forlegen over, at han lige fra første færd havde beundret Mussolini. Men det nytter ikke noget at anskue fortiden i bagklogskabets lys. Og i øvrigt har man med rette pointeret, at fascisterne var den tids ungdomsoprørere (så sandt som deres slagssang "Giovinezza" anså ungdommen for en "primavera di bellezza", altså: en skønhedens vår ), og min far, der kom fra præsteseminariets rædselsregimente, må have hilst Musssolinis revolution som en befrielse. 2. Umberto - en stendhalsk helt? Det er først længe efter min fars død, at jeg er begyndt at se på ham som en stendhalsk helt - lidt af en Julien Sorel eller af en Fabrice del Dongo. Måske er det min egen lidt nørdede måde at slutte fred med ham på. Umberto selv ville have kviet sig ved sammenligningen. Han var jo et utrolig blufærdigt menneske - og fantasteriet var ham totalt fremmed. Men jeg beundrer ham, for at have taget skæbnen i sin egen hånd - og for at have sagt nej til at blive præst. Jeg er i øvrigt overbevist om, at han ville have været en meget dårlig præst. Når jeg mener det, er det fordi Umberto i mange henseender var en "lucaccino" (udt: lukatj-tjino). Dette ord spiller en stor rolle i slægtens selvforståelse. Positivt og negativt. Lucaccino´en (i hunkøn: lucaccina) er nemlig i bedste fald en lidenskabelig og letbevægelig natur. Og i værste en lille despot eller en rebel. Ordet vil man omsomst slå op i en italiensk ordbog. Det et hjemmelavet Cini-ord og efter alt at dømme et minde efter en sagnsomspunden Luca Cini, som har stået model til både ord og begreb. Jeg er et par gange blevet fortalt følgende historie: En jaloux ægtemand havde set sig vred på Luca og besluttet at gøre en ende på ham. En dag kom Luca gående ad en markvej bærende på sit jagtgevær. Han har muligvis anet uråd. Det korte af det lange er, at Luca opdagede, at hans hævngerrige rival sad på baghold - godt skjult (det troede han i hvert fald) oppe i et træ. Da han også var bevæbnet med et jagtgevær, var hans intentioner ikke til at tage fejl af.Luca kom ham imidlertid i forkøbet. Et velrettet skud ekspederede rivalen til det hinsides. Selv har jeg et par indvendinger mod denne historie. Hvis Luca virkelig havde begået et mord, hvorfor var han ikke blevet dømt og sat fast? Dernæst er historien mistænkelig ved, at der intet oplyses om om hvor og hvornår. En skrøne - altså. Og så dog alligevel...Da jeg for nylig bad min kusine Delfa og hendes datter Elena om at opspore flere oplysninger om præsteonklen, fik jeg at vide, at Pietro var den ene af syv brødre, der på et tidspunkt var kommet til Marche fra Toscana. Delfa mente endda, at de til at begynde med havde slået sig ned i S. Angelo in Vado, lige ved grænsen mellem Toscana og Marche. Hvad var grunden til denne kollektive udvandring? Man kan naturligvis tænke på økonomiske årsager. Man kunne dog også forestille sig, at de syv brødre flygtede fra lovens lange arm. Man må i denne forbindelse huske på, at Toscana og Marche indtil 1861 var to forskellige stater. Gåder. Det er det eneste, som min fædrene slægt er rig på. Om min fars første år inden for Guardia di Finanza véd jeg, at han til at begynde med gjorde tjeneste ved den italiensk-schweiziske grænse. Et billede fra 1924 viser ham i selskab med en gruppe andre toldbetjente. Han er da 19 år gammel. Hen over billedet har han skrevet: Búggiolo. Jeg har lige tjekket det på et kort: stedet ligger godt 1000 m. over havets overflade, en snes kilometer nord-øst for Lugano søen. Dér lærte Umberto at stå på ski, og lave mad. Indtil det sidste var han en fremragende kok. Hans livret hed vist pasta med sugo alla finanziera. Jeg gætter på en heftig stærk sovs. Omkring 1928 blev han forflyttet til Syditalien. Af billederne i hans fotoalbum fremgår det, at han gjorde tjeneste i den apuliske by Polignano a Mare. Hvordan Umberto lærte Maria at kende, véd jeg faktisk ikke. Jeg gætter på, at han på et bestemt tidspunkt blev forflyttet til Andria, hvor morfar og mormor bestyrede en tobaksforretning i Piazza Porta la Barra. Her kom Umberto en dag i tjenstlig øjemed og fik øje på den billedskønne Maria. I 1930 blev de forlovet. Meget mod deres vilje kom forlovelsestiden til at vare hele syv år. Mellemspil (intermezzo) En dag i juli 1945 blev vore få møbler læsset på en hestevogn, og vi sagde farvel til Morsano, den lille friuliske flække, hvor vi havde boet siden 1943. Krigen var forbi, og vi glædede os alle til at gense Amedeo og min mors familie nede i Andria. Jeg var syv år og ellevild ved tanken om at køre i tog. Samme nat nåede vi Tagliamento-flodens halvtørre flodleje, og min far stod af cyklen. Mor og jeg sad oppe ved siden af kusken.Hun med min lille søster Elena i sin favn. På et tidspunkt må jeg være faldet i søvn ved varmen fra den tamme due, som jeg gemte kærligt mod mit bryst. Duen, som skulle være endt som steg, men som mor havde ladet leve. Jeg kan huske, at jeg pludselig vågnede ved at duen gav sig til at kurre uroligt. Åbenbart havde jeg sovet så dybt, at jeg havde løsnet mit greb om den. Den puttede sig imidlertid straks ind til mig. Jeg faldt atter i søvn. Ved daggryet var vi i Goricizza, hvor møblerne blev læsset af og opmagasineret i gården hos bondemanden, der havde kørt os. Duen blev betroet i hans varetægt. Samme dag kørte han os til Codroipos station. Eller snarere: til dens begrædelige rester. Nogle måneder forinden havde en allieret bombe ramt et ammunitionstog, der holdt stille på banelegemet. Alle bygningerne i et radius af trehundrede meter var blæst væk ved braget. Endelig kørte et enormt prustende sort lokomotiv ind på perronen, og mit hjerte hamrede af glæde. Fra Codroipo kørte vi til Venezia, men jeg kan ikke huske, om vi overnattede der eller om vi samme dag kørte videre mod Bologna. Til gengæld er jeg sikker på, at vi i Bologna tilbragte natten i en teltlejr. Den lange strækning fra Bologna til Barletta kørte vi i en postvogn, hvis eneste vindue var inde på toilettet. Ved dette vindue stod jeg ofte, og holdt udkig med det skiftende landskab. Toget kørte forbi en endeløs række sønderbombede stationer, og efter Rimini langs et tindrende blåt Adriaterhav. Det må have været lige nord for Gargano, at toget holdt længe, muligvis fordi lokomotivet var gået i stykker. Det var en smuk sommermorgen. Ud af toiletvinduet så jeg tryllebundet på den spejlblanke, rolige havoverflade. Luften uden for var tung af varme og ladet med duften af vilde krydderurter. I Barletta steg vi af toget og sammen med andre "flygtninge" fortsatte vi vores rejse på det åbne lad af en Dodge-lastbil. Det må have været ved middagstid. Det var bagende varmt, og da lastbilen satte mod Andria, blev vi bogstaveligt talt indhyllet i støv. Under den kaotiske påstigning var vi kommet lidt væk fra hinanden, alligevel lykkedes det mig at overhøre den korte og skæbnesvangre samtale mellem min mor og en anden passager. - Det er mine forældre, der har tobaksforretningen på Porta La Barra. Jeg er Sabinos søster, sagde min mor. - Sabino er død, - meddelte manden kort. I Porta La Barra var morfars og mormors hjem fuldstændig lukket til på grund af siestaen. Mors gråd - hun græd med de syditalienske grædekoners høje, hæmningsløse hyl - må imidlertid have vækket de sovende. Den store indgangsdør gik pludselig op. Det blev til et grådkvalt gensyn. Næste dag lånte min far en cykel, han anbragte mig foran sig ved styret, og vi cyklede til Tafuri. 4.marts 2010 Fortsættelsen følger i: Min mødrene slægt. NOTER: Min præsentation af Marche er med vilje holdt i en lettere studentikos stil - ud fra den betragtning, at de fleste danskere overhovedet intet véd om Marche - og at min spøgefulde indføring trods alt er bedre end ingenting. Et par gange har jeg i øvrigt oplevet, at Marche forveksles med Umbrien. (Sidste eksempel på denne tendens er Søren Mørch. I sin ellers udmærkede bog Store Forandringer (s.243), skriver han således, at maleren Rafael blev født og oplært i Perugia. Men Rafael blev altså født i Urbino). Forvekslingen er der i og for sig en vis rimelighed i.Romerne kaldte jo netop Umbria den nordlige del af det nuværende Marche. Angående det pudsige forhold, at både Marche og Danmark har det samme gotiske ord "mark" tilfælles, skyldes det de 3 tysk-romerske Otto-kejsere, som regerede mellem 912 og 1002. Muligvis har ottonerne i deres ønsketænkning opfattet Danmark som det nordlige grænseområde i deres rige, hvorimod er det et faktum, at det italienske Marche var det ottonske riges sydligste besiddelse. Når jeg betegner Marche som et grænseland, beror det bl.a. på, at området allerede i romertiden dannede grænsen mellem Italien og det cispadanske Gallien. I sproglig henseende frembyder Marches kystbyer nord for Ancona desuden en interessant fusion af nord-og centralitalienske elementer, hvorimod man i strækningen syd for "albuen" oplever den sproglige overgang mellem central-og syditaliensk. Der er mange gode grunde til at besøge Marche, den besøgende må imidlertid give sig god tid til at gå på opdagelse. Urbino er en af Italiens smukkeste renæssance-byer og hertugslottet en sand perle, Fano byder på mange interessante rester fra romertiden, Senigallia er en behagelig by med en tuttenuttet renæssanceplads. Desuden er stranden særdeles smuk, turisterne sjældne. Pesaro, som er Rossinis fødeby, er i august-måned vært for en prestigefyldt Rossini Opera Festival. Et indtryk af Marches skønhed har mange danske TV-seere kunnet få via udsendelsen "Min italienske drøm". Byen, hvor Bed & Breakfast-konkurrencen blev afholdt, hedder Rosora. Den ligger en snes kilometer sydvest for Jesi. Seværdig er Recanati, sangeren Beniamino Giglis og den store digter Giacomo Leopardis fødeby. Her kan man i bymuseet (Pinacoteca civica) se flere gode billeder af den venetianske renæssancemaler Lorenzo Lotto.
|