AD GRUNDTVIG TIL

Langt højere bjerge er der i andre lande- og det er ganske vist. Til gengæld har Danmark sit eget mentale Mount Everest , og han er i hvert fald ikke til at komme uden om.

Spørgsmålet er så, om dansk åndslivs påståede kulmination - alias: salmisten, skjalden, den danske folkeånds kæmpe og folkehøjskolens fader, kort sagt: Grundtvig - egentlig er et plus for sit land.

Det er der flere, der tvivler på, bl.a. ud fra den betragtning, at Grundtvigs nationalistiske kultursyn kolliderer med planerne om at bringe Danmark op i det globale videnssamfunds første division.

Selv vil jeg mene, at hovedproblemet ved Grundtvig består i en overordentlig kompleksitet.

Grundtvig er så påfaldende kompleks at det ville være en underdrivelse, at kalde ham ambivalent. Han er snarere polyvalent. Men netop hans polyvalens er både en styrke og en svaghed.

En styrke, fordi sammensatheden gør ham til en stor konsensusskabende faktor - i den forstand, at han kan tages til indtægt for hvad som helst.

En svaghed, fordi selve polyvalensen bunder i en total mangel på logisk sammenhængskraft.

Sagt på en anden måde: mine betænkeligheder ved danskhedens grundlægger skyldes ikke så meget hans nationalisme, som hans irrationalisme.

Ved en nøgtern undersøgelse af Grundtvigs tankebygning, der består - som bekendt - af nationalisme og internationalisme, religion og mytologi,hyldester til enevælden og frihedshymner, lovprisninger af skolen for livet og bandbuller mod den lærde skole - vil man konstatere, at den hviler på mindst to synkretismer: synkretismen mellem nordisk mytologi og kristendom ("Høje Odin!Hvide Krist!") samt på den - endnu vigtigere - synkretisme mellem arven fra Oplysningstiden (minus fornuftsdyrkelsen) og tysk idealisme (Herder, Fichte, Schelling og - Hegel).

Takket være dette højst selvmodsigende mix fremstår grundtvigismen som en fattigmands dialektik, hvor salmisten benægter historiens tese med mytens antitese for dernæst at skabe sin egen syntese i form af ad hoc indrettede mageløse opdagelser. Denne fremgangsmåde, som Søren Kierkegaard takserede som "det levende ords abracadabra", er særdeles påfaldende i Grundtvigs historieskrivning, hvor der bydes på mange overraskelser. For eksempel må en italiensk læser tage til takke med, at Dante og Christoffer Columbus var goter (sic!) og at Venezia og Firenze var gotiske republikker (sic!) - en nordisk islæt, der unægteligt kaster et formildende skær over romerågets og papismens kerneland.

Alt dette rejser et spørgsmål: Hvordan kunne Grundtvigs uspiselige sammensurium indtages af flere generationer højskolekursister uden at det samtidig gik ud over ophavsmandens troværdighed?

Svaret ligger i, at Grundtvig kompenserede sin svage tænkning med en belæsthed, der virker overraskende hos denne ubarmhjertige hudfletter af bogormesygen. Samtidig sørgede han for at kolportere sit livs-oplysende budskab via en stærkt selviscenesættende, folkeberusende adfærd, hvis første spæde frugter, Søren Kierkegaard fik øje på allerede i 1845: " Den lille trup af begejstrede, der er dannet på pastor Grundtvigs ølnordiske skænkestue" -noterede han i sin dagbog (Søren Kierkegaards Papirer,b. 6, s. 30). Dertil kommer, at den store digters selvpromoverende virksomhed gik hånd i hånd med en profet-attitude, som også blev bemærket af samme Kierkegaard: " Som muhameddaneren ikke indlader sig med Allah, men blot råber:stor er Allah!: således lader Grundtvigs absolutte ide sig også kun tilbede" (op.cit., ss.102-03)

Var Grundtvig en enormt kompleks skikkelse, blev arven efter ham yderligere kompliceret af grundtvigismens lange virkningshistorie.

Denne har sikkert haft mange positive udslag, men tillad mig at nævne to, som bestemt ikke er det.

For det første har Grundtvig skabt præcedens for den mytologisk-forkyndende historieskrivning, som Søren Krarup har drevet til fuldkommenhed.

For det andet - og vigtigste! - er den Grundtvig-inspirerede pædagogik hovedårsagen bag det danske uddannelsessystems indeværende krise.

Krisens udvikling bør ses i lyset af, at Danmarks uddannelsespolitiske praksis indtil 1970erne var præget af et yderst gavnligt samspil mellem to vidt forskellige pædagogiske anskuelser: den første var højskolernes frigjorte, folkelige, praksisorienterede, "kvindelige" og dionysiske "Skole for Livet", hvorimod den anden var repræsenteret af den elitære, teoretisk funderede, "mandlige", apollinske uddannelsesfilosofi, som den lærde skole og universiteterne stod for.

I 1970erne blev dette gensidigt berigende/regulerende samspil sat ud af kraft af alliancen mellem højskoletraditionen og ungdomsoprøret. Hvilket var en katastrofe, for i og med at skolen for livet mistede sit strenge akademiske modstykke måtte frihed plus folkelighed nødvendigvis resultere i at den uforpligtende samtale (bragesnakken) blev prioriteret højere end kundskabsformidlingen.

Det er inden for denne overordnede ideologiske kontekst, at folkeskolen åbner sluserne for alskens faglig slendrian,samtidig med at gymnasierne udvikler sig til pigeskoler, hvor de "bløde" humanistiske fag hævder sig på bekostning af de "hårde"naturvidenskabelige discipliner, mens universitetet - som Løgstrup forudså allerede i 1969 - forvandles til et "undervisitet", hvor en mere og mere underfinansieret og underbemandet forskning henvises til en sekundær rolle.

Såvidt jeg kan se, er bragesnakkens udhuling af et engang forbilledligt uddannelsessystem foregået over tre faser.

Den første var grundtvigsk-maoistisk og opstod af mødet mellem asarusens ølnordiske tåger og blomsterbørnenes røg og damp: to aktører tegner denne fase - Ebbe Kløvedal Reich i rollen som den digtende ideolog (jf. hans folkebog Frederik, 1973,ss. 387 flg.)og Ritt Bjerregaard som den dynamiske iværksætter.

Den anden fase, som var mere afdæmpet i formen, men ikke mindre katastrofal i substansen, var karakteriseret af den pikante mesalliance mellem den grundtvigske marxisme og det frie marked efter devisen "Frihed for Loke såvel som for Thor". Det bemærkelsesværdige ved denne fase er, at dens to vigtigste koryfæer begge er grundtvigianere: ideologien leveres nemlig af den grundtvigske anarko-marxist Ejvind Larsen (jf. hans Det levende ord, 1983), hvorimod den liberale højskolemand Bertel Haarder tager sig af det praktiske.

Ejvind Larsens omtalte bog fremstår i dag som en pærevælling af Grundtvig, Marx, New Age og psykoanalyse. Som historisk dokument er den imidlertid særdeles interessant, fordi den ved at bygge bro mellem Grundtvigs frihedsideologi og Karl Marx´ utopi om statens bortdøen leverer the missing link mellem vulgærmarxisme og neoliberalisme.

Det er netop fusioneringen mellem disse to -ismer, som karakteriserer bragesnakkens tredje og nuværende fase, hvor management-teoriens triumf sikres af en rystende konsensus omkring det nyeste pædagogiske påhit: Lars Kolinds kompetenceudviklende team building .Vore dages mutant af Grundtvigs "frie,skabende virksomhed".

Hvordan kunne dette ske med venstrefløjens medvirken, spørger Laura Louise Sarauw i en yderst eftertænksom artikel( "Kaospilotisme og neoliberalisme i fremtidens gymnasium" i Gymnasieskolen,3,2005.´), hvor hun blandt andet hæfter sig ved, at gymnasiereformens neoliberale koncept vil ramme de mindre ressourcestærke elever. Svarene blæser i vinden.

Ét kunne gå ud på, at irrationalismen har sejret ad helvede til - i Grundtvigs tegn.

Men der er måske håb forude nu, hvor undervisningsministeren endnu en gang hedder Bertel Haarder

Bragt i Weekendavisen 29. april 2005

NOTER

den danske folkeånds kæmpe: udtrykket er jeg stødt på i en brochure, hvor Vor Frelsers Kirke i København præsenterer sig som:"GRUNDTVIGS KIRKE -fordi den danske folkeånds kæmpe var præst her, ganske vist kun fire år, men hans tid på Christianshavn blev afgørende for ham og dermed også for det danske folk. Det var her Grundtvig bekæmpede tidens kirke. det var her han tog konsekvensen og forlod Kongens kirke. Og det var mens Grundtvig var christianshavner, at han gav det danske folk sine bedste sange."

det er der flere, der tvivler på: Grundtvigs nationalisme tages under kærlig behandling af Henning Silberbrandt, Den danske syge (1993), Søren Mørch, Den sidste Danmarkshistorie (1996), Georg Metz i Omdannelse, 11 former (2002), Carsten Jensen, Livet i Camp Eden (2004), Lars Bonnevie, Så syng da ( Weekendavisen,25.2.2005). Perspektivet udvides hos Henning Tjørnehøj, Louis Pio -folkevækkeren (1992), som torpederer myten om den demokratiske og socialt-sindede Grundtvig

ved en nøgtern undersøgelse: central om dette emne er Ole Vinds doktorafhandling Grundtvigs historiefilosofi (1999), der imidlertid vælger yderst diplomatisk at fortie Søren Kierkegaards satiriske udfald mod profeten. Disse behandles til gengæld udførligt af Joakim Garff, SAK (2000)

bandbuller mod den lærde skole: jf. Thomas Bredsdorffs analyse af Grundtvigs digt "Livs-oplysning" i Det brogede oplysning(2005, s. 192)

Høje Odin! Hvide Krist! : citatet stammer fra digtet "Maskeradeballet i Danmark" (1807). Jf. F. Abrahamovitz, Grundtvig - Danmark til lykke (2000,s.65)

Grundtvigs historieskrivning: der sigtes til Nordens mytologi(1832), i Grundtvigs Udvalgte Skrifter ved Holger Begtrup, b.5, s.460 samt til Haandbog i Verdenshistorie, op.cit., b. 6 og 7.

det levende ords abracadabra: jf. Joakim Garff, cit.,s.285

grundtvigismens virkningshistorie: mens grundtvigianismen er en religiøst farvet bevægelse, er grundtvigismen et langt bredere fænomen, som udgør den ideologiske fællesnævner bag mange mærkværdige alliancer. Dette skyldes, at den grundtvigske folkelighed er en Janus med et maoistisk og et populistisk ansigt - mens Grundtvigs ureflekterede frihedsfilosofi kan læses snart neoliberalistisk snart anarkistisk og snart nationalistisk.

Søren Krarup: der sigtes især til hans Det moderne sammenbrud (1984) og til Kristendom og danskhed (2002). I både Grundtvigs og Krarups ånd er Ralf Pittelkows bøger Efter 11.september. Vesten og islam (2002) samt Forsvar for nationalstaten (2004).

alliancen mellem højskoletraditionen og ungdomsoprøret: selvfølgelig var denne alliance ikke nogen himmelfalden meteorit. Tværtimod var den blevet forberedt af den forholdsvis upåagtede konvergens mellem grundtvigismen og kulturradikalismen. Jf. herom Henning Fonsmark, Kampen mod kundskaber (1996, ss. 39 flg)

alskens faglig slendrian: emnet er fortærsket. Interessant læsning er Folkeskolens krebsegang ( red.: Erik Schmidt,1996) og Henning Fonsmark, cit.

undervisitet: K.E. Løgstrups profetiske essay med samme titel findes i VINDROSEN (1969, nr.16)

Ebbe Kløvedal Reich: det taler til Reichs ære, at han i essaysamlingen I svampens hede (2002)går i rette med kompetencetænkningen (se "De kompetente abekatte,ss.110-117). Desværre kan Reich ikke se de politiske realiteter for grundtvigske floskler. Han citerer Grundtvigs ord om mennesket som "et guddommeligt eksperiment", men overser, at et guddommeligt eksperiment sagtens kan harmonere med managementteorien, så sandt som de mennesker, der i dag går ind for management, er de samme som i 70´erne gik ind for de projekter, som Reich stadig er begejstret for (s. 112).

Frihed for Loke såvelsom for Thor:  fra digtet "Rimbrev til nordiske pårørende" i Nordens mytologi, cit., s. 38

fri, skabende virksomhed: jf. Ole Vind, cit.,s. 281

Hvordan kunne...: ud over Laura Louise Sarauws artikel jf. i de sidste numre af Gymnasieskolen(f.eks. 22,2004) den voldsomme polemik mellem Ole Witt-Hansen og Dansk Institut for Gymnasiepædagogik (DIG), der går stærkt ind for projekter og team building.