FÆNOMENET BAT YE´OR

En kritik af Bat Ye´ors bog "Islam and dhimmitude - When Civilisations Collide"(2002)

Som allerede påpeget (se "Den gode, den spegede og den virkelig onde") er Bat Ye´ors tilgang til virkeligheden lige så nøgtern som en spaghetti-western.

Lad os nu kigge nærmere på de  4 virkelmidler, Bat Ye´or benytter sig af:  bagvendt prioritering, selektiv blindhed, bagvaskelse og fortrængning.

a)Bagvendt prioritering (=undtagelserne først,reglen til sidst)

Når Bat Ye´or fremlægger sin dokumentation, sker det gerne efter en bagvendt prioritering: undtagelserne først, reglen til sidst (såfremt reglen overhovedet er med).

Eksempel 1: Når man læser hendes lange opremsning af hårrejsende fortrædeligheder, som dhimmier ifølge hende er blevet udsat for,spørger man sig selv, om Bat Ye´or vil nævne det væsentlige: at det Osmanniske Rige i slutning af det 15.århundrede tog imod tusindvis af jøder, der var blevet fordrevet fra Spanien og Portugal som følge af den katolske Reconquista. Og det gør  Bat  Ye´or ganske rigtigt, men først på side 83, hvor hun henkastet skriver:

"In the Ottoman Empire, however, Jews expelled from Spain(1492) and Portugal(1497) were welcomed by Sultan Bayazid II(1481-1512) and constituted dynamic comunities in the empire. Other refugees found asylum in the Jewish comunities of North Africa."

NB! En i dhimmi-sammenhæng central begivenhed bliver affærdighed på 4 linier!

Det er groft, så meget desto mere som osmannernes behandling af de spanske og portugisiske jøder med rette kan anføres som et typisk eksempel på netop den muslimske tolerance, som Bat Ye´or så indædt anfægter.

Eksempel 2:

på side 44 tager Bat Ye´or den muslimske jurist Ibn Taimiya (1263-1328) til indtægt for den islamiske jihad-lære. Henvisningen til Ibn Taimiya ser uskyldig ud. Den er det overhovedet ikke. Inden for islamisk ret må Ibn Taimiya nemlig i bedste fald opregnes som en outsider og i værste som en eksalteret original. Ikke for ingenting er han lige netop den retslærd, der passer som fod i hose til Osama bin Ladens terroristiske version af wahhabi-islam. Det var i øvrigt samme Ibn Taimiya, der i sin tid inspirerede den ikke mindre atypiske Muhammad al Wahhab(1703-1792), grundlæggeren af netop den wahhabisme, der udgør islams mest reaktionære og kvindeundertrykkende  version.

b)Selektiv blindhed

At Bat Ye´ors projekt går ud på at dæmonisere islam, fremgår af utallige eksempler. Lad os dvæle et øjeblik ved de vigtigste.

a)Bat Ye´or lægger jihad-læren til grund for islams ekspansionspolitik. På den måde efterlades læseren med det indtryk, at muslimer kun har én fiks idé: at erobre ikke-muslimske territorier.

Men dette indtryk kan kun opretholdes ved at lukke øjnene for en vigtig omstændighed: de allerfleste islamiske krige har været/er krige muslimerne indbyrdes. Modsat hvad Bat Ye´or vil bilde sine læsere ind, er islam ikke en ubrydelig blok, der er dæmonisk besat af tanken om at underlægge sig resten af verden. Islam er en mangfoldig og konfliktfyldt realitet  - som det i øvrigt illustreres af den igangværende borgerkrig mellem irakiske sunni- og shiamuslimer samt af mange andre tidligere eksempler: jævnfør den iransk-irakiske krig i 1980´erne, utallige krige mellem Osmannerriget og det safavidiske Iran samt den krig, som samme Osmannerrige i sin tid førte mod de wahhabitiske oprørere, der havde annammet Ibn Taimiyas kætterske lære

b) Bat Ye´ors vilje til dæmonisering kommer også til udtryk flere steder i bogen, hvor forfølgelserne på jøder og kristne tages ud af den storpolitiske sammenhæng, hvori de indgår.

Det sker for eksempel, når hun skriver: " Repression harshened under Harun al Rashid (786-809), while his son, al Ma´mun(813-33),dealt the death-blow to the Copt´s revolt by massacres and deportations" (s.110).

Det,som Bat Ye´or glemmer, er,at al Ma´muns forfølgelser også ramte de muslimer, der ikke delte den af kaliffen autoriserede islamfortolkning. Lad os ikke glemme, at det var al Ma´mun, der stiftede inkvisitionsdomstolen al Mihna, som blandt mange andre kastede den store muslimske retslærd Ibn Hanbal i fængsel som dissident.

Samme glemsomme attitude gælder for Bat Ye´ors omtale af almohaderne. Det er rigtigt at sidstnævnte var særdeles intolerante - og at de i øvrigt bærer hovedansvaret for udryddelsen af den nordafrikanske kristendom. Derimod er det manipulerende at fortie den omstændighed, at de berberske almohader var deres tids fundamentalister og at deres fanatiske fremfærd i første instans var rettet mod den tids repræsentanter for det tolerante islam. (Almohaderne minder på mange måder om vores tids algierske fundamentalister, hvis forfølgelser af kristne skal ses i den bredere kontekst, hvor mange tusinder muslimer henrettes som vantro).

Nu vi er ved almohaderne, må det være på sin plads at kommentere det, som Bat Ye´or skriver om den store jødiske læge og filosof Maimonides. På grund af almohadernes forfølgelser "(he)had to flee Cordoba with all his family in 1148, residing in Fez - disguised as a Muslim in 1160-65, before finding asylum in Fatimid Egypt" - skriver hun på side 88.

Bat Ye´or glemmer:

- at Egyptens fatimider var (shi´itiske)muslimer

- at Maimonides virkede i årevis som Saladins hoflæge i Cairo

- at Maimonides skrev sit hovedværk "De rådvildes vejleder"på arabisk.

Maimonides er altså langtfra det bedste eksempel på, hvor intolerant islam var mod sine dhimmier. Tværtimod er han et godt eksempel på, at islams kultur i sin blomstringstid - og på trods af mange unægtelige skygger - var en smeltedigel af forskelligartede islæt, hvis fusion blev muliggjort af det arabiske sprogs medie.

Sammenfattende må det være berettiget at konkludere, at Bat Ye´or forenkler og fortier i dæmoniseringens tjeneste. Derved forsynder hun sig mod det, der er den seriøse historikers professionel-etiske bud nummer 1: hensynet til historiens kompleksitet.

c)bagvaskelse 

Dette med historiens komplekse væsen fører os videre til den fremtrædende franske hikstoriker Fernand Braudel (1902-1985), hvis klassiker om Middelhavets kultur "La Méditerranée et le monde méditerranéen à l´époque de Philippe II"(1949; citeres her  efter 9.udgave, Livre de Poche,1990)også af og til berører dhimmi-problematikken. Braudel gør det imidlertid ud fra en ganske anderledes reflekteret tilgang end Bat Ye´ors.

For eksempel fortæller han om hvordan de spanske og portugisiske jøder, der var blevet fordrevet fra den iberiske halvø, kort efter deres ankomst i Osmannerriget åbnede de første trykkerier med græske, latinske og hebraiske typer (La Méditerranée,cit.,2.bind,s.487) - et forhold, der stiller et stort spørgsmålstegn ved Bat Ye´ors tese om den forfærdende kulturelle undertrykkelse, islams dhimmier angiveligt levede under.

Hvad kulturel udvikling angik,var mange dhimmier faktisk bedre stillet end muslimerne selv, som - oplyser Braudel - måtte vente til det 18.århundrede for at se de første trykkerier med arabiske typer.

Men hør lige hvad Bat Ye´or kan fortælle om Braudel: Han var "a former member of the extreme right-wing movement of the 1930s, the ´Camelots du roi´ ". I en fodnote(s.460) oplyser hun desuden:"It was Léon Poliakov(autoritativ jødisk historiker,pc)who informed me in 1993 that Braudel had belonged to the Camelots du Roi in the 1930s, an ultramontane,terrorist,and antisemitic organisation."

Læg mærke til, hvordan Bat Ye´or - 17 år efter Braudels død! - bringer beskyldningen om hans påståede antisemitisme  til torvs. Der er imidlertid intet i det, Braudel skriver, der kan tyde på den mindste hang til antisemitisme.

Men beskyldningen er typisk for Bat Ye´or: kniber det med argumenter, er lidt mudderkastning ikke at foragte.

d)fortrængning

I "Islam and Dhimmitude" fremstilles de kristne arabere (og især de arabiske kirker) som islams mere eller mindre sporadiske allierede mod den fælles (påståede)fjende:jøden/zionisten. Det er derfor jeg mener, at Bat Ye´ors fremstilling munder ud i den spaghetti-western-lignende fortælling om den gode jøde, den spegede kristne og den virkelig onde muslim.

Men kan det virkelig passe, at kun de kristne af og til har allieret sig med muslimerne?

Læser man andre kilder, får man et mere nuanceret billede.

For eksempel sandsynliggør den autoritative islamforsker Lévi-Provençal, at de spanske jøder ydede et vigtigt bidrag til arabernes erobring af den iberiske halvø. Se hans "Histoire de l´Espagne Musulmane,I,s.22. En anden islamforsker - Claude Cahen (Der Islam,s.140)- som Bat Ye´or har en næsegrus respekt for -, fortæller om eksempler på jødiske ministre  i islams tjeneste.

Braudel dokumenterer desuden, hvordan muslimer,kristne og jøder kunne være lige gode til at samarbejde om bestemte joint ventures.

Et af dem var slavehandelen, hvor Braudel især hæfter sig ved den livlige aktivitet, der endnu midt i 1500-tallet forsynede de fleste Middelhavslande (inklusive de to katolske kernelande Spanien og Italien) med tusindvis af sorte og hvide slaver.

På det område var muslimer og kristne lige dygtige, fortæller han(La Méditerranée,cit., II,s. 479-80). Og eftersom jøderne var de selvskrevne formidlere mellem de to nævnte handelspartnere, er det ikke nærliggende at formode, at de også har spillet en betydelig rolle i den kristen-muslimske slavehandel?

Det er et emne, som det kunne  være interessant at bore lidt i.

1.marts 2007

Se også EURABIAS ZIONISTISKE FORBINDELSE; MELLEM LINIERNE