DEN GRUNDTVIGSKE ARVESYND.

Den nødvendige genopretning af danmarkshistorien kræver et modigt opgør med den hellige danskhed og andre Grundtvig-relaterede vrangforestillinger.

"Den grundtvigske arv er truet" beklager Svend Auken i en kronik, som Kristeligt Dagblad bragte den 21.11.2008.

Kronikken vækker både mismod og fortrøstning.

Mismod, fordi Svend Aukens rituelle anråbelse af Grundtvigs  navn leverer endnu et bevis på, at Socialdemokratiets mentale magelighed er ved at tangere det selvmorderiske.

Fortrøstning, fordi dele af kronikken alligevel tyder på, at Svend Auken ikke helt har mistet sin kritiske sans. Således medgiver han, at Grundtvig - i lighed med hans Cepos-disciple idag - modsatte sig offentlig forsørgelse af samfundets ilde stedte. Det er desuden glædeligt, at Svend Auken afslutter sin kronik med at ønske sig "en ny folkelig vækkelse for ægte folkestyre og sand oplysning" - og dobbelt så glædeligt, at han ikke i samme anledning påkalder sig den "støjende prælats" navn.

Selv er jeg overbevist om, at den grundtvigske arv er dansk demokratis arvesynd eller - efter smag og behag - en ideologisk forstyrrelse, der får det danske Socialdemokrati og resten af den danske venstrefløj til at glemme deres internationalistiske herkomst til fordel for...tjah - noget der ligner  et stammeritual med Grundtvig i rollen som totemfigur. 

Hvordan man end vælger at betegne den Grundtvig-relaterede kvababbelse (tvangstanke? sygelig fascination? kollektiv faderbinding?intellektuel dovenskab?), som  mange danskere synes at lide under, er det umagen værd at se nærmere på fænomenets  beskaffenhed.

Af flere grunde:

1) Grundtvig anses for  dansk demokratis fader takket være hans gentagne understregning af folkelighedens betydning. Grundtvigs folkelighedsbegreb er imidlertid langt mindre uskyldigt end det umiddelbart tager sig ud.

2) Grundtvig anses - bl.a. af Svend Auken - for hovedfiguren inden for  dansk oplysningstradition. Et ædrueligt blik på Danmarks historie viser imidlertid, at den danske oplysningstradition er ældre end Grundtvig samt tæller  vigtige repræsentanter blandt Grundtvigs samtidige.

3) Sidst men ikke mindst: Grundtvig-myten baserer sig på en lang række fortielser, udeladelser og fortrængninger. Kort sagt: Bagsiden af Grundtvig-myten er  den rene og skære historieforfalskning.

Lad os starte med den berømmede grundtvigske folkelighed. Tilbage i trediverne inspirerede denne parole som bekendt  Staunings slogan om Danmark for folket. Godt tredive år senere fik den desuden Ebbe Kløvedal Reich og Ejvind Larsen til at sammenligne salmisten med henholdsvis Mao og Karl Marx.Parolen har imidlertid en nationalistisk vrangside, der kommer til udtryk i udsagnet "Byrd og Blod er Folkegrunde". Et meget typisk grundtvigsk udsagn, der vækker associationer til de tyske "Blut und Boden". Og med rette.Husk  på: Grundtvig var jo stærkt påvirket af de selvsamme tyske nationalromantikere, der senere skulle inspirere Richard Wagner og mange efter ham.  At Folkehøjskolens Sangbog har valgt at udelade den prekære linie i nyere udgaver af digtet "Folkeligt skal alt nu være", fremkommer   derfor at være en aldeles forståelig (omend en smule manipulerende) disposition.

Derimod er det mindre indlysende, om det kan gavne Socialdemokraterne og den øvrige venstrefløj at påberåbe sig Grundtvig, når han i ucensureret tilstand fremtræder som en (mildest talt) vaskeægte nationalist.

Desuden er det yderst tvivlsomt, om Grundtvig  kan være retningsgivende for den sande oplysning, som Svend Auken efterlyser.

Grundtvigs kongstanke gik jo ud på, at borgerne på hans højskole blandt andet skulle annamme den særprægede form for hellig danskhed, som ifølge ham udsprang af gammeltestamentlige og oldnordiske kilder.

Interessant læsning er i denne forbindelse Grundtvigs ungdomsværk "Europa, Frankrig og Napoleon" fra 1815.Her fremfører han tesen om, at danskerne er hjerte- og kærlighedsfolket, et motiv, som han senere med sublim virtuositet vil gennemspille i det lange digt "Modersnavn er en himmelsk lyd".(NB. Folkehøjskolens Sangbog anfører kun  fem af digtets oprindelige tyve vers).

I førnævnte bog er Grundtvig imidlertid mere grotesk end sublim. Her argumenterer han nemlig for, at danskerne skulle nedstamme fra Dodanim, Javans yngste søn, som omtales i ældre danske oversættelser af 1.Mosebog,kap.10,vers 4.

Med Grundtvigs egne ord: "At det var Javans yngste søn, der blev fader til kærlighedsfolket er intet under, thi kærligheden, følelsen for sandhed er netop  det dybeste og det dunkleste i hjertet, og jeg tvivler ikke om, at navnet, beslægtet med Davids, netop betyder de elskende, ligesom ordene Dannis og Dannekvinde åbenbart henpeger  på det samme". (Kilde: Ole Vind, Grundtvigs historiefilosofi,1999,s.167)

Endvidere er det en myte, at Grundtvig var den danske folkehøjskoles fader. Højskoletanken blev nemlig fremført af andre blandt Grundtvigs samtidige, dog vel at mærke uden hans nationalistiske agenda.

En af disse glemte forkæmpere for folkeoplysningen var nordjyden Lars Bjørnbak (1824-1878), som Ove Korsgaard i sin bog "Kampen om Folket" citerer for følgende ord:" Bliver man altfor forgabt i dansk, danskhed, dansk fortid, nutid og fremtid, da bliver nationalitetsfølelse til tom ordskvalder, et tomt føleri, en for andre modbydelige forgabelse i sig selv, der føder nationalhad, indskrænket bedømmelse af andre nationer og det gode, der er hos dem. Repræsentanten for  denne retning i Danmark er jo som bekendt gamle Grundtvig " (min fremhævelse).

Citatet er fra 1858. Om Lars Bjørnbak kan man i Gyldendals Leksikon desuden læse, at han var antimilitarist og at han vendte sig mod den nationale bevægelse,der gik forud for krigen 1864.

Og her er vi fremme ved selveste Grundtvig-mytens Big Bang: Dybbøl-traumet, hvorved Lars Bjørnbak og mange andre slettes af den danske kollektive erindring samtidig med at Grundtvig forvandles til Danmarks helligste ikon.

Det var som følge af Dybbøl-traumet, at de grundtvigske folkehøjskoler og den danske bondestand kunne indlede den lange march, som langsomt, men sikkert førte dem til at tage patent på Danmarks historie og dansk selvforståelse.

At give afkald på Grundtvigs hellige danskhed og samtidig gengive mange glemte danskere mål og mæle, kræver selvfølgelig mod.

Men er sand oplysning i det hele taget mulig uden mod?

Det mente en af Europas største tænkere i hvert fald ikke. Jeg taler om Immanuel Kant, som i 1783 -  det år, hvor Grundtvig blev født ! - udsendte pjecen "Hvad er oplysning?".

Pjecen indledes med følgende ord: " Oplysning er menneskets frigørelse fra dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er den manglende evne til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse(...)Sapere aude! Hav mod til at bruge din egen forstand, det er altså oplysningens valgsprog".

Netop: Drop Grundtvig og brug din forstand!  

 

30.12.2008

Beslægtede links på denne hjemmeside: "Profeten og professoren"  samt "Stupidarium grundtvigianicum".

For en nuancering af de fremsatte synspunkter se mit indlæg "Tag det sorte kors fra graven"