OVERSMAGSDOMMER FOGH OG HANS LATINSKE MAKKER

Anders Fogh Rasmussens forvandlingskunst tangerer det virtuose uden at det dog går ud over hans troværdighed, konstaterer Henning Tjørnehøj i Weekendavisen den 7/9 med en vis undren.

Der er såmænd intet motiv til forundring, mener jeg .

Siden VKO kom til magten i 2001, har den danske politiske debat taget sig ud som  en grotesk fodboldkamp, hvor Foghs mandskab kan score ad libitum - i modstandernes tomme mål. Det skyldes, at samme Fogh - i sin glansrolle som inappellabel over(smags)dommer og under den borgerlige presses  bevågenhed - har vist det samlede modstanderhold det røde kort grundet påståede forseelser begået under Scavenius og/eller tilbage i 1980erne.

Foghs evne til at kujonere sin opposition med en  hetz - eufemistisk kaldt værdikamp - ,der udviser klart dæmoniserende overtoner,  samt den borgerlige presses  ukritiske accept af hans metoder, er farlige for det danske demokratis fremtid. Det mener jeg ud fra den betragtning, at et virkeligt demokrati er umuligt uden en reel debat.

Foghs magtkynisme og den professionelle svigt fra den danske borgerlige presses side får mig samtidig  til at tænke på en anden vesteuropæisk politiker og et andet vesteuropæisk land.

Det drejer sig naturligvis om  Silvio Berlusconi, hvis genindsættelse som Italiens statsminister kun er et spørgsmål om tid.

Ved siden af  mange oplagte forskelle  har  puritaneren Fogh og hans farverige latinske makker mindst tre ting til fælles.

For det første kan de begge via alliancen med henholdsvis Dansk Folkeparti og Liga Nord  lefle for god borgerlig anstændighed og samtidig lejlighedsvis tage    passende hensyn til det mere folkeligt grovkornede.

For det andet hylder de begge en overordnet  sort-hvid livsanskuelse, hvor idealistiske hensigtserklæringer  dækker over mere eller mindre eksplicitte vindingsmotiver. At denne kontrast mellem  høje principper og lavere profithensyn  resulterer i ringe analytiske evner, vidner Berlusconis og Foghs lidet succesfulde  joint venture i det sydlige Irak alt om.

For det tredje har de begge en tendens til at anse sig selv for ufejlbarlige - med det resultat, at de opfatter  enhvert undersøgende blik,de bliver genstand  for, som udtryk for ideologisk partiskhed - uanset hvem den undersøgende instans  måtte være.
Berlusconi mener således, at de italienske dommere er kommunister alle til hobe - især hvis de skal dømme i en af de korruptionssager, han selv er involveret i.

Fogh ville selvfølgelig ikke få et ben til jorden, hvis han stemplede ombudsmanden som kommunist.
Til gengæld har han  været påfaldende længe om at efterkomme samme ombudsmands henstilling om at give Ekstrabladets journalist Bo Elkjær et interview angående baggrunden for Danmarks deltagelse i Irak-krigen.
I hvert fald længe nok til, at han til sidst  har kunnet spise en glemsom offentlighed  af med det efterhånden til bevidstløshed kendte svar: "Der er ikke noget at komme efter".

Hvordan forfægter Danmarks borgerlige presse demokratiets og retsstatens interesser i mellemtiden?
Ja, den venter vel spændt på professor Bent Jensens afsløringer  af de røde lejesvendes gøren og laden dengang i 1980erne.

21/9/2007

EFTERSKRIFT - november 2010

Hvad var det nu det var, Fogh i sin tid lovede Erdogan? Et spændende spørgsmål lige nu.

Men egentlig er det næsten lige så spændende at få opklaret, hvad det var, Berlusconi lovede Erdogan, dengang den tyrkiske statsminister ytrede sin modvilje mod Fogh i rollen som kommende NATO-generalsekretær. I Italien er det en velkendt sag, at det var Berlusconi, som  byggede bro mellem den store ytringsfriheds-kæmper Fogh og den (ifølge Jespersen og Pittelkow) fæle islamist Erdogan.

29.november 2010