LIVGIVENDE ARENDT 

Jeg kan tydeligt huske den sindstilstand, jeg var i, første gang jeg læste Hannah Arendt. Og den følelse af både lettelse og fornyet livsmod, som pludselig fyldte mig.
Før jeg stiftede bekendtskab med Hannah Arendts skrifter, var der gået mange måneders ørkenvandring. Måneder, hvor jeg med en blanding af vantro og forfærdelse, havde svedt og svovlet over Niklas Luhmann.
Svedt og svovlet, dels fordi jeg tog Luhmann alvorligt. dels fordi Luhmann forekom mig at beskrive samfundet som en steril indretning, hvor mennesket synes at forsvinde i en uigennemtrængelig sammenfiltring af autopoietiske systemer og subsystemer, blinde pletter, strukturelle koblinger og andre uhumskheder.
  Grunden til, at jeg læste Luhmann, var, at han  blev taget til indtægt af fortalerne for den  gymnasiereform, som Ulla Tørnæs og hendes embedsmænd i Undervisningsministeriet  var i færd med at udklække. Jeg frygtede, at gymnasiereformens mange (dengang endnu potentielle) absurditeter ville levere påskuddet til at skabe et nyt magtapparat, hvor fagene - og deres udøvere - ville blive fortrængt af   tværfagligt ævl og dets forkyndere. Og jeg frygtede Luhmann, fordi hans værker leverede den ideologiske platform, som de kommende magthavere havde brug for.
Desværre har tiden vist, at jeg havde noget at have min frygt i.
 
Arendt er Luhmanns diametrale modsætning.
Hvor Luhmann(f.1927)  startede som embedsmand i den tyske offentlige forvaltning og endte  som universitets- lærer og forsker, har Arendt (f.1906) været den kvindelige pendant til en moderne Odysseus. Jøde, men dybt rodfæstet i tysk kultur, velbevandret i både græsk og latin, var hun af nazismens fremmarch blevet tvunget til at give afkald på en lovende universitetskarriere. Hun havde studeret filosofi ved Martin Heidegger, Rudolf Bultmann og   Karl Jaspers. Under sidstnævntes  vejledning havde hun skrevet sin magisterafhandling om kærlighedsbegrebet hos Augustin. I 1933 var hun med nød og næppe undsluppet koncentrationslejren. Flygtning og statsløs, først i Frankrig, senere i USA.
Her havde hun i 1951 med sit kæmpeværk om totalitarismens herkomst (The Origins of Totalitarianism)pludselig slået sit navn fast som en af de 20.århundredes største historikere og politologer.
Endelig havde hun været glødende zionist, uden dog at give afkald på sin intellektuelle hæderlighed. 

Sammen med Albert Einstein og andre fremtrædende amerikanske jøder havde hun således  taget kraftigt afstand fra Menachem Begins metoder - og kaldt ham fascist.
*)

Under mccartyismen havde hun ikke tøvet med at betegne dens hetz som prætotalitær.
Endelig havde hun kritiseret studenteroprøret - og var hermed blevet persona non grata både i venstre- og højreorienterede kredse. I dag står hun som den, hun ønskede at være: en Selbstdenker. 

At læse Arendt er ingen nem sag. Stilen kan forekomme tung, sætningerne er tit  alenlange, men giver man sig tid at vandre i Arendts selskab, viser det sig, at hendes analyser ejer fortællingens fascination.
Hannah Arendts totalitarismebog er modernitetens makabre svar på Tusind og en nat. Hannah Arendt er politologiens Shahrazad. At hun var bevidst om. det,  fremgår af det (tilsyneladende mærkelige) Karen Blixen-citat, som indleder femte kapitel af  "Menneskets vilkår": " All sorrows can be borne if you put them into a story or tell a story about them".
 Arendts store epos om totalitarismens oprindelse og væsen, har den funktion, som Aristoteles kaldte kathartisk, d.v.s. rensende.
Det rensende hænger sammen med, at fortællingen puster liv i erindringen - og erindringen giver dybde.
Som hun siger i et af sine essays (What is Authority?): "For memory and depth are the same, or rather, depth cannot be reached by man except through remembrance" (I "Between Past and Present ", Penguin,s. 94)

Gennmemvandrer man Europas vej til totalitarismen sammen med hende,fyldes man pludselig af den glæde, bjergbestigeren oplever, når bjergtoppen er nået, og et storslået landskab åbner sig.
Eller rettere:det er som at bevæge sig ad de snorlige boulevarder i en nyklassicistisk by - Wien eller Skt. Petersborg. Men pludselig havner man på en tilrøget café.
Caféen hedder: COMMON SENSE. Her står Hannah Arendt selv - storrygende bag disken - og fortæller den nyankomne kunde, at netop det var meningen med den lange vandring: At havne her på Café Common Sense - og sludre sammen med de andre.
Hele Hannah Arendts forfatterskab handler dybest set  om Common Sense - hele den vestlige civilisations tragedie handler om tabet af common sense. Måske er ærindet med hendes efterladte ufuldente værk - The Life of Mind - netop dette: at kortlægge hvad common sense egentlig beror på. Common sense som det modsatte af tankeløshed. Tankeløshed som kernen i det, hun kalde det ondes banalitet.

21/9/07

*) Brevet - bragt af New York Times d.2-12-1948 - er tilgængeligt på nettet. Læs det eventuelt her

http://www.marxists.org/reference/archive/einstein/1948/12/02.htm

Se også: Fodnoter til Hannah Arendt