Kritik af Ralf Pittelkows bog "Efter den 11. september. Vesten og islam"

Pittelkows bog ”Efter den 11.september. Vesten og islam” blev ved sin fremkomst hævet til skyerne af en næsten enstemmig presse. Dette er i og for sig forståeligt nok. Ikke alene fordi bogens synspunkter fremsættes med en nøgternhed, der forlener dem med  pondus og respektabilitet. Men især  fordi bogen er afvæbnende ved sin totale forudsigelighed, idet den  afspejler og bekræfter den i Vesten gængse måde at se på Vesten og islam på: med bjælken i øjet.

Ved bjælken  forstår jeg Vestens selvretfærdige selvopfattelelse samt  de himmelråbende floskler og generaliseringer, som Vestens syn  på islam er behæftet med - især efter at Østblokkens sammenbrud har skabt behovet for et nyt fjendebillede.

Pittelkow er en sand mester i at navigere mellem glansbilledet og fjendebilledet, samtidig med at han ved nogle halvgarderinger hist og pist giver sin fremstilling et skær af objektivitet. Denne metode overtager han ganske tydeligt efter Bernard Lewis, hvis navn  optræder med hele 4 titler i Pittelkows ellers tynde litteraturliste. 

Hvem er Bernard Lewis? Han er en af verdens flittigste islameksperter samt emeritus fra Princeton, men læser man hans sidste bog ”What went wrong?” (2002), må man give Edward W. Said ret i, at Lewis’ behandling af islam er spækket med tendentiøse generaliseringer, der fremsættes i et tilsyneladende objektivt tonefald. (For et nærmere signalement af  Bernard Lewis henviser jeg til Edw.W. Said, Orientalisme, 2001). Helt bortset fra generaliseringerne er Lewis’ højt opreklamerede bog  et causeri uden hoved og hale, hvor man f.eks. på samme side 72 springer fra det Ottomanske Rige frem til  Khomeiny for straks derefter at omtale Atatürk, skønt sidstnævnte døde i 1938  - i Tyrkiet – 40 år før ayatollahen kom til magten – i Iran. Samme overfladiske forhold til tid, sted og historisk sammenhæng karakteriserer Pittelkows omgang med den islamiske problematik. At behandle Saudi Arabien og Iran under fællesnævneren islam   giver lige så lidt mening som at slå det katolske Argentina i hartkorn med det katolske Østrig. Ikke desto mindre er det netop det, Pittelkow gør, når han fremturer med sin kongstanke om, at de islamiske landes problem med demokratiet hedder Allah. Den italienske islamforsker Renzo Guolo  er af en helt anden opfattelse : han mener, at en historisk betinget mangel på demokratisk praksis flere steder i den islamiske verden udarter til en politisering af religionen. Med andre ord: det er politikken, der invaderer religionen, og ikke omvendt, mener Guolo, hvis særdeles kompetente og veldokumenterede undersøgelse af den islamiske fundamentalisme kunne fortjene en dansk oversættelse.
(Renzo Guolo, Il fondamentalismo islamico, Bari 2002)

Hvad Pittelkows syn på Vesten angår, består den  af den samme  mytologiske selvforståelse, som kendetegner    nationalistisk historieskrivning.Opskriften er i begge tilfælde ganske enkel: historiens kompleksitet erstattes af let overskuelige glansbilleder.

Pittelkows glansbillede hedder som bekendt Oplysningstiden. Bevares – Oplysningstiden er et højdepunkt i Vestens kulturhistorie. Men fortier man, som  Pittelkow gør, det der skete før og især efter Oplysningstiden, står vi overfor en fremgangsmåde, der i bedste fald kan defineres som idealisering og i værste som mystifikation.
Nævnes skal desuden, at fremgangsmåden også bærer et umiskendeligt religiøst præg.

Hvis Pittelkow sagde, at Vestens værdier udspringer af en meget lidelsesfuld historie, som tæller en lang række religionskrige, revolutioner, erobringskrige samt to verdenskrige og flere diktaturer, hvoraf de tre sidste på europæisk grund (jævnfør Spanien, Portugal og Grækenland )sluttede midt i 1970erne – så  ville han holde sig til de historiske kendsgerninger. Men ved udelukkende at fokusere på Oplysningstidens velsignelser, ender han med at forkynde en vom Himmel gefallen sekulariseret messias, der skal optræde som frelsende og forsonende instans  mellem Vesten og islam.

Hermed forlader Pittelkow  eksperthammen for at iklæde sig missionærens gevandter.

Jeg synes, det ville   klæde ham bedre at fortsætte som ekspert inden for noget, han har forstand på: dansk indenrigspolitik.

Som sådan kunne  han udmærket gøre sig til talsmand for, at man  overfor indvandrerproblematikken lod de  pseudofilosofiske falbelader ligge   og tyede i stedet  til et probat middel:  den gode danske (oplyste) pragmatisme, som jo er en af dansk politiks mest fornemme traditioner.

Bragt i Weekendavisen 4/10/2002