Den europæiske universitets fødsel.

Tanker omkring Sune Aukens bog "Hjernedød -Til forsvar for det borgerlige universitet ", Informations Forlag, 2010

                    INDLEDNING

Ved et hurtigt blik over Europas historie viser det sig, at de første universiteter fødes under middelalderens kamp mellem tro  og fornuft.

Denne kamp står på i århundreder og kulminerer i begyndelsen af 1800-tallet, hvor Europa er vidne til fornuftens sejr og universitetets genfødsel.

Et eller andet kunne tyde på, at vi i dag derimod står over for universitetets sidste krampetrækninger. Universitetets terminalfase kan samtidig læses som et symptom på, at Europa befinder sig midt i en alvorlig identitetskrise. 

Det afføder et par spørgsmål: Overværer vi i øjeblikket  afslutningen af en lang historisk cyklus,  hvor fornuften er ved tabe til  troen?

Og i så fald, hvilken slags tro drejer det sig om?

1. Universitetets krise vidner om, at det europæiske borgerskab har glemt sin egen historie 2. Europas faustiske eventyr og borgerskabets rolle heri 3. Europas faustiske eventyr udfolder sig på en utrolig konfliktfyldt scene 4. Universiteterne fødes som borgerlige foretagender med praktiske funktioner. Men de er også teoretisk funderede 5. Kirken, universiteterne og filosofiens (gen)fødsel 6. Boëthius de Dacia og erkendelsens fryd 7. Kirken,universiteterne og retsvidenskaben. Marsilius og magtens dialektik  8. Spis brød til! 9. Historien findes 10. Universiteterne mellem Reformation og Oplysning 11. Universiteterne og borgerskabet - to parallelle forløb


 

1. Universitetets krise vidner om, at det europæiske borgerskab har glemt sin egen historie

I sin  lille, men væsentlige bog skriver Sune Auken om det åbenlyse nonsens, der ligger til grunden for 2003-universitetsloven. En lov, der ud over at anskue viden som  produkt - jævnfør den snæversynede parole "Fra forskning til faktura" - også fremmer en (videns)produktionspraksis, der mildest talt tager sig kontraproduktiv ud.

Dog åbner Aukens bog samtidigt for perspektiver, der rækker langt ud over  den specifikt universitetsmæssige problemstilling.

Sagt på en anden måde: Man kan gå ud fra , at universitetskrisen er et rent dansk problem. Eller også kan man betragte den som udtryk for en fælles-europæisk tendens.

Er krisen rent dansk, må det være på sin plads at spørge, hvorfor netop oplysningslandet Danmark har kunnet opfostre 003-loven samt den emsige lovhåndhæver  Helge Sander.

Er krisen derimod europæisk - og det vælger jeg at antage -, kan man spørge sig selv, hvordan det samme Europa, der har så travlt med at udbasunere sine værdier over for muslimerne, kan bære sig ad med at lade hånt om en værdi, som i europæisk sammenhæng må anses for grundlæggende.Jeg taler selvfølgelig om forskningsfriheden.

Der er et paradoks til: forskningsfriheden knægtes af borgerlige partier (borgerlige enten af navn eller af gavn).1) 

Paradokset kan kun forklares på én måde: det europæiske borgerskab er blevet fremmed for sin egen historie.

Det var nemlig borgerskabets friheds-og udfoldelsestrang, som i århundreder har været den stærkeste drivkraft i det, som Dariush Shayegan har kaldt "Vestens faustiske eventyr".2)

Lad os kigge nærmere på Shayegans formulering. 

Faustisk står selvfølgelig først og fremmest for handlekraft.

Men det står også - og i lige så høj grad - for evnen til at omfortolke og forny en lang tradition. Det fremgår jo tydeligvis af, at Fausts hyldest til handlingen   ("Im Anfang war die Tat", Goethes Faust, v.1237) er  en omskrivning af Johannes-evangeliets berømte sted: Im Anfang war das Wort  (v.1224) 

For det tredje: I det faustiske eventyr indgår fornuft og videnskab som "des Menschen allerhöchste Kraft"(v.1851-52).

Og endelig: Fausts ihærdige stræben bliver  belønnet af den himmelske forløsning:"Wer immer strebend sich bemüht/den können wir erlösen" (v.11936-37). 

Portrætteret som matryoshka ville Faust altså tage sig ud  som  en handlingsmand, der indeholder en filosof. Dog inde i filosoffen er der en videnskabsmand. Og allerinderst: en altid klar-parat-start befrielses-missionær.

2. Europas faustiske eventyr  udfolder sig på en konfliktfyldt scene

Hvor om alting er: Europas faustiske eventyr begynder omkring år 1000. Forude har der været en over 500 år lang inkubationstid, i løbet af hvilken de germanske (og senere de slaviske) folkeslag  igennem den kristne tro har indoptaget større og større mængder græsk-romersk kultur.

Med det nye årtusind eksploderer den europæiske sammensmeltning af nyt og gammelt  i en enorm kraftudladning.

Nogle få årstal:

955: den tyske konge og senere tysk-romersk kejser Otto den 1. forsvarer den unge kristenhed ved at standse de hedenske magyarers fremtrængen i Europa ved Lechfeld (Augsburg).

1054: Skisma (splittelse) mellem den romerske og den byzantinske kirke

1066: Normannerne erobrer England

1088:  Europas første universitet åbnes i Bologna

1096: Første Korstog

Der kæmpes og strides. Kirken(korset) mod adelen(sværdet).Og borgerskabet (pengene) - via skiftende alliancer - mod dem begge. Der strides og kæmpes mellem tradition og fornyelse. Mellem tro og fornuft. Og mellem teori og praksis. Universiteterne fødes ud af denne kampvrimmel. Og - ikke at forglemme: af en kollektiv lidenskab for diskussion og erkendelse.

Det er Kirken man som oftest tillægger æren for at have grundlagt de første universiteter. Men det er en fejl. Kirken er snarere den ene af kræfterne i en tredobbelt synergi, hvor de to andre er adelen og i en endnu større grad borgerskabet.Husk på: Inden Sorbonne ser dagens lys, følges  Petrus Abelardus´ filosofiske diskussionsseancer(forelæsninger) af et tusindtalligt publikum.(3)

Pierre Abélard eller Petrus Abelardus (1079- 1142) er en af europæisk kulturhistories  stjerner. Han fødes i nærheden af Nantes i det nordvestlige Frankrig, går i en af tidens nordfranske katedralskoler - Chartres eller Paris -, men hurtigt forlader han elevrollen og slår sig op som lærer. Kirkens autoriserede lærere modarbejder ham med fynd og klem. Abélard flytter derfor fra sted til sted. Han bliver selve indbegrebet af det, man kalder en clericus vagans, en vandrende klerk. Til sidst er han i Paris - og hans succes er enorm. Det ender med, at han giver en ung pige privattimer. Hun hedder Héloïse. Hun er både smuk og højt begavet. Timerne forlægges til sengen. Desværre har Héloïse  en meget jaloux værge, der sender sine gorillaer efter den unge filosof. De kastrerer ham. Héloïse forvises til et kloster. Men Abélard fortsætter sin undervisningsvirksomhed - trods utallige chikaner fra kirkelig side.

Når Sorbonne kort efter grundlægges og efterfølgende i århundreder bliver Europas mest besøgte universitet - hvori også mange danskere studerer og docerer -,skyldes det i allerhøjeste grad den bevægelse, som  Abélard er en så blændende eksponent for. 

Bruxelles´ fantasiforladte bureaukrater eller EU-parlamentetet skulle nosse sig sammen og opkalde et stipendium - eller endnu bedre: et universitet - efter ham.

3. Universiteterne fødes som borgerlige foretagender med praktiske funktioner. Men de er også teoretisk funderede

To ting skal her fremhæves:

1)De første universiteter bør karakteriseres som borgerlige foretagender, der stiler efter gennemført praktiske målsætninger.

Universiteterne er borgerlige  organisations-og funktionsmæssigt.

Hvad organisationen angår, var universiteterne modelleret "efter håndværkernes laug eller gilder: Universiteterne bestemte selv, hvem de ville optage som mestre (professorer) og som lærlinge (studenter), og den akademiske stat, som dette særlige laug kaldtes, bestemte selv sin styreform og valgte sine ledere. Det akademiske samfund var internationalt, medlemskab af ét universitet gav normalt adgang til dem alle, og de havde fællessproget latin". 4)

Hvad angår det funktionsmæssige, består universiteterne af videnshåndværkere med en ganske konkret opgave: at finde frem til den  viden, der skal  matche den nye virkelighed, der er ved at tage form i Europa.

2)Samtidig bliver denne nye viden teoretisk funderet. At  dette sker, må vi til gengæld  takke Kirken for.

4. Universiteternes teoretiske islæt udspringer af Kirkens tradition

For at forstå denne centrale sammenhæng bør man gøre sig klart, at Kirken i sit overopsyn med universiteterne optræder i en dobbelt egenskab:

a) som den sande tros vogter

b) som arvtager efter  en tradition, der hviler på både græsk filosofi og romersk jura. 

Både troen og traditionen er imidlertid alt andet end et tungt (romer)åg.

For nu at anføre et par helt oplagte eksempler på dette sagsforhold.

Den store kirkefader Augustin (354-430) er i sin tænkning dybt inspireret af (ny)platoniske forlæg. Hans teologi dominerer hele den tidlige middelalder. Det forhindrer dog ikke, at bl.a. Thomas Aquinas (1225-74)  mod slutningen af 1200-tallet kan påberåbe sig Aristoteles som en fuldtud gyldig del af Kirkens egen tradition.

At denne tradition ud over at være rummelig også er dynamisk beror på, at middelalderens katolske kirke i århundreder har været præget af en levende disputationskultur.

To fremtrædende eksempler herpå er  Pico della Mirándola og Martin Luther.

Pico (1463-1494) er ganske vist ikke nogen universitetslærer, til gengæld studerer han ved flere universiteter: Bologna, Ferrara, Padova og Paris.

I 1486 sammenkalder han til en offentlig diskussion af hele 900 teser, som stammer fra så forskellige kilder som Platon, Aristoteles, Thomas Aquinas og den jødiske qabbalah. Nogle af disse teser falder ikke i Kirkens smag og bliver fordømt - uden dog at Pico lider nogen overlast. Det vigtige er, at den unge filosof har forsynet sine teser med en indledende tale, som bærer overskriften: Oratio de hominis dignitate - alias: humanismens manifest,da.: Tale om menneskets værdighed.

Hvad Martin Luther (1483-1546) angår, skal hans berømte 95 teser fra 1517 også ses som et led i samme disputationskultur.  5)

 Kirken ville altså aldrig drømme om at påbyde en lige linie fra forskning til faktura. Dens løsen lød snarere: Fra tradition til forskning.

5. Kirken, universiteterne og filosofiens (gen)fødsel.

Kirkens teoretiske påvirkning af de første universiteter kommer til udtryk på to felter: filosofi og retsvidenskab.

Ofte støder man  på den påstand, at filosofien i middelalderen er degraderet til teologiens stuepige (philosophia ancilla theologiae). Virkeligheden er lidt mere nuanceret: Middelalderens filosofi er barn af tidens (græsk-inspirerede) teologi.

Det er en filosofi, som i sagens natur tit og ofte fremviser et dogmatisk præg. Dog bør man ikke være blind for, at denne dogmatiske side ikke er enerådende.

Lidt efter lidt slår den dogmatiske tankebygning  revner. Ud af dem frigøres kritikken, modsigelsen og analysen. Denne udvikling bliver mere og mere iøjnefaldende, da Aristoteles i slutningen af 1200-tallet afløser Platon som største autoritet. ("Maestro di color che sanno" skriver Dante kendetegnende om Aristoteles).

Store eksempler på tradtionens kritiske potentiale er de to filosoffer (samt teologer og universitetslærere)

Thomas Aquinas

og William af Ockham( 1280-1349). 6)

Her vil jeg imidlertid gerne opholde mig ved en tredje person, den danske filosof Boëthius de Dacia.

6. Boëthius de Dacia og erkendelsens fryd

At middelalderen var alt andet end mørk og at den tværtimod udgør den uomgængelige forudsætning for  moderniteten, bekræftes af en mand som Boëthius de Dacia (Bo fra Danmark). Vi véd næsten intet om hans liv, til gengæld er det sikkert, at han omkring 1270 underviste på Sorbonne, hvor han var en af hovedskikkelserne i det, der ved første øjekast kunne tage sig ud som et parisisk lærer-og studenteroprør .

I virkeligheden drejer det sig om noget langt mere komplekst. 

Kort fortalt:I et brev fra 1277 fordømmer Pariser-biskoppen Etienne Tempier  de "åbenlyse og vederværdige vildfarelser", der er blevet begået af "folk, der (fore)læser ved Paris´ artes-fakultet og overskrider deres fakultetskompetence". Disse formastelige - fortsætter biskoppen - "underbygger deres vildfarelser ved hedningers skrifter...og hævder, at deres påstande er filosofisk sande, om end ikke sande efter den katolske tro"(mine understregninger.pc). Derefter ekskommunikerer biskoppen "alle dem, der har undervist i de nævnte fejlagtige teorier ...og ligeledes deres tilhørere".

Hvad de fejlagtige teorier består i, fremgår af en lang liste over 219 teser, som biskoppen vedlægger sit brev.

Interesserede i flere detaljer kan finde dem i Sten Ebbesen, Dansk middelalderfilosofi(2002). Her står der bl.a.:"Ifølge en middelalderlig tradition havde biskoppen især set sig gal på Siger de Brabant(i det nuværende Belgien), og på Boëthius de Dacia. Nyere tids forskning tyder på, at det er rigtigt: adskillige teser kan genfindes i de bevarede skrifter af de to filosoffer, flere kan have stået i de tabte dele af de mænds forfatterskaber" (s. 69)

Blandt de fordømte teser kan følgende med sikkerhed  tilskrives Boëthius:

1)Der findes ikke nogen højere livsform end at hengive sig til filosofien;

2) De eneste vise i denne verden er filosofferne;

3) Den sande lykke findes i dette liv, ikke i det kommende. 7)

Samtlige tre teser kan  spores tilbage til Boëthius´ lille skrift "Det højeste  gode". I den - skriver Sten Ebbesen - holder Boëthius " en entusiastisk lovtale over erkendelsens fryd, som får enhver sanselig nydelse til at blegne".(cit.,s.157)

Biskop Tempiers voldsomme udfald  skal ses som en reaktion på  det, som den franske historiker Fernand Braudel har karakteriseret som " 1200-tallets uoverskuelige revolution".

Det revolutionerende består i, at filosofien faktisk og endegyldigt har løsrevet sig fra teologien. Dette er sket ved, at Boëthius (og andre)  af den arabiske Aristoteteles-kommentator Averroës  har afledt teorien om den dobbelte sandhed (jvf. de understregede linier i Tempiers brev).   8)

En skelsættende teori, der åbner for hele den efterfølgende filosofiske og videnskabelige udvikling på vesteuropæisk grund.

Overfor det der sker indtager Kirken en pragmatisk-ambivalent holdning. Set fra Kirkens side er tendensen  nemlig både lovende og farlig. På den ene side véd Kirken, at den videnskabelige udvikling er en forudsætning for økonomisk og teknologisk fremgang. Og dem er Kirken absolut ikke modstander af.

 På den anden side  kan filosofiens løsrivelse fra teologien føre til en udhuling af Kirkens autoritet. Fra at hævde, at erkendelse er det højeste gode, til at påstå, at Kirkens magt bygger på myter, er skridtet nemlig kort.

 7. Kirken, universiteterne og retsvidenskaben. Marsilius  og magtens dialektik

Når Kirken i 1100-tallet grundlægger universitetet i Bologna (9),sker det i første omgang for at opfylde Kirkens behov for juridiske bestemmelser. Med inspiration i romerretten skabes da en kirkeret, hvis indflydelse rækker langt ud over Kirkens egen jurisdiktion. Et godt eksempel herpå er Jyske Lov, hvor bl.a. den pompøse åbningsparole "Med Lov skal landet bygges" er  et lån fra kirkeretten.  10)

Men det er også  selveste romerretten, universiteterne går i clinch med. Forklaringen på, at det sker, er ganske nærliggende. Romerretten var en konstruktion, som over flere århundreder  og under inspiration fra græsk filosofi  havde reguleret Romerrigets blomstrende handelsliv. Det er en lige så blomstrende handelsliv, der er ved at tage form fra og med 1100-tallet. Hvor Kirken ud fra romerretten skaber sin kirkeret, bruger det europæiske borgerskab romerretten som udgangspunkt for at skabe noget ganske uhørt: en fælles ret (jus commune). 11)

Man bør desuden huske på, at romerretten takket være dens gennemført verdslige/u-hellige ånd også kan levere slagkraftige argumenter i kejsernes magtkamp mod paverne.

Det  er  Marsilius af Padova (1270-1342), som omkring 1320 udsender det mest velunderbyggede partsindlæg i kejserens favør.

Det drejer sig om traktaten Defensor pacis ("Fredens forsvarer"), hvori Marsilius  i striden mellem kejser og pave søger nye veje for at fastlægge den indbyrdes kompetence. "Efter manges opfattelse er hans skrift middelalderens mest radikale opgør med pavens verdslige magtprætentioner. Her redegør han for årsagerne til tidens ufred, han bekæmper fejlagtige opfattelser og drager konklusioner. Det grunlæggende nye er, at han sætter staten over kirken og betragter kirkens magtbegær som den vigtigste hindring for fred...Folket - hele folket eller den vigtigste del af det - er lovgivere" - skriver Ditlev Tamm blandt andet om denne fremtrædende skikkelse. 12)

Marsilius er emblematisk ved, at han under dække af at forsvare kejseren mod paven i virkeligheden meler borgerskabets kage. Folket kan i Marsilius´ øjne kun være lig med borgerskabet. Han er i øvrigt selv en del af denne fremadstormende stand. Til forskel fra Thomas Aquinas, der er gejstlig af adelig herkomst, er han  barn af den driftige venetianske handel. Padovas universitet (grundlagt i 1222) er Venezias forlængede arm.

Man bør desuden hæfte sig ved  Marsilius ´ internationale horisont. Født og uddannet i Padova, virksom i Paris (han er både lærer og rektor på Sorbonne), ender han sine dage i München, hvor han hører til kejseren Ludvig af Bayerns inderkreds.

8. Spis brød til!

Og så dog alligevel! Under sin forvaltning af den græsk-romerske arv gik kirken ikke af vejen for små og store forbrydelser.

Listen er lang.

Her vil jeg nøjes med at omtale et af de grelleste eksempler på grov intolerance fra Kirkens side. Det leveres af Konciliet i Konstanz, som i 1415 trods løfter om frit lejde først fængsler og derefter brænder den tjekkiske reformator og universitetslærer Jan Hus (f. ca. 1370).

Men alle mulige forbehold kan ikke bortforklare det faktum,at de første europæiske universiteter er utænkelige uden kirkens med- og modspil.

Her er det vel på sin plads at punktere myten om, at europæisk videnskab først får vind i sejlene takket være Reformationen. Myten modbevises for eksempel af den moderne anatomis grundlægger, Andreas Vesalius (1514-64), der er ansat som professor i anatomi og kirurgi i Padova, hvor han i 1543 udgiver den første egentlige lærebog om menneskets anatomi. I den Store Danske Encyklopædi kan man læse:"Vesalius´ reformation af anatomien og hans internationale berømmelse har en stor del af æren for, at Padovas universitet blev et af de førende lægevidenskabelige centre i 1500-tallets Europa".13)

                                                  

...historien findes...(Inger Christensen, Alfabet)

9. Historien findes

Den er allevegne, klar til at indfange os ind i de mest overraskende sammenhænge.

Tag nu for eksempel  føromtalte teori om den dobbelte sandhed. Man kan med en vis ret opfatte den som samtlige europæiske revolutioners moder, som kimen til bl.a. al europæisk rationalisme - fra Descartes til Kant. Det allervigtigste ligger imidlertidig et andet sted: som allerede nævnt stammer teorien  fra den mauriske Aristoteles-kommentator Averroës. I den islamiske verden forbliver den dog dødt bogstav. Forklaringen ligger sandsynligvis i, at den islamiske civilisation i 1200-tallet er ved at miste pusten.

I det vestlige Europa åbner teorien derimod for filosofiens fornyelse. Aristotelismen, som officielt dominerer universitetstænkningen mellem 1300- og 1500-tallet, er nemlig et overfladefænomen.14) Gør man sig en smule umage, vil man bag Aristoteles opdage occamisternes erfaringsbaserede analyser,Petrarcas Platon-inspirerede humanisme , Marsilius´ banebrydende statsteori.

I alle nævnte tilfælde drejer det sig om spæde kim til noget, som efterfølgende vil vokse sig større og større: der går jo en lige linie fra Ockham til Galilei, fra Petrarca til Pico della Mirandola og Erasmus af Rotterdam og fra Marsilius til Hobbes og Montesquieu.

Denne intellektuelle revolution - som jo foregår både inden og udenfor universiteterne -, ledsages af tilsvarende (præ)moderne gennembrud på  andre felter:bl.a. kunst, handel og teknologi.

Tillad mig at illustrere denne side af sagen ved hjælp af et berømt billede:Jan van Eicks  "Arnolfinis trolovelse", jvf. http://en.wikipedia.org/wiki/Arnolfini_Portrait

Billedet er fra 1434 (og derfor samtidigt med Masaccios fresker og med Brunelleschis kuppel i Santa Maria del Fiore i Firenze). Det er ikke billedets æstetiske værdi, der interesserer mig lige nu. Det gør derimod dets  hovedpersoner: to italienere - Giovanni Arnolfini og hans trolovede Gianna Cenami -, der lader sig portrættere i et flamsk interiør. Vi er muligvis enten i Brugge eller Gent, og vi må formode, at parret befinder sig der på forretningsrejse.

Billedet vidner altså om levende handelsforbindelser mellem Italien og Flandern. Men tag venligst i betragtning hvad det indebærer. Flandern - middelalderens vigtigste centrum for tekstilindustri - er på det tidspunkt storimportør af uld fra både England og Spanien. Men det er også samtidig i tæt kontakt med hansestæderne.

Brugge, Gent, hansestæderne, Italien: hvad er fællesnævneren? Svaret er enkelt: frihed. Frihed over for alle de magthavere - Kirken og adelen i første række -, der forhindrer byernes/borgerskabets udfoldelse.

Det er inden for denne kontekst - kampen om friheden -, vi skal se på de første universiteter.

Det er en kamp, som stiler imod - sideløbende med  nyt know how - at udvikle nye teorier om verdens og samfundets indretning. Hvad den sidste problematik angår, understreger Ib Martin Jarvad den rolle, som de to italienske jurister Bartolus de Saxoferrato(1313-57) og hans efterfølger på Perugias universitet Baldus de Ubaldis (1327-1400) kom til at spille i Nederlandenes kamp mod kejserdømmets imperium. Ifølge Jarvad var Bartolus og Baldus´ tese om   civitates sibi princeps ("republikker uden fyrster")  baggrunden for, at de republikanske nederlandske patriciere førte frihedskrigen i slutningen af det 16. og begyndelse af det 17.århundrede imod den spanske kejser Filip II.15)

Og  hermed er vi fremme ved et vigtigt knudepunkt. Ifølge den britiske forsker Jonathan Israel16)  blev Nederlandene selve arnestedet for de tidligste manifestationer af det, han kalder den radikale oplysning. Tillad mig her i forbifarten i øvrigt at nævne, at franskmanden Descartes tilbragte en stor del af sit liv i Holland, mens den store Spinoza var født i Amsterdam.

Og nu til min pointe: Den radikale oplysning var ingen "alien", der kom dumpende ned fra en fjern galakse. Den nedstammede tværtimod fra en udvikling, der havde taget sin begyndelse tilbage i middelalderen. Der går med andre ord en lige linie fra byernes kamp om privilegier(=frihedsrettigheder), der præger store dele af den europæiske middelalder, og 1600-tallets gryende oplysning.

10. Universiterne mellem Reformation og Oplysning

Mere forskning om emnet vil nok give et mere nuanceret billede. Foreløbigt kan man ikke frigøre sig for det indtryk, at universiteterne mellem det 15. og det 18.århundrede mere står for akademisk routine end for epokegørende nytænkning.

Men :

For det første er der nogle få vigtige  undtagelser: Martin Luther er teologi-professor i Wittenberg, Galileo Galilei underviser i Padova og Pisa, Giovambattista Vico er professor ved Napoli Universitet.

 Vico (1668-1744) er en særdeles interessant skikkelse. Over for Descartes´ "geometriske" verdenssyn hævder han nemlig historiens og kunstens betydning. Derved bliver han en forløber for bl.a. Herder og Hegel.

 Den vigtigste undtagelse er naturligvis Immanuel Kant (1724-1804).

For det andet er selve routinen ikke noget at kimse ad. Både før og efter Reformationen er universiteterne  jo med til i det stille  at videreføre traditionen fra Antikken.

Et glimrende eksempel  er Københavns Universitet, der blev grundlagt i 1479 - og som indtil Reformationen var et ret traditionelt katolsk universitet. 

Det interessante er, at det danske universitet - i lighed med universiteterne i andre protestantiske områder - efter Reformationen i langt højere grad påvirkes  af Philip Melanchton (1497-1560) end af Luther. I praksis betyder dette, at Aristoteles´ filosofi - på godt og ondt - fortsat kommer til at spille en stor rolle. 17)

 

For det tredje  udfører  universiteterne et vigtigt arbejde på det sproglige område. Dette sker ad to veje:

a) i de protestantiske universiteter - og i kølvandet på f.eks.Erasmus af Rotterdam - udvikler man en så kaldt bibelhumanisme, der går filologisk-kritisk til værks over for kristendommens hellige tekster 18)

b) ligesom Cicero i Antikken havde oversat græsk filosofi til latin, sørger universiteterne for at oversætte latinske tekster til nationalsprogene. Derved beriges sidstnævnte med en stor mængde abstrakte begreber. Eks.: af latinsk præ-suppositio skabes tysk Voraus-setzung og dansk forud-sætning.19)  

Alle anførte forbehold kan imidlertid ikke bortforklare det faktum, at universiteterne  er i lommen på den etablerede magt - det være sig den katolske kirke,de protestantiske stats-og fyrstekirker, og andre magthavere. Alt dette forklarer den mangel på nytænkning, som universiteterne udviser på det filosofiske område.

Af samme årsag bør ideen  om universiteternes frihed tages med et gran salt.  Jævnfør den perfiditet, mange universitetslærere lægger for dagen i deres angreb på frihedens filosof par excellence, nemlig Spinoza. (Se eksemplerne i Wilhelm Weischedel, Forstå filosofferne, 1989,s.134 flg.)

En anden kendetegnende episode: da den aldrende Kant i  1793 udgiver sit religionskritiske værk Religion innerhalb der Grenzen der blossen Vernunft, bliver han ramt af den statslige censur. Vel at mærke: i et protestantisk kongedømme!

11. Universitetet og borgerskabet - to parallelle forløb

Sammenlagt: den udvikling, som de europæiske universiteter gennemløber mellem deres fødsel omkring år 1200 og den Franske Revolution, kan groft inddeles i to perioder:

1) den lyse - heroiske - periode fra 1200 til ca. 1350, hvor universiteterne udtænker en række revolutionerende hovedtemaer.

2) den konformistiske  periode, der går fra ca. 1350 til ca. 1800. I denne periode sker der en enorm udvikling: uden for universiteterne!!

Det er min påstand, at universiteternes historie forløber parallelt med borgerskabets og modernitetens.

Der er tre faser:

Den præmoderne, som varer fra den tidlige middelalder til 1800 ( Universiteternes heroiske fase (ca,1250-1350) er et udslag af borgerskabets allertidligste gennembrud. Det europæiske bankvæsen er jo allerede udviklet omkring år 1400. Ordet faktura går tilbage til denne periode. Universiteternes forfald - mellem 1400 og 1800 - er et symptom på, at borgerskabet vælger sig andre valpladser at boltre sig på. Langsomt men sikkert forvandles  universiteterne  til den etablerede magts lærdomssæder. Dog bør man tage i betragtning, at den oplyste enevælde lever nogle få steder op til sit navn ved at fremme universiteternes fornyelse. Det sker f.eks. i Halle, Göttingen og naturligvis Jena, der nyder godt af  ånden fra Schiller og pengene fra Goethe)

Den moderne fase, som strækker sig fra 1800 til 1968  (Det borgerlige universitet drives af det borgerlige statsapparat)

Og endelig den postmoderne, som går fra 1968 til i dag. (Det borgerlige universitet overtages af erhverslivet).

Under den første fase  styrkes det europæiske borgerskab på bekostning af både Kirke og Adel - en udvikling der kulminerer med den Franske Revolution. Dog bør det understreges, at borgerskabet i denne fase i meget høj grad hylder Kirkens og Adelens kulturnormer. En udvikling, der er nedfældet i sproget. Jvf. høflig, afledt af hof.

Efter 1800 er situationen radikalt anderledes. Oplysningen har gjort borgerskabet myndigt. Og den Franske Revolution har forlenet den med reel politisk magt.  Kants og Hegels filosofi. Wilhelm vom Humboldt.

Efter 1968 forvandles borgerskabet kvantitativt - og i sagens natur også kvalitativ. I denne fase tager millioner af europæere springet fra bondestanden ind i borgerskabet.

8.september 2010

Fortsættelse følger i:

DET EUROPÆISKE UNIVERSITETS GENFØDSEL  

NOTER

1) Universitetsloven er i Danmark blevet vedtaget af V,K plus Socialdemokratiet.

2) "Præstestyret har korrumperet islam", Information d.1/2/2010.

3) G.W.F. Hegel, Vorlesungen über die Geschichte der Philosophie:"Wie um jene Zeit Bologna für die Juristen, so war Paris für die Theologen der Mittelpunkt der Wissenschaften; es war der damalige Sitz der philosophierenden Theologie. Abaelard hat dort oft vor Scharen von 1000 Zuhörern vorgetragen" (s.561) 

4) Hans Vammen, Danmark har ikke et universitet, Weekendavisen 12.8.2005. For en veldokumenteret undersøgelse af de første universiteters historie vil jeg varmt anbefale Olaf Pedersen, " Studium generale - De europæiske universiteters tilblivelse, 1979. Pedersen redegør bl.a. for, hvordan universiteterne i Bologna og Sorbonne udspringer af kampen mellem pave og kejser. Bologna er et kejserligt-borgerligt universitet, hvorimod Sorbonne snarere må betegnes som paveligt-borgerligt(se især kapitlet"kampen om universiteterne", ss.154-184).

5) Et storslået udtryk for Kirkens selvforståelse med hensyn til tro, tradition og disputation er Rafaels to fresker i Stanza della Segnatura i de Vatikanske Museer. Den ene af freskene er den berømte Skolen i Athen - kirkens og den italienske renaissances store hyldest til Antikkens filosoffer. Denne freske skal imidlertid læses i forlængelse af  og i dialog med den  freske, som er malet på rummets modsatte væg. Fresken hedder La Dísputa del Sacramento og viser en gruppe teologer og kirkefædre i færd med at drøfte nadverens mysterium. Begge fresker er fra 1510.( Bemærk, at Luthers Wittenberg-teser er fra 1517.). Budskabet turde være oplagt: Kirkens disputationskultur står i gæld til Platon, Aristotele et alii. Og omvendt: Uden Kirkens disputationskultur ville Antikkens filosofi nok være endt i glemmebogen.

6) Europas lange vej mod sækulariseringen her dem begge som vigtige forudsætninger.Jævnfør Umberto Ecos roman "Rosens navn", hvor den engelske munke-detektiv William af Baskerville låner mange træk fra netop William Ockham( og Sherlock Holmes). Umberto Eco er også en god kender af Tho mas Aquinas, som har har skrevet disputats om:Det æstetiske problem hos Thomas Aquinas. Jvf. også  Umberto Eco, Hyldest til Thomas Aquinas, i: Udvalgte essays 1958-1998.

7) Michael Rasmussen, Fornuften og synerne,2000, s.18

8) Fernand Braudel, Grammaire des civilisations,1962, s. 117:"Averroès,de docteur de Cordoue, s´est fait pour sa part, le commentateur et l´éditeur fidèle des oeuvres d´Aristote (...)Textes et commentaires seront traduits de l´arabe en latin, à Tolède, et gagneront ainsi l´Europe, y déchaînant l´immense révolution du XIIIe siècle". Pedersen cit.s.269 betegner averroisternes brug af teorien om den dobbelte sandhed som "intellektuel skizofreni". Skizofreni? Så er hele den europæiske/vestlige modernitet skizofrenisk.

9) For de nærmere omstændigheder omkring grundlæggelse af Bolognas universitet, se Pedersen,cit. 137-9

10) Ditlev Tamm, Dansk & europæisk retshistorie, 2001, s.383

11) Ifølge nyere forskning bliver også  de nordiske lande påvirket af jus commune. Jævnfør  Ditlev Tamm, i: Tankens magt,2006, s. 318. Også den tysk-romerske kejser var interesseret i romerretten. Den kunne nemlig  levere ham "et ideologisk fundament, som den germanske ret ikke kunne levere".Jvf. Pedersem,Studium cit.,s.140

12)  Ditlev Tamm, cit., s.324

13) Et andet fremtrædende eksempel er Mikolaj Kopernikus. Se Den Store Danske Encyklopædi

14) Om dette forhold se Pedersen cit.,s.287, hvor der peges på det overvældende antal Aristoteles-kommentarer, der præger 1300-tallets universitetsliv. Men kommentarerne har undertiden meget lidt med Aristoteles at gøre."Lærdomshistorien har senere ofte mistydet senmiddelalderens intellektuelle liv ved at tage disse værker efter deres pålydende værdi. med det resultat, at universitetsundervisningen er blevet skildret som en slavisk og åndløs efterplapren af ´filosoffens´ meninger. Havde man læst andet af disse værker end titlerne, ville billedet være blevet mere nuanceret"

15) Tankens magt,cit., I, s.547

16) Frederik Stjernfelt, Kortlægning af den moderne verdens opkomst, Information 16/1/2010; Niklas Hessel, Oprøret var folkets - men ideen var tænkernes, Information 15/5/2010

17)Sten Ebbesen og Carl Henrik Koch, Dansk filosofi i renæssancen, 2003, s. 13 flg.

18) Se artiklen "Bibelhumanisme" i den danske Wikipedia. Jvf. også David Gress´interessante essay "Den danske revolution" i: Elbjørn & Gress (red.), 20 begivenheder der skabte Danmark,2006, ss.59-89. Om Spinozas gæld til den filologiske metode, der blev brugt af  humanisterne (Justus Lipsius, Joseph Justus Scaliger m.fl.) se Niels Hemmingsens indledning til :Spinoza, Teologisk politisk afhandling, 2009, s. 19 

19) Emnet er så stort, at selv en meget nødtørftig behandling  ville sprænge nærværende skrifts rammer. Eventuelle interesserede henvises til Karsten Friis Johansens formidable bog "Den europæiske filosofis historie, Antikken," b.1, 1991, s. 614, der omtaler Ciceros pionerarbejde; samt til Johnny Christensens lille, fine artikel "Latin - det europæiske sprog" i: Henrik Bolt-Jørgensen (red.), Levende ord: græsk,latin, oldtidskundskab, 2003, s. 47 flg., som kaster lys på overgangen fra latin til dansk. Fra og med 1730 begynder flere filosoffer at benytte deres nationalsprog i stedet for eller ved siden af latin. Særdeles aktiv på dette felt er den tyske oplysningsfilosof  Christian Wolff (1679-1754), der  gør sig fortjent til titlen af praeceptor Germaniae.I lighed med Melanchton et par århundreder før ham.