SALON-POPULISTEN MATTEO SALVINI


Matteo Salvini er født i Milano i 1973 - samme år som Inger Støjberg - og er ligesom sidstnævnte en mester udi "folkelig" kommunikation. Desuden er de begge ministre. Men her hører lighederne også op, kære læser.
For se! Hvor Inger Støjberg er specialist i politisk konditori, har Matteo Salvini i løbet af få måneder formået at svinge sig op til europæisk populismes førstemand.

Hverken Marine Le Pen eller Viktor Orban når ham til sokkeholderne.

Skal jeg udpege de to hovedgrunde til Matteo Salvinis styrke, vil jeg mene, at han for det første   tager arven op efter Berlusconi og Mussolini - og den i sådan en grad, at han fremstår som en syntese af dem begge; for det andet er Salvini et typisk barn af Italiens århundredlange teatertradition.
Til forskel fra dødbideren Orban er Salvini en star - parat til snart at optræde som folketribun ved et hvilket som helst italiensk gadehjørne og til snart at give den som sleben gentleman ved et internationalt møde med politiske notabiliteter.

Hvordan bærer Salvini sig ad med at forføre sine landsmænd? Det har tyske DIE ZEIT en stort opsat artikel om i sit sidste nummer(nr.37/6.9.18): Wie der italienische Innenminister Matteo Salvini von der rechten Lega seine Landsleute verführt (Hvordan den italienske indenrigsminister Matteo Salvini fra den højreorienterede Lega forfører sine landsmænd), lyder overskriften. Artiklen, der kan læses på www.Zeit.de giver en glimrende introduktion til fænomenet Salvini.

Artiklen, der er skrevet af Ulrich Ladurner, tager sit udgangspunkt i   Lesina (Apulien), i  Syditaliens hæl, en kystby på 7000 indbyggere, hvor Salvini holder tale i anledning af at han skal indvie et nyt partisæde. Byens centrale plads er propfyldt med tilhørere. Salvini jonglerer med de vante travere: de svigefulde migranter, de tyvagtige politikere, den forbryderiske mafia, den hykleriske presse samt de millioner hårdt arbejdende folk, der med deres små løn ikke kan klare skærene. Folk jubler over hvert eneste af hans udsagn. (Googler man "Matteo Salvini Lesina", dukker en interessant video op).

Salvini er en attraktion.

Syditalienerne: engang ildelugtende døgenigte, nu Salvinis stemmekvæg

Med god grund: I 2013, hvor han overtog partiledelsen, scorede  Legaen   sølle 4 procent. Ved valget i marts 2018 var partiet steget til 17 procent - og meningsmålinger spår i øjeblikket en fremgang op til 30 procent.

Successen har noget mirakuløst over sig. Salvinis Lega opstod i 90erne som et norditaliensk separatistisk parti med brodden vendt mod den korrupte regering i Rom ("Rom ladrona - la Lega non perdona" = Tyvagtige Rom - Legaen tilgiver ikke) og  syditalienerne. Disse var ifølge partiets retorik en samling ildelugtende døgenigte.

Salvini har øjnet de nye tider. De racistiske udfald mod syditalienerne er blevet erstattet af en ny retorik, der er klart inspireret af Trump. Nu er Legaens slogan blevet :"Prima gli italiani!"= Italienerne først!. Hovedskurken  er nu migranterne og alle deres støtter: fra de mafia-organiserede menneskesmuglere til den kosmopolitiske elite og venstrefløjen.

Successen har en klar præcedens: Benito Mussolini. Salvini er en Mussolini, der er genopstanden i Facebook- og twitter-epoken. Kigger man imidlertid nærmere på Salvinis succes-opskrift, opdager man, at den består af en særpræget blanding af moderne og præmoderne elementer.

For at forstå dette punkt, er det vigtigt at sætte sig en smule ind i Italiens historie generelt og Syditaliens specifikt.

Italien og Oplysningen

Fra 1500-tallet og frem til genforeningen i 1861-1870 geråder det samlede Italien med få undtagelser (Piemonte og Venedig) under Spaniens dybt reaktionære åg.
I løbet af det 17. og det 18. århundrede indtræder imidlertid et  vendepunkt: Store dele af Norditalien ender i den østrigske interesse-sfære, hvorimod Syditalien (hele området syd for Rom) forbliver spansk - om ikke af navn, så i hvert fald af (manglende) gavn.
Med vidt forskellige følger: Milano bliver Norditaliens uofficielle hovedstad og bliver inddraget i det mellem-og nord-europæiske økonomiske, teknologiske og kulturelle netværk.
I Syditalien får piben en anden lyd. Her har den århundredlange kulturelle hispanisering skabt en  arbejdssky adel, der modsætter sig den industrielle udvikling. Landbruget baserer sig  på  langstrakte latifundier og et stort landsproletariat med sparsom eller, i værste fald, ingen skolegang.
Dette får tragiske følger under Oplysningstiden.

År 1799


 

fortsættes 18.9.18