SALON-POPULISTEN MATTEO SALVINI OG KARDINAL RUFFO


Matteo Salvini er født i Milano i 1973 - samme år som Inger Støjberg - og er ligesom sidstnævnte en mester udi "folkelig" kommunikation. Desuden er de begge ministre. Men her hører lighederne også op, kære læser.
For se! Hvor Inger Støjberg er specialist i politisk konditori, har Matteo Salvini i løbet af få måneder formået at svinge sig op til europæisk populismes førstemand.

Hverken Marine Le Pen eller Viktor Orban når ham til sokkeholderne.

Skal jeg udpege de to hovedgrunde til Matteo Salvinis styrke, vil jeg mene, at han for det første   tager arven op efter Berlusconi og Mussolini - og den i sådan en grad, at han fremstår som en syntese af dem begge; for det andet er Salvini et typisk barn af Italiens århundredlange teatertradition.
Til forskel fra dødbideren Orban er Salvini en star - parat til snart at optræde som folketribun ved et hvilket som helst italiensk gadehjørne og til snart at give den som sleben gentleman ved et internationalt møde med politiske notabiliteter.

Hvordan bærer Salvini sig ad med at forføre sine landsmænd? Det har tyske DIE ZEIT en stort opsat artikel om i sit sidste nummer(nr.37/6.9.18): Wie der italienische Innenminister Matteo Salvini von der rechten Lega seine Landsleute verführt (Hvordan den italienske indenrigsminister Matteo Salvini fra den højreorienterede Lega forfører sine landsmænd), lyder overskriften.

Artiklen, der er skrevet af Ulrich Ladurner, tager sit udgangspunkt i   Lesina (Apulien), i  Syditaliens hæl, en kystby på 7000 indbyggere, hvor Salvini holder tale i anledning af at han skal indvie et nyt partisæde. Byens centrale plads er propfyldt med tilhørere. Salvini jonglerer med de vante travere: de svigefulde migranter, de tyvagtige politikere, den forbryderiske mafia, den hykleriske presse samt de millioner hårdt arbejdende folk, der med deres små løn ikke kan klare skærene. Folk jubler over hvert eneste af hans udsagn. (Googler man "Matteo Salvini Lesina", dukker en interessant video op).

Syditalienerne: engang ildelugtende døgenigte, nu Salvinis stemmekvæg

Salvini er en attraktion, og det er der en god grund til.

I 2013, hvor han overtog partiledelsen, scorede  Legaen   sølle 4 procent. Ved valget i marts 2018 var partiet steget til 17 procent - og meningsmålinger spår i øjeblikket en fremgang op til 30 procent.

Successen har noget mirakuløst over sig. Salvinis Lega opstod i 90erne som et norditaliensk separatistisk parti med brodden vendt mod den korrupte regering i Rom ("Rom ladrona - la Lega non perdona" = Tyvagtige Rom - Legaen tilgiver ikke) og  syditalienerne. Disse var ifølge partiets retorik en samling ildelugtende døgenigte.

Mirakelmanden Salvini har øjnet de nye tider. De racistiske udfald mod syditalienerne er blevet erstattet af en ny retorik, der er klart inspireret af Trump. Nu er Legaens slogan blevet :"Prima gli italiani!"= Italienerne først!. Hovedskurken  er nu migranterne og alle deres støtter: fra de mafia-organiserede menneskesmuglere til den kosmopolitiske elite og venstrefløjen.

Er Salvini en Mussolini, der er genopstanden i Facebook- og twitter-epoken?
 Ja, vist er han det.  Men i lyset af hans syditalienske triumfer, indser man, at han når længere tilbage end il Duce. Og dybere. Salvini øser jo sin succes af Syditaliens dybeste Deep South - altså af de samme dybder, som kardinal Fabrizio Ruffos "Santa Fedes Hær" kom fra.

Salvini er blevet valgt i Kalabrien - kardinal Ruffos fødeegn.
Det var også i Kalabrien at nævnte Ruffo i 1799 gik i land for derfra at indlede generobringen af det sydlige Italien fra de revolutionære franskmænd - heri hjulpet af sanfedisternes hær (Esercito della Santa Fede) - en broget forsamling af bønder, lazaroner og banditter.

Generobringen resulterede i et blodbad af liberale og jøder i hundredvis for endelig at kulminere i Napoli, hvor Ruffos  fornemste allierede - den engelske admiral Horatio Nelson - forestod henrettelsen af den Neapolitanske Republiks ledende kadrer. (*)

(*) Giuliano Procacci, Storia degli italiani, 1978, s. 312

12.10.18