Da det må være rimeligt at opveje ægteparrets reklamefremstød med en lidt mere kritisk forbrugeroplysning, vil jeg indlede med at påpege, at "Islamister og naivister" har en hovedskavank: den anklager for meget og forklarer for lidt.

Det værste er imidlertid, at bogens rabiate frihedssyn truer netop den sammenhængskraft, som ellers er Jespersens og Pittelkows kæphest.

Som bekendt er "Islamister og naivister" udkommet i anledning af den et år gamle Muhammedsag. Denne beskriver de to forfattere som islamisternes forsøg på at tvinge Europa under shariaens åg. Og da islamisterne ifølge Jespersen og Pittelkow i dette forsøg blev støttet af de såkaldte naivister, bliver sidstnævnte i bogen udsat for noget, som jeg synes ligner en ny-Mccarty´istisk hetz.

Jespersens og Pittelkows udlægning af Muhammedsagen holder ikke vand.

 Af en ganske enkel årsag:hvis den gjorde det, ville præsident Bush være verdens største naivist.

Som alle vil huske, tøvede han længe med at komme sin betrængte ven Fogh til hjælp. Hans tilbageholdenhed kan kun forklares på én måde.

Muhammedtegningerne var en fornærmelse mod de mange islamiske lande, der støtter USA i kampen mod terrorismen. Af samme grund var Foghs manglende afstandtagen fra Jyllands-Postens tegninger en udenrigspolitisk bommert, der vil plette hans eftermæle.

Jespersen og Pittelkow ser islamisme alle vegne. De har vanskeligt ved at indse, at mange muslimers stærke religiøsitet sagtens kan gå hånd i hånd med respekten og kampen for demokratiet.
Jespersen og Pittelkow tror, at de moderate muslimer bliver hjulpet af, at deres religion bliver hånet. Det er en fejl.

De moderate muslimer bliver hjulpet af, at den danske retsstat beskytter dem på to fronter:

 - mod danske ekstremister, der sætter en ære i at beskrive alt islamisk som pest og fascisme

 -mod fanatiske islamister, der sætter lighedstegn mellem islam og deres eget snerpede og kvindefjendske bigotteri.

  En stærk retsstat er nemlig det bedste bolværk mod islamismen og andre totalitære trusler samt det bedste forsvar for ytringsfriheden og demokratiet. 
  Og hermed er vi fremme ved min vigtigste indvending mod bogen.

De to forfattere er splittet mellem hensynet til friheden og hensynet til retsstaten.

Ytringsfriheden må ifølge dem også rumme retten til at håne og krænke. Men dette frihedssyn vil i sin yderste konsekvens føre til, at vi alle går rundt og håner hinanden med det totale anarki som følge. I Grundlovens paragraf 77 står der:"Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene."

Der er altså ikke tale om nogen håne-og krænkeret. Der er derimod tale om, at ytringsfriheden bør udøves inden for lovens rammer. Men lovens rammer bestemmes af den gældende retspraksis, som igen påvirkes af borgernes rets-og ansvarsfølelse.Det er altså borgernes rets-og ansvarsfølelse, som i sidste instans forhindrer, at ytringsfriheden udarter til smæderier og hån eller i værste fald til verbal vold.

30.november 2006