Politik er at huske

Hvad skal vi europæere stille op lige nu, hvor Europa efter alt at dømme nærmer sig sin åndshistoriske afslutning?

Vi skal huske - svarer den italienske filosof Giorgio Agamben (Rom, 1942) i et særdeles læseværdigt interview, der blev bragt af DIE ZEIT
under overskriften "Europa muss kollabieren" (=Europa må kollapse).

Når Agamben mener, at Europa må kollapse, skyldes det, at der i Europa - forstået som EU - ifølge ham  bliver alt besluttet af kommissioner, hvor  halvdelen af medlemmerne er storindustriens stråmænd. Og for det andet, fordi EU er en  ide- og visionsløs   institutionaliseret lobby, der har forskrevet sig til den dystreste af alle religioner, nemlig pengene. Derfor mener Agamben, at EU ikke er  den europæiske ånds retmæssige arvtager.

Vi må endelig ikke reducere den krise, vi er midt i, til dens økonomiske aspekt, fortsætter den italienske filosof.Vi bør snarere spørge: Hvad gemmer der sig bag det økonomiske paradigmes globale herredømme? Hvad er de dybere grunde til, at  det politiske er blevet fortrængt af økonomien?

Og kunne løsningen leveres af marxismen?

Nej, svarer Agamben på sidste spørgsmål.Marxismens svaghed består i, at den er blevet hængende ved den økonomiske analyse. Og det har blandt andet ført til at  de kræfter, der  skabte Europa - politik, religion, kunst og filosofi - efter Første Verdenskrig  har mistet deres mobiliseringskraft.

Det er i denne kontekst af åndelig de-mobilisering og afmagt, at økonomien  etablerer sin dominans - med det resultat, at Vestens eneste politiske opdrag er blevet livets opretholdelse. 

Man kunne her spørge: Er det ikke OK, at politikken drager omsorg for livets opretholdelse?

Nej, fordi livet i sig selv  blot er et tomt overbegreb, der kan henvise til såvel en sædcelle som en person, en hund, en bi eller et foster. Derfor fører økonomien enten intet sted hen eller - som det bevises af totalitarismens historie i det 20. århundrede og af den for tiden herskende ideologi for grænseløs vækst - til ødelæggelsen af det liv, som økonomien angiveligt tager sig af.

 Økonomien: et værktøj, der tjener sig selv

Hermed ikke sagt, at økonomien  er unyttig. Tværtimod er den ren og skær nytte. Et værktøj. Men et værktøj, der ikke ved, hvad det skal bruge sig selv til. Hvad gør økonomien så? Den beslutter at tjene sig selv.

Men denne tingenes tilstand, som (lad os ikke glemme det) har antaget verdensomspændende dimensioner, udgør en dødelig fare for hele menneskearten.

Af en ganske åbenlys grund: På et bestemt tidspunkt i menneskehedens fjerne fortid begyndte vores forfædre og -mødre at tænke. Derved blev de til mennesker. Denne begivenhed, som Agamben kalder antropogenese(=menneskevorden ) , er imidlertid  ikke et kapitel, der er overstået en gang for alle: tværtimod er den en uophørlig proces, hvorved mennesket hele tiden afgør, om det skal forblive menneske eller regredere til dyr.

Betyder det, at den vestlige kultur er ved at nærme sig sin afslutning? - spørger intervieweren fra Die Zeit.

Agamben: Når jeg siger, at (Europas) politik, religion, kunst og filosofi står ved vejs ende, er det ikke ensbetydende med, at de er uddøde. Sålænge vi ud af deres samlede historie kan skabe nyt liv, er de stadig i live. Menneskeheden står ikke over for en lammende fremtid, tværtimod kan den se tilbage på hele sin  historie, og søge efter muligheden for at gøre ny brug af fortiden og så at sige vække fortidens u-levede muligheder til live.

Politik er at huske

I denne forstand er politik at huske.

At indgå i et levende forhold til fortiden, er ligefrem en revolutionær handling, der hjælper os til at forstå vores samtid. For samtiden kan kun gennemskues i lyset af fortiden, hævder Agamben. Fortiden kan nemlig ikke reduceres til en samling uomstødelige kendsgerninger, der opbevares i arkiverne.Med Agambens egne ord: "Jeg forstår snarere fortiden  som noget, der ikke er indtrådt endnu og som skal rykkes frit af det herskende historiebillede, så at det kan blive til virkelighed". Derfor har den italienske filosof i en tidligere bog beskæftiget sig med middelalderens munkeordener: han opfattede dem nemlig som modeller for en mulig kommende politisk praksis.

Det interessante ved munkeordenerne er, at  de blev stiftet af mennesker, der hørte til blandt de mest formuende og veluddannede.  Benedikt af Nursia og Frans af Assisi, som stiftede henholdsvis benedektiner- og franciskaner-ordenerne, havde ikke nogen ambitioner om at vælte den daværende samfundsorden. De undveg den slet og ret.
 

Kommentar pr. 31.12.2015

Agambens historiesyn er bestemt inspirerende.I modsætning til  hans kollaps-teori med dens   dulgte associationer til gammeltestamentlige Messias-forventninger (først må verden gå under, dernæst vil en frelser komme.)

Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at Europa i en mere eller mindre fjern fremtid  vil kollapse. Men lad os i det mindste håbe, at det vil ske med en vis  ynde - gerne for tonerne af en langtrukken  Mahler-adagio.

Et sted i interviewet siger Agamben, at EU ikke er den europæiske ånds retmæssige arvtager. Det er muligvis rigtigt, men europæisk ånd - hvad er det?
Prøver man at konkretisere en smule, kan de fleste blive enige om, at det bedste ved den europæiske arv var Oplysningen. Men også på dette punkt melder vanskelighederne sig. For det første: Hvad for en Oplysning? Ordet er nemlig lige lovlig flertydigt. For det andet: Hvordan gik det til, at Oplysningen degenererede først i  imperialismen og dernæst i Napoleonskrigene, nationalismen m.v.?
For det tredje: Før Oplysningen degenererede, hvordan blev den overhovedet genereret?
Mange vil påstå, at Oplysningen er et protestantisk speciale. Men det er selvfølgelig noget sludder. Katolske Erasmus (af Rotterdam) var afgjort mere oplyst end Martin Luther.
Et kristent speciale så? Men også denne tese er uantagelig.
Den oprindelige kristendom - især efter at kejser Theodosius ophøjede den kristne tro til romersk statsreligion - frembyder helt klart barbariske træk.
Selv om mange forsøger at fortrænge det, var islam i en lang periode langt mere civiliseret end kristendommen.
Set i lyset af denne (for mange) penible omstændighed, står Oplysningen i gæld til islamisk videnskab og filosofi, hvortil også mange jøder var vigtige bidragydere.

fortsættes 16.1.2016