|
SKAL MAN GRINE ELLER GRÆDE? 13-12-2010 Lektor Jensen og den jødisk-kristne etik Nogle gange kan det være vanskeligt at vide, om man skal grine eller græde. Tag nu for eksempel de lørdagsrefleksioner, som Kristeligt Daglad bragte den 27-11-2010. De er forfattet af universitetslektor og historiker Henrik Jensen(HJ), som under overskriften "Den jødisk-kristne tradition. Den globale værdikamp fortsætter" funderer over det nyligt afholdte CDU-partimøde i den tyske by Karlsruhe. Ifølge HJ slog Angela Merkel her til lyd for, at Tysklands politik må tilbage til rødderne for atter at hvile på "vor jødisk-kristne tradition". Hvilket synes at begejstre HJ, der om samme tradition kan fortælle, at den "siden det 19.århundrede har haft en central betydning i amerikansk politik og selvforståelse". Men nu vidner Angela Merkels ord om, at dette forhold glædeligvis har bredt sig til Europa. HJ konkluderer: "den sammenvævning af vestlig og jødisk kultur, der har fundet sted over det seneste halvandet århundrede(...)udmønter sig i dag i Vestens positive forhold til Israel". Jeg synes, at HJ´s militant-fromme attitude er problematisk i to henseender. - For det første lyder hans hyldest til det jødisk-kristne værdifællesskab som en omskrivning af professor Samuel Huntingtons tese om civilisationernes sammenstød. In casu: Vesten og Israel versus islam. - For det andet roder HJ sig ind i store vanskeligheder, når han et sted under sine refleksioner skriver noget om den uopløselige sammenhæng, som holder jødisk og kristen etik sammen. For vist er sammenhængen en realitet, så sandt som både jødisk og kristen etik hviler på De Ti Bud. Men eftersom det ene af dem siger: "Du må ikke vidne falsk mod din næste" melder ét spørgsmål sig: Er palæstinenserne Vestens og Israels næste? Spørgsmålet er yderst relevant i lyset af svenskeren Per Gahrtons bog "Palestinas frihetskamp"(2008) - en rystende dokumentation over årtiers israelske løgne. Vel at mærke: løgne,som USA* og EU har valgt at dække over. At historikeren Henrik Jensen på den (ham sikkert velkendte) baggrund får sig selv til at hælde jødisk-kristen værdikamp ud af ørerne, opfatter jeg som udtryk for hykleri af den type, Molière forlyster sig over i sin Tartuffe. Men når jeg samtidig tænker på de utallige overgreb,palæstinenserne må lide under, fyldes jeg som kristen af både sorg og skam. PS.Ovenstående har jeg d.1. december sendt som debatindlæg til Kristeligt Dagblad. Til dato har jeg ikke fået nogen reaktion fra bladets side. Beslægtede links:
Se også: http://www.information.dk/telegram/252701 * Med USA mener jeg selvfølgelig USA´s ledelse. USA forstået som land tæller heldigvis flere modige borgere, der tør sige sandheden.For eksempel de to professorer Mearsheimer og Walt, hvis bog Den israelske lobby og amerikansk udenrigspolitik (2008) er et udmærket supplement til Gahrtons. |