|
Peter Lodbergs "sorte hul" Peter Lodberg, Danskernes tro gennem 1000 år, Kristeligt Dagblads Forlag, 2016 Det er en meget sympatisk, velskrevet og nøgtern bog, der kaster velgørende lys på mange aspekter, der som regel udelades i de gængse myteprægede skriverier om dansk identitets kristne fundament. Ét eksempel blandt mange: Grundtvig tildeles ikke rollen som nationbygger, som han ellers får hos Knud J.V. Jespersen og Michael Böss, og tak for det. Bogen har imidlertid en stor mangel:selve kristendommens århundredlange udviklingsproces fra jødisk sekt til verdensomspændende religion forbliver indhyllet i mørke. Hvor bliver for eksempel kirkefaderen Augustin af? Han er jo immervæk en af de vigtigste forudsætninger for Martin Luther, men Peter Lodberg indskrænker sig til at omtale hans teori om " den retfærdige fred". Og hvad med Ireneus og gnostikerne? Hvad med det arianske kætteri? Hvad med kirkemøderne i Nikæa og Konstantinopel? På bogens side 20 står der, at Jellingstenens Vikingekristus er "udtryk for, at Danmark i vikingetiden meldte sig ind i den katolske kristendom med centrum i Rom. Danmark blev en del af et europæisk kirkeligt fællesskab". Det er rigtigt nok. Desværre skriver Peter Lodberg intet om, hvad dette fællesskab gik ud på. Vi får at vide, at det var katolsk, men hvad står katolsk for? Det skriver Peter Lodberg intet om og det er beklageligt - især i disse Luther-berusede tider, hvor ordet katolsk vækker associationer til paven og Stygge Krumpen. Men at sætte lighedstegn mellem katolicisme og papisme er en ganske alvorlig fejltagelse. Lad os ikke glemme, at ordet katholikós er græsk for universel. Omkring år 400 opstår der imidlertid en de facto fraspaltning mellem den østlige og den vestlige katolicisme. Den østlige bliver græsk-byzantinsk samt imperial-ortodoks. Den vestlige opstår derimod ved en alliance mellem den romerske gejstlighed og skiftende repræsentanter for de mange germanske befolkninger, der flyder sammen i folkevandringens flodbølge. Vi må heller ikke glemme, at mange af disse germanere var kristne arianere, forstået på den måde, at de troede på Gud Fader, men anså Jesus for en almindelig dødelig. Det er ikke usandsynligt, at mange af vikingernes tidlige omvendelser til kristendommen netop var bekendelser til det arianske kætteri. Omkring 496 sker der noget afgørende - både for den vestlige (romerske) katolicisme og senere for Danmark, fordi den frankiske konge Chlodovech 1. og tusinder af hans krigere konverterer til den romerske katolicisme. I denne omvendelse kan vi se kimen til pavemagten, idet Chlodovech bliver den første af en lang række frankiske (og senere tyske) hærførere, der fungerer som romerkirkens væbnede arm. Uden denne militære støtte ville pave-magten være umulig. Men omvendt: uden pavemagtens udbredelse af græsk-romersk kultur ville europæisk identitet slet ikke være europæisk - og det danske sprog slet ikke ligne sig selv. Og det er netop i denne sidste henseende, at Peter Lodbergs bog er særdeles mangelfuld. 23-12-16 Beslægtet link: Arius, gaflen og treenigheden |