|
ISRAEL OG DEN DANSKE TAVSHEDSFRONT Jeg havde levet i troen på at staten Israel var en stat, som anerkendte alle menneskers lige værd og ret, og at arabernes fortsatte isolation var følgen af deres selvvalgte uforsonlighed. Hvad jeg opdagede var at jeg havde levet i en løgn. Göran Rosenberg.1) 1. Den danske tavshedsfront Ja, vist ytrer de borgerlige meningsdannere sig på livet løs. 1a) Men er de nu også lige så ytringsfrie som de bilder sig selv og andre ind? Hvornår har man for eksempel hørt Lars Hedegaard og hans kumpaner fra Trykkefrihedsselskabet ymte et eller andet nogenlunde kritisk om Israel? Aldrig mig bekendt. Og det er en skandale. Eller rettere: skandaler er der to af. Den første er Israel, alias: "Mellemøstens eneste demokrati", der imidlertid er lige så demokratisk som apartheidstidens Sydafrika. Den anden er, at den blotte tanke om Israel hos den borgerlige meningsdanner synes at fremkalde en refleks-betinget mundlammelse, der ville have interesseret såvel dr. Freud som dr. Pavlov. Faktum er: Gælder det Israel, tavse er de alle - de borgerlige ytringsvirtuoser. Tavs er Lars Hedegaard, tavs er Jesper Langballe, tavs er Kai Sørlander, tavs er David Gress. Tavse er de to Kat(h)riner (Lilleør & Winkel Holm), tavs er Sørine (Gotfredsen) og lige så tavse er de to Sørener (Krarup & Pind), tavs er Nicolai Sennels, tavs er Søren Espersen, tavs er Mogens Camre, tavs er Mikael Jalving, tavse er Jyllands-Postens to vise mænd + ditto kone (Flemming Rose, Ralf Pittelkow og Karen Jespersen), tavs er Kasper Støvring, tavs er Bent Blüdnikow, tavs er Birthe Rønn, tavs er Bertel Haarder. Sidst men ikke mindst (og for nu at afslutte en eksempelrække, der kunne blive meget længere): Tavs er den ellers åh så oplyste og moraliserende "radical Enlightener" professor Frederik Stjernfelt. Hans oplysthed omkring Israel lader imidlertid til at ligge på et meget lille sted. [Se venligst FS1 og FS2]* 2. Hvad tier ytringsvirtuoserne om? Allerførst tier de om Israels terror. Og hermed menes både den ældre og den nyere af slagsen. Angående den ældre: Israels historie begynder med Israels oprettelsen d. 14.maj 1948. Men der eksisterer også en israelsk forhistorie, hvor vi bl. a. møder den ungarske jøde Theodor Herzl, der midt i 1890´erne barsler med tanken om en jødestat. Hermed fødes den form for jødisk socialisme/nationalisme/fascisme (vælg selv!), der går under betegnelsen zionisme. Det er imidlertid først med Balfour-erklæringen (se eventuelt Wikipedia), at Palæstina i 1917 af Storbritannien udses som et jødisk "national home" - og den jødiske indvandring til Palæstina begynder at vokse i omfang. Det siger sig selv, at de nytilkomne ikke altid bliver hilst med begejstring af de derboende arabere. En attitude, der af visse lærde tilskrives et ur-typisk islamisk jødehad. Men hvordan ville den indfødte befolkning mon have reageret, såfremt den jødiske masseindvandring var gået til for eks. Nordsjælland eller Vendsyssel? Læs nærmere i PG eller BR om de mange væbnede sammenstød mellem jøder og arabere, der finder sted i løbet af 30´erne. (Fin oversigt i JN). Lige før og lige efter oprettelsen af den jødiske stat kulminerer den zionistiske terrorvirksomhed med: 1)Bombesprængningen af Hotel King David i Jerusalem (22.juli 1946) - blandt idemændene til dette terror-anslag, der er rettet mod det britiske mandatstyre, nævnes Israels senere statsminister Menachem Begin(PG114) 2) Massakren i landsbyen Deir Yassin (9.4.1948) - Begin optræder også her som idemand(PG140) 2) 3) Mordet på FN-udsendingen Folke Bernadotte (17.9.48) - blandt gerningsmændene finder vi Israels senere statsminister Itzhak Shamir (PG164) Det var lidt om den ældre terror 3), hvis effektivitet førte til den så kaldte al Nakba (arabisk for: katastrofen), d.v.s. massefordrivelsen af det palæstinensiske folk. (Se nærmere på Wikipedia). Den zionistiske historieskrivning har længe fremvist en broget buket fantasifulde forklaringer på, hvordan det gik til, at flere hundredetusinder palæstinensere endte som flygtninge. Heldigvis har Israels nye historikere - anført af Benny Morris, Avi Shlaim og Ilan Pappé - givet en veldokumenteret fremstilling af begivenhedernes forløb. I dag vil de færreste anfægte den kendsgerning, at Israels selvstændighedskrig resulterede i, at Israels undergrundshær Haganah - med støtte fra terrororganisationerne Stern og Irgun - gennemførte en vaskeægte etnisk udrensning af den indfødte befolkning. Til gengæd har 11. september åbnet flere vestlige hjerner for en ny indsigt: palæstinenserne fortjente at blive fordrevet, fordi de var nazister alle til hobe. Så sandt som Jerusalems Stormufti Hajj Amin al-Husseini bukkede og skrabede for Adolf Hitler. Det lødigste vidnesbyrd4) om denne nye tendens leverer de to tyske historikere Klaus-Michael Mallmann & Martin Cüppers i Halbmond und Hakenkreuz, 2006 (da: Halvmåne og hagekors: det Tredje Rige, araberne og Palæstina, 2008). En (tilsyneladende) veldokumenteret bog, der imidlertid også er en del foruroligende: når palæstinensernes sympati for Hitler kan legitimere fordrivelsen fra deres land, kunne man nemlig med lige så stor ret argumentere for, at efterkommerne af alle de danske landmænd, som i sin tid sympatiserede med den tyske besættelsesmagt, bør sættes på gaden og genhuses på Sandholmlejren. 5)
3. Ariel Sharon er Israels Wotan: herskersyg, bedrager, voldsmand Angående Israels nyere terror, domineres den af en nærmest mytisk figur: Ariel Sharon. Ariel (hebraisk for: Guds løve) Sharon hed oprindeligt Ariel Scheinermann. Som søn af lithauiske jøder blev han født den 28.februar 1928 i Kfar Malal i regionen Sharon i det daværende Palæstina. Efter at have gjort tjeneste i den israelske hær, får Sharon i 1953 overdraget kommandoen over special-enhed 101. Om dens bedrifter jvf. DH,306-8. Sharon er brigadegeneral under Yom Kippur-krigen (1973) og udmærker sig ved en dristig aktion, der muliggør omringningen af den ægyptiske hærs 3. armé. Siden 1970´erne fremtrædende medlem af Likud-partiet, forsvarsminister under Menachem Begin. I september 1983 trodser han sin regerings ordrer og fører den israelske hær frem til Beiruts sydlige grænse. Her knyttes Sharons navn til massakren ved de palæstinensiske lejre Sabra og Shatila. En massakre, der ganske vist udføres af kristne libanesiske falangister - mens Sharons tropper ser passivt til. Sharon bliver statsminister i 2001. Rammes af en omfattende hjerneblødning i januar 2006. (Dør den 11. januar 2014) I lyset af hans storladne generalieblad er det nærliggende at betegne ham som Israels svar på den wagnerske Wotan/Odin: herskersyg, bedrager, voldsmand. På femte år ligger han nu for døden - og siden den 25. januar 2011 synes han- mere end nogensinde -, at indvarsle Israels Götterdämmerung.Læs: sammenbruddet af den israelske Valhal - det enorme militærapparat, som ifølge Tanya Reinhart (næsten) enevældigt hersker over Israel. 4. Fantastiske Tanya Reinhart Den israelske sprogforsker Tanya Reinart (1943-2007) var ansat ved universiteterne i Tel Aviv og Utrecht. Takket være hendes Israel/Palestine(2004), efterfølgeren The Road Map to Nowhere (2006) samt en lang række artikler i det israelske dagblad Yediot Ahronot har hun slået sit navn fast som en af israelsk politiks mest stringente og velargumenterende kritikere. Hun er i øvrigt en fornem repræsentant for den betydelige del af Israels offentlige mening, der vender sig bestemt imod det israelske militærs umenneskelige behandling af det palæstinensiske mindretal. Desværre er Tanya Reinart ikke kendt efter fortjeneste. Det fik jeg beviset på, da en vis Jes Reiner Pedersen, formand for Nordjyske Venner af Israel for ganske nylig græd krokodilletårer over palæstinensernes nej i 2000.6) Men hvad skete der i 2000, som palæstinenserne angiveligt sagde nej til? Well, den israelske statsminister Ehud Barak og den palæstinensiske delegation mødtes i Camp David. Barak med sit evindelige Loke-smil. I Camp David lykkes det ham at overbevise israelerne om, at "the Palestinians were not willing to live in peace and were in fact threatening Israel´s very existence" ( TR2, s.5). Tanya Reinhart oplyser imidlertid:" The myth of generous Israeli offers at Camp David (...)is nothing but a fraud perpetuated by propaganda."(TR1,51). Men - stadig ifølge Tanya Reinart : det israelske propagandamaskineri havde næppe fungeret uden "the Palestinian negotiators...They do their best to hide from their people how little they have managed to gain after years of negotiations" (ibidem). Ét eksempel er historien om al Quds. Ifølge overskrifterne i de israelske dagblade planlagde Ehud Barak ved Camp David at afgive et stykke Øst-Jerusalem, som skulle fungere som hovedstad i en kommende palæstinensisk stat.Nærlæste man imidlertid selve artiklernes tekst, viste det sig, at hele Jerusalem skulle forblive under Israels suverænitet, hvorimod palæstinensernes hovedstad var henvist til "al Quds". Det skal her indskydes, at "al Quds"(= Den hellige by) er Jerusalems navn på arabisk. Problemet er , at "al Quds" i Baraks New Speak var lig med landsbyen Abu Dis, som ligger i Jerusalems omegn (TR1, 34 flg.).Det korte af det lange er, at Barak opførte sig som taskenspiller over for Israels offentlige mening. Det tragiske er, at de palæstinensiske forhandlere gik med på hans bedrag.( Allerede i 1998 - skriver Tanya Reinart - var Arafat indstillet på at nøjes med Abu Dis + to andre landsbyer i stedet for Øst Jerusalem,se TR1,36). Topmålet af egen frækhed nåede Barak imidlertid, da han på Camp David og til præsident Clintons fortørnelse nægtede at afgive selv sølle Abu Dis(TR1,37). Baraks spil. Han bilder Vestens og Israels offentlige mening ind, at han giver store indrømmelser: i virkeligheden giver han ingenting. På den måde lykkes det ham at fremstille de palæstinensiske forhandlere som umulige forhandlingspartnere. Samtidig frustrerer han dem, kompromitterer dem som "kollaboratører" og udhuler deres autoritet over for den palæstinensiske befolkning. 5. Fra bedrag til vold. Israels stuerene myrderier."The second half of 1948" Den 28. september 2000 afbrydes Camp-David farcen af Ariel Sharons herostratiske spadseretur på Jerusalems Tempelbjerg-plads. Stedet er et af íslams helligste steder. Provokationen er enorm og får den ønskede virkning. Den udløser nemlig den anden Intifada (Intifada al Aqsa) og leverer påskuddet til at det israelske militær kan realisere en længe næret drøm: at føre "the second half of 1948" ud i livet.(se TR1,s.88 flg.). Skåret ud i pap: Drømmen om at fuldføre den etniske udrensning, der var blevet indledt i 1948 og fortsat i 1967. Selv om Barak og Sharon tilhører to forskellige partier (henholdsvis Arbejderpartiet og Likud), er Sharons stunt ved Tempelbjerg-pladsen åbenlyst aftalt spil mellem dem."There is no doubt that this provocation was coordinated between Barak and Sharon",TR1, 93" Et drabeligt spil :"At the end of three days of violence thirty Palestinians and two Israelis were dead"(TR1,94,mine fremhævelser). Det er imidlertid kun begyndelsen. Fra og med ultimo september 2000 - og vel at mærke: ét år før 11.september 2001 ! - bruger Barak og Sharon (han bliver selv statsminister i marts 2001) en tretrins-raket, hvor : 1) en provokation udløser 2) en reaktion, der legitimerer 3) en skånselsløs repression. Forstået på den måde, at Sharons spadseretur på Tempelbjergpladsen efterfølges af palæstinensernes folkelige opstand, som udnyttes til i første omgang at slå ned på de demonstrerende både indenfor og udenfor Jerusalem. Bemærk, at Israel samtidig stikker den vestlige opinion blår i øjnene ("Vi bliver truet i vor egen eksistens") og sætter trumf på ved at stjæle mere jord fra palæstinenserne: jord, der inddrages til beskyttelsesmuren, der gerne og ofte bygges langt inden for palæstinensisk område: og mere jord, der bruges til at anlægge nye bosættelser og til at skabe sikkerhedszoner omkring dem; samt endelig jord, der bruges til at anlægge nye veje mellem bosættelserne - veje, som palæstinenserne er forment adgang til. 6. Fem om dagen eller kunsten at myrde stuerent Kære læser! Læs selv kapitel 5 i Tanya Reinarts Israel/Palestine. Det er en rystende beretning om kunsten at myrde stuerent. En kunst, det officielle Israel mestrer til fuldkommenhed. Under kulminationen af den anden intifada kalkulerer den israelske hærledelse således med, at 5 døde(palæstinensere) om dagen ikke vil skade Israels renommé... "The ´injured´ are hardly reported; they ´do not count´ in the dry statistics of tragedy"(TR1,115). Sårede og lemlæstede er der vitterligt mange af. "More than seven thousand Palestinians were reported injured in the first five weeks of the uprising; many in the head, legs, or knees by carefully aimed shots...Many will not recover, or will be disabled for life" (TR1,113). A propos lemlæstelser: mange israelske soldater lærer at skyde gummi-kugler i øjnene på demonstranterne: "A common Israeli practice is to shoot a rubber-coated metal bullet straight into a Palestinian´s eye - a little game played by well-trained soldiers that requires maximum precision"(TR1,114). Det høje antal invaliderende lemlæstelser - skriver T.Reinart - er led i en strategi, der tilstræber en langsom etnisk udrensning af den palæstinensike befolkning.Uden ordentlige hospitaler og med ringe muligheder for genoptræning er de mange sårede og lemlæstede nemlig dømt "to die slowly, far away from the cameras ". Hun forklarer: I et område, der som Israel/Palæstina er under verdensopinionens opmærksomhed, kan etnisk udrensning ikke foretages via omfattende massakrer. Følgelig må man gribe til en "repetitive process by which people are slowly forced to perish or flee" (TR1,116) 7. Et teologisk mysterium Mens Israel bygger sin mur - visse steder en 7-8 meter høj mur - omkring Vestbredden - og i ly af denne mur stjæler mere og mere palæstinensisk jord - mens det rykker tusindvis af palæstinensernes oliventræer op med rode (TR1,119), mens det bygger bosættelser, forbinder dem med veje - og i takt hermed gør palæstinensernes liv mere og mere uudholdeligt, tier de danske ytringsvirtuoser. I betragtning af, at mange af dem bekender sig til Oplysningens idealer,er deres tavshed om Israels forbrydelser et teologisk mysterium. Hvilket kan give sig paradoksale udslag. Som f.eks, når den inkarnerede Oplysning-freak Frederik Stjernfelt forlyster sig over Kai Sørlanders Luther-tro skin-rationalisme. Over for Israel er Stjernfelt imidlertid lige så troende som Kai Sørlander og alle de andre, nævnte og unævnte. Når det gælder Israel - og alle forskelligheder til trods -, slår de danske ytringsvirtuoser oplysningsmotoren fra. Alle synes de at sige til sig selv: Det er ikke noget jeg ved, det er noget jeg tror. Credo quia absurdum. 24.2.2011 PS. Se også: http://www.information.dk/267029 Relaterede links: Israel er Vestens Myanmar light og specifikt angående muren: http://fasttimesinpalestine.wordpress.com/2009/10/13/maps-of-israel-palestine/ Kort over FNs delingplan i 1947: http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/5/5b/UN_Partition_Plan_For_Palestine_1947-da.png NOTER * FS1=Frederik Stjernfelt, Kortlægning af den moderne verdens opkomst. Se Kildehenvisninger 1) Det tabte land, 1998, s.315. Mig bekendt er denne bog - skrevet af en svensk jøde - den mest gribende beretning om Israel/Palæstina-problematikken. 1a) se http://www.information.dk/252803 2) om Deir Yassin se http://www.information.dk/254258 3) Angående den israelske terror se MW,s.135-6:"Terrorisme var faktisk en af de centrale taktikker, som zionisterne anvendte, da de (...)forsøgte at danne deres egen stat. Det var jødiske terrorister fra det berygtede Irgun, en militant zionistisk gruppe, der i slutningen af 1937 i Palæstina indførte den nu velkendte praksis at placere bomber i busser og store folkemængder (...)Premierminister Levi Eshkol omtalte Menachim Begin ofte ganske enkelt som ´terroristen´ ". 4) Knap så lødig er derimod "I krigens hus" ved Helle-Merete Brix & Lars Hedegaard (se s. 198) 5)Ved sin fremkomst i Damark fik Mallmanns og Cüppers´ bog gennemgående fine anmeldelser. Det kunne være interessant at se nærmere på såvel bogen som anmeldelserne. Foreløbig vil jeg henvise til Jakob Egholm Feldts anmeldelse på http://www.information.dk/159379 (med en interessant kommentar af Poya Pakzad) samt til Gilbert Achcar, Blame the Grand Mufti (Le Monde Diplomatique, maj 2010). Tilgængelig på nettet. 6) Kristeligt Dagblad d. 21,1.2011 "Fred i Melleøsten. Chancen var der for 10 år siden" Israel tæller flere kritiske stemmer. En af dem er Uri Avnery. Se http://www.redress.cc/palestine/uavnery20101023. Se også http://maxblumenthal.com/2010/08/how-to-kill-goyim... Grundlæggende kan vi ikke lide hinanden - ved Lasse Ellegaard http://www.information.dk/242254 link : http://www.information.dk/telegram/252701 KILDEHENVISNINGER [DH]David Hirst, The Gun and the Olive Branch, 2003 [BR]Birgitte Rahbek, En stat for enhver pris, 2000 [GR]Göran Rosenberg, Det tabte land, 1998 [PG]Per Gahrton, Palestinas frihetskamp, 2008 [MW] John J. Mearsheimer & Stephen M. Walt, Den israelske lobby og amerikansk udenrigspolitik, 2007 [JN] Jens Nauntofte, Fra Jødisk nationalhjem til Nationalstaten Israel. Tilgængelig på nettet: http://www.leksikon.org/art.php?n=4873 [FS1]Frederik Stjernfelt, Kortlægning af den moderne verdens opkomst, Information 15.1.2010 http://www.information.dk/221558 [FS2]Frederik Stjernfelt, De nye rejsekammerater, Information 20.8.2010 http://www.information.dk/242262 [TR1] Tanya Reinhart, Israel/Palestine How to End the War of 1948. [TR2]Tanya Reinhart, The Road Map to Nowhere - Israel/Palestine since 2003 http://www.information.dk/62301 http://uffeellemann.blogs.berlingske.dk/2010/06/05/gaza-%E2%80%93-ikke-kun-israels-ansvar/
|
