|
BERTEL HAARDER I SØNDER HYGUM Oplysning skal være vor lyst,/er det så kun om sivet,/men først og sidst med folkerøst,/ oplysningen om livet. N.F.S.Grundtvig, Oplysning,1839 1.Om loyalitet - i går og i dag 2.Tyskland, Østrig og Danmark 3.Om at spytte i egen rede 4.Forskellen mellem totalitarisme og præ-totalitarisme 5. Foghs u-virkelighed 6. Heksebryg : før og nu 7. Muhammed-sagen revisited 8. Bodega-Danmark vs. Danmark 9. Indolens, ignorance og arrogance 10. Hvad gik galt?
1.Om loyalitet - i går og i dag "Oplysning skal være vor lyst, er det så kun om sivet.." - og jeg kan love for, at grundtvigianeren Bertel Haarder fik noget til at sive ind både hos mig og et par andre. Hvornår? Den 10.februar. Hvor? På Sønder Hygums forsamlingshus, hvor undertegnede sammen med 80 andre kursister fra Rødding Højskole hørte undervisningsministeren tale i anledning af 90-års dagen for Nordslesvigs genforening med Danmark. Og hvad sagde Haarder så? Blandt andet følgende: At forfatteren Carsten Jensen har udvist manglende loyalitet. Ved at kritisere Danmark, og oven i købet få en pris for det - i Sverige. Dette får mig til at konkludere følgende: I Danmark er ytringsfrihed åbenbart underkastet en dobbeltstandard. Det vil sige: uindskrænket frihed, når det gælder om at håne, spotte og latterliggøre muslimerne - hvorimod enhver potentiel kritik af landets skrantende retsforhold (jvf. Danmarks ulovlige deltagelse i Irak-krigen, lemfældig repatriering af irakiske flygtninge) må underkastes selvcensur: i loyalitetens navn. Af en grund, som jeg vil komme nærmere ind på om lidt, får Bertel Haarders loyalitetsformaning mig til at mindes det, som præsidenten for den nazistiske folkedomstol Roland Preisler sagde til Sophie Scholl og hendes to medanklagede fra den tyske modstandsgruppe Die Weisse Rose. Han sagde, at de 3 unge mennesker ved deres modstandsvirksomhed havde udvist manglende loyalitet over for det kæmpende tyske folk. Af samme grund fortjente de at blive henrettet. Hvilket også skete. Den 23. februar 1943. På den dertil indrettede guillotine i fængselsgården på Justizvollzugsanstalt München-Stadelheim.1) 2.Tyskland, Østrig og Danmark Er det ikke en smule overdrevet, at sammenligne Bertel Haarder med Roland Preisler? Det er det sikkert og alligevel ikke helt ved siden af. Bertel Haarder lagde nemlig selv op til sammenligningen ved i sin tale at stille følgende spørgsmål: Hvordan kan det være, at Østrig til forskel fra Tyskland har kunnet mønstre en mand som Jörg Haider? Svaret (mente Bertel Haarder) lå i, at Tyskland med påskønnelsesværdig ihærdighed har gjort op med sin fortid. Med bøger, artikler og ikke mindst film. Østrig derimod... Jeg kom til at tænke på, at Bertel Haarder kunne have brugt et mere nærliggende eksempel end Østrig. Nemlig Danmark. For det er sandt, at Østrig har haft Jörg Haider. Men det er lige så sandt, at Danmark stadig har Pia Kjærsgaard. Og hvordan kan det nu være? I henhold til Bertel Haarders egen logik er svaret ligetil: Danmark har siden 2001 haft DF´s nationalister som de facto medregerende parti, fordi Danmark aldrig har gjort op med med det kompromitterende samarbejde med den tyske besættelsesmagt. At det forholder sig sådan,bevises af to himmelråbende fakta: 1) Himmelråbende faktum 1: Fogh kupper Danmark ind i Irak-krigen ved en teatralsk afstandtagen fra samarbejdspolitikken. 2) Himmelråbende faktum 2: Danmarks offentlige mening formår ikke at demaskere Foghs stunt som plat og løgnagtigt. Fogh kunne man have stillet ét par ganske præcise spørgsmål: I hvilke danske partier trivedes samarbejdet allerbedst? Var det ikke netop folkene fra Landbrugets Sammenslutning - hvis medlemmer må formodes at have været Venstrefolk -,som var de mest samarbejdsivrige? Danmarks offentlige mening var imidlertid ude af stand til at demaskere Anders Fogh. Hvorfor? Fordi det danske erhvervslivs og (Venstres) samarbejde med tyskerne er et prekært kapitel, som danskerne er enige om at fortrænge.2) Pia Kjærsgaard (og VK) til lykke! 3.Om at spytte i egen rede I sin fordømmelse af Carsten Jensens manglende loyalitet kom Bertel Haarder i Sønder Hygum til at sige, at den hædrede forfatter havde "spyttet (sic) i egen rede". Jeg må indrømme, at jeg blev lettere forundret over vendingen. For det er jo noget helt andet, man ikke bør gøre i egen rede. Og helt bortset fra det: når fuglene fodrer deres unger, kan de faktisk ikke undgå at spytte lidt. Med andre ord: lidt spyt i egen rede er en ufravigelig betingelse for artens fortsatte beståen. Hvilket oversat til politisk sprog må betyde to ting: 1)at kritik er politikkens conditio sine qua non; 2) at Bertel Haarder i Sønder Hygum i demokratiets navn gjorde sig til talsmand for autoritær selvcensur - så det der med spyt i egen rede vist må kaldes en freudiansk fortalelse af rang. Men havde Bertel Haarder virkelig udtrykt sig på den måde? Det kunne jo ikke udelukkes, at jeg havde hørt forkert. At jeg imidlertid hørte rigtigt, fremgår af et indlæg i Kristeligt Dagblad d. 6.2.2010, hvor Bertel Haarder under overskriften: Spyt i egen rede. Carsten Jensens foragt for det danske citerer den danske forfatter for følgende udtalelse:" Når stort set alle andre modtagere af den her pris (Olof Palme prisen) har kæmpet for menneskerettighederne i totalitære regimer, så føler jeg også, at der bliver sagt noget om Danmark, når komitéen vælger at give prisen til mig" (min understregning,pc). Både Carsten Jensen og Sverige skal have ros. Han for sin kritik af dansk demokratis deroute - og Sverige for at give ham en pris for det. Afstår man nemlig fra at kritisere dansk politiks skavanker, bliver de værre og værre. Desuden kan de smitte af på nabolandet. I denne optik bør svenskernes hæder til den danske forfatter anses for udtryk for rettidig omhu. Derimod overdriver Carsten Jensen en smule, når han antyder noget om totalitære tilstande i Danmark. Totalitært er Danmark nemlig ikke. I hvert fald ikke endnu. 4.Om forskellen mellem totalitarisme og præ-totalitarisme Ifølge Hannah Arendt bygger totalitarismen på den totale loyalitet - eller det totale troskab - fra medlemmernes side. Ikke for ingenting - fortæller hun - hed Himmlers slogan for hans SS-mænd : "Meine Ehre heisst Treue" (= Min ære hedder troskab). Præ-totalitarismen - og Hannah Arendt angiver USAs mccartyisme som eksempel - må derimod kendetegnes som en overgangsfase mellem retssamfund og totalt herredømme. Een ting har de to ismer imidlertid tilfælles: et forvrænget virkelighedssyn, der er domineret af et stærkt skrækbillede. Læs: den konspirerende jøde under nazismen, de sammensvorne kommunister under mccartyismen. Der er imidlertid den forskel, at præ-totalitarismen ikke behøver borgernes totale troskab. Den kan nøjes med langt mindre: en blanding af frygt og godtroenhed. Det er min påstand, at Fogh siden 2001 har regeret Danmark præ-totalitært - ved konstant at udskifte standpunkter, ved konstant at dæmonisere sine modstandere, ved konstant at trække veksler på VKO-vælgernes (efter alt at dømme) uudtømmelige godtroenhed. Det er i et tilsvarende præ-totalitært ærinde Fogh har betjent sig af islam(isme)-skrækken. 5.Foghs u-fornuftige u-virkelighed Foghs politik er blevet udformet på grundlag af et forkvaklet virkelighedsbillede. Valget af dette forkvaklede virkelighedsbillede er blevet dikteret af Foghs alliance med/ underkastelse under Dansk Folkeparti. Samme valg har ført Fogh til at træffe en lang række irrationelle beslutninger. Alt dette i henhold til et princip, der - frit efter Hegel - kunne lyde som følger: Det, der er u-virkeligt, er u-fornuftigt, Det, der er u-fornuftigt, er u-virkeligt.3) Det allerførste signal om, at Fogh agter at regere ud fra u-virkeligheden, er hans opgør med Danmarks samarbejdspolitik. Derved skaffer Fogh sig en u-virkelig fortid, der matcher hans u-virkelige nutid. Dernæst kommer Foghs opgør med smagsdommerne. Disse er jo via deres ekspertise sat til at tyde, fortolke og formidle en utrolig mangetydig og kompleks virkelighed. Ved at erklære dem for overflødige, erstatter Fogh en kompleks virkelighed med en u-virkelighed, der er langt bekvemmere. Den kan nemlig overskues efter den ny-enevældige devise: Vi(=Fogh og Pia) alene vide. Men hvordan vil Fogh bære sig ad med at formidle sin u-virkelighed til det demokratiske Danmark? Svar: Med lige dele Hexerei og Behändigkeit. Historien forærer ham i øvrigt en vigtig præcedens fra den danske enevældes tid. 6.Om hekse-bryg: før og nu Ganske få timer, før jeg hørte Bertel Haarder i Sønder Hygum, var jeg sammen med mit højskole-hold en tur i Ribe. Her gjorde vi holdt ved et hus med følgende mindeplade: Her boede Skrædder Laurids Splid hvis stakkels Hustru Maren 9 Novb 1641 blev brændt for Trolddom mellem galgebakkerne ved Ribe. Om Maren Spliids triste skæbne havde jeg hørt tidligere, dog var jeg uvidende om, at hun efter al sandsynlighed var et offer for Christian den 4.´s forfejlede politik. Sætter man sig imidlertid nogenlunde ind i Maren Spliids spegede rettergang, viser det sig, at det er Christian d.IVs personlige intervention, som baner - bl.a. ved hjælp af tortur - Marens vej til heksebålet. Vores gode guide under Ribe-turen Georg Bendix luftede oven i købet den tanke, at kongen brugte hekseprocessen til at aflede opmærksomheden fra egne royale fadæser. 4) Anders Fogh bruger en lignende fremgangsmåde til at formidle sin egen u-fornuftige u-virkelighed. Hans koncept går som sagt ud på lige dele Hexerei og Behändigkeit, hvor hekseriet leveres af muslimerne, mens behændigheden står hans spindoktorer og ordførere for. Lad os nu se, hvordan Foghs kreative koncept kommer i anvendelse under den så kaldte Muhammed-sag. 7.Muhammed-sagen revisited Set udefra og uden kendskab til forløbets faser kan Muhammed-sagen tage sig ud som den islamiske verdens forsøg på at føre Vestens frie presse under sharias åg. Det er blandt andre ægteparret Pittelkow & Jespersen, som (under fremvisning af mere eller mindre påtaget uvidenhed) i bogen "Islamister og naivister" har givet sagen denne vinkling. Jeg mener derimod, at hele processen først og fremmest vidner om Foghs kreative/forkvaklede forhold til virkeligheden. Sagens omdrejningspunkt var slet ikke de famøse tegninger, som Jyllands-Posten(JP) bragte den 30.september 2005. Disse tegninger, som i den grad forargede Uffe Ellemann Jensen, mener jeg selv, at JP var i sin gode og grundlovssikrede ret til at bringe. Denne ret kunne Fogh nemlig hverken gøre fra eller til. Den er sikret af Grundloven. Punktum basta. 4a) En helt anden ting er, om det var klogt af JP at bringe tegningerne. Hertil kan man kun svare med et rungende nej. Det var uklogt, fordi JP burde vide, at tegningerne var en gave til islamisterne, der i øvrigt ikke var sene om at gribe provokationen med kyshånd. Ulykkerne begynder, da Fogh overser, at JP har skabt et problem, som han ad diplomatisk vej må forsøge at dysse ned. En statsminister udstyret med en mere reflekteret tilgang til virkeligheden end Fogh ville nemlig af eget initiativ og uden det mindste postyr have sammenkaldt de muslimske landes ambassadører i Danmark for at forsikre dem om, at JPs karikaturtegninger ikke måtte tolkes som den danske regerings manglende respekt over for islams profet. Fogh foretager sig imidlertid intet. Tværtimod. Da 11 muslimske ambassadører henvender sig til ham med ønsket om et møde, vælger han at ignorere dem. Det kan kun tolkes som en ydmygelse. Hvad kunne drive Fogh til at handle så hovedløst? 8. Bodega-Danmark versus Danmark Foghs egen forklaring går ud på, at ambassadørerne skulle have krævet en indskrænkning af dansk pressefrihed. I det brev (se dokumentationstillæg nummer 1), som de medio oktober 2005 tilstiller Statsministeriet er der imidlertid intet, der tyder på et sådant krav. Man må derfor antage, at Fogh snarere er drevet af det islamssyn, som han deler med Bodega-Danmarks chef-ideologer (Lars Hedegaard, Søren Krarup, m.fl.). Og hvad mener disse om islam? For det første, at islam og islamisme er et fedt. For det andet, at islam er en højre-ekstremistisk bevægelse (Lars Hedegaard), pest over Europa (Jesper Langballe), nazisme (Søren Espersen).5) Kort sagt og i samme optik er de 11 ambassadører intet mindre end den genopstandne Hitlers gesandter. Og siden Fogh ifølge egen drejebog næppe vil ende som vor tids Scavenius, har de muslimske ambassadører værsgo´ at blande sig udenom det frie Danmarks indre anliggender. For at forstå rækkevidden af Foghs uansvarlighed er det nødvendigt at gøre sig klart, at de 11 muslimske ambassadører langtfra udgør nogen homogen gruppe. Det drejer sig nemlig om ambassadørerne fra Tyrkiet, Egypten, Iran, Algeriet, Libyen, Palæstina, Saudi Arabien, Pakistan, Indonesien, Bosnia og Herzegovina samt Marokko. Kun ét af disse områder kan betegnes som decideret islamistisk, nemlig Iran. Alle andre slås til gengæld med ét fælles problem: en mere og mere truende islamistisk bevægelse, som gerne og ofte tyer til væbnede anslag.Desuden er Egypten,Pakistan og Saudi Arabien Vestens militære allierede. Tyrkiet er oven i købet medlem af Nato. Sidst men ikke mindst er Iran og Saudi-Arabien ærkefjender. Sammenfattende formår Fogh på én og samme tid: 1. (for en kort stund - ganske vist)at forene en utrolig splittet islam. 2. at blamere sig eftertrykkeligt over for sin allierede George W.Bush, hvis militære eventyr i Afghanistan og Irak i mange henseender er afhængigt af Pakistans, Egyptens og Tyrkiets støtte; 3. at forpeste tilværelsen for de danske tropper i Basra-området, som pludselig over for civilbefolkningen er nødt til at bede om godt vejr og færre vejsidebomber ved at bedyre, at de selvfølgelig respekterer islams profet; 4. at gøre Danmark til et splittet land. Et land bestående af fåre og bukke, som Fogh senere vil hævde. Til bukkene (af Pia Kjærsgaard kaldet "landsforrædere" og af Pittelkow & Jespersen "naivister" )bør man vist også henregne de 22 forhenværende ambassadører, som den 20.12.2005 offentligt kritiserer Foghs forfejlede politik. (Se dokumentationstillæg nummer 2). Det allerværste er imidlertid, at landet under Muhammed-krisen bliver skamredet af en følelsesmæssig kædereaktion, der tangerer massehysteriet. Dette afspejler sig i, at Socialdemokratiet primo marts 2006 ifølge meningsmålingerne bliver mindre end Dansk Folkeparti. Det er med andre ord lykkedes Fogh, at skabe en præ-totalitær stemning, hvor flere og flere sværger til landets mest autoritære parti. Det er rystende og det giver jeg udtryk for i et indlæg om "Den borgerlige fornufts dødskamp" (Nordjyske Stiftstidende, 1.marts 2006).6) Det, der sker i februar-marts 2006 efterlader sig dybe spor i dansk politik. Både Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal må indse, at oppositionen ikke har nogen chance, medmindre S og SF kopierer DFs paroler. Og det bekræftes af, at de eneste to partier, der nægter at tilslutte sig DFs hylekor (De Radikale og Enhedslisten) ifølge de seneste meningsmålinger (marts 2010) stadig er Folketingets to mindste. Med andre ord: Bodega-Danmark har sejret over Danmark. 9. Indolens, ignorance og arrogance Mangt og meget står til diskussion. Men ét synes hævet over enhver tvivl: Viljen til Oplysning var den europæiske borgerligheds adelsmærke. Det, Danmark (og store dele af det øvrige Europa) oplever i øjeblikket, er en ideologisk lammelse, der bunder i, at Oplysningen er degraderet til en værdi, vi kan prale med over for de angivelig u-oplyste muslimer. Til gengæld er Oplysning forstået som praksis blevet begravet under tykke lag af en retorik, man fristes til at kalde fascistisk. Men fascistisk er den lige så lidt som islamisme er vore dages nazisme. Ethvert fænomen må forsøges kortlagt som det, det faktisk er. Den retorik, som i dag kvæler oplysningen, skyldes, så vidt jeg kan se, en blanding af indolens(dovenskab),ignorance(uvidenhed) og arrogance(hovmod). Men den virkelige årsag ligger måske i et træt og traumatiseret Europa, der ikke er i stand til at byde på mere end netop indolens, arrogance og ignorance. Måske kommer både trætheden og traumet af, at Europa endnu ikke har taget sig sammen til at bearbejde Første Verdenskrigs umådelige katastrofe. Interessant nok har nogen travlt med tyrkernes manglende indrømmelse af Tyrkiets andel i (over) en million armeneres død - under Første Verdenskrig!Hvorimod alle de andre kolossale forbrydelser, som Europa har begået op til og under Første Verdenskrig, hellere må glemmes. Ellers havner man i det, som Pascal Bruckner kalder den "vestlige masochisme". (6a) For at overvinde Første Verdenskrigs traume (lad os ikke glemme, at Første Verdenskrig har givet os både kommunisme og nazisme) bliver vi nødt til at tage et stort skridt tilbage til Oplysningstiden - til dengang, Kant besvarede det berømte spørgsmål: Hvad er Oplysning? At det er nyttigt at gøre det, fik jeg en bekræftelse af, da jeg for nylig i Rune Lykkebergs bog "Kampen om sandhederne" fik genopfrisket Anders Fogh Rasmussens berømte nytårstale om smagsdommerne. Jeg kom da til at undres over, at talen på en besynderlig måde virker som en parodi på Kants ord. I sin første nytårstale som statsminister (januar 2002) sagde Anders Fogh blandt andet: "Vi vil sætte mennesket før systemet. Den enkelte skal have større frihed til at forme sit liv. Vi vil gøre op med stive systemer, umyndiggørelse og enretning. Vi tror på, at mennesket er bedst til selv at vælge. Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vores vegne. I de senere år er der ved en knopskydning skudt et sandt vildnis af statslige råd og nævner og institutioner op overalt. Mange af dem har udviklet sig til statsautoriserede smagsdommere, som fastslår, hvad der er godt og rigtigt på forskellige områder. Der er tendens til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie, folkelige debat. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter. Eksperter kan være gode nok til at formidle faktisk viden. Men når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter. Regeringen vil fjerne overflødige råd og nævn og institutioner. Det bliver en meget omfattende sanering. Vi vil rydde op i dette mellemlag, som tapper ressourcer og fjerner opmærksomhed fra det væsentlige. Det vil sikkert udløse et ramaskrig fra de berørte." (citat slut) Lad os nu se på Kants svar på spørgsmålet: Hvad er Oplysning?(1783) "Oplysning er menneskets frigørelse fra dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er den manglende evne til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed når man er nødt til at lade sig lede af andre ikke på grund af mangel på forstand men af mangel på vilje og mod. Sapere aude! Hav mod til at bruge din egen forstand, det er altså oplysningens valgsprog. Dovenskab og fejhed er årsagerne til, at så mange mennesker, efter at naturen forlængst har erklæret dem myndige (naturaliter majorennes), alligevel gerne hele deres liv forbliver umyndige: og det er forklaringen på, at andre har så let ved at opkaste sig til deres formyndere. Det er så bekvemt at være umyndig. Har jeg en bog, der kan gøre mig klog, en sjælesorger, der er samvittighedsfuld på mine vegne, en læge, der foreskriver mig en diæt, o.s.v., så behøver jeg ikke at anstrenge mig." (6b) Det, der springer i øjnene, er Kants understregning af det enkelte individs ansvar. Fogh lægger derimod ansvaret på smagsdommerne, eksperterne og institutionerne. Hvad gør Fogh? Han bruger det gamle trick med at opfinde nogle syndebukke. Ifølge ham er disse jo den virkelige årsag til individets ringe udfoldelsesmuligheder. Kant opfordrer hver enkelte til at bruge sin forstand. Fogh - i rollen som selvudnævnt formynder - opfordrer til at man deponerer sin forstand hos ham. Kants appel er præ-demoktratisk. Kant, der lever på den oplyste enevældes tid, forestiller sig et oplyst, myndigt individ, der kan skabe et ægte demokratisk styre. Foghs appel er post-demokratisk og ny-enevældig. De råd, nævn og institutioner, han taler om, står først og fremmest i vejen for hans ny-enevældige projekt. Et projekt, der blandt andet går ud på at kaste Danmark ind i den folkeretsstridige Irak-krig. I øvrigt er det interessant, at Fogh lover at sløjfe en række overflødige institutioner. Jeg spørger mig selv, om de mange skoler, sygehuse, biblioteker, man har lukket under VKO, har gjort borgerne friere. Lige et lille personligt eksempel: før kommunalreformen rådede Bælum over et mini-bibliotek, der var åbent to gange om ugen i sammenlagt 6 timer. Her kunne jeg afhente de bøger, jeg havde bestilt via nettet. Nu er biblioteket lukket og mit frie valgt bestemt udvidet. Jeg kan nemlig vælge mellem at betjene mig af bogbussen, der er i Bælum én time om ugen, eller henvende mig på biblioteket i Terndrup - 3 km. herfra. 10. HVAD GIK GALT? I dag 8.april 2010 bringer Information en artikel af Göran Rosenberg, hvor den svenske skribent under overskriften "Den europæiske syge" bl.a. skriver:"Europas vigtigste og vedvarende problem er de samme gamle europæeres manglende evne til at tænke og handle som europæere". Rosenbergs artikel får mig til at tænke på Amalienborgs Slotsplads. Hvorfor nu det? Fordi denne åh så danske plads, hvor danskerne om nogle dage vil fejre Dronning Margrethes 70 års fødselsdag, i den grad (også) er europæisk. Thi pladsens arkitekt var dansk (Niels Eigtved), dens idemand tysk (Adam Gottlob Moltke), mens den pragtfulde rytterstatue af den ofte plakatfulde Frederik V stod en fransk billedhugger for. Han hed Jacques-François-Joseph Saly. At tænke sig: da pladsen opstod (omkring 1760), kunne Europa bryste sig af en Hume, en Voltaire, en Kant. Tre mænd, der alle forskelle til trods, var fælles om kærligheden til Oplysningen I dag må Europa tage til takke med Berlusconi, Sarkozy og Fogh. Tre mænd, der alle forskelle til trods, har én fællesnævner: Anti-Oplysningen. En Anti-Oplysning, hvor islam-frygten bruges som dække over en hårrejsende kulturel skizofreni. Denne manifesterer sig i på den ene side national(istisk)e kanoner, der bruges til at tryne muslimerne med. Og på den anden side princippet "Fra forskning til faktura", der bruges til at fordumme europæerne med. For nogle år siden udsendte den britiske islamforsker Bernard Lewis en bog, hvor han refererede muslimernes refleksioner over islams kulturelle forfald. Bogen hed "Hvad gik galt?". Samme spørgsmål må vist gælde Europas egen kulturelle deroute. 8.april 2010
DOKUMENTATIONSTILLÆG 1. De 11 muslimske ambassadørers brev til Anders Fogh Rasmussen 12 October 2005 His Excellency Mr. Anders Fogh Rasmussen, Prime Minister Kingdom of Denmark Excellency, The undersigned Ambassadors, C.d´a.i. and Head of Palestinian General Delegation accredited to Denmark take this opportunity to draw your attention to an urgent matter. This pertains to on-going smearing campaign in Danish public circles and media against Islam and Muslims. Radio Holger´s remarks for which it was indicted, DF MP and Mayoral candidate Louise Frevert´s derogatory remarks, Culture Minister Brian Mikkelsen´s statement on war against Muslims and Daily Jyllands-Posten´s cultural page inviting people to draw sketches of Holy Prophet Muhammad (PBUH)7) are some recent examples. We strongly feel that casting aspersions on Islam as a religion and publishing demeaning caricatures of Holy Prophet Muhammad (PBUH) goes against the spirit of Danish values of tolerance and civil society. This is on the whole a very discriminatory tendency and does not bode well with the high human rights standards of Denmark. We may underline that it can also cause reactions in Muslim countries and among Muslim communities in Europe. In your speech at the opening of Danish Parliament, Your Excellency rightly underlined that terrorists should not be allowed to abuse Islam for their crimes. In the same token, Danish press and public representatives should not be allowed to abuse islam in the name of democracy,freedom of expression and human rights, the values that we all share. We deplore these statements and publications and urge Your Excellency´s government to take all those responsible to task under law of the land in the interest of inter-faith harmony, better integration and Denmark´s overall relationns with Muslims wordl. We rest assured that you will take all steps necessary. Given the sensitive nature of the matter, we request an urgent meeting at your convenience. An early response would be greatly appreciated. Please accept, Excellency, best wishes and assurances of our highest consideration. (Fugen Ok) Ambassador of Turkey.(Ahmad Danialy) Ambassador of the Islamic Republic of Iran. (Mona Omar Attia) Ambassador of Egypt. (Latifa Benazza)Ambassador of Algeria. (Mohammad E.R.Rimali) Libyan Embassy. (Maie F.B. Sarraf) Head of Palestinian General Delegation. (Mohammad Ibrahim AHejailan) Ambassador of Saudi Arabia. (Javed A.Qureshi) Ambassador of Pakistan. (Perwitorini Wijono) Ambassador of Indonesia.(Sead Maslo) Ambassador of Bosnia and Herzegovina. (El Houssaine Oustitane) Chargé d´Affaires a.i.Morocco)
2. De forhenværende danske ambassadørers brev til Fogh Debatindlæg (Bragt i flere aviser d.20.12.2005) Efter de seneste års skærpelse af den offentlige debat i Danmark er vi nu vidne til en tilspidsninng af tonen, der kun kan opfattes som en forfølgelse af det mindretal, som udgøres af muslimske medborgere. Såvel religionsfriheden som ytringsfriheden er blandt de grundlovssikrede friheder, men det har aldrig været foreneligt med danske holdninger at udnytte friheden til bevidst at såre et mindretal på deres tro. Vi underskrevne er dybt forurolige over,at et dansk dagblad har fundet for godt at bringe karikaturer af islams mest fremstående historiske skikkelse, øjensynlig uden nogen konkret anledning. En afbildning af Mohammed er i sig selv en krænkelse af muslimsk tradition. Vi har derfor forståelse for, at mange muslimer føler sig sårede, men står naturligvis både uforstående og fordømmende overfor, at nogle muslimer, fortrinsvis i udlandet, har fundet anledning til at fremsætte trusler mod det pågældende dagblad og tegnerne. Vi føler, at følelsesmæssige sår bedst heles gennem samtale. Vi er skuffede over, at både det officielle Danmark og bladets redaktion straks afviste, at der var noget at hele. Vi henstiller, at denne holdning bliver taget op til ny overvejelse og hilser de første tegn herpå velkommen. Det ville have klædt det demokratiske Danmark, om statsministeren havde imødekommet den anmodning om en samtale, som blev fremsat af elleve fremmede ambassadører fra muslimske lande. Det ville ligeledes have været i demokratiets ånd, om en minister havde haft tid til at modtage danske muslimers indsamlede underskrifter. Hvis ord og holdninger fortsat skærpes, og hvis sårede følelser bliver mødt med afvisning, frygter vi, at det i befolkningen vil føre til en ulykkelig splittelse, som vil være stadig vanskeligere at overvinde. Vi henstiller til alle danskere, troende og ikketroende, kristne som muslimer, at de besinder sig på de danske værdier, der først og fremmest består i tolerance over for den anderledes tænkende. Jørgen Adamsen,Michael Bendix, Ole Bierring,Hans Henrik Bruun,Niels Ersbøll, Per Fergo,William Friis-Møller, Per Groot, Herluf Hansen,Preben Hansen, Jørgen Holm, Bent Haakonsen, Henning Kjeldgaard, Ole Koch, Jørgen Korsgaard-Pedersen, Birgit Storgaard Madsen, Henrik Netterstrøm,Dan Nielsen,Erling Harild Nielsen, Ole Philipson,Jakob Rytter, Wilhelm Ulrichsen NOTER 1)Eventuelle interesserede henvises til Marc Rothemunds film Sophie Scholl- De sidste dage (2005) 2)Sober oplysning om denne problemstilling i: Kjeld Hansen, Det tabte land, 2008, ss.326 flg. 3) Jeg hentyder til Hegels Retsfilosofi (1821), hvor man støder på udsagnet: Hvad der er fornuftigt, er virkeligt/Og hvad der er virkeligt, er fornuftigt. (Hegel, Retsfilosofi, overs. af Claus Bratt Østergaard,2004, s.25). 4) Detaljeret information om Maren Spliid fås på nettet. Så vidt jeg kan se, nævnes Maren Spliid ikke med et eneste ord i Steffen Heiberg, Christian 4. - en europæisk statsmand (1988, genudgivet 2009) 4a) Et synspunkt, som jeg gjorde gældende i et læserindlæg bragt af Jyllands-Posten d. 14.11.2005 .Det kan nu læses på www.pietrocini.dk. Se her "Om Jyllands-Postens ytringsfrihed". 5) Om Lars Hedegaard se hans "I krigens hus"(2004),s. 197; Jesper Langballes udtalelse er dokumenteret flere steder på nettet; ligningen islam=nazisme har Søren Espersen fremført i Jyllands-Posten d. 26.06.2007 i kronikken"Hvor islam går frem, breder ørkenen sig". For mine indvendinger mod hans fremstilling se mit indlæg Karen Blixen,islam og nazisme på www.pietrocini.dk 6) Indlægget kan læses i: Fra Marx til management på www.pietrocini.dk 6a) Se Pascal Bruckner, La tyrannie de la pénitence - essay sur le masochisme occidental, Paris 2006. 6b) Kilder: Rune Lykkeberg, Kampen om sandhederne,2007,s. 54 samt Tankens magt,red. F.Stjernfelt m.fl., bind 2, s.2371 7 ) Forkortelsen PBUH dækker over den rituelle formel Peace be upon Him Relateret link: CORRUPTOR. |