SYV SPØRGSMÅL TIL STATSMINISTEREN
Ifølge DRs tekstnyheder tager Anders Fogh i næste uge på en landsdækkende rundtur for at at slå et slag for integration af indvandrere. Fogh tager fem rollemodeller med sig på den tre dage lange tur - succesfulde nydanskere, der er mønsterbrydere med uddannelse, job eller egen virksomhed.
Min kommentar: endelig fik Fogh en god idé.
Der er imidlertid lige én ting, der undrer mig. For et par uger siden forlød det, at Venstre deler værdifællesskab med DF. Derfor har jeg følgende spørgsmål til Statsministeren:
1) såfremt Venstre deler værdifællesskab med DF, må Venstre også være enige med DF i, at islam er en kræftbyld (Louise Frevert) eller pest over Europa (Jesper Langballe). Eller hvad?
2) I bekræftende fald: Hvordan rimer Venstres ringeagt for islamisk kultur med ønsket om at integrere muslimerne?
3) Kan man integrere mennesker ved at vise foragt over for deres kultur?
4) Er Stasministeren i stand til at indse, at den konsekvente nedvurdering af islam både forhindrer muslimernes integration og er vand til islamisternes og terroristernes mølle?
5) Såfremt Statsministeren både foragter islam og ønsker at integrere muslimerne, er han ikke bare en lille bitte smule tvetunget?
I øvrigt:
6) Hvordan har Statsministeren tænkt sig at indføre demokrati i Irak og samtidig være pot og pande med DFs Søren Krarup, der i sin tid(7.12.2003) udtalte :"Kristendom er frihed, hvor islam er terror og tyranni" ?
7) Hvordan har Statsministeren tænkt sig at fremme ytringsfrihedens sag i Irak ved at alliere sig med et parti, som konstant knægter ytringsfriheden over for sine egne medlemmer?
Jeg imødeser Statsministerens svar med spænding.
Pietro Cini
Bragt i Nordjyske Stiftstidende, september 2006